Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Referat fra Energitilsynets møde den 26. juni 2006

Dagsorden

1. Inhabilitet på møde nr. 74
2. Meddelelser fra formanden
3. Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat samt information fra vicedirektøren

Sager til beslutning

4. Faktureringsregler på naturgasområdet (2. beh.)
5. Efterregulering af naturgasforsyningspligtselskaberne

5a. DONG Faste vilkår A/S
5b.
HNG Midt-Nord Salg A/S
5c. Statoil Gazelle Forsyning A/S

6. Opfølgning af Energinet.dk´s metoder for prisfastsættelse af gasaktiviteter
7. Gasgruppens klage over tarifferne for naturgasdistribution
8. VEKS´ støtte til fjernvarmeselskabers lokale kampagner
A. E.ON Varme opfyldelse af varmeforsyningslovens § 23h
9. I/S Fasan - modregning i varmeprisen af CO2-kvoter tildelt til varmeproduktion.

Sager til orientering/drøftelse

10. Administration af CO2- kvoteordning
11. Mundtlig præsentation af nyt indberetningssystem
12. Tilsyn med branchevejledninger i medfør af elforsyningslovens § 73b
13. Status for stikprøveundersøgelsen af fjernvarmeforsyningerne
14. Brøndby Fjernvarme - gennemgang af budgetter og regnskaber
15. Eventuelt

I mødet deltog:

Fra Energitilsynet: Uffe Bundgaard-Jørgensen, Jacob Erik Holmblad, Anders Larsen, Ulla Neergaard, Torben Riber, Preben Schou, Jens Sejer Sørensen og Jørgen Aamand
Der var afbud fra Lone Johnsen.
Fra sekretariatet: Finn Dehlbæk, Merete Rasmussen, Nils Jan Hansen, Carsten Smidt og Marianne Larsson

Punkt 1:

Inhabilitet på møde 74

Afgørelse

Der var ikke konstateret inhabilitet ved behandlingen af dagsordenens punkter.
Afgørelsen blev truffet uden afstemning.

Punkt 2:

Meddelelser fra formanden

 

Formanden orienterede om, at Agnete Gersing er udnævnt som ny direktør for Konkurrencestyrelsen. Agnete Gersing tiltræder stillingen den 1. august 2006.

Punkt 3:

Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat samt information fra vicedirektøren

 

Uddrag af meddelelser fra Energitilsynets sekretariat er vedlagt som bilag til referatet.

Punkt 4:

Faktureringsregler på naturgasområdet

Sagsbeskrivelse

Energitilsynet skal sikre gennemsigtighed omkring priser, tariffer, rabatter og vilkår på naturgasområdet, herunder fastsætte regler om fakturering og specificering af omkostninger overfor modtagere af transport- og energiydelser.

Udkastet til faktureringsregler blev udarbejdet under dialog med branche, forbrugerrepræsentanter og relevante myndigheder for at sikre reglernes anvendelighed og relevans. Energitilsynet tilsluttede sig på mødet den 19. december 2005, at det af sekretariatet udarbejdede udkast til bekendtgørelse derom blev sendt i officiel høring.

Energitilsynet har derefter foretager en vurdering af, i hvilket omfang høringssvarene bør føre til ændringer i bekendtgørelsesudkastet.

Mht. bekendtgørelsens anvendelsesområde, har det har været drøftet om alle forbrugere skulle omfattes af bekendtgørelsens bestemmelser, og ikke kun de "ikke erhvervsdrivende" forbrugere. Det fastsatte anvendelsesområde er bibeholdt, men på baggrund af ønske fra branchen er indsat en bestemmelse, som afgrænser anvendelsesområdet til forbrugere, så fakturering af de såkaldte "kogekunder", som kun anvender naturgassen til madlavning ikke er omfattet.

Begrundelse

Rammerne for bekendtgørelsens § 8, om udspecificering af energiydelsen overfor de store forbrugere har været diskuteret, fordi ikke alle naturgasselskaber er i besiddelse af de oplysninger/data, som kræves i den forbindelse.

For at sikre gennemsigtighed i videst mulige omfang, har sekretariatet bibeholdt bestemmelsen i en frivillig/deklaratorisk form, så kun de naturgasselskaber, som har det fornødne datagrundlag, er forpligtet til at udspecificere dette på fakturaen.

Afgørelse

Energitilsynet vedtog,

  • at Energitilsynet godkender indholdet af den i medfør af naturgasforsyningslovens § 42 a, stk. 3, udarbejdede bekendtgørelse og at bekendtgørelsen herefter underskrives af Energitilsynets formand med kontrasignering af chefen for Center for Energi i Konkurrencestyrelsen til videre ekspedition og offentliggørelse.

Afgørelsen blev truffet uden afstemning.

Punkt 5:

Rammenotat for forsyningspligtige naturgasselskaber - efterregulering for 2004

Sagsbeskrivelse

Fra og med 1. januar 2004, hvor den fulde naturgasmarkedsåbning trådte i kraft, er de forsyningspligtige naturgasselskaber underlagt en effektivitetsregulering.

For 2004 og frem foretager Energitilsynet således en godkendelse af selskabernes overskud på baggrund af virksomhedernes effektivitet. Selskabernes effektivitet vurderes ud fra en benchmarking af deres omkostninger.

Samtidig påser tilsynet, at selve prisfastsættelsen foregår under iagttagelse af NGFL bestemmelser - altså at priserne er fastsat efter rimelige, objektive og ikke-diskriminerende kriterier.

Begrundelse 

 

 

Energitilsynet skal i medfør af naturgasforsyningsloven (NGFL) § 37 b, stk. 2, godkende de forsyningspligtige naturgasselskabers prisfastsættelse efter anmeldelse.

Forsyningspligtige naturgasselskaber skal jf. NGFL § 37, stk. 1, fastsætte forbrugerpriser under hensyntagen til nødvendige omkostninger til gasindkøb, lønninger, tjenesteydelser, administration, driftsomkostninger og afskrivninger samt til kapitalomkostninger, dvs. renter af fremmedkapital samt forrentning af indskudskapital.

Ligeledes skal det overskud, forsyningspligtige naturgasselskaber indkalkulerer i priserne, være rimeligt i forhold til omsætningens størrelse og selskabets omkostningseffektivitet, jf. NGFL § 37 b, stk. 1. Efter NGFL § 37, stk. 2. skal priserne er fastsættes efter rimelige, objektive og ikke-diskriminerende kriterier. Samtidig fastslås det i NGFL § 28 c, at de aftaler, som bevillingspligtige selskaber indgår med andre selskaber, skal indgås på markedsbestemte vilkår.

Imidlertid vurderede sekretariatet, at ingen af de forsyningspligtige selskaber reelt har indgået aftale om gasindkøb på markedsvilkår. To selskaber har blot indgået koncerninterne aftale og dette uden en forudgående sondering af markedet. Det var på denne baggrund sekretariatets vurdering, at der for regnskabsåret 2004 ikke bør ske en effektivitetsregulering i forhold til forsyningspligtselskabernes gasindkøb.

Derimod bør Energitilsynets godkendelser af selskabernes prisfastsættelser ledsages af vilkår om mere effektive indkøb af gas.

Afgørelse

Energitilsynet tiltrådte, at der for reguleringsåret 2004 alene foretages en benchmark af de forsyningspligtige naturgasselskabers administrationsomkostninger, således at udregningerne i afgørelsens tabel 1 udgør efterreguleringen af de forsyningspligtige naturgasselskaber i kalenderåret 2004.

Endvidere drøftede tilsynet den anvendte reguleringsmodel i relation til, hvorvidt modellen giver tilstrækkeligt stærke økonomiske incitamenter til selskaberne til at agere effektivt for så vidt angår selskabernes administrationsomkostninger.

Sekretariatet vil herefter overveje modellens elementer og foreslå ændringer i modellen til sikring af bedre økonomiske tilskyndelser til at opnå administrativ effektivitet. Desuden henstillede tilsynet til sekretariatet, at der i forbindelse med efterreguleringen for 2005 kræves grundig dokumentation for at fx koncerninterne administrations- og serviceaftaler er i overensstemmelse med markedsvilkår.

Afgørelsen blev truffet uden afstemning.

Punkt 5a:

DONG Faste vilkår A/S

Sagsbeskrivelse

Energitilsynet foretog dels en vurdering af, om selskabets prisfastsættelse over for forbrugerne foregår under iagttagelse af bestemmelserne i NGFL dels en vurdering af selskabets priser og overskud i reguleringsåret 2004, herunder en vurdering af, om bl.a. gaskøbskontrakter er indgået på markedsvilkår.

Begrundelse

Den prisfastsættelse, som DONG Faste Vilkår A/S anvender over for forsyningspligtkunder kan umiddelbart ikke anses for at være i overensstemmelse med reglerne i NGFL, idet nogle forbrugerpriser fastsættes på individuelle vilkår og efter diskriminerende kriterier.

Prissætningsmetoden kan dog i medfør af bestemmelsen i NGFL § 37 b stk. 2, jf. § 37, stk. 1 og 2, godkendes, idet DONG Faste Vilkår A/S ophører med at tildele volumenrabatter og overfører kunder på individuelle vilkår til DONG Naturgas A/S.

Det var sekretariatets vurdering, at DONG Faste Vilkår A/S har indgået en aftale om levering af naturgas med DONG Naturgas A/S, der ikke er udtryk for markedsbestemte vilkår. Derfor bør godkendelsen af priser og overskud i medfør af bestemmelsen i NGFL § 37 b, stk. 2, jf. stk. 1, ledsages af vilkår om, at DONG Faste Vilkår A/S ophæver denne aftale med henblik på at indgå en kontrakt med DONG Naturgas A/S og/eller andre leverandører.

Samlet kan det i forhold til efterreguleringen for DONG Faste Vilkår A/S konkluderes, at Energitilsynet kan godkende reguleringsregnskabet for DONG Faste Vilkår A/S for kalenderåret 2004 med de indtægter og udgifter, som er anmeldt til Energitilsynet, og DONG Faste Vilkår A/S kan i sit regnskab indregne en forrentning af egenkapitalen på 7,87 %, hvilket svarer til, at DONG Faste Vilkår A/S kan overføre en godkendt underdækning på DKK 8.485.396 til reguleringsåret 2005.

Afgørelse

Det meddeltes DONG Faste Vilkår A/S:

  • at Energitilsynet i medfør af NGFL § 37 b. stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 287 af 20. april 2005, godkender DONG Faste Vilkår A/S prisfastsættelse og leveringsvilkår over for kunder, idet disse opfylder betingelserne i NGFL § 37, stk. 2.
  • at Energitilsynet i medfør af NGFL § 37 b, stk. 2, jf. stk. 1, og jf. § 37, stk. 1, kan godkende DONG Faste Vilkår A/S reguleringsregnskab for kalenderåret 2004 med de indtægter og udgifter, som er anmeldt til Energitilsynet. DONG Faste Vilkår A/S kan i sit regnskab indregne et overskud svarende til en forrentning af indskudskapitalen på 7,87 %, hvilket svarer til, at DONG Faste Vilkår A/S kan overføre en godkendt underdækning på DKK 8.485.396 til reguleringsåret 2005. Dog ledsages godkendelsen af 2 vilkår.

Energitilsynets finder, at den gaskøbskontrakt, som DONG Faste Vilkår A/S har indgået med DONG Naturgas A/S, ikke kan anses for at være indgået på markedsbestemte vilkår, hvorfor aftalen er i strid med bestemmelsen i NGFL § 28 c, stk. 1.

Energitilsynets godkendelse af selskabets reguleringsregnskab for 2004 er derfor betinget af, at DONG Faste Vilkår A/S hæver denne aftale med henblik på at indgå en kontrakt på markedsvilkår med DONG Naturgas A/S og/eller andre leverandører af naturgas, således at der senest pr. 1. januar 2007 foreligger en gaskøbsaftale for DONG Faste Vilkår A/S, der er indgået på markedsvilkår.

DONG Faste Vilkår A/S påbydes i den forbindelse senest den 1. januar 2007 over for Energitilsynets sekretariat at godtgøre, at der forud for aftaleindgåelsen er foretaget en markedsundersøgelse med henblik på at få fastslået, hvilke priser og vilkår, der i øvrigt er mulighed for at opnå på engrosmarkedet for handel med naturgas.

Energitilsynet finder, at det forhold, at DONG Faste Vilkår A/S ikke har indgået en skriftlig aftale om fordelingen af administrationsomkostningerne er i strid med bestemmelsen i NGFL § 28 c, stk. 2. Energitilsynets godkendelse af selskabets reguleringsregnskab er derfor også betinget af, at DONG Faste Vilkår A/S indgår en skriftlig aftale om fordeling af administrations-omkostninger, således at en sådan aftale foreligger senest for kalenderåret 2007.

Afgørelsen blev truffet uden afstemning.

Punkt 5b:

HNG Midt-Nord Salg A/S

Sagsbeskrivelse

Energitilsynet foretog dels en vurdering af, om selskabets prisfastsættelse over for forbrugerne foregår under iagttagelse af bestemmelserne i NGFL dels en vurdering af selskabets priser og overskud i reguleringsåret 2004, herunder en vurdering af, om bl.a. gaskøbskontrakter er indgået på markedsvilkår.

Begrundelse

Med hensyn til prisfastsættelsen over for forbrugerne har sekretariatet ingen indvendinger over for metoden, idet HNG Midt-Nord Salg A/S pr. 1. januar 2006 har besluttet at overføre samtlige kunder med særskilte rabatter til handelsselskabet. HNG Midt-Nord Salg A/S yder heller ikke volumenrabatter til forsyningspligtkunderne.

Samlet kan det i forhold til efterreguleringen for HNG Midt-Nord Salg A/S konkluderes, at Energitilsynet kan godkende reguleringsregnskabet for HNG Midt-Nord Salg A/S for kalenderåret 2004 med de indtægter, herunder prisfastsættelsen, og udgifter, som er anmeldt til Energitilsynet, dog kan Energitilsynet alene anerkende, at selskabet forrenter den del af indskudskapitalen, der ikke er indskudt i datterselskabet HNG Midt-Nord Handel A/S. HNG Midt-Nord Salg A/S kan i sit regnskab indregne en forrentning af indskudskapitalen på 8,11 %, hvilket svarer til, at HNG Midt-Nord A/S til regnskabsåret 2005 må overføre et overskud på DKK 6.885.843.

Afgørelse

Det meddeltes HNG Midt-Nord Salg A/S:

  • at Energitilsynet i medfør af NGFL § 37 b, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 287 af 20. april 2005, kan godkende HNG Midt-Nord Salg A/S prisfastsættelse og leveringsvilkår over for kunder, idet disse opfylder betingelserne i NGFL § 37, stk. 2.
  • at Energitilsynet i medfør af NGFL § 37 b, stk. 2, jf. stk. 1, og jf. § 37, stk. 1, kan godkende HNG Midt-Nord A/S reguleringsregnskab for 2004 med de udgifter og indtægter, der er anmeldt til Energitilsynet. Dog kan Energitilsynet ikke godkende, at selskabet foretager en forrentning af den del af indskudskapitalen, der udgør kapitalandel i datterselskabet HNG Midt-Nord Handel A/S. HNG Midt-Nord Salg A/S kan i sit efterreguleringsregnskab for 2004 indregne en forrentning af indskuds-kapitalen på 8,11 %, hvilket svarer til, at HNG Midt-Nord Salg A/S for reguleringsåret 2004 kan oppebære et overskud på i alt DKK 8.114.157. Da selskabet allerede har indregnet et overskud på DKK 15.000.000 betyder det, at HNG Midt-Nord Salg A/S må overføre et overskud på DKK 6.885.843 til reguleringsåret 2005.

Afgørelsen blev truffet uden afstemning.

Punkt 5c:

Statoil Gazelle Forsyning A/S

Sagsbeskrivelse

Energitilsynet foretog en vurdering af, om selskabets prisfastsættelse over for forbrugerne foregår under iagttagelse af bestemmelserne i NFGL samt en vurdering af selskabets priser og overskud i reguleringsåret, herunder en vurdering af, om bl.a. gaskøbskontrakter er indgået på markedsbestemte vilkår.

Begrundelse

Sammenfattende er det sekretariatets vurdering, at de prisfastsættelsesmetoder og leveringsvilkår, som Statoil Gazelle Forsyning A/S gør brug af ved salg af naturgas til forsyningspligtkunder opfylder betingelserne i naturgasforsyningslovens § 37.

Godkendelsen må dog gives på det vilkår, at Statoil Gazelle Forsyning A/S senest den 1. oktober 2006 over for Energitilsynets sekretariat har godtgjort, at den bloktarif, som selskabet gør brug af, er omkostningsbestemt.

Det er endvidere sekretariatets vurdering, at aftalen, som Statoil Gazelle Forsyning A/S har indgået med Statoil Gazelle A/S, ikke opfylder betingelsen i NGFL § 28 c stk. 1, idet Statoil Gazelle A/S forud for aftaleindgåelsen ikke har orienteret sig om markedsforholdene men blot har overladt det til koncernens handelsselskab at agere markedsmæssigt.

Samlet kan det i forhold til efterreguleringen for Statoil Gazelle Forsyning A/S konkluderes, at Energitilsynet kan godkende regnskabet for Statoil Gazelle Forsyning A/S for kalenderåret 2004 med de indtægter og udgifter - dog bortset fra afskrivningen af goodwill - som er anmeldt til Energitilsynet.

Godkendelsen må dog gives på vilkår af, at Statoil Gazelle Forsyning A/S indgår en gaskøbskontrakt på markedsbestemte vilkår, der senest gælder fra 1. januar 2007. I den forbindelse skal Statoil Gazelle Forsyning A/S over for Energitilsynets sekretariat kunne godtgøre, at der forud for indgåelsen af aftalen er foretaget en undersøgelse af markedet med henblik på at få fastslået, hvilke priser og vilkår, der i øvrigt er mulighed for at opnå på engrosmarkedet for handel med naturgas.

Afgørelse

Det meddeltes Statoil Gazelle Forsyning A/S:

  • at Energitilsynet i medfør af NGFL § 37 b, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 287 af 20. april 2005, kan godkende Statoil Gazelle Forsyning A/S prisfastsættelse og leveringsvilkår over for forsyningspligtkunder, idet disse opfylder betingelserne i NGFL § 37, stk. 2. Dog gives godkendelsen på det vilkår, at Statoil Gazelle Forsyning A/S senest 1. oktober 2006 over for sekretariatet godtgør, at den bloktarif, som selskabet gør brug af, er omkostningsbestemt.
  • at Energitilsynet i medfør af NGFL § 37, b, stk. 2, jf. stk. 1 og jf. § 37, stk. 1, kan godkende Statoil Gazelle Forsyning A/S reguleringsregnskab for 2004 med de udgifter og indtægter, der er anmeldt til Energitilsynet. Dog kan Energitilsynet ikke godkende, at Statoil Gazelle Forsyning A/S indregner afskrivning på goodwill i priserne over for forsyningspligtkunderne. Statoil Gazelle Forsyning A/S kan i sit reguleringsregnskab for 2004 indregne en forrentning af indskudskapitalen på 8,02 %, hvilket svarer til, at Statoil Gazelle Forsyning A/S for reguleringsåret 2004 kan oppebære et overskud på i alt DKK 801.902. Da selskabet allerede har indregnet et overskud på DKK 886.000 og samtidig har indregnet afskrivning af goodwill på DKK 1.487.000 som omkostning, betyder det, at Statoil Gazelle Forsyning A/S samlet skal overføre et overskud på DKK 1.571.098 til reguleringsåret 2005. Godkendelsen gives på det vilkår, at Statoil Gazelle Forsyning A/S indgår en gaskøbskontrakt på markedsbestemte vilkår, der senest gælder fra 1. januar 2007. I den forbindelse skal Statoil Gazelle Forsyning A/S senest 1. januar 2007 over for Energitilsynets sekretariat godtgøre, at der forud for aftaleindgåelsen er foretaget en undersøgelse af markedet med henblik på at få fastslået, hvilke priser og vilkår, der i øvrigt er mulighed for at opnå på engrosmarkedet for handel med naturgas.

Afgørelsen blev truffet uden afstemning.

Punkt 6:

Opfølgning af Energinet dk´s metoder for prisfastsættelse af gasaktiviteter

Sagsbeskrivelse

Energinet dk. har anmeldt deres metoder til prisfastsættelse af tarifferne for trans-mission af gas. Da 10 ud af 12 tidligere var godkendt var det kun 2 af punkterne, der skulle godkende, forrentningsgrundlag, og sats samt omkostningsbase og afskrivningsmetoder.

Begrundelse

Metoderne for forrentningsgrundlaget gik ud på, at der skulle skabes en buffer i form af egenkapital til at udjævne de prissvingninger, der normalt vil være i et sådant marked.

Størrelsen af bufferen skulle afhænge af prognoser for efterspørgslen samt prognoser for investeringer og finansiering. Metoden til omkostningsbasen og afskrivningsmetoder ville så vidt muligt svare til en direkte fordeling af omkostningerne til de områder, der brugte ressourcer.

De omkostninger, der ikke kan direkte fordeles bliver allokeret efter fordelingsnøgler.

Afgørelse

Energitilsynet vedtog at Energitilsynet i medfør af NGFL § 36a, stk. 1, kan godkende metode til fastsættelse af forrentningsgrundlag og -sats, idet metoden opfylder betingelserne i NGFL §§ 37 d stk. 1, og 38 stk. 1, samt i kapitel 2 og 3 i bekendtgørelsen om økonomisk regulering af Energinet.dk, jf. bekendtgørelse nr. 676 af 30. juni 2005. Der tages dog ikke stilling til de konkrete niveauer med denne afgørelse.

at Energitilsynet i medfør af NGFL § 36a, stk. 1, kan godkende metode til fastsættelse af omkostningsbasen og afskrivninger, idet metoden opfylder betingelserne i NGFL §§ 37 d, stk. 1, og 38 stk. 1, samt i kapitel 2 og 3 i bekendtgørelsen om økonomisk regulering af Energinet.dk, jf. bekendtgørelse nr. 676 af 30. juni 2005. Metoden, der her bruges, er i overensstemmelse med lovgivningen. Endvidere vurderes metoden som fornuftig på baggrund af de redskaber og den struktur, Energinet.dk besidder. Energitilsynet forventer dog, at når Energinet.dk bliver mere integreret som en virksomhed, vil der fremover være en større overgang til brug af tidsregistrering, således at den generelle fordelingsnøgle også bliver mere specifik. 

Afgørelsen blev truffet uden afstemning.

Punkt 7:

Gasgruppens klage over tarifferne for naturgasdistribution

Sagsbeskrivelse

Energi Viborg har på vegne af Gasgruppen klaget over HNG/Midt-Nords distributionstariffer for naturgas, som de ikke finder lever op til naturgasforsyningslovens krav om at reflektere de omkostninger, som de forskellige forbrugergrupper giver anledning til.

Begrundelse

Energitilsynet tog ikke Gasgruppens klage til følge, idet tilsynet fandt, at HGN/Midt-Nords og DONGs gældende metoder for fastsættelse af distributionstariffer ikke er i strid med naturgasforsyningsloven.

Energitilsynet lagde endvidere vægt på, at de konkrete tariffer er fastsat uafhængigt af transportafstand (frimærkeprincippet), at tarifferne er rimelige, objektive og ikke-diskriminerende og dækker de direkte henførbare omkostninger for de enkelte brugere samt at inddragelsen af naturgassens konkurrencemæssige stilling ikke er i strid med naturgasforsyningsloven.

Afgørelse

Det meddeles Gasgruppen, at Energitilsynet ikke kan tage Gasgruppens klage over HNG/Midt-Nords distributionstariffer til følge.

Tilsynet lægger herved vægt på, at HNG/Midt-Nords og DONGs gældende metoder for fastsættelse af distributionstariffer ikke er i strid med kravene i NGFL.

I relation til de konkrete tariffer lægger Energitilsynet vægt på, at HNG/Midt-Nords og DONGs tariffer er fastsat uafhængigt af transportafstand (frimærkeprincippet), at tarifferne er rimelige, objektive og ikke-diskriminerende og dækker de direkte henførbare omkostninger for de enkelte brugere samt at inddragelsen af naturgassens konkurrencemæssige stilling ikke er i strid med NGFL. 

Afgørelsen blev truffet uden afstemning.

Punkt 8:

VEKS´ støtte til fjernvarmeselskabernes lokale kampagner

Sagsbeskrivelse

Vestegnens Kraftvarmeselskab I/S (VEKS) havde anmodet Energitilsynet om at tage stilling til, hvorvidt selskabet kunne yde støtte til nogle af Vestegnens fjernvarme-selskabers lokale informationskampagner om energispareaktiviteter. Det var hensigten, at et støttebeløb på højst 80.000 kr./år skulle fordeles på indtil 4 kampagner af max. 20.000 kr. pr. kampagne.

Begrundelse

Tilsynet fandt, at varmeforsyningerne efter bek. 816 af 17.09.01 om energispareaktiviteter har en ret og pligt til at informere forbrugerne om energibesparende foranstaltninger. Energispareaktiviteter udført efter bekendtgørelsen kunne derfor betragtes som off. forpligtelser for de lokale forsyninger indenfor VEKS' forsyningsområde.

Endvidere fandt tilsynet, at et evt. samarbejde i VEKS forsyningsområde mellem de lokale forsyninger og VEKS om energispareaktiviteter, kunne bevirke visse stordriftsfordele under udførelse af de pålagte energispareaktiviteter, som oversteg merudgifterne herved, hvilket ville komme alle forbrugerne i hele VEKS forsyningsområde til gode.

Endvidere kunne et samarbejde give en bedre videndeling samt erfaringsudveksling om energispareaktiviteter indenfor VEKS samlede forsyningsområde. Idet den samlede kampagnestøtte på 80.000 kr./år, svarede til 60-70 øre pr. forbruger i VEKS' forsyningsområde, kunne det ønskede kampagnebeløb under visse betingelser (se nedenfor) indregnes som nødvendige omkostninger i selskabets priser.

Endelig havde VEKS ønsket mulighed for, at kampagnestøtten evt. skulle gives ved (delvis) anvendelse af selskabets eget personale. Udover de relevante timesatser for medarbejdere deltog i støttearbejdet, ønskede VEKS at indregne et dækningsbidrag på 120 % til dækning af selskabets omkostninger udover den direkte lønomkostning - dvs. fx omkostninger til husleje, inventar, lys, varme, porto, efteruddannelse og kørsel. Dækningsbidraget svarede til, hvad rådgivende ingeniørfirmaer anvendte.

Tilsynet fandt, at som omfattet af hvile i sig selv-princippet, jf. § 2, stk. 8, i selskabets vedtægter, måtte VEKS alene indregne nødvendige omkostninger i varmeprisen, jf. vfl. § 20, stk. 1. VEKS skulle derfor begrunde rimeligheden i at anvende et dækningsbidrag på 120 % nærmere, jf. vfl. § 21, stk. 4.

Afgørelse

Tilsynet vedtog, at meddele VEKS,

  • at energispareaktiviteter, som skal udføres inden for rammerne af bek. 816 af 17.09.01 om energispareaktiviteter, er at betragte som offentlige forpligtelser for de lokale varmeforsyninger, der modtager varme fra VEKS, hvorved varmeforsyningerne ved levering til det indenlandske marked af opvarmet vand eller damp kan indregne nødvendige udgifter til sådanne aktiviteter i varmepriserne, jf. vfl. § 20, stk. 1, jf. § 29, stk. 1, nr. 1-3.
  • at VEKS udgifter på op til i alt 80.000 kr. i forbindelse med informationskampagner om energispareaktiviteter, der rettes mod slutbrugere hos fjernvarmeselskaber indenfor VEKS forsyningsområdelokale, kan anses som indregningsberettigede omkostninger, jf. vfl. § 20, stk. 1, jf. § 29, stk. 1, nr. 1-3, forudsat
  • at energispareaktiviteterne er omfattet af bek. nr. 816 af 17.09.01
  • at aktiviteterne derfor skal være ikke-kommercielle og tilbydes vederlagsfrit til forbrugerne, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1
  • at varmeforsyninger, der indenfor VEKS forsyningsområde modtager ovennævnte støtte, under deres budgetlægning og regnskabsaflæggelse modregner den modtagne støtte i egne energispareaktiviteter, som iværksættes efter bek. nr. 816. Herved sikres, at varmeprisen hos slutbrugerne ikke forøges udover hvad den ellers ville være steget, såfremt de lokale forsyninger i VEKS forsyningsområde selv have opkrævet udgifterne herved
  • at de lokale varmeforsyninger ved udarbejdelse af budgetter og aflæggelse af regnskaber specificerer deres omkostninger til energispareopgaver, jf. bekendtgørelsens § 17, stk. 1
  • at støtten fremgår af VEKS budgetter og regnskaber som anmeldes til Energitilsynet, jf. vfl. § 21, stk. 1, og at støtten ikke rammer det loft som Energistyrelsen kan beslutte, jf. bekendtgørelsens § 11, stk. 1, nr. 4.
  • at VEKS ved anvendelse af egne arbejdstimer til støtte ved energisparekampagne hos de lokale varmeforsyninger i VEKS forsyningsområde, ikke kan anvende 120 % i dækningsbidrag, der benyttes i private rådgivningsfirmaer, uden at VEKS konkret begrunder, at dette er rimeligt i forhold til de aktiviteter der her er tale om, jf. varmeforsyningslovens § 21, stk. 4.

Afgørelsen blev truffet uden afstemning.

Punkt 8A:

E.ON Varme opfyldelse af varmeforsyningslovens § 23h

Sagsbeskrivelse

En forbruger under E.ON Varme havde klaget til Energitilsynet over, at E.ON Varme (indtil 1. oktober 2005 Nesa Varme A/S) ikke overholdt varmeforsyningslovens § 23 h´s krav om, at et flertal af bestyrelsesmedlemmerne i selskabets bestyrelse skal være valgt af forbrugerne i selskabets forsyningsområde.

Endvidere fandt klageren, at Energitilsynet havde forsømt sin tilsynsforpligtelse ved ikke at gribe ind over for den manglende overholdelse.

E.ON Varme havde stillet forslag om, at varmeforsyningslovens § 23 h opfyldes ved, at E.ON Varme omdannes til et anpartsselskab, og at de kommuner, hvor E.ON Varme ejer fremføringsanlæg vælger flertallet af repræsentanterne til E.ON Varmes bestyrelse.

Begrundelse

Energitilsynet fandt, at § 23 h´s krav om forbrugerindflydelse må anses for at være opfyldt, hvis et anpartsselskabs bestyrelse overdrager sin vedtægtsbestemte ret til at vælge bestyrelsesmedlemmerne til kommunerne i de berørte områder, idet forbrugerne har valgt de pågældende kommunalbestyrelser og der igennem har haft indflydelse på valget af forbrugerrepræsentanter.

Afgørelse

Energitilsynet vedtog at meddele klageren:

  • at ændringen i E.ON Varmes vedtægter, efter selskabets omdannelse til anpartsselskab, hvorefter de berørte kommuner udpeger repræsentanter til E.ON Varmes bestyrelse må anses for at opfylde bestemmelsen i varmeforsyningslovens § 23 h.
  • at Energitilsynets afgørelser alene er fremadrettede, og at Energitilsynet ikke har mulighed for at gå ind i enm bedømmelse af hvilke konsekvenser manglende overholdelse af lovens regler har for dispositioner, der foreligger forud for tilsynets afgørelse, og
  • at Energitilsynet anmoder E.ON Varme om en tidsplan for gennemførelsen af valget af forbrugerrepræsentanter.

Afgørelsen blev truffet uden afstemning.

Punkt 9:

I/S Fasan - modregning i varmeprisen af CO2-kvoter tildelt til varmeproduktion

Sagsbeskrivelse

Næstved Varmeværk a.m.b.a. klagede over, at varmeproducenten, I/S Fasan, ikke havde overdraget overskydende CO2-kvoter for år 2005 til Næstved Varmeværk.

Begrundelse

Sagen drejede sig om hvorvidt modregningen af de gratis tildelte CO2-kvoter til varme, som I/S Fasan havde tilovers for 2005, skulle ske således, at I/S Fasan vederlagsfrit skulle overføre det overskydende antal kvoter til Næstved Varmeværk, eller om det var tilstrækkeligt, at det blev sikret at den økonomiske værdi af de overskydende kvoter blev modregnet i varmeprisen.

Afgørelse

Energitilsynet vedtog

  • at meddele Næstved Varmeværk a.m.b.a. og I/S Fasan, at Energitilsynet finder, at modregning i varmeprisen af de overskydende CO2-kvoter skal ske i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse nr. 950 af 11. oktober 2005 om modregning i varmeprisen af CO2-kvoter tildelt til varmeproduktion. I/S Fasan pålægges som følge heraf vederlagsfrit at overføre det antal CO2-kvoter til varmeproduktion fra år 2005, som Næstved Varmeværk i henhold til opgørelsen i bekendtgørelsens §§ 6 og 7 har krav på - med mindre der senest den 1. september 2006 i medfør at bekendtgørelsens § 8 er indgået en aftale mellem parterne om, at værdien af de overskydende kvoter på anden måde indregnes i varmeprisen. Eventuel aftale mellem parterne skal anmeldes til Energitilsynet senest den 1. september 2006, jf. bekendtgørelsens § 9.

Afgørelsen blev truffet uden afstemning.

Punkt 10:

Administrationen af CO2-kvoteordning

Sagsbeskrivelse

Center for Energi orienterede i et notat om administrationen af CO2-kvoteordningen.

Punkt 11:

Mundtlig præsentation af nyt indberetningssystem

Sagsbeskrivelse

Center for Energi foretog en demonstration af nyt indberetningssystem for varmepriser som er udviklet i et samarbejde med Energistyrelsen og fuldt integreret med Økonomi - og Erhvervsministeriets portal for virksomhedernes kontakt med det offentlige.

Punkt 12:

Tilsyn med branchevejledninger i medfør af elforsyningslovens § 73 b

Sagsbeskrivelse

Center for Energi orienterede i et notat om, hvad der forstås ved "efter regler fastsat af tilsynet" i elforsyningslovens § 73b.

Punkt 13:

Status for stikprøveundersøgelsen af fjernvarmeforsyningerne

Sagsbeskrivelse

Center for Energi redegjorde i et notat for status for stikprøveundersøgelsen af fjernvarmeforsyningerne.

Punkt 14:

Brøndby Fjernvarme - gennemgang af budgetter og regnskaber

Sagsbeskrivelse

Center for Energi redegjorde i et notat for centrets gennemgang af Brøndby Fjernvarmes budgetter og regnskaber.

Punkt 15:

Eventuelt

Sagsbeskrivelse

Ingen bemærkninger.

 

 

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO