Regulering

Kontrol af priser og leveringsbetingelser

I henhold til varmeforsyningslovens § 21, stk. 4, kan Energitilsynet gribe ind, hvis priser eller betingelser er urimelige.

Varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, opregner udtømmende, hvilke omkostninger der af kollektive varmeforsyninger kan indregnes i priserne. Såfremt en varmeforsyning ved varmeårets slutning har oparbejdet en over – eller underdækning, skal denne indregnes i det følgende års varmepriser. Energitilsynet kan, tillade, at indregningen sker over en længere periode. Der henvises til Energitilsynets Vejledning om afvikling af over- og underdækning.

Varmeforsyningsloven indeholder ikke regler om, hvordan varmeforsyningernes tarifering skal tilrettelægges. Reglerne herom er fastlagt i Energitilsynets og Energiklagenævnets praksis. I henhold til denne praksis bør der tilstræbes en kostægte tarifering, således at den enkelte forbruger betaler de omkostninger, der er forbundet med hans forbrug.

Energitilsynet kan, som anført, gribe ind hvis leveringsbetingelser kan anses for urimelige. Regler om hvornår en leveringsbetingelse kan anses for urimelig er fastlagt i Energitilsynets praksis. Som eksempler på praksis vedrørende leveringsbetingelser kan nævnes: krav om depositumsstillelse, restanceinddrivelse, udtrædelsesgodtgørelse. 

Prisloftregulering

Energitilsynet melder i medfør af varmeforsyningslovens § 20, stk. 4, prislofter ud den 1. oktober hvert år. Der er 3 prislofter - et for anlæg, der ligger i decentrale områder forsynet med naturgas, et for anlæg, der ligger i decentrale områder forsynet med andet end naturgas (biomasse) og et for anlæg, der ligger i centrale områder. Energitilsynet beregner prislofterne som en gennemsnitspris på baggrund af de produktionsomkostninger, som værkerne anmelder til tilsynet.

Affaldsforbrændingsanlæg producerer varme (og el) ved forbrænding af affald. Prisen for affaldsvarme skal være i overensstemmelsen med "hvile i sig selv" princippet i varmeforsyningslovens § 20, hvorefter de nødvendige omkostninger kan indregnes i prisen. Affaldsvarmen må heller ikke ifølge dette princip koste mere end den varme, den fortrænger (substitutionsprincippet).

Affaldsvarme er en del af en forenet produktion, hvor affald forbrændes, og der produceres varme og el. Det er derfor nødvendigt, at der sker en fordeling af affaldsforbrændingsanlæggets omkostninger mellem affald, varme og el, for at de nødvendige omkostninger til varmeproduktionen kan findes. Derved fastlægges den omkostningsbestemte pris.

Fællesomkostningerne kan kun fordeles ved brug af en fordelingsnøgle - dvs. et skøn. For at forhindre, at varmesiden kommer til at bære omkostninger, som skulle høre til affalds- eller elsiden, er der med prisloftreglerne fastsat et loft for videresalgsprisen på den varme, som affaldsforbrændingsanlægget sælger. Prisloftet skal afspejle den omkostning, varmeforbrugerne ville skulle have betalt, hvis der ikke var bygget et affaldsforbrændingsanlæg. Det er derfor prisloftet sættes efter, hvilket område et affaldsanlæg ligger i.

I henhold til reglerne skal affaldsvarmeprisen være den laveste af henholdsvis den omkostningsbestemte pris, substitutionsprisen eller prisloftet. Substitutionsprisen, er den pris, som varmeværket som alternativ kan købe varmen til. Modsat prisloftet, skal substitutionsprisen være et eksisterende alternativ.