Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Referat fra Energitilsynets møde den 24. november 2008

Dagsorden

 1. Inhabilitet på møde nr. 97.
2. Meddelelser fra formanden.
3. Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat samt information fra vicedirektøren.

Sager til beslutning

4. Indekseringsmodel til regulering af standardtilslutningsbidrag
5. Vejledning om god adfærd i elforsyningen (forbrugerforhold).
6. Sønderborg Fjernvarme - indregning af udgifter til energispareaktiviteter i fjernvarmeprisen.

Sager til orientering/drøftelse

7. Opfølgning på temamøde for Energitilsynets medlemmer.
8. Forslag til mødedatoer i 2009.
9. Synopsis - Resultater og udfordringer 2008.
10. Eventuelt

I mødet deltog:

 Fra Energitilsynet: Uffe Bundgaard-Jørgensen, Jacob Holmblad, Lone Johnsen, Anders Larsen, Ulla Neergaard, Jens Roesgaard, Jens Sejer Sørensen, Torben Riber og Mogens Arndt.
Fra sekretariatet: Finn Dehlbæk, Kamma Holm Jonassen og Marianne Larsson

Punkt 1:

Inhabilitet på møde 97

Afgørelse

Der er ikke konstateret inhabilitet ved behandlingen af dagsordenens punkter.

 

Afgørelsen blev truffet uden afstemning.

Punkt 2:

Meddelelser fra formanden

 

Formanden orienterede om status for Energitilsynets regnskabsundersøgelse.

Punkt 3:

Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat samt information fra vicedirektøren

 

Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat er vedlagt som bilag til referatet.

Punkt 4:

Indekseringsmodel til regulering af standardtilslutningsbidrag til elnettet 2009

Sagsbeskrivelse

Dansk Energi har fremsendt forslag til en indekseringsmodel til fastsættelse og regulering af standardtilslutningsbidrag. I den nye model tages der udgangspunkt i mere specifikke materiale- og anlægsindeks, der indeholder en finere opdeling i materialetyper samt anlægsarbejder.

Begrundelse

Det er opfattelsen, at de af Dansk Energi valgte indeks er dækkende i denne sammenhæng, herunder også den vægtning, der er foreslået af de kategorier, der indgår i indeksene, og at modellen i højere grad reflekterer reelle og relevante omkostningsændringer i relation til opgørelse og regulering af standardtilslutningsbidragene

Afgørelse

Energitilsynet vedtog at tilkendegive, at den nye model for regulering af standardtilslutningsbidrag samt de udmeldte bidrag for 2009 tages til efterretning, jf. elforsyningslovens § 73b. Tilsynet er dog herved ikke afskåret fra af egen drift eller i tilfælde af konkret klage at tage standardtilslutningsbidragene op til bedømmelse efter elforsyningslovens bestemmelser

 

Afgørelsen blev truffet uden afstemning.

Punkt 5:

Vejledning om god adfærd i elforsyningen (forbrugerforhold)

Sagsbeskrivelse

Dansk Energi har indsendt deres nye vejledning om "God Adfærd" til Energitilsynet den 2. april 2008. Energitilsynet fører tilsyn med Energibranchens standardiserede vejledninger, hvorfor sagen blev forelagt for tilsynet.

"God Adfærd" indeholder Dansk Energis anbefalinger til branchen om netselskabers og handelsselskabers (inkl. de forsyningspligtiges) forhold til forbrugeren, og beskriver kronologisk de emner, der vedrører kunderne - fra modtagelsen, over leveringsforløbet og til ophør.

Sekretariatet har været i dialog med Dansk Energi om "God Adfærd" og de samtidige forslag til velkomstbrev og standardkontrakt siden 2007. Visse spørgsmål er fortsat uafklarede, bl.a. på grund af det seneste forslag til ændring af elforsyningslovens bestemmelser om varsling af pris- og vilkårsændringer.

Sekretariatet har gennemgået "God Adfærd" og har vurderet, at indholdet generelt er i god overensstemmelse med lovens krav om, at ydelserne skal stilles til rådighed på gennemsigtige, rimelige, objektive og ikke-diskriminerende vilkår.

Sekretariatet har endvidere vurderet, at Dansk Energi bør bidrage til gennemsigtigheden af markedet ved at offentliggøre sine gældende vejledninger med tilhørende medlemsinformation på sin hjemmeside.

Endelig fandt sekretariatet, at visse punkter der bør korrigeres, herunder som følge af den kommende lovændring.

Dansk Energi havde indsendt vejledningen i medfør af § 73 b i elforsyningsloven. Denne bestemmelse anses for en kodificering af det tilsyn og den kontrol med brancheforeningers generelle vejledninger om net- og transmissionsselskabers leveringsbetingelser, om priser og tariffer og om tekniske forhold mv., som har fundet sted siden starten af 80´erne i de tidligere prisudvalg, og siden 1. januar 2000 i Energitilsynet.

Hertil kommer lovens § 6, stk. 4, hvorefter kollektive virksomheder, herunder net- og forsyningspligtige virksomheder, skal stille deres ydelser til rådighed for forbrugerne på gennemsigtige, objektive, rimelige og ikke-diskriminerende vilkår.

Begrundelse

Endelig skal handelsvirksomheders, herunder forsyningspligtige virksomheders, kontrakter med kunden opfylde en række minimumskrav, som i medfør af lovens § 6 a, er fastlagt nærmere i bekendtgørelse om forbrugerbeskyttelse. Energitilsynet er hér klagemyndighed. Minimumskravene angår bl.a. udformningen af kontrakten, og skal bl.a. sikre kunderne rimelige vilkår. Kontrakten skal bl.a. indeholde oplysninger om leverandørens navn og adresse, hvilke ydelser der leveres og på hvilket kvalitetsniveau, hvordan aktuel information om gældende tariffer mv. kan indhentes, kontraktens løbetid, betingelser for fornyelse og afslutning af kontrakten, og om hvordan procedurerne for bilæggelse af tvister iværksættes. Reglerne i forbrugerbekendtgørelsen supplerer den generelle forbrugerlovgivning, som bl.a. omfatter aftaleloven, forbrugeraftaleloven, købeloven, markeds-føringsloven og e-handelsloven.

Afgørelse

Energitilsynet fandt, at indholdet af "God Adfærd" generelt er i god overensstemmelse med lovens krav om, at ydelserne skal stilles til rådighed på gennemsigtige, rimelige, objektive og ikke-diskriminerende vilkår.

Energitilsynet anbefalede, at Dansk Energi offentliggør sine gældende vejledninger, eventuelt med tilhørende medlemsinformation på sin hjemmeside, og at elnetselskaberne bør offentliggøre egne vejledninger på egne hjemmesider, så offentligheden i almindelighed kan gøre sig bekendt hermed, idet dette vil fremme gennemsigtigheden af markedsvilkårene.

Energitilsynet tilkendegav endvidere, at Dansk Energi bør korrigere følgende punkter:

  • varsling og andre forbrugerrettigheder, hvis Folketinget giver sin tilslutning til lovforslaget, L 3 fremsat for folketinget den 8. oktober 2008, herunder om varsling i de tilfælde, hvor en net- eller transmissionsvirksomhed foretager ændringer i priser og vilkår eller foretager gebyrforhøjelser,
  • pkt. 1.2.4. om afbrydelse, så punktet bringes i overensstemmelse med praksis, hvorefter forsyningsvirksomheden alene kan afbryde på grund af restance, hvis virksomheden har overholdt en nærmere forud fastlagt rykkerprocedure, og 
  • i henvisningen til gebyrer i pkt. 1.2.7., således at det fremgår, at tilsynet har taget disse til efterretning - ikke godkendt dem.

Tilkendegivelsen blev givet under henvisning til elforsyningslovens § 73 b om tilsynsforpligtelsen med branchevejledninger om tariffer, betingelser m.v. for net- og transmissionsvirksomheder. Endvidere blev tilkendegivelsen givet med henvisning til lovens § 77, stk. 1, hvorefter tilsynet af egen drift kan vælge at vurdere forhold efter loven, herunder kravet til kollektive virksomheder om at stille deres ydelser til rådighed på gennemsigtige, objektive, rimelige og ikke-diskriminerende vilkår, jf. lovens § 6, stk. 4. Endelig blev tilkendegivelsen givet efter forbrugerbekendtgørelsen i medfør af lovens § 6 a angående krav til elhandelsvirksomheders forbrugeraftaler, særligt § 2 i forbrugerbekendtgørelsen.

 

 Afgørelsen blev truffet uden afstemning.

Punkt 6:

Sønderborg Fjernvarme - indregning af udgifter til energispareforanstaltninger i fjernvarmeprisen

 

Energitilsynet vedtog at udsætte behandlingen af sagen til næste møde.

Punkt 7:

Opfølgning på temamøde for Energitilsynets medlemmer

 

Energitilsynet drøftede erfaringerne fra tilsynets temamøde den 29. september 2008.

Punkt 8:

Forslag til mødedatoer i 2009

 

Energitilsynet fastlagde mødedatoer i 2009.

Punkt 9:

Synopsis - Resultater og udfordringer 2008

 

Energitilsynet drøftede forslag til emner for Resultater og udfordringer 2008.

Punkt 10:

Eventuelt

 

Næste møde i Energitilsynet er den 15. december 2008.

 

 

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO