Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Uddrag af meddelelser fra Energitilsynets sekretariat

1. Nye klagesager for Energiklagenævnet

1.1. Dansk Energi - klage over afgørelse om reduktion af elnetselskabernes indtægtsrammer for 2010
Dansk Energi har som mandatar for en række elnetselskaber den 18. november 2009 påklaget Energitilsynets afgørelse af 28. september 2009 vedrørende reduktion af elnetselskabernes indtægtsrammer for 2010.

Dansk Energi har påklaget tilsynets afgørelse med påstand om ophævelse, således at effektiviseringskravene bliver nedsat, og at afgørelsen subsidiært ophæves og hjemvises til fornyet behandling. Dansk Energi påklager konkret 5 punkter i tilsynets afgørelse:

1.      Dansk Energi mener, at det er i strid med elforsyningslovens § 70, at alle elnetselskaber bliver pålagt krav ved årets benchmarking

2.      Dansk Energi mener ikke, at tilsynet har hjemmel til at pålægge elnetselskaberne krav baseret på det fremtidige effektiviseringspotentiale

3.      Dansk Energi mener, at den 5-årige periode, hvormed selskaberne skal kunne indhente det historiske effektiviseringspotentiale er urimelig og i strid med proportionalitetsprincippet

4.      Dansk Energi mener endvidere, at ændringen af benchmarkfraktilen er urimelig og i strid proportionalitetsprincippet

5.      Dansk Energi mener til sidst, at stigningen i årets krav til elnetselskabet er urimelig og i strid med proportionalitetsprincippet 

I Energitilsynets sekretariats svarskrift er der nedlagt den påstand, at tilsynets afgørelse bør stadfæstes i Energiklagenævnet. Dette bygger sekretariatet hovedsageligt på, at Energitilsynet i dets afgørelse mener, at de krav som elnetselskaberne er blevet pålagt tilnærmer sig (uden at overstige) de konkurrencevilkår, som tilsvarende ineffektive virksomheder i konkurrenceprægede markeder står over for. 

1.2. Hammel Elforsyning A/S og Kjellerup Elforsyning A/S - klage over Energitilsynets sekretariats afgørelse i sagen vedrørende disse selskabers klage over udviklingen i EnergiMidt Net A/S? nettarif for A-kunder (engros)
Hammel Elforsyning A/S og Kjellerup Elforsyning A/S har den 12. januar 2010 påklaget Energitilsynets sekretariats afgørelse af 16. december 2009 vedr. udviklingen i EnergiMidt Net A/S? nettarif for A-kunder (engros). 

Hammel Elforsyning A/S og Kjellerup Elforsyning A/S har klaget over, at EnergiMidt Net A/S? nettarif for A-kunder (engros) er steget med 42 pct. over perioden 2005-2008.  

Klagerne fra Hammel og Kjellerup har været behandlet som sekretariatssager, da sekretariatet har vurderet, at sagerne beror på en ikke principiel vurdering af, om EnergiMidt Net A/S har overholdt sine indtægtsrammer og forrentningsloft. 

Energitilsynets sekretariat har analyseret udviklingen i EnergiMidt Net A/S? indtægtsramme, forretningsloft og fordeling af omkostninger mellem selskabets forskellige kundekategorier for at kunne fastslå, om EnergiMidt Net A/S? har opkrævet en urimelig nettarif for A-kunder (engros). 

På baggrund af denne analyse har Energitilsynets sekretariat vurderet, at EnergiMidt Net A/S? samlet set har overholdt selskabets indtægtsramme og forretningsloft. Derudover har Energitilsynets sekretariat vurderet, at EnergiMidt Net A/S ikke har diskrimineret mellem selskabets forskellige kundekategorier. 

Ud fra elforsyningslovens relevante bestemmelser og Energitilsynets sekretariats omtalte analyse af EnergiMidt Net A/S har Energitilsynet sekretariat afvist Hammel Elforsyning A/S? og Kjellerup Elforsyning A/S klager over udviklingen i EnergiMidt Net A/S nettarif for A-kunder (engros).

1.3. EnergiGruppen Jylland Varme - klage over afgørelse om forrentning af indskudskapital
På sit møde den 30. november 2009 behandlede Energitilsynet sagen om EnergiGruppen Jylland Varme ApS. 

Energitilsynet fandt, at EnergiGruppen Jylland Varme A/S ikke kan indregne forrentning af egenkapital i priserne på levering af varme, da bestemmelserne i varmeforsyningsloven og i afskrivningsbekendtgørelsen ikke givermulighed for forrentning af egenkapital, at Energitilsynet ikke kunne tiltræde, at EnergiGruppen Jylland Varme A/S fremover i priserne indregner forrentning af indskudskapital for årene 1981 til 2002, men at Energitilsynet kunne tiltræde, at EnergiGruppen Jylland Varme A/S i priserne kan indregne forrentning af indskudskapital for årene 2003 til 2009 på i alt 222.122.945 kr. på betingelse af, at selskabet udarbejder en plan for hvilke beløb, der indregnes i de enkelte år, således at priserne i de enkelte år ikke bliver urimelige, at Energitilsynets sekretariat kan tiltræde planen, samt at hvis selskabet ønsker at udnytte muligheden for at indregne forrentningen i priserne, skal indregning i priserne indledes senest 1. januar 2011 og planen for indregning i priserne skal i øvrigt følges. 

Samtidig bemyndigede Energitilsynet sekretariatet til at forhandle med EnergiGruppen Jylland om planen og at tiltræde denne. 

Endvidere tilkendegav Energitilsynet, at tilsynet ville tage generel stilling til, hvordan faktisk betaling af skat, som følge af indregning af forrentning af indskudskapital, skal behandles i overensstemmelse med varmeforsyningsloven, at EnergiGruppen Jylland Varme A/S ikke kan indregne afskrivning på anlæg på baggrund af et opskrevet afskrivningsgrundlag, at Energitilsynet ikke har hjemmel til at træffe afgørelse om, hvor stor en kapital en virksomhedsejer kan trække ud af et forsyningsselskab, at Energitilsynet vil have grundlag for at gribe ind over for den prismæssige effekt, hvis en ejer trækker kapital ud af varmeforsyningsselskabet med prismæssige konsekvenser, der er i strid med varmeforsyningsloven, og at alene finansieringsudgifter til fremmedkapital er en indregningsberettiget omkostning i henhold til varmeforsyningsloven, hvorimod afdrag på lån ikke er indregningsberettiget. 

Denne afgørelse er den 22. december 2009 af EnergiGruppen Jylland blevet indbragt for Energiklagenævnet.


2. Afgørelser og meddelelser fra Energiklagenævnet

2.1. Hundested Varmeværk - Energinet.dk’s nødforsyningskoncept - afvisning
Energiklagenævnet har den 4. januar 2010 afvist en klage fra Hundested Varmeværk. Klagen vedrører Energinet.dk’s nødforsyningskoncept af 2007. Hundested Varmeværk klagede til Energiklagenævnet over: 

  • Energitilsynets sekretariats afgørelse af 2. juli 2009 om afvisning at et af klageren fremsat krav om erstatning begrundet i
  • Energitilsynets afgørelse af 24. september 2007 om godkendelse af Energinet.dk’s nødforsyningskoncept af 2007

Klagenævnet fandt ikke, at klager kunne betragtes som part i Energitilsynets afgørelse af 24. september 2007. Klagenævnet fandt, at klager havde en væsentlig interesse i sagen, men fandt ikke, at klager havde individuel interesse. Det er et krav efter det forvaltningsretlige partsbegreb, at begge betingelser (væsentlig og individuel) er opfyldt.  

Klagenævnet bemærkede i øvrigt, at der til støtte for klagen ikke var fremkommet tilstrækkeligt konkret begrundede synspunkter for, at nødforsyningskonceptet (af 2007) ikke burde være godkendt. 

For så vidt angår kravet om økonomisk kompensation angår dette et civilretligt spørgsmål, hvorfor klagenævnet ikke har mulighed for at behandle denne del af klagen over Energitilsynets afgørelse af 2. juli 2009. 

Da klager ikke har partstatus i Energitilsynets afgørelse af 24. september 2007, kan klager ikke påklage Energitilsynets afgørelse af 2. juli 2009 om ikke at genoptage sagen om nødkoncept2009. Energiklagenævnet afviste derfor klagen som helhed. 

2.2. Anmodning om genoptagelse af sag om forrentning af indskudskapital i Naturgas Fyn Distribution A/S - afvisning
12. oktober 2009 traf Energiklagenævnet afgørelse i en sag, hvor Energitilsynet i forbindelse med fastsættelse af indtægtsrammer i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse om indtægtsrammer og åbningsbalancer for naturgasdistributionsselskaber havde afslået at lade Naturgas Fyn Distribution forrente indskudskapitalen efter 1. januar 2005. 

Energiklagenævnet fastslog, at der i naturgasforsyningsloven ikke var hjemmel til at fastsætte en regel, som afskærer selskaberne fra at forrente indskudskapitalen. I forlængelse af denne afgørelse har Energistyrelsen anmodet Energiklagenævnet om at genoptage denne sag.  

Energiklagenævnet har ved afgørelse af 23. december 2009 afvist at genoptage sagen. Hovedbegrundelsen for ikke at genoptage sagen på Energistyrelsen anmodning er, at Energistyrelsen ikke er part i sagen. Imidlertid har klagenævnet også overvejet, om henvendelsen gav nævnet grundlag for at genoptage sagen af egen drift. Heller ikke dette finder klagenævnet støtte for at gøre fortrinsvis med henvisning til, at Energistyrelsen ikke har fremlagt nye faktuelle oplysninger i sagen.


3. Formandsafgørelser

Der er ikke truffet afgørelser af Energitilsynets formand siden sidste udgave af Meddelelser.

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO