Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Møde nr. 28


År 2002, den 27. maj afholdt Energitilsynet møde. Mødet indledtes kl. 10.00. Mødet blev afholdt i Konkurrencestyrelsens lokaler, Nørregade 49, København K.

Til stede fra Energitilsynet var Hans Henrik H. Østergaard, Anders Larsen, Niels I. Meyer, Birgitte Refn Wenzel og Preben Schou. Torben Riber og Uffe Bundgaard-Jørgensen deltog i deres egenskab af suppleanter.

Til stede fra sekretariatet var Nils Jan Hansen, Jacob Schaumburg-Müller, Johan Piper og Marianne Larsson.


Dagsorden

1. Inhabilitet på møde nr. 28
2. Meddelelser fra Formanden
3. Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat


Sager til beslutning

4. Elkraft System - indregning af PSO-omkostninger ved tilslutning af havvindmøllepark
5. NESA NaturStrøm - tilbud om køb af grøn el


Notater til drøftelse/orientering

6. Marked 2003
7. Drøftelse af NESA's kapitalsag i lyset af Energiklagenævnets afgørelse af 13. maj 2002, hvorefter Svend Auken og 3 andre medlemmer af Folketinget ikke kunne anses for klageberettigede
8. Redegørelse for arbejdet i arbejdsgruppen om kapitalforhold (mundtlig redegørelse)
9. Redegørelse for arbejdet i reformarbejdsgruppen (mundtlig redegørelse)


Andet

10. Eventuelt


ad punkt 1: Inhabilitet

Der fandtes ikke grundlag for at erklære noget medlem inhabil ved behandlingen af de sager, der var på mødets dagsorden.


ad punkt 2: Meddelelser fra Formanden

Formanden oplyste, at Mette Lis Andersen i brev til økonomi- og erhvervsministeren havde anmodet om at blive fritaget for hvervet som medlem af Energitilsynet. Mette Lis Andersens begrundede sit ønske om at udtræde med at hendes habilitetsproblemer ved arbejdet i Energitilsynet måtte forventes at stige i forbindelse med DONG´s udmeldte planer om at udvikle selskabet til et bredere energiselskab, bl.a. ved fusioner med elselskaber.


ad punkt 3: Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat

Uddrag af Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat er vedlagt som bilag til referatet.


ad punkt 4: Elkraft System - indregning af PSO-omkostninger ved tilslutning af havvindmøllepark

Elkraft System a.m.b.a. havde den 2. april 2002 anmeldt en aftale med SEAS Transmission A/S om etablering af et ilandføringsanlæg fra Rødsand Havvindmøllepark.

SEAS stod for opførelsen af det pågældende anlæg. Når anlægget var opført, skulle det ifølge elforsyningsloven § 21, stk. 4 stilles til rådighed for den systemansvarlige virksomhed, Elkraft System a.m.b.a., således at Elkraft System fik rådighed over anlægget i hele dets tekniske og økonomiske levetid. SEAS bevarede ejendomsretten til anlægget.

Som betaling for rådighedsstillelsen afholdt Elkraft System alle de omkostninger, som for SEAS Transmission var forbundet med at etablere ilandføringsanlægget samt løbende omkostninger ved anlæggets drift og vedligeholdelse. Betalingen af etableringsomkostningerne blev afregnet løbende således, at SEAS Transmission fik godtgjort etableringsomkostninger i takt med at selskabet afholdt de pågældende omkostninger.

Sammen med anmeldelsen havde Elkraft System anmodet om, at etableringsomkostningerne blev indregnet i selskabets tarifferne over en periode på 5 år.

Energitilsynet vedtog at meddele Elkraft-System a.m.b.a.:

  • at Energitilsynet finder, at der i selskabets tariffer for et givet år kan indregnes et beløb, som svarer til de omkostninger, som SEAS Transmission A/S har ved at etablere anlægget i det pågældende år, jf. elforsyningslovens § 71, stk. 1, jf. § 69, stk. 1. Som konsekvens heraf finder Energitilsynet, at der i selskabets årlige tariffer kan indregnes et beløb, som er lig med den afskrivning, som SEAS Transmission A/S vil kunne beregne for det pågældende anlæg, jf. § 24 i bekendtgørelse nr. 944 af 29. oktober 2001 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for netvirksomheder og transmissionvirksomheder med elforsyningsnet på 150 kV og derunder. Dette indebærer, at selskabet kan indregne omkostningerne til ilandføringsanlægget med lige store beløb over en periode på 40 år regnet fra den første måned efter anlæggets idriftsættelse. Såfremt selskabet overfor Energitilsynet kan godtgøre, at anlægget har en levetid, som er kortere end 40 år, kan omkostningerne dog indregnes over den faktiske levetid.
  • at den mellem selskabet og SEAS Transmission aftalte betalingsordning er i strid med bestemmelserne, om at der i systemansvarets priser alene må indregnes nødvendige omkostninger - jf. elforsyningslovens § 71, stk. 1, jf. § 69, stk. 1 - idet Elkraft System afholder omkostninger for en periode, hvor anlæggets kapacitet ikke står til rådighed for selskabet.


ad punkt 5: NESA NaturStrøm - tilbud om køb af grøn el

Energitilsynet modtog i november 2001 en anmeldelse fra NESA Forsyning A/S på NaturStrøm. I forhold til prisen på almindelig strøm havde NESA anmeldt en merpris for produktet på 3,6 øre/kWh eksl. moms.

Ifølge NESA´s oplysninger er NaturStrøm miljøcertificeret svensk strøm fra vand- og vindkraftanlæg samt biomasseanlæg, som er forpligtet til at tage ekstra hensyn til at skåne miljøet. Den svenske strøm bliver ifølge NESA´s beskrivelse suppleret med dansk miljøvenlig elproduktion fra bl.a. vindmøller.

Formanden bemærkede at NESA´s anmeldelse af NaturStrøm havde været drøftet ved mødet den 7. maj, hvor Energitilsynet havde besluttet at udskyde sagens behandling med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger. Denne strømtype ønsker selskabet at tilbyde sine forsyningspligtkunder til en merpris i forhold til den pris selskabet forlanger for almindelig forsyningspligtstrøm. I prisen for NaturStrøm er der indregnet dels meromkostninger i forhold til indkøb af almindelig strøm og dels markedsføringsomkostninger.

Energitilsynets afgørelse i sagen blev truffet ved afstemning.

6 medlemmer og suppleanter (Formanden, Niels I. Meyer, Birgitte Refn Wenzel, Preben Schou, Uffe Bundgaard-Jørgensen og Torben Riber) stemte for følgende afgørelse:

Energitilsynet vedtog:

  • at Energitilsynet finder, at da NESA ikke har godtgjort, at NaturStrøm fremmer de danske miljømål, kan Energitilsynet på det foreliggende grundlag ikke godkende NESA Forsyning A/S den 15. november 2001 anmeldte merpris på NESA Naturtrøm på 3,6 øre/kWh (excl. moms) for år 2001 i forhold til prisen på almindelig strøm, som NESA Forsyning A/S angiver til 18,9 øre/kWh plus abonnement, jf. elforsyningslovens § 72, stk. 2.
  • at Energitilsynet finder, at da NESA ikke har godtgjort, at NaturStrøm fremmer de danske miljømål, kan Energitilsynet på det foreliggende grundlag ikke godkende NESA Forsyning A/S den 28. december 2001 anmeldte merpris på NESA Naturtrøm på 3,6 øre/kWh (excl. moms) for år 2002 i forhold til prisen på almindelig strøm, som NESA Forsyning A/S angiver til 19,7 øre/kWh plus abonnement, jf. elforsyningslovens § 72, stk. 2.

Anders Larsen stemte imod denne afgørelse og ønskede følgende mindretalsudtalelse medtaget i referatet fra mødet: "Anders Larsen ser på det foreliggende grundlag ingen konflikt mellem NESA NaturStrøm og dansk miljø- og energipolitik, og vil derfor kunne godkende NESA's anmeldelse under forudsætning af rimelige markedsføringsomkostninger".


ad punkt 6: Marked 2003

Denne sag blev ikke behandlet, men udsat til Tilsynets næste møde.


ad punkt 7: Drøftelse af NESA´s kapitalsag i lyset af Energiklagenævnets afgørelse af 13. maj 2002, hvorefter Svend Auken og 3 andre medlemmer af Folketinget ikke kunne anses for klageberettigede

På baggrund af et af sekretariatet udarbejdet notat drøftede Energitilsynet Energiklagenævnets afgørelse af 13. maj 2002 vedrørende spørgsmålet om hvorvidt fire folketingsmedlemmer kunne anses for klageberettigede i sagen vedrørende Energitilsynets afgørelse af 27. februar 2002 om opgørelse af den frit disponible egenkapital i NESANET A/S.

Tilsynet har den 22. maj 2002 modtaget en henvendelse fra de fire, hvor de anmodede om, at sagen tages op til fornyet overvejelse. Tilsynet vil drøfte denne henvendelse på mødet den 17. juni 2002.


ad punkt 8: Redegørelse for arbejdet i arbejdsgruppen om kapitalforhold

Vicedirektør Knud Pedersen, Energistyrelsen og revisor Per Timmermann, Dansk Energi redegjorde for arbejdet i arbejdsgruppen vedrørende kapitalforhold.

Arbejdsgruppen er nedsat af økonomi- og erhvervsministeren og har deltagelse fra Energistyrelsen, Energitilsynet samt Kammeradvokaten.


ad punkt 9: Redegørelse for arbejdet i reformarbejdsgruppen

Vicedirektør Knud Pedersen, Energistyrelsen redegjorde for arbejdet i reformarbejdsgruppen.

Arbejdsgruppen har deltagelse fra Økonomi- og Erhvervsministeriet, Energistyrelsen, Konkurrencestyrelsen samt Finansministeriet.


ad punkt 10: Eventuelt

Formanden erindrede om, at næste møde var den 17. juni 2002.

Mødet afsluttet kl. 12.15.

Bilag : Udarbejdet til møde nr. 28 - Uddrag af Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO