Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Uddrag af meddelelser fra Energitilsynets sekretariat

1. Nye klagesager for Energiklagenævnet

1.1 Naturgas Fyn - adgangen til benyttelse af Naturgas Fyns distributionsnet - Energitilsynets afgørelse påklaget af henholdsvis Naturgas Fyn A/S og Dong Naturgas A/S
Naturgas Fyn A/S har klaget til Energiklagenævnet over tilsynets afgørelse af 31. marts 2005 om påbud om anmeldelse og offentliggørelse af selskabets betingelser for samfakturering.

DONG Naturgas A/S har klaget til Energiklagenævnet over, at tilsynet i samme afgørelse ikke fandt, at DONG blev nægtet adgang til distributionsnettet.

1.2 HEF Net A/S - indregning af nettab i HEFs netpris over for Aars Elforsyning - sekretariatsafgørelse påklaget af HEF Net A/S
Ved afgørelse af 26. oktober 2004 hjemviste Energiklagenævnet en afgørelse truffet af Energitilsynets sekretariat til fornyet behandling under hensyntagen til, at klagenævnet fandt det rigtigst på baggrund af det af sagens parter anførte over for nævnet, at Energitilsynet i første instans foretog en vurdering af fordelingen af nettabsomkostninger.

Det var Energitilsynets sekretariats vurdering i den fornyede behandling, at Aars Elforsyning havde betalt en overpris på 0,52 øre/kWh for samtlige modtagne kWh fra HEF, og yderligere en overpris på 1,18 øre/kWh for højspændingskundernes andel af de modtagne kWh. Om gennemsnittet af de to beløb gav det af Energiklagenævnet beregnede beløb på 1,05 øre/kWh, afhang efter sekretariatets vurdering af den faktiske fordeling af kWh forbruget mellem højspændings- og lavspændingskundernes hos Aars Elforsyning i perioden.

Afgørelsen er af HEF Net A/S indbragt for Energiklagenævnet.

Energiklagenævnets afgørelse er tidligere omtalt under punkt 2.4 i Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat til Energitilsynets møde den 22. november 2004.

1.3 Udtrædelsesgodtgørelse til Hirtshals Fjernvarme A.m.b.a. - sekretariatsafgørelse påklaget af husejer
Advokat Svend Ravn, Hirtshals, har klaget til Energiklagenævnet over en sekretariatsafgørelse af 14. april 2005 om udtrædelsesgodtgørelse til Hirtshals Fjernvarme. Sekretariatet fandt det i overensstemmelse med varmforsyningslovens bestemmelser, at fjernvarmeværket i den konkrete sag havde opkrævet udtrædelsesgodtgørelse. Sagen drejede sig om en udtrædelse per 31. maj 2002.

Det fremgår af værkets anmeldelser til Energitilsynets register, at antallet af tilsluttede m2 faldt fra 357.593 i 2001/2002 til 355.758 i 2002/2003. Sekretariatet fandt derfor ikke, at det ville være muligt for værket at overdrage den ledigblevne kapacitet til andre kunder. I denne situation har fjernvarmeværket hjemmel i værkets vedtægter til at opkræve udtrædelsesgodtgørelse.

1.4 Forsyningspligtige elvirksomheder - underkendelse af prisfastsættelsen for 2. kvartal 2005 - sekretariatsafgørelse påklaget af Dansk Energi på vegne af 21 forsyningspligtselskaber
Energitilsynets sekretariat har den 29. marts 2005 truffet afgørelse vedr. priskontrollen af de forsyningspligtige elprodukter for 2. kvartal 2005, jf. elforsyningslovens § 72.

Dansk Energi har på vegne af 21 virksomheder med forsyningspligtbevilling anket sekretariatets afgørelse til Energiklagenævnet. Dansk Energi gør i sin anke gældende, at sekretariatets afgørelser er ugyldig fordi: 

1)      Der ikke er den fornødne hjemmel til, at Energitilsynet kan fastsætte kvartalspriser med bindende virkning for hver enkelt forsyningspligtvirksomhed.

2)      At Energitilsynets metode til priskontrollen ikke er forenelig med elforsyningslovens § 72.

3)      At Energitilsynets afgørelser ikke tager hensyn til virksomhedernes rettidigt anmeldte elhandelskontrakter i overensstemmelse med overgangsbestemmelsen i § 4, stk. 4 i lov 494 af 9. juni 2004.

Dansk Energi har den 2. maj 2005 anket sagen til Energiklagenævnet. Det fremgår af klagen, at Dansk Energi er indforstået med, at behandlingen af klagen for 2. kvartal 2005 stilles i bero indtil Energiklagenævnet har færdigbehandlet Dansk Energis tilsvarende klage vedr. 1. kvartal 2005.


2. Afgørelser og meddelelser fra Energiklagenævnet

2.1 Afregning af varme fra halmtilsatsfyring i Århus - Energitilsynets afgørelse hjemvist
Energiklagenævnet har ved afgørelse af 11. april 2005 hjemvist Energitilsynets afgørelse af 26. april 2004 (dagsordenens punkt 9) om afregning af varme fra halmtilsatsfyring i Århus. Indbringelsen for klagenævnet er omtalt i meddelelser til møde 52 den 28. juni 2004.

Sagen drejede sig om Elsam A/S, Århus Kommunale Værker og Odense Kommunale Fjernvarmeforsynings anmodning om, at tilsynet bistod ved forhandlingerne om prisen for varme ved halmtilsatsfyring.

Energitilsynet vejledte herved parterne om indholdet i den tidligere afgørelse om prisberegningen for tilsatsfyring med halm. Afgørelsen blev truffet i tilsynsmødet den 3. februar 2003 - Elsam, Studstrupværket - prisfastsættelse på varme produceret ved tilsatsfyring af halm (dagsordenens punkt 4). Denne afgørelse blev ikke indbragt for Energiklagenævnet og står derfor fast.

Energiklagenævnet afviser, at der ved tilsynets fornyede behandling af sagen alene er tale om en vejledning, men at behandlingen af sagen må anses for en genoptagelse i forhold til afgørelsen af 3. februar 2003. Sekretariatet havde anført, at der ikke forelå en ny afgørelse, som klagenævnet skulle tage stilling til.

Nævnet finder endvidere, at samfundshensyn tilsiger, at sagen ikke trækkes urimelig længe ud. Elsam Kraft A/S og Århus Kommunale Værker pålægges derfor inden for 6 måneder at udarbejde og forelægge for Energitilsynet en metode (model) for prisberegningen i overensstemmelse med retningslinier, som fremgår af afgørelsen. Desuden skal parterne fastlægge en omkostningsfordeling.

Odense Kommunale Varmeforsyning bad den 23. september 2004 klagenævnet om at stille forsyningens klage i bero. Afgørelsen angår derfor kun Århus Kommunale Værkers klage.


3. Formandsafgørelser

Der er ikke i perioden efter sidste udgave af Meddelelser truffet afgørelser af Energitilsynets formand i henhold til § 3, stk. 3, i Energitilsynets forretningsorden.


4. Større væsentlige sager afgjort af sekretariatet

Der er ikke sager at referere under dette punkt.


5. Høringssvar

Der er ikke fra sekretariatet afgivet høringssvar siden sidste udgave af Meddelelser.


6. Andre forhold

6.1 Elprisstatistik maj 2005
Sekretariatets månedlige oversigt over elpriserne i maj 2005 er vedlagt som bilag til Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat.

6.2 Indberetning til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, jf. elforsynings- og varmeforsyningsloven
Ifølge elforsyningslovens § 37 (EFL) og varmeforsyningslovens § 23 e (VFL), skal Energitilsynet godkende kommunernes og amtskommunernes indberettede vederlag ved og uddelinger fra afståelser af energivirksomheder. Firsten for kommunernes indberetning er ifølge loven den 1. februar hvert år.

Indberetningen sker med henblik på reduktion af de kommunale og amtskommunale statstilskud efter lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner.

På sidste møde godkendte tilsynet 6 kommuners og amtskommuners indberetninger.

To yderligere kommuners (Rødby og Holeby) indberetninger måtte afvente yderligere dokumentation for oplysningen om rådighedsbeløb og rådighedsdatoer. Tilsynets formand bemyndigedes til at godkende beløb og datoer, når tilstrækkelig dokumentation forelå.

Sekretariatet har efterfølgende med forbehold for nævnte dokumentation indberettet de 8 kommuner og amtskommuner til Indenrigs- og Sundhedsministeriet inden den ifølge loven fastsatte frist den 1. maj 2005. Nævnte dokumentation er siden modtaget, og forbeholdet over for Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil derfor snarest blive ophævet.

Den 21. april 2005 vedtog folketinget en ændring af nævnte to lovbestemmelser, som betyder, at de af kommunerne og amtskommunerne indberettede forrentninger skal beregnes om. Med de hidtidige regler skulle det indberettede beløb tillægges en forrentning frem til 1. juli året efter. Det er nu med virkning for i år ændret til den 1. november i år.

På den baggrund vil Sekretariatet snarest foretage en ny beregnet forrentning af de 8 kommuners og amtskommuners indberettede rådighedsbeløb, og efter de berørte kommuners og amtskommuners godkendelse oversende de ændrede beløb til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Det skal for god ordens skyld slutteligt bemærkes, at hverken departementet, Energitilsynet eller Energistyrelsen har været hørt eller på forhånd orienteret om denne lovændring, der er gennemført på Indenrigs- og Sundhedsministerens initiativ.

6.3 Opfølgning efter Energitilsynets godkendelse af kommuners og amtskommuners indberetning af vederlag ved og uddelinger fra afståelser af energivirksomheder
I tilsynsnotatet til punkt 9 på sidste møde angående elforsyningslovens § 37 (EFL) og varmeforsyningslovens § 23 e (VFL), hvorefter Energitilsynet skal godkende kommunernes og amtskommunernes indberettede modtagne vederlag fra afståelser (udbytter og salg) anførtes følgende:

"Det skal bemærkes, at det af lovbestemmelserne fremgår, at det er de berørte kommuner og amtskommuner, der af egen drift skal foretage indberetning til Energitilsynet.

Der er ikke modtaget indberetninger fra andre end de ovennævnte kommuner i henhold til de gældende regler angående året 2004.

Forløbet af indberetningerne har dog vist, at der er behov for en mere aktiv fremfærd fra Tilsynets side. Sekretariatet agter på den baggrund senere ved skriftlig henvendelse til samtlige kommuner og amtskommuner at bringe ovennævnte indberetningsregler i erindring.

Problemstillingen vil dog forinden blive drøftet med Indenrigs- og Sundhedsministeriet samt eventuelt med Kommunernes Landsforening."

Sekretariatet har udarbejdet et udkast til en påmindelse af kommunerne, der samtidig imødeser behovet for en forenkling af sagsgangen.

Ifølge den forenklede sagsgang vil Sekretariatet fremover, inden der indberettes til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, alene kontrollere om revisor har attesteret oplysningernes rigtighed i de foretagne indberetninger samt foretage eventuelle registreringer heraf i Energitilsynets register. Yderligere kontrol af den beregnede forrentnings og krydsrevision med bankudskrifter m.m. vil ikke længere blive foretaget.

Den forenklede sagsgang er sendt til Indenrigs- og Sundhedsministeriet samt Kommunernes Landsforening til udtalelse. Så snart hørings fristen er udløbet vil Sekretariatet sende påmindelsen til kommunerne og amtskommunerne.

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO