Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Møde nr. 30


År 2002, den 26. august afholdt Energitilsynet møde. Mødet indledtes kl. 10.00. Mødet blev afholdt i Konkurrencestyrelsens lokaler, Nørregade 49, København K.

Til stede fra Energitilsynet var Hans Henrik H. Østergaard, Morten Broberg, Niels I. Meyer og Birgitte Refn Wenzel. Uffe Bundgaard-Jørgensen og Torben Riber deltog i mødet i deres egenskab af suppleanter.

Til stede fra sekretariatet var Nils Jan Hansen, Jacob Schaumburg-Müller, Johan Piper og Marianne Larsson.


Dagsorden

1. Inhabilitet på møde nr. 30
2. Meddelelser fra Formanden
3. Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat


Sager til beslutning

4. Eltra og Elkraft System - godkendelse af prisfastsættelsen for systemansvaret for 2000-2002
5. Ansøgninger om dispensation til forøgelse af indtægtsrammen p.gr.a. atypiske driftsomkostninger - Nykøbing Sj. El-Net, Vordingborg Elnet samt GEV Net
6. (udgået)
7. Eltra - afregning af el produceret på biogas- og biomassefyrede kraftvarmeanlæg i Energigruppen Jyllands område
8. DFF's vejledende restanceregler
9. Energiprisudvalgenes praksis vedrørende restanceinddrivelse og depositumsstillelse


Notater til drøftelse/orientering

10. Den sekretariatsmæssige betjening af Tilsynet
11. Sager og notater på de følgende tilsynsmøder i 2002
12. Kammeradvokaten - Energitilsynets kompetence
13. Orientering om CEER-møde, afholdt den 29. juli 2002


Andet

14. Eventuelt


ad punkt 1: Inhabilitet på møde nr. 30

Der fandtes ikke grundlag for at erklære noget medlem inhabil ved behandlingen af de sager, der var på mødets dagsorden.


ad punkt 2: Meddelelser fra Formanden

Formanden ønskede lektor Morten Broberg velkommen som nyt medlem af Energitilsynet.

Formanden orienterede om sin tiltrædelse som leder af Energitilsynets sekretariat fra 1. september 2002.


ad punkt 3: Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat

Uddrag af Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat er vedlagt som bilag til mødereferatet.


ad punkt 4: Eltra og Elkraft System - godkendelse af prisfastsættelsen for systemansvaret for 2000-2002

De systemansvarliges prisfastsættelse skal efter anmeldelse godkendes af Energitilsynet, jf. elforsyningslovens § 71, stk. 3. Godkendelsen kan ledsages af vilkår.

Energitilsynet havde ikke tidligere behandlet godkendelse af de systemansvarliges prisfastsættelse, men Energitilsynet havde i enkeltsager drøftet og taget stilling til delelementer i de systemansvarliges tariffer og prisfastsættelse. Forelæggelsen af godkendelsen af prisfastsættelsen havde afventet færdiggørelsen af regelgrundlaget. Med Bekendtgørelse nr. 444 af 11. juni 2002 om systemansvarlig virksomhed og anvendelse af transmissionsnettet m.v., der trådte i kraft 1. juli 2002, var forudsætningerne for at foretage en godkendelse nu til stede.

De systemansvarlige Eltra amba og Elkraft System havde siden elforsyningslovens ikrafttræden pr. 1. januar 2000 løbende anmeldt tariffer og fremsendt grundlaget for prisfastsættelsen i overensstemmelse med elforsyningslovens § 76 og Tilsynets anmeldelsesbekendtgørelse nr. 90 af 7. februar 2000. Tarifferne var fastsat ud fra princippet om, at de enkelte ydelser skal hvile i sig selv. Gældende fra 1. januar 2002 var anmeldt en tarif for prioriteret produktion, en tarif for PSO og en tarif for net- og systemtjenester.

Energitilsynet vedtog at meddele Eltra amba og Elkraft System:

  • at Energitilsynet i overensstemmelse med elforsyningslovens § 71, stk. 3, godkender Eltras og Elkraft Systems prisfastsættelse for årene 2000, 2001 og 2002 på grundlag af de anmeldelser der er modtaget i medfør af elforsyningslovens § 76
  • at Energitilsynet på det foreliggende grundlag ikke har kunnet foretage en endelig vurdering af, hvorvidt de enkelte tariffer opfylder elforsyningslovens bestemmelser, herunder især § 73, hvorefter prisfastsættelsen skal ske efter rimelige objektive og ikke diskriminerende kriterier i forhold til hvilke omkostninger de enkelte køberkategorier giver anledning til, hvorfor Tilsynet forbeholder sig enten på eget initiativ eller på grundlag af klager at tage sådanne spørgsmål op til fornyet behandling
  • at Energitilsynet fortsat arbejder på at udvikle metoder med henblik på at vurdere effektiviteten i driften af de systemansvarlige virksomheder, jf. § 71, stk. 1, og at godkendelsen vedr. prisfastsættelsen i de nævnte år derfor ikke udelukker, at Tilsynet i forbindelse med godkendelsen for de kommende år vil stille krav om effektivisering af driften
  • at Energitilsynet i forbindelse med anmeldelsen af prisfastsættelsen for 2003 skal anmode om, at der sker en opdeling af tarifferne for net- og systemtjenester i en tarif for netydelser og en tarif for systemydelser med henblik på at sikre en større gennemsigtighed i prisfastsættelsen
  • at Energitilsynet forbeholder sig at foretage en nærmere analyse af den regnskabsmæssige behandling af mindstekapacitetsbetalingerne samt de systemansvarliges administration af bestemmelserne vedrørende forpligtelsen til at opretholde brændselslagre
  • at Energitilsynet i forbindelse med prisfastsættelsen for 2003 vil analysere og vurdere Elkraft Systems betaling for rådigheden over 400 kV og 132 kV- transmissionsnettet sammenholdt med Eltras tilsvarende betaling til 400 kV- og 150 kV-transmissionsnettet
  • at det forudsættes, at omkostningerne vedr. etablering af ilandføringsanlæg vedr. havvindmølleanlæg indregnes i prisfastsættelsen over anlæggenes levetid, idet Energitilsynet vil kunne godkende, at der kalkuleres med en levetid på 20 år
  • at Energitilsynet forbeholder sig at foretage en nærmere analyse af de afsatte rammebeløb til godtgørelse af netselskabernes forsknings- og udviklingsomkostninger i effektiv energianvendelse.
  • at godkendelsen for Eltras vedkommende gives med forbehold for Energitilsynets efterfølgende godkendelse af indregningen af omkostningerne vedrørende Norgesaftalen.


ad punkt 5: Ansøgninger om dispensation til forøgelse af indtægtsrammen på grund af atypiske driftsomkostninger - Nykøbing Sj. El-Net, Vordingborg Elnet samt GEV Net

Netvirksomhedernes indtægtsrammer består af summen af netvirksomhedens omkostningsramme, et beløb til dækning af faktiske omkostninger og et beløb til forrentning. Omkostningsrammerne for årene 2000 og 2001 beregnes på baggrund af netvirksomhedernes driftsomkostningerne i 1998, og beregningen af omkostningsrammerne for 2002 og 2003 sker på baggrund af netvirksomhedernes driftsomkostninger i 2000. Reglerne om indtægtsrammer m.v. findes i Bekendtgørelse nr. 944 af 29. oktober 2001 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet på 150kV og derunder (indtægtsrammebekendtgørelsen), der med virkning fra 1. januar 2000 erstattede tidligere bestemmelser. Såfremt driftsomkostningerne har været atypiske i 1998, er der hjemmel til dispensation i §15 i indtægtsrammebekendtgørelsen. Hvis driftsomkostningerne har været atypiske i 2000 er der hjemmel til dispensation i bekendtgørelsens § 22.

Nykøbing Sj. El-Net havde den 8. juni 2001 fremsendt ansøgning om forhøjelse af omkostningsrammen for 2000 og 2001 med ca. 450.000 kr., jf. § 15 i indtægtsrammebekendtgørelsen.

Nykøbing Sj. El-Net, Vordingborg Elnet og GEV Net A/S (Grindsted El- og Varmeværk) har fremsendt ansøgning om forhøjelse af omkostningsrammen for 2002 og 2003, jf. § 22 i indtægtsrammebekendtgørelsen. Nykøbing Sj. El-Net ansøgte om en forhøjelse af omkostningsrammen på 600.000 kr. i 2002 og 2003. Vordingborg Elnet ansøgte om en forhøjelse af omkostningsrammerne med 450.000 kr. i 2002 og 2003. GEV Net A/S ansøgte om forhøjelse af omkostningsrammerne med 410.000 kr. i årene 2002 og 2003.

De oprindelige ansøgninger fra Vordingborg Elnet og Nykøbing Sj. El-Net om dispensation på grund af atypiske omkostningsforhold i 2000 var dateret 4. december 2001 og modtaget 5. december 2001. Ansøgningsfristen var 15. november 2001. På baggrund af den korte tidsfrist virksomhederne havde til indsendelse af dispensationsansøgninger (bekendtgørelse nr. 944 om indtægtsrammer m.v. var underskrevet 29. oktober 2001, trådte i kraft 10. november 2001 og angav 15. november 2001 som fristen for indsendelse af dispensationsansøgning) og på baggrund af, at ansøgningen ikke umiddelbart blev afvist, vil dispensationsansøgningerne fra Vordingborg Elnet og Nykøbing Sj. El-Net blive behandlet som om de var modtaget rettidigt.

Det fremgår af de modtagne oplysninger, at driftsomkostninger i 2000 har været atypiske for de tre netvirksomheder.

Energitilsynet vedtog at meddele Nykøbing Sj. El-Net:

  • at Energitilsynet, jf. § 15 i bekendtgørelse nr. 944 om indtægtsrammer m.v., finder, at virksomhedens omkostningsramme for år 2000 og 2001 kan forhøjes med 450.000 kr.

Energitilsynet vedtog endvidere, at det meddeles henholdsvis Nykøbing Sj. El-Net og Vordingborg Elnet:

  • at Energitilsynet - efter omstændighederne uanset ansøgningerne er modtaget for sent - vil behandle netvirksomhedernes ansøgninger, jf. § 22 i bekendtgørelse nr. 944 om indtægtsrammer m.v.

Energitilsynet vedtog endeligt, at det meddeles henholdsvis Nykøbing Sj. El-Net, Vordingborg Elnet og GEV Net A/S:

  • at Energitilsynet finder, jf. § 22 i bekendtgørelse nr. 944 om indtægtsrammer m.v., at virksomhedernes omkostningsrammer for 2002 og 2003 kan forhøjes med:

Nykøbing Sj. El-Net 600.000 kr.

Vordingborg Elnet: 450.000 kr.

GEV Net A/S: 410.000 kr.


ad punkt 6:

(udgået)


ad punkt 7: Eltra - afregning af el produceret på biogas- og biomassefyrede kraftvarmeanlæg i Energigruppen Jyllands område

Eltra havde anmodet Energitilsynet om en vurdering af Energigruppen Jyllands (tidligere Herning Kommunale Værker) afregningspris for el fra biogas- og biomassefyrede decentrale kraftvarmeanlæg.

I det jysk-fynske område er der udarbejdet et sæt fælles prisberegningsmodeller gældende for elleverancer fra prioriterede decentrale producenter, uanset hvilket forsyningsselskabs net, de er tilsluttet.

Eltra anmodede Energitilsynet om at vurdere, om Energigruppen Jyllands aftaler med kraftværkerne kunne anses for at være omfattet af § 5 i Bekendtgørelse nr. 786 af 21. august 2000 om elafregningspriser for decentrale elproducenter, hvorefter elproducenter der ved bekendtgørelsens ikrafttræden afregnes i henhold til en eksisterende aftale, kan kræve fortsat at blive afregnet efter denne, og hvilken indflydelse på afregningsprisen dette i så fald ville have i henhold til samme bekendtgørelses oplysninger omkring beregning af afregningsprisen for biogas- og biomassefyrede decentrale kraftvarmeanlæg.

Formanden fremførte, at der ikke for Energitilsynet forelå dokumentation for aftale og at der heller ikke til Energitilsynets register sås at være anmeldt en aftale mellem Energigruppen Jylland og de decentrale biogas- og biomassefyrede anlæg, der kunne berettige anvendelsen af § 5 i bekendtgørelse nr. 786 af 21. august 2000 om elafregningspriser for decentrale elproducenter. Når der ikke forelå dokumentation for, at elafregning ved bekendtgørelsens ikrafttræden skete i henhold til eksisterende aftale, skal afregningsprisen fastlægges i overensstemmelse med § 2 i bekendtgørelsen.

Energitilsynet vedtog at meddele Eltra og Energigruppen Jylland:

  • at Energitilsynet ikke finder, at der foreligger dokumentation for aftaler mellem Energigruppen Jylland og de decentrale biogas- og biomassefyrede kraftvarmeværker i Energigruppen Jyllands område, der er omfattet af § 5 i bekendtgørelse nr. 786 af 21. august 2000 om elafregningspriser for decentrale elproducenter og at der heller ikke ses modtaget anmeldelse af aftale.
  • at afregningen af el produceret på decentrale biogas- og biomassefyrede kraftvarmeværker i Energigruppen Jyllands område herefter skal foretages i overensstemmelse med bestemmelserne i § 2 i bekendtgørelse nr. 786 af 21. august 2000 om elafregningspriser for decentrale elproducenter.


ad punkt 8: DFF´s vejledende restanceregler

Danske Fjernvarmeværkers Forening (DFF) havde til sekretariatet fremsendt udkast til revideret restancevejledning med anmodning om Energitilsynets kommentarer.

Udkastet måtte anses for at være i overensstemmelse med de "Vejledende retningslinier for forsyningsvirksomheders restanceinddrivelse" udarbejdet af DEF (nu Dansk Energi, DE), DFF og Kommunernes Landsforening, som blev taget til efterretning af Elprisudvalget og Gas-og varmeprisudvalget i 1982.

Energitilsynet vedtog at meddele DFF,

  • at Energitilsynet tager den af DFF udarbejdede restancevejledning til efterretning for så vidt angår den del af vejledningen, der vedrører spørgsmål, der hører under Tilsynets kompetence, men at Tilsynet fortsat vil kunne gribe ind i henhold til varmeforsyningslovens § 21, stk. 4, overfor leveringsbestemmelser, der er udformet i overensstemmelse med denne vejledning, hvis reglerne findes generelt eller konkret at have urimelige virkninger.


ad punkt 9: Energiprisudvalgenes praksis vedrørende restanceinddrivelse og depositumsstillelse

Sekretariatet havde udarbejdet et notat om de retningslinier, som de tidligere energiprisudvalg (Elprisudvalget og Gas- og varmeprisudvalget), Monopolankenævnet og Konkurrenceankenævnet havde fastlagt vedrørende restanceinddrivelse og depositumstillelse og de dertil knyttede problemstillinger.

Energitilsynet vedtog at tilkendegive,

  • at Energitilsynet fortsat vil vurdere konkrete henvendelser fra forbrugere eller værker vedrørende restanceinddrivelse og depositumstillelse og de dertil knyttede problemstillinger, men at Tilsynet ikke finder grundlag for at ændre de hidtil fastlagte retningslinier vedrørende restanceinddrivelse og depositumstillelse,
  • at interesseorganisationernes vejledninger vedrørende restanceinddrivelse og depositumstillelse gennem et samarbejde må koordineres således, at der som udgangspunkt anvendes ens retningslinier for alle tre energiformer, medmindre der foreligger konkrete forhold, der kan begrunde eventuelle forskelligheder,
  • at restanceinddrivelsesreglerne kun kan anvendes af de forsyningsselskaber, hvis aktiviteter er reguleret af henholdsvis varmeforsyningsloven, elforsyningsloven, og lov om naturgasforsyning og således at energihandelsvirksomheder ikke kan anvende de tiltrådte restanceinddrivelsesregler for betalingskrav, der alene hviler på handelsvirksomhedernes egne aftaler.


ad punkt 10: Den sekretariatsmæssige betjening af Tilsynet

Til drøftelse var til medlemmerne udsendt kopi af aftale af 28. juni 2002 med Økonomi- og Erhvervsministeriets ledelse om den fremtidige sekretariatsmæssige betjening af Energitilsynet samt en af Konkurrencestyrelsen udarbejdet oversigt for Energitilsynet over regnskabsmæssige oplysninger for 2000-2001 og budgetter for 2002-2006. Endvidere forelå oversigt over medarbejderne i Energitilsynets sekretariat.

Formanden pegede på, at Energitilsynets virksomhed var indtægtsdækket ved Energistyrelsens opkrævning af gebyrer og at Tilsynet i henhold til aftalen står til ansvar for den del af de økonomiske ressourcer, som Tilsynet selv anvender.


ad punkt 11: Sager og notater til de følgende tilsynsmøder i 2002

Til orientering var udsendt en oversigt over sager og notater, der forventedes at kunne forelægges for Energitilsynet på de resterende møder i 2002. I oversigten var sager og notater opdelt i 3 kategorier: A) faste periodiske opgaver, B) sager på eget initiativ og C) klager og andre henvendelser udefra. Det var i notatet understreget, at nye sager og opgaver af væsentlig betydning eller af hastende karakter kunne føre til omprioritering af ressourceindsatsen.


ad punkt 12: Kammeradvokaten - Energitilsynets kompetence

På baggrund af Energitilsynets vedtagelse på mødet den 17. december 2001, hvorefter der blandt andet skulle rettes henvendelse til Kammeradvokaten med henblik på en gennemgang af det juridiske grundlag for rækkeviden af Energitilsynets afgørelser, havde sekretariatet udarbejdet et notat vedrørende en af Kammeradvokaten udarbejdet foreløbig redegørelse.


ad punkt 13: Orientering om CEER-møde, afholdt den 29. juli 2002

Til orientering for Tilsynet havde sekretariatet udarbejdet et referat af det 19. møde i CEER (Council of European Energy Regulators). Af referatet fremgik, at det i CEER-kredsen nu kunne konstateres, at arbejdet med fastlæggelse af rammerne for et permanent betalingssystem for grænseoverskridende betaling for eltransit næppe ville nås til ikrafttræden den 1. januar 2003, således som det ellers var aftalt i forrige Firenze-Forum i februar 2002 (jf. punkt 9 i referat fra Energitilsynets møde den 19. marts 2002).

Som følge af denne situation har formanden for CEER Jorge Vasconcelos på CEER-kredsens vegne overfor Kommissionen påpeget, at bl.a. manglende selskabsopsplitning af transmissionssystemet og fraværet af uafhængige energiregulatorer i Tyskland og Schweiz udgør en hindring for etableringen af en uformel og frivillig aftale om etableringen af et permanent betalingssystem, som skulle træde i kraft den 1. januar 2003.

Af referatet fremgik endvidere, at det stigende antal vertikale fusioner, hvor der etableres endog meget betydelige energikonglomerater, der har økonomiske interesser i produktion, transmission og distribution på de nationale markeder - og især fælles ejerskab af produktion og distribution kombineret med monopolaktiviterne i systemansvarsfunktionen - giver anledning til bekymring i reguleringsmæssig forstand. Denne situation har CEER ligeledes orienteret Kommissionen om.


ad punkt 14: Eventuelt

Formanden erindrede om, at næste møde var den 23. september 2002.

Mødet afsluttet kl. 12.15.

Bilag : Udarbejdet til møde nr. 30 - Uddrag af Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO