Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Møde nr. 27


År 2002, den 7. maj afholdt Energitilsynet møde. Mødet indledtes kl. 13.00. Mødet blev afholdt i Konkurrencestyrelsens lokaler, Nørregade 49, København K.

Til stede fra Energitilsynet var Hans Henrik H. Østergaard, Mette Lis Andersen, Anders Larsen, Niels I. Meyer, Birgitte Refn Wenzel og Preben Schou. Torben Riber deltog i sin egenskab af suppleant.

Til stede fra sekretariatet var Nils Jan Hansen, Jacob Schaumburg-Müller, Johan Piper og Marianne Larsson.


Dagsorden

1. Inhabilitet på møde nr. 27
2. Meddelelser fra Formanden
3. Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat


Sager til beslutning

4. ELFOR's "Vejledende bestemmelser om tilslutning og adgang til benyttelse af det kollektive elnet"
5. NESA Naturstrøm - tilbud om køb af grøn el
6. Energitilsynets deltagelse i nordisk samarbejde


Notater til drøftelse/orientering

7. Status i sager vedrørende fri egenkapital hos NESA


Andet

  1. Eventuelt


ad punkt 1: Inhabilitet

Der fandtes ikke grundlag for at erklære noget medlem inhabil ved behandlingen af de sager, der var på mødets dagsorden.


ad punkt 2: Meddelelser fra Formanden

Formanden oplyste, at der ikke forelå noget nyt om de igangværende drøftelse vedrørende Energitilsynets virksomhed.


ad punkt 3: Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat

Uddrag af Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat er vedlagt som bilag til referatet.


ad punkt 4: ELFOR´s "Vejledende bestemmelser om tilslutning og adgang til benyttelse af det kollektive elnet"

Dansk Energi havde til Energitilsynet fremsendt ELFOR´s "Vejledende bestemmelser om tilslutning og adgang til benyttelse af det kollektive elnet" (Netbenyttelsesaftalen) og anmodet om, at Energitilsynet tog vejledningen til efterretning.

Vejledningen var udarbejdet med henblik på, at netvirksomhederne havde mulighed for at benytte disse standardbestemmelser for adgang til tilslutning til og benyttelse af det kollektive distributionsnet som egne leveringsbestemmelser. Ved anvendelse skal leveringsbestemmelserne i medfør af elforsyningslovens § 76 anmeldes til Energitilsynet.

For at netselskaberne indtil videre kunne påregne, at deres anmeldelse ikke gav anledning til indsigelser fra Tilsynets side, var Tilsynet blevet anmodet om at vurdere bestemmelserne.

Tilsynets medlemmer drøftede vejledningens bestemmelser om ansvarsfraskrivelse og erstatning, herunder om disse bestemmelser afveg fra andre forsyningsområder. Sekretariatet blev på baggrund af denne drøftelse anmodet om at gennemgå praksis og udarbejde et notat herom til et kommende møde.

Energitilsynet vedtog at meddele ELFOR, at netselskaberne indtil videre kan påregne, at deres anmeldelse i medfør af elforsyningslovens § 76 af vejledningen uændret som egne leveringsbetingelser ikke vil give anledning til indsigelse fra Tilsynets side, men:

  • at det samtidig understreges, at Energitilsynet dermed ikke er afskåret fra i konkrete tilfælde at gribe ind over for netvirksomhedernes administration af dette regelsæt,
  • at Energitilsynet i lyset af den fulde markedsåbning pr. 1. januar 2003 har igangsat et arbejde, der bl.a. skal afdække en række juridiske forhold vedrørende regningsudskrivninger og restanceinddrivelse. Disse forhold kan få betydning for vejledningens bestemmelser i relation til hæftelse og lukning i forbindelse med restancer i det omfang, der købes el fra en anden leverandør end det forsyningspligtsselskab eller det handelsselskab, der er knyttet til netselskabet. Når Tilsynets arbejde er tilendebragt, skal vejledningens bestemmelser eventuelt efterfølgende tilpasses disse nye forhold,
  • at Energitilsynet i mødet den 17. december 2001 har tilkendegivet, at det er urimeligt, jf. elforsyningslovens § 6, stk. 3, og § 77, stk. 1, at undersøgelse af en måler, der formodes at registrere forbruget forkert, foretages af værket selv, idet undersøgelse skal foretages af et uvildigt akkrediteret målerlaboratorium.


ad punkt 5: NESA NaturStrøm - tilbud om køb af grøn el

Efter drøftelse på grundlag af et udarbejdet notat vedtog Energitilsynet at udsætte behandlingen af dette punkt til Energitilsynets næste møde.


ad punkt 6: Energitilsynets deltagelse i nordisk samarbejde

De nordiske reguleringsmyndigheder havde nedsat en arbejdsgruppe, som skulle afdække, hvorledes samarbejdet mellem den danske, finske, norske og svenske reguleringsmyndighed kunne styrkes. Ønsket om et tættere samarbejde mellem de nordiske reguleringsmyndigheder skyldes modningen af det nordiske kraftmarked og de nordiske systemansvarlige selskabers veletablerede samarbejde i NORDEL.

På baggrund af en rapport fra gruppen, som beskriver de enkelte landes lovgivning og reguleringsforhold og indeholder en række anbefalinger om, hvorledes samarbejdet kan styrkes, samt et Memorandum of Understanding vedrørende det fælles arbejdsgrundlag skulle Tilsynet tage stilling til et fælles arbejdsgrundlag for det fremtidige arbejde mellem de nordiske reguleringsmyndigheder. Anbefalingerne omfatter regelmæssige møder og udarbejdelse af fælles standpunkter, nedsættelse af arbejdsgrupper mv. Island har efterfølgende etableret reguleringsmyndighed og anmodet om at deltage i samarbejdet.

Birgitte Refn Wenzel pegede på, at internationale spørgsmål henhørte under ministeriet, og at hjemlen til at deltage i et tættere nordisk reguleringsmæssigt samarbejde ikke var udtrykkeligt fastlagt i loven. Tilsynet kunne overveje at henlede ministerens opmærksomhed på at Tilsynets hjemmel til at deltage i internationalt arbejde ikke fremgik af elforsyningsloven. Hun ønskede tillige oplyst, hvad omkostningerne ved et sådant samarbejde kunne antages at udgøre.

Mette Lis Andersen udtrykte forståelse for ønsket om et tættere nordisk og europæisk samarbejde, herunder at man uformelt kunne gøre ministeriet opmærksom på at hjemlen til at deltage i dette arbejde ikke var udtrykkeligt fastlagt i loven.

Formanden oplyste, at omkostningerne til et tættere samarbejde med andre reguleringsmyndigheder ville beløbe sig til rejseomkostninger og afholdelse af mødeomkostninger på skift mellem deltagerne. Det var Formandens opfattelse, at man for nærværende skulle tilslutte sig indstillingen, men at det var et af de spørgsmål, som måtte tages op i forbindelse med drøftelser af Energitilsynets fremtidige arbejdsopgaver og sekretariatsbetjening.

Energitilsynet vedtog at meddele reguleringsmyndighederne i Finland, Island, Norge og Sverige, at tilsynet kan tilslutte sig et tættere samarbejde mellem de nordiske reguleringsmyndigheder på grundlag af det udarbejdede Memorandum of Understanding.


ad punkt 7: Status i sager vedrørende fri egenkapital hos NESA

På baggrund af et af sekretariatet udarbejdet notat drøftede Energitilsynet status i sager vedrørende fri egenkapital hos NESA.

Kammeradvokaten ved Sune Fugleholm og Kim Lundgaard Hansen deltog i mødet under drøftelsen af dette punkt.


ad punkt 8: Eventuelt

Formanden erindrede om, at næste møde var den 27. maj 2002.

Mødet afsluttet kl. 15.00.

Bilag : Udarbejdet til møde nr. 27 - Uddrag af Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO