Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Uddrag af meddelelser fra Energitilsynets sekretariat

1. Nye klagesager for Energiklagenævnet 

1.1.Dansk Energis og fem elnetselskabers klage over afgørelse om reduktion af elnetselskabernes indtægtsrammer for 2010
NV Net A/S har den 20. oktober 2009 påklaget Energitilsynets afgørelse af 28. september 2009 vedrørende reduktion af elnetselskabernes indtægtsrammer for 2010. NOE Net A/S, RAH Net A/S, Thy Højspændingsværk Net A/S, ThyMors El-Net A/S og Vestjyske Net 60 kV A/S har den 23. oktober 2009 påklaget samme afgørelse. På baggrund af en benchmarking af både økonomisk effektivitet og kvalitet i levering pålægger Energitilsynet elnetselskaberne et økonomisk krav i forhold til selskabernes effektivitet og kvalitet i levering. Dette krav udmøntes konkret i en varig reduktion af elnetselskabernes indtægtsrammer for, hvad angår den økonomiske effektivitet, mens benchmarkingen af kvalitet i levering alene medfører etårige reduktioner af indtægtsrammerne. 

NV Net A/S påklager, at tilsynet i benchmarkingen af elnetselskabernes økonomiske effektivitet, ikke har udeladt nogle af NV Net A/S? omkostninger. Selskabet anser selv disse omkostninger som værende ekstraordinære omkostninger. NV Net A/S mener ikke, at tilsynet har belæg for at afvise at undlade disse ekstraordinære omkostninger til trods for, at selskabet ikke rettidigt (inden den fastsatte tidsfrist den 1. juni 2009) har anmeldt disse ekstraordinære omkostninger sammen med behørig dokumentation til tilsynet. 

NOE Net A/S, RAH Net A/S, Thy Højspændingsværk Net A/S, Thy-Mors El-Net A/S og Vestjyske Net 60 kV A/S har indgivet en samlet klage, der er delt op i to. 

I den første del af klagen anfægter selskaberne tilsynets opdeling af benchmarkingen i to separate elementer, som selskaberne for det første mener er en modelfejl og for det andet mener, at tilsynet ikke har hjemmel til. 

I den anden del af klagen anfører selskaberne, at tilsynet negligerer de fem klagende selskabers geografiske beliggenhed, som ifølge selskaberne påfører dem specielle fordyrende rammevilkår. Derved mener selskaberne, at de kommer uretmæssigt dårligt ud af tilsynet benchmarking. Sekretariatet bemærker, at det er andet år, at de fem klagende selskaber klager over dette. Energiklagenævnet stadfæstede sidste år Energitilsynets afgørelse. 

Endelig har Energitilsynet modtaget en foreløbig klage fra Dansk Energi på vegne af brancheforeningens medlemmer. Dansk Energi har frist for indlevering af denne klage til Energiklagenævnet den 20. november 2009. Energitilsynet har endnu ikke på tidspunktet for udsendelse af disse Meddelelser modtaget kopi af klagen fra Energiklagenævnet.


2. Afgørelser og meddelelser fra Energiklagenævnet

2.1. Energistyrelsen anmoder Energiklagenævnet om at genoptage sagen vedr. forrentning af indskudskapital i naturgasdistributionsselskaberne
Energiklagenævnet traf den 12. oktober 2009 afgørelse om at hjemvise en række sager vedrørende forrentning af indskudskapital i de regionale naturgasdistributionsselskaber. Hjemvisningen skete med henvisning til, at en bestemmelse i indtægtsrammebekendtgørelsen savnede hjemmel i naturgasforsyningsloven. Indtægtsrammebekendtgørelsen er i sin tid udstedt af Økonomi- og erhvervsministeren. Klagenævnets afgørelse er refereret som punkt 2.2. i Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat på tilsynets møde 26. oktober 2009. 

I forlængelse af denne afgørelse fra Energiklagenævnet har Energistyrelsen anmodet Energiklagenævnet om at genoptage sagen. I anmodningen argumenterer Energistyrelsen for, at der er begået sagsbehandlingsfejl, idet Energistyrelsen ikke har været inddraget i forbindelse med sagens oplysning. Energistyrelsen henviser også til, at rekursmyndigheder generelt er tilbageholdende med at efterprøve generelle retsakters lovlighed. 

Sekretariatet har fået sagen til udtalelse, og har tilkendegivet sin støtte til en genoptagelse af sagen. 

Det forventes, at Energiklagenævnet vil behandle spørgsmålet på et møde d. 30. november 2009.


3. Formandsafgørelser

3.1. DONG Energy - tariffastsættelse
Energitilsynets formand har truffet en afgørelse vedrørende DONG Energys tariffastsættelse i forbindelse med selskabets planlagte fusion af Nord Elnet, City Elnet og Frederiksberg Elnet. Selskabet ønskede en hurtig afgørelse af hensyn til udmelding af tariffer til sine kunder.

Sagen blev forelagt formanden til afgørelse, da DONG Energy ved tariffastsættelsen i forbindelse med fusionen ønsker at afvige fra den såkaldte vandfaldsmodel, som Energitilsynet tidligere har taget til efterretning. Princippet for vandfaldsmodellen er, at elkunderne betaler forskellige nettariffer afhængig af på hvilket spændingsniveau (A,B eller C) de aftager elektricitet.  

Formanden godkendte, at DONG i denne konkrete situation fik godkendelse til at gennemføre en begrænset omfordeling mellem selskabets kunder i 2010, da dette ikke er i strid med elforsyningslovens § 73, stk. 1, idet der ikke sker en omfordeling mellem de overordnede kundekategorier. 

Formanden hæftede sig endvidere ved, at DONG Energy har oplyst, at selskabet pr. 1. januar 2011 vil være tilbage til en tariffastsættelse efter Dansk Energis tarifmodel.

3.2. Afslag på anmodning om mundtlig forelæggelse for Energitilsynet
EnergiGruppen Jylland Varme A/S har anmodet om mundtligt at måtte forelægge punkt 5 på dagsordenen til Energitilsynets møde den 30. november: Energigruppen Jylland - forrentning af indskudskapital for Energitilsynets medlemmer. 

Energitilsynets formand har oplyst selskabet om, at Energitilsynet afgør sager på baggrund af sekretariatets sagsforberedelse herunder også høringssvar fra det selskab, som er adressat for afgørelsen. 

Energitilsynets formand har efter at have orienteret sig i sagen, herunder selskabets breve af 8. september 2008, 2. juli 2009 og 6. november 2009 vurderet, at selskabets synspunkter er grundigt behandlet i det samlede materiale, hvortil kommer, at sekretariatet har afholdt møder med selskabet. 

Formanden har endvidere vurderet, at der ikke ved en mundtlig forelæggelse vil kunne komme synspunkter frem, som ikke tidligere har kunnet fremføres skriftligt. 

Formanden fandt derfor ikke grundlag for at imødekomme selskabets anmodning.

Formanden henviste endvidere til, at energilovgivningen og Energitilsynets forretningsorden ikke indeholder bestemmelser om, at parter kan få adgang til at forelægge sager for Energitilsynets medlemmer.

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO