Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Uddrag af meddelelser fra Energitilsynets møde den 26. august 2002


1. Nye klagesager for Energiklagenævnet

1.1 NRGi - klage over elforbrug
Energitilsynets sekretariat havde den 27. maj 2002 truffet afgørelse i en sag, hvor en forbruger havde klaget til Energitilsynet over NRGi´s opgørelse af elforbruget.

Klageren havde oplyst, at hans forbrug i 2001 var mere end dobbelt så stort som i de to foregående år på trods af, at han bl.a. havde nedlagt sin swimmingpool. Elselskabet oplyste, at klagerens forbrug gennem årerene havde været meget svingende.

Det fremgik af sagen, at NRGi havde ladet måleren afprøve på et akkrediteret værksted, lige som selskabet havde foretaget en gennemgang af klagerens installationer uden at have fundet noget unormalt.

Sekretariatet meddelte klageren, at Energitilsynet ikke kunne tage stilling til, hvorvidt det faktisk målte elforbrug havde svaret til klagerens faktiske forbrug, idet dette ville indebære en bevisbedømmelse, som må henvises til domstolene.

Endvidere henviste sekretariatet til, at undersøgelsen af måleren efter det af selskabet oplyste var foretaget på et uvildigt akkrediteret værksted, som besluttet på Energitilsynets møde den 17. december 2001.

På denne baggrund havde sekretariatet ikke fundet at kunne rette indvendinger imod NRGi´s fremgangsmåde i sagen.

Sekretariatets afgørelse af 27. maj 2002 var af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.2 Rise Fjernvarme - størrelse af varmeforbrug
Energitilsynets sekretariat havde den 12. juni 2002 truffet afgørelse i en sag, hvor en forbrugere havde klaget til Energitilsynet over Rise Fjernvarmes opgørelse af varmeforbruget.

Klagen vedrørte varmeforbruget i en ejendom, der havde stået tom i en periode på to måneder, idet klageren var bortrejst. Inden afrejsen stillede klageren radiatorerne i huset, der er ubeboet og umøbleret på lavt forbrug for at holde huset frostfrit. Efter klagerens hjemkomst blev måleren aflæst. Klagerens forbrug i perioden 25. oktober 2001 til 9. januar 2002 androg 5.771 kWh svarende til 6.000 kr.

Klageren havde oplyst, at en repræsentant for varmeværket havde oplyst, at en ventil var forkert monteret. Værket oplyste overfor Energitilsynet, at den pågældende var et bestyrelsesmedlem "uden særlig teknisk indsigt". Varmeværket lod herefter Rambøll undersøge installationen, som firmaet ikke fandt var behæftet med fejl, der kunne forklare et øget forbrug.

Da ejendommen efter det oplyste havde været ubeboet i perioden, fandt sekretariatet det usandsynligt, at der på ejendommen på godt to måneder skulle være hentet en energimængde ud af fjernvarmevandet svarende til et forbrug på 5.771 kWh. Danske Fjernvarmeværkers Forening anslår, at der i et enfamiliehus med fire beboere årligt forbruges ca 18.000 kWh.

Da det ikke kunne udelukkes, at der havde været en periodisk fejl ved anlægget, fandt sekretariatet, at det måtte anses for urimeligt, jf. varmeforsyningslovens §21, stk. 4, at klageren af varmeværket var blevet opkrævet betaling for hele det målte forbrug, og at forbrugeren ikke burde betale for mere end den energi, der er hentet ud af det fjernvarmevand, hvis gennemstrømning er registret på ejendommens måler. Det vil sige, at det må anses for rimeligt, at klageren kun pålægges betaling for den energi han "har haft nytte af".

Sekretariatet har derfor fundet, at varmeværket bør foretage er regulering af forbruget på klagerens ejendom, således at afregningen med klageren for den pågældende periode sker ved en graddageberegning baseres på normalforbruget for et enfamilieshus.

Sekretariatets afgørelse af 12. juni 2002 var af Rise Fjernvarme blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.3 Brøndby Fjernvarme - gebyr for fravalg af selvaflæsning og begrænsning af adgang til at afgive stemme ved fuldmagt
Energitilsynets sekretariat havde den 10. juni 2002 truffet afgørelse i en sag, hvor en forbruger havde klaget til Energitilsynet over Brøndby Fjernvarme.

Klagen vedrørte dels det forhold, at Brøndby Fjernvarme agtede at indføre et gebyr for fravalg af selvaflæsning, dels at fjernvarmeværket ønskede at stille krav om at afgivelse af stemme ved fuldmagt kun kunne ske, hvis fuldmagten var givet på en af fjernvarmeværket udfærdiget blanket.

Sekretariatet fandt ikke, at der kunne rettes indvendinger imod et gebyr for fravalg af selvaflæsning, idet varmeværket ønskede at indføre denne aflæsningsmåde for at spare administration, hvilket var i samtlige forbrugeres interesse. Sekretariatet fandt imidlertid, at forbrugere, der af forskellige grunde ikke ønskede denne aflæsningsform skulle have mulighed for at undgå denne, men at det var rimeligt, at disse forbrugere betalte et gebyr, der dækkede omkostningerne ved deres valg af en anden aflæsningsform.

Med hensyn til spørgsmålet om fuldmagter fandt sekretariatet ikke, at det var rimeligt, at der blev stillet krav om, at disse skulle være på en særlig blanket. Det krav der med rimelighed kunne stilles var, at det var muligt - af hensyn til afvikling af generalforsamlingen - hurtigt at identificere fuldmagtsgiveren.

Sekretariatets afgørelse af 10. juni 2002 var af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.

Sekretariatets afgørelse er omtalt under punkt 4.2 i "Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat", udsendt til Energitilsynets møde den 17. juni 2002.

1.4 Tranbjerg Varmeværk - klage over betaling for utilstrækkelig afkøling
Energitilsynets sekretariat havde den 3. juni 2002 truffet afgørelse i en sag, hvor en forbruger havde klaget til Energitilsynet over Tranbjerg Varmeværk.

Klagen vedrørte et beløb på 74 kr., som selskabet havde opkrævet hos forbrugeren som følge af for ringe afkøling af fjernvarmevandet.

Af varmeværkets vedtægter fremgik, at en forbruger, der ikke overholder et minimumskrav på 30 graders nedkøling af fjernvarmevandet, skal betale for den manglende afkøling.

Sekretariatet fandt, at Tranbjerg Varmeværks procedure i forbindelse med administration af en afkølingstarif, herunder spørgsmålet om forbrugerinformation og metoden til påligning af merbetaling efter afkølingstariffen, ikke var urimelig, jf. varmeforsyningslovens § 21, stk.4. På den baggrund afviste sekretariatet at foretage yderligere i sagen.

Sekretariatets afgørelse af 3. juni 2002 var af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.5 Helsingør - klage over elregning
Energitilsynets sekretariat havde den 15. maj 2002 truffet afgørelse i en sag, hvor en forbruger havde klaget til Energitilsynet over en elregning fra Helsingør Elforsyning.

Klageren havde i april 2002 klaget til Energitilsynet over en elregning for år 2001 fra Helsingør Elforsyning, der viste en 3-dobling af elforbruget i forhold til tidligere år.

Af sagen fremgik, at elforsyningen efter konstateringen af stigningen i forbruget har udskiftet elmåleren og at denne var undersøgt uden der har kunnet konstateres fejl. Den nye måler viste et forbrug på niveau med klagerens forbrug forud for den registrerede 3-dobling.

Energitilsynet meddelte klageren, at afklaringen af, hvorvidt der var tale om en forskel mellem faktisk og aflæst forbrug, forudsatte en egentlig bevisbedømmelse og måtte henvises til behandling ved civile domstole.

Sekretariatets afgørelse af 15. maj 2002 var af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.6 NRGi Net - klage over investeringsbidrag
Energitilsynets sekretariat har den 10. juni 2002 truffet afgørelse i en sag, hvor en forbruger havde klaget til Energitilsynet over NRGi-Nets krav om investeringsbidrag i forbindelse med ombygning.

Klagen vedrørte det forhold, at NRGi-Net havde forlangt, at der skulle betales det for lejligheder gældende investeringsbidrag i forbindelse med, at klageren havde ombygget 5 klubværelser i en tagetage til én lejlighed.

Klageren mente, at elforsyningen alene var berettiget til at opkræve de ekstra omkostninger, som for elforsyningen var forbundet med ombygningen. Klageren henviste i den forbindelse til § 5.5 i elselskabets tilslutningsbetingelser, hvorefter elforsyningen i forbindelse med byfornyelse skal stille det eksisterende leveringsomfang til rådighed uden supplerede betaling.

NRGi henviste til, at der ikke tidligere var betalt et selvstændigt investeringsbidrag for de pågældende klubværelser, idet disse ikke var registret som selvstændige lejemål.

NRGi havde tillige henvist til, at selskabet fulgte DEF's vejledende regler for fastsættelse af investeringsbidrag, hvorefter investeringsbidraget opkræves pr. boligtype, således at der for hver boligtype opkræves et investeringsbidrag, som svarer til gennemsnitsomkostningerne ved at tilslutte den pågældende boligtype.

NRGi havde endvidere peget på, at der skulle være betalt et yderligere investeringsbidrag, hvis der fra begyndelsen havde været etableret en selvstændig lejlighed i stedet for klubværelser.

På denne baggrund fandt sekretariatet, at der ikke kunne rettet indvendinger imod, at elselskabet havde forlangt betaling af det for lejligheder gældende investeringsbidrag.

Sekretariatets afgørelse af 10. juni 2002 var af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.7 NVE - fremgangsmåde i forbindelse med ændring af tarifsystemet
Energitilsynets sekretariat havde den 19 juni 2002 truffet afgørelse i en sag, hvor en forbruger havde klaget over, at NVE havde forhøjet grænsen for brug af tidstarif.

Af klagen fremgik, at NVE's forhøjelse af grænsen havde medført, at klagerens afregning af elforbrug var blevet ændret fra tidstarif til normaltarif. Desuden var tidspunkterne for afregning blevet ændret.

NVE havde i brev til kunden den 2. januar 2001 oplyst, at begrundelsen for at ændre tariffen til normaltariffen i 2001 var, at "markedsændringen som følge Folketingets gradvise liberalisering af elforsyningen i Danmark begynder at vise sig", og NVE derfor hæver grænsen for, hvornår et elforbrug afregnes efter tidstarif.

Sekretariatet havde påpeget, at det det mere klart burde have fremgået, hvorfor liberaliseringen af elforsyningen i Danmark skulle have denne betydning. Imidlertid har sekretariatet lagt vægt på, at hvis enkelte kundegrupper ikke bliver behandlet urimeligt, diskriminerende og der er gennemsigtighed i prisfastsættelsen, jf. elforsyningslovens § 6, stk. 3, har NVE betydelig frihed til at fastsætte sine tariffer.

Selvom tarifændringen først fik virkning fra 15. marts 2001 havde NVE informeret kunden om tarifændringen i brev af 2. januar 2001. Det fremgik imidlertid ikke klart af NVE's informationsskrivelse, at tarifændringen ville få betydning for kundens afregningstidspunkter. Imidlertid fremgik det af NVE's brev 16. oktober 2001 til Energitilsynet, at forsyningen havde været villig til at se bort fra renter og gebyrer, hvis kunden havde akutte problemer i forbindelse med tarifændringen.

Sekretariatet fandt på denne baggrund, at det ikke kunne anses for urimeligt, jf. elforsyningslovens § 77, stk. 1, jf. § 6, stk. 3, at NVE havde ændret tariffen for den pågældende kunde.

Sekretariatets afgørelse af 19. juni 2002 var af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.


2. Afgørelser og meddelelser fra Energiklagenævnet

2.1 Aalborg kommune - afskæring af stik til bygas
Energiklagenævnet havde den 22. juli 2002 truffet afgørelse vedrørende Aalborg Kommunes klage over en afgørelse truffet af sekretariatet den 15. juni 2001.

Sagen vedrørte en klage over Aalborg Kommunes betaling for afskæring af stik til bygas. Aalborg Kommune havde frem for at opkræve de faktiske udgifter ved afskæring af gasstik indført en enhedstakst.

Sekretariatet fandt, at Aalborg Kommune ved at indføre en enhedstakst havde givet afkald på at opkræve de faktiske udgifter hos den enkelte forbruger. Endvidere fandt sekretariatet, at klageren uanset indførelsen af enhedstaksten måtte være berettiget til at indhente tilbud på, hvad afskæring af stikket ville koste, såfremt det blev udført af klagerens egne entreprenører under iagttagelse af de sikkerhedskrav, der gælder for arbejdets udførelse. Sekretariatet begrundede dette med, at det ikke var rimeligt, at der blev opkrævet udgifter, der er resultat at et urimeligt højt omkostningsniveau, jf. varmeforsyningslovens § 21, stk. 5, jf. § 20.

Energiklagenævnet har ved sin afgørelse stadfæstet sekretariatets afgørelse, dog med en ændret begrundelse.

Energiklagenævnet finder, at sekretariatet ikke har haft den fornødne hjemmel til at fastslå, at stikledningsafskæringer i modsætning til hovedparten af forsyningsvirksomhedernes øvrige ydelser ikke kan betinges af betaling af en fast takst.

De af Gasforsyningen fastsatte leveringsbestemmelser foreskriver imidlertid betaling for stikledningsafbrydelse efter regning. De af byrådet i Aalborg fastsatte og anmeldte faste takster er ikke hjemlet i leveringsbestemmelserne og kan derfor ikke gøres gældende mod klageren, sålænge leveringsbestemmelserne ikke er ændret til at foreskrive betaling i henhold til fastsat takst.

Sekretariatets afgørelse og sagens indbringelse for Energiklagenævnet er tidligere omtalt under punkt 1.7 i "Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat, (a)", udsendt til Energitilsynets møde den 29. oktober 2001.

2.2 NESA - klage over opgjort elforbrug
Energiklagenævnet havde den 26. juni 2002 stadfæstet en afgørelse, truffet af Energitilsynets sekretariat den 22. marts 2002 vedrørende NESA.

Såvel Energitilsynet som Energiklagenævnet opfattede klagen som en klage over dels størrelsen af klagerens elforbrug, dels et spørgsmål om hvilke betalinger, der var foretaget af klageren.

Energitilsynets sekretariat havde meddelt klageren, at Tilsynet ikke kunne gå ind i en bedømmelse af, hvorvidt klagerens faktiske elforbrug havde svaret til det målte forbrug, eller hvilke beløb der var betalt eller skyldtes i klagerens mellemværende med elselskabet. Sekretariatet havde oplyst, at en afgørelse af disse spørgsmål henhører under domstolene.

Energiklagenævnet stadfæstede afgørelsen af de af Energitilsynet anførte grunde.

2.3 SEAS - erstatning for skade ved spændingsfejl
Energiklagenævnet havde den 17. juli 2002 stadfæstet en afgørelse, truffet af Energitilsynets sekretariat den 11. februar 2002.

Afgørelsen vedrørte en klage over, at SEAS havde nægtet at betale erstatning for en skade på klagerens elovn. Klageren mente, at skaden hidrørte fra en kortvarig overspænding i elnettet.

Sekretariatet havde fundet, at dette spørgsmål skulle bedømmes på baggrund af reglerne i stærkstrømsloven, som ikke er omfattet af Energitilsynets kompetence, hvorfor sekretariatet havde afvist at behandle sagen.

Energiklagenævnet stadfæstede afgørelsen af de af Energitilsynet anførte grunde.

2.4 NESA og NESA Net - bortfald af klage
Energiklagenævnet havde den 26. juli 2002 meddelt, at den af advokat C. Høeg Madsen på vegne af NESA a/s og NESA Net a/s indgivne klage var bortfaldet.

Klagen angik Energitilsynets afgørelse den 27. februar 2002 vedrørende opgørelse af NESA's frit disponible egenkapital. Det fremgik af klagen, at den var indgivet på dette tidspunkt for at undgå, at NESA ville lide retstab, hvis Energiklagenævnet fandt at kunne behandle en klage over samme afgørelse fra 4 folketingsmedlemmer, der alle var forbrugere under NESA. I juni 2002 har klagenævnet imidlertid afvist klagen fra de 4 forbrugere.

Energitilsynets afgørelse og sagens indbringelse for Energiklagenævnet er tidligere omtalt under punkt 1.2 i "Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat", udsendt til Energitilsynets møde den 7. maj 2002. Afvisningen af klagen fra de 4 folketingsmedlemmer er omtalt under punkt 2.1 i "Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat", udsendt til Energitilsynets møde den 27. maj 2002.

2.5 Københavns Energi og NVE - aktindsigt i selskabernes indberetninger til Elprisudvalget om sideordnede aktiviteter
Energiklagenævnet havde den 7. august 2002 ophævet Energitilsynets sekretariats afgørelser af 10. januar 2002 vedrørende aktindsigt i indberetninger fra Københavns Energi og NVE til Elprisudvalget om sideordnede aktiviteter.

Sekretariatet havde i sine afgørelser meddelt henholdsvis Københavns Energi og NVE, at der - med enkelte undtagelser - ville blive givet aktindsigt i alle indsendte anmeldelsesskemaer, breve med videre vedrørende selskabernes sideordnede aktiviteter.

Sekretariatet havde ved afgørelserne lagt til grund, at de indsendte oplysninger var omfattet af offentlighedslovens § 4, stk. 1, og at hovedparten af oplysningerne i de til Elprisudvalget indsendte dokumenter ikke var af fortrolig karakter, jf. offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2, idet videregivelse af oplysningerne bl.a. henset til oplysningernes alder ikke kunne anses for at ville have nogen nærliggende væsentlig økonomisk skadevirkning for de omhandlede selskaber. Sekretariatet havde i øvrigt ved afgørelserne bl.a. lagt vægt på, at Energiklagenævnet i en afgørelse af 9. januar 2002 havde stadfæstet sekretariatets afgørelse i en tilsvarende sag indbragt for Energiklagenævnet af Horsens Energi.

Københavns Energi havde i sin klage generelt modsat sig aktindsigt i de til Elprisudvalget indsendte indberetninger. NVE havde i sin klage modsat sig fremsendelse af ét nærmere specificeret dokument og i øvrigt generelt modsat sig aktindsigt i oplysninger om omsætninger, omkostninger og over/underskud.

Selvom klagerne således havde noget forskellige anbringender, havde Energiklagenævnet i forbindelse med ophævelsen af sekretariatets afgørelser i forhold til Københavns Energi og NVE enslydende afgjort, at de oplysninger, som er omfattet af klagerne, ikke omfattes af retten til aktindsigt.

Sekretariatet havde meddelt parterne konsekvensen af afgørelserne.

Energiklagenævnet havde som begrundelse i begge afgørelser bl.a. anført, at de pågældende oplysninger måtte antages at være egnede til at danne baggrund for en vurdering af de pågældende selskabers konkurrencemæssige stilling på markedet i dag. Det pågældende marked er for Københavns Energis datterselskab KE Partner a/s gadebelysning og trafikregulering og for NVE belysningsanlæg.

Energiklagenævnet fandt, at undtagelsesbestemmelsen i §12, stk. 1, nr. 2 i lov om offentlig forvaltning burde bringes i anvendelse i relation til de oplysninger, som de to selskaber ønskede undtaget fra aktindsigt. Nævnet havde derved lagt vægt på, at udlevering af oplysningerne efter det oplyste af konkurrencemæssige grunde måtte antages at indebære risiko for, at de pågældende selskaber påførtes et økonomisk tab.

Sekretariatets afgørelse og sagens indbringelse for Energiklagenævnet er tidligere omtalt under punkt 1.1 i "Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat", udsendt til Energitilsynets møde den 27. februar 2002.


3. Formandsafgørelser

3.1 Elkraft System - indregning af PSO-omkostninger ved tilslutning af havvindmøllepark
På mødet den 27. maj 2002 behandlede Energitilsynet en anmodning fra Elkraft System a.m.b.a. vedrørende prisindregning af omkostninger til etablering af et ilandføringsanlæg fra Rødsand Havvindmøllepark. Denne afgørelse blev senere suppleret med en afgørelse truffet af Energitilsynets formand, jf. omtalen under punkt 3.1. i "Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat" til Energitilsynets møde den 17. juni 2002.

For så vidt angår indregningsperioden længde blev det meddelt Elkraft System, at omkostningerne ved etablering af ilandføringsanlægget fra Rødsand Havvindmøllepark skulle indregnes i Elkraft Systems tariffer over en periode på 20 år, svarende til anlæggets tekniske og økonomiske levetid.

For så vidt angår Elkraft Systems dækning af SEAS Transmissions investeringsomkostninger blev det meddelt at den mellem parterne indgåede betalingsordning - hvorefter Elkraft System dækker SEAS Transmissions etableringsomkostninger i takt med at disse afholdes - ikke var i overensstemmelse med elforsyningslovens bestemmelser om långivning.

Sekretariatet og Energitilsynets formand havde efterfølgende drøftet afgørelsen på møder med Elkraft System afholdt den 14. juni 2002 og den 14. august 2002.

Under drøftelserne henviste Elkraft System til § 7, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 187 af 16. marts 2001 om nettilslutning af vindmøller mv. med senere ændringer. Ifølge denne bestemmelse er det den virksomhed, som ejer det elnet, hvortil havvindmøllerne tilsluttes, der er forpligtet til at afholde omkostninger til ilandføringsanlægget. Da SEAS Transmission ejer det elnet, hvortil Rødsand Havvindmøllepark tilsluttes, er det SEAS Transmission, der skal afholde omkostningerne ved ilandføringsanlæggets etablering.

Under drøftelserne fremførte Elkraft System endvidere, at den ændring af elforsyningsloven, der blev indført med § 9, stk. 1, nr. 4, i lov nr. 1277 af 20. december 2000, havde til formål at gøre det muligt for systemansvaret at betale SEAS Transmissions investeringsomkostninger. Videre blev det oplyst, at Elkraft System hidtil havde fulgt den praksis at godtgøre nettilslutningsomkostninger som engangsbeløb. Sædvanligvis udgjorde betalingen højst et tocifret millionbeløb. I det her foreliggende tilfælde var der tale om et beløb på 450 mio.kr.

Energitilsynets formand havde den 19. august 2002 i henhold til § 2, stk. 3, i Energitilsynets forretningsorden truffet følgende afgørelse:

Det meddeles Elkraft System, at Energitilsynet efter omstændighederne vil kunne acceptere, at omkostninger som Elkraft System har afholdt til dækning af SEAS Transmissions investeringsudgifter vedrørende ilandføringsanlægget indregnes ved prisfastsættelsen over en årrække. Da der samtidig er tale om, at anlægget stilles til rådighed for Elkraft System i anlæggets levetid efter bestemmelsen i lovens § 21, stk. 4, finder Energitilsynet, at de afholdte omkostninger må anses for en forudbetaling for rådighedsstillelsen af ilandføringsanlægget i dettes forventede levetid, således at der herefter ikke kan ske yderligere betaling for rådighedsstillelsen. Efter det oplyste er det da også aftalemæssigt fastlagt de to parter imellem, at der ikke skal ske yderligere betalinger.

Ved denne afgørelse blev der lagt vægt på følgende:

Efter lovens § 9, stk. 1 nr. 4 skal en engangsudgift, som er en nødvendig omkostning efter Tilsynets opfattelse som udgangspunkt indregnes i priserne i det år, hvor den afholdes.

Efter hidtidig praksis under den tidligere lovgivning kan der imidlertid ske en udjævning af den prismæssige effekt over en årrække, når der er tale om en samlet betaling, der er væsentlig større end sædvanligt, og det fremgår af bemærkningerne til § 9 og § 71 i den nye elforsyningslov (lov nr. 375 af 2. juni 1999) at den hidtidige prisregulering for systemansvarlige virksomheder opretholdes og at principperne for afholdelse af omkostninger for offentlige forpligtelser videreføres.

Videre traf Energitilsynets formand følgende afgørelse:

Det meddeles Elkraft System, at Energitilsynet ikke på det foreliggende grundlag har kunnet vurdere, om aftalen er i overensstemmelse med lovens § 46, stk. 4, om markedsbestemte vilkår for aftaler mellem kollektive elforsyningsvirksomheder, ligesom Tilsynet heller ikke har taget stillig til, om aftalen er i overensstemmelse med bestemmelserne i lovens § 28, stk. 2, hvorefter den systemansvarlige ikke må begunstige ejerne af selskabet.

3.2 Ændring af indtægtsrammer for netvirksomheder
a) Afskrivninger og forrentning
I forbindelse med udmeldingen af indtægtsrammer havde sekretariatet modtaget reguleringsregnskaber, der var udarbejdet efter almindelig regnskabspraksis, men ikke var i overensstemmelse med indtægtsrammebekendtgørelsen (Energistyrelsens bekendtgørelse nr. 944 af 29. oktober 2002 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet på 150 kV og derunder). Indtægtsrammebekendtgørelsens bestemmelserne om afskrivninger i §§ 17 og 18 samt forrentning i §19 indebærer, at afskrivninger på netaktiver, der er udgået i 2000 ikke udgår af omkostningsrammen for 2001 og forrentning beregnes af uafskrevne netaktiver (det vil sige før afskrivninger på aktiverne ifølge åbningsbalancen) og samtidig indgår aktiver udgået 2000 jf. § 19 i bekendtgørelse 944.

Metoden medfører, at forrentningsprocenten for netaktiverne bliver lavere end ved anvendelse af den regnskabsmæssigt korrekte metode, idet de ikke udgåede netaktiver bliver finansieret af en større andel "bunden kapital".

b) Åbningsbalancens netaktiver
Sekretariatet modtager regelmæssigt rettelser til åbningsbalancens net-aktiver, idet virksomhederne efterfølgende konstaterer, at de har netaktiver de ikke tidligere har oplyst om. Dette har medført, at sekretariatet skal udmelde nye betingede åbningsbalancer og nye indtægtsrammer.

På baggrund af et af sekretariatet udarbejdet notat, havde Energitilsynets formand i henhold til § 2, stk. 3, i Energitilsynets forretningsorden besluttet at sekretariatet fremover for så vidt angår spørgsmålene om afskrivninger og forrentning, administrerer efter bekendtgørelsens ordlyd, men gør opmærksom på, at tilsynet er bekendt med, at aktivbeløbene vil afvige fra beløbene i det officielle regnskab.

At for så vidt angår korrektionerne af netaktiverne, vil Tilsynet i forbindelse med udmeldelsen af de korrigerede rammer for 2001 meddele netvirksomhederne, at alene ved væsentlige ændringer, vil virksomhedens ønske om ændring som følge af forglemmelser/fejlopmålinger kunne imødekommes. Såfremt ændringen medfører en ændring i afskrivningsbeløbet på under 10%, findes ændring af åbningsbalancen at skulle afvises. Ændringer på under 10% skal foretages over nyanlæg/udgåede anlæg, hvorved ændringen vil være fremadrettet.


4. Større væsentlige sager afgjort af sekretariatet

4.1 Nykøbing Falster Elnet - køb og afregning af el
Raaco International A/S havde klaget til Energitilsynet over Nykøbing F. Elnet A/S.

Raaco klagede over, at selskabet ikke havde fået mulighed for månedsafregning samtidig med et andet selskab i samme netområde havde fået denne mulighed.

Endvidere klagede Raaco over, at selskabet skulle betale to måneder forud, da en overgang til månedsafregning ikke efter selskabets opfattelse kunne indebære et behov for forudbetaling af den størrelsesorden.

Endelig stillede Raaco spørgsmålstegn ved, om netselskabet også må opkræve to måneders forudbetaling for de afgifter, som knytter sig til selve elforbruget.

I henhold til elforsyningslovens § 6, stk. 3, skal kollektive elforsyningsvirksomheder stille deres ydelser til rådighed for forbrugerne på gennemsigtige, objektive, rimelige og ensartede vilkår.

Energitilsynets sekretariat havde på det foreliggende grundlag fundet, at det ikke er i overensstemmelse med elforsyningslovens § 6, stk. 3, hvis netselskabet forskelsbehandler en kunde i forhold til andre i øvrigt ens kunder i netselskabets område. Nykøbing F. Elnet havde først givet Raaco mulighed for månedsafregning fra den 1. oktober 2001, uagtet der allerede for andre kunder i samme netområde endnu tidligere, nemlig medio 2000, reelt fandtes mulighed herfor, hvilket ikke er i overensstemmelse med lovens § 6, stk. 3.

Endvidere havde sekretariatet fundet, at en højere acontobetaling ikke kunne anses for at være i strid med elforsyningslovens § 77, stk. 1 og § 6, stk. 3, jf. at det efter Energitilsynets praksis vedrørende betalingsforhold følger, at et netselskab har mulighed for at omlægge betalingsperioden fra bag- til forudbetaling. Tilsynet skal dog samtidig påpege, at en sådan ændring af betalingsmåden må indebære færre omkostninger til administration i forbindelse med opkrævning af restancer og mindre tab på debitorer, hvilket er i kundernes interesse. Desuden skal den rentefordel som elselskabet opnår komme samtlige forbrugere til gode i form af lavere elpriser. Endvidere følger af praksis, at en afregningsperiode på månedsbasis af hensyn til betalingsterminer hos forbruger og forsyning ligeledes ikke kan betragtes som i strid med elforsyningslovens bestemmelser.

Endelig havde sekretariatet oplyst, at Energitilsynet ikke har hjemmel til at afgøre om netselskabet kan opkræve forudbetaling for også de afgifter, som knytter sig til det forudbetalte elforbrug. Der henvistes derfor til told- og skattemyndighederne.

4.2 Korsør Kommunale Elnetselskab - ansøgning om ændring af effektivitetskrav
Korsør Kommunale Elnetselskab havde den 24. april 2002 ansøgt Energitilsynet om ændring af effektivitetskravene for 2002 og 2003. Baggrunden var, at selskabet havde ændringer til sin opgørelse af netstørrelsen primo 2000.

Energitilsynet havde ved afgørelse af 28. juni 2002 imødekommet selskabets anmodning om en ny beregning af effektivitetskravene baseret på en revurdering af antallet af netkomponenter og nettets alder pr. 1. januar 2000, hvorved selskabets omkostningsramme og netvolumen ændredes.

Energitilsynet havde i december 2001 udmeldt et effektivitetstal på 59% og effektivitetskrav på henholdvis 3,5% og 8% for årene 2002 og 2003 for Korsør Kommunale Elnetselskab.

Efter ændringen i grundlaget havde Energitilsynets sekretariat opgjort effektivitetstallet for Korsør Kommunale Elnetselskab til 65% og de individuelle effektivitetskrav til 2,5% i 2002 og 6% i 2003.

4.3 NVE Net - ansøgning om ændring af effektivitetskrav
NVE Net havde den 21. maj 2002 ansøgt Energitilsynet om ændring af effektivitetskravene for 2002 og 2003. Baggrunden var, at selskabet havde nogle korrektioner til selskabets faktiske omkostninger for år 2000.

Energitilsynet havde ved afgørelse af 28. juni 2002 imødekommet NVE Nets ansøgning om en ny beregning af effektivitetskravene baseret på en ny opgørelse af de faktiske drifts- og vedligeholdelsesomkostninger for år 2000.

Energitilsynet havde i december 2001 udmeldt effektivitetstal på 56% og effektivitetskrav på hhv. 3,5% og 8% for årene 2002 og 2003 for NVE Net.

Efter ændringen i grundlaget havde Energitilsynets sekretariat opgjort effektivitetstallet for NVE Net til 57% og de individuelle effektivitetskrav til. 3,5% i 2002 og 7% i 2003.

4.4 NVE Transmission - ansøgning om ændring af effektivitetskrav
NVE Transmission havde den 21. maj 2002 ansøgt Energitilsynet om ændring af effektivitetskravene for 2002 og 2003. Baggrunden var, at selskabet havde nogle korrektioner til selskabets faktiske omkostninger for år 2000.

Energitilsynet havde ved afgørelse af 28. juni 2002 imødekommet NVE Transmissions ansøgning om en ny beregning af effektivitetskravene baseret på en ny opgørelse af de faktiske drifts- og vedligeholdelsesomkostninger for år 2000.

Energitilsynet havde i december 2001 udmeldt effektivitetstal på 67% og effektivitetskrav på hhv. 3% og 6,5% for årene 2002 og 2003 for NVE Transmission.

Efter ændringen i grundlaget havde Energitilsynets sekretariat opgjort effektivitetstallet for NVE Transmission til 95% og de individuelle effektivitetskrav til 0% i 2002 og 0% i 2003.

4.5 NESA Transmission - ansøgning om ændring af effektivitetskrav
NESA Transmission havde den 6. juni ansøgt Energitilsynet om ændring af effektivitetskravene for 2002 og 2003. Baggrund var 2 problemstillinger:

1. NESA Transmission havde i 2000 opgjort deres 132kV kabler forkert og ønsker med klagen at ændre opgørelsen af disse.

2. NESA Transmission havde desuden observeret, at 132kV felterne i en 132/10kV transformerstation bliver medtaget i netvolumen på lige fod med 50kV felter og mener at dette er forkert.

Sekretariatet havde i afgørelse af 28. juni 2002 meddelte NESA Transmission følgende:

Ad 1. Opgørelsen af NESA Transmissions net er ændret, som ønsket i klagen, og dermed bliver beregningen af netvolumen og afskrivningerne foretaget på ny. Den ny beregning af netvolumen og afskrivningerne får betydning for NESA Transmissions effektivitetskrav. Energitilsynet imødekommer NESA Transmissions ansøgning på dette punkt.

Ad 2. Beregningen af netvolumen er beskrevet i vejledningen om fastsættelsen af individuelle krav af 6. december 2001. Ækvivalenterne er baseret på beregninger af de faktiske omkostninger indenfor de pågældende grupper. 132kV felterne i 132/10kV transformerstationer er i beregningen af ækvivalenterne medtaget i gruppen af 50kV felter og de hører derfor i beregningen af netvolumen også herind under. Ækvivalenterne er udtryk for den omkostning en enkelt enhed driver. Energitilsynet har ikke imødekommet NESA Transmissions anmodning om, en ændring i beregningen af netvolumen for 132kV felterne i 132/10kV transformerstationer.

Energitilsynet havde i december 2001 udmeldt et effektivitetstal på 57% og effektivitetskrav på hhv. 3,5% og 8% for årene 2002 og 2003 for NESA Transmission.

Efter ændringen i grundlaget havde Energitilsynets sekretariat opgjort effektivitetstallet for NESA Transmission til 64% og de individuelle effektivitetskrav til 3,5% i 2002 og 7% i 2003.


5. Høringssvar

5.1 Høring af bekendtgørelse om bevillingspligtige naturgasselskabers sideordnede aktiviteter
Energistyrelsen havde den 11. juli 2002 til Energitilsynet fremsendt et udkast til bekendtgørelse om bevillingspligtige naturgasselskabers sideordnede aktiviteter. I udkastet blev det foreslået, at naturgasselskaberne i et vist omfang kan drive sideordnede aktiviteter i bevillingspligtige selskaber, uden at udøve disse i selvstændige selskaber med begrænset ansvar. Det gælder, hvis de samlede indtægter herfra udgør mindre end 5 % af omsætningen i det bevillingspligtige selskab. En tilsvarende bestemmelse gælder for bevillingspligtige elvirksomheder, jf. bekendtgørelse nr. 186 af 20. marts 2000.

I sit høringssvar udtrykte Energitilsynets sekretariat den vurdering, at selskabsmæssig adskillelse mellem energiselskabernes bevillingspligtige og sideordende aktiviteter generelt skaber bedre forbrugerbeskyttelse og bedre rammer for markedsadfærd i forhold til en regnskabsmæssig adskillelse.

Samtidig tilkendegav sekretariatet, at henset til administrativ effektivitet fandt man det endvidere hensigtsmæssigt, at naturgasselskaberne kan undtages fra kravet i naturgasforsyningslovens § 28 a om selskabsmæssig adskillelse mellem bevillingspligtige og sideordnede aktiviteter, hvis sidstnævnte aktiviteter er af begrænset omfang.

Sekretariatet fandt, at hensynet til forbrugerbeskyttelse og rammer for markedsadfærd kunne begrunde, at der udover maksimumgrænsen på de 5 % af selskabets omsætning indføres en yderligere betingelse for en dispensation for selskabsmæssig adskillelse i form af en absolut indtægtsgrænse for det bevillingspligtige selskabs sideordenede aktiviteter. Et indtægtsmaksimum på f.eks. 5 mio. kr. årligt synes ikke at kollidere med hensynet til administrativ effektivitet.

Energitilsynets sekretariat foreslog derfor, at det i bekendtgørelsen herefter fremgår at: "Naturgasselskaber, der driver bevillingspligtig virksomhed, kan uanset bestemmelserne i naturgasforsyningslovens § 28 a drive anden tilknyttet virksomhed, såfremt de samlede indtægter herfra udgør mindre end 5 % af omsætningen i det bevillingspligtige selskab dog maksimalt 5 mio. kr. årligt.".

Sekretariatets fandt, at en ændring af bekendtgørelsen som foreslået ovenfor ikke vil begrænse naturgasselskabernes muligheder for f.eks. at samordne generelle administrative opgaver. Ændringen kan dog eventuelt gøre det nødvendigt, at opgaverne udføres i et selvstændigt selskab med begrænset ansvar.

5.2 Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fremme af kraftvarmeproduktion på grundlag af en efterspørgsel efter nyttevarme på det indre marked
Energistyrelsen havde anmodet om sekretariatets bemærkninger til Europa-Parlamentets og Rådets direktivforslag om fremme af kraftvarmeproduktion på grundlag af en efterspørgsel efter nyttevarme på det indre marked.

Formålet med direktivforslaget er at skabe en ramme, som kan støtte og lette opførelsen og driften af kraftvarmeværker de steder, hvor der findes eller forventes at opstå et behov for nyttevarme.

Ifølge begrundelsen bygger direktivforslaget i nogle henseender på det nyligt vedtagne direktiv 2001/77/EF om fremme af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder inden for det indre marked for elektricitet, idet vedvarende energikilder og kraftvarme på nogle områder står over for de samme problemer, eksempelvis manglende indregning af miljøomkostninger o.l. i prisen og behovet for retlig afklaring om spørgsmål vedrørende elforsyningsnettet og administrative procedurer.

Vedtages direktivforslaget, vil den praktiske anvendelse af bestemmelserne i stort omfang påhvile de enkelte medlemsstater i lyset af de meget uensartede forhold, som kendetegner kraftvarmesektoren i EU, og behovet for at inddrage nationale, erhvervsmæssige og klimatiske forhold.

Hovedelementer i direktivforslaget er, 1) bestemmelser om oprindelsesgaranti for elektricitet fra kraftvarmeproduktion, 2) bestemmelser, ifølge hvilke medlemsstaterne skal analysere nationale potentialer for højeffektiv kraftvarmeproduktion og hindringer for virkeliggørelsen af disse, 3) bestemmelser om evaluering de opnåede erfaringer med anvendelsen og sameksistensen af forskellige støtteordninger for kraftvarme, som medlemsstaterne anvender, 4) bestemmelser om fastsættelse af principper for samvirket mellem producenter af kraftvarme og elforsyningsnettet og for adgangen til elforsyningsnettet for små kraftvarmeværker og for kraftvarmeværker, som anvender vedvarende energikilder, 5) bestemmelser, ifølge hvilke medlemsstaterne skal evaluere de gældende administrative procedurer med henblik på at mindske de administrative hindringer for udviklingen af kraftvarmeproduktion.

Sekretariatet havde i den anledning meddelt Energistyrelsen, at der ikke var bemærkninger til forslaget.


6. Andre forhold

6.1 Udvidet ejerkreds bag Nord Pool Spot
Nord Pool havde den 2. juli 2002 meddelt, at de fem systemansvarlige selskaber i Danmark, Norge, Sverige og Finland var blevet enige om vilkårerne for at udvide ejerskabet i nydannede Nord Pool Spot AS. Derved vil de systemansvarlige selskaber plus Nord Pool ASA fremover være ejere af Nord Pool Spot AS.

Nord Pool Spot AS skal stå for den fysiske elhandel i Norden. Nord Pool ASA varetager al finansiel elhandel samt fysisk elhandel udenfor Norden. Det er hensigten, at de to selskaber fortsat får et meget tæt samarbejde og sammen optræder som en samlet markedsplads overfor kunderne.

Beslutningen indebærer, at Nord Pool Spot AS for fremtiden ejes af Svenska Kraftnät i Sverige, Statnett i Norge, Fingrid i Finland og Nord Pool ASA med hver 20 procent af aktierne. Den resterende ejerandel på 20 procent fordeles lige mellem de to danske systemansvarlige selskaber Eltra fra Jylland/Fyn og Elkraft System fra Sjælland. De to danske systemansvarlige investerer hver 28,5 mio. kr. i medejerskabet af Nord Pool Spot AS.

Nord Pool ASA vil fortsat blive ejet af Svenska Kraftnät og Statnett med hver 50 procent. Som beskrevet under pkt. 10 i notatet 'Energitilsynets beføjelser i relation til Nord Pool og ved systemansvarets medlemskab af Nord Pool' (orienterende notat), til Energitilsynets møde den 26. november 2001, har de svenske og norske systemansvarlige via deres ejerskab af Nord Pool ASA samlet 60% af stemmerne i Nord Pool Spot AS, og bevarer derved den bestemmende indflydelse i også dette selskab.

6.2 Fortsat svenske særtariffer på forbindelserne over Øresund og til Bornholm
Den systemansvarlige virksomhed Elkraft System har den 7. december 2001 rettet henvendelse til Energistyrelsen vedrørende en svensk udredning om netområde Bornholm og har efterfølgende orienteret Energitilsynets sekretariat herom.

Elkraft Systems henvendelse vedrører en udredning, som den svenske regering har offentliggjort i november 2001. Udredningen giver anbefalinger om håndteringen af omkostningerne vedr. Bornholmsforbindelsen, der er en 60 kV-forbindelse mellem Bornholm og Skåne. Udredningen omfatter netkoncession og nettariffer.

Elkraft System anfører, at den svenske udredning ikke lægger op til en løsning på den gældende forskelsbehandling af dansk el, idet udredningen ikke anbefaler en ændring af den gældende tarifering af Bornholmsforbindelsen og derved heller ikke tariferingen af Øresundsforbindelsen på 132 kV-niveau (Øresundsforbindelsen til Sverige består af fire vekselstrømsforbindelser - to 400 kV-kabelforbindelser etableret i hhv. 1973 og 1985 og to 132 kV-kabelforbindelser etableret mellem 1951-1964 med en samlet kapacitet på ca. 1900 MW). Udredningen konkluderer, at Bornholmsforbindelsen skal behandles som om den funktionelt hører til Sverige, selvom den gældende svenske elforsyningslov giver mulighed for at gennemføre særregler for udlandsforbindelser.

Tariffen i Sverige afhænger af det niveau en netforbindelse er tilsluttet på. Bornholmsforbindelsen samt Øresundsforbindelsens 132 kV-del er tilsluttet det svenske regionsnetniveau, hvor der opkræves tilslutningsafgift. Herved betaler man fra dansk side også for adgang til det overordnede net, dvs. stamnettet og udlandsforbindelserne. På stamnetniveau, hvortil Øresundsforbindelserne på 400 kV er tilsluttet, blev der indtil 1. marts 2002 opkrævet en grænsetarif.

Elkraft System har i forbindelse med tilblivelsen af den svenske udredning fremsendt følgende synspunkter:

  • At Bornholms- og Øresundsforbindelserne er udlandsforbindelser, som nogen gange er til dansk fordel andre gange til svensk fordel. De skal vurderes ud fra en samlet nordisk og ikke en snæver svensk markedsbetragtning.
  • At det ødelægger elmarkedet hvis forbindelser under 400 kV pålægges ekstra tariffer (herunder tidligere også grænsetariffer).
  • At forbindelserne også har forsyningssikkerhedsmæssig betydning for Sverige, og at man flere gange fra dansk side har startet danske værker op på svensk anmodning.
  • At Elkraft System som systemansvarlig for Østdanmark inkl. Bornholm ikke finder, at der skal betales tariffer som dækker de tilsvarende omkostninger i Sverige (dobbeltbetaling).
  • At Bornholmsforbindelsen ikke funktionelt hører til Sverige. Bornholm har tilstrækkelig produktionskapacitet til at dække eget forbrug og kan bidrage med regulerkraft til Skåne.
  • At forbindelserne blev aftalt under et tidligere lovregime og at der er tale om bristede forudsætninger, når svenskerne vil behandle danske forbindelser mere ugunstigt end tidligere.

Uagtet Elkraft Systems synspunkter konkluderes i den svenske udredning:

  • At Bornholm (og Åland) i praksis alene forsynes ved det svenske elsystem.
  • At omkostningerne til leveringssikkerhed bliver store, da der udover overføringskapaciteten også forudsættes svensk produktionskapacitet ved evt. kabelfejl.
  • At hvis der ikke betales for tilslutning til det svenske regionsnet, skal omkostningerne bæres af de svenske elkunder via stamnettariffen.
  • At Bornholm (og Åland) er at betragte som indenlandske svenske forbindelser fra lokal- til regionsnettet.
  • At Bornholm (og Åland) samt Øresundsforbindelsens 132 kV-del ikke kan betragtes som en grænseoverskridende handelsvej. Derved kan de ikke indgå i omkostningerne til de svenske udlandsforbindelser og således i stamtariffen, som dækkes af alle svenske kunder.

På baggrund af udregningen finder Elkraft System det urimeligt, at Sverige modarbejder etableringen af et fælles elmarked, som bygger på rimelige og lige vilkår. Elkraft System fremhæver særligt følgende:

  • At Bornholm kan forsynes fra Sjælland via Skåne eller direkte fra Skåne. Der er i øvrigt produktionskapacitet til at dække mere end Bornholms eget forbrug.
  • At Elkraft System har indgået aftale med Østkraft vedr. reserver.
  • At omkostninger til forsyningssikkerhed allerede betales af de østdanske forbrugere. Bornholm belaster således ikke de svenske elforbrugere.
  • At tariffen i Sverige ikke bestemmes af Elkraft System, men indgår i dets tariffer. Forbrugerne betaler derved to gange for leveringssikkerheden for Bornholm.
  • At man ikke efter Elkraft Systems opfattelse kan udskille en udlandsforbindelse og vurdere dens handelsværdi uafhængigt af de øvrige forbindelser, hvilket i øvrigt vil være et brud på forudsætningerne for en gl. aftale.

Den danske Energistyrelse har efterfølgende fremsendt en række kommentarer til det svenske Näringsdepartement i Stockholm, hvori styrelsen støtter Elkraft Systems synspunkter. Styrelsen henviser endvidere til bl.a. Kommissionens forslag til Parlamentet og Rådet om netadgang i f.m. grænseoverskridende elektricitetsudveksling, hvor der ikke skelnes mellem spændingsniveauer.

Energistyrelsen har i juni 2002 mundtligt orienteret Energitilsynets sekretariat om, at styrelsen efterfølgende har været til møde med Näringsdepartementet om de anførte problemstillinger, men at der ikke for nærværende er opnået nogen løsning på de med danske øjne fortsat eksisterende tariferingsmæssige skævheder. Grunden er, at Näringsdepartementet ikke agtede at opfatte de berørte forbindelser som en del af transmissionsnettet. Svenskerne har således ikke til hensigt at ændre den eksisterende tarifering af de dansk-svenske forbindelser.

6.3 Uggelhuse-Langkastrup Kraftvarme a.m.b.a. - udtrædelsesgodtgørelse - dom afsagt af Vestre Landsret
Den 30. maj 2002 har Vestre Landsret afsagt dom i en sag anlagt af en tidligere andelshaver under Uggelhuse-Langkastrup Kraftvarme a.m.b.a. mod kraftvarmeværket vedrørende spørgsmålet om betaling af en udtrædelsesgodtgørelse på ca. 109.000 kr. i forbindelse med andelshaverens udmeldelse af selskabet.

Ifølge dommen frifindes kraftvarmeværket.

Det er andelshaverens opfattelse, at den tidligere ejer af andelshaverens ejendom ikke ved sin underskrift i april 1995 på en tilmeldingsblanket har forpligtet sig til at aftage varme fra værket, idet tilmeldingen alene var udtryk for interesse for projektet.

Tilmeldelsens eventuelt forpligtende karakter er efter andelshaverens opfattelse betinget af, at varmen ikke ville blive dyrere end ved individuel olieopvarmning, og denne betingelse er ikke dokumenteret opfyldt af værket.

Endvidere har værket - ifølge andelshaveren - ikke godtgjort, at det ikke har været muligt at overdrage den ledigblevne kapacitet til nye andelshavere.

Det burde ved opgørelse af kravets størrelse tillige tages i betragtning, at værket har modtaget et statstilskud på 6,6 mio. kr., samt at værket efter en lighedsgrundsætning ikke kan opkræve mere end ca. 67.000 kr. i godtgørelse svarende til, hvad værket tidligere har krævet i anledning af, at to andre ejendomme ikke aftager varme.

Værket er af den opfattelse, at ejendommens tidligere ejer har foretaget en bindende tilmelding.

Betingelsen om, at kraftvarmeforsyningen ikke skulle blive dyrere end ved individuel olieopvarmning, er efter værkets opfattelse opfyldt, idet der er blevet foretaget en beregning i forbindelse med tilmeldingen, der viste dette, og det var på dette tidspunkt og ved beslutningen om at igangsætte etableringen af kraftvarmeværket, at betingelsen skulle være opfyldt - ikke senere. Beregninger viser endvidere, at betingelsen har været opfyldt også i årene efter etableringen.

I sin begrundelse anfører Landsretten blandt andet, at det - i bestræbelserne for at etablere fjernvarmeforsyningen fra kraftvarmeværket og for at oprette det andelsselskab, der skulle stå for værkets drift - var af afgørende betydning, at der blev givet bindende tilsagn fra et tilstrækkeligt antal husstande inden for værkets naturlige forsyningsområde om aftag af fjernvarme.

Den underskrevne tilmeldelsesblanket indeholdt en betingelse herom samt betingelser, der naturligt måtte opfattes som, at forbrugeren ville binde sig til at aftage varme, herunder at varmen ikke måtte blive dyrere end ved individuel olieopvarmning.

Tilmeldingen måtte efter såvel formål som indhold anses for bindende.

Betingelsen om, at varmen ikke blev dyrere end ved individuel olieopvarmning, måtte ifølge Landsretten opfattes således, at den forpligtede andelsselskabet til inden iværksættelsen af projektet at foretage en aktuel beregning af, om betingelsen var opfyldt, og var den det, var tilmeldingen bindende.

Det ville være i strid med tilmeldingens formål, hvis en senere ugunstig udvikling i prisforholdene skulle kunne bevirke, at en andelshaver uden konsekvens efter selskabets vedtægter - hvorefter der er mulighed for at udtræde - skulle kunne frigøre sig for pligten til at aftage varme fra værket.

I forbindelse med andelshaverens udtræden var der ikke indtrådt en anden andelshaver, og andelshaveren havde ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at det var muligt at overdrage den ledigblevne kapacitet til en ny andelshaver. Det var herved - efter rettens opfattelse - uden betydning, at der uden forbindelse med andelshaverens udtræden senere var indtrådt andre andelshavere.

Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte bestemmelserne i selskabets vedtægter eller for at begrænse det fremsatte krav ud fra rimelighedsbetragtninger eller på grundlag af synspunkter, som andelshaveren i øvrigt havde gjort gældende.

6.4 DFF's vejledning om standardkontoplan
Danske Fjernvarmeværkers Forening (DFF) har ved skrivelse af 8. november 2001 orienteret Tilsynet om foreningens synspunkter om den proces, der skal lede frem til indførelsen af en funktionsopdelt standardkontoplan i fjernvarmeforsyningsselskaber til brug for den kommende indtægtsrammeregulering.

I den forbindelse meddelte Energitilsynets sekretariat bl.a., at det efter varmeforsyningslovens §22, stk. 2, og stk. 3, var miljø- og energiministeren, der fastsætter regler om regnskabsføring og budgettering i de virksomheder, der er omfattet af loven. Der var ikke fastsat sådanne regler og Tilsynet havde ikke viden om, hvorledes ministeriet agtede at anvende denne bemyndigelse.

DFF har nu meddelt, at foreningen har besluttet fremover at udarbejde branchenøgletal, der fortæller om den generelle effektivitet i fjernvarmeværkerne.

Til brug herfor har foreningen udarbejdet følgende 3 nye medlems-vejledninger, der nu er udsendt til medlemmerne:

1) Vejledning til funktionsopdelt kontoplan for varmeforsynings-virksomheder

2) DFF Standardkontoplan

3) Konteringsinstruks for varmeforsyningsvirksomheder

Det fremgår endvidere af meddelelsen, at standardkontoplanen vil blive fuldt op af en standardindrapportering af tekniske forhold, som skal anvendes ved beregning af nøgletallene.

Som baggrund for sin beslutning har DFF i meddelelsen til medlemmerne bl.a. anført, at det i forbindelse med varmeforsyningslovens adgang til benchmarking er foreningens standpunkt overfor myndighederne, at benchmarking skal være en fremadrettet proces, således at varmeværkerne ikke påbydes at omarbejde gamle regnskabstal.

6.5 NESA A/S's købstilbud til NVE A.m.b.a.
Af Københavns Fondsbørs' meddelelse nr. 16/2002 fremgår, at NESA A/S har fremsat et købstilbud på 2,564 mia. kr. for NVE A.m.b.a.'s (Nordvestsjællands Energiforsyning) samlede virksomhed inklusive ejerandelene i Energi E2 A/S.

NESA's samlede købstilbud er sammensat af en kontant betaling på ca. 1,115 mia. kr. samt et tilsagn om yderligere betaling på ca. 1,449 mia. kr., såfremt Energitilsynets afgørelser eller afklaringer måtte resultere i at disse værdier tilfalder ejerne.

Det finansielle grundlag for overtagelsen er bl.a. tilvejebragt via frasalg af NESA's datterselskaber Powercom og NESA Kabel-tv samt indtægter fra afhændelse af en pensionskasse.

Det kan oplyses, at NESA i marts 1998 forelagde et lignende forslag om overtagelse af elselskabet EFFO's samlede aktiviteter for Elprisudvalget. Købsprisen udgjorde ca. 150 mio. kr. og dækkede betalingen for EFF0's samlede elforsyningsaktiviteter, herunder EFFO's antennevirksomhed og EFFO's sideordnede aktiviteter, som blev videreført henholdsvis under NESA A/S og NESATEAM A/S.

I overtagelsessummen indgik en værdiregulering på ca. 85 mio. kr. som følge af en teknisk harmonisering af de to selskabers afskrivnings- og henlæggelsesprofiler begrundet i at EFF0's kabellægning var mere fremskreden end NESA's kabellægning.

Udvalget fandt ikke, at de forelagte vilkår for en sammenlægning af de to selskaber var i strid med elforsyningslovens bestemmelser.

Efter Elprisudvalgets opfattelse var konsekvensen af den af NESA beregnede overtagelsessum, at EFFO's elanlæg blev overtaget til en værdi, der svarede til at disse anlæg var på samme afskrivnings- og henlæggelsesmæssige niveau som NESA's egne elanlæg.

Elprisudvalget lagde ved afgørelsen vægt på, at EFFO's kunder fra overtagelsesdagen blev NESA kunder og dermed kunne indkøbe elektricitet på samme vilkår og til samme pris som øvrige NESA kunder. Det beløb, der skulle tilbageføres de tidligere EFFO kunder som en konsekvens af opskrivningen svarede til ca. 4.000 kr. pr. kunde og skulle ifølge afgørelsen tilbageføres enten som et engangsbeløb eller ved at tarifere EFFO's forsyningsområde som et selvstændigt prisområde, hvor der i en 3 til 5 års periode skulle betales andre og lavere priser end i NESA's øvrige forsyningsområde.

Værdierne i EFFO - ud over hvad der kontant blev tilbageført til EFFO's forbrugere - blev bundet i et nyt selskab: Elselskabet EFFO under likvidation.

Først i år er der sket en endelig afklaring af om disse værdier er skattepligtige, idet Landsskatteretten overfor ligningsrådet gav udtryk for, at en eventuel kendelse ville resultere i at udlodningen af de resterende værdier til forbrugerne ville udløse skattepligt.

Da NESA's overtagelse af EFFO fandt sted i 1998, og da sagen vedrører relativt beskedne beløb (ca. 50 mio. kr. fordelt på 22.000 forbrugere) og indebærer at skattemyndighederne skal gennemgå ca. 22.000 selvangivelser, har myndighederne i den konkrete sag besluttet at eftergive kravet.

Som en konsekvens heraf må det vurderes, at det beløb, der vil blive udbetalt til forbrugerne ved NESA's eventuelle overtagelse af NVE, vil være omfattet af skattepligt.

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO