Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Møde nr. 41


År 2003, den 30. juni afholdt Energitilsynet møde. Mødet indledtes kl.10.30. Mødet blev afholdt i Konkurrencestyrelsens lokaler, Nørregade 49, København K.

Til stede fra Energitilsynet var: Hans Henrik H. Østergaard, Preben Schou, Morten Broberg, Uffe Bundgaard-Jørgensen, Niels I. Meyer, Birgitte Refn Wenzel, Jens Sejer Sørensen og Torben Riber.

Torben Riber deltog i mødet i sin egenskab af suppleant.

Til stede fra sekretariatet var: Mogens Kring, Christian Parbøl, Johan Piper og Marianne Larsson.


Dagsorden

1. Inhabilitet på møde nr. 41
2. Meddelelser fra Formanden
3. Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat


Sager til beslutning

4. Netselskaber - opkrævning af abonnement for vindmøller
5. Københavns Energi - intern afregning vedrørende overdragelse af kundedata, adgang til KE (net) og KE Kunde A/S samfakturering og markedsføring
6. Sydvest Energi Net - abonnementsbetaling overfor Aal El-Net og Hjerting Transformatorforening
7. Århus Kommunale Værker - klage fra Brabrand Boligforening over manglende regulering af kompensation
8. Energiprisudvalgenes praksis vedrørende det fysiske grundlag for fastlæggelse af fast afgift: uopvarmede rum, loftsarealer etc.


Sager til orientering

9. Etablering af Council of European Energy Regulators (CEER) som en forening efter belgisk lov
10. Foreløbig arbejdsplan. Sager og notater på Energitilsynets møder i 2. halvår 2003
11. Status vedrørende indtægtsrammereguleringen på elområdet
12. Internationalt samarbejde om benchmarking af TSO'ere
13. Eventuelt


ad punkt 1: Inhabilitet på møde nr. 41

Energitilsynet vedtog i henhold til § 11, stk. 1, i Energitilsynets forretningsorden at erklære Jens Sejer Sørensen for inhabil under behandlingen af dagsordenens punkt 5: Københavns Energi - intern afregning vedrørende overdragelse af kundedata, adgang til KE (net) og KE Kunde A/S samfakturering og markedsføring. Jens Sejer Sørensen forlod mødet under behandlingen af dette punkt.


ad punkt 2: Meddelelser fra Formanden

Uffe Bundgaard-Jørgensen deltog i mødet som stemmeberettiget medlem i stedet for Anders Larsen, der var fraværende.

Formanden bød velkommen til Mogens Kring, der den 25. august 2003 tiltræder stillingen som sekretariatschef i Energitilsynet.

Formanden oplyste, at lovforslag nr. 162: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning, lov om tilskud til elproduktion, lov om varmeforsyning og lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner nu er vedtaget af Folketinget (Lov nr. 452 af 10. juni 2003). Med denne lov er Energitilsynet pålagt en ny væsentlig opgave på elforsyningsområdet med opgørelse af uddelinger og afståelsesvederlag til kommuner.


ad punkt 3: Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat

Uddrag af Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat er vedlagt som bilag til referatet.


ad punkt 4: Netselskaber - opkrævning af abonnement for vindmøller

Der verserer i dag nogle enkelte klagesager i Energitilsynet om abonnementsbetaling, dvs. beløb som netselskaberne opkræver hos vindmølleejerne til dækning af netvirksomhedens omkostninger ved, at vindmøller er tilsluttet elnettet.

Sagerne er indbragt for Energitilsynet i foråret 2001, umiddelbart efter bekendtgørelse nr. 187 af 16. marts 2001 om nettilslutning af vindmøller og prisafregning for vindmølleproduceret elektricitet m.v. (vindmøllebekendtgørelsen) trådte i kraft den 1. april 2001.

Vindmøllebekendtgørelsen er med virkning fra 20. maj 2003 afløst af en ny vindmøllebekendtgørelse med samme titel (nr. 331 af 8. maj 2003). Bestemmelserne om betaling for måling er videreført uændret i den ny bekendtgørelses § 8, stk. 3.

I april i år har Danmarks Vindmølleforening på vegne af 2 vindmølleejere ligeledes klaget over netvirksomheders opkrævning af abonnement.

Forud for vindmøllebekendtgørelsens ikrafttræden har der været uklarhed om kompetencen til at træffe afgørelser i abonnementssagerne.

Den grundlæggende tvist i sagerne er, at abonnementsbetalingen er steget markant inden for et kort åremål. Den årlige abonnementsafgift blev i 1984 aftalt til 400 kr. pr. vindmølle uanset møllestørrelse. Fra 1997 forhøjedes abonnementsafgiften hos en række elselskaber pludseligt til 9.000 kr. for en større mølle. Nordfyns Elforsyning forhøjede endda abonnementsafgiften til 12.500 kr. for siden at sænke den til 9.000 kr. I omkostningsberegningen indgår både direkte omkostninger til måling og beløb til dækning af netvirksomhedernes generelle administrationsomkostninger ved at vindmøller er tilsluttet elnettet.

Stigningerne var en følge af ELFOR´s udmelding om abonnementsbetaling for vindmøller pr. 1. juli 1997 efterfulgt af Vejledning vedrørende abonnementsbetaling for vindmøller, som foreningen udsendte i slutningen af 1997. Heri angav ELFOR vejledende abonnementsbetalinger gradueret efter vindmøllers produktionsvolumen og det årlige antal af aflæsninger og prisafregninger. I ELFOR´s omkostningsberegning indgår dels direkte omkostninger til måling, dels beløb til dækning af netvirksomhedernes generelle administrationsomkostninger ved at vindmøller er tilsluttet elnettet.

ELFOR har ikke ændret taksterne siden 1998. Energitilsynet har i øvrigt ikke på noget tidspunkt taget stilling til ELFOR´s vejledning, hvilket er præciseret overfor ELFOR.

Sekretariatet har den 13. marts 2003 afgjort én sag om vindmøllers abonnementsbetaling. Afgørelsen - Lille Herskind Vindmøllelaug versus Galten Elværk - var, at det ikke var strid med elforsyningsloven, at Galten Elværk i det konkrete tilfælde siden 1. april 2001 har opkrævet en abonnementsbetaling på 4.800 kr. pr. år. Med afgørelsen kan Galten Elværk kan indregne generelle administrationsomkostninger i abonnementsbetalingen.

Sekretariatet har efter afgørelsen arbejdet videre med problemstillingen. Der har desuden været afholdt et møde med Danmarks Vindmølleforening.

Energitilsynet vedtog at bemyndige sekretariatet til at afgøre den uafsluttede sagsportefølje og kommende sager af samme type, herunder omgøre afgørelsen vedrørende Lille Herskind Vindmøllelaug.

Energitilsynet vedtog med henvisning til § 9, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 187 af 16. marts 2001 om nettilslutning af vindmøller og prisafregning for vindmølleproduceret elektricitet m.v. (fra 20. maj 2003 § 8, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 331 af 8. maj 2003) sammenholdt med elforsyningslovens § 9, stk. 2, og § 68, stk. 1, at meddele berørte klagere, netvirksomheder, Danmarks Vindmølleforening og ELFOR:

  • at vindmøllebekendtgørelsens § 9, stk. 3, sammenholdt med elforsyningslovens § 68 udtømmende fastsætter, hvilke omkostninger vindmølleejerne skal afholde ved at være tilsluttet elnettet.
  • at i vindmølleejernes abonnementsbetaling til netvirksomhederne kan efter vindmøllebekendtgørelsen derfor alene indregnes faktiske omkostninger til vedligeholdelse af netvirksomhedens afregningsmåler, omkostninger til aflæsning af måler og afregning af elektricitet samt netvirksomhedens faktiske omkostninger i forbindelse med kalibrering og udskiftning af måler.
  • at i netvirksomhedens faktiske omkostninger som foran nævnt kan endvidere indregnes et beløb, der modsvarer aflønning for det timeforbrug, der direkte er forbundet med måleopgaven.
  • at netvirksomhedens øvrige omkostninger relateret til, at vindmøller er tilsluttet nettet, skal afholdes af elforbrugerne over netselskabets tariffer, jf. elforsyningslovens § 9, stk. 2.
  • at alle tvister om betaling af abonnementsbetaling forud for vindmøllebekendtgørelsens ikrafttræden den 1. april 2001 må løses af de berørte parterne selv, herunder eventuelt indbringes for domstolene.


ad punkt 5: Københavns Energi - intern afregning vedrørende overdragelse af kundedata, adgang til KE (net) og KE Kunde A/S samfakturering og markedsføring

Energitilsynet har på eget initiativ gennemgået interne aftaler mellem KE (net)/KE Kunde A/S (forsyningspligtselskabet) og elhandelsselskabet KE Marked A/S med henblik på at føre tilsyn med, at disse aftaler er indgået på markedsvilkår, jf. Elforsyningslovens § 46, stk. 4.

Aftalerne har vedrørt KEs (net) overdragelse af kundedata til KE Marked A/S i efteråret 2002; KE Marked A/S adgang til KE (net) og KE Kunde A/S samfaktureringsforsendelser til 350.000 kunder samt KE Marked A/S koncerninterne betaling for markedsføring i TV, dagblade, hjemmeside, brochurer m.m.

KE data har i 2002 overdraget selskabets kundedata (navn og adresse) til KE Marked A/S, hvorved KE Marked A/S i persondatalovens forstand er overgået fra af være databehandler for KE og KE Kunde A/S til også at være selvstændig dataansvarlig, hvad angår de overførte oplysninger. Som dataansvarlig kan KE Marked efterfølgende i eget navn og via KE og KE Kunde A/S samfakturering fremsende produkttilbud og markedsføringsmatariale til kunder i KE´s område. KE og KE Kunde A/S har ifølge en mundtlig aftale afholdt de direkte forsendelsesomkostninger ved indsigelsesproceduren i forbindelse med overførslen af kundedata til KE Marked A/S.

KE Marked A/S har i 2002 endvidere fået adgang til den af KE og KE Kunde A/S finansierede samfakturering til selskabernes 350.000 kunder og markedsføringsaktiviteter i øvrigt på vilkår, der ikke er i overensstemmelse med elforsyningslovens § 46, stk. 4. I brevforsendelser og medier har KE Marked aktivt markedsført sig og sine produkter, samt profileret KE Marked A/S i øvrigt. En betaling på markedsvilkår fra KE Marked A/S til KE (NET) og KE Kunde A/S for disse ydelser er ikke dokumenteret over Tilsynet.

Af KE´s høringssvar i sagen fremgår bl.a., at KE inden 14 dage vil udarbejde og fremsende et skriftligt aftalegrundlag mellem KE (net)/KE Kunde A/S og KE Marked A/S til Energitilsynet med henblik på en vurdering af elforsyningslovens § 46, stk. 4.

Energitilsynet vedtog at meddele KE (net) og KE Kunde A/S:

  • at Energitilsynet tager KE´s tilsagn om ændringer i aftalegrundlaget mellem KE (net)/KE Kunde A/S og KE Marked A/S som følge af Energitilsynets undersøgelser af KE´s interne afregning og den rejste kritik heraf til efterretning.
  • at Energitilsynet i forlængelse af KE´s udarbejdelse og fremsendelse af det i brev af 25. juni 2003 omtalte aftalegrundlag mellem KE (net)/KE Kunde A/S og KE Marked A/S vedrørende ydelser ved overførsel af kundeoplysninger samt ved markedsføring, vil foretage en vurdering heraf i forhold til elforsyningslovens § 46, stk. 4.
  • at KE i forlængelse heraf skal fremsende øvrige interne handelsaftaler og dokumentation til tilsynet med henblik på en tilsvarende vurdering.


ad punkt 6: Sydvest Energi Net - abonnementsbetaling overfor Aal El-Net og Hjerting Transformatorforening

Aal El-Net a.m.b.a. og Hjerting Transformatorforening har til Energitilsynet klaget over Sydvest Energi Nets abonnementsbetaling samt manglende gennemsigtighed i prisberegningen af denne.

Aal El-Net og Hjerting Transformatorforening fandt det ikke rimeligt, at de som selvstændige netselskaber siden 1. januar 2003 fortsat skal betale stort set samme abonnementsbetaling til Sydvest Energi Net (der omgiver de to nye netselskaber), som da Sydvest Energi Net frem til årsskiftet alene stod for målinger og behandling af målingerne på vegne af Aal El-Net og Hjerting Transformatorforening.

Aal El-Net og Hjerting Transformatorforening påpegede videre, at skæringsdatoen for regulering af abonnementsbetalingen til Sydvest Energi Net bør være 1. december 2002, hvor selskaberne begyndte at levere deres egne måledata.

Sydvest Energi Net fremførte, at en del af ansvaret for at opgøre elgennemløbet i selskabets eget net vil komme til at ligge hos Aal og Hjerting. Herved bliver Sydvest Energi Net afhængig af fremmede netselskaber eller disses måleentreprenører. Evt. målefejl forårsaget af Aal eller Hjertings målere vil medføre økonomisk belastning af Sydvest Energi Nets kunder, idet de to nye netvirksomheder Aal og Hjerting ikke har opsat kontrolmålere i udvekslingspunkterne. Derfor ønskede Sydvest Energi Net at bibeholde de hidtidige opsatte ældre målere.

Selskabet fandt på den baggrund, at en abonnementsbetaling på 4.100 kr. pr. år pr. målepunkt (mod tidligere 4.800 kr. pr. år pr. målepunkt) svarede til selskabets nuværende omkostninger til aflæsning og afregning m.v.

Endelig fandt Sydvest Energi Net, at skæringsdatoen for evt. regulering af abonnementet bør være 1. januar 2003, idet selskabet var registreret som måleoperatør for de to berørte transformerforeninger frem til årsskiftet.

Tilsynet fandt på baggrund af elforsyningslovens bestemmelser om måling, en udtalelse fra systemansvaret samt anmeldte forskrifter fra systemansvaret, at der ikke var baggrund for, at Sydvest Energi Net fortsat selv nødvendigvis behøver at kunne måle alle transporter gennem netvirksomhedens net, jf. at der indenfor systemansvarets område udpeges én og kun én måleansvarlig. At Sydvest Energi Nets fortsat ønsker, at selskabets egne (nu ekstra) opsatte målere fortsat bibeholdes, må begrundes i Sydvest Energi Nets egne interesser, som ikke vedkommer Aal El-Net og Hjerting Transformatorforening.

Energitilsynet vedtog:

  • at det er i strid med elforsyningslovens § 73, jf. § 77, stk. 1, at Sydvest Energi Net fortsat af Aal El-Net og Hjerting Transformatorforening opkræver en næsten uændret abonnementsbetaling, svarende til den betaling som var gældende da Sydvest Energi Net alene stod for målingerne og behandlingen heraf på vegne af Aal El-Net og Hjerting Transformatorforening;
  • at den relevante regulering af abonnementsbetalingen til Sydvest Energi Net efter Energitilsynets vurdering skal ske pr. 1. januar 2003, eftersom det er den objektivt konstaterbare dato, hvor måleansvaret efter det oplyste kontraktligt overgår fra Sydvest Energi Net til de to nye netvirksomheder, jf. elforsyningslovens § 6, stk. 3, jf. § 73.


ad punkt 7: Århus Kommunale Værker - klage fra Brabrand Boligforening over manglende regulering af kompensation

Brabrand Boligforening havde klaget til Energitilsynet over, at Gellerupparkens Varmecentral betaler en højere pris for varme fra Århus Kommunale Værker end alle andre af kommunens aftagere. Brabrand Boligforening (Gellerupparkens Varmecentral) havde uden resultat siden oktober 1999 ført forhandlinger med Århus Kommunale Værker for at få ændret afregningsprisen eller leveringsbetingelserne. I stedet har de kommunale værker tilbudt at overtage ledningsnettet for ca. 10 mio. kr.

Brabrand Boligforening modtager en årlig kompensation fra de kommunale værker på ca. 725.000 kr. som modydelse for drifts- og vedligeholdelsesforpligtelsen for det interne ledningsnet. Beløbet havde imidlertid ikke været reguleret siden 1992. Boligforeningen fandt, at varmeprisen for Gellerupparkens Varmecentrals kunder herved blev højere end den pris andre aftagere i Århus skal betale.

Varmecentralens forbrugere skal betale ledningstab, reparation og vedligeholdelse på det eksterne net på lige fod med andre aftagere, men skal herudover også betale ekstraudgifterne ved det interne ledningsnet.

Århus Kommunale Værker afviste, at kompensationen til Brabrand Boligforening skulle reguleres. Værkerne fandt, at den oprindelige kompensation er fastsat i forhold til de kommunale værkers opkrævede faste afgift, hvilket indicerede, at der på aftaletidspunktet ikke var tænkt på, at kompensationen skulle reguleres.

Århus Kommunale Værker havde i stedet tilbudt at overtage Brabrand Boligforening fjernvarmenet på samme vilkår, som værkerne har overtaget tidligere private net på - nemlig for en pris, der udgør forskellen mellem nettets værdi og prisen på et nyt fjernvarmenet.

Energitilsynet vedtog, at meddele Århus Kommunale Værker, at det er urimeligt, jf. varmeforsyningslovens § 21, stk. 4, at de kommunale værker ikke har ajourført kompensationen til Brabrand Boligforening i overensstemmelse med udviklingen i varmecentralens faktiske omkostninger. Afgørelsen har virkning fra den 9. januar 2003.

Energitilsynet lagde vægt på, at en kostægte opbygning af tarifferne betyder, at aftagere, som selv afholder væsentlige omkostninger, som er en del af de gældende tariffer, kompenseres herfor. Tilsynet fandt ikke, at den kompensation som blev ydet i øjeblikket, afspejlede de ekstraomkostninger, som varmecentralen har.

Energitilsynet fandt ikke grundlag for at tage stilling til Århus Kommunale Værkers fremgangsmåde ved en eventuel overtagelse af fjernvarmenettet. En stillingtagen måtte afvente, at spørgsmålet blev aktuelt.


ad punkt 8: Energiprisudvalgenes praksis vedrørende det fysiske grundlag for fastlæggelse af fast afgift: Uopvarmede rum, loftsarealer etc.

Sekretariatet havde udarbejdet et notat om de retningslinier som Gas- og varmeprisudvalget, Monopolankenævnet og Konkurrenceankenævnet havde fastlagt vedrørende det fysiske grundlag for fastlæggelse af fast afgift: Uopvarmede rum, loftsarealer etc.

Energitilsynet vedtog at tilkendegive:

  • at Energitilsynet fortsat vil vurdere konkrete henvendelser fra forbrugere og varmeværker vedrørende fastlæggelse af det fysiske grundlag for betaling af fast afgift og de dertil knyttede problemstillinger.
  • at Tilsynet ikke på nuværende tidspunkt finder grundlag for at ændre de hidtil fastlagte retningslinier for fastlæggelse af det fysiske grundlag for betaling af fast afgift, men at Tilsynet dog - såfremt spørgsmålet om, hvorvidt en af et varmeværk foretagen plombering af dele af en forbrugers interne anlæg kan sidestilles med 1) egentlig fysisk nedtagning af radiatorer (hvis grundlaget er hedefladeareal) eller med 2) reduktion af det areal eller rumfang, (hvis grundlaget er m2 eller m3), der belaster værkets kapacitet - vil revurdere den af Gas- og varmeprisudvalget tidligere foretagne vurdering, hvorefter en plombering af det interne anlæg er tilstrækkelig til at reducere forbrugerens forpligtelse til at betale fast afgift.


ad punkt 9: Etablering af Council of European Energy Regulators (CEER) som en forening efter belgisk lov

I et af sekretariatet udarbejdet notat blev Energitilsynet orienteret om etableringen af Council of European Energy Regulators som en forening efter belgisk lov.


ad punkt 10: Foreløbig arbejdsplan. Sager og notater på Energitilsynets møder i 2. halvår 2003

På baggrund af en sekretariatet udarbejdet foreløbig oversigt drøftede Energitilsynet tilsynets arbejde i andet halvår 2003.


ad punkt 11: Status vedrørende indtægtsrammereguleringen på elområdet

I et af sekretariatet udarbejdet notat orienteredes Energitilsynets medlemmer om status for indtægtsrammereguleringen på elområdet.


ad punkt 12: Internationalt samarbejde om benchmarking af TSO'ere

I et af sekretariatet udarbejdet udarbejdet notat orienteredes Energitilsynets medlemmer om status for internationalt samarbejde vedrørende benchmarking af TSOere.


ad punkt 13 : Eventuelt

Formanden erindrede om, at næste møde i Energitilsynet er den 25. august 2003.

Mødet afsluttet kl. 12.45.

Bilag : Udarbejdet til møde nr. 41 -  Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat.

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO