Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Uddrag af meddelelser fra Energitilsynets møde den 24. februar 2003 - 1

1. Nye klagesager for Energiklagenævnet

1.1 NESA - krav om depositum, forrentning og rykkergebyrer
Energitilsynets sekretariat traf den 15. november 2002 afgørelse i en sag, hvor en forbruger havde klaget til Energitilsynet over NESAs opkrævning af depositum og renter samt størrelsen af selskabets rykkergebyrer.

Klageren ønskede at få tilbagebetalt sit depositum, idet han henviste til, at han foretog månedlige indbetalinger, og at NESA derfor ikke behøvede et depositum svarende til tre måneders betaling som sikkerhed. Derudover mente klageren, at det var urimeligt, at NESA forlanger renter af et depositum, i tilfælde hvor dette efter aftale indbetales over tre måneder. Endelig mente klager, at der ved ny lovgivning er pålagt danske firmaer kun at tage et rykkergebyr, som kan motiveres ved en omkostning for at fremsende rykkeren. Klager var derfor uforstående over for, at Energitilsynet i sin afgørelse havde henvist til en Konkurrenceankenævnskendelse fra 1992.

Energitilsynets sekretariat fandt det ikke urimeligt, jf. elforsyningslovens § 77, stk.1, jf. § 6, stk. 4, at NESA havde opkrævet et depositum hos klageren, idet klageren gentagne gange umiddelbart før kravets fremsættelse væsentligt havde overskredet de almindelige betalingsfrister, jf. Energitilsynets afgørelse på mødet af 17. juni 2002 vedrørende NESA´s forslag til ændrede regler om depositumsstillelse.

Sekretariatet fandt det heller ikke urimeligt, at selskabet havde opkrævet gebyr for oprettelsen af en betalingsordning for betaling af depositum samt renter af de afdrag af det forlangte depositum, som udskydes i tid i forhold til det oprindelige betalingstidspunkt.

Med hensyn til størrelsen af rykkergebyrer henviste sekretariatet til Konkurrenceankenævnskendelse af 22. oktober 1992, hvori ankenævnet ikke tillagde det afgørende betydning, at der i gebyret indgik et renteelement, idet der måtte lægges vægt på gebyrets størrelse i forhold til selskabets forøgede udgifter til administration og rentetab. Da NESA´s gebyrstruktur matcher gebyrstrukturen i Konkurrenceankenævnets kendelse, og da selskabet har anmeldt sine gebyrer til Energitilsynet, fandt sekretariatet ikke det opkrævede gebyr urimeligt.

Sekretariatets afgørelse var af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.2 Nakskov Kommunale Elværk - rådighedsbetaling for Danisco Sugar
På sit møde den 16. december 2002 behandlede Energitilsynet under dagsordenens punkt 4 spørgsmålet om den model, som Nakskov Kommunale Elværk anvender til beregning af rådighedsbetaling for Danisco Sugars sukkerfabrik i Nakskov.

Energitilsynet fandt, at modellen for Nakskov Kommunale Elværks beregning af rådighedsbetaling for Nakskov Sukkerfabrik ikke kan anses for at være i strid med elforsyningsloven, jf. herved især § 73. Energitilsynet lagde vægt på, at Nakskov Kommunale Elværk har afgrænset ydelsen vedrørende rådighed i kW eller det dertil svarende antal kWh og har tilkendegivet, at afregningsgrundlaget for rådighedsbetalingen bliver reduceret i det omfang, som Nakskov Sukkerfabrik betaler nettarif af leverancer af elektricitet fra nettet ud over, hvad der forlods er reserveret til dette formål af overføringsevnen i kablerne ind til sukkerfabrikken.

Energitilsynets afgørelse var af Danisco Sugar A/S blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.3 Energi Viborg m.fl. - klage over DONG Naturgas A/S' transmissionstariffer
Energitilsynets sekretariat traf den 28. oktober 2002 afgørelse i en sag, hvor Energi Viborg m.fl. havde klaget over DONG's transmissionstariffer. I sagen repræsenterede Energi Viborg en række af de frie gaskunder. Antallet af klagere blev undervejs udvidet, så kredsen til sidst bestod af Akzo Nobel Salt, Brdr. Hartmann, Cheminova, CP Kelco samt Viborg, Silkeborg, Sønderborg og Hjørring kraftvarmeværker. Denne kreds går også under betegnelsen Gasgruppen.

Klagen var blevet indsendt samtidig med, at tilsynet foretog sin egen vurdering af DONG's transmissionstariffer. Denne sag blev behandlet under dagsordenens punkt 3 på Energitilsynets møde den 15. marts 2002. Gasgruppen havde søgt at blive part i denne sag, hvilket dog blev afslået af tilsynet.

Gasgruppen var uenig i tilsynets afgørelse af 15. marts 2002, da den mente, at tilsynets opgørelse af kapitalen i DONG Transmission var sat for højt, og at forrentningen i den af tilsynet opgjorte omkostningsramme dermed også blev for høj. Gasgruppen mente, at den prisnedsættelse på ca. 10 %, som blev resultatet af afgørelsen af 15. marts 2002, i stedet skulle have været omkring 33 %.

Da forskellen mellem Gasgruppens beregninger og tilsynet beregninger i afgørelsen af 15. marts 2002 primært skyldtes forskellige metoder samt renteantagelser, var det samlet set sekretariatets opfattelse, at Gasgruppens beregninger ikke tilførte noget afgørende nyt i forhold til afgørelsen af 15. marts 2002. Sekretariatet afviste derfor at foretage sig yderligere i sagen.

Sekretariatets afgørelse af 28. oktober 2002 var af Gasgruppen blevet indbragt for Energiklagenævnet. Gasgruppen havde anmodet klagenævnet om, at klagen bliver behandlet parallelt med DONG's klage over Energitilsynets afgørelse af 15. marts 2002.


2. Afgørelser og meddelelser fra Energiklagenævnet

2.1 Hyllinge-Menstrup Kraftvarmeværker - klage over fast afgift
Energiklagenævnet havde den 29. januar 2003 stadfæstet en afgørelse, truffet af Energitilsynets sekretariat den 19. november 2001, vedrørende størrelsen af den faste afgift hos Hyllinge-Menstrup Kraftvarmeværker.

Klageren havde fremført, at prisberegningen var i strid med varmeforsyningsloven, fordi omkostningsbyrden var højest for varmeforbrugere bosiddende i større huse. Endvidere var det klagerens opfattelse, at varmeprisen hos Hyllinge-Menstrup Kraftvarmeværker lå langt højere end forventet, herunder langt højere end udgifterne ved almindelig individuel gas- eller olieopvarmning.

Set i lyset af værkets tilskud på 10,9 mio.kr. fra Energistyrelsens og gasselskabernes barmarkspulje havde Energitilsynets sekretariat ikke indvendinger imod størrelsen af værkets faste afgift, fordi denne afgift var møntet på at dække de af værkets omkostninger, som værket henregnede til faste omkostninger, herunder afskrivninger.

Energiklagenævnet anførte, at sagen vedrørte spørgsmålet om rimeligheden af størrelsen af den del af varmeværkets tarif, der vedrørte den faste afgift. Efter det oplyste kunne Energiklagenævnet tiltræde, at Energitilsynet i det foreliggende tilfælde ikke havde fundet grundlag for at påbyde ændring af størrelsen af den faste afgift i varmeprisen hos Hyllings-Menstrup Kraftvarmeværker, idet denne fandtes at afspejle et kostægte princip.

Sekretariatets afgørelse og sagens indbringelse for Energiklagenævnet er tidligere omtalt under pkt. 1.1 i Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat til Energitilsynets møde den 21. januar 2002.

2.2 SEAS - klage over ekstrabetaling
Energiklagenævnet har den 29. januar 2003 stadfæstet en af Energitilsynets sekretariat truffet afgørelse, hvor sekretariatet ikke havde fundet, at en ekstra regning for elforbrug kunne anses for urimelig, da det efterfølgende havde vist sig, at forbruget i den periode regningen vedrørte ikke var faldet, som hævdet af klageren, og klagerens indbetalinger derfor ikke dækkede forbruget, samt at der ikke var konstateret nogen form for målerfejl.

Klageren fandt, at den ekstra regning var urimelig, da hun mente, at forbruget var faldet i den omhandlede periode, og hun i perioden havde foretaget løbende indbetalinger.

Sekretariatets afgørelse og sagens indbringelse for Energiklagenævnet er tidligere omtalt under pkt. 1.2 i del C af Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat til Energitilsynets møde den 29. oktober 2001.

2.3 Læsø Kommune - omlægning af fast afgift
Energiklagenævnet har den 29. januar 2003 ophævet en af Energitilsynets sekretariat truffet afgørelse vedrørende tarifomlægning for den kommunale fjernvarmeforsyning i Læsø Kommune. Sekretariatet havde fundet, at en omlægning af tariffen i en mere omkostningsægte retning ikke måtte medføre en urimelig stigning i varmeudgiften for enkelte forbrugere, jf. varmeforsyningslovens §21, stk. 4. Endvidere havde sekretariatet fundet, at en stigning på 52% i klagerens faste afgift over 1 år måtte anses for urimelig.

Ved at sammenholde begrundelsen for tarifomlægningen med den absolutte størrelse af den forventede prismæssige stigning - fandt Energiklagenævnet, at det ikke var urimeligt, at tarifomlægningen blev gennemført over 1 år. For klageren ville den forventede årlige varmebetaling ved omlægningen stige med 2.237 kr. til i alt 8.077 kr., hvilket klagenævnet ikke anså for urimeligt for klageren set i forhold til boligens størrelse.

Energiklagenævnet lagde endvidere vægt på, at forbrugeren i årene forud for tarifomlægningen havde opnået en besparelse som følge af, at tarifferne ikke var i overensstemmelse med kravet om, at mindst 20 % af en forsynings samlede omkostninger skulle dækkes ved faste betalinger.

Sekretariatets afgørelse og sagens indbringelser for Energiklagenævnet er tidligere omtalt under pkt. 1.3 i del C af Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat til Energitilsynets møde den 29. oktober 2001.

2.4 NRGi NET - klage over manglende information
Energiklagenævnet har den 29. januar 2003 stadfæstet en af Energitilsynets sekretariat truffet afgørelse om varsling af forbrugerne om fusionen mellem Århus Kommunale Værker, elforsyningerne i Ebeltoft og Grenå Kommuner og Energiselskabet Arke og om ændret prisstruktur. Sekretariatet havde lagt vægt på, at NRGi Net havde oplyst, at der både direkte over for den enkelte forbruger og i dagspressen, samt på NRGi Net´s hjemmeside m.v. var blevet gjort opmærksom på fusionen og de prismæssige følger heraf. Endvidere oplyste sekretariatet, at de ændrede priser mv. var rettidigt anmeldt til Energitilsynet. På den baggrund fandt sekretariatet ikke anledning til at foretage yderligere i sagen.

Energiklagenævnet fandt, at varslingen af forbrugerne om fusionen ikke, hverken med hensyn til varslingens omfang eller indhold, kunne betegnes som mangelfuld eller urimelig, jf. elforsyningslovens § 6, stk. 3. Energiklagenævnet fandt desuden, at den ændrede prisstruktur er meddelt på selskabets hjemmeside og gennem selskabets elmagasin udsendt til samtlige husstande. Dette gav ikke Energiklagenævnet anledning til bemærkninger. I sagen gav det heller ikke Energiklagenævnet anledning til bemærkninger, at Energitilsynet ikke havde indhentet dokumentation for de af NRGi Net afgivne oplysninger.

Sekretariatets afgørelse og sagens indbringelse for Energiklagenævnet er tidligere omtalt under pkt. 1.4 i del C af Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat til Energitilsynets møde den 29. oktober 2001.


3. Formandsafgørelser


4. Større væsentlige sager afgjort af sekretariatet

4.1 NRGi NET- klage over tilslutningsafgift
En forbruger under NRGi NET klagede til Energitilsynet over størrelsen af NRGi NETs tilslutningsafgift.

Kunden havde betalt en tilslutningsafgift på 13.400 kr. plus moms, dvs. i alt 16.750 kr. for tilslutning af et nyt enfamiliehus. NRGi Net havde faktureret kunden ét samlet beløb opgjort som summen af et standard investeringsbidrag på 9.600 kr. plus betaling for stikledning fra det offentlige elnet frem til måler. Betalingen for stikledningen udgjorde således 3.800 kr., ekskl. moms.

Kunden henviste til, at han tidligere havde fået oplyst at tilslutningsbidraget højst måtte være 9.600 kr., ekskl. moms.

Energistyrelsen har tidligere vurderet, at stikledninger ikke er en del af det kollektive elforsyningsnet, men derimod en del af installationen hos forbrugeren. Konsekvensen heraf er, at stikledninger - uanset ejerforholdet - ikke er omfattet af bevillingspligten efter elforsyningslovens § 19, stk. 1. Anlæg, drift og eventuelt ejerskab af stikledninger skal derfor som udgangspunkt udskilles i selskaber med begrænset ansvar i medfør af elforsyningslovens § 47, stk. 4. I visse tilfælde vil det dog være tilstrækkeligt med en regnskabsmæssig udskillelse.

Det fremgik af NRGi Nets prisblad for investeringsbidrag gældende fra 1. januar 2001, at bidraget til stikledning var indeholdt i investeringsbidraget og etableredes af NRGi Net frem til leveringsgrænsen. Leveringsgrænsen var i henhold til NRGi Nets tilslutningsbestemmelser for elektricitet det sted, hvortil netselskabet etablerede og vedligeholdt anlægget. Det fremgik af bl.a. af et bilag til leveringsbestemmelserne, at leveringsgrænsen er ved måleren eller første afgreningssted.

Energitilsynet sekretariat har den 25. oktober 2002 afgjort, at sekretariatet samlet set fandt, at det var i strid med elforsyningslovens § 6, stk. 3, at NRGi Net igennem fastsatte tilslutningsvilkår og investeringsbidrag anvendte priser, der sammenblandede betaling for aktiviteter inden for og uden for bevillingen, og påtvang sine kunder at aftage ydelser vedrørende stikledninger, der ligger uden for de opgaver, som en netvirksomhed skal foretage efter elforsyningsloven.

NRGi Net har som følge af denne afgørelse fremadrettet anmeldt nye priser for investeringsbidrag for nye installationer. Disse priser, som er gældende fra 1. januar 2003, er ekskl. bidrag til etablering af stikledning, som må betales separat til den, der etablerer ledningen.

Energitilsynet fandt på sit møde den 27. februar 2002, at bl.a. det ovenfor nævnte standardinvesteringsbidrag på 9.600 kr. gældende fra 1. januar 2002 ikke er urimeligt i henhold til elforsyningslovens § 77, stk. 1, jf. § 6, stk. 3.

4.2 Energi Horsens - klage over efterregning
En tidligere forbruger under Energi Horsens klagede til Energitilsynet over en ekstraregning for elforbrug på godt 50.000 kr.

Klageren beboede en ejendom ved Juelsminde fra efteråret 1998 til november 2002. Klageren oplyste, at han havde betalt alle elregninger automatisk over betalingsservice, og at han hvert år havde udfyldt og indsendt selvaflæsningskort til Energi Horsens. Ved aflæsning af måleren i forbindelse med klagerens fraflytning blev det konstateret, at der ifølge målerens udvisende var et betydeligt merforbrug i forhold til det forbrug, der var betalt for ved klagerens acontoindbetalinger.

Klageren fremførte, at han ikke forstod, at hans acontoforbrug kunne have været ansat for lavt i fire år, uden at elselskabet har oplyst ham om, at der var noget galt. Han oplyste endvidere, at måleren ikke havde været sendt til målerkontrol.

Energi Horsens oplyste telefonisk over Energitilsynet, at den ejendom klagen vedrørte er en lille ældre helårsbolig, som er elopvarmet og registreret som sådan hos elselskabet. Den forbruger der beboede ejendommen, inden klageren flyttede ind havde et meget lavt elforbrug, og acontobetalingen på adressen var derfor meget lavt sat ved klagerens indflytning. Den forbruger der flyttede ind, efter at klageren var fraflyttet har i den periode, hvor han har beboet ejendommen haft et forbrug, der gennemsnitligt svarer til det forbrug måleren blev aflæst til, efter at klageren var fraflyttet. Energi Horsens oplyste, at selskabet ikke mente, at have modtaget selvaflæsningskort fra klageren.

Energi Horsens oplyste endvidere, at selskabet ikke har en fast turnus for aflæsning målerne, men at forbrugerne selv må kontrollere, om deres samlede acontobetalinger nogenlunde svarer til deres årsforbrug.

Vedrørende kontrol af måleren oplyste Energi Horsens, at måleren alene har været afprøvet på stedet. Såfremt klageren ønskede dette, ville selskabet lade måleren afprøve på et akkrediteret værksted uden udgift for klageren. Sekretariatet oplyste, at i henhold til Energitilsynets praksis skal afprøvning af målere ske på et uafhængigt akkrediteret værksted.

Sekretariatet meddelte klageren, at Energitilsynet ikke kan gå ind i en bedømmelse af, hvorvidt klageren som oplyst havde indsendt selvaflæsningskort til Energi Horsens, og hvorvidt disse var modtaget hos selskabet, og at Energitilsynet heller ikke kunne gå ind i en bedømmelse af, hvorvidt det forbrug der var registreret på måleren har svaret til det faktiske forbrug i den periode, hvor klageren har beboet ejendommen, antallet af personer i husstanden og elforbrugende apparater, eller om eventuelle fejl i installationerne kan have påvirket forbruget. En bedømmelse af disse spørgsmål ville indebære en bevisbedømmelse, som må henvises til domstolene.

Sekretariatet fandt, at under hensyn til at den ejendom klageren beboede var registret som elopvarmet helårsbolig, og at acontoforbruget som følge af en tidligere beboers lave forbrug var meget lavt anslået ville en større opmærksomhed på disse forhold fra Energi Horsens side i forbindelse med ejerskifte have været formålstjenlig.

Endvidere fandt sekretariatet, at Energi Horsens procedure i forbindelse med manglende indsendelse af selvaflæsningskort, hvor selskabet efter det oplyste først tilstræber at foretage aflæsning ved manglende selvaflæsning i fem år ikke forekommer hensigtsmæssig.

På baggrund af at det var oplyst i sagen, at det aflæste forbrug på måleren svarede til det gennemsnitlige forbrug for en forbruger med elvarme i en ejendom af den pågældende størrelse, og at det var oplyst, at den nuværende forbruger i den periode, hvor han har beboet ejendom har haft et forbrug, der svarer til det i gennemsnit registrerede for den periode, hvor klageren beboede ejendommen, fandt sekretariatet imidlertid ikke at kunne rette indvendinger imod Energi Horsens fremgangsmåde i sagen jf. elforsyningslovens § 77, stk. 1, jf. § 6, stk. 3.

Sekretariatet lagde endvidere lagt vægt på, at Energi Horsens havde oplyst over for Energitilsynet, at selskabet ville tilbyde klageren, at måleren uden udgift for klageren kunne blive afprøvet på et uafhængigt akkrediteret værksted.

4.3 Eltra Transmission - korrigeret indtægtsramme
Eltra Transmission er for så vidt angår indtægtsrammer omfattet af bekendtgørelse nr. 1182 af 15. december 2000 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet over 150 kV. Bekendtgørelse nr. 1182 indeholder alene mulighed for at forhøje indtægtsrammen ved nyanlæg, jf. bkg. § 7 og ved nye krav efter elforsyningslovens , jf. bkg. 8. Bekendtgørelsen indeholder herudover ingen dispensationsbestemmelser. Dette i modsætning til bekendtgørelse nr. 944 af 9. oktober 2001 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet på 150 kV og derunder.

Bekendtgørelse nr. 944 indeholder således i kapitel 7 - §§35-40 - en række bestemmelser, hvorefter Energitilsynet kan beslutte, at en virksomheds omkostningsramme skal forhøjes. Således giver §38 mulighed for forhøjelse, hvis virksomheden ved beregning af indtægtsrammen stilles væsentligt ringere end andre virksomheder og dette skyldes særlige forhold, som ikke kan lægges virksomheden til last.

I år 2000 betalte Eltra System det samlede nettab ved forbindelsen over Skagerrak, medens Stattnet i Norge betalte for drifts- og vedligeholdelse. Denne aftale er fra 2001 afløst af en ny aftale (Skagerrak-aftalen), hvorefter Eltra betaler halvdelen af drifts- og vedligeholdelsesudgifterne ca. 2 mio. kr. i 2001 og betaler ca. 10,5 mio. kr. i fast betaling for brugsretten, medens Stattnet betaler halvdelen af nettabet.

Sekretariatet har i forbindelse med udmeldingen af indtægtsrammer for Eltra Transmission meddelt Eltra, at omkostningerne efter Skagerrak aftalen ikke kan indregnes i omkostningsrammen for 2001, 2002 og 2003.

4.4 DONG Energi-Service A/S - klage over principper for tilbagebetaling i forbindelse med målerfejl
En forbruger under DONG's distributionsnet i Sønderjylland (det tidligere Naturgas Syd) klagede til Energitilsynet over de af DONG anvendte principper ved tilbagebetaling i forbindelse med konstatering af målerfejl.

DONG gennemførte i 1999 en målerkontrol i det tidligere Naturgas Syds område, der viste, at der var problemer med målere af mærket Dehm-Zinkeisen, da mange af disse målere målte et forkert forbrug. DONG besluttede at udskifte samt foretage kalibrering af samtlige målere af dette mærke - ca. 17.000 målere i alt.

På baggrund af resultatet af målernes kalibrering, ville de kunder, hvis målere havde vist mere end 4 % for meget få en tilbagebetaling. I DONG's (Naturgas Syds) leveringsbetingelser var indført en bestemmelse om, at forbrugerne måtte acceptere en fejlvisning på +/- 4 %. Kunder, hvis måler havde vist for lidt, ville ikke blive opkrævet ekstra betaling.

På baggrund af data, som blev registret af Force Instituttet i forbindelse med nedtagningen af målere - både de aktuelle samt tidligere nedtagninger - fastlagde DONG en række principper, der skulle finde anvendelse ved tilbagebetaling. Force Instituttets beregninger viste, at målerne havde tendens til en fejlvisning på + 4 % efter 9 års brug. De problematiske målere var sat op fra 1982 til 1990 og nedtagningen blev foretaget fra 2001 og frem til 2003.

DONG valgte et princip, hvor kunderne fik tilbagebetaling i halvdelen af perioden fra målerens opsætning frem til 1. januar 2001. Kalibreringen, som viste hvor meget de enkelte måler viste forkert, lå endvidere til grund for beregningen i hele tilbagebetalingsperioden. Dernæst fik kunderne tilbagebetaling for hele perioden fra 1. januar 2001 frem til nedtagningstidspunktet. Dermed ville nedtagningstidspunktet ikke får betydning for tilbagebetalingen. En kunde, hvis måler blev opsat i 1984 og viste 5 % for meget, ville således få reguleret sit forbrug med 5 % fra 1992 til nedtagningstidspunktet.

DONG's principper indebærer, at udelukkende kunder, hvis målere blev opsat i 1982, vil opleve, at perioden fra opsætning til begyndelse af tilbagebetaling (den periode, hvor måleren teoretisk har vist korrekt) kommer til at udgøre de 9 år, som var resultatet af Force Instituttets beregninger. Det bemærkes i øvrigt at målere opsat i 1982 stort set ikke havde tendens til fejlvisning.

Øvrige kunder vil opleve at perioden fra opsætning til begyndelse af tilbagebetaling kommer til at udgøre mindre end 9 år. DONG forrenter tilbagebetalingen med 11 % p.a.

Sekretariatet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte DONG's principper for tilbagebetalingen, da metoden efter sekretariatets vurdering overordnet kom kunderne til gode. Datamaterialet var endvidere for usikkert til, at sekretariatet kunne afvise Force Instituttets beregninger.

Sekretariatet var enig med DONG i, at der i den foreliggende situation med flere tusinde målere måtte anlægges en gennemsnitsbetragtning. Sekretariatet meddelte dog samtidig DONG, at såfremt kunder i konkrete tilfælde kunne godtgøre, at deres måler har haft en fejlvisning på mere end 4 %, der række længere tilbage end starttidspunktet for tilbagebetalingen, så ville det ikke være urimeligt, hvis kunden blev kompenseret herfor.

Sekretariatet meddelte samtidig, at det ville henhøre under domstolene at afgøre, hvorvidt en kunde i givet fald har en krav på at få yderligere tilbagebetaling.


5. Høringssvar

5.1 Høring om udkast til bekendtgørelse om tilladelse til opførelse af nye elproduktionsanlæg
Energitilsynet har fra Energistyrelsen modtaget et udkast til Bekendtgørelse om betingelser og procedurer for meddelelse af tilladelse til opførelse af nye elproduktionsanlæg samt væsentlige ændringer i bestående anlæg. Udkastet er dateret 4. december 2002.

Energistyrelsen anmodede om at modtage evt. bemærkninger til udkastet.

I tiden før elreformen blev ansøgninger om opførelse af nye kraftværksanlæg vurderet af energimyndighederne ud fra en række skønsmæssige kriterier, hvor der navnlig blev lagt vægt på, om der var et nationalt behov for yderligere elproduktionskapacitet. Der blev desuden lagt vægt på, at udbygningen opfyldte en række individuelt fastsatte miljøkrav.

Efter liberaliseringen og åbningen af det europæiske elmarked er det ikke længere en myndighedsopgave at vurdere behovet for udbygning med ny elproduktionskapacitet. Kraftværksudbygningen er nu markedsstyret, og hvorvidt der er behov for ny produktionskapacitet, afgøres af efterspørgslen på el. Det er investor, som skal finde det opportunt at investere i ny produktionskapacitet, og det er investor, som bærer den økonomiske risiko forbundet med kraftværksudbygningen.

I den nye, fremtidige situation er der derfor behov for objektive og kendte regler for, hvordan investorer kan opnå tilladelse til at opføre nye elproduktionskapacitet eller gennemføre væsentlige ændringer i den bestående. EU's eldirektiv stiller således krav om, at de nationale myndigheder udformer sådanne regler.

Bekendtgørelsen, som gælder for alle større elproduktionsanlæg, fastslår princippet om, at en ansøger har ret til at modtage en tilladelse til af opføre elproduktionsanlæg, hvis bekendtgørelsens vilkår herfor opfyldes.

Bekendtgørelsen indeholder endvidere bestemmelser om emissionskrav. Disse regler er udformet under hensyntagen til bestemmelser under Miljøministeriets lovgivning, således at dobbeltregulering undgås. Tilsvarende vil gælde for anlæg, hvis emissioner er - eller bliver - reguleret ved en samlet kvote. F.eks. vil en fremtidig CO2-kvoteregulering indebære, at bekendtgørelsens regler om CO2-udslip ikke vil komme til at gælde for anlæg, som er omfattet af en sådan kvoteregulering.

Bekendtgørelsen indeholder desuden en liste over de anlæg, som rubriceres som centrale kraftværker samt en udtømmende liste over de vilkår, som kan knyttes til en tilladelse.

Bekendtgørelsen rummer endelig bestemmelser om den fremgangsmåde, der skal benyttes ved ansøgning om tilladelse.

Bekendtgørelsen har hjemmel i § 2, stk. 4, § 10, stk. 6, § 11, stk. 3, § 26, stk. 3, § 88, § 90 og § 92 i lov om elforsyning.

Det er Energistyrelsen, der træffer afgørelser efter bekendtgørelsen. Klager herover kan indbringes for Energiklagenævnet.

På denne baggrund har Energitilsynets sekretariat meddelt Energistyrelsen, at man ikke har bemærkninger til udkastet.


6. Andre forhold

6.1 Bemærkninger til punkt 7 på dagsordenen til Energitilsynets møde den 16. december 2002
Den 16. december 2002 behandlede Tilsynet et notat udarbejdet af sekretariatet vedrørende de retningslinier, som de tidligere energiprisudvalg (Elprisudvalget og Gas- og varmeprisudvalget), Monopolankenævnet og Konkurrenceankenævnet havde fastlagt vedrørende ansvar, ansvarsfraskrivelse og erstatning.

Tilsynet udbad sig et supplerende notat, der præciserede hvor energiprisudvalgenes praksis vedrørende de anførte områder afveg fra dansk rets almindelige regler. Sekretariatets redegørelse herom er vedlagt som bilag.

6.2 Elprisstatistik februar 2003
Af sekretariatet var udarbejdet månedlig oversigt over elpriserne.

6.3 ELFOR - leverandørskifte og aftagenumre
Energitilsynets sekretariat havde modtaget et brev fra elnetselskabernes forening ELFOR af 7. februar 2003, hvori ELFOR redegør for dets nuværende anbefalinger for bl.a. aftagenumre og gebyrer ved leverandørskifte.

ELFOR havde hidtil anbefalet alle netselskaber, at det elektroniske leverandørskifte foretages uden beregning. Udlevering af aftagenumret betragter ELFOR som en del af det elektroniske leverandørskifte. En forudsætning herfor er dog ifølge ELFOR, at elleverandørerne indhenter de nødvendige oplysninger, herunder aftagenumre, hos kunderne.

ELFOR finder derfor, at netselskaber, som ikke modtager de relevante oplysninger fra elleverandørerne, kan beregne sig et gebyr for udlevering af aftagenumre. ELFOR tænker for eksempel på de tilfælde, hvor netselskabet modtager lister med anmodning om elektronisk leverandørskifte uden de nødvendige oplysninger er tilvejebragt på trods af, at aftagenumre er formidlet til de enkelte kunder og at den pågældende elleverandør er underrettet herom.

Endvidere finder ELFOR, at det skal være muligt at opkræve gebyr eller betaling for medgået tid i de tilfælde, hvor en kunde med mange målepunkter overlader den praktiske del af opgaven med indsamling af de nødvendige oplysninger til netselskabet.

Energitilsynets sekretariat ville snarest tage stilling til på ELFORs henvendelse.

6.4 Eltra / Elkraft System - fælles handlingsplan for udfærdigelse af tekniske forskrifter
De to danske systemansvarlige selskaber Eltra og Elkraft System havde orienteret Energitilsynets sekretariat om, at selskaberne var påbegyndt processen vedrørende harmonisering af deres tekniske forskrifter samt markedsforskrifter.

Baggrunden for arbejdet er Energistyrelsens bekendtgørelse nr. 444 af 11. juni 2002 om systemansvarlig virksomhed og anvendelse af transmissionsnettet m.v., som bl.a. pålægger systemansvarlige virksomheder at samarbejde om at udfærdige fælles retningslinier for brug af det kollektive elforsyningsnet. Endvidere pålægges systemansvaret at udfærdige fælles måleforskrifter.

De systemansvarlige selskaber tolker begrebet 'fælles' således, at selvom nogle forskrifter vil blive identiske, vil andre forskrifter alene være koordinerede, men med fælles overordnede målsætning og principper. Baggrunden herfor kan være systemmæssige, tekniske eller strukturmæssige forhold som gør, at forskrifterne i stedet alene koordineres.

Af konkrete årsager hertil kan kort nævnes:

  • Tilslutning til forskellige transmissionssystemer (det nordiske i Østdanmark og det kontinetaleuropæiske i Vestdanmark)
  • Forskelle i største tilladelig produktionsenhed mellem de to systemer
  • Forskellige regler for driftsreserver i de to systemer
  • Større vestdansk decentral produktion og derved forskelle i driftsforudsætninger og -styring
  • Forskellige spændingsniveauer i Øst- og Vestdanmark
  • Større hensyn til saltstorme i Vestdanmark i forhold til Østdanmark
  • Forskellig udøvelse af driftsledelse (foretages af regionale transmissionsselskaber i Østdanmark) m.m.

De systemansvarlige selskaber har nedsat en styregruppe samt diverse koordinerings- og arbejdsgrupper til arbejdet, som påtænkes løst i samarbejde med berørte virksomheder i henholdsvis Øst- og Vestdanmark. I arbejdet vil der også blive taget andre hensyn, herunder eksempelvis Nordels Systemdriftsaftale, eventuelt kommende Nordel Grid Codes samt UCTEs rekommendationer og forskrifter etc.

Udarbejdelsen af de fælles forskrifter forventes at strække sig over en flerårig periode.

Der er ikke i perioden truffet afgørelser af Energitilsynets formand i henhold til § 3, stk. 3, i Energitilsynets forretningsorden.

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO