Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Uddrag af meddelelser fra Energitilsynets sekretariat

1. Nye klagesager for Energiklagenævnet

Der er ikke indbragt nye sager for Energiklagenævnet siden sidste udgave af Meddelelser.


2. Afgørelser og meddelelser fra Energiklagenævnet

2.1. Slagslunde Fjernvarmelaug - afslag på partstatus - stadfæstelseDen 30. november 2009 har Energiklagenævnet stadfæstet en afgørelse truffet af Energitilsynets sekretariat, i hvilken sekretariatet havde fundet, at Slagslunde fjernvarmelaug ikke kunne betragtes som part i Energitilsynets sag om E.ON Varme Danmarks prisfastsættelse. 

Slagslunde Fjernvarmelaug er en forening, hvis medlemmer aftager fjernvarme fra Slagslunde Kraftvarmeværk. Lauget ejer ikke netværk eller andet, der gør det til en del af den kollektive varmeforsyning.  

Energitilsynets sekretariat havde begrundet sin afgørelse med, at laugets medlemmer ikke vil blive særlig berørt af Energitilsynets afgørelse i sagen i forhold til andre varmeforbrugere, og at visse medlemmer heller ikke ville blive særlig berørt i forhold til andre forbrugere, og at laugets medlemmer derfor ikke har en individuel interesse i sagen.  

Energiklagenævnet begrundede stadfæstelsen med de samme argumenter som Energitilsynets sekretariat havde anvendt, nemlig, at det forhold at Slagslunde Fjernvarmelaug er interesse- og kontaktorgan for 224 medlemmer i Slagslunde, der aftager varme fra Slagslunde Kraftvarmeværk ikke i sig selv medfører, at de enkelte medlemmers interesse kumuleres, og at foreningen derved får en væsentlig og individuel interesse i sagen.  

Det afgørende er således, om de 224 medlemmer hver især ? eller visse af de 224 medlemmer - har en væsentlig og individuel interesse i sagen. 

Klagenævnet fandt, at laugets medlemmer på baggrund af en væsentlig stigning i Slagslunde Kraftvarmeværks faste afgifter havde en væsentlig interesse i sagen, men at laugets medlemmer ikke kunne siges at have en individuel interesse i sagens afgørelse, da sagens afgørelse ville vedrøre alle E.ON Varmes kunder, herunder laugets medlemmer.  

Det kunne ud fra sagens oplysninger ikke lægges til grund, at laugets medlemmer ville blive særlig berørt, hvorfor laugets medlemmers interesse i sagen ikke kunne betragtes som individuel.

2.2. Slagslunde Fjernvarmelaug - afslag på anmodning om aktindsigt - stadfæstelse
Energiklagenævnet har den 30. november 2009 stadfæstet en afgørelse truffet af Energitilsynets sekretariat, hvori sekretariatet havde givet Slagslunde Fjernvarmelaug afslag på aktindsigt i en række af E.ONs koncerninterne aftaler, som Energitilsynets sekretariat er i besiddelse af.

Sekretariatet havde givet aktindsigt i alle aftaler mellem E.ON Varme Danmark ApS og E.ON Produktion Danmark A/S, som begge er omfattet af varmeforsyningsloven.

I de aftaler, der var indgået mellem et af de ovennævnte selskaber og E.ON Danmark A/S havde Energitilsynets sekretariat undtaget en række oplysninger om priser og aftalevilkår om fakturering, misligholdelse og erstatningsansvar fra retten til aktindsigt, jf. § 12, stk. 1, nr. 2, i offentlighedsloven.

Efter denne bestemmelse er oplysninger om drifts- eller forretningsforhold eller lignende, undtaget fra retten til aktindsigt, hvis det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningen angår, at der ikke gives aktindsigt. 

Sekretariatet lagde vægt på, at E.ON Danmark A/S udbyder operatørydelser på markedsvilkår til andre varmeforsyninger, og at det potentielt vil kunne skade E.ON Danmark A/S's forhandlingsposition ved indgåelse/genforhandling af aftaler om operatørydelser, hvis der gives aktindsigt i oplysninger om priser og aftalevilkår om fakturering, misligholdelse og erstatningsansvar.

Energiklagenævnet stadfæstede afgørelsen ud fra de samme argumenter, som Energitilsynets sekretariat havde anvendt.

2.3. EnergigruppenJylland - afslag på anmodning om aktindsigt - ophævelse
Energiklagenævnet har den 30. november 2009 ophævet en afgørelse truffet af Energitilsynets sekretariat, hvori sekretariatet gav EnergiGruppen Jylland afslag på aktindsigt i den rådgivning sekretariatet havde modtaget fra revisionsfirmaet Grant Thornton i forbindelse med behandlingen af sagen.  

Grant Thorntons endelige rapport med anbefalinger og et aftalebrev med opgavebeskrivelse var blevet fremsendt til EnergiGruppen Jylland. EnergiGruppen Jylland søgte herefter aktindsigt i sekretariatets øvrige korrespondance med Grant Thornton.

Sekretariatet gav afslag på denne anmodning med henvisning til, at retten til aktindsigt ikke omfatter "myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager eller ved overvejelse af om retssag skal føres", jf. § 14, stk. 1, nr. 3, i forvaltningsloven. Sekretariatet henviste bl.a. til, at EnergiGruppen Jylland havde givet udtryk for, at selskabet vil bringe sagen for domstolene, hvis ikke selskabet får medhold i sine påstande i enten Energitilsynet eller i Energiklagenævnet.

Energiklagenævnet henviste i sin afgørelse til, at det fremgik af en vejledning fra Justitsministeriet, at rækkevidden af undtagelsesbestemmelsen var anderledes for juridisk rådgivning end for økonomisk rådgivning. Energiklagenævnet fandt ikke, at rådgivningen vedrørte en juridisk fastlæggelse af begrebet "rimelig forrentning" efter varmeforsyningsloven, men derimod en sagkyndig økonomisk rådgivning. En sådan økonomisk rådgivning var efter Energiklagenævnets opfattelse ikke omfattet af undtagelsesbestemmelsen.

Energiklagenævnet bemærkede endelig, at der ikke er en fire ugers klagefrist, når Energitilsynet træffer afgørelse i sager om aktindsigt.


3. Formandsafgørelser

Der er ikke truffet afgørelser af Energitilsynets formand siden sidste udgave af Meddelelser.

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO