Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Uddrag af meddelelser fra Energitilsynets møde den 7. maj 2002

1. Nye klagesager for Energiklagenævnet

1.1 Nordforbrænding (Hørsholm Fjernvarme) - takstomlægning
E
nergitilsynets sekretariat havde den 11. marts 2002 truffet afgørelse i en sag, hvor to forbrugere havde klaget til Energitilsynet over en takstomlægning pr. 1. januar 2002 hos Hørsholm Fjernvarme, der er en afdeling under I/S Nordforbrænding.

Klagerne mente, at takstomlægningen ville ramme de varmeforbrugere, der havde investeret i varmebesparende foranstaltninger og lignende miljøinvesteringer.

Af sagen fremgik, at takstomlægningen for de 2 forbrugere havde medført en prisstigning pr. 1. januar 2002 på 20-22 %, hvorved den faste afgift efter takstomlægningen udgjorde ca. 65 % af den samlede varmeregning.

Værket havde ifølge det oplyste foretaget takstomlægningen for at få et mere tidssvarende tarifsystem.

Takstomlægningen indebar, 1) at ejendommenes m2 areal erstattede ejendommenes rumfang som grundlag for beregningen af fast afgift, 2) at der blev indført en målerleje, og 3) at der i den variable betaling blev indført en betaling for forbrugt vandmængde.

Sekretariat fandt, at takstomlægningen dels indeholdt almindeligt anvendte tarifeelementer, dels ville medføre en mere kostægte tarifering end det hidtidige tarifsystem, hvorfor sekretariatet ikke havde indvendinger imod selve takstomlægningen.

Med hensyn til størrelsen af den faste afgift i den samlede varmeregning havde værket ved en konsulentrapport godtgjort, at for Hørsholm Fjernvarme som helhed lå provenuet fra den faste afgift efter takstomlægningen på 30 % af det samlede provenu fra indtægterne fra fjernvarmeleveringen.

Det var i den forbindelse sekretariatets vurdering, at størrelsen af den faste afgift i den samlede varmeregning pr. 1.januar 2002 for de to ejendomme skyldtes forholdet mellem ejendommenes arealer og størrelsen af de årlige varmeforbrug, selv om der for en standardejendom som anvendt i Danske Fjernvarmeværkers Forenings prisundersøgelser 2001 ville være tale om, at den faste afgift udgjorde ca. 43 % af den samlede varmeregning efter takstomlægningen.

Størrelsen af den gennemsnitlige boligenhed i Hørsholm Fjernvarme var oplyst til 99 m2. Klagernes ejendomme havde et areal på henholdsvis 141 og 183 m2 og et årligt varmeforbrug på henholdsvis 8,4 og 11,2 MWh.

På ovennævnte baggrund fandt sekretariatet, at selve det forhold, at klagerne blev ringere stillet som følge af takstomlægningen, ikke kunne anses for at være urimelig efter varmeforsyningslovens § 21, stk. 4.

Sekretariatet havde lagt vægt på, at takstomlægningen var varslet, og at Hørsholm Fjernvarme havde indført en overgangsordning på 5 år for forbrugere, der måtte blive ramt af takstomlægningen med en stigning på mere end 10 % i varmeregningen.

Sekretariatets afgørelse af 11. marts 2002 var af grundejerforeningen Breeltegaard blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.2 NESA - opgørelse af den frit disponibel egenkapital
Energitilsynet tog på mødet den 27. februar 2002 stilling til, hvorledes NESA´s frit disponible egenkapital pr. 1. januar 1977 kunne opgøres.

NESA A/S havde oprindeligt anmodet Energitilsynet om at tage stilling til flere forhold vedrørende opgørelsen af den frit disponible egenkapital i NESANET A/S.

Energitilsynets afgørelse af 27. februar 2002 blev indbragt for Energiklagenævnet, dels ved klage af 21. marts 2002 fra 4 forbrugere hos NESA (Svend Auken, Martin Lidegaard, Ole Sohn og Bodil Kornbæk), dels ved klage af 26. marts 2002 fra advokat Claus Høeg Madsen på vegne af NESA A/S / NESANET A/S.

I klagen fra advokat Claus Høeg Madsen havde denne henvist til NESA's ønske om at få opgjort egenkapitalen pr. 1. januar 1977 mv. samt til at hele NESA's egenkapital pr. 1. januar 2000 måtte anses for fri egenkapital og derfor skal optages i åbningsbalancen som fri egenkapital.

Det var advokatens umiddelbare opfattelse, at tilsynets afgørelse af 27. februar 2002 først vil kunne påklages, når NESA havde fremlagt yderligere dokumentation, og tilsynets havde taget konkret stilling til en beløbsmæssig opgørelse af den frit disponible egenkapital pr. januar 1977. Såfremt klagenævnet var af den modsatte opfattelse, ville manglende påklage medføre retstab for NESA, og klagen var derfor indgivet for at undgå denne situation.

Advokaten havde anmodet om at klagen stilles i bero, hvis nævnet under henvisning til ovennævnte ikke afviser klagen.

1.3 DONG Naturgas - priser for benyttelse af DONG Naturgas A/S' transmissionssystem
DONG Naturgas A/S havde den 1. oktober 2001 til Energitilsynet anmeldt transmissions- og nødforsyningstariffer for anvendelse af selskabets transmissionssystem. Selskabet havde endvidere den 3. december 2001 anmeldt en ændret betaling for nødforsyning gældende fra 1. december 2001. Anmeldelse er sket i henhold til § 40 i lov om naturgasforsyning.

Energitilsynet besluttede på sit møde den 15. marts 2002 at meddele DONG Naturgas A/S, at selskabets anmeldte tariffer for anvendelse af transmissionssystemet er i strid med naturgasforsyningslovens § 38, stk. 1, idet prisfastsættelsen ikke afspejler selskabets omkostninger, herunder omkostninger til en rimelig forrentning af den i selskabets investerede kapital.

DONG Naturgas A/S blev derfor i henhold til naturgasforsyningslovens § 41, stk. 1, pålagt at nedsætte sine priser med virkning senest fra den 1. maj 2002, således at selskabets priser kommer i overensstemmelse med lovens § 38, stk. 1. Prisændringen skal ske under hensyntagen til selskabets regnskab for 2001 og budget for 2002.

Energitilsynets afgørelse af 15. marts 2002 var af DONG Naturgas A/S blevet indbragt for Energiklagenævnet.

I klageskriftet gør selskabet gældende, at Energitilsynets opgørelse af omkostningselementet "et rimeligt afkast af den i selskaberne investerede kapital" ikke er i overensstemmelse med naturgasforsyningslovens § 38, idet tilsynets metode til opgørelse af et rimeligt afkast ikke er i overensstemmelse med loven og dens forarbejder, og idet tilsynets skønnede niveau for forrentning af fremmed- og egenkapital er for lavt set i forhold til en forsigtig sammenligning med relevante sammenligningsgrundlag og derfor ikke sikrer et rimeligt afkast af kapitalen.

DONG nedsatte den 1. maj 2002 priserne på transmission af naturgas med 12 pct. samt priserne for nødforsyning med 5 pct.

1.4 Ørslev-Terslev Kraftvarmeforsyning - udtrædelsesgodtgørelse
En forbruger hos Ørslev-Terslev Kraftvarmeforsyning A.m.b.a. klagede til Energitilsynet over et af værket stillet krav om at han ved udtræden skulle betale en egentlig udtrædelsesgodtgørelse og dække omkostningerne i forbindelse med den faktiske afbrydelse af varmeforsyningen til hans to ejendomme.

De to ejendomme var ikke underlagt tilslutningspligt eller forblivelsespligt.

Klager fandt, at han alene burde tilpligtes at betale i alt 10.000 kr. for godtgørelse på udtrædelsestidspunktet blandt andet under henvisning til de på tegningstidspunktet opstillede forudsætninger for værkets etablering, herunder om forudsætninger for værkets økonomi.

Energitilsynets sekretariat havde ved bedømmelsen af sagen taget udgangspunkt i det tidligere Gas- og Varmeprisudvalgs opfattelse af, at det i udgangspunktet ville være urimeligt at opkræve en egentlig udtrædelsesgodtgørelse, hvis der 1) løbende blev tilsluttet nye forbrugere, der kunne overtage den som følge af udtrædelsen opståede ledige kapacitet, og 2) værket måtte anses for at være økonomisk veldrevet.

Den første forudsætning måtte anses for at være opfyldt, idet der ifølge Ørslev-Terslev Kraftvarmeforsynings regnskabsoplysninger til Energitilsynets register var tilsluttet fire nye forbrugere i samme år, som klageren opsagde leveringsaftalen, og idet Kraftvarmeforsyningen ikke havde påvist, at disse fire forbrugere ved deres tilslutning ikke havde overtaget den ved klagerens opsigelse af leveringsaftalen ledige kapacitet. Med de fire tilslutninger var der i alt tilsluttet 346 forbrugere til værket.

Den anden forudsætning kunne ikke anses for at være opfyldt. Ørslev-Terslev Kraftvarmeforsyning var blevet gældssaneret med et beløb fra Energistyrelsens og gasselskabernes "barmarkspulje", som svarede til en tredjedel af værkets samlede gæld før gældssaneringen. Efter gældssaneringen var den samlede langfristede gæld på godt 21 mio. kr. En sådan gældsstørrelse under de givne omstændigheder - herunder med fortsat høje varmepriser - fandt sekretariat var tilstrækkelig dokumentation for, at værkets økonomi var følsom overfor enhver nedskæring i varmegrundlaget.

Sekretariat havde fundet, at det ikke kunne anses for urimeligt i henhold til varmeforsyningslovens § 21, stk. 4,, at Ørslev-Terslev Kraftvarmeforsyning i forbindelse med klagerens udtræden opkrævede en egentlig udtrædelsesgodtgørelse beregnet på grundlag af restgælden i værket.

Sekretariatet fandt endvidere, at det ikke kunne anses for urimeligt i henhold til varmeforsyningslovens § 21, stk. 4,, at Ørslev-Terslev Kraftvarmeforsyning opkrævede betaling for dokumenterbare, rimelige omkostninger forbundet med den faktiske afbrydelse af varmeforsyningen.

Sekretariatets afgørelse var af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.


2. Afgørelser og meddelelser fra Energiklagenævnet

2.1 NESA Net - placering af ejerandele i Energi E2
Energiklagenævnet havde i afgørelse af 25. april 2002 dels stadfæstet Energistyrelsens afslag af 30. november 2000 til NESA A/S om dispensation efter elforsyningslovens § 97, stk. 3, dels hjemvist Energitilsynets afgørelse af 29. januar 2001 i sagen om NESANET A/S og placeringen af selskabets indskud i Energi E2 A/S.

Elforsyningslovens § 97, stk. 2, stiller krav om at ejerandele i elproduktionsvirksomheder skal placeres i netselskabet som en betingelse for erhvervelse af bevilling til netdrift. Det er NESA A/S' opfattelse at kravet i elforsyningslovens § 97, stk. 2 i NESA A/S' tilfælde vil virke ekspropriativt.

NESA A/S anmodede først Energistyrelsen om dispensation fra kravet i elforsyningslovens 97, stk. 2, men fik afslag herpå.

Herefter anmodede NESA A/S Energitilsynet om tilladelse til at placere ejerandelen i Energi E2 A/S enten således, at indtægter og udbytte i produktionsvirksomheden ikke blev kanaliseret gennem netselskabet, men tilfaldt NESA A/S eller alternativt således at ejerandelen af Energi E2 A/S blev overdraget til netselskabet til markedsværdi ved den gældende elforsyningslovs ikrafttræden.

Energitilsynet traf afgørelse i sagen på mødet den 29. januar 2001. Afgørelsen indholdt en præcisering af indholdet af elforsyningslovens § 97, stk. 2, om at ejerandele i elproduktionsvirksomheder skal placeres i netselskabet som en forudsætning for erhvervelse af bevilling, og at kompetencen til at fravige dette krav er tillagt energi- og miljøministeren, nu økonomi- og erhvervsministeren i medfør af lovens § 97, stk. 3.

Tilsynet besluttede endvidere at meddele NESA A/S, at videreførelse af beløb til NESA A/S, som NESANET A/S fremtidigt modtager i form af udbytte af ejerandelen i Energi E2 A/S, vederlag ved salg af ejerandelen samt provenu ved likvidation af Energi E2 A/S, vil være i strid med § 70 i elforsyningsloven.

NESA A/S og NESANET A/S havde herefter indbragt både Energistyrelsens dispensationsafslag og Energitilsynets afgørelse om placering af ejerindskud for Energiklagenævnet.

I Energiklagenævnets afgørelse af 25. april 2002 stadfæstedes Energistyrelsens afslag på at give en dispensation fra kravet i elforsyningslovens § 97, stk. 2, om at ejerandelen i Energi E2 A/S skal placeres i netselskabet (NESANET A/S) som en forudsætning for erhvervelse af netbevilling. Energiklagenævnet henviser i denne forbindelse til, at formålet med dispensationsadgangen i §97, stk. 3, ifølge lovbemærkningerne er, at afbøde eventuelle utilsigtede ændringer i ejerforholdene som følge af placeringskravet i § 97, stk. 2, og at der på det foreliggende grundlag ikke ses at foreligge sådanne særlige hensyn, der kan begrunde, at NESA A/S har retskrav på en dispensation fra kravet i § 97, stk. 2. Ved afgørelsen er der ikke taget stilling til, om NESA A/S efterfølgende kan fremlægge et tilstrækkeligt klart grundlag for, at håndhævelse af § 97, stk. 2, indebærer tvangsmæssig afståelse af aktiver omfattet af NESA A/S' ejendomsret, jf. grundlovens § 73.

Energiklagenævnet hjemviste i sin afgørelse Energitilsynets afgørelse af 29. januar 2001 til fornyet behandling i Energitilsynet. Energiklagenævnet henviste til at hele aktiekapitalen i NESANET A/S ejes af NESA A/S, og at en overførsel af aktierne i Energi E2 A/S fra moder- til datterselskab ikke umiddelbart indebærer en opgivelse af ejendomsretten til aktierne, ej heller bevirker en forrykkelse af ejerinteresserne heri. Nævnet konstaterede, at overførslen som følge af kravet i elforsyningslovens § 70, stk. 4, 1. pkt., medfører en begrænsning af NESA A/S' dispositionsmuligheder vedrørende aktieposten i Energi E2 A/S, da enhver form for indtægt i datterselskabet (NESANET A/S), herunder aktieudbytte, skal medgå til dækning af datterselskabets omkostninger som nævnt i § 69, stk. 1.

Energiklagenævnet anførte endvidere, at § 70, stk. 4, 1. pkt. skal sammenholdes med § 74, stk. 3, hvori det er anført, at kollektive elforsyningsvirksomheder og disses ejere uanset indholdet af §§ 69 - 72 vil kunne disponere frit over kapital og indtægter, som de i medfør af den tidligere gældende elforsyningslov frit kunne disponere over.

Energitilsynet skal godkende opgørelser og åbningsbalancer, der ved elforsyningslovens ikrafttræden er udarbejdet og fremsendt af de kollektive elforsyningsvirksomheder - og siden efter anmeldelse og under hensyntagen til finansieringsforhold og omsætning - opgøre størrelsen af den kapital, der skal danne grundlag for den indregningsberettigede forrentning, samt størrelsen af eventuel indskudskapital.

Konsekvensen af en overførsel af aktieposten i Energi E2 A/S fra NESA A/S til NESANET A/S lader sig ikke endeligt fastlægge før Energitilsynet efter lovens §§ 69-74, 100 og 102 har truffet afgørelser om netselskabets åbningsbalance og kapitalopgørelse. Energiklagenævnet henviste til indtægtsrammebekendtgørelsens regler om værdiansættelse dels efter indre værdis metode for så vidt angår kapitalandele i andre virksomheder samt til kravet i § 53, stk. 4, om at den frit disponible egenkapital opgøres i forbindelse med åbningsbalancen og kapitalopgørelsen. Nævnet fandt, at det er en mangel ved Energitilsynets afgørelse, at tilsynet har undladt at se bestemmelsen i § 70, stk. 4, i dens sammenhæng med lovens øvrige regler om kapitalopgørelse m.m.

Energiklagenævnet anførte herudover, at stillingtagen til om overførslen af aktier indebærer et uberettiget formuetab efter grundlovens § 73 må afvente indholdet af Energitilsynets kommende afgørelser. I den forbindelse understregede nævnet, at tilsynets afgørelse af 27. februar 2002 om opgørelse af den frit disponible egenkapital før 1. januar 1977 i NESANET A/S ikke tog stilling til de i nærværende sag rejste spørgsmål.

2.2 Albertslund Varmeværk - afkølingstarif
Energiklagenævnet havde den 5. april 2002 truffet afgørelse i en sag vedrørende den af den kommunale varmeforsyning Albertslund Varmeværk anvendte incitamentstarif set i forhold til det såkaldte faktor 2-princip.

Energiklagenævnet stadfæstede det af sekretariatet anførte om, at en efterprøvelse af beregningen af den anvendte kostægte fjernvarmepris samt de anvendte korrektionsfaktorer forudsætter en bevisbedømmelse, som må henvises til domstolene.

Derimod gav Energiklagenævnet klager medhold i, at der af Albertslund Varmeværk generelt beregnes og til dels betales bøder, der er højere end hvad det af det tidligere Gas- og Varmeprisudvalg godkendte faktor-2 princip tilsiger og at den af varmeværket anvendte incitamentstarif ikke var i overensstemmelse med pkt. 7.1 i værkets leveringsbestemmelser, hvorefter bonus og straf skal gå lige op. Klagenævnet hjemviste derfor denne del af afgørelsen til fornyet forhandling med Albertslund Varmeværk i henhold til bestemmelserne i varmeforsyningslovens § 21, stk. 4.

Sekretariatets afgørelse og sagens indbringelse for Energiklagenævnet er tidligere omtalt under punkt 1.6 i "Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat, A", udsendt til Energitilsynets møde den 18. juni 2001.

2.3 Hirtshals Fjernvarmeværk - opkrævning af udtrædelsesgodtgørelse
Energiklagenævnet havde den 5. april 2002 stadfæstet to af sekretariatet trufne enslydende afgørelser, i henhold til hvilke sekretariatet i medfør af varmeforsyningslovens § 21, stk. 4, ikke fandt det urimeligt, at Hirtshals Fjernvarme A.m.b.a. opkrævede udtrædelsesgodtgørelse i forbindelse med, at to forbrugere, der hver især havde indgivet selvstændig klage til klagenævnet, havde anmodet om udtræden, i overensstemmelse med det af værket til Energitilsynets register anmeldte.

Forbrugerne, der havde opsagt medlemsskabet af værket i efteråret 2000 til udtræden den 31. maj 2002, mente ikke, at udmeldelse skete på ens betingelser for alle de forbrugere, der ønskede at udtræde af værket.

Forbrugere, der i perioden 9. november 1993 - 1. juni 2000 havde ønsket at udtræde af værket, havde ikke betalt udtrædelsesgodtgørelse i henhold til værkets vedtægter, men værket, der på tidspunktet for sekretariatets afgørelse havde 14 aktuelle henvendelser om udtrædelse, havde efter den 1. juni 2000 stillet krav om betaling af udtrædelsesgodtgørelse.

Værkets udtrædelsesbestemmelser, der var behørigt anmeldt, var udfærdiget i overensstemmelse med den vejledning som Danske Fjernvarmeværkers Forening havde udarbejdet, og hvis indhold var tiltrådt af Energitilsynet (tidligere Gas-og varmeprisudvalget).

Energiklagenævnet knyttede følgende bemærkninger til afgørelserne:

"Energiklagenævnet bemærker, at det fremgår af sagen, at Hirtshals Fjernvarmes vedtægter er anmeldt til Energitilsynet.

På denne baggrund og uanset at Hirtshals Fjernvarmeforsyning efter de foreliggende økonomiske oplysninger om udestående forpligtelser og produktionsomkostninger må betegnes som veldrevet, finder nævnet under henvisning til de oplyste forventninger om en stigning i antallet af udmeldelser samtidig med en nedgang i antallet at tilmeldinger til fjernvarmeværket ikke anledning til at kritisere den af Energitilsynet anlagt vurdering, hvorefter det ikke findes urimeligt, at klagerne i henhold til den i tilsynets afgørelse citerede bestemmelse i § 5 i værkets vedtægter skal udrede en udtrædelsesgodtgørelse."

Sekretariatets afgørelse er tidligere omtalt under punkt 3.3 i "Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat", udsendt til Energitilsynets møde den 30. april 2001 og afgørelsens indbringelse for Energiklagenævnet er omtalt under punkt 1.3 i "Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat, A", udsendt til Energitilsynets møde den 18. juni 2001.


3. Formandsafgørelser

Der var ikke i perioden af Energitilsynets formand truffet afgørelser i medfør af § 2, stk. 3 i Energitilsynets forretningsorden.


4. Større væsentlige sager afgjort af sekretariatet

4.1 Thyborøn Fjernvarme - hjemmel til opkrævning af fast afgift
En familie i Thyborøn havde klaget over en række forhold i relation til Thyborøn Fjernvarme A.m.b.A., herunder over, at fjernvarmeforsyningen havde opkrævet fast afgift, først i en periode, hvor familien havde mulighed for at bruge fjernvarme og dernæst i en periode, hvor adgangen til fjernvarmeforsyning var afbrudt.

Af sagen, som den forelå oplyst for Energitilsynet, fremgik, at den fjernvarmeforsyning, som Thyborøn Fjernvarme markedsførte i foråret 1993 med henblik på tilslutning i Thyborøn by og efterfølgende etablerede i 1993/94, forudsatte indgåelse af en kontrakt mellem den enkelte fjernvarmekunde og forsyningsselskabet. En sådan kontrakt blev ikke indgået med klagerne.

Thyborøn Fjernvarme A.m.b.A. blev etableret den 17. november 1992. Vedtægter af samme dato for Thyborøn Fjernvarme A.m.b.A. blev tiltrådt af Thyborøn-Harboøre Kommunalbestyrelse den 10. februar 1993. Anmeldelse af vedtægter var modtaget i Gas- og Varmeprisudvalget den 13. maj 1996. Andelsselskabets formål er at etablere og drive varmeforsyningsvirksomhed. Forsyningsselskabet havde først i maj 1998 indført almindelige og tekniske leveringsbestemmelser. Anmeldelse heraf var modtaget den 18. maj 1998.

Klagerne havde under sagen anført, at de ved tilmeldingen i 1993 indtil videre ikke ønskede at gøre brug af fjernvarmen, idet de havde et nyere oliefyr. Dette syntes også oplyst for Thyborøn Fjernvarmes bestyrelse, idet denne på et møde den 14. oktober 1993 - længe førend klagerne fik indlagt fjernvarme - drøftede det forhold, at klagerne ikke ønskede at underskrive kontrakt og ikke ønskede at betale fast afgift. På dette tidspunkt var klagerne allerede indtrådt som andelshaver i Thyborøn Fjernvarme A.m.b.A.

Klagerne fik indlagt fjernvarmerør i juni 1994 og havde fra dette tidspunkt og de følgende år indtil forsyningen blev afbrudt, mulighed for at bruge fjernvarme til opvarmning af brugsvand. At forbrugsopgørelse ses, at klagernes forbrug har været minimalt.

Sekretariatet fandt, at ud fra varmeforsyningslovens bestemmelser om anmeldelse af bl.a. priser og leveringsvilkår og om retsvirkning af manglende anmeldelse, jf. loven §21, stk. 3 (tidligere stk. 4) ville Thyborøn Fjernvarme i forhold til klagerne inden for perioden 13. maj 1996 til 18. maj 1998 alene kunne påberåbe sig bestemmelser i selskabets vedtægter samt eventuelle mundtlige aftaler.

En gennemgang af forsyningsselskabets vedtægter viste, at der ikke heri er bestemmelser, der forpligter andelshavere til at være tilsluttet, at aftage fjernvarme i en bestemt periode, at udrede en fast afgift uden forbindelse med fjernvarmeleveringen, at undlade brug af alternative opvarmningssystemer som fx. oliefyr og at underskrive en kontrakt om fjernvarmeforsyning.

Det var i denne periode, at klagerne ved skrivelse af 29. november 1996 havde anmodet om at få afbrudt forsyningen og måleren slettet. Ud fra det oplyste ville klagerne efter en sådan afbrydelse ikke kunne benytte fjernvarme og fjernvarmelevering var dermed ophørt.

Det bemærkes i den forbindelse, at fast afgift er en del af den betaling, der i henhold til varmeforsyningslovens §20, stk. 1 kan beregnes af fjernvarmeforbrugere for levering af opvarmet vand eller damp. I Gas- og Varmeprisudvalgets redegørelse af september 1995 om regler for fjernvarmeværkers tarifering m.m., er den faste betaling beskrevet på følgende måde:

"........en forbrugers faste betaling - betaling af faste afgifter - er en betaling for, at der til stadighed, døgnet rundt, står et system til rådighed, der kan og skal levere den mængde energi, som forbrugeren finder anledning til at aftage."

Vedrørende forsyningsselskabets opkrævning hos klagerne af fast afgift gennem forbrugsperioden indtil forsyningens afbrydelse havde sekretariatet anført følgende:

At klagernes brug af fjernvarme gennem denne periode ikke var reguleret ved kontrakt, men af oplysninger i klagernes brev af 29. november 1996 til forsyningsselskabet fremgår, at det var aftalt, at klagerne alene skulle betale fast afgift. På denne baggrund og idet klagerne i følge opgørelser i øvrigt også fik leveret fjernvarme, finder tilsynet ikke grundlag for at kritisere opkrævningen af fast afgift.

Vedrørende opkrævningen af fast afgift i perioden efter forsyningens afbrydelse havde sekretariatet anført følgende:

For denne periode foreligger heller ikke en underskreven kontrakt, hvorefter klagerne er forpligtet til at modtage fjernvarme. Samtidig er leveringen afbrudt, hvorfor klagerne heller ikke har mulighed for at aftage fjernvarme.

Leveringsafbrydelsen er sket med henvisning til klagerens anmodning af 29. november 1996.

Af forsyningsselskabets brev af 16. januar 1997 til klagerne og af selskabets redegørelse af 20. februar 2000 til Energitilsynet fremgik, at bestyrelsen i januar 1997 afviste at foretage afbrydelse af fjernvarmeforsyningen med henvisning dels til en bestemmelse (§9) i kontrakten mellem klagerne og Thyborøn Fjernvarme (sekretariatet har forudsat, at dette henviser til selskabets "Kontrakt om fjernvarmeforsyning", som parterne netop ikke havde indgået), dels til bestemmelser om udmeldelse i §5 i andelsselskabets vedtægter.

Ud fra det foreliggende måtte det derfor anses for urimeligt, jf. varmeforsyningslovens §21, stk. 4, at forsyningsselskabet ved behandlingen i januar 1997 af klagerens skriftlige anmodning af 29. november 1996 om at få afbrudt forsyningen havde afslået dette med henvisning til en kontraktlig bestemmelse, som klagerne ikke havde tiltrådt.

Efter leveringsafbrydelse er foretaget ses forsyningsselskabet med udgangspunkt i de på anmodningstidspunktet gældende regler hverken at have den fornødne hjemmel i egne bestemmelser (vedtægterne) eller i aftaler med klagerne for at opkræve fast afgift.

Opkrævningen af fast gebyr som sket overfor klagerne efter leveringsafbrydelsen måtte derfor anses for urimelig, jf. varmeforsyningslovens §21, stk. 4.

Det var endelig tilføjet, at Energitilsynet ikke har kompetence til at tage stilling til forhold, der kræver bevisførelse, idet dette må henvises til domstolene.

I forbindelse med afgørelsen havde sekretariatet oplyst, at udgifter til tilbagebetaling af fast afgift, opkrævet efter tidspunktet for varmeleveringens ophør, vil kunne indregnes i varmepriserne som en nødvendig udgift, jf. varmeforsyningslovens §20, stk. 1.

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO