Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Møde nr. 48


År 2004, den 23. februar afholdt Energitilsynet møde. Mødet indledtes kl. 10.30. Mødet blev afholdt i Konkurrencestyrelsens lokaler, Nørregade 49, København K.

Til stede fra Energitilsynet var: Uffe Bundgaard-Jørgensen, Ellen Margrethe Basse, Lone Johnsen, Jacob Erik Holmblad, Anders Larsen, Preben Schou og Jens Sejer Sørensen. Desuden deltog Torben Riber og Jørgen Aamand i egenskab af suppleanter.

Til stede fra sekretariatet var: Nils Jan Hansen, Niels Fugmann, Johan Piper og Marianne Larsson.

Dagsorden

1. Inhabilitet på møde nr. 48
2. Meddelelser fra Formanden
2A. Valg af næstformand
3. Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat


Sager til beslutning

4. Eltra og Elkraft Transmission - individuelle effektivitetskrav
5. Regulering af forsyningspligtselskaber - efterregulering for 2002
6. Odense Energi Net a/s - overdragelse af tjenestemandspensionsforpligtelserne til Odense Kommune
7. Grindsted - Uggerhalne Kraftvarmeværk A.m.b.a. - tilbageføring af overdækning m.v.
8. DONG Lager a/s - principper for fastlæggelse af forrentningssats


Sager til orientering

9. Energiprisudvalgenes praksis vedrørende midlertidig energiforsyning
10. Kapitalsagen - status og videre forløb
11. DONGs overtagelse af 64% af aktierne i EnergiGruppen Jylland
12. Eventuelt


ad punkt 1: Inhabilitet på møde nr. 48

Der forelå ikke grundlag for at erklære noget medlem inhabil ved behandlingen af de sager, der var på dagsordenen.


ad 2: Meddelelser fra Formanden

Formanden orienterede om status for oprettelsen af et brancheklagenævn på energiområdet. Repræsentanter for Forbrugerrådet, Forbrugerstyrelsen, el-, gas- og varmebranchen samt Energitilsynets sekretariat er begyndt at udarbejde forslag til vedtægter for klagenævnet.

Formanden orienterede endvidere om status for Rigsrevisionens undersøgelse af virkningerne af elreformen.


ad punkt 2A: Valg af næstformand

I henhold til § 1, stk. 5, i Energitilsynets forretningsorden valgte Energitilsynets medlemmer Jacob Erik Holmblad til næstformand for Energitilsynet.


ad punkt 3: Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat

Uddrag af Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat er vedlagt som bilag til referatet.


ad punkt 4: Eltra og Elkraft transmission - individuelle effektivitetskrav

I henhold til bekendtgørelse nr. 1182 af 15. december 2000 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet over 150kV skal Energitilsynet med virkning fra år 2004 udmelde individuelle effektivitetskrav over for selskaber, der leverer strøm over 150kV.

De to selskaber der transporterer strøm på dette spændingsniveau er Eltra og Elkraft Transmission. De to selskaber har endvidere siden 2000 været underlagt et generelt effektivitetskrav på 3% fastsat af økonomi- og erhvervsministeren.

Arbejdet med benchmarkingmodellen har givet sekretariatet indsigt i de to selskabers drift - og kapitalforhold, og der var enighed mellem Energitilsynets sekretariat og de to selskaber om et fortsat samarbejde med henblik på en videre udvikling af benchmarkingmodellen. Eltra og Elkraft Transmission er endvidere enige i, at man med afsæt i den viden, der er opbygget gennem udviklingsarbejdet med modellen kan udmelde individuelle effektiviseringskrav overfor de to selskaber for 2004 baseret på selskabernes omkostningsrammer for 2002.

Energitilsynets medlemmer lagde vægt på, at anvendelsen af en benchmarkingmodel har betydning som grundlag for reguleringen, og at en anvendelse af en benchmarkingmodel skaber incitament til effektivisering imellem deltagerne, idet de kan måle sig med hinanden.

Tilsynet vedtog, at det individuelle effektivitetskrav for Elkraft Transmission i år 2004 skal fastsættes til 1,3 % af den effektivitetsregulerede omkostningsramme på 120.847.178 kroner i år 2002, jf. bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 1182 af 15. december 2000 §§17-18. Det individuelle effektivitetskrav svarer til 1,57 mio. kr.

Det individuelle effektivitetskrav for Eltra i år 2004 blev fastsat til 1,0 procent af den effektivitetsregulerede omkostningsramme på 155.401.409 kroner i år 2002, jf. bestemmelserne i bekendtgørelse 1182 af 15. december 2000 §§17-18. Det individuelle effektivitetskrav svarer til 1,55 mio. kr.


ad punkt 5: regulering af forsyningspligtselskaber - efterregulering for 2002

I henhold til elforsyningslovens §§ 69 og 72 skal Energitilsynet prisregulere de forsyningspligtige virksomheder. I den forbindelse afgøres, hvad de enkelte virksomheder kan oppebære i overskud for 2002.

På sit møde den 26. januar 2004 drøftede Energitilsynet prisreguleringen for 2002 og principperne herfor. Sekretariatet havde herefter forelagt principperne for prisreguleringen med Dansk Energi.

Energitilsynet vedtog, at reguleringen for forsyningspligtselskaberne for 2002 skal ske på grundlag af en individuel vurdering af det enkelte selskab.

Endvidere vedtog Energitilsynet, at et rimeligt overskud før skat i 2002, samlet set, i udgangspunktet fastsættes til ikke over 3 DKK/MWh, svarende til i gennemsnit ca. 8,70% i forrentning af egenkapitalen primo reguleringsåret.

Endelig vedtog Energitilsynet, at et rimeligt overskud før skat i 2004, jf. punkt 5.3.4. i Energitilsynets nye vejledning af 28. april 2003, fastsættes til 8,00% af egenkapitalen primo reguleringsåret.


ad punkt 6: Odense Energi Net a/s - overdragelse af tjenestemandspensionsforpligtelserne til Odense Kommune

Ved brev af 9. december 2003 oplyste Odense Energi A/S, at man overvejede muligheden for, at Odense Energi Net A/S betalte Odense Kommune et engangsbeløb og derved overdrog selskabets gæld til Odense Kommune vedrørende tjenestemandspensionsforpligtelser til kommunen.

Odense Energi A/S ønskede at sikre sig Energitilsynets godkendelse til, at Odense Energi Net A/S efter gældsoverdragelsen kunne indregne beløb i netprisen indtil år 2010 til finansiering af det betalte engangsbeløb.

Sagen drejede sig om reglerne om tilbagebetaling af gæld vedrørende tjenestemandspensionsforpligtelser i bekendtgørelse nr. 944 af 29. oktober 2001 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet på 150 kV og derunder.

Odense Elforsyning Net A/S, nu Odense Energi Net A/S, havde valgt at foretage en årlig aktuarmæssig genberegning af gælden vedrørende tjenestemandspensionsforpligtelserne.

Odense Energi A/S mente, at Energitilsynet tidligere havde godkendt, at Odense Elforsyning Net A/S finansierede tilbagebetalingen af gælden vedrørende tjenestemandspensionsforpligtelserne over netprisen i perioden 2001 - 2009.

Energitilsynet havde ikke givet denne godkendelse sådan som fortolket af Odense Energi A/S. Tilsynet havde ved afgørelse af 17. december 2001 meddelt, at Odense Elforsyning Net A/S ved afviklingen af gælden vedrørende tjenestemandspensionsforpligtelserne skulle følge reglerne herom i bekendtgørelse nr. 944.

Energitilsynet vedtog at meddele Odense Energi A/S,

  • at Energitilsynet i henhold til § 42, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 944 af 29. oktober 2001 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for netvirksomheder m.v., ikke vil kunne godkende, at Odense Energi Net A/S efter at have betalt et engangsbeløb til fuldstændig afvikling af gæld vedrørende tjenestemandspensionsforpligtelser til Odense Kommune, finansierer dette beløb i følgende års netpriser,
  • at Energitilsynet forudsætter, at Odense Energi Net A/S i henhold til den valgte afviklingsmetode i § 41, stk. 2, sidste pkt., i bekendtgørelse nr. 944 af 29. oktober 2001 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for netvirksomheder m.v., har afviklet gælden vedrørende tjenestemandspensionsforpligtelserne fuldstændigt den 31. december 2007,
  • at Odense Energi Net A/S i henhold til § 42, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 944, kan afvikle gælden én gang for alle inden den 31. december 2007, dog maksimalt svarende til en prisforøgelse på 1,0 øre pr. transporteret kWh det pågældende år,
  • at Odense Energi Net A/S til Energitilsynet skal indsende planen for afviklingen af gælden vedrørende tjenestemandspensionsforpligtelserne.


ad punkt 7: Grindsted - Uggerhalne Kraftvarmeværk A.m.b.a. - tilbageføring af overdækning m.v.

Grindsted-Uggerhalne Kraftvarmeværk A.m.b.a. er beliggende i Aalborg Kommune. Med Byrådets godkendelse overtager Aalborg Kommunes fjernvarmeforsyning decentrale kraftvarmeværker i Aalborg Kommune. Principperne for fjernvarmeforsyningens overtagelse af decentrale kraftvarmeværker er blevet godkendt af Energitilsynet og tidligere af Gas- og Varmeprisudvalget.

Fjernvarmeforsyningen overtog Grindsted-Uggerhalne Kraftvarmeværk A.m.b.a. den 1. februar 2003. I forbindelse med overtagelsen stillede kraftvarmeværket en kontant garanti over for Aalborg Kommunes fjernvarmeforsyning til dækning af ikke oplyste bindinger og krav, der måtte blive gjort gældende inden den 1. februar 2004.

Revisionsfirmaet Deloitte & Touche anmodede på vegne af kraftvarmeværket om Energitilsynets godkendelse af, at det driftsmæssige resultat for perioden 1. juni 2002 til 31. januar 2003 opgjort ved regnskabsårets udløb pr. 30. juni 2003 først indgik i den endelige afsluttende afregning hos forbrugerne efter frigivelsen af garantien den 1. februar 2004. Det var oplyst, at der ved opløsningen af kraftvarmeværket var overskydende kapital.

Sagen var mere omfattende end det fremgik af spørgsmålet fra Deloitte & Touche. En bestemmelse i kraftvarmeværkets vedtægter begrænsede tilbageføringen af eventuelt overskud til andelshaverne ved opløsningen af værket. Desuden skulle Energitilsynet i henhold til varmeforsyningsloven undersøge, om parterne havde overholdt bestemmelserne i varmeforsyningslovens kapitel 4b om overdragelse af forbrugerejet forsyningsvirksomhed.

Energitilsynet vedtog at meddele Deloitte & Touche på vegne af Grindsted-Uggerhalne Kraftvarmeværk A.m.b.a,

  • at Energitilsynet ikke finder det urimeligt, jf. varmeforsyningslovens § 21, stk. 4, at Grindsted-Uggerhalne Kraftvarmeværk A.m.b.a. ventede med at tilbageføre eventuel kalkulationsmæssig overdækning opgjort pr. 30. juni 2003 til fjernvarmeforbrugerne, der alle var andelshavere, indtil alle økonomiske forpligtelser over for Aalborg Kommunes fjernvarmeforsyning i forbindelse med overdragelsen af kraftvarmeværkets virksomhed til den kommunale fjernvarmeforsyning, bortfaldt den 1. februar 2004,
  • at Energitilsynet i henhold til varmeforsyningslovens § 21, stk. 4, jf. § 21, stk. 6, ikke finder det urimeligt, at Grindsted-Uggerhalne Kraftvarmeværks vedtægter bestemmer, at ingen andelshaver ved opløsningen af værket kan få udbetalt et større beløb end den pågældendes indskudskapital, samt at eventuelt overskud herefter anvendes til almennyttige formål i Grindsted-Uggerhalne. Derfor finder Energitilsynet, at andelshaverne kan få tilbagebetalt den eventuelle kalkulationsmæssige overdækning som fremkom pr. 30. juni 2003, og af overskuddet fra opløsningen af kraftvarmeværket det beløb der er indskudt,
  • at Energitilsynet i henhold til varmeforsyningslovens § 21, stk. 4, ikke har bemærkninger til det beløb, som Aalborg Kommunes fjernvarmeforsyning betalte for distributionsnettet i Grindsted-Uggerhalne Kraftvarmeværk A.m.b.a., jf. varmeforsyningslovens § 23 f, stk. 2, og stk. 5.


ad punkt 8: DONG Lager a/s - principper for fastlæggelse af forrentningssats

På baggrund af en henvendelse fra DONG Lager a/s drøftede Energitilsynet principperne for fastsættelsen af rimelige forrentningssatser for den investerede kapital ved en eventuel udvidelse af DONG Lager a/s´ lagerkapacitet.


ad punkt 9: Energiprisudvalgenes praksis vedrørende midlertidig energiforsyning

I et af sekretariatet udarbejdet notat orienteredes Energitilsynets medlemmer om energiprisudvalgenes praksis vedrørende midlertidig energiforsyning.


ad punkt 10: Kapitalsagen - status og videre forløb

I et af sekretariatet udarbejdet notat orienteredes Energitilsynets medlemmer om status for og det videre forløb i kapitalsagen.


ad punkt 11: DONGs overtagelse af 64% af aktierne i EnergiGruppen Jylland

I et af sekretariatet udarbejdet notat orienteredes Energitilsynets medlemmer om spørgsmål i forbindelse med DONGs overtagelse af 64% af aktierne i Energigruppen Jylland.


ad punkt 12: Eventuelt

Formanden erindrede om, at næste møde er den 29. marts 2004

Mødet afsluttet kl. 13.00

Bilag : Udarbejdet til møde nr. 48 -  Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat.

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO