Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Møde nr. 26


År 2002, den 19. marts afholdt Energitilsynet møde. Mødet indledtes kl. 10.00. Mødet blev afholdt i Konkurrencestyrelsens lokaler, Nørregade 49, København K.

Til stede fra Energitilsynet var Hans Henrik H. Østergaard, Mette Lis Andersen, Niels I. Meyer og Birgitte Refn Wenzel. Uffe Bundgaard-Jørgensen og Torben Riber deltog i deres egenskab af suppleanter.

Til stede fra sekretariatet var Nils Jan Hansen, Jacob Schaumburg-Müller, Johan Piper og Marianne Larsson.


Dagsorden

1. Inhabilitet på møde nr. 26
2. Meddelelser fra Formanden
3. Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat


Sager til beslutning

4. ELFOR - Eltras overtagelse af udligningsbetalinger vedr. nettilslutning af miljøvenlige anlæg
5. Elkraft System A.m.b.a. - åbningsbalance pr. 1. januar 2000
6. Eltra Systemansvar - åbningsbalance pr. 1. januar 2000
7. Energitilsynets beretning for 2001


Notater til drøftelse/orientering

8.Opdeling af Nord Pool
9. Møde i Firenze-forum februar 2002
10. Nordisk regulatormøde i Tallinn marts 2002
11. Møde i Madrid-forum februar 2002
12. DONG's regler for gastransport


Andet

13. Eventuelt


ad punkt 1: inhabilitet

I henhold til § 11, stk. 2 i Energitilsynets forretningsorden vedtog Energitilsynet at erklære Mette Lis Andersen for inhabil under behandlingen af dagsordenens punkt 11: Møde i Madrid-forum februar 2002 samt punkt 12: DONG´s regler for gastransport. Mette Lis Andersen forlod mødet under behandlingen af disse punkter.


ad punkt 2: Meddelelser fra Formanden

Ingen bemærkninger fra dette punkt


ad punkt 3: Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat

Jan Hansen orienterede om status i sagen vedrørende opgørelse af NESA´s frit disponible egenkapitel, som blev behandlet under punkt 4 på dagsordenen på Energitilsynets møde den 27. februar 2002. Herunder blev oplyst, at spørgsmålet om indexberegning og teknologifaktor var taget op i den af Energistyrelsen nedsatte arbejdsgruppe til afklaring af begreberne "indskudskapital" og "fri egenkapital" i elforsyningslovgivningen.

Uddrag af Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat er vedlagt som bilag til referatet.


ad punkt 4: ELFOR - Eltras overtagelse af udligningsbetalinger vedr. nettilslutning af miljøvenlige anlæg (HRJ)

Ved ikrafttræden af bekendtgørelse nr. 325 af 10. maj 2001 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder m.v. blev denne tillagt virkning fra 1. januar 2000. For PSO-omkostninger medførte dette, at disse omkostninger med tilbagevirkende kraft var trukket ud af netvirksomhedernes indtægtsrammer.

Elfor (Forening for dansk eldistribition), har på vegne af netvirksomheder vest for Storebælt hidtil varetaget administrationen af udligninger af de omkostninger, der følger af elforsyningslovens §§ 67 og 68. Det drejer sig om omkostninger til nettilslutning m.v. af decentrale kraftvarmeanlæg og vindmøller, som netvirksomhederne er pålagt at afholde og som alle kunder i et sammenhængende elforsyningssystem skal være med til at dække, jf. bestemmelserne om PSO-omkostninger i elforsyningslovens § 9, stk. 1, nr. 2.

I december 2001 henvendte Eltra sig til Energitilsynet med anmodning om, at Eltra's overtagelse af administrationen af de nævnte omkostninger foregår uden tilbagevirkende kraft.

Når PSO-omkostninger i henhold til bekendtgørelse nr. 231 om adgang til elforsyningsnettet m.v. skal fordeles efter kundernes bruttoforbrug af elektricitet må udgangspunktet efter elforsyningsloven være, at kundernes bruttoforbrug i året skal bære de omkostninger, som kunderne i året er pålagt at betale i henhold til lovens § 9, stk. 1.

Energitilsynet vedtog at meddele ELFOR og Eltra,

at Energitilsynet efter omstændighederne ikke har indvendinger imod den mellem ELFOR og Eltra i perioden frem til 2002 aftalte deling af administrationen af § 9, stk. 1, fordi der på ikrafttrædelsestidspunktet for elforsyningsloven kunne være berettiget usikkerhed om rækkevidden af § 28, stk. 1, og fordi Eltra nu overtager den omkostningsfordeling, som ELFOR hidtil har varetaget efter elforsyningslovens § 9, stk. 1, nr. 2, vedrørende lovens §§ 67 og 68, men at den systemansvarlige virksomhed også i denne periode har haft det overordnede ansvar for den foretagne omkostningsfordeling,

  • at Energitilsynet finder den af ELFOR anvendte metode til fordeling af omkostninger omfattet af § 9, stk. 1, nr. 2, i strid med loven, jf. § 77, stk. 1,
  • at Energitilsynet i henhold til elforsyningslovens § 9, stk.1, sammenholdt med § 24, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 231 om adgang til elforsyningsnettet m.v., derfor finder, at Eltra skal foretage en ny beregning af de omkostningsfordelinger som ELFOR tidligere har foretaget, og indregne resultatet af den nye beregning i PSO-tariffen.


ad punkt 5: Elkraft System a.m.b.a. åbningsbalance pr. 1. januar 2000 (SH)

Elkraft System a.m.b.a. havde anmodet Energitilsynet om bl.a. at tage stilling til selskabets åbningsbalance, jf. elforsyningslovens § 100, stk. 1, samt indskudskapitalens forrentning og principper for afskrivning, jf. elforsyningslovens § 71, stk. 2.

Af elforsyningslovens § 100, stk. 1, 2. pkt. fremgår, at Miljø- og Energiministeren fastsætter regler for åbningsbalancer. Disse regler fremkom ved Energistyrelsens bekendtgørelse nr. 602 af 23. juni 2001 om åbningsbalancer for systemansvarlige virksomheder, der trådte i kraft 15. juli 2001.

Bekendtgørelsen indeholder ikke bestemmelser omkring fastsættelse af forrentningssats for indskudskapital. Energitilsynet har senest på mødet den 29. oktober 2001 besluttet, at ved udmelding af indtægtsrammer for 2002 for net- og transmissionsvirksomheder anvendes fortsat en maksimal forrentningsprocent på 7.

Elkraft System havde i sagen oplyst, at balancen som forudsat i bekendtgørelse nr. 602 var udarbejdet efter reglerne i årsregnskabsloven, og af revisorpåtegningen på Elkraft Systems 2000 regnskab fremgik bl.a., at regnskabet var aflagt i overensstemmelse med den danske lovgivnings krav til regnskabsaflæggelsen. I regnskabet var oplyst, at ejendomme var optaget til den offentlige vurdering.

Energitilsynet vedtog at meddele Elkraft System a.m.b.a., at Energitilsynet jf. § 6 i bekendtgørelse 602 af 23. juni 2001 om åbningsbalancer for systemansvarlige virksomheder godkender og udmelder åbningsbalancen pr. 1. januar 2000 for Elkraft System a.m.b.a.

Energitilsynet vedtog endvidere, at meddele Elkraft System a.m.b.a, at Energitilsynet jf. elforsyningslovens § 71, stk. 3 fastsætter forrentningsprocenten for indskudskapital i de systemansvarlige virksomheder til 7% for årene 2000 og 2001 og indtil videre til 7% for 2002.


ad punkt 6: Eltra systemansvar åbningsbalance pr. 1. januar 2000 (SH)

Eltra havde anmodet Energitilsynet om bl.a. at tage stilling til selskabets åbningsbalance, jf. elforsyningslovens § 100, stk. 1, samt indskudskapitalens forrentning og principper for afskrivning, jf. elforsyningslovens § 71, stk. 2.

Ved brev af 31. januar 2002 havde Eltra indsendt åbningsbalance for Eltra systemansvar.

Eltra havde oplyst, at balancen var udarbejdet efter reglerne i årsregnskabsloven, og af revisorpåtegningen på Eltras 2000 regnskab fremgik bl.a., at regnskabet var aflagt i overensstemmelse med den danske lovgivnings krav til regnskabsaflæggelsen. Eltra havde oplyst, at ejendomme var optaget til den offentlige vurdering i åbningsbalancen.

Energitilsynet vedtog at meddele Eltra Systemansvar, at Energitilsynet jf. § 6 i bekendtgørelse 602 af 23. juni 2001 om åbningsbalancer for systemansvarlige virksomheder godkender og udmelder åbningsbalancen pr. 1. januar 2000 for Eltra Systemansvar.


ad punkt 7: Energitilsynets beretning for 2001

I henhold til elforsyningslovens § 82, stk. 1, skal Energitilsynet aflægge en årlig beretning for sin virksomhed til den ansvarlige minister, som fra den 27. november 2001 er Økonomi- og Erhvervsministeren.

Tilsvarende pligt til at aflægge en beretning er ligeledes fastlagt i loven om naturgasforsyning og i loven om varmeforsyning.

Tilsynets medlemmer drøftede et af sekretariatet udarbejdet udkast til beretning for år 2001.

Tilsynets medlemmer tilkendegav, at der udover en offentliggørelse af beretningen i sin helhed, skulle udarbejdes et resumé heraf, som desuden skulle oversættes til engelsk.

Det blev på mødet besluttet, at det skulle tydeliggøres, at Tilsynets medlemmer ud fra de foreliggende oplysninger ikke har haft tilstrækkelig mulighed for at tage stilling til ressourceforbrug i form af regnskaber og budgetter, men at spørgsmålet er rejst over for de relevante parter. Sekretariatet skulle på den baggrund udarbejde et ændret udkast til beretningens afsnit om omkostninger ved og finansiering af Tilsynets arbejde. Udkastet skulle sendes til medlemmerne med mulighed for at fremsætte kommentarer hertil.

Tilsynet vedtog, at beretningen herefter med henblik på at opfylde kravet i elforsyningslovens § 82 fremsendes til Økonomi- og Erhvervsministeren.


ad punkt 8: Opdeling af Nord Pool

På baggrund af et af sekretariatet udarbejdet notat drøftede Tilsynets medlemmer Energitilsynets beføjelser i relation til Nord Pool og ved systemansvarets medlemskab af Nord Pool.


ad punkt 9: Møde i Firenze-forum februar 2002

I et af sekretariatet udarbejdet notat orienteredes om et møde afholdt i det såkaldte Firenze-forum. I mødet deltog repræsentanter fra de enkelte lande, repræsentanter for CEEF (Council of European Energy Regulators), repræsentanter fra ETSO (European System Operators) samt repræsentanter for forbrugerne. Herudover deltog repræsentanter fra de lande, der søger optagelse i EU.

På mødet i Firenze blev det besluttet at iværksætte et midlertidigt tarifsystem for transit, som skal være gældende fra den 1. marts 2002 til den 1. januar 2003. (2002- mekanismen).

Der var enighed om at nedsætte en mindre arbejdsgruppe under forsæde af Kommissionen, CEER og ETSO og en repræsentant fra EU-formanskabet, som skal overvåge implementeringen af den midlertidige 2002-mekanisme.

Der var herudover enighed om de grundlæggende principper og operationelle retningslinier for en mere kostægte tariferingsmekanisme for transit, som skal træde i kraft den 1. januar 2003 (2003-mekanismen).


ad punkt 10: Nordisk regulatormøde i Tallinn marts 2002

I et af sekretariat udarbejdet notat orienteredes om et afholdt møde mellem de nordiske og de baltiske reguleringsmyndigheder.

Mødet var af informativ karakter. Hvert land gav en general introduktion til landets reguleringssystem. Det er hensigten, at styrke samarbejdet med de baltiske reguleringsmyndigheder.


ad punkt 11: Møde i Madrid-forum februar 2002

I et af sekretariatet udarbejdet notat var orienteret om det femte møde i The European Gad Regulatory Forum i Madrid.

Mødet var en del af den såkaldte "Madridproces", hvor EU-kommissionen, medlemslandenes regulatorer, repræsentanter for medlemslandenes regeringer, gasindustrien og repræsentanter for en række europæiske gasforbrugerorganisationer følger udviklingen omkring skabelsen af det indre marked for naturgas.


ad punkt 12: DONGs regler for gastransport

I et af sekretariatet udarbejdet notat orienteredes om DONG´s "Regler for gastransport".


ad punkt 13: Eventuelt

Ingen bemærkninger til dette punkt

Mødet afsluttet kl. 11.45.

 Bilag : Udarbejdet til møde nr. 26 - Uddrag af Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO