Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Uddrag af meddelelser fra Energitilsynets Sekretariat

1.    Nye klagesager for Energiklagenævnet

1.1.    Dansk Energi - klage over tilsynets afgørelse om forsyningspligtpriser for 3. kvartal 2007
Dansk Energi har som mandatar for 10 medlemsvirksomheder indbragt Energitilsynets afgørelser af 27. juni 2007 til en række selskaber med forsyningspligt om, at de forsyningspligtpriser som selskaberne har udmeldt for 3. kvartal 2007 skal nedsættes til de af Energitilsynet fastsatte maksimalpriser for Energiklagenævnet. En samlet oversigt over de priser, som Energitilsynet har fastsat, kan ses på Energitilsynets hjemmeside.

1.2.   Helsingør Kraftvarmeværk - Klage over afregningspriser for varme fra Helsingør Kraftvarmeværk
Advokat Per Hemmer har ved brev af 25. maj 2007 på vegne af Helsingør Fjernvarmeforsyning indbragt en afgørelse truffet af Energitilsynets sekretariat vedrørende afregningsprisen for levering af varme fra Helsingør Kraftvarmeværk for 2003 og 2004 for Energiklagenævnet.

Energitilsynet fandt i afgørelse på møde den 28. juni 2004, at afregningsprisen fra Helsingør Kraftvarmeværk over for Helsingør Fjernvarmeforsyning for 2003 og 2004 skulle fastsættes på grundlag af substitutionsprisen, da substitutionsprisen måtte antages at være lavere end kraftvarmeværkets omkostningsbestemte priser i de pågældende år.

Afgørelsen pålagde parterne at anmelde de relevante priser til Energitilsynet - dvs. substitutionsprisen, den aftalebaserede pris og den omkostningsbestemte pris.

I forbindelse med gennemførelsen af Energitilsynets afgørelse har parterne på en række punkter bestridt modpartens beregninger af priserne. Helsingør Fjernvarmeforsyning bestred kraftvarmeværkets beregning af de omkostningsbestemte priser i perioden og ønskede at Energitilsynets skulle genoptage sagen om beregning af afregningspriserne for 2003 og 2004.

Da sekretariatet ved en fornyet gennemgang ikke fandt, grundlag for at antage, at Helsingør Kraftvarmeværks omkostningsbestemte pris i årene 2003 og 2004 havde været lavere end substituionsprisen fandt sekretariatet ikke grundlæag for at genoptage spørgsmålet om prisfastsættelsen for 2003 og 2004.

1.3.    Dragsholm Kommune klage over overdragelse af inddrivelse til SKAT
Den 25. marts 2006 traf Energitilsynets sekretariat afgørelse i en sag, hvor sekretariatet ikke fandt det urimeligt, at Dragsholm Kommune havde overdraget inddrivelse af restancer til kommunens forsyningsvirksomheder til SKAT.

Energiklagenævnet har den 22. august 2007 meddelt Energitilsynets sekretariat, at sekretariatets afgørelse er indbragt for Energiklagenævnet den 27. marts 2006.

Energitilsynets sekretariat henviste i sin afgørelse til, at i henhold til lov nr. 429 af 6. juni 2005 om inddrivelse af visse fordringer skal forsyningsvirksomheder, der er en integreret del af en kommunal forvaltning anvende SKAT som inddrivelsesmyndighed.

Der er redegjort for reglerne i lov om inddrivelse af visse fordringer under punkt 7.4. i Meddelelser fra sekretariatet til Energitilsynets møde den 27. marts 2006.

Det forhold som der blev klaget over, nemlig at Dragsholms Kommune anvendte SKAT som inddrivelsesmyndighed, var således en opfyldelse af et lovmæssigt krav til kommunens handlemåde.

I henhold til en kendelse fra Østre Landsrets af 7. februar 2007 er det fogedretten, der som første instans skal tage stilling til, om betingelserne for at anvende lovens inddrivelsesmidler er opfyldt. Østre Landsrets kendelse er omtalt under punkt 7.1. i Meddelelser fra sekretariatet til Energitilsynets møde den 26. marts 2007.

Det ligger således udenfor både Energitilsynets og Ankenævnet på Energiområdets kompetence at tage stilling til dette spørgsmål.

Se endvidere omtalen under punkt 2.6. af Energiklagenævnets afgørelse i en sag imod Dragsholm Kommune om en tilsvarende problemstilling.


2.    Afgørelser og meddelelser fra Energiklagenævnet

2.1.    Rolfsted og Omegns Transformatorforening - Energi Fyn Nets tariffer - afvisning
Energiklagenævnet har den 26. juni 2007 afvist en klage over Energitilsynets afgørelse af 27. juli 2006 vedrørende Energi Fyns nettariffer over for Rolfsted Transformerforening.

Transformerforeningen fandt, at Energi Fyn Net ikke måtte indregne afskrivninger på en del af nettet i afregningsprisen til transformerforeningen, da Energi Fyn Net efter transformerforeningens opfattelse ikke ejede denne del af nettet.

Uenigheden drejede sig om ejerskabet til højspændingsdelen i de transformere, som danner grænsen mellem Energi Fyn Nets og Rolfsted Transformerforenings del af ledningsnettet.

Energitilsynet havde i afgørelsen af 27. juli 2006 meddelt parterne, at spørgsmålet om, hvem der ejer højspændingsdelen i de pågældende transformerstationer, er et civilretligt spørgsmål, som ikke reguleredes af netbevillingen.

Denne afgørelse blev af Energi Fyn Net indbragt for Energiklagenævnet, idet det blev anført, at selskabet i kraft af sin netbevilling ejer højspændingsdelen i pågældende område.

Energiklagenævnet har den 26. juni 2007 afvist klagen dels med henvisning til, at nævnet behandler klager over myndighedsafgørelser, hvorimod tvister om ejerskab henhører under domstolene dels med henvisning til Energi Fyn Nets manglende medvirken til sagens oplysning, idet selskabet trods flere opfordringer ikke har fremsendt en uddybning af klagen til Energiklagenævnet.

2.2.    Rønne Vand- og Varmeforsyning - afvisning af at behandle klage - stadfæstelse
Energiklagenævnet har ved afgørelse af 2. juli 2007 stadfæstet en sekretariatsafgørelse af 5. februar 2007. Ved afgørelsen afviste Energitilsynets sekretariat at behandle en tvist mellem Rønne Vand- og Varmeforsyning og Boligselskabet Bo42.

Tvisten drejede sig om, hvorvidt Rønne Vand- og Varmeforsyning havde været berettiget til af sløjfe aftalte rabatter i forbindelse med en ændring af fjernvarmetaksterne for 2004/2005.

Sekretariatet fandt, at der var tale om en civilretlig tvist, som Energitilsynet ikke havde kompetence til at behandle, jf. afgrænsningen af Energitilsynets kompetence i elforsyningslovens § 78. Sekretariatet henviste tvisten til afgørelse ved domstolene. Sagen vil ikke kunne behandles af Ankenævnet på Energiområdet, da nævnet ikke behandler klager fra erhvervsdrivende.

Afvisningen blev den 1. marts 2007 indbragt for Energiklagenævnet. Indbringelsen har ved en beklagelig fejl ikke være omtalt i meddelelser.

2.3.    Pålæg til Brøndby Fjernvarme om tilbageføring af overdækning - stadfæstelse
Energiklagenævnet har ved afgørelse af 3. juli 2007 stadfæstet Energitilsynets sekretariats pålæg til Brøndby Fjernvarme A.m.b.a. om tilbageføring af overdækning på 28.238.000 kr. til forbrugerne, heraf ca. 10 mio.kr. i 2006/7 (budgetåret 1. juni 2006 til 31. maj 2007).

Pålægget blev givet den 22. august 2006 efter aftale med Energitilsynets formand. Der er nærmere orienteret om pålægget og om indbringelsen for Energiklagenævnet i Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat til mødet den 29. september 2006.

2.4.    Afvisning af behandling af klage over varmeregning - stadfæstelse
Energiklagenævnet har den 3. juli 2007 stadfæstet en afgørelse truffet den 29. november 2006 af Energitilsynets sekretariat. Sekretariatet havde afvist at behandle en klage over, en andelsboligforenings opkrævning for betaling af varme fra en lejer. Energitilsynets sekretariat havde anført, dels at Energitilsynet ikke behandler klager vedrørende civilrelige tvister, og dels at Energitilsynet ikke har hjemmel til at gribe ind overfor en udlejer, eller over for den som udlejer har engageret til at forestå aflæsning og varmeregnskab.2.5.   Dragsholms Kommune - inddrivelse af fordring - stadfæstelse

Energiklagenævnet har den 24. august 2007 stadfæstet en afgørelse truffet  af Energitilsynets sekretariat, hvori sekretariatet havde afvist at behandle en klage over, at Dragsholms Kommune ikke havde taget stilling til klagerens indsigelse, inden en fordring var blevet overdraget til SKAT. Sagen er omtalt i Meddelelser til  møde den 30. april 2007.

Sagen om klagerens restance har verseret ved domstolene. Klageren bestrider, at opgørelsen af restancen er korrekt og har rejst et betydeligt modkrav imod Dragsholms kommune. Endvidere nedlagde klageren også her påstand om, at Dragsholms kommune ikke havde behandlet hans indsigelser imod kravet inden overdragelsen til SKAT. 

Østre Landsret udtalte i kendelse af 7. februar 2007, at Dragsholms kommune havde taget stilling til klagerens indsigelser. (Jf. pkt. 1.3.). I henhold til Østre Landsrets kendelse er det fogedretten, der som første instans skal tage stilling til, om betingelserne for at anvende lovens inddrivelsesmidler er opfyldt

Energiklagenævnet udtaler i sin afgørelse, at Energitilsynet og Energiklagenævnet som offentlige myndigheder er underlagt domstolenes prøvelse og således ikke kan prøve en sag, som allerede er eller har været er under behandling ved domstolene.

På denne baggrund stadfæstede Energiklagenævnet sekretariatets afvisning af at behandle sagen.

2.6.    E.ON Varme - tre sager om opkrævning af  udtrædelsesgodtgørelse - stadfæstelse
Energiklagenævnet har den 10. september 2007 stadfæstet tre afgørelser, hvor Energitilsynets sekretariat ikke havde fundet, at det kunne anses for urimeligt, at tre forbrugere der ønskede at udtræde af Slagslunde Varmeværk skulle betale de faktiske omkostninger i forbindelse med udtrædelsen. Sekretariatet fandt imidlertid også, at det ikke måtte anses for urimeligt, at forbrugerne kunne udtræde uden at betale deres forholdsmæssige andele af NESA Varmes (nu E.ON Varme) anlægsudgifter med fradrag af foretagne afskrivninger (udtrædelsesgodtgørelse).

Det fremgik af E.ON Varmes leveringsbetingelser, at udtrædelsesgodtgørelse kan opkræves, hvis det ikke er muligt at overdrage den ledigblevne apacitet til nye forbrugere. Da der i det foreliggende tilfælde var sket en forøgelse af varmeværkets samlede tilsluttede areal og driftsomkostningerne var konstant faldende, fandt sekretariatet ikke, at der var grundlag for at opkræve udtrædelsesgodtgørelse hos de tre udtrædende forbrugere.

2.7.    E.ON Varme - manglende overholdelse af energispareaktiviteter - delvis stadfæstelse - delvis hjemvisning
Energiklagenævnet har den 4. juli 2007 delvis hjemvist, delvis stadfæstet en afgørelse truffet den 22. marts 2006 af Energitilsynets sekretariat.

En klager havde klaget til Energitilsynet over, at 1) E.ON Varme ved at indføre en m²-afgift mindskede incitamenter til energibesparelser, 2) Energitilsynet havde svigtet sin tilsynspligt ved ikke at påtale,  at de af E.ON indsendt regnskaber var i strid med energisparebekendtgørelsen, og 3) at Energitilsynet havde svigtet sin tilsynspligt ved ikke at påtale, at E.ON ikke havde udført energispareaktiviteter som foreskrevet i energispare­bekendt­gørelsen.

Med hensyn til punkt 1 oplyste Energitilsynets sekretariat klageren om, at baggrunden for E.ONs ændring af tarifstrukturen var en tilkendegivelse fra Energitilsynet om, at den hidtidige tarifstruktur var i strid med varmeforsyningsloven. Sekretariatet redegjorde for denne sag, samt for tilsynets langvarige praksis om kostægte tarifering. Sekretariatet anså dette som en oplysning om retstilstanden, og gav derfor ikke klagevejledning, med hensyn til til dette punkt. Energiklagenævnet fandt, at Energitilsynet burde have truffet en begrundet afgørelse vedr. spørgsmålet og hjemviste derfor dette spørgsmål til fornyet behandling.

Med hensyn til. punkterne 2 og 3 fandt tilsynet, at tilsynet ikke havde beføjelser til føre tilsyn med de omhandlede forhold, hvilket Energiklagenævnet stadfæstede. 

2.8.   Hou Kraftvarmeværk - klage over krav om udtrædelsesgodtgørelse - ophævelse
Energiklagenævnet har den 10. september 2007 ophævet en afgørelse hvori Energitilsynets sekretariat havde fundet det urimeligt, at Hou Kraftvarmeværk havde stillet krav om betaling af udtrædelsesgodtgørelse over for en forbruger, der ønskede at udtræde af værket.

Sekretariatet begrundede sin afgørelse med, at selvom værket, der var et barmarksværk som havde modtaget støtte, endnu ikke omkring opsigelsestidspunktet i 2003 var helt økonomisk veldrevet, havde værket ikke haft udtrædende forbrugere siden 1995. Værket kunne dog ikke opgøre det nytilsluttede eller frakoblede areal som fordret efter praksis, men det kunne konstateres, at der netto var indtrådt 16 forbrugere frem til 2003. Sekretariatet fandt på den baggrund, at det udtrædende areal måtte være rigeligt dækket af de 16 indtrædende forbrugeres areal. Endvidere havde værket ved beregning af udtrædelsesgodtgørelsen anvendt antal forbrugere og ikke areal, rumfang, hedefladeareal eller lignende, selvom dette skulle være grundlaget ifølge værkets vedtægter, hvorved værket ikke overholdt sine egne vedtægter.

Nævnet fandt ved sin gennemgang, at selvom den ledige kapacitet kunne overdrages til nye forbrugere, og selvom vedtægterne ikke var overholdt ved beregning af godtgørelsen, medførte det forhold, at værket ikke var helt veldrevet på opsigelsestidspunktet, at det ikke kunne anses for urimeligt, såfremt værket opkrævede udtrædelsesgodtgørelse af den udtrædende forbruger, og nævnet ophævede herved sekretariatets afgørelse.

2.9.    Hashøj Kraftvarmeværk - beregning af varmepris - delvis stadfæstelse - delvis ophævelse
Ved afgørelse af 24. august 2007 har Energiklagenævnet stadfæstet to ud af tre punkter i en sekretariatsafgørelse til Danmarks JordbrugsForskning om Hashøj Kraftvarmeforsyning A.m.b.a.'s prisberegning. Det tredje punkt er hjemvist til fornyet behandling.

Sagen er omtalt i meddelelser fra sekretariatet i Energitilsynets møde den 28. november 2005. De tre punkter, som indgik i klagen, er følgende:

1.      Danmarks JordbrugsForskning krævede, at Hashøj Kraftvarmeforsyning A.m.b.a. ydede en særlig storkunderabat til institutionen. Sekretariatet fandt ikke, at der var noget omkostningsmæssigt grundlag for en storkunderabat og afviste Danmarks JordbrugsForsknings krav.

Energiklagenævnet var enig med sekretariatet i, at der ikke var omkostningsmæssig begrundelse for en storkunderabat og stadfæstede Energitilsynets afgørelse

2.      Danmarks JordbrugsForskning ønskede, at Energitilsynet skulle pålægge Hashøj Kraftvarmeforsyning A.m.b.a. at betale husleje for et særligt kedelrum hos Danmarks JordbrugsForskning, som var nødvendigt for, at varmen kunne få den krævede temperatur på 90°C. Sekretariatet fandt, at parternes aftalegrundlag var meget uklart og henviste parterne til at søge spørgsmålet løst ved domstolene.

Energiklagenævnet fandt, at forholdet i det væsentlige falder uden for det energiretlige område. Energiklagenævnet kunne derfor ikke behandle denne del af klagen og stadfæstede, at parterne må søge sagen løst ved domstolene.

3.      Danmarks JordbrugsForskning ønskede, at Energitilsynet skulle pålægge Hashøj Kraftvarmeforsyning A.m.b.a., at tilbagebetale et med urette opkrævet beløb. Sekretariatet henviste til, at dette faldt uden for Energitilsynets kompetence. 

Energiklagenævnet er enig med sekretariatet i, at Energitilsynet ikke har kompetence til at give pålæg om tilbagebetaling; men finder, at Energitilsynet - selv om dette er tilfældet - burde have undersøgt, om Hashøj Kraftvarmeforsyning A.m.b.a´s priser var behørigt anmeldt. Hashøj Kraftvarmeværk har ikke anmeldt priser til Energitilsynets register 1. august 2005. Tilsynets sekretariat vil rette henvendelse til varmeværket vedrørende den manglende anmeldelse.

2.10.    E.ON. Varme - manglende overholdelse af varmeforsyningslovens.§ 23 h - hjemvisning
Energiklagenævnet har den 3. juli 2007 hjemvist en afgørelse truffet den 26. juni 2006 af Energitilsynet.

En klager havde klaget til Energitilsynet over E.ON Varmes manglende overholdelse af § 23 h i varmeforsyningsloven vedrørende forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmer. Under sagens behandling oplyste Energitilsynets formand klageren om, at sagen ville blive forelagt for tilsynet og at klageren forinden ville få lejlighed til at udtale sig om den sagsfremstilling, som ville blive forelagt for tilsynet. Energitilsynets sekretariat traf herefter afgørelse i sagen uden forelæggelse for tilsynet og uden at give klageren lejlighed til at udtale sig om den sagsfremstilling. Klageren klagede herover, og Energitilsynet genoptag sagen. Sagen blev nu forelagt Energitilsynet, men uden forinden at give klageren lejlighed til at udtale sig om sagsfremstillingen. Klageren påklagede herefter sagen til Energiklage­nævnet alene, hvad angår den manglende mulighed for at udtale sig om sasgfremstillingen.Energiklagenævnet fandt, at det må have stået tilsynet klart, at klageren ønskede at få mulighed for at afgive en udtalelse, jf. § 21, stk. 1, i forvaltningsloven. Nævnet fandt videre, at retten til at afgive en udtalelse er en retssikkerhedsgaranti der som hovedregel fører til ugyldighed, og at Energitilsynet ikke havde sandsynliggjort, at den manglende høring ikke har haft betydning for sagens resultat. Nævnet hjemviste derfor sagen til fornyet behandling.

2.11.    Hedensted Fjernvarme - henlæggelser til reservefond - hjemvisning.
I forlængelse af stikprøveundersøgelsen, har Energitilsynets sekretariat den 6. juli 2006 truffet afgørelse vedrørende Hedensted Fjernvarme Amba. Afgørelsen er omtalt i Meddelelser fra sekretariatet til Energitilsynets møde den 30. oktober 2006.

Af afgørelsen fremgik bl.a., at værket under egenkapitalen i sit regnskab havde posteret en fornyelses- og reservefond, hvilket var urimeligt i henhold til varmeforsyningslovens § 21, stk. 4. Værket skulle fremsende en opgørelse over hvor stor en andel af fornyelses- og reservefonden, som var indsat efter den 1. marts 1981, hvor varmeforsyningslovens prisbestemmelser trådte i kraft. Beløb som var indsat i fonden efter denne dato skulle tilbageføres til forbrugerne. Sekretariatet anmodede derfor værket om samtidig at fremsende en plan for denne tilbageførelse.

Sekretariatets afgørelse blev indbragt for Energiklagenævnet den 6. september 2006. Klager gjorde gældende, at værket dels ikke opbevarer regnskabsmaterialer fra 1981, dels at den almindelige forældelsesfrist på 5 år må gælde såvel opbevaring af regnskabsmateriale som de forskellige krav om tilbagebetaling.

Energiklagenævnet har ved afgørelse af 3. juli 2007 afvist sagen. Nævnet henviste til, at tilsynet tilkendegivelse om, at visse forhold var urimelige, uden at der samtidig var blevet meddelt pålæg om at bringe de urimelige forhold til ophør ikke kunne betragtes som en afgørelse, der kan påklages overfor nævnet.

Nævnet henviste endvidere til, at det er en forudsætning for at meddele pålæg, at der har fundet en forudgående forhandling sted mellem tilsynet og værket.

Endelig angav nævnet, at der ikke ved dets afgørelse var taget stilling til, om de af tilsynet anførte forhold er urimelige, eller om forhandlingskravet i varmeforsyningslovens § 21, stk. 4, er opfyldt. Nævnet ville tage stilling til disse forhold ved en eventuel klage over et af tilsynet senere meddelt pålæg til værket.

Energitilsynets sekretariat genoptager nu sagen med henblik på at afgøre sagen i overensstemmelse med Energiklagenævnets kendelse.

Sagens indbringelse for Energiklagenævnet er tidligere omtalt i Meddelelser fra sekretariatet til Energitilsynets møde den 30. oktober 2006.

2.12.    Helsingør Fjernvarme - klage delvis imødekommelse af anmodning om aktindsigt - ophævelse
I forbindelse med behandlingen af Helsingør Fjernvarmeforsynings klage over Helsingør Kraftvarmeværk (jf. pkt. 1.2), har advokat Eigil Worm på vegne af Hornbæk Fjernvarme, som også har en leveringsaftale med Helsingør Kraftvarmeværk, ved brev af 6. marts 2007 anmodet om aktindsigt i klagesagen.

Ved behandlingen heraf tilbageholdt sekretariatet i første omgang to bilag, som Helsingør Kraftvarmeværk ønskede behandlet fortroligt. Advokat Worm ønskede imidlertid en egentlig afgørelse, som kunne indbringes for Energiklagenævnet.

Ved høringen af Helsingør Kraftvarmeværk anførte værket, at udlevering af oplysninger om brændselspriserne ville medføre skadelige virkninger for Helsingør Kraftvarmeværks konkurrenceevne.

Energitilsynet imødekom anmodningen om aktindsigt, men slettede efter en konkret vurdering af hver enkelt af oplysningerne, nogle oplysninger om indkøbsprisen for naturgas og nogle få andre oplysninger, som ville muliggøre en udregning af naturgasprisen, inden de ønskede bilag blev udleveret, jf. forvaltningslovens § 15, stk.1.

Advokat Per Hemmer indbragte denne afgørelse for Energiklagenævnet ved brev af 19. juli 2007.

Energiklagenævnet har ved afgørelse af 4. september 2007 ophævet sekretariatets afgørelse. I stedet herfor har Energiklagenævnet truffet afgørelse om, hvorvidt advokat Hemmers anmodning om fuldstændig aktindsigt i de to bilag kan imødekommes.

Energiklagenævnet finder ikke, at Energitilsynet har haft kompetence til at afgøre anmodningen om aktindsigt i de to bilag, da kompetencen efter indbringelsen af selve klagesagen ligger hos Energiklagenævnet, jf. forvaltningslovens § 16, stk. 1.

Ved Energiklagenævnets afgørelse gives advokat Hemmer - på samme måde som i Energitilsynets afgørelse - aktindsigt i de to bilag, dog ikke for så vidt angår indkøbsprisen for naturgas og affaldsvarme.

2.13.    DONG Energy Gasforsyning - tariffer for afbrydelse af gasforsyning - tilbagekaldelse af klage
Energiklagenævnet har den 20. juni 2007 meddelt, at Andelsboligforeningen Præstegårdsvej II har tilbagekaldt en indbragt klage over en sekretariatsafgørelse om DONG´s krav om betaling ved afbrydelse af gasforsyning.

Energitilsynets sekretariat fandt ikke, at DONG´s tarif for afbrydelse af en eksisterende gasledning kunne anses for at overstige de gennemsnitlige rimelige omkostninger ved den pågældende foranstaltning når henses til, hvad tariffen inkluderer og til de betydelige sikkerhedsmæssige krav, der skal opfyldes ved arbejde med naturgasledninger.

Spørgsmålet om hvorvidt anvendelsen af tariffen i det konkrete tilfælde kunne anses for urimelig blev henvist til behandling i Ankenævnet på Energiområdet. Denne konkrete bedømmelse har afventet Energiklagenævnets afgørelse af det generelle spørgsmål, men klagen vil nu blive behandlet i Ankenævnet på Energiområdet.

Sagen er tidligere omtalt under Meddelelser fra sekretariatet til Energitilsynets møde den 31. oktober 2005.


3.    Formandsafgørelser

Der er ikke truffet afgørelser af Energitilsynets formand siden sidste udgave af Meddelelser.

Elprisstatistik for juli kvartal 2007 og udmelding af endeligt korrigerede indtægtsrammer for naturgasdistributionsselskaber for 2006, er vedlagt som bilag.

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO