Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Forsyningstilsynet er ny myndighed og regulator på energiområdet

Dato: 02.07.2018 ·

Forsyningstilsynet er den nye myndighed og regulator på el-, gas- og fjernvarmeområdet, som er etableret med virkning fra 1. juli 2018.

Hovedopgaven for Forsyningstilsynet er at være et stærkt tilsyn, der bidrager til at sikre forbrugernes interesser i de tre forsyningssektorer. Derfor skal Forsyningstilsynet arbejde for høj effektivitet, lavest mulige forbrugerpriser, en sikker og stabil forsyning samt omkostningseffektiv teknologiudvikling og grøn omstilling. 

Forsyningstilsynet skal overvåge og analysere forhold inden for de tre forsyningssektorer, herunder forhold på tværs af sektorerne. Der er desuden lagt op til, at Forsyningstilsynet løbende skal orientere ministeren, både om forhold, der kan have ministerens interesse, herunder forslag til brug for udvikling af reguleringen, og om forhold, som er af væsentlig betydning for Forsyningstilsynets opgavevaretagelse. 

- Det er en afgørende opgave for Forsyningstilsynet, at vi yder vores bidrag til, at vi som energiforbrugere får tilbudt gode ydelser til konkurrencedygtige priser, siger Carsten Smidt, der er ny direktør i Forsyningstilsynet. 

- Energivirksomhederne er i forandring, og Forsyningstilsynet skal medvirke til, at rammerne for virksomhedernes udvikling understøttes og udvikles samtidig med, at navnlig energiforbrugernes interesser er i centrum, siger Carsten Smidt. 

Det nyoprettede Forsyningstilsyn overtager desuden alle Energitilsynets hidtidige tilsynsopgaver på el-, naturgas- og fjernvarmeområdet.
 

Kontakt

Carsten Smidt, direktør, tlf. 51 71 00 25. 

Med venlig hilsen 

Forsyningstilsynet

Torben Hvidsten, kommunikationsrådgiver, tlf. 41 71 53 60

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO