Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Uddrag af meddelelser fra Energitilsynets møde den 27. februar 2002


1. Nye klagesager for Energiklagenævnet

1.1 Københavns Energi og NVE - aktindsigt i selskabernes indberetninger til ElprisudvalgetEnergitilsynets sekretariat har den 10. januar 2002 truffet afgørelse vedrørende en begæring fra ELFO (Elinstallatørernes Landsforening) om aktindsigt i oplysninger om sideordnede aktiviteter, som henholdsvis Københavns Energi og NVE har indsendt til Elprisudvalget.

I henhold til sekretariatets afgørelse ville ELFO få aktindsigt i hovedparten af de indsendte oplysninger fra de to virksomheder.

ELFO havde i oktober 2001 anmodet om aktindsigt i medfør af offentlighedslovens § 4, stk. 1, i de oplysninger om sideordnede aktiviteter, som 11 elforsyningsvirksomheder fra 1996 til 1999 havde indsendt til Elprisudvalget i medfør af § 8, stk. 6, i bekendtgørelse nr. 874 af 20. november 1995 om overskud, sideordnet virksomhed og energirådgivning i elforsyningsvirksomheder.

Sekretariatet har den 12. februar 2002 fra Energiklagenævnets sekretariat telefonisk fået oplyst, at Københavns Energi og NVE har påklaget sekretariatets afgørelser.

Som følge af afgørelsens indbringelse for klagenævnet er det begærede materiale vedrørende disse to selskaber ikke fremsendt til ELFO.


2. Afgørelser og meddelelser fra Energiklagenævnet

2.1 Energi Horsens - aktindsigt i selskabets indberetning til Elprisudvalget
Energiklagenævnets formand har den 9. januar 2002 på nævnets vegne stadfæstet en af Energitilsynets sekretariat den 9. december 2001 truffet afgørelse vedrørende aktindsigt.

Sekretariatet havde i sin afgørelse meddelt Energi Horsens, at der vil blive givet Elinstallatørernes Landsforening ELFO aktindsigt i alle anmeldelsesskemaer, breve m.v. vedrørende selskabets sideordnede aktiviteter, idet tilsynet ikke finder, at akterne indeholder oplysninger af fortrolig karakter, der kan unddrages aktindsigt i medfør af offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2. Tilsynet har lagt vægt på, at akterne alle er ca. 5 år gamle og at videregivelse heraf på nuværende tidspunkt ikke kan antages at påføre Energi Horsens' selskaber nogen væsentlig økonomisk skade.

Sekretariatets afgørelse der imødekommer ELFO's begæring om aktindsigt var af Energi Horsens blevet indbragt for Energiklagenævnet, i det selskabet fandt, at de pågældende oplysninger havde væsentlig betydning for selskabets konkurrencesituation.

Energiklagenævnet har i sin afgørelse tilsluttet sig, at det ikke kunne antages at være af væsentlig økonomisk betydning for selskabet, at begæringen ikke imødekommes, jf. offentlighedslovens §12, stk. 1, nr. 2.


3. Formandsafgørelser

Der er ikke i perioden af Energitilsynets formand truffet afgørelser i medfør af § 2, stk. 3 i Energitilsynets forretningsorden.


4. Større væsentlige sager afgjort af sekretariatet

4.1. Nordthy Net - periodisering af investeringsbidrag
Energitilsynets sekretariat har den 13. december 2001 meddelt Nordthy Net, at netvirksomheden kan periodisere modtagne investeringsbidrag og - jf. elforsyningslovens § 69, stk. 1 - indtægtsføre disse over anlæggenes levetid, således at enkelte års udsving ikke resulterer i en over-/underdækningsproblematik.

Baggrunden herfor var, at Nordthy Net har haft en række store tilslutninger, der har medført betydelige udgifter til netforstærkning. Indtægtsføring af investeringsbidragene i èt år og afskrivning af udgifterne over standardlevetiden ville resultere i en over-/under-dækningsproblematik.

Netvirksomheder kan anvende to metoder til indtægtsføring af modtagne investeringsbidrag for kunders nettilslutninger:

  • a. Modtagne investeringsbidrag indtægtsføres i de år, hvor de udfaktureres, de modsvarende anlægsinvesteringer afskrives over den forventede (standard)levetid.
  • b. Modtagne investeringsbidrag periodiseres og indtægtsføres løbende med lige store dele i hele anlæggets forventede (standard)levetid. De modsvarende anlægsinvesteringer afskrives over den forventede (standard)levetid.

Under den indtil 30. december 1999 gældende elforsyningslov blev begge metoder anvendt af elselskaberne.

4.2 Energi Viborg - DONG Naturgas A/S' transmissionstariffer
Energi Viborg har på vegne af en række store naturgaskunder med frit valg af leverandør (Akzo Nobel Salt, Cheminova, CP Kelco, samt Hjørring, Silkeborg og Viborg kraftvarmeværker) klaget over DONGs transmissionstariffer.

I klagen anføres, at en af DONG foretagen opskrivning af anlægsaktiver ikke bør indgå ved fastsættelsen af transmissions- og lagertarifferne.

Disse synspunkter er inddraget i det til Energitilsynets møde til dagsordenens punkt 7 udarbejdede notat: "Priser for benyttelse af DONG Naturgas A/S' transmissionssystem". Sekretariatet vil på grundlag af Energitilsynets afgørelse af punkt 7 træffe afgørelse i klagesagen.

Energi Viborg har i forbindelse med klagen dels anmodet om at blive partshørt i forbindelse med Energitilsynets afgørelse af dagsordenens punkt 7, dels anmodet om aktindsigt i hele det til grund liggende sagsmateriale.

Energitilsynets sekretariat har i brev af 13. februar 2002 til Energi Viborg oplyst, at Energi Viborg og de kunder, som Energi Viborg har indsendt klage på vegne af, ikke har partsstatus og derfor ikke er hørings- eller aktindsigtsberettigede i medfør af forvaltningsloven.

Begrundelsen herfor er, at de pågældende kunder ikke har en tilstrækkelig individuel interesse i transmissionstarifferne i forhold til alle andre gaskunder hos DONG Naturgas A/S. Uden en væsentlig og individuel interesse opnås der ikke partsstatus i forvaltningsretlig forstand.

Sekretariatet vil nu gennemgå sagsakterne i sagen vedrørende DONG Naturgas A/S' transmissionstariffer med henblik på at vurdere, i hvilket omfang der kan gives aktindsigt i medfør af offentlighedsloven. Resultatet af sekretariatets gennemgang vil blive forelagt DONG Naturgas A/S i høring, inden eventuelt ikke fortroligt materiale vil blive fremsendt til Energi Viborg.

4.3 Sydfyns Elforsyning - gebyr for udfærdigelse af afdragsordning
En forbruger under Sydfyns Elforsyning klagede til Energitilsynet dels over at Sydfyns Elforsyning opkræver et gebyr (80,00 kr. eksklusive moms) for udarbejdelse af betalingsordning, dels over, at forsyningen som betingelse for, at kunder kan overgå til månedsafregning, krævede at hele den sidste kvartalsregning var betalt rettidigt.

Vedrørende det opkrævede gebyr for udfærdigelse af betalingsordning fandt sekretariatet, at den enkelte forbruger skal betale de omkostninger, der er forbundet med hans forbrug. En forbruger der ønsker at indgå en betalingsordning skal således betale de omkostninger der forbundet med udfærdigelsen af denne.

Med hensyn til gebyrets størrelse fandt sekretariatet, at dette ikke må overstige den gennemsnitlige rimelige omkostning ved den pågældende foranstaltning. Sekretariatet fandt ikke, at et gebyr på 80,00 kr. eksklusive moms kan anses for at overstige den gennemsnitlige rimelige omkostning ved udfærdigelsen af betalingsordninger

Sekretariatet fandt derfor ikke at kunne rette indvendinger imod, at der pålægges et gebyr for udarbejdelse af betalingsordning eller imod gebyrets størrelse, jf. elforsyningslovens § 77, stk. 1, jf. § 6, stk. 3.

Med hensyn til kravet om at hele den sidste kvartalsregning skal være betalt rettidigt for at en forbruger kan overgå til månedsafregning, fandt sekretariatet ikke at denne betingelse kan anses for rimelig. Det må være i forsyningens interesse, at eventuelle ustabile betalere overflyttes til månedsafregning, og de særomkostninger der er forbundet med at administrere denne betalingsmåde, når de øvrige forbrugere er på kvartalsafregning, kan pålægges forbrugeren. En eventuel manglende betaling af den sidste kvartalsafregning kan inddrives i overensstemmelse med af DEF udarbejdede "Vejledende retningslinier for forsyningsvirksomheders restanceinddrivelse", der er taget til efterretning af Elprisudvalget.

På denne baggrund fandt sekretariatet, at det måtte anses for urimeligt, jf. elforsyningslovens § 77, stk. 1, jf. § 6, stk. 3, at Sydfyns Elforsyning som betingelse for overgang til månedsafregning stillede krav om, at hele den sidste kvartalsregning er betalt rettidigt.


5. Andre forhold

5.1 Arbejdsgruppe under CEER
På baggrund af det 12. CEER-møde i London den 16. november 2001, blev der efterfølgende nedsat en arbejdsgruppe, som skal behandle mulighederne for at foretage internationale sammenligninger af priser og tariffer for elektricitet og gas. Arbejdet skal omfatte både regulerede og markedsbaserede priser og tariffer.

Sekretariatet har deltaget i arbejdsgruppens første møde, som blev afholdt den 4. februar 2002 i Milano.

De officielle statistikker som er tilgængelige i dag indeholder kun sjældent de informationer, som efterspørges til udfærdigelse af grænseoverskridende sammenligninger. Som følge af den stigende liberalisering af de europæiske energimarkeder har udover Europa-Kommissionen og flere nationale reguleringsmyndigheder også en række forbruger- og interesseorganisationer samt ikke mindst nyhedsformidlere m.v. vist voksende interesse for at kunne foretage sådanne sammenligninger.

Arbejdsgruppens mål er inden september 2002 at udfærdige en rapport, som fastlægger en ensartet metodologi, således at der eksisterer retningslinier for opgørelse af repræsentative (slut-)priser og tariftyper for de europæiske elektricitets- og gasmarkeder, målt ud fra forskellige størrelser af forbrug.

Det er hensigten i processen at inddrage ekspertise fra Eurostat (under Europakommissionen), organisationer og forskellige nationale myndigheder

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO