Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Møde nr. 57


Til stede fra Energitilsynet var Uffe Bundgaard-Jørgensen, Jacob Erik Holmblad, Anders Larsen, Jens Sejer Sørensen. Torben Riber og Jørgen Aamand deltog med stemmeret i stedet for fraværende medlemmer.

Der var afbud fra Lone Johnsen, Preben Schou og Ellen Margrethe Basse.

Til stede fra sekretariatet var: Mogens Kring, Nils Jan Hansen, Niels Fugmann, Marianne Larsson og Johan Piper.


Mødet havde følgende dagsorden:

1. Inhabilitet på møde nr. 57
2. Meddelelser fra formanden
3. Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat, herunder orientering fra sekretariatschefen


Sager til beslutning

4. Scanenergi Elsalg A/S - intern afregning og prisregulering 2002
5. Regulering af forsyningspligtige naturgasselskaber
6. Københavns Energi - tjenestemandspensionsforpligtelser i gas- og fjernvarmepriserne
7. Korsør Kommune - selskabsmæssig omstrukturering af den kommunale fjernvarmeforsyning
8. NESA Varme - salg af kraftvarmeværk og tilhørende varmedistributionsnet

8A.     Behandling af opgørelse i henhold til elforsyningslovens §37 ved delsalg af elforsyningsvirksomhed


Sager til orientering / drøftelse

9. Tilsyn og kontrol med energiselskabernes varetagelse af PSO-aktiviteter
10. Et veldrevet varmeforsyningsselskab
11. Status for større principielle sager under behandling i sekretariatet
12. Eventuelt


ad punkt 1: Inhabilitet på møde nr. 57

Energitilsynet vedtog i henhold til § 12, stk. 1, i Energitilsynets forretningsorden at erklære Jens Sejer Sørensen for inhabil under behandlingen af dagsordenens punkt 6: Københavns Energis  tjenestemandspensionsforpligtelser i gas - og fjernvarmeprisen. Jens Sejer Sørensen forlod mødet under behandlingen af dette punkt.


ad punkt 2: Meddelelser fra formanden

Under dette punkt orienterede formanden medlemmerne om, at der endnu ikke forelå nyt vedrørende udpegning af et nyt medlem, der skal afløse Ellen Margrethe Basse.


ad punkt 3: Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat

Uddrag af  Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat er vedlagt som bilag til referatet.


ad punkt 4:  Scanenergi Elsalg A/S - intern afregning og prisregulering 2002  

Sagen er den tredje i en række sager om, hvorvidt de forsyningspligtige elvirksomheder i 2002 har udvekslet ydelser med koncernforbundne virksomheder til priser, der afspejler markedsvilkår.

På Energitilsynets møde den 28. juni 2004 og den 27. september 2004 blev lignende sager om henholdsvis Energi Nord Forsyning A/S og Nesa Forsyning A/S drøftet. I den foreliggende sag har sekretariatet ligesom i disse sager foretaget en række pris- og ydelsessammenligninger med andre virksomheder, der har udvekslet ydelser, for at undersøge om udvekslingen afspejler markedsvilkår. Denne fremgangsmåde anvendes også af Told & Skat i forbindelse med vurdering af transfer pricing mellem koncernforbundne selskaber.

Sekretariatets gennemgang af de forsyningspligtige elvirksomheders priser og overskud for 2002 har givet anledning til en nøjere gennemgang af forholdene i Scanenergi Elsalg A/S.

Scanenergi Elsalg A/S har i 2001 og 2002 indkøbt forvaltningsydelser fra det koncernforbundne elhandelsselskab, Scanenergi A/S. Sekretariatet finder, at købet af disse forvaltningsydelser fra Scanenergi A/S foregik til priser, der var højere, end hvad almindelige markedsvilkår tilsagde i 2001 og i 2002, når priser og vilkår sammenlignes med, hvad uafhængige parter tilsvarende har opnået i elmarkedet.

Det er sekretariatets opfattelse, at Scanenergi Elsalg A/S i 2002 har betalt 8,235 mio. kr. (heraf ........ mio. kr. fra en bonusordning) for meget for forvaltningsydelserne til Scanenergi A/S. Da beløbet ikke er udtryk for markedsvilkår, kan det ikke indregnes som en nødvendig omkostning i Scanenergi Elsalg A/S salgspriser for 2002. Scanenergi Elsalg A/S skal derfor for 2002 tilbageføre 8,235 mio. kr. til forbrugerne ved en nedsættelse af virksomhedens salgspriser over for ordinære standardkunder inden udgangen af 2005.

Energitilsynet besluttede, at der stadig er en række udestående forhold, som skal afklares, inden der kan træffes afgørelse. Energitilsynet bemyndigede i henhold til § 3, stk. 2, i Energitilsynets forretningsorden formanden til at træffe afgørelse i sagen efter de retningslinier, som er indeholdt i notatet, så snart der er sket en afklaring af de udestående problemer.


ad punkt 5: Regulering af forsyningspligtige naturgasselskaber

I henhold til Lov nr. 130 af 27. februar 2003 om naturgasforsyning er de forsyningspligtige naturgasselskaber undergivet Energitilsynets regulering. Energitilsynet begyndte reguleringen pr. 1. januar 2004, idet villakunder indtil den fulde markedsåbning den 1. januar 2004 har været beskyttet af maksimalprisbekendtgørelsen som satte et loft over gaspriserne.

Energitilsynets drøftelse tog udgangspunkt i et udkast til vejledning om regulering af forsyningspligtige naturgasselskaber. Vejledningen fastsætter rammer for godkendelsen af selskabernes priser og rammerne for vurderingen af selskabernes prissætningsmetoder og vilkår. I henhold til vejledningen gennemføres reguleringen i to tempi. I første omgang vurderes de af selskaberne anmeldte prissætningsmetoder og vilkår. Når selskabernes årsregnskaber foreligger, gennemføres en efterregulering af de af selskaberne realiserede overskud - første gang medio 2005 for år 2004.

Energitilsynet vedtog,

  • at godkende vejledningen,
  • at bemyndige sekretariatet til at vurdere de af selskaberne anmeldte prissætningsmetoder og leveringsvilkår i overensstemmelse med de i vejledningen beskrevne principper,
  • at bemyndige formanden til at foretage ændringer i vejledningen, såfremt indkomne høringssvar måtte give anledning hertil, og om nødvendigt træffe afgørelse om fornyet forelæggelse af vejledningen for tilsynet.


ad punkt 6: Københavns Energi - tjenestemandspensionsforpligtelser i gas- og fjernvarmepriserne

I forbindelse med overvejelserne om den fremtidige struktur i fjernvarme- og bygasforsyningen i Københavns Kommune ønskede Københavns Energi Energitilsynets stillingtagen til et forslag til den fremtidige håndtering af tjenestemandspensionsforpligtelser i forsyningerne.

Forslaget ville indebære, at de historiske tjenestemandspensionsforpligtelser skulle overdrages på én gang til Københavns Kommune, som dermed overtog forpligtelserne. Gasselskabet og fjernvarmeselskabet skulle finansiere overdragelsen inden for deres egne områder ved at optage almindelige banklån. Gasselskabet og fjernvarmeselskabet skulle fremskaffe likviditet til betaling af ydelserne på lånene ved at foretage afskrivninger på gælden over priserne for gas og fjernvarme.

Udgifter til dækning af de fremadrettede tjenestemandspensionsforpligtelser skulle indregnes løbende i priserne for gas og fjernvarme og betales løbende til Københavns Kommune, der herefter også overtog denne tjenestemandspensionsforpligtelse.

Både de historiske og de fremadrettede tjenestemandspensionsforpligtelser måtte ud fra en konkret fortolkning af varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, anses for at være indregningsberettigede udgifter i priserne for gas og fjernvarme. Bestemmelsen gav imidlertid ikke mulighed for at indregne afdrag på gæld i priserne på gas og fjernvarme, sådan som foreslået af Københavns Energi.

Energitilsynet vedtog at meddele Københavns Energi,

  • at de aktuarberegnede historiske og de aktuarberegnede fremadrettede tjenestemandspensionsforpligtelser i den kommunale gas- og fjernvarmeforsyningsvirksomhed vil være indregningsberettigede udgifter i priserne for gas og fjernvarme, jf. varmeforsyningslovens § 20, stk. 1. Energitilsynet vil ikke senere være afskåret fra at foretage en bedømmelse af grundlaget for de aktuarberegnede tjenestemandspensionsforpligtelser m.m.,
  • at de aktuarberegnede historiske tjenestemandspensionsforpligtelser i fjernvarmeforsyningen vil kunne indregnes i priserne for fjernvarme som en underdækning over en periode på maksimalt 5 år, jf. varmeforsyningslovens § 20, stk. 1. Energitilsynet tilkendegiver dermed, at det ikke er foreneligt med varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, at udgiftsføre afdrag på gæld sådan som foreslået af Københavns Energi,
  • at Energitilsynet for så vidt angår gasforsyningen ikke på det foreliggende grundlag kan bedømme virkningerne af at indregne de historiske tjenestemandspensionsforpligtelser i gaspriserne. Energitilsynet vil tage denne del af sagen op til fornyet behandling, når der fra Københavns Energi foreligger flere oplysninger.    

Energitilsynet bemærkede i afgørelsen, at gasselskabets og fjernvarmeselskabets aflæggelse af regnskaber officielt efter årsregnskabsloven ikke indebar, at selskaberne kunne fravige varmeforsyningslovens prisbestemmelser.


ad punkt 7: Korsør Kommune - selskabsmæssig omstrukturering af den kommunale fjernvarmeforsyning

Korsør Kommune havde ved kommunens advokat rettet henvendelse til Energitilsynet vedrørende en selskabsmæssig omstrukturering af den kommunale fjernvarmeforsyning.

Kommunen ønskede bekræftet, at en påtænkt transaktion efter fusionsskatteloven ikke gav anledning til spørgsmål om forbrugernes forkøbsret efter varmeforsyningslovens § 23 f. 

Da Korsør Kommunes indflydelse på fjernvarmeforsyningen efter omstruktureringen var usvækket ifølge det oplyste, var der for Energitilsynets sekretariat at se ikke i selve den selskabsmæssige omstrukturering som forklaret af kommunen en konflikt med varmeforsyningslovens bestemmelser om forbrugernes forkøbsret til fremføringsanlægget.

Energitilsynet vedtog at meddele Korsør kommune v/kommunens advokat,

  • at Energitilsynet på baggrund af Korsør Kommunes forklaringer finder, at den selskabsmæssige omstrukturering af den kommunale fjernvarmeforsyning ikke i sig selv rejser spørgsmål om forbrugernes forkøbsret til kommunens fremføringsanlæg efter varmeforsyningslovens § 23 f, stk. 1, jf. § 23 f, stk. 3.


ad punkt 8: NESA Varme - salg af kraftvarmeværk og tilhørende varmedistributionsnet

Den 24. marts 2004 godkendte Konkurrencerådet fusionen mellem Elsam og NESA. Godkendelsen var blandt andet betinget af, at Elsam sælger alle sine og NESAs decentrale gasfyrede kraftvarmeværker.

På denne baggrund besluttede NESA både at sælge sine kraftvarmeværker og fjernvarmenet.

Ifølge varmeforsyningslovens § 23 f, stk. 1, har forbrugerne forkøbsret til fjernvarmenettet. NESA skal således tilbyde de tilknyttede forbrugere at købe varmenettet til markedspris. Efter lovens § 23 f, stk. 4 bortfalder forkøbsretten, hvis forbrugerne ikke inden 3 måneder efter, at tilbuddet er kommet frem, tilkendegiver at ville benytte forkøbsretten.

NESA mener, at forbrugernes frist for at beslutte, om forbrugerne vil gøre forkøbsretten gældende, udløber den 26. november 2004. 

Heroverfor har Værløse Varmeværk, Danmarks Tekniske Universitet og Holte Fjernvarme, som repræsenterer forbrugerne i deres respektive områder, gjort gældende, at værkerne ikke før ultimo oktober måned har været i stand til hos NESA at indhente de oplysninger, som er nødvendige for at kunne foretage en realistisk vurdering af tilbuddet, hvorfor fristen tidligst skal regnes fra dette tidspunkt. 

Sagen er principiel, dersom Energitilsynet ikke tidligere har truffet afgørelse i relation til varmeforsyningslovens § 23 f. 

Energitilsynet vedtog,  

  • at Energitilsynet finder, at fristen på 3 måneder i varmeforsyningslovens § 23 f, stk. 4, først skal løbe fra den dag, hvor de nødvendige relevante oplysninger var tilgængelige for forbrugerne, 
  • at Energitilsynet finder, at 3 måneders fristen for NESAs tilbud til forbrugerne efter varmeforsyningslovens § 23 f, stk. 1, jf. § 23 f, stk. 4, skal regnes fra den 22. oktober 2004, hvorfor Energitilsynet i medfør af varmeforsyningslovens § 21, stk. 4, pålægger NESA at forlænge fristen til den 22. januar 2005.


ad punkt 8A: Behandling af opgørelse i henhold til elforsyningslovens §37 ved delsalg af elforsyningsvirksomhed

Energitilsynet drøftede en anmodning fra en kommune om hastebehandling af anmeldelse efter elforsyningslovens § 37 ved delsalg af elforsyningsvirksomhed. På baggrund af en orientering fra sekretariatet om sagens omfang og karakter fandt Tilsynet ikke det ville være muligt at imødekomme ønsket om hastebehandling af sagen. Tilsynet besluttede at bemyndige formanden til at besvare henvendelsen.


ad punkt 9: Tilsyn og kontrol med energiselskabernes varetagelse af PSO-aktiviteter 

I et af sekretariatet udarbejdet notat orienteredes medlemmerne om en række forhold omkring energiselskabernes PSO-opgaver og Energitilsynets fremtidige opgaver i den forbindelse.


ad punkt 10: Et veldrevet varmeforsyningsselskab

I et af sekretariatet udarbejdet notat orienteredes medlemmerne om anvendelsen af mulige kriterier som grundlag for bedømmelse af, om et varmeforsyningsselskab kan anses for veldrevet.


ad punkt 11: Status for større principielle sager under behandling i sekretariatet

I et af sekretariatet udarbejdet notat orienteredes medlemmerne om status for udvalgte sager, der er under behandling i sekretariatet.


ad punkt 12. Eventuelt

Næste møde i Energitilsynet er den 31. januar 2005

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO