Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Energitilsynet offentliggør etårige prisændringer på fjernvarmeområdet

Energitilsynets prisstatistik for december 2013 er udvidet med fjernvarmeforsyningernes etårige nominelle prisændringer og procentvise prisændringer. Priserne og prisændringerne er baseret på fjernvarmeselskabernes prisanmeldelser til Energitilsynet.

Udvidet prisstatistik for fjernvarmeområdet
Kollektive varmeforsyningsanlæg m.fl. skal ifølge varmeforsyningsloven anmelde tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser og grundlaget herfor til Energitilsynet. Energitilsynets prisstatistik udarbejdes på baggrund af fjernvarmeforsyningernes anmeldelser, og indeholder kun priser for selskaber, der leverer varme til husholdninger. Prisstatistikken er lavet i fire udgaver: en hvor forsyningerne er sorteret alfabetisk, en prisstatistik sorteret efter prisen for at opvarme en bolig på 130 kvm, en hvor forsyningerne er sorteret efter den etårige prisændring i procent, og endelig en hvor forsyningerne er opdelt efter hvilken region forsyningerne er placeret og sorteret efter prisen for at opvarme en bolig på 130 kvm. Alle fire udgaver af prisstatistikken indeholder de samme informationer, men er blot sorteret eller inddelt forskelligt.

Grundlag for priserne
Priserne i prisstatistikken er de priser, de enkelte fjernvarmeforsyninger senest har anmeldt til Energitilsynet, der har ikrafttrædelsesdato til og med 1. december 2013. Priserne angives pr. MWh og som samlet beløb for to hypotetiske boliger, en bolig på 75 kvm med et årligt varmeforbrug på 15 MWh og en bolig på 130 kvm. og et årligt varmeforbrug på 18,1 MWh. Alle priser er oplyst inkl. moms.

Priserne siger ikke noget om den faktiske varmepris for en given bolig i et givent område. For at beregne den faktiske pris er det nødvendigt, at du tager udgangspunkt i din boligs konkrete forbrug (variabelt bidrag) og det konkrete grundlag for beregning af fast bidrag (abonnements- og effektbidrag). Informationerne til at lave konkrete beregninger for din bolig findes i din varmeforsynings takstblad, som ofte er tilgængelige på din forsynings hjemmeside. Ellers vil det kunne rekvireres hos din forsyning.

Etårige prisændringer
De etårige prisændringer er beregnet på baggrund af fjernvarmepriserne pr. december 2012 sammenlignet med opdaterede priser pr. december 2013. Prisstatistikken viser både den nominelle etårige prisændring (prisændring i kroner) og den procentvise etårige prisændring opgjort for en bolig på 130 kvm. Begge prisændringer vises, da en nominel prisstigning på fx 1.000 kr., kan føre til vidt forskellige prisændringer i pct. for de enkelte forsyninger, selvom beløbet nominelt er det samme.

Det er ikke alle fjernvarmeforsyninger, hvor der er grundlag for at sammenligne priserne pr. december 2013 med priserne fra december 2012: Hvis en fjernvarmeforsyning har indgået i en fusion, fission eller først er blevet oprettet i 2013 er der ikke altid grundlag for at beregne den etårige prisændring for de pågældende forsyninger. Der er desuden flere forsyninger, der ikke havde en up-to-date pris i prisstatistikken fra december 2012, hvorfor det ikke er muligt at beregne en etårig prisændring for de pågældende forsyninger. Forsyninger, hvor der ikke er grundlag for at opgøre de etårige prisændringer er markeret med n/a (not available) i kolonnerne, der angiver prisændringerne.

De etårige prisændringer er beregnet på baggrund af fjernvarmeforsyningernes lovpligtige prisanmeldelser til Energitilsynet. Energitilsynet godkender ikke fjernvarmeforsyningernes priser og prisanmeldelser. Henvendelser vedrørende fjernvarmeforsyningernes prisændringer skal derfor rettes til fjernvarmeforsyningerne, og ikke til Energitilsynet.

Fakta om fjernvarmepriser og prisændringer
Varmeforsyningslovens bestemmelser indebærer, at fjernvarmeselskaberne er underlagt et såkaldt ’hvile i sig selv princip’, hvor varmepriserne over tid skal svare til fjernvarmeforsyningernes nødvendige omkostninger. Selv om fjernvarmeforsyningerne ’hviler i sig selv’ kan der forekomme store, omkostningsmæssigt begrundede prisudsving, der ikke afspejler den generelle prisudvikling hos en given forsyning. Nogle af de mest almindelige forhold, der kan føre til prisudsving og prisændringer, er:

Over/underdækning: Varmeforsyningslovens ’hvile i sig selv princip’ betyder at varmeforsyningernes indtægter over tid skal svare til deres nødvendige omkostninger. Hvis en varmeforsyning fx i regnskabsåret 2012 har flere indtægter end omkostninger opstår en såkaldt ’overdækning’. Overdækninger skal indregnes i priserne for året efter  (i 2013), så varmeforsyningens indtægter i 2013 bliver lavere end omkostningerne, og overdækningen fra 2012 dermed tilbageføres til forbrugerne. Priserne i 2013 bliver altså ’unaturligt’ lave i forhold til det generelle omkostningsniveau og forsyningen vil fremstå med en prisnedsættelse fra 2012 til 2013.

Hvis den pågældende forsyning i stedet havde flere omkostninger end indtægter i 2012 opstår en underdækning, som året efter skal tilbageføres og medfører derfor en midlertidig prisstigning for forbrugerne.

Udsving i markedspriser på brændsel: En stor del af fjernvarmeforsyningernes indtægter anvendes til køb af brændsel, og derfor er fjernvarmeforsyningernes priser meget påvirkelige af udviklingen i markedspriserne på et givent brændsel.

Fusioner eller overtagelser: Fusioner eller overtagelse kan medføre store prisændringer i de omfattede forsyningsområder, især hvis der er stor prisforskel mellem de forsyninger, der fusioneres/overtages.

Nye afgifter og ændring i eksisterende afgiftssatser: Fjernvarmeforsyningernes omkostninger påvirkes betydeligt af afgifter på varmeproduktion. Aktuelt kan forsyningssikkerhedsafgiften medføre prisstigninger på fjernvarme, i de områder der benytter brændsler omfattet af afgiften.

Henlæggelser og afskrivninger: Fjernvarmeforsyninger har mulighed for at henlægge (spare op) til konkrete fremtidige investeringer. Henlæggelser kan derfor medføre højere priser i perioden op til en investering, og lavere priser efter investeringen er gennemført.

Ud over ovenstående forhold kan ekstraordinære engangsomkostninger også ligge til grund for de prisændringer, der fremgår af prisstatistikken for december 2013. Flere af de ovenfor nævnte forhold giver kun anledning til midlertidige prisændringer, som ikke afspejler den generelle prisudvikling i forsyningen, og prisstatistikken skal derfor fortolkes under hensyn til at nogle prisændringer blot er midlertidige prisudsving.

Priser og etårige prisændringer december 2013
Figur 1: Fjernvarmepriser for en bolig på 130 kvm inkl. moms, sorteret efter varme-pris pr. december 2013.  Kilde: Fjernvarmeforsyningernes prisanmeldelser til Energitilsynet fra og med december 2012 til december 2013.

 

Kilde: Fjernvarmeforsyningernes prisanmeldelser til Energitilsynet fra og med december 2012 til december 2013.


Figur 1 er lavet på baggrund af priser fra prisstatistikken for december 2013, sorteret efter prisen for opvarmning af en bolig på 130 kvm. 170 af 428 (40 %) fjernvarmeforsyninger har priser på under 15.000 kr. pr år, og hele 352 forsyninger (82 %) har priser på under 20.000 kr. En lille gruppe på 18 forsyninger (4 %) skiller sig ud ved at have varmepriser, på over 25.000 kr. pr. år. for at opvarme en bolig på 130 kvm.

Figur 2: Etårig prisændring i procent for en bolig på 130 kvm, sorteret efter størrelse, pr. december 2013.

 

Kilde: De etårige prisændringer er beregnet på baggrund af fjernvarmeforsyningernes prisanmeldelser gældende pr. december 2012 (anmeldt i 2011/12) og fjernvarmeforsyningernes prisanmeldelser gældende pr. december 2013 (anmeldt i 2012/13). Prisændringer for 410 af 428 forsyninger i prisstatistikken indgår i figuren, de resterende 18 forsyninger indgår ikke da prisændringen ikke kan beregnes for disse forsyninger.


Figur 2 er baseret på data fra prisstatistikken for december 2013, sorteret efter prisændring og viser de etårige varmeprisændringer i procent for en bolig på 130 kvm. Figuren viser, at 198 af 410 af fjernvarmeforsyningerne, hvor den etårige prisændring kan beregnes, enten har uændrede priser eller lavere priser i forhold til prisstatistikken fra december 2012. 9 forsyninger har sænket priserne med mere end 20 % og enkelte forsyninger har mere end halveret prisen i løbet af det seneste år.


Blandt de fjernvarmeforsyninger, der har hævet priserne siden december 2012 er der for langt de flestes vedkommende (153 af 213 forsyninger med prisstigninger) tale om moderate prisstigninger på under 10 %. Kun en lille gruppe på 15 forsyninger har store prisstigninger på mere end 20 %. Et enkelt selskab har en prisstigning på hele 83 %.


Årsagen til at prisændringen for en enkelt fjernvarmeforsyning når op på over 80 % er at selskabet har haft en stor underdækning i 2012, som primært stammer fra store ekstraordinære omkostninger til opgravning af ledningsnet i forbindelse med kommunens kloakering. Underdækning er når omkostningerne i et givet år er større end indtægterne. Fjernvarmeselskabet har besluttet at tilbageføre denne underdækning over en meget kort periode - de sidste 4 måneder af 2013, hvilket har betydet at prisændringen er blevet endnu større end hvis det var opkrævet over en længere periode.  For de næste 9 forsyninger med de største prisstigninger er den primære årsag til prisstigningen at forsyningen enten har oplevet stigende omkostninger til især brændselskøb, eller at forsyningen har indregnet en underdækning i priserne for december 2013. En enkelt forsyning havde pr. december 2012 lavere priser for at tilbageføre en overdækning, hvilket har medført en prisstigning da priserne pr. december 2013 igen er hævet til det normale niveau.


Blandt forsyningerne med de fem største prisnedsættelser er den primære årsag til prisændringen enten at forsyningerne er overtaget af en større forsyning og pris-harmoniseret til lavere prisniveau, eller lavere omkostninger til produktion, finansiering og drift.


For spørgsmål til årsagen til enkeltværkers prisstigning eller prisfald henvises til det pågældende værk.


Kontakt: Pressehenvendelser: Martin Windelin, kontorchef i Center for Varme, tlf: 41 71 54 05, e-mail: mw_@If you can read this, please upgrade to a modern browser.energitilsynet.dk . Øvrige henvendelser: Per Vogelius, fuldmægtig i Center for Varme, tlf: 41 71 53 88, e-mail: pnv_@If you can read this, please upgrade to a modern browser.energitilsynet.dk.

Udvidet prisstatistik for december 2013
Prisstatistikken og den tilhørende pressemeddelelse kan hentes nedenfor:


Pressemeddelelse vedrørende prisstatistikken december 2013.

Udvidet prisstatistik, sorteret alfabetisk.xls

Udvidet prisstatistik, regionsopdelt.xls (rettet d. 11.2.2014)

Udvidet prisstatistik, sorteret efter prisniveau.xls

Udvidet prisstatistik, sorteret efter 1-årig prisændring.xls

Udvidet prisstatistik, sorteret alfabetisk.pdf

Udvidet prisstatistik, regionsopdelt.pdf (rettet d. 11.2.2014)

Udvidet prisstatistik, sorteret efter prisniveau.pdf

Udvidet prisstatistik, sorteret efter 1-årig prisændring.pdf

 

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO