Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Uddrag af meddelelser fra Energitilsynets sekretariat

1.  Nye klagesager for Energiklagenævnet 

1.1.      Nyfors Elnet A/S – klage over prisen for tilslutning af vindmølle
En forbruger under Nyfors Elnet A/S har den 12. april 2010 påklaget Energitilsynets sekretariats afgørelse af 16. marts 2010 over prisen for tilslutning af en vindmølle til elnettet til Energiklagenævnet. 

Den pågældende forbruger havde anmodet Energitilsynet om at tage stilling til Nyfors Nets opkrævning af tilslutningsbidrag for tilslutning af en brugt 55 kW vindmølle. 

Energitilsynets sekretariat fandt efter en konkret vurdering, at Nyfors Nets fremgangsmåde i sagen var i overensstemmelse med de gældende regler for prisfastsættelse og betaling for udvidelse af leveringsomfang, jf. elforsyningslovens § 73, samt i overensstemmelse med bestemmelsen i § 8 i bekendtgørelse nr. 1365 af 15. december 2004 om nettilslutning af vindmøller og pristillæg for vindmølleproduceret elektricitet m.m. for så vidt angår betaling for afregningsmålere.

1.2.  Bedsted Fjernvarme A.M.B.A. –  opkrævning af fast afgift
En forbruger under Bedsted Fjernvarmeværk klagede til Energitilsynet over Bedsted Fjernvarme A.M.B.A.s beregning af fast afgift for hans ejendom. 

Klageren fandt, at det er urimeligt, at fjernvarmeværket medregner et erhvervslejemål i det areal, der ligger til grund for beregningen af hans faste udgift, da det pågældende erhvervslejemål ikke kan udlejes, fordi lofthøjden er for lav, og arealet derfor ikke må udlejes til erhverv. 

Da klagen, efter det af klagerne fremførte, vedrører Bedsted Fjernvarmes konkrete beregning af fast afgift for klagernes ejendom, og dermed varmeværkets konkrete tariffastsættelse overfor en forbruger, er der tale om et civilretligt spørgsmål, som det ligger uden for Energitilsynets kompetence at tage stilling til, hvorfor sekretariatet måtte afvise at tage stilling til klagen.  

Sekretariatet oplyste, at for private forbrugere er der mulighed for at indbringe civilretlige spørgsmål for Ankenævnet på Energiområdet. For erhvervsdrivende må disse spørgsmål henvises til afgørelse ved domstolene.   

På baggrund af klagernes henvendelse besluttede sekretariatet imidlertid at tage det offentligretlige spørgsmål om, hvorvidt Bedsted Fjernvarme A.M.B.A.s tariffastsættelse af fast afgift kan anses for at være i overensstemmelse med Energitilsynets retningslinier op til bedømmelse. Denne sag er under behandling i Energitilsynets sekretariat.    

Energitilsynets sekretariat foretog endvidere en bedømmelse af, hvorvidt klagerne kan anses for at være klageberettigede i den generelle sag for Energitilsynet om, hvorvidt varmeværkets regler for fastsættelse af fast afgift kan anses for at være i overensstemmelse med Energitilsynets praksis om beregningsgrundlag for fast afgift. 

Sekretariatet fandt, at klagerne ikke har en interesse i den generelle sag, der adskiller sig fra den interesse andre forbrugere under Bedsted Varmeværk kan have, og at klagerne derfor ikke har en individuel interesse i sagen, hvorfor de ikke kunne anses som klageberettigede. 

Sekretariatet gav klageren klagevejledning vedrørende afgørelsen og klageberettigelse og partsstatus. 

Klagerne indbragte sekretariatets afgørelse for Energiklagenævnet dels med påstand om, at de må anses som parter i sagen, da de er genstand for varmeværkets urimelige behandling og dels med krav om tilbagebetaling af for meget betalt fast afgift.

1.3.   Randers Kommune og Uggelhuse Langkastrup Kraftvarmeværk– klage over sagsbehandlingsfejl ved udarbejdelse af projektforslag, kraftvarmeværkets prisforhold og bestyrelsens manglende overholdelse af vedtægter
To forbrugere under Uggelhuse Langkastrup Kraftvarmeværk klagede til Energitilsynet dels over Randers Kommunes sagsbehandling i forbindelse med udarbejdelse af projektforslag ved kraftvarmeværkets oprettelse dels over kraftvarmeværkets regnskab og endelig over, at kraftvarmeværkets bestyrelse i en række tilfælde, efter klagernes opfattelse, ikke havde overholdt kraftvarmeværkets vedtægter. 

Energitilsynets sekretariat redegjorde overfor klagerne for Energitilsynets kompetenceområde i henhold til varmeforsyningslovens kapitel 4 (priskapitlet) 

Vedrørende Randers Kommunes sagsbehandling i forbindelse med udarbejdelse af projektforslag, meddelte sekretariatet, at kommunal varmeplanlægning i henhold til varmeforsyningslovens kapitel 2 ligger udenfor Energitilsynet kompetence område. Varmeplanlægning varetages af kommunerne 

Klage over kommunale afgørelser skal indsendes til den pågældende kommunalbestyrelse, som herefter snarest skal udarbejde en udtalelse i sagen og videresende denne til Energiklagenævnet sammen med det materiale, der har ligget til grund for kommunalbestyrelsens afgørelse.  

Endvidere oplyste sekretariatet, at Uggelhuse Langkastrup Kraftvarmeværks regnskabsforhold var blevet undersøgt som led i tilsynets regnkabsgennemgang af varmeværkerne i Region Midtjylland. Der var blevet påtalt en række forhold, der ikke var i overensstemmelse med varmeforsyningslovens regler. Sekretariatet vil føre tilsyn med, at disse forhold bringes i orden. 

Endvidere oplyste sekretariatet, at Uggelhuse Langkastrup Kraftvarmeværks tarifering på baggrund af klagernes henvendelse vil blive taget op til bedømmelse i en særskilt sag, og at klagerne på baggrund af Energitilsynets og Energiklagenævnets praksis ikke kunne betragtes som parter i denne sag. 

Vedrørende spørgsmålet om den manglende overholdes af vedtægterne, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt bestyrelsen i konkrete tilfælde burde have forelagt en beslutning for generalforsamlingen, fandt sekretariatet, at der var tale om et foreningsretligt spørgsmål, der måtte henvises til afgørelse ved domstolen. 

Klagerne klagede herefter til Energiklagenævnet, ikke over den manglende partstatus, som klagerne erklærede sig enig i, men over at Energitilsynet havde afvist klagepunkterne vedrørende Randers Kommunes sagsbehandling og bestyrelsens manglende overholdelse af vedtægterne som værende udenfor Energitilsynets kompetenceområde.

1.4.   Anmodning om genoptagelse af afgørelse af sag om forbrugerindflydelse i E.ON Varme Danmark ApS
En forbruger har anmodet Energiklagenævnet om at genoptage en sag, som nævnet afgjorde den 20. oktober 2008. Energiklagenævnets afgørelse vedrører Energitilsynets afgørelse af 28. januar 2008, hvor Energitilsynet fandt at vedtægterne i E.ON Varme Danmark ApS var i overensstemmelse med varmeforsyningsloven med hensyn til forbrugerindflydelsen i bestyrelsen. 

Energiklagenævnet var enig med Energitilsynet og stadfæstede afgørelsen. Energiklagenævnet udtalte bl.a., at vedtægternes konkrete bestemmelser om beslutningsdygtighed, stemmelighed samt at mindst ét generalforsamlingsvalgt medlem skal udgøre en del af flertallet synes at sikre forbrugerindflydelsen samtidig med, at virksomhedens ejere kan varetage virksomhedens driftsmæssige interesser. 

Den forbruger, der i sin tid rejste sagen, har nu anmodet Energiklagenævnet om at genoptage sagen. Forbrugeren henviser til, at energiministeren har fremsat et lovforslag om ændring af varmeforsyningsloven. Forbrugeren anfører, at ministeren i omtalen af det gældende retsgrundlag ikke nævner noget om ”virksomhedens driftsmæssige interesser”, men derimod, at der skal være et bestemmende flertal af forbrugerrepræsentanter i bestyrelsen. 

Energiklagenævnet har endnu ikke truffet afgørelse om, hvorvidt anmodningen om genoptagelse imødekommes.


2.  Afgørelser og meddelelser fra Energiklagenævnet

Ingen afgørelser.


3.  Formandsafgørelser

3.1. Vejledninger til hjemmesider vedrørende intern overvågning på elområdet
Energitilsynet fører tilsyn med netselskabernes hjemmesider som en del af tilsynet med netselskabernes interne overvågning. I den forbindelse har Energitilsynets sekretariat udarbejdet to vejledninger, ”Vejledning til særskilt hjemmeside vedrørende intern overvågning” og ”Vejledning til delt hjemmeside vedrørende intern overvågning”.  

Den 11. marts 2010 har Energitilsynets formand i medfør af § 2, stk. 3, i Energitilsynets forretningsorden tilkendegivet: 

  • at de to vejledninger, til hhv. særskilt og delt hjemmeside, kan danne grundlag for tilsyn med netselskabernes hjemmesider, jf. BEK nr. 635 §§ 2, stk. 3 og 6, stk. 1 og 2. Energitilsynet er dog herved ikke afskåret fra af egen drift eller i tilfælde af en konkret klage, at tage de enkelte hjemmesider op til konkret bedømmelse efter elforsyningslovens bestemmelser. 
  • at de krav og anbefalinger, som følger af vejledningerne ikke udelukker, at Energitilsynet fortsat kan kræve, at hjemmesiderne skal indeholde beskrivelse ud over, hvad der følger af vejledningerne, i det omfang dette er påkrævet for at forhindre diskriminerende adfærd i det pågældende selskab, jf. BEK nr. 635 §§ 2, stk. 3 og 6, stk. 1 og 2. 


Vejledningerne er vedlagt som bilag til Meddelelser.

  • Elprisstatistik for 4. kvartal 2009
  • Elprisstatistik for 4. kvartal 2009 er vedlagt som bilag til Meddelelser.
Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO