Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Møde 68


Til stede fra Energitilsynet var Uffe Bundgaard-Jørgensen, Jacob Erik Holmblad, Lone Johnsen, Ulla Neergaard, Anders Larsen og Jens Sejer Sørensen. Jørgen Aamand deltog som stemmeberettiget. Torben Riber deltog i sin egenskab af suppleant.

Til stede fra sekretariatet var Finn Dehlbæk, Niels Fugmann, Nils Jan Hansen, Merete Rasmussen og Marianne Larsson.

Der var afbud fra Preben Schou.


Dagsorden:

1. Inhabilitet på møde nr. 68
2. Meddelelser fra Formanden
3. Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat samt information fra vicedirektøren     


Sager til beslutning

4. NESA Net - indregning af tab på Det Danske Stålvalseværk i indtægtsrammen
5. KE Transmission - anmodning om genberegning af indtægtsrammen for 2004
6. Faktureringsregler på naturgasområdet
7. Dansk Fjernvarmes vejledninger:

a.       Almindelige leveringsbestemmelser for fjernvarme
b.      Vedtægter
c.       Restanceinddrivelse
d.      Beregning af fjernvarmeforbrug
e.       Tariffer    


Sager til orientering / drøftelse

8. Eventuelt


ad punkt 1: Inhabilitet

Der forelå ikke til mødet oplysninger om mulig inhabilitet ved behandlingen af dagsordenens punkter.


ad punkt 2: Meddelelser fra Formanden

Vedrørende invitationen fra Dansk Fjernvarme som blev omtalt på sidste møde, havde vicedirektør Finn Dehlbæk aftalt, at repræsentanter for foreningen på et tidspunkt, som medlemmerne finder passende, kommer og holder et indlæg om fjernvarme. Der vil derefter blive arrangeret en besigtigelse af et nærliggende fjernvarmeværk.

Formanden redegjorde herefter nærmere for det tidsmæssige forløb af den stikprøveundersøgelse, der blev omtalt under pkt. 7 på Energitilsynets møde den 28. november 2005.

I arbejdsgruppen om Energitilsynets kommunikation var det blevet besluttet, at Energitilsynet skulle starte udsendelsen af et elektronisk nyhedsbrev. Et skærmprint af det første nyhedsbrev blev omdelt til medlemmerne, der kunne sende eventuelle bemærkninger til sekretariatet.


ad punkt 3: Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat samt information fra vicedirektøren

Uddrag af Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat er vedlagt som bilag til referatet.


ad punkt 4; Nesa Net - indregning af tab på Det Danske Stålvalseværk i indtægtsrammen

På Energitilsynsmødet den 30. august 2004 blev det besluttet, at Nesa kunne forhøje indtægtsrammen med den del af det endeligt konstaterede tab ved Stålvalseværkets konkurs i 2003, der oversteg 3 % af indtægtsrammen.

Det forventede tab er af boets kurator den 2. maj 2005 opgjort til 3,508 mio. kr.

Nesa har den 14. juni 2005 anmodet om, at dette beløb indregnes i indtægtsrammen for 2004 med en eventuel efterregulering, hvis det endelige tab bliver anderledes. Endvidere har selskabet forespurgt om, hvorledes tab på debitorer henholdsvis beløb indgået på tidligere afskrevne fordringer skal indgå i reguleringsregnskabet.

Samme dag som Tilsynet besluttede, at NESA kunne forhøje rammen med en del af tabet fra stålvalseværket - nemlig den 30. august 2004 - blev der imidlertid af Energistyrelsen udstedt en ny bekendtgørelse 899 om indtægtsrammer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 10. september 2004. Med bekendtgørelse 899 blev det tidligere prisfastsættelsesprincip, der baserede sig på omkostningsrammer og forrentning forladt og erstattet af et princip, der baserer sig på at indtægtsrammen for 2004 fastsættes til de indtægter, virksomheden vil have i 2004, når det forudsættes, at tarifferne pr. 1. januar 2004 for ydelser omfattet af bevillingen fastholdes uændret i 2004.

Som en konsekvens af den regulering, der fulgte af den politiske aftale på energiområdet fra foråret 2004, vedtog Energitilsynet at meddele Nesa Net A/S,

  • at tab på debitorer i 2002 ikke kan opkræves, idet § 38 i bek. 944 af 29. oktober 2004 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet på 150 kV og derunder blev ophævet med ikrafttræden af bek. 899 af 30. august 2004 om indtægtsrammer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder.
  • at selskabets indtægtsramme for 2004, jf. § 4 i bek. 899 af 30. august 2004 fastsættes som svarende til de indtægter, virksomheden vil have i 2004, når det forudsættes, at tarifferne pr. 1. januar 2004 for ydelser omfattet af bevillingen som virksomheden har anmeldt til Energitilsynet fastholdes uændret i 2004.
  • at såvel tab på debitorer som beløb, der er indgået på tidligere afskrevne fordringer skal indgå i driftsmæssige indtægter i 2004, jf. § 4 i indtægtsrammebekendtgørelse 899 af 30. august 2004.


ad punkt 5: KE Transmission - anmodning om genberegning af indtægtsrammen for 2004

KE Transmission A/S (Københavns Energis Transmissionsselskab, (KET)) lagde i efteråret 2003 sit budget for 2004 for betaling fra Elkraft System for at stille KETs transmissionsnet til rådighed på baggrund af et udkast til ny indtægtsrammebekendtgørelse. KET havde opnået kendskab til udkastet gennem sin deltagelse i en arbejdsgruppe, hvori bl.a. KE deltog som repræsentant for Dansk Energi.

Udkastet til indtægtsrammebekendtgørelse var af Energistyrelsen blevet sendt i høring, men den endelige bekendtgørelse blev ikke udstedt i den form, som udkastet havde. I stedet blev udstedt bekendtgørelse nr. 899 af 30. august 2004 om indtægtsrammer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder, der trådte i kraft den 10. september 2004.

I 2004 blev selskabets indtægtsramme fastsat efter bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 899 af 30. august 2004 om indtægtsrammer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder, der trådte i kraft den 10. september 2004.

Alene sager for Energiklagenævnet eller Energitilsynet om opgørelse af netvirksomheders og transmissionsvirksomheders aktivværdier og driftsomkostninger for perioden 2000-2003 færdigbehandles efter reglerne i de tidligere indtægtsrammebekendtgørelser (944 af 29. oktober 2001 og bekendtgørelse nr. 1182 af 15. december 2000).

Med bekendtgørelse 899 blev det tidligere prisfastsættelsesprincip, der baserede sig på omkostningsrammer og forrentning forladt og erstattet af et princip, der baserer sig på at indtægtsrammen for 2004 fastsættes til de indtægter, virksomheden vil have i 2004, når det forudsættes, at tarifferne pr. 1. januar 2004 for ydelser omfattet af bevillingen fastholdes uændret i 2004.

Energitilsynet vedtog, at meddele KE Transmission at som en konsekvens af den regulering, der fulgte af den politiske aftale på energiområdet fra foråret 2004 fastsættes selskabets indtægtsramme for 2004, jf. § 4 i bekendtgørelse nr.. 899 af 30. august 2004 som svarende til de indtægter, virksomheden vil have i 2004, når det forudsættes, at tarifferne pr. 1. januar 2004 for ydelser omfattet af bevillingen som virksomheden har anmeldt til Energitilsynet fastholdes uændret i 2004.


ad punkt 6: Faktureringsregler på naturgasområdet

Energitilsynet har i medfør af naturgasforsyningslovens § 42 a, stk. 3 ansvaret for at sikre gennemsigtighed omkring priser, tariffer, rabatter og vilkår på naturgasområdet. I medfør af bestemmelsen skal tilsynet fastsætte regler om fakturering og specificering af omkostninger overfor modtagere af transport- og energiydelser.

Reglerne skal - sammen med de allerede af Energitilsynet udstedte regler om selskabernes offentliggørelse af priser og vilkår - sikre implementeringen af naturgasdirektivets artikel 25, stk. 1, litra h, om at der skal føres tilsyn med omfanget af gennemsigtighed samt kravet i direktivets bilag A, om at forbrugerne skal modtage gennemsigtige oplysninger om gældende priser og tariffer og om standardvilkår og betingelser for adgang til og brug af naturgasleverancer.

Reglerne retter sig mod distributions-, forsyningspligt- og handelsselskaberne, som er de selskaber, der har/ kan have et direkte afregningsforhold til naturgasforbrugeren/ - kunden.

Formålet med reglerne er både at sikre en forenkling og tydeliggørelse af reglerne så de private forbrugere og de små virksomheder kan forstå deres naturgasregning, hvor hovedelementerne er betaling af naturgas (og moms), distribution samt afgifter.

Reglerne har imidlertid også til formål, at sikre gennemsigtighed og dermed reel konkurrence i forbindelse med de større professionelle virksomheders køb af naturgas på markedsvilkår.

Energitilsynets sekretariat har fastsat reglerne i dialog med branchen og relevante organisationer, for at sikre reglernes anvendelighed og for at skabe en enighed om og tilslutning til de fastsatte rammer.

Energitilsynet tilsluttede sig, at det i medfør af naturgasforsyningslovens § 42 a, stk. 3 udarbejdede bekendtgørelsesudkast om fakturering og specificering af omkostninger overfor transport og energiydelser sendes i høring.


ad punkt 7: Dansk Fjernvarmes vejledninger

Med den nye bestemmelse i varmeforsyningslovens § 22 a, som trådte i kraft den 1. januar 2005, har Energitilsynet fået hjemmel til at føre direkte tilsyn med brancheorganisationernes standardiserede vejledninger om fastsættelse af priser og betingelser.

Dansk Fjernvarmes vejledning om "Almindelige leveringsbestemmelser for fjernvarme" har i løbet af året været gennemgået i samarbejde med Dansk Fjernvarme, og foreningen har på den baggrund udarbejdet udkast til revideret vejledning, som blev forelagt Tilsynet.

Sideløbende hermed har sekretariatet gennemgået og løbende drøftet følgende vejledninger med Dansk Fjernvarme: vejledningen om vedtægter, restance og beregning af fjernvarmeforbrug. Disse vejledninger foreligger endnu ikke i revideret form.

For så vidt angår Tarifvejledningen har Dansk Fjernvarme igangsat en revision af denne. Sekretariatets gennemgang af denne afventer Dansk Fjernvarmes revision, der forventes at foreligge primo 2006.

Gennemgangen af vejledningerne er sket med sigte på at ajourføre disse i overensstemmelse med den seneste udvikling inden for forbrugerbeskyttelse, gebyrfastsættelse og restanceinddrivelse. For så vidt angår vejledningen om vedtægter er der endvidere lagt vægt på at sikre, at vejledningen er i overensstemmelse med myndighedernes krav til fjernvarmeværkerne, herunder at stemme- og repræsentationsbestemmelsen afspejler sammensætningen af de forskellige grupper af varmeaftagere i selskabet. Og for så vidt angår vejledningen om beregning af fjernvarmeforbrug er der særlig lagt vægt på at sikre at denne ajourføres i overensstemmelse med den seneste udvikling for beregning af fjernvarmeforbrug.

Gennemgangen af vejledningerne er sket i samarbejde med repræsentanter for Ankenævnet på Energiområdet.

Energitilsynet vurderede hver vejledning for sig, jf. følgende punkter 7A-7E.

ad punkt. 7a: Almindelige leveringsbestemmelser for fjernvarme
Energitilsynet udtalte følgende til vejledningen om "Almindelige leveringsbestemmelser":

  • at den fremsendte reviderede udgave af Dansk Fjernvarmes vejledning om "Almindelige leveringsbestemmelser" er et godt udgangspunkt for de kollektive varmeforsyningsanlægs fastsættelse af leveringsbestemmelser, hvor emner som bl.a. fjernaflæsning, standardgebyrer og forbrugerbeskyttelseshensyn har nødvendiggjort ændringer.

ad punkt 7b - 7e: Restanceinddrivelse, om beregning af fjernvarmeforbrug og om tariffer:
Energitilsynet anbefalede Dansk Fjernvarme snarest at revidere vejledningerne om vedtægter af juni 1994, om restanceinddrivelse af september 2002, om beregning af fjernvarmeforbrug af marts 1999 og vejledningen om tariffer fra oktober 2001, og at Dansk Fjernvarme i foråret 2006 sender Tilsynet en plan for gennemførelsen heraf.

ad punkt 7 b: Vedtægter
Energitilsynet anbefalede, at vejledningen snarest revideres, og at der i forbindelse hermed der særligt tages hensyn til følgende:

  • at Energitilsynets kompetence beskrives mere præcist i indledningen,
  • at sideordnet aktivitet kun bør finde sted under særlige betingelser,
  • at der sikres overensstemmelse mellem de enkelte bestemmelser i vejledningen om vedtægter og andre reviderede vejledninger, herunder de "Almindelige leveringsbestemmelser for fjernvarme" og,
  • at forbrugerindflydelseskravet i højere grad bør afspejles i bestemmelserne i og bemærkningerne hertil.

ad punkt 7 c: Restanceinddrivelse:
Energitilsynet anbefalede at vejledningen snarest revideres, og at der i forbindelse hermed tages hensyn til følgende:

  • at vejledningen opdateres i overensstemmelse med de for restanceinddrivelse relevante love og regler i medfør heraf, herunder renteloven, inkassoloven og kreditaftaleloven,
  • at vejledningen suppleres med samme oversigt over forløbet for restanceinddrivelse, som Dansk Fjernvarme har udarbejdet til brug for de Almindelige leveringsbetingelser, i pkt. 6.13,
  • at reglerne om lukkebesøg præciseres i den juridiske del, herunder at lukkebesøg ikke bør finde sted fredage eller før og på søn- og helligdage,
  • at det bør fremhæves, at gebyrer skal være i overensstemmelse med værkets til enhver tid gældende og offentliggjorte takstblad, og
  • at udtrykket inkasso alene bruges i overensstemmelse med den betydning som ordet anvendes i rente- og inkassolovene.


ad punkt 8: Eventuelt

Formanden erindrede om, at næste Energitilsynsmøde er den 30. januar 2006.

 

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO