Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Møde nr. 59


Til stede fra Energitilsynet var Uffe Bundgaard-Jørgensen, Jacob Erik Holmblad, Lone Johnsen, Anders Larsen, Ulla Neergaard, Preben Schou, Jens Sejer Sørensen. Torben Riber og Jørgen Aamand deltog som suppleanter.

Til stede fra sekretariatet var: Mogens Kring, Nils Jan Hansen, Niels Fugmann, Nina Koch og Johan Piper.


Mødet havde følgende dagsorden:

1. Inhabilitet på møde nr. 59
2. Meddelelser fra Formanden
3. Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat samt information fra sekretariatschefen


Sager til beslutning

4. Energitilsynets administrations- og dokumentationskrav i forbindelse med begrebet "nødvendige nyinvesteringer" i indtægtsrammebekendtgørelsen
5 .Aalborg Fjernvarmeforsyning ? klage fra forbruger over fjernvarmeregning efter rørskade
6. (udgået)  
7. FynsNet - klage fra Ravdex A/S over afregningsmåling på et lavere spændingsniveau end leveret


Sager til orientering / drøftelse 

8. Status i væsentlige verserende sager og sagsområder
9. Strukturændringer i el- og naturgassektorerne og fremtidigt tilsyn
10. Eventuelt


ad punkt 1: Inhabilitet på møde nr. 59

Der forelå ikke til mødet oplysninger om mulig inhabilitet ved behandlingen af dagsordenens punkter.


ad punkt 2: Meddelelser fra formanden

Formanden bød velkommen til Ulla Neergaard, der pr. 15. februar 2005 er udpeget af økonomi- og erhvervsministeren som nyt medlem af Energitilsynet. Ulla Neergaard er lektor på Juridisk Institut ved Handelshøjskolen i København. Ulla Neergaard er også medlem af Konkurrencerådet. Samtidig udtræder Ellen Margrethe Basse som medlem af Energitilsynet.

Formanden oplyste, at Energitilsynet har skiftet ministerområde fra Økonomi- og Erhvervsministeriet til Trafik- og Energiministeriet, der nu har skiftet navn til Transport-  og Energiministeriet

Af den kongelige resolution af 18. februar 2005 fremgår "at ressortansvaret for sager vedrørende energilovgivningen overføres fra økonomi- og erhvervsministeren til trafikministeren med den bemærkning, at Energitilsynet fortsat sekretariatsbetjenes af Konkurrencestyrelsen".

Energitilsynet og dettes sekretariat var også i perioden januar 2000 - november 2001 "fordelt" på to ministerområder.


ad punkt 3: Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat samt information fra sekretariatschefen

Uddrag af Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat er vedlagt som bilag til referatet.


ad punkt 4: Energitilsynets administrations- og dokumentationskrav i forbindelse med begrebet "nødvendige nyinvesteringer" i indtægtsrammebekendtgørelsen

På grundlag af et af sekretariatet udarbejdet notat drøftede medlemmerne spørgsmålet om krav til administration og dokumentation i forbindelse med begrebet "nødvendig nyinvestering" i bekendtgørelse nr. 1520 af 23. december 2004 om indtægtsrammer for netvirksomheder og regionale transmissionsvirksomheder omfattet af elforsyningsloven samt udformning af regler om ansøgning og dokumentation. Notatet om sagen vil blive udbygget og igen forelagt tilsynet til beslutning på et senere møde.


ad punkt 5: Aalborg Fjernvarmeforsyning - klage fra forbruger over fjernvarmeregning efter rørskade

En forbruger som forsynes af Aalborg Fjernvarmeforsyning (værket) har haft en rørskade på sin fjernvarmeinstallation. Ca. 950 m3 fjernvarmevand er uden synlige tegn løbet ud af fjernvarmerøret, der efter måleren var ført under gulvet i en garage. Forbrugeren har klaget over, at værket efterfølgende har fremsendt en regning for hele det registrerede varmeforbrug i varmeåret 2003/2004, der var tredoblet i forhold til tidligere år, og for det estimerede tab af værkets spædevand.

Værket har i sagen henvist til værkets leveringsbestemmelser, hvori det anbefales kunder at føre jævnlig kontrol med forbruget. Værket mente ikke, at det havde mulighed for at konstatere fejl i kundens interne varmeanlæg eller et forøget spædevandsforbrug hos denne. Værket fandt endvidere i overensstemmelse med dets leveringsbetingelser, at det er kunden, som er ansvarlig for spild og fejl på sit interne varmeanlæg.

Ingen af sagens parter havde begæret målerafprøvning foretaget og der var ikke i sagen fremkommet oplysninger om, at klager ikke har indberettet måleraflæsninger rettidigt til værket. En beregning viser, at 951 m3 fjernvarmevand skønnes tabt ved lækagen. Ingen af sagens parter havde anfægtet disse forhold.

Energitilsynet vedtog, at meddele klager og Aalborg Fjernvarmeforsyning, at Energitilsynet finder, at klagers betaling for varmeåret 2003/2004 bør fastlægges som et (graddage) beregnet forbrug på grundlag af en periode uden fejl på anlægget, og at det findes urimeligt, jf. varmeforsyningslovens § 21, stk. 4, såfremt klager pålægges at betale øvrige merudgifter til spædevand samt varmeforbrug udover det graddageberegnede forbrug i det varmeår hvori lækagen blev konstateret.


ad punkt 6: (udgået)


ad punkt 7: FynsNet - klage fra Ravdex A/S over afregningsmåling på et lavere spændingsniveau end leveret

På grundlag af et af sekretariatet udarbejdet notat drøftede medlemmerne afregningsmåling ved ellevering på 60 og 10 kV-niveau samt transformertab ved levering på 60 kV-niveau til en 60/10 kV-transformatorstation, ejet af Ravdex. Notatet om sagen vil blive udbygget og igen forelagt tilsynet til beslutning på et senere møde.


ad punkt 8: Status i væsentlige verserende sager og sagsområder

I et af sekretariatet udarbejdet notat orienteredes medlemmerne om status for udvalgte sager og sagsområder, der er under behandling i sekretariatet.


ad punkt 9: Strukturændringer i el- og naturgassektorerne og fremtidigt tilsyn

I et af sekretariatet udarbejdet notat orienteredes medlemmerne om strukturændringerne indenfor el- og naturgassektorerne og fremtidigt tilsyn efter ændringerne.


ad punkt 10: Eventuelt

Næste møde i Energitilsynet er onsdag den 30. marts 2005.

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO