Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Leverandørforeningen af 1990 - klage over pris for affaldsvarme leveret til Esbjerg Kommunes forsyningsvirksomhed

Dato: 26.05.2003Journalnr.: 3/1322-0101-0140/jhp

Resume Energitilsynet vedtog, at det ikke er urimeligt, at fællesomkostningerne ved den forenede produktion, som udgangspunkt fordeles med 55 % til varmeprisen samt 45 % til affaldssiden, jf. Varmeforsyningslovens, § 21, stk. 4. Parterne skal anmelde tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser jf. Varmeforsyningslovens, §§ 21, stk. 1 og 23b, stk. 3

Resumé

1. Leverandørforeningen af 1990 (L90) har til Energitilsynet fremsendt en klage over Esbjerg Kommune, Forsyningen (EKF). Baggrunden for henvendelsen er, at sagens parter ikke har kunne blive enige om afregningsprisen for affaldsvarme fra et affaldsværk i Måde ved Esbjerg, som L90 har opført. Værkets drift er påbegyndt i januar 2003. Sagens to parter har i en længere periode forsøgt at forhandle sig frem til en varmesalgspris på affaldsvarmen, men da dette ikke er lykkes, er sagen indbragt for tilsynet.

2. L90 er et fælleskommunalt affaldsselskab, som på vegne af 35 kommuner i Vest- og Midtjylland bortskaffer brændbart affald for omkring 605.000 indbyggere, herunder Esbjerg Kommune. Selskabet har opført et affaldsfyret kraftvarmeværk i Måde ved Esbjerg med en samlet kapacitet på 180.000 t/år.

3. Endvidere foretager L90 specialopgaver som fx balning (sæsonudjævning) af forbrændingsegnet affald samt bortskaffelse af køle- og frysemøbler. Omsætningen er på i dag knap 100 mio. kr. Efter ibrugtagningen af det nye affaldsanlæg ved Esbjerg ventes omsætningen af udgøre ca. 150 mio. kr., hvoraf ca. 100 mio. kr. vil hidrøre fra kraftvarmeværket. L90 foretager desuden elproduktion. Indtægten fra elproduktionen modregnes i fællesomkostningerne fra affaldsvarmeproduktionen.

4. EKF har frem til udgangen af 2002 fået leveret fjernvarme fra Esbjergværket, som tilhører Elsam (tidligere Vestkraft). Herudover ejer EKF nogle reserve- og spidslastenheder. Fra januar 2003 får EKF leveret ca. 1/3 af fjernvarmeforbruget fra L90. De reelle substitutionsmuligheder omfatter Elsams kulbaserede anlæg, der hidtil har leveret varme til EKF.

5. Parterne er kommet med flere forslag til den i sagen relevante substitutionspris.

6. Esbjerg Kommunes godkendelse af projektforslaget er ifølge de i sagen fremkomne oplysninger sket med forbehold for, at godkendelsen af projektforslaget ikke medfører, at der er taget stilling til en decideret prisaftale for affaldsvarmen, men at der kun er taget stilling til at aftage varmen fra affaldsværket.

7. Sagens parter ønsker at få fastlagt en rimelig varmeafregningspris for den leverede affaldsvarme som leveres fra L90s affaldsvarmeværk til EKFs fjernvarmeforsyning. Samtidig ønskes fastlagt om varmeafregningsprisen skal fastsættes til den omkostningsbestemte pris eller til substitutionsprisen.

8. I sagen har der ikke været enighed mellem parterne om omkostninger til balning (sæsonudjævning), omlaststationer samt transport fra omlaststationer til affaldsværket skal betragtes som særomkostninger på affaldssiden eller som fællesomkostninger. Efter det i sagen oplyste har disse omkostninger ikke været medtaget i projektforslaget for affaldsværket, der blev godkendt af L90, Energistyrelsen samt Esbjerg Kommune.

9. Endvidere ønsker EKF at få fastlagt en mere rimelig fordelingsnøgle end 30/70 til fordeling af fællesomkostningerne ved affaldsværkets produktion. Herudover har der i sagen været uoverensstemmelse om i hvilket omfang der må ske automatisk inflationskorrektion af de udgifter som værkets drift bygger på.

10. Dertil har der været uklarhed om de afgiftsmæssige forhold som pålægges parterne ved beregning af affaldsvarmen. Endelig er der i sagen opstået usikkerhed vedrørende indregning af sparede eludgifter.

11. Energitilsynet skal tage stilling til fordelingsnøglen for fællesomkostningerne mellem varmesiden og affaldssiden. Endvidere skal tilsynet vurdere om omkostninger til balning (sæsonudjævning), omlastestationer, omlastning samt transport fra omlaststationer til affaldsværket kan betragtes som fællesomkostninger. Endelig skal tilsynet afgøre den relevante substitutionspris for varmeafregningen fra affaldsværket.

Afgørelse

12. At Energitilsynet med udgangspunkt i de foreliggende oplysninger i den konkrete sag ikke finder det urimeligt, at de ved den forenede produktion fremkomne fællesomkostninger som udgangspunkt fordeles med 55% til varmesiden samt 45% til affaldssiden, jf. varmeforsyningslovens § 21, stk. 4.

13. At det ikke efter varmeforsyningslovens § 21, stk. 4 kan betragtes som urimeligt, når omkostninger til balning (sæsonudjævning), omlastestationer, omlastning samt transport fra omlaststationer til affaldsværket kan betragtes som fællesomkostninger ved forenet produktion. Disse omkostninger kan i medfør af varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, indregnes som nødvendige omkostninger ved værkets produktion.

14. At det ikke efter varmeforsyningslovens § 21, stk. 4, i den konkrete sag umiddelbart kan betragtes som urimeligt, hvis varmeafregningsprisen for L90s leverede affaldsvarme fastsættes til substitutionsprisen på ca. 58 kr./GJ, der samtidig er mindre end den omkostningsbaserede pris beregnet til ca. 74 kr./GJ. Herved udelukkes ikke, at parterne ved forhandling aftaler en konkret affaldsvarmepris, der er lavere end substitutionsprisen.

15. At L90 og EKF efter varmeforsyningslovens § 21, stk. 1 skal anmelde tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser til Energitilsynet, jf. også lovens § 23 b, stk. 3.

Sagsfremstilling

16. L90 har 17. april 2002 fremsendt en klage til Energitilsynet over EKF. Sagens to parter har ikke kunne blive enige om afregningsprisen for affaldsvarme fra et nybygget affaldsværk i Måde ved Esbjerg med L90 som bygherre. Driften af værket iværksættes fra 1. januar 2003. Sagens to parter, L90 og EKF, har i en længere periode forsøgt at forhandle sig frem til en aftalt varmesalgspris på affaldsvarmen, men da dette ikke er lykkes, er sagen indbragt for Energitilsynet.

17. EKF får frem til udgangen af 2002 leveret fjernvarme fra Esbjergværket, som tilhører Elsam (tidligere Vestkraft). Herudover har EKF egne spidslastcentraler. Fra januar 2003 får EKF leveret cirka 1/3 af fjernvarmeforbruget i sit forsyningsområde fra L90.

18. I projekteringsfasen februar 1999 blev udfærdiget et projektforslag med en varmeleverancepris på 32,70 kr./GJ, som EKF har angivet som den marginale varmepris ved levering fra Vestkraft. Af projektforslaget fremgår, at det endelige resultat af forhandlingerne mellem EKF og L90 om affaldsvarmeprisen udestår.

Klagers anbringender

19. L90 fremlægger 21. juni 2002 nogle forslag til varmeprisen for affaldsvarmen:

  1. Ved projektforslagets substitutionspris på 32,7 kr./GJ skal lægges affaldsvarmeafgiften på 12,9 kr./GJ samt inflation (1998-2002:13%), hvorved varmeprisen bliver 50 kr./GJ (2003). Affaldsbehandlingsprisen (inkl. affaldsafgift på 330 kr./t) andrager ca. 288 kr./t (618 kr./t).
  2. Ved substitutionsprisen (Vestkraft) 60 kr./GJ (2003), bliver affaldsbehandlingspris (inkl. affaldsafgift på 330 kr./t), ca. 231 kr./t (561 kr./t).
  3. Ved en omkostningsbaseret pris på 74 kr./GJ (2003), bliver affaldsbehandlingsprisen (inkl. affaldsafgift på 330 kr./t), ca. 121 kr./t (451 kr./t).

20. Fællesomkostningerne er fordelt med 70% til varmesiden og 30% til affaldssiden.

21. Den omkostningsbaserede pris er af L90 beregnet til ca. 74 kr./GJ, dvs. højere end substitutionsprisen (Vestkraft) på ca. 60 kr./GJ. Den ifølge L90 relevante substitutionspris på ca. 60 kr./GJ bestemmes som 66,23 kr./GJ (bruttovarmekøbspris hos Vestkraft i 2001). Fratrækkes den faste afgift på 8,23 kr./GJ, fås 58 kr./GJ. Tillægges derefter inflation fås en skønnet budgetpris/substitutionspris på 60,48 kr./GJ, dvs. ca. 60 kr./GJ i 2003.

22. L90 finder 17. april 2002, at der kan afregnes efter den omkostningsbaserede pris, hvis den er under substitutionsprisen, men den omkostningsbaserede pris må dog ikke komme under varmeprisen fra projektforslaget, fremført med inflationen. Affaldsværkets projekt tog udgangspunkt i den daværende substitutionspris (Vestkraft) og forudsatte en årlig inflatering af varmeprisen.

23. L90 anfører videre, at projektforslaget ikke tog højde for ekstraomkostninger omlastning, balningsanlæg, samt transport fra omlaststationerne til værket, men disse omkostninger må betragtes som nødvendige udgifter i f.t. et normalt anlæg pga. omlastning samt lang transport til Esbjerg. Hvis værket havde været placeret i et normalt område ville disse ekstraomkostninger ikke have været nødvendige. Balning skyldes senere afbrænding og skal relateres til forbrændingen, ikke affaldshåndteringen. L90 finder en affald/varme-fordelingsnøgle på 30/70 for fællesomkostningerne som 'normal'. Endeligt påpeges, at elindtægter- og udgifter indgår integreret i de samlede omkostninger, som skal fordeles mellem varme og affald.

24. L90 betoner, at de mange fradrag som EKF har fremlagt i notat om 'netto'-substitutionsprisen af 14. januar 2002 (se nedenfor), vil svare til en urimelig mindreindbetaling på ca. 17 mio. kr./år.

25. L90 henviser 21. juni 2002 til, at selskabet finder det urimeligt, at EKF efter projektgodkendelsen prøver at få varmeprisen ned under den i projektforslaget anvendte pris.

26. L90 nævner 13. august 2002, at når projektets varmepris - efterreguleret for inflation og afgifter - udgør ca. 50 kr./GJ, hvilket ligger under den af L90 beregnede substitutionspris på ca. 60 kr./GJ, er der god plads til løbende indeksering af varmeprisen over mange år.

L90 nævner endvidere i brevet af 13. august 2002, at EKF ved at få varmen fra L90 sparer eludgifter til at pumpe fjernvarmevandet ud til forbrugerne (i størrelsesordenen 1,3-1,8 mio. kr. årligt), idet vandet nu delvist pumpes ud fra L90's anlæg. Denne eludgift skal ifølge L90 enten indregnes i (tillægges) varmeprisen eller betales særskilt af EKF efter faktisk elforbrug ud over varmebetalingen.

27. L90 noterer 1. okt. 2002, at dokumentation for den af EKF beregnede reducerede substitutionspris (se nedenfor) savnes. I L90s beregning af den omkostningsbaserede pris er alene medtaget kostægte omkostninger ved værkets drift inkl. omkostninger til omlastning etc., men derimod ikke omkostninger ved affaldshåndtering, lossepladsdrift m.v. Kun de nødvendige omkostninger er således indregnet, herunder omlastning/balning/sæsonudjævning. Øvige transportomkostninger samt håndtering fra husstande til omlaststationer er ikke med, da de påhviler affaldssiden.

28. L90 fremsætter et tilbud: En fast varmepris + indeksering af de samlede omkostninger excl. kapitalomkostningerne, men hvor varmeprisen fra 1. år overstiger 50 kr./GJ for at sikre henlæggelser.

29. L90 angiver 17. december 2002, at mht. fordeling af fællesomkostninger har Gas- og Varmeprisudvalget (GVPU) afgjort sager med mellem 60-90% til varmesiden. Derfor er i beregningerne valgt 70% som fordelingsnøgle. Nye beregninger af L90 viser, at balancepunktet, hvor den omkostningsbaserede pris møder substitutionsprisen, ligger hvor varmesidens andel af fællesomkostningerne andrager ca. 55%. Ved en lavere andel end 70% af fællesomkostningerne til varmesiden, vil varmen dog ikke ifølge L90 bære en rimelig andel, hvis udgifterne bliver større end budgetteret. Dette må påregnes på sigt (efter 6 år) pga. ny- og reinvesteringer i anlægget af fx teknisk-miljømæssige årsager.

30. L90 finder 13. januar 2003, at det ikke er dokumenteret hvorledes den oprindelige substitutionspris på 32,70 kr./GJ oplyst af EKF er beregnet. EKFs notat af 14. januar 2002 dokumenterer ikke hvordan de enkelte priser i opstillingen er fremkommet. Der er tale om meget store beløb (ca. 1,25 mio. kr./år), som fratrækkes den kulbaserede substitutionspris.

31. Endelig nævner L90, at det ikke kan se hvordan den nye ekstra forsyningssikkerhed for EKF kan betyde, at der køres mere med spids- og reservelast. L90 finder, at EKF kan realisere en besparelse på ca. 2,5 mio. kr. I brev af 22. januar 2003 forøges besparelsen til ca. 5,7 mio. kr.

Indklagedes anbringender

32. EKF finder 24. januar 2002, at udgangspunktet må være 32,70 kr./GJ excl. afgifter som i projektforslaget. L90 medregner omkostninger ved omlastning, balning, samt transport fra omlaststationerne til værket i fællesomkostningerne, dvs. omkostninger som er varmesiden uvedkommende. Kun fællesomkostninger "indenfor hegnet" (værket) må kunne indregnes i varmeprisen.

33. Fællesomkostningerne skal fordeles mere ligeligt og fx en 50/50-fordeling er mere rimelig. Varmeafregningen skal baseres på de faktiske regnskabstal.

34. I notat af 14. januar 2002, vedlagt til brev af 24. januar 2002, viser EKF hvorledes en række fradrag bør reducere den kulbaserede substitutionspris på 66,23 (2001) til en efter EKFs opfattelse mere korrekt 'netto'-substitutionspris for affaldsvarme på 44,46 kr./GJ, jf. tabel 1.

Tabel 1: EKFs bestemmelse af substitutionspris - notat af 14. jan. 2002

Kulbaseret substitutionspris 2001

66,23 kr./GJ

Kompensation for faste omkostninger

-8,23 kr./GJ

Ændret fjernvarmefaktor (pga. reduceret varmeproduktion

-3,60 kr./GJ

Forøget spids/reservelast på egne centraler:

-5,00 kr./GJ

Dækningsbidrag for div. omkostninger på SRO, administration 10%

-4,94 kr./GJ

Max. pris for affaldsvarme:

44,46 kr./GJ

35. EKF påpeger 28. maj 2002, at Energistyrelsen, L90 og EKF har samtykket til, at det er et særligt vilkår, at der indgås prisaftale mellem L90 og EKF. L90 har haft rigeligt tid til at indregne ekstraordinære omkostninger.

36. EKF finder i indlæg af 16. juli, 10. september og 21. oktober 2002, at EKF har aldrig haft den opfattelse, at der kan opnås enighed om afregning til substitutionspris. I et tidligere principaftaleudkast vedr. varmeprisen blev anvendt marginalprisen (sparet beløb hver gang der købes en GJ mindre hos Vestkraft). Det er derfor ikke substitutionsprisen som er anvendt i projektberegningerne, men marginalprisen fra Vestkraft. Herudover er brug af inflationsregulering i beregning af varmeprisen urimelig efter EKFs opfattelse. EKF vedlægger endvidere en ny 'prisloft'-beregning af 8. juli 2002 , hvor prisloftet på affaldsvarmeprisen beregnes til ca. 42 kr./GJ, jf. tabel 2.

Tabel 2: Ny beregning af prisloft ved affaldsvarme - notat af 8. juli 2002

Kulbaseret marginalpris (budget 2002)

59,40 kr./GJ

Kompensation for faste omkostninger

-8,33 kr./GJ

Generel kompensation grundet affaldsvarmen ved genforhandling af leveringsaftalen af 1.12.98 - skøn

-4,00 kr./GJ

Forøget spids/reservelast egne centraler

-5,00 kr./GJ

Max. pris for affaldsvarme:

42,07 kr./GJ

37. EKF nævner 23. december 2002, at 'prisloftet' for affaldsvarmen bør fastsættes efter billigste alternative brændsel. EKFs notat af 14. januar 2002 vedr. 'netto'-substitutionsprisen skal kun betragtes som en art kontrolberegning til at sikre forbrugerne mod meromkostninger ved affaldsvarmen. Derfor er EKFs seneste notat af 8. juli 2002, hvor den marginale substitutionspris bestemmes, det relevante notat for sagen, hvor de forskellige fradrag er forsøgt forklaret mere udførligt.

38. EKF vedlægger samtidig Elsams brev af 16. januar 2002, hvor varmeprisen ved budget 2003 beregnes til 70,08 kr./GJ. Fratrækkes kapacitetsomkostninger bliver prisen 60,93 kr./GJ. EKF angiver, at i aftalen mellem EKF og Vestkraft som ikrafttrådte 1. december 1998, var kompensationsbetalingen (for en forøget kapacitetsbetaling) allerede indbygget i aftalen. Endelig vedlægges regnskabstal for en flisbaseret varmepris med priser på 43-44 kr./GJ og finder, at en alternativ varmepris på ned til 35 kr./GJ er realistisk.

39. I brev af 27. januar 2003 finder EKF det uforståeligt, at L90 nu hvor anlægget er produktionsklar efterlyser dokumentation for en pris, som for 5 år siden blev accepteret. Mht. L90s påstande om besparelser på 5,7 mio. kr. finder EKF, at Vestkraft lukker om sommeren pga. affaldsvarmen. Opgørelse af fordele/ulemper kan derfor gå begge veje. EKF gør desuden kort opmærksom på, at en reservelastaftale med Fiskeindustrien ved planlagte revisionsperioder har en pris på 120 kr./GJ.

Lovgrundlag

40. Affaldsforbrændingsanlæg anses efter varmeforsyningslovens § 2, stk. 1, nr. 3 for et kollektivt varmeforsyningsanlæg. Herved forstås en virksomhed, der driver anlæg med det formål at levere energi til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand.

41. Energitilsynet kan ikke vurdere selve affaldsbehandlingsprisen (forbrændingsprisen/forbrændingsafgiften) efter varmeforsyningslovens bestemmelser, men alene de afledte følger heraf på varmeprisen. Energitilsynet skal således kun vurdere, om den heraf resulterende fjernvarmepris er urimelig, jf. varmeforsyningslovens § 21, stk. 4.

42. Energitilsynet skal i den forbindelse vurdere, om L90 fastsætter varmeprisen i overensstemmelse med varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, hvorefter der i varmeprisen kan indregnes nødvendige omkostninger til energi, lønninger og andre driftsomkostninger, efterforskning, administration og salg, omkostninger som følge af pålagte offentlige forpligtelser samt finansieringsudgifter ved fremmedkapital og underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og væsentlig udbygning af forsyningsselskabet.

43. Af varmeforsyningslovens § 20a, stk. 7 fremgår det, at reglerne om fastsættelse af indtægtsrammer ikke omfatter affaldsforbrændingsanlæg. Derimod har ministeren mulighed for at fastsætte et prisloft for ydelserne fra affaldsforbrændingsanlæg. Sagen er imidlertid indbragt for Energitilsynet på et tidspunkt, hvor der ikke findes en bekendtgørelse om prislofter, jf. varmeforsyningslovens § 20 b, stk. 3.

44. Det fremgår supplerende af elforsyningslovens § 75, stk. 3, at ejere af affaldsforbrændingsanlæg ved fastsættelsen af priser og betingelser for affaldsbehandling og for levering af fjernvarme ikke må udnytte deres stilling til at fordele deres omkostninger på en måde, der anses for urimelig for brugerne af affaldsbehandlingsanlægget eller for fjernvarmeforbrugerne. Efter elforsyningslovens § 75, stk. 4 kan ministeren fastsætte regler om fordelingen efter stk. 2 og 3.

45. Det følger af varmeforsyningslovens § 20, stk. 4, 2. punktum, at ministeren kan fastsætte regler om fordeling af omkostningerne til behandling af affald og produktion af varme på affaldsforbrændingsanlæg. Ministeren har ikke anvendt beføjelserne, hvorfor denne sag afgøres efter GVPUs praksis samt Energitilsynets afgørelser.

46. Energitilsynet har taget stilling til omkostningsfordelingen i flere sager: I Aars-sagen afgjorde tilsynet 28. oktober 2002, at ved beregning af den omkostningsbaserede pris på Aars Varmeværks affaldsvarme, skal beregningen foretages ud fra en fordeling af fællesomkostningerne, der tager udgangspunkt i, at varmesiden max. kan tillægges en andel, der udgør 75%.

47. I sagen tilsatsfyring ved halm på Studstrupværket afgjorde tilsynet 3. februar 2003, at der skal ske en fordeling af fællesomkostningerne som ikke er urimelig for forbrugere og at særomkostninger for halmvarme alene indregnes i halmvarmeprisen, ligesom tilskud øremærket til halmprojektet modregnes i halmprisen. Substitutionsprisen for halmvarme bestemtes som den kulbaserede varmepris tillagt kulafgifter. Endelig blev halmvarmeprisen fastsat på basis af et årsbudget med regulering efter realiserede beløb.

Begrundelse

Projektforslaget

48. Projektforslaget er som udgangspunkt godkendt af sagens parter og ligger til grund for selve værkets etablering. Det forhold, at der er taget forbehold for selve den endelige udformning af varmeprisen indebærer selvsagt ikke, at varmemodtageren ikke skal betale omkostninger der står i et rimeligt forhold til varmeleveringen.

49. En afgørelse af i hvilket omfang parterne på baggrund af Energistyrelsens samt egne projektgodkendelser, herunder eventuelle forbehold, er bundet af projektforslagets indhold, ligger udenfor Energitilsynets kompetence. For en afklaring heraf henvises der til domstolene.

50. I det konkrete tilfælde er Energitilsynet derfor efter praksis henvist til at tage stilling på baggrund af det foreliggende materiale, herunder bl.a. de beregninger som er fremlagt i sagen med udgangspunkt i det bag projektforslaget eksisterende budget og fordelingsnøgler.

Sær- og fællesomkostninger

51. Det bemærkes, at energiproduktion ved forbrænding af affald er en forenet produktion. Dette betyder, at der produceres bortskaffelse af affald ved forbrænding, elproduktion og varmeproduktion samtidigt. Dette indebærer, at produktion af et produkterne medfører samtidig produktion af de to andre. Hovedparten af de dermed forbundne omkostninger vil derfor være fællesomkostninger.

52. Affaldsforbrændingsanlægs samlede omkostninger opdeles i følgende:

  • Særomkostninger til affaldssiden
  • Særomkostninger til varmesiden
  • Fællesomkostninger.

53. At fordele fællesomkostningerne ved den forenede produktion har efter GVPUs praksis været vist sig at kunne være vanskelig. Kun de omkostninger som helt entydigt kan defineres som særomkostninger vil ikke kunne indgå i fællesomkostningerne.

54. Efter sædvanlig praksis vil en omkostningsbaseret fjernvarmepris baseret på affaldsforbrænding skulle indeholde både en andel af fællesomkostningerne ved affaldsforbrændingen og de særomkostninger ved selve produktionsprocessen, der hører til selve varmeproduktionen.

55. Endvidere gælder, at den aktuelle pris på affaldsvarmen indtil videre skal udgøres af den laveste af enten den omkostningsbestemte varmepris på affaldsvarmen eller af en substitutionspris på affaldsvarmen. Substitutionsprisen er varmekøberens alternative pris ved at fremskaffe den omhandlede varmemængde, enten ved egenproduktion eller ved køb fra tredjemand. Typisk viser praksis, at afregningen vil ske efter substitutionsprisen.

Fordeling af fællesomkostningerne

56. I den konkrete sag er fordelingsnøglen for fællesomkostninger af L90 efter et skøn fastlagt til 30/70 for hhv. affaldssiden og varmesiden, begrundet med, at denne fordelingsnøgle kan betragtes som den normale. Denne fordeling ligger efter L90s opfattelse imellem de fordelingstal, som GVPU tidligere har afgjort sager med. EKF har i sagen ønsket en mere rimelig fordeling af fællesomkostningerne og henviser blandt andet til, at en 40/60-fordeling er afgjort af GVPU.

57. Energitilsynet har 9. december 2002 anmodet L90 om at fremsende beregninger med fx 5 pct.s interval, som belyser udviklingen ved forskellige fordelingsnøgler for fællesomkostningerne samt den resulterende omkostningsbaserede pris, indtil det punkt hvor den omkostningsbaserede pris når op på siden af L90s fundne substitutionspris.

58. Det af L90 beregnede balancepunkt, hvor substitutionsprisen møder den omkostningsbaserede pris, viser en fordeling af fællesomkostningerne med ca. 55% (1. år) til 51% (6. år) for varmesiden og resten til affaldssiden.

59. Herved kan L90s oprindelige fordelingsnøgle med 70% til varmesiden og 30% til affaldssiden ikke anses for rimelig, jf. lovens § 21, stk. 4. I forlængelse heraf kan den nyberegnede varme- og affaldsfordelingsnøgle på 55% til varmesiden og resten til affaldssiden ikke efter lovens § 21, stk. 4 betragtes som urimelig, al den stund at denne fordelingsnøgle efter en konkret kalkulation udgør balancepunktet for fællesomkostningerne mellem substitutionsprisen og den omkostningsbaserede pris. Balancepunktet er ligeledes det sted hvor såvel varmeprisen som affaldsprisen (se nedenfor) fremstår som rimelig.

60. Den endelige bestemmelse af fordelingsnøglen findes ved den af Energitilsynet i sagen afgjorte relevante varmepris.

Ekstraordinære omkostninger

61. Affaldsanlæg har typisk kun et eller få selskaber som modtager affaldsvarmen (outputside), mens der ofte kan være mange leverandører på affaldssiden (inputsiden).

62. EKF har fremført, at omkostninger til balning, omlaststationer, samt transport fra omlaststationer til affaldsværket ved etablering af to omlastningsstationer i forsyningsområdet er rene affaldsopgaver og derved varmesiden helt uvedkommende. EKF finder det er urimeligt, at varmesiden skal medfinansiere sådanne omkostninger. Kun fællesomkostninger "indenfor hegnet" (værket) er det i orden at indregne i varmeprisen.

63. Heroverfor finder L90, at det ikke i projektforslaget er forudsat, at varmeprisen skulle beregnes ud fra en omkostningsmæssig vurdering, idet substitutionspris-tilgangen var forudsat. Derfor har projektforslaget ikke taget højde for sådanne ekstraomkostninger. L90s beregninger af den omkostningsbaserede pris indregner kun omkostninger som er direkte relateret til forbrænding af affald i Esbjerg. Hvis værket havde været placeret i et 'normalt' område ville disse ekstraomkostninger ikke være nødvendige.

64. Energitilsynet finder, at omkostninger til balning (sæsonudjævning), omlaststationer samt transport fra omlaststationer til affaldsværket ved etablering af to omlastningsstationer kan betragtes som nødvendige omkostninger, der kan relateres til værkets produktion (in house). Disse omkostninger kan samtidig betragtes som fællesomkostninger, idet de ikke udtrykkelig er at betragte som særomkostninger. På baggrund heraf kan de pågældende omkostninger indregnes som nødvendige omkostninger efter lovens § 20, stk. 1.

65. Disse omkostninger må i den konkrete sag betragtes som en forudsætning for at værket kan virke efter hensigten, jf. at affaldet udgør eneste brændsel ved værkets produktion. Dette forhold støttes yderligere af, at værket efter det oplyste er opført i yderkanten af det vest- og midtjyske forsyningsområde.

66. De pågældende omkostninger er ikke efter det i sagen oplyste fremgået af det budget, som ligger til grund for det vedtagne projektforslag. Det ligger udenfor tilsynets kompetence at vurdere om disse omkostninger burde have været kendt og oplyst af L90 og dennes rådgiver, og medtaget i projektudkastet, før det blev forelagt Esbjerg Kommune og Energistyrelsen.

Marginalpriser og gennemsnitspriser

67. En given varmepris skal efter GVPUs praksis som udgangspunkt prisfastsættes på grundlag af de med varmen forbundne omkostninger, dvs. ud fra de specifikke omkostninger der kan henføres til varmen samt en andel af fællesomkostningerne ved den forenede produktion af varme og affaldsforbrænding. Endvidere kan prisen (normalt) ikke overstige gennemsnitsprisen for den energi, affaldsvarmen erstatter.

68. Som det fremgår kan den leverede varme i princippet afregnes til forskellige priser, alt efter hvilken varme den erstatter. Forskellige varmekilder kan give forskellige substitutionspriser.

69. Grundlæggende hænger den konkrete vurdering af den relevante varmepris sammen med om substitutionsproduktionen kommer fra ekstra produktion på det leverende anlæg (ekstra brændsel) eller fra opstart af et nyt anlæg. Hvis der tages udgangspunkt i gennemsnitsomkostninger i den konkrete sag vil det lede til, at varmeprisen vil komme til at indeholde betaling for faste omkostninger, der allerede er dækket i tariferingen.

70. Energitilsynet har i afgørelse af 28. okt. 2002 om Aars Varmeværk vs. Renovest ikke fundet det urimeligt, at substitutionsprisen blev opgjort med udgangspunkt i gennemsnitsomkostninger ved overtagelse af en varmeproduktion. I det pågældende tilfælde dækkede affaldsvarmen ca. 98% af det samlede varmebehov.

71. I den aktuelle sag udgør affaldsvarmen dog efter det oplyste kun ca. 33% af det samlede varmebehov, defineret som summen af den af EKF erhvervede mængde affaldsvarme samt varmeproduktionen fra Vestkrafts anlæg. På den baggrund finder tilsynet det mere rimeligt at opgøre substitutionsprisen til marginalprisen.

72. I den konkrete sag kan der således ikke være tale om, at substitutionsprisen skal beregnes ved en maksimal udnyttelse af Elsams kulanlæg, idet Elsams anlæg ikke (mere) skal producere med maksimal udnyttelse. Substitutionsprisen må aktuelt derfor afspejle, at en del af varmeproduktionen i EKFs forsyningsområde foretages ved L90s affaldsanlæg.

73. Tilsynet vurderer, at man derfor skal sondre mellem de omkostninger, der for L90 er forbundet med at producere den aktuelle mængde affaldsvarme, og de omkostninger, der for EKF ville være forbundet med fra L90 at overtage en sådan varmeproduktion.

74. For EKF vil købet af affaldsvarmen fra L90 skulle indgå i selskabets fremtidige driftsovervejelser. Den omkostningsbaserede pris på affaldsvarmen kan derfor ikke antages at afspejle omkostningsstrukturen hos EKF.

75. Hvis EKF skulle få produceret en ekstra mængde varme svarende til aftaget af affaldsvarme, vil det derfor være bedst i overensstemmelse med varmeforsyningslovens § 21, stk. 4, hvis substitutionsprisen fastsættes med udgangspunkt i marginalomkostningerne for EKF forbundet med den ekstra varmeproduktion fra L90.

Inflationskorrektion

76. Energitilsynet gør opmærksom på, at den endelige afregning af varmen fra affaldsværket, der er et selskab som drives efter hvile i sig selv-princippet, må afvente udfærdigelse af et regnskab. Eventuel over- eller underdækning mht. varmeafregningen udlignes det efterfølgende år. Afregningen kan alene ske ud fra de efter varmeforsyningslovens § 20, stk. 1 angivne faktiske nødvendige omkostninger, hvorigennem der også løbende tages hensyn til inflation. Der kan derfor ikke ske automatisk inflationskorrektion.

Den relevante substitutionspris

77. Bestemmelsen af substitutionsprisen er et væsentligt omdrejningspunkt i sagen. Parternes forslag til den relevante substitutionspris for sagen resumeres nedenfor, jf. tabel 3.

L90

78. Den omkostningsbaserede pris beregnes af L90 til ca. 74 kr./GJ, når også ekstraordinære omkostninger til balning m.v. medtages.

79. L90s substitutionsprisforslag tager udgangspunkt i Vestkrafts bruttopris (2001) på 66,23 kr./GJ. Fratrækkes den faste afgift på 8,23 kr./GJ, fås en pris på ca. 58 kr./GJ (L90 tillægger endvidere en skønnet inflation med en endelig substitutionspris på ca. 60,48 kr./GJ).

80. L90 har fremsat et tilbud om en varmepris baseret på den oprindelige ved projektforslaget anvendte substitutionspris på 32,7 kr./GJ, som inkl. affaldsvarmeafgiften på 12,9 kr./GJ samt inflationskorrektion giver ca. 50 kr./GJ.

Tabel 3: Forslag til substitutionspriser

121 kr./t.
(451 kr./t inkl. afg.)

 

Vestkrafts bruttopris 2001: 66,23 kr./GJ

-8,23 kr./GJ i fast betaling

Før infl.korr. 58,00. kr./GJ.
(Efter infl.korr. 60,48 (2003))

231 kr./t
(561 kr./t inkl. afg.)

 

L90s tilbud: 32,7 kr./GJ

Inflation 1998-2002 på ca. 13%

50 kr./GJ, udgør L90s tilbud (2003)

288 kr./t
(618 kr./t inkl. afg.)

EKF

Vestkraft 2001
66,23 kr./GJ

-21,77 kr./GJ, ifølge EKF

'Netto'-substi-tutionspris:
44,46 kr./GJ

(Ej beregnet)

 

Kulbaseret marginalpris budget 2002
59,40 kr./GJ

-16,40 kr./GJ, ifølge EKF

'Prisloft': 42,07 kr./GJ

(Ej beregnet)

 

Elsams
budget 2003: 70,08 kr./GJ

-ca. 9,15 kr./GJ i fast betaling

60,93 kr./GJ

(Ej beregnet)

EKF

81. EKFs notat af 14. januar 2002 tager udgangspunkt i Vestkrafts bruttopris på 66,23. Vha. diverse fradrag fås en substitutionspris på 44,46 kr./GJ. EKF har dog senere henvist til, at dets notat af 14. januar 2002 kun udgør en slags kontrolberegning.

82. I notat af 8. juli 2002 tager EKF i stedet udgangspunkt i en kulbaseret marginalpris på 59,40 kr./GJ. Vha. diverse fradrag fås en substitutionspris på 42,07 kr./GJ. Fradragene i notatet er ikke uddybet.

83. Endelig har EKF fremlagt Elsams budget 2003 med en varmepris på 73,08. Fratrækkes kapacitetsbetalingerne, fås en pris på ca. 60,93 kr./GJ.

Energitilsynets vurdering

84. Kun de realistiske substitutionsmuligheder kan indgå. Prisberegning kan derfor ikke baseres på flisfyrret decentralt kraftvarmeværk (jf. GVPUs afgørelse af 13. dec. 1999 i sagen Fællesforbrændingen vs. Hobro Varmeværk). Den realistiske alternative produktion er for EKF alene Vestkrafts hidtidige produktionsenheder. EKFs egne reserve/spidslastenheder kan ikke dække den andel af varmeforsyningen, som L90 nu skal dække.

85. Ved tilsynets vurdering tages der udgangspunkt i de ved klagens indgivelse gældende priser og betingelser. Efter praksis skal den aktuelle pris på affaldsvarmen udgøres af den laveste af enten den omkostningsbestemte varmepris på affaldsvarmen eller af en substitutionspris på affaldsvarmen. Substitutionsprisen er varmekøberens alternative pris ved at fremskaffe den omhandlede varmemængde, enten ved egenproduktion eller ved køb fra tredjemand.

86. EKF har i sagen fremlagt notat af 14. jan. 2002 og efterfølgende udførligt forsøgt af forklare de enkelte fradragsposter. Notatet viser en substitutionspris med udgangspunkt i 66,23 kr./GJ med en resulterende varmepris på 44,46 kr./GJ. EKF har dog i sagen alene betegnet opstillingen som en form for kontrolberegning. Efter GVPUs praksis kan der kun ske fradrag i substitutionsprisen, dersom der er helt særlige ulemper forbundet med modtagelsen af affaldsvarmen i forhold til alternative varmekilder. Energitilsynet finder derfor ikke på det foreliggende grundlag, at EKF udover fradraget for kapacitetsomkostninger på tilstrækkelig vis har kunne sandsynliggøre de øvrige anførte fradrag i den relevante substitutionspris. På den baggrund tager tilsynet ikke de øvrige angivne fradrag med i sine endelige vurderinger.

87. Tilsynet har endvidere ved vurdering af EKFs notat af 8. juli 2002 ikke fundet, at EKF i fornødent omfang har kunne sandsynliggøre eller forklare det fremsatte beregningsforslag til en substitutionspris med udgangspunkt i 59,40 kr./GJ med en resulterende varmepris på 42,07 kr./GJ. Da fradragene i dette notat slet ikke er forklaret, kan det ikke lægges til grund ved tilsynets endelige vurdering af den for sagen relevante substitutionspris.

88. Den ved klagesagens indgivelse fremlagte substitutionspris på 66,23 kr./GJ for Vestkraft er således efter Energitilsynets vurdering den for sagen relevante substitutionspris. Fratrækkes de angivne 8,23 kr./GJ i fast betaling, bliver varmebetalingen - som gennemgået tidligere - alene fastsat til marginalprisen på ca. 58 kr./GJ. Derved pålægges EKF ikke den faste afgift to gange, hvilket i overensstemmelse med varmeforsyningslovens § 21, stk. 4 må betragtes som mest rimeligt.

Tabel 4: Sammenlignelige affaldsbehandlingspriser primo 2003

Værk:

Pris (i kr./ton):

Vejen Kraftvarmeværk

124,- kr./ton

Kolding Kraftvarmeværk

370,- kr./ton

Horsens Kraftvarmeværk

225,- kr./ton

Refa

180,- kr./ton

Svendborg Kraftvarmeværk

190,- kr./ton

Thisted Kraftvarmeværk

167,- kr./ton

KAVO

200,- kr./ton

Vestforbrænding

200,- kr./ton

Frederikshavn

197,- kr./ton

Reno-Nord

142,- kr./ton for dagrenovation

164,- kr./ton for industriaffald

L90

ca. 231 kr./ton

Kilde: Elsam

89. En varmepris på ca. 58 kr./GJ ligger under den omkostningsbaserede pris beregnet til ca. 74 kr./GJ. Ved en prisfastsættelse til ca. 58 kr./GJ viser L90s beregninger en resulterende affaldsbehandlingspris på omtrent 231 kr./t, som svarer til niveauet andre steder, jf. tabel 4.

Afgifter

90. Energitilsynet har i afgørelse af 20. januar 2003 afgjort, at affalds(forbrændings)afgiften på 330 kr./t ikke er en nødvendig omkostning efter varmeforsyningslovens § 20. Afgiften kan derfor ikke indgå i omkostningsgrundlaget ved beregning af varmeprisen. Afgiften skal betragtes som en særomkostning, der alene belaster affaldssiden.

91. Mht. affaldsvarmeafgiften på 12,9 kr./GJ har Energiklagenævnet ved kendelse af 2. februar 2001 afgjort, at denne afgift kan betragtes som en særomkostning for varmesiden. I praksis kan afgiften dog kun væltes over på varmesiden, i det omfang prisen stadig vil være mindre end prisen på alternativ varme - altså substitutionsprisen. Hvis varmen bliver dyrere end alternativ varme må resten af afgiften belaste affaldssiden.

92. Vedrørende kulafgifter har tilsynet i afgørelse af 3. februar 2003 i sagen Studstrupværket - tilsatsfyring af halm afgjort, at substitutionsprisen for halmvarme skal fastsættes som Studstrupværkets kulbaserede varmepris tillagt kulafgifter. Derved følger, at i den aktuelle sag skal i den relevante substitutionspris inkluderes kulafgifter.

93. Afgifter pålagt varmeprisen øger ikke L90s indtægter til værket.

Anmeldelse af varmetariffer m.v. til Energitilsynet

94. Efter varmeforsyningslovens § 21, stk. 1 skal tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser for de af § 20 og § 20 b omfattede ydelser med angivelse af grundlaget herfor anmeldes til et af ministeren nedsat tilsyn (Energitilsynet) efter regler fastsat af tilsynet.

95. Efter varmeforsyningslovens § 21, stk. 3, er tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser, der ikke er anmeldt som foreskrevet efter stk. 1, ugyldige. Da Energitilsynet ikke til sit varmeregister har modtaget en anmeldelse af tariffer m.v. fra L90 og EKF, jf. nærmere lovens § 21, stk. 1, skal selskaberne anmelde disse oplysninger til Energitilsynet.

Sparede elomkostninger

96. Mht. de af L90 påpegede sparede elpumpeomkostninger hos EKF, vil disse naturligt efter varmeforsyningslovens § 20, stk. 1 komme varmekunderne i EKFs forsyningsområde til gode. I det omfang omkostningerne vedrører L90s virksomhed, idet elforbrug til fjernvarmepumper tilhørende affaldsværket efter det oplyste cirkulerer vandet helt ud til forbrugerne, kan de som udgangspunkt indregnes som nødvendige fællesomkostninger ved den forenede produktion.

B: Øvrige tillæg eller fradrag:

C: Varme-afregningspris kr./GJ, ca.[A±B=C]

Affaldsbehandlingspris (inkl. affaldsafgift på 330 kr./t), ca.:

L90

Omk.baserede pris 74 kr./GJ

 

Omk.baserede pris 74 kr./GJ (2003)

 

A: Initialpris i kr./GJ:

Klage over regning?
Se hvem der er billigst på el, gas og varme
Nyhedsbrevet Energinyt