Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Uddrag af meddelelser fra Energitilsynets sekretariat

1.  Nye klagesager for Energiklagenævnet

1.1. Ældre Sagen - klage over Energitilsynets behandling af Dong Energy City elnets reguleringsregnskab
Ældre Sagen har den 30. september 2008 indbragt en afgørelse for Energiklagenævnet, hvori klagenævnet anmodes om, at:"Vurdere om tilsynets afgørelse af 23. juni 2008 er juridisk korrekt vurderet af tilsynet på baggrund af bl.a. de samlede forarbejder til bekendtgørelsen" (indtægtsrammebekendtgørelsen).  

Den påklagede afgørelse er Energitilsynets afgørelse om Dong City Elnets reguleringsregnskaber, som blev truffet på mødet den 23. juni 2008.

Endvidere anfører Ældre Sagen vedrørende fristen for indbringelse af afgørelsen for klagenævnet, at: "Det ikke er rimeligt, at en uvarslet offentliggørelse af afgørelsen lige op til sommerferieperioden skal afskære denne mulighed." 

Ældre Sagen indbragte afgørelsen for klagenævnet den 30. september 2008. Klagefristen ifølge elforsyningsloven er 4 uger, og tilsynet traf - som anført - afgørelse i Dong City Elnetsagen den 23. juni 2008.  

Ifølge sekretariatets vurdering er Ældre Sagen hverken adressat for afgørelsen af 23. juni 2008 eller part i sagen. Ældre Sagen har siden 2007 rettet henvendelser til sekretariatet med spørgsmål om Dong City Elnets forhøjelse af abonnementet. 

Dong City Elnet påklagede en del af tilsynets afgørelse, nemlig påbud til Dong City Elnet om at udarbejde redegørelse for visse posteringer under "øvrige driftsmæssige indtægter" i reguleringsregnskabet 2004, konto nr. 14.860, herunder salg af reservedele. Endvidere påklagede Dong City Elnet det forhold, at tilsynet finder det lovstridigt, hvis reservedele er købt mere end én gang af klager, eller hvis solgte reservedele købes tilbage igen af klager, og dette får virkning for fastsættelse af indtægtsrammen.  

Energiklagenævnet stadfæstede den af Dong City Elnet påklagede del af afgørelsen den 20. oktober 2008, se under punkt 2.1.  

Udover den påklagede del, traf tilsynet den 23. juni 2008 beslutning, dels om "andre driftsmæssige indtægter" fra KE-forsynings fællesfunktion i reguleringsregnskab 2004, dels om "Bogførings- og periodiseringsfejl". 

1.2. Skuldelev Energiforsyning - størrelsen af fast afgift
I august 2008 traf Energitilsynets sekretariat afgørelse i en sag, hvor en beboer i en boligforening havde klaget over, at Skuldelev Energiforsyning havde forhøjet abonnementsafgiften for to boligforeninger Havrevænget og Rugvænget.  

Skuldelev Energiselskab oplyste over for Energitilsynets sekretariat, at alle boliger i energiselskabets forsyningsområde betaler samme faste afgift, og at den faste afgift boligforeninger betaler består af denne ens faste afgift ganget med antallet af boliger i boligforeningen. Denne afgift benævnes af energiselskabet "abonnementsafgift", men betegnes af Energitilsynet "belastningsafgift" eller "fast afgift".  

De to boligforeninger Havrevænget og Rugvænget er gradvis nået op på det nuværende niveau for fast afgift over en femårig periode, således at Havrevænget og Rugvænget nu betaler samme faste afgift pr. bolig som andre boliger i forsyningsområdet.  

I henhold til Energitilsynets praksis bør den faste afgift gradueres, således, at den i videst muligt omfang svarer til den enkelte forbrugers mulige belastning af ledningsnettet. En ens fast afgift for samtlige forbrugere er i modstrid med dette princip. Skuldelev Energiselskab oplyste, at selskabet i forbindelse med budgetlægning for regnskabsåret 2008/2009 vil begynde en gradvis graduering af forsyningens faste afgift i overensstemmelse med Energitilsynets afgørelse i en tidligere klagesag.  

På baggrund af energiselskabets oplysninger om, at de to boligforeninger Havrevænget og Rugvænget ved stigningen i den såkaldte "abonnementsafgift" er stillet på samme måde som andre forbrugere i området, og at det endvidere var blevet oplyst, at energiforsyningen fremover vil foretage en gradvis ændring af den faste afgift, således at denne kommer i overensstemmelse med Energitilsynets retningslinier, fandt sekretariatet ikke grundlag for at foretage yderligere med hensyn til Skuldelev Energiforsynings opkrævning af fast afgift i boligforeningerne Havrevænget og Rugvænget.  

Denne afgørelse er af forbrugeren blevet indbragt for Energiklagenævnet.


2.  Afgørelser og meddelelser fra Energiklagenævnet

2.1. Dong City Elnet - klage over påbud om redegørelse for reguleringsregnskab - stadfæstelse
Energiklagenævnet har den 20. oktober 2008 stadfæstet Energitilsynets afgørelse af 23. juni 2008 om påbud til Dong City Elnet om at udarbejde en redegørelse for visse posteringer under "Øvrige driftsmæssige indtægter" i reguleringsregnskabet 2004, konto nr. 14.860, herunder salg af reservedele. 

Udover den påklagede del om salg af reservedele til KE Partner A/S (tidligere Eltel Network), traf tilsynet den 23. juni beslutning, dels om "Andre driftsmæssige indtægter" fra KE-forsynings fællesfunktion i reguleringsregnskab 2004, dels om "Bogførings- og periodiseringsfejl". 

Den påklagede del af afgørelsen lyder: 

"Tilsynet besluttede at træffe afgørelse om at påbyde DONG Energy City Elnet A/S (den nuværende bevillingshaver) at indsende en redegørelse, hvoraf det for hver enkelt postering på forsyningens konto nr. 14.860 - Øvrige indtægter i reguleringsregnskabet for 2004 - sandsynliggøres, at ingen reservedel er købt mere end en gang af netvirksomheden - og at solgte reservedele ikke er købt tilbage igen, jf. Elforsyningslovens §§ 84 og 85 c - disse indtægter er pt. opgjort til ca. 14 mio. kr. Såfremt denne redegørelse ikke er færdig 1. september 2008 skal selskabet fremsende en redegørelse til tilsynet senest 1. september 2008, hvori selskabet begrunder, hvornår denne redegørelse kan sendes til tilsynet."  

Dongs advokat påklagede såvel påbuddet om redegørelse, som det forhold, at afgørelsen, ifølge Dongs advokat, indebærer, at tilsynet finder det lovstridigt, hvis reservedele er købt mere end én gang af klager, eller hvis solgte reservedele købes tilbage igen af klager. 

Klagenævnets afgørelse i spørgsmålet om påbuddet om at redegøre for reguleringsregnskab
Energiklagenævnet bemærker i sin afgørelse, at indhentelse af oplysninger som udgangspunkt alene er at betragte som processuelle beslutninger, dvs. beslutninger, som en myndighed træffer som led i den almindelige sagsbehandling. Energitilsynet har imidlertid valgt at udstede påbud, hvilket i følge nævnet er hjemlet i elforsyningslovens § 84, stk. 1. Endvidere finder klagenævnet, at dette ikke går ud over, hvad der må betragtes som nødvendig til brug for tilsynets opgaver i den påklagede sag. Klagenævnet finder, at tilsynet i tilstrækkeligt omfang har redegjort for sagens faktiske omstændigheder, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 3, men finder at tilsynet burde have henvist ikke blot til § 84 i elforsyningsloven, men mere præcist til bestemmelsens stk. 1, dvs. § 84, stk. 1. Klagenævnet vurderer imidlertid, at denne begrundelsesfejl ikke er tilstrækkelig til en hjemvisning af afgørelsen.

Klagenævnets afgørelse i spørgsmålet om reservedele
Klagenævnet finder, at om end tilsynets påbud synes at hvile på et synspunkt om, at den af klager anvendte model for reservedele er i strid med elforsyningslovens regler m.v., er der ikke hermed tale om en endelig afgørelse om, at klager konkret har handlet i strid med elforsyningslovens regler m.v.. Tilsynet har ifølge klagenævnet ikke påbudt klager at bringe et givent forhold i orden ved f.eks. regnskabsmæssige korrektioner. Klagenævnet kunne herefter ikke tage stilling til dette spørgsmål.  

2.3. KE Bygas A/S´ ændrede betalingsbetingelser for kogegaskunder - afvisning
På sit møde den 23. juni 2008 behandlede Energitilsynet udkast fra KE Bygas til ændrede betalingsbetingelser for kogegaskunder. Som en forudsætning for, at Energitilsynet kunne behandle spørgsmålet tog tilsynet indledningsvis - efter anmodning fra KE Bygas A/S - stilling til, om KE Bygas kunne anses for omfattet af varmeforsyningsloven og dermed af Energitilsynets kompetence.  

Energitilsynet fandt, at KE Bygas måtte anses for omfattet af varmeforsyningslovens regler. Energitilsynet fandt med hensyn til forslagene til ændring af betalingsbetingelserne, at det ikke kunne anses for urimeligt i henhold til varmeforsyningsloven, at KE Bygas gradvis ændrer betalingsbetingelserne for kogegaskunder fra bagudbetaling til forudbetaling, forudsat at en eventuel rentefordel kommer kunderne til gode.  

Endvidere fandt tilsynet, at indførelse af fast fællestarif "flat rate" var i modstrid med varmeforsyningslovens princip om kostægte tarifering, og at en indførelse af en sådan tarif derfor ville være urimelig i henhold til varmeforsyningsloven.  

KE Bygas A/S indklagede Energitilsynets stillingstagen til spørgsmålet om ændring af betalingsbetingelser for Energiklagenævnet. Derimod indbragte KE Bygas ikke afgørelsen om, at selskabet er omfattet af varmeforsyningsloven for klagenævnet.  

Klagenævnet afviste at behandle spørgsmålet om Energitilsynets stillingtagen til rimeligheden af forslagene om ændringen af KE Bygas´ betalingsbetingelser, da nævnet fandt, at Energitilsynet ikke havde truffet en afgørelse vedrørende disse spørgsmål, men alene fremsat en vejledende udtalelse. Energiklagenævnet udtalte: 

"Energiklagenævnet har herved lagt vægt på, at Energitilsynets udtalelse alene er af vejledende karakter. Da KE Bygas ikke konkret har ændret betalingsbetingelserne og foretaget den pligtmæssige anmeldelse heraf til Energitilsynet, har Energitilsynet således ikke fastslået, hvorledes behandlingen af en konkret sag vedrørende KE Bygas A/S´ betalingsbetingelser skal falde ud og har dermed ikke taget stilling til en aktuel situation. Energitilsynet har alene udtalt sig vejledende i relation til forskellige betalingsmuligheder, som KE Bygas A/S har foreslået".


3.  Formandsafgørelser

Der er ikke truffet afgørelser af Energitilsynets formand siden sidste udgave af Meddelelser.

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO