Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Uddrag af meddelelser fra Energitilsynets sekretariat

1. Nye klagesager for Energiklagenævnet 

1.1.     KE bygas A/S - ændrede leveringsbetingelser for levering af kogegas
På mødet den 23. juni 2008 behandlede Energitilsynet spørgsmålet om ændring af KE Bygas´ leveringsbetingelser for levering af kogegas. 

KE Bygas havde anmodet om Energitilsynets stillingtagen til spørgsmålet om, hvorvidt levering af kogegas (fortsat) kunne anses for omfattet af varmeforsyningslovens prisbestemmelser, og såfremt dette var tilfældet til forsyningens forslag til ændring af leveringsbetingelserne fra bagudbetaling til forudbetaling for et år subsidiært et halvt år samt indførelse af en "flat" rate for mindre forbrugere af kogegas. 

Energitilsynet fandt, at KE Bygas´ levering af kogegas til forbrugerne er omfattet af varmeforsyningslovens prisbestemmelser, og at det ikke kan anses for urimeligt, at KE Bygas A/S gradvis ændrer betalingsbetingelserne for forbrugere, der anvender gas til kogebrug fra bagudbetaling til forudbetaling for et halvt år. Det er dog en betingelse, at en eventuel rentefordel kommer forbrugerne til gode. 

Endvidere fandt tilsynet, at det må anses for urimeligt at fastsætte en fast fælles tarif (flat rate) - uafhængigt af forbrug? for samtlige kogegaskunder, da dette vil stride imod varmeforsyningslovens princip om at den enkelte forbruger alene belastes med omkostninger, der vedrører hans forbrug. 

Denne afgørelse er af KE bygas A/S blevet indbragt for Energiklagenævnet for så vidt angår spørgsmålet om forudbetalingsperiodens længde og indførelsen af en flat rate. 

KE Bygas A/S har således ikke indbragt spørgsmålet om, hvorvidt levering af bygas er omfattet af varmeforsyningslovens prisbestemmelse for Energiklagenævnet.


2.  Afgørelser og meddelelser fra Energiklagenævnet

2.1. DONG Energy klage opkrævning af gebyrer - afvisning
Ved afgørelse af 26. juni 2008 har Energiklagenævnet afvist en forbrugers klage over en afgørelse truffet af Energitilsynets sekretariat, hvori sekretariatet havde fundet, at DONG Energys gebyrer ikke kunne anses for urimelige. Sagen var af forbrugeren oprindeligt rejst som en klage til Ankenævnet på Energiområdet (ANE), men var oversendt til Energitilsynet, da sagen ikke drejede sig om en konkret opkrævning af betaling for el, men derimod om en generel klage over DONG Energys gebyrsatser. 

Energitilsynets sekretariat undersøgte, om DONG Energys gebyrsatser svarede til de af tilsynet udmeldte vejledende gebyrsatser, og da dette var tilfældet, meddelte sekretariatet klageren, at DONG Energys gebyrsatser ikke kunne betragtes som urimelige.

Klagenævnet afviste klagen med den begrundelse, at klager ikke kunne anses for klageberettiget. Særligt bemærkede klagenævnet, at nævnet som administrativ rekursinstans - i modsætning til tilsynet - ikke har hjemmel til at behandle en sag, uden at der foreligger en klage fra en klageberettiget.  

2.2. HNG I/S og Midt-Nord I/S - Program for intern overvågning 2006 - stadfæstelse
Energiklagenævnet har den 25. august 2008 afvist en klage fra HNG I/S og Midt Nord I/S over Energitilsynets afgørelse af 18. december 2007 vedrørende HNG I/S og Midt Nord I/S (HNG MN) overholdelse af program for intern overvågning for kalenderåret 2006.   

Energitilsynet traf på mødet den 18. december 2007 afgørelse om, at HNG MN ikke overholdt overvågningsbekendtgørelsens regler vedr. forretningsmæssigt følsomme oplysninger (FFO). Konkret drejede sagen sig om, at Energitilsynet pålagde HNG MN fremover at skulle FFO godkende deres medarbejdere individuelt med udgangspunkt i medarbejdernes jobfunktioner, så deres behandling af FFO overholdt overvågningsbekendtgørelsen. HNG MN var af den modsatte opfattelse nemlig, at deres nuværende system for behandling af FFO overholdt bekendtgørelsen.  

Energiklagenævnet lagde i deres afgørelse vægt på, at tiltagene vedrørende FFO skal sikre en reel og effektiv adskillelse af netselskabernes monopolaktiviteter overfor koncernforbundne kommercielle handelsaktiviteter - både aktuelt og potentielt. Energiklagenævnet fandt således ikke, at det var foreneligt med lovgivningens krav om behandling af FFO, at stort set alle medarbejdere i HNG MN - uanset jobfunktion - er forhåndsgodkendt til at modtage og behandle alle former for FFO i virksomheden. Der var således ikke ved FFO-godkendelserne foretaget en individuel vurdering af hvilke former for FFO, der var relevante for den enkelte medarbejders udførelse af sit arbejde.    

2.3. VEKS - Tilbageførsel af 18½ mio. til forbrugerne -ophævelse
Den af 25. august 2008 har Energiklagenævnet ophævet en afgørelse truffet af Energitilsynets sekretariat, hvori sekretariatet pålagde VEKS at tilbagebetale en forrentning på ca. 18 mio. kr. til selskabets forbrugere. 

VEKS har siden 1984 beregnet en forrentning af indskudskapitalen uden at få Gas- og Varmeprisudvalgets og senere Energitilsynets godkendelse heraf. Forrentningen fremgår af selskabets regnskaber, men har ikke været indregnet i priserne. 

Sekretariatets afgørelse var en opfølgning på Energitilsynets tilkendegivelse af 26. februar 2007 og foranlediget af, at sekretariatet ikke kunne nå til enighed med selskabet om at tilbageføre beløbet. VEKS påklagede afgørelsen til Energiklagenævnet. 

Energiklagenævnet bemærkede, af forrentningen ikke var indregnet i priserne, og at priserne derfor ikke som følge af forrentningen har været urimelige eller i strid med bestemmelserne i varmeforsyningsloven. Energiklagenævnet fandt derfor ikke, at varmeforsyningsloven indeholder hjemmel til et pålæg.


3.  Formandsafgørelser

Der er ikke truffet afgørelser af Energitilsynets formand siden sidste udgave af Meddelelser.  

Elprisstatistik for juli 2008 er vedlagt som bilag til Meddelelser.

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO