Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

NESA's regler for opkrævning af depositum

Dato: 17.06.2002Journalnr.: 3/1320-8901-127


Resumé  

1. På sit møde den 21. januar 2002 behandlede Energitilsynet NESA´s regler om opkrævning af depositum af selskabet benævnt "Interne retningslinier for kundeforhold, hvor selskabet opkræver depositum". Reglerne var anmeldt til Energitilsynet den 6. december 2001. Notat til Energitilsynets møde den 21. januar 2002 "NESA´s anmeldelse af depositumsregler" med bilag vedlægges som bilagssider 1-8. Bilag til notatet vedlægges som bilagsside 9-13.

2. Baggrunden for Energitilsynets behandling af reglerne var, at Tilsynet i november, december 2001 og januar 2002 havde modtaget talrige telefoniske henvendelser fra kunder, overfor hvem NESA havde stillet krav om depositum.

3. Energitilsynet vedtog at meddele NESA, at de af NESA anmeldte retningslinier for, hvornår der kan opkræves depositum måtte anses for urimelige i henhold til elforsyningslovens § 77, stk. 1, jf. § 6, stk. 3. Sekretariatet blev i den forbindelse bemyndiget til at optage forhandlinger med NESA om en ændring af bestemmelserne, således at disse bringes i overensstemmelse med den af Monopol-ankenævnet og Konkurrenceankenævnet fastlagte praksis, og til - såfremt disse forhandlinger ikke fører til noget resultat - at give NESA pålæg om ophævelse og ændring af bestemmelserne.

4. Energitilsynet vedtog videre at meddele NESA, at fristen på 30 dage til stillelse af depositum må anses for urimelig kort, jf. elforsyningslovens § 77, stk. 1, jf. § 6, stk. 3, og at en frist på mindst to måneder ikke kan anses for urimelig. Sekretariatet blev i den forbindelse bemyndiget til i medfør af elforsyningsloven at optage forhandlinger med NESA om forlængelse af fristen, og til hvis forhandlingerne ikke giver resultat at give NESA pålæg om ændring af fristen til minimum 2 måneder.

5. Endelig vedtog Energitilsynet at meddele NESA, at såfremt forbrugeren i et år har betalt rettidigt skal depositumsbeløbet som hovedregel tilbagebetales, og at en eventuel kreditanmærkning, som ikke beror på kundeforholdet mellem NESA og forbrugeren som hovedregel ikke kan begrunde, at beløbet ikke tilbagebetales, jf. elforsyningslovens § 77, stk. 1. jf. § 6, stk. 3. Sekretariatet blev i den forbindelse bemyndiget til at optage forhandlinger med NESA om ændring af bestemmelsen, og såfremt forhandlingerne ikke førte til noget resultat at give NESA pålæg om ændring af bestemmelsen.

6. Energitilsynets afgørelsesskrivelse til NESA af 21. januar 2002 vedlægges som bilagsside 14-15.

7. Energitilsynet sekretariat har herefter haft forhandlinger med NESA om ændring af forsyningens depositumsregler. NESA har herefter den 28. maj 2002 til Energitilsynet indsendt forslag til ændrede depositumsregler. (Forslaget vedlægges som bilagsside 16- 19).

8. De ændrede regler må anses for at imødekomme Energitilsynets indsigelser imod NESA´s depositumsregler, idet reglerne bedømmes at være i overensstemmelse med den af Energitilsynet/Elprisudvalget og Monopol-ankenævnet/Konkurrenceankenævnet og Energiklagenævnet fastlagte praksis for hvornår, der af en elforsyningsvirksomhed kan stilles krav om depositum.

Afgørelse

9. Energitilsynet meddeler NESA, at Energitilsynet tager NESA´s ændrede depositumsregler til efterretning, men at Energitilsynet fortsat vil kunne gribe ind, jf. elforsyningslovens § 77, stk. 1, jf. § 6, stk. 3, såfremt reglerne generelt eller konkret har urimelige virkninger.

10. Energitilsynet finder ikke, at det kan anses for urimeligt, jf. elforsyningslovens § 77, stk. 1, jf. § 6, stk. 3, såfremt NESA overfor kunder, der p.g.a. dårligt betalingsmønster står umiddelbart foran et krav om betaling af depositum, i inkassomeddelelsen oplyser om, at der ved fortsat manglende betaling vil blive stillet krav om depositum, og at betalingsfristen for det eventuelle depositumskrav løber fra inkassomeddelelsens dato, såfremt størrelsen af det eventuelle depositumskrav i kroner i øvrigt også fremgår.

Sagsfremstilling

11. Efter at Energitilsynet på sit møde den 21. januar 2002 havde fundet, at NESA´s forslag til ændrede depositumsregler på en række punkter måtte anses for urimelige, har NESA efter, at der har været afholdt forhandlinger med Energitilsynet til Energitilsynet fremsendt forslag til ændrede depositumsregler.

Høring
12. NESA har haft notat til formøde den 3. juni 2002 til høring inklusive vurdering og indstilling. NESA har den 30. maj 2002 kommenteret notatet. NESA´s kommentarer vedrørende punkterne A, B, D, punkt a, E og G er indarbejdet under de enkelte punkter i vurderingen. NESA´s høringssvar er vedlagt som bilagsside 30-31 .

13. NESA anfører i sit høringssvar af 30. maj 2002, at selskabet er i tvivl om, hvorvidt der i elforsyningslovens § 77 er hjemmel til generelt at pålægge elforsyninger at anmelde depositumsregler. Dette spørgsmål er uden betydning for sagen, idet sagen omhandler en konkret afgørelse fra Energitilsynet vedrørende NESA´s regler for opkrævning af depositum.

Vurdering
Gennemgang af de enkelte bestemmelser i NESA´s forslag til restanceregler af 28. maj 2002

14. NESA´s forslag til ændrede depositumsregler er vedlagt som bilagsside 16-19. Til de enkelte punkter bemærkes:

15. ad punkt A: Opkrævning af depositum i enkelt restancesag, der ender med inkassobesøg

16. Opkrævningsforløbet er i overensstemmelse med de at DEF, DFF og KL i 1982 udarbejdede "Retningslinier for forsyningsvirksomheders restanceinddrivelse", der er taget til efterretning af Elprisudvalget. Reglerne vedlægges som bilagsside 20-22. Sekretariatet har ved behandlingen af forsyningsvirksomheders restanceinddrivelsesregler udtalt, at det må anses for rimeligt, at betalingsfristen for den første faktura indeholder et månedsskifte. Dette er opfyldt i de af NESA indsendte regler. NESA har endvidere oplyst, at ville følge Energiklagenævnets afgørelse af 12. september 2001 i henhold til hvilken, det må anses for urimeligt at lukke ved et uvarslet lukkebesøg. Afgørelsen vedlægges som bilagsside 23-29.

17. ad punkt B: Opkrævning af depositum parallelt med levering af elektricitet

18. Der kan ikke rettes indvendinger imod det af NESA fremførte om, at manglende betaling af rykkere og inkassomeddelelser må opfattes som væsentlige overskridelser af betalingsfrister

19. NESA har endvidere indført et "forvarsel" for kunder, der er i fare for at få et betalingsmønster, der kan begrunde et krav om depositum. Dette er ikke indeholdt i Energitilsynets afgørelse, men må anses for en beskyttelse af forbrugeren, idet han har mulighed for i tide at rette sit betalingsmønster op.

20. ad punkt C: Opkrævning af depositum ved længerevarende uregelmæssigt betalingsforløb

21. Bestemmelsen må anses for at opfylde Monopol-ankenævnet/Konkurrenceankenævnets bestemmelser om, at der forud for kravet skal være sket gentagne væsentlige overskridelser af betalingsfristerne

22. ad punkt D: K

23. under med særlig kreditrisiko

24. ad a:

25. Der er her alene tale om kunder, der ikke har fast bopæl i Danmark, men alene en forbrugsadresse, f.eks. et sommmerhus. Det kan ikke her anses for urimeligt, jf. elforsyningslovens § 77, stk. 1, jf. § 6, stk. 3, at NESA overfor disse kunder stiller krav om depositum, for at hindre at kunderne "flytter" fra regningen. Dette må være i samtlige forbrugeres interesse.

26. Sekretariatet finder imidlertid, at denne regel kun bør gælde for nye kunder, dvs. forbrugere der er blevet kunder efter ændrede depositumsreglers ikrafttrædelse. For forbrugere i denne kategori, der ved reglernes ikrafttræden har vist sig som stabile betalere, foreligger der ikke usikkerhed, og det ville derfor kunne anses for urimeligt at stille disse overfor et krav om depositum. Jf. under b.

27. NESA fremfører i sin høringsskrivelse, at selskabet allerede i sin inkassomeddelelse skriver, at manglende betaling kan medføre krav om depositum. I tilfælde hvor depositumsfristen skal regnes fra inkassomeddelelsen, skal depositummets størrelse imidlertid også fremgå af inkassomeddelelsen.

28. ad b:

29. For kunder der er registreret i RKI som følge af domfældelse eller et anerkendt skyldforhold kan det ikke anses for urimeligt, at registreringen i RKI indgår i bedømmelsen af, hvorvidt der kan stilles krav om depositum. Det bemærkes, at en registrering ikke i sig selv udløser et krav om depositum, men alene, at kravene til kundens overholdelse af betalingsfristerne skærpes. Da kunden får meddelelse om dette, og derfor kan være særligt opmærksom på sit betalingsmønster, kan denne regel ikke anses for urimelig, jf. elforsyningslovens § 77, stk. 1, jf. § 6, stk. 3. Endvidere bemærkes, at reglen alene vil blive anvendt overfor nytilkomne kunder, altså ikke overfor eksisterende kunder, der på trods af en registrering har vist sig som stabile betalere.

30. ad punkt E: Frist for opkrævning af depositum

31. I sin afgørelse af 21. januar 2002 fandt Energitilsynet, at en frist på 2 måneder til stillelse af depositum kunne anses for rimelig. Dette er opfyldt i NESA´s forslag til ændrede bestemmelse.

32. Under sekretariatets forhandlinger med NESA drøftedes fra hvilket tidspunkt fristen for betaling af depositum kan regnes i de tilfælde, hvor en forbruger med dårligt betalingsmønster står umiddelbart foran et krav om betaling af depositum. I sådanne tilfælde vil det ikke kunne anses for urimeligt, at fristen løb fra inkassomeddelelsens dato, såfremt det af denne meddelelse fremgik, at der ved fortsat manglende betaling vil blive stillet krav om betaling af depositum og størrelsen af det eventuelle depositumskrav i kroner i øvrigt også er oplyst.

33. NESA har imidlertid oplyst i sit høringssvar, at dette ikke for øjeblikket er teknisk muligt, men at NESA vil medtage dette ved en kommende revision af sit system.

34. ad punkt G: Beregning af depositum

35. NESA henviser til, at Energitilsynet i sin afgørelse af 21. januar 2002 ikke havde indvendinger imod NESA´s beregning af størrelsen af depositum. NESA anmeldelse er vedlagt som bilagsside 9-10. Ifølge disse regler fastsættes depositumsstørrelsen for kunder med månedsregning til 3 måneders forbrug. For kunder med kvartalsafregning til 5 måneders forbrug.

36. For kunder uden tilgængelig afbrydelsesmulighed i begge tilfælde 5 måneder.

37. Dette beregningsgrundlag for depositumsstørrelsen er som anført af NESA taget til efterretning af Tilsynet på mødet den 21. januar 2002.

38. ad punkt H: Tilbagebetaling af depositum

39. Som det fremgår af Energitilsynets afgørelse af 21. januar 2002 skal tilbagebetaling som hovedregel ske, hvis kunden har overholdt betalingsfristerne i tolv måneder. En eventuel kreditanmærkning, der ikke beror på kundeforholdet mellem NESA og forbrugeren, kan som hovedregel ikke begrunde, at beløbet ikke tilbagebetales.

40. ad punkt I: Erhvervskunder

41. Som det fremgår af punkterne 18-20 i notat til Energitilsynets møde den 21. januar 2002 har Monopol-ankenævnet accepteret, at kravene til, hvornår der af en elforsyning kan stilles krav om depositum er lempeligere når det drejer sig om erhvervskunder, end hvor det drejer sig om husholdningskunder. Monopol-ankenævnet har ikke i sin afgørelse begrundet dette, men de lempeligere krav må antages at være begrundet i det væsentligt større tab en forsyning kan lide ved levering til en erhvervskunde i forhold til levering til en almindelig husholdningskunde. 

Klage over regning?
Se hvem der er billigst på el, gas og varme
Nyhedsbrevet Energinyt