Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Uddrag af meddelelser fra Energitilsynets møde den 30. april 2001

1. Nye klagesager

1. 1 Kolding Områdets Energiselskab
Sekretariatet orienterede på mødet den 29. februar 2001 i "Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat" under punkt 3.2 om, at Sekretariatet havde meddelt en forbruger i Kolding, at det ikke var urimeligt, jf. varmeforsyningslovens § 21 stk. 4 at Kolding Områdets Energiselskab (KOE) opkrævede fuld tilslutningsafgift i forbindelse med bygaskunders overgang til fjernvarme. Sekretariatet havde endvidere meddelt, at den tilslutningsafgift, der opkræves i forbindelse med bygaskundernes overgang til fjernvarme, ikke er omfattet af Miljø- og energiministeriets bekendtgørelse nr. 581, idet der ikke er tilslutningspligt til fjernvarmeforsyningen.

Denne afgørelse var af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.2. Midtjysk Elforsyning (M.E.F.)- restanceinddrivelse
Sekretariatet havde meddelt en forbruger under M.E. F. at sekretariatet ikke fandt selskabets fremgangsmåde i forbindelse med inddrivelsen af en restance urimelig.

Sekretariatet havde meddelt forbrugeren:

  • at de regler for restanceinddrivelse, som forsyningsselskabet havde anmeldt til Energitilsynets register, ikke kunne anses for urimelige i henhold til elforsyningsloven.
  • at forsyningsselskabets inddrivelse hos forbrugeren af tilgodehavende for el, leveret fra selskabet til forbrugerens bolig, ikke - efter Energitilsynets opfattelse - er omfattet af lov nr. 319 af 14. maj 1997 om incassovirksomhed, idet nævnte lov ifølge § 2 vedrører erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer for andre og dermed ikke selskabets inddrivelse af egne fordringer,
  • at bestemmelsen om, at skader opstået som følge af afbrydelse af eltilførslen er elselskabet uvedkommende, som er indeholdt dels i forsyningsselskabets leveringsbetingelser dels i den betalingsordning, som forbrugeren har indgået, ikke kunne anses for urimelig i henhold til elforsyningsloven (under forudsætning af, at de frister m.v., der er indeholdt i restanceinddrivelsesreglerne, var overholdt), og
  • at det ikke kunne anses for urimeligt i henhold til elforsyningloven, at elselskabet opkrævede abonnementsbetaling (fast afgift) også for den periode, hvor eltilførslen til forbrugerens bolig midlertidigt havde været afbrudt, idet forsyningen umiddelbart havde kunnet genetableres, efter at restancerne var blevet betalt.

Denne afgørelse var af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.3. Svogerslev Fjernvarme a.m.b.a. - beregning af forbrug
En forbruger under Svogerslev Fjernvarmes klagede over beregning af varmeforbruget i forbindelse med en målerfejl. Forbrugeren mente, at Svogerslev Fjernvarme a.m.b.a. havde foretaget en graddageberegning ud fra et tilfældigt atypisk år i stedet for at tage udgangspunkt i det sidst korrekt registrerede år.

Sekretariatet fandt, at den foretagne graddageberegning, i overensstemmelse med DFFs retningslinjer, var korrekt foretaget med udgangspunkt i det sidst korrekt registrerede år inden målerfejlen. Sekretariatet fandt derfor ikke, at Svogerslev Fjernvarmes fremgangsmåde kunne anses for urimelig i henhold til varmeforsyningslovens § 21, stk. 4.

Den afgørelse var af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.4. Hillerød kommune El, Vand og Varme
En forbruger, der tidligere havde boet i Hillerød, klagede over, at hun for året 1998 havde betalt for meget i el og fjernvarme til Hillerød Kommune, El, Vand og Varme. Klageren oplyste, at der var sket en fejlaflæsning af fjernvarmemålerens m3 forbrug. Endvidere mente klageren - på baggrund af oplysninger i Hillerød Posten om, at fjernvarmekunder skulle have tilbagebetalt store beløb - at hun var berettiget til at få for meget betalt fjernvarme tilbage fra år 1986 og frem til 29. september 1998, hvor klagerens hus gik på tvangsauktion. En stor del af klagerens brev til Energitilsynet omhandlede klagerens økonomiske forhold i forbindelse med tvangsauktionen i 1998.

Hillerød Kommune El, Vand og Varme havde oplyst, at der ikke var sket nogen fejlaflæsning af elmåleren, og fejlaflæsningen af fjernvarmemålerens m3 forbrug ikke havde nogen betydning for regningens størrelse, da fjernvarme i Hillerød ikke afregnes efter m3 forbrug. Forsyningen oplyste, at den ikke har noget udestående som beskrevet af klager.

Sekretariatet havde meddelt klageren, at Energitilsynet ikke kunne behandle de dele af klagen, der omhandlede afregningen i forbindelse med tvangsauktionen i 1998 eller klagerens økonomiske mellemværende med Told og Skat.

Sekretariatet meddelte endvidere, at man ikke fandt anledning til at rette indvendinger mod Hillerød El, Vand og Varmes fremgangsmåde, i henhold til varmeforsyningslovens § 21 stk. 4, eller elforsyningslovens § 77, stk. 1. Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at målerne ikke var genstand for tvist i nærværende sag, og at regningerne var opkrævet i henhold til måleraflæsningerne. Vedrørende spørgsmålet om klagerens stilling i spørgsmålet om eventuel tilbagebetaling til fjernvarmeforbrugerne, måtte klageren afvente forsyningens beslutning herom. Sekretariatet havde oplyst, at det er normal praksis, at såfremt en forsyning i deres budget har kalkuleret med for høje priser, bliver beløbet overført til det følgende år, hvilket bevirker lavere priser til forbrugerne.

Denne afgørelse var af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.


2. Sager afgjort af Energiklagenævnet

2.1. Danske Energiselskabers Forening
Energiklagenævnet havde afvist realitetsbehandling af Danske Energiselskaber Forenings klage over Energitilsynets beslutning af 20. november 2000 om opgørelse af netselskabernes frit disponible egenkapital.

Energitilsynet vedtog på mødet den 20. november 2000 at meddele Danske Energiselskabers Forening, Kommunernes Landsforening og netselskaberne, at Tilsynet under henvisning til elforsyningslovens § 74 samt § 100 stk. 3, ville kunne godkende, at værdien af netselskabernes frit disponible egenkapital pr. 1. januar 1977 enten opgøres på grundlag af selskabets individuelle dokumentation herom, herunder dokumentation af denne værdis fortsatte tilstedeværelse i netselskabet eller tilknyttede selskaber, eller alternativt som den andel af værdien af de pr. 1. januar 2000 opgjorte netaktiver i netselskabet, som var anskaffet før 1. januar 1977, og som indgår i netselskabets åbningsbalance pr. 1. januar 2000.

Energitilsynet vedtog endvidere at meddele parterne, at Tilsynet under henvisning til elforsyningslovens § 74 og § 100, stk. 3, ikke kunne godkende, at netselskabernes frit disponible egenkapital pr. 1. januar 1977 værdisikres ud over det forrentningselement, der allerede var indregnet i prisfastsættelsen.

Danske Energiselskabers Forening indbragte den 18. januar 2001 denne afgørelse for Energiklagenævnet.

Energiklagenævnet havde i kendelse af 18. april 2001 afvist realitetsbehandling af klagen under henvisning til, at Energitilsynets beslutning ikke er omfattet af elforsyningslovens § 89, stk. 1. Afgørelsen var underbygget med følgende synspunkter.

Energiklagenævnet kan i medfør af elforsyningslovens § 89, stk. 1, behandle en afgørelse, der er truffet af energi- og miljøministeren eller Energitilsynet i medfør af denne lov eller regler udstedt i henhold til loven. Heraf følger efter sædvanlig forvaltningsretlig forståelse, at nævnet kan efterprøve afgørelser om, hvad der konkret skal gælde efter loven for en bestemt part.

Den påklagede beslutning vedrørte foreløbige vurderinger angående de afgørelser, som Energitilsynet skal træffe om konkret godkendelse af åbningsbalancer for de enkelte elforsyningsvirksomheder (elforsyningslovens § 100, stk. 3) og opgørelse af den kapital, som skal danne grundlag for de enkelte virksomheders indregningsberettigede forrentning (elforsyningslovens § 74, stk. 2). Beslutningen angav ikke, hvad der konkret skulle gælde for nogen virksomhed efter reglerne.

Energitilsynets meddelelse om beslutningen af 20. november 2000 måtte derfor ses som en orientering til virksomheder i elsektoren, der efter elforsyningsloven skal indsende oplysning om kapitalforhold til Energitilsynet. Meddelelsen kunne ikke antages at indeholde en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, der kan behandles af Energiklagenævnet efter elforsyningsloven. Den meddelte beslutning ville kunne afprøves i forbindelse med klage over en konkret afgørelse, som er baseret på vurderinger, som nu var meddelt.


3. Større væsentlige sager afgjort af sekretariatet

3.1. Klage over MEF (Midtjysk Elforsyning)
En forbruger under MEF klagede til Energitilsynet over et af forsyningen stillet krav om depositum.

Af sagen fremgik, at klageren i perioden fra oktober 1998 til og med november 2000 havde betalt alle regninger for sent. Den sidst forfaldne regning var af klageren blevet betalt rettidigt, således at klageren ikke skyldte noget beløb til elselskabet.

Med hensyn til spørgsmålet om krav om depositum fandt sekretariatet, at det ikke kunne anses for urimeligt, at der af en forsyning stilles krav om depositum, når en forbruger gennem længere tid har betalt for sent, og der efter en konkret vurdering er en nærliggende risiko for, at forsyningen kan lide tab ved leveringen. Såfremt kunden efter at have stillet depositum betalte forfaldne regninger rettidigt, skal kravet om depositum tages op til vurdering efter et års forløb.

I det foreliggende tilfælde havde klageren gennem en lang periode betalt for sent, og denne manglende evne til at betale rettidigt kunne indicere, at der for forsyningen var en nærliggende risiko for at lide tab ved leveringen. Klageren havde imidlertid, som oplyst, betalt den først forfaldne regning i 2001 rettidigt.

På denne baggrund fandt sekretariatet, at det af MEF stillede krav om depositum måtte anses for urimeligt på daværende tidspunkt, jf. elforsyningslovens § 6, stk. 3 og § 77, stk. 1. Imidlertid fandt sekretariatet, at såfremt klageren igen fik et uregelmæssigt betalingsmønster, dvs. at klageren betalte for sent, kunne det ikke anses for urimeligt, jf. elforsyningslovens § 6 stk. 3, og § 77, såfremt forsyningen umiddelbart over for klageren stillede krav om depositum.

3.2. Klage over Hillerød Kommune
I forbindelse med for en sen indbetaling havde Hillerød Kommune afbrudt elforsyningen og pålagt klageren at betale et gebyr på 250 kr.

Forbrugeren havde oplyst, at regningerne var sendt til en forkert adresse. På grund af afbrydelsen af elforsyningen havde han haft udgifter til erstatning af fordærvede frysevarer samt dækning af medgået tidsforbrug på ca. kr. 20.000,00.

Hillerød Kommune havde anført, at det var lovligt at beregne rykkergebyret til 250,- kr. samt beregne rente med 1 % pr. påbegyndt måned. Endvidere oplystes, at regningerne var sendt til en modtageradresse i overensstemmelse med forbrugerens ønske.

Herudover fandt kommunen at den ikke kunne anses for erstatningspligtig for tab som følge af afbrydelsen af elforsyningen, og at den ikke skulle godtgøre klageren for den tid, han har brugt til at beskæftige sig med klagen mv.

Sekretariatet henviste for så vidt angår spørgsmålet om kommunens gebyrer til Energitilsynets afgørelse truffet på et Energitilsynsmøde den 10. april 2000.

Energitilsynet fandt, at såvel kommunale som private værker efter elforsyningsloven og varmeforsyningsloven alene er berettiget til at kræve gebyrer for erindringsskrivelser mv., når dette fremgår af værkets leveringsbetingelser, og at sådanne gebyrer ikke må overstige de gennemsnitlige, rimelige omkostninger ved udsendelsen af erindringsskrivelser mv.

Energitilsynet fandt ikke, at den gennemsnitlige, rimelige omkostning ved udsendelse af erindringsskrivelser i almindelighed skulle andrage 250 kr., idet et erindringsgebyr af denne størrelsesorden må antages klart at overstige, hvad der normalt kan anses for en nødvendig, rimelig gennemsnitlig omkostning.

Sekretariatet meddelte forbrugeren, at en række afgørelser - truffet i overensstemmelse hermed - var blevet indbragt for Energiklagenævnet. Energiklagenævnet havde ikke truffet afgørelse i sagerne. Spørgsmålet om, hvorvidt kommunen var berettiget til at tage et rykkergebyr på 250 kr., var derfor ikke afgjort.

Bedømmelse af spørgsmålet om hvorvidt Hillerød Kommune havde sendt regningerne til den forkerte adresse, hvorvidt kommunen havde forsøgt at kontakte forbrugeren telefonisk samt klagepunktet om dækning af fordærvede frysevarer, medgået tidsforbrug samt tab i forbindelse hermed, ville indebære en bevisbedømmelse, som ligger udenfor Energitilsynets kompetence og måtte henvises til domstolene.

I 1981 tog Elprisudvalget og Gas- Og Varmerisudvalget "Vejledende retningslinjer for forsyningsvirksomheders restanceinddrivelse" udarbejdet af Danske Elværkers Forening, Danske Fjernvarmeværkers Forening og Kommunernes Landsforening til efterretning.

Af de vejledende retningslinjer fremgår bl.a., at i forbindelse med en rykkerprocedure skal forbrugeren orienteres om konsekvenserne af manglende betaling, og mulighederne for at undgå afbrydelse af forsyningen, f.eks. ved indgåelse af en afdragsordning

Hillerød Kommune havde ved inddrivelsen af restancen forholdt sig i overensstemmelse med forsyningens regler om inddrivelse af restancer, som er i overensstemmelse med foran nævnte vejledende retningslinjer.

Da regningen, efter at rykkerproceduren var fulgt, fortsat ikke blev betalt, blev elforsyningen afbrudt. Forsyningen blev genetableret dagen efter, idet restancen og de påløbne gebyrer og renter blev betalt.

På denne baggrund fandt Energitilsynet ikke, at Hillerød Kommunes fremgangsmåde kunne anses for urimelig, jf. elforsyningslovens § 6, stk. 3 og § 77.

3.3. Hirtshals Fjernvarmeværk A.m.b.a.
Sekretariatet havde truffet afgørelse vedrørende to enslydende forbrugerklager om opsigelse og udtræden af Hirtshals Fjernvarmeværk A.m.b.a.

Forbrugerne havde opsagt medlemskabet af varmeværket hhv. den 25. september og 18. oktober 2000, med det varsel, der var fastlagt i vedtægterne, men mente ikke, at udmeldelse sker på ens betingelser for alle de forbrugere, der udtræder. Der var ikke inden for forsyningsområdet pålagt tilslutningspligt/forblivelsespligt.

De forbrugere, der i perioden 9. november 1993 - 1. juni 2000 havde ønsket at udtræde af værket, havde ikke betalt udtrædelsesgodtgørelse, men værket, der p.t. havde 14 konkrete udmeldelsessager, havde i forbindelse med henvendelser om udtræden efter den 1. juni 2000 stillet krav om betaling af en godtgørelse.

Bestemmelserne i vedtægterne om udtræden var udfærdiget i overensstemmelse med den vejledning, som Danske Fjernvarmeværkers Forening har udarbejdet, og hvis indhold var taget til efterretning af Energitilsynet (tidligere Gas- og Varmeprisudvalget). Ifølge vedtægterne kunne der kun opkræves udtrædelsesgodtgørelse, hvis det ikke var muligt at overdrage den ledigblevne kapacitet til nye andelshavere.

Værket havde i regnskabsårene 1995 - 2000 haft en stigning i antallet af forbrugere fra 2163 - 2228, og der havde i perioden årligt været fra 1 - 5 udmeldelser. Prisen pr. GJ havde i regnskabsåret 1999/2000 ligget på 177, 92 kr. og fremmedkapitalen udgjorde pr. 31. maj 2000 14.252 kr. pr. kunde. Værket lå således ikke i den øverste ende for så vidt angår udgifterne til GJ og gæld pr. kunde, og værket måtte betragtes som veldrevet.

Sekretariatet havde meddelt varmeværket og forbrugerne, at det ikke kunne anses for urimeligt, at værket opkrævede udtrædelsesgodtgørelse.

Baggrunden for afgørelsen var, at forbrugernes udtræden i den konkrete situation - med stigningen i antallet af udmeldelser, set i forhold til det ringe antal udmeldelser inden for de foregående år, samt en forventet nedgang af nye tilslutninger - ville belaste de tilbageværende forbrugere i økonomisk henseende, såfremt der ikke blev betalt en godtgørelse. Endvidere var meddelt, at det ikke i sig selv var urimeligt, at værket fra et givet tidspunkt ændrer de økonomiske betingelser for at udtræde, uanset på hvilke betingelser tidligere forbrugere har kunnet melde sig ud.

Udgangspunktet for værkets betalingskrav var, at ens forhold skulle behandles ens, men hvis tilgangen af nye forbrugere aftager og antallet af udmeldelser stiger, kunne værket konkret fra sag til sag vurdere, om økonomien var blevet så sårbar, at værket fra et givet tidspunkt var berettiget til at opkræve en udtrædelsesgodtgørelse i forbindelse med fremtidige udtrædelser.

3.4. Grindsted-Uggerhalne Kraftvarmeværk A.m.b.a.
Sekretariatet havde truffet afgørelse vedrørende en forbrugers udmeldelse af Grindsted-Uggerhalne Kraftvarmeværk A.m.b.a.

Forbrugeren havde anmodet varmeværket om at måtte udtræde, men værket havde afslået og henvist til en mellem den tidligere ejer af forbrugernes ejendom og varmeværket indgået kontrakt, der indeholdt en 21-årig bindingsperiode, hvoraf der resterede 12 år. Ifølge kontrakten kunne der endvidere som alternative opvarmningsmuligheder alene anvendes pejs eller brændeovn.

Der var ikke inden for forsyningsområdet pålagt tilslutningspligt/forblivelsespligt. Værket havde til Tilsynets register anmeldt vedtægter, der blandt andet indeholdt bestemmelse om, at en andelshaver først kunne udtræde af selskabet efter udløbet af den periode, i hvilken andelshaveren var forpligtet til at aftage fjernvarme eller være tilsluttet det pågældende fjernvarmeværk. Udover sædvanlige afgifter i henhold til årsopgørelse og andre skyldige beløb samt afbrydelsesomkostninger vedrørende stikledning var andelshaveren ifølge vedtægterne forpligtet til ubetinget at betale en udtrædelsesgodtgørelse.

Værket havde i regnskabsårene 1996 - 2001 haft en stigning i antallet af forbrugere fra 307 - 313, og der var ikke sket udmeldelser inden for de sidste 5 år. Prisen pr. GJ havde i regnskabsåret 1999/2000 ligget på kr. 365,63 og fremmedkapitalen udgjorde pr. 30. juni 2000, kr. 76.227 pr. kunde.

Sekretariatet havde meddelt varmeværket og forbrugeren, at det måtte anses for urimeligt, jf. varmeforsyningslovens § 21, stk. 4, at værket ikke havde imødekommet anmodningen om udtrædelse, men at det ikke kunne anses for urimeligt, at der blev opkrævet en udtrædelsesgodtgørelse i denne forbindelse. Endvidere var blevet meddelt, at bestemmelsen om pligt til at aftage fjernvarme eller være tilsluttet varmeværket samt bestemmelsen om at der - uanset eventuelt mulighed for at overdrage den ledigblevne kapacitet til nye andelshavere - under alle omstændigheder skulle betales udtrædelsesgodtgørelse, måtte anses for urimelig, og at bestemmelserne måtte ændres. Endeligt var blevet er meddelt, at en forbruger måtte have adgang til at installere og anvende andre varmekilder, uanset af hvilken karakter disse måtte være, når dette blot ikke medførte gener for varmeværket eller var i strid med en gyldigt vedtaget varmeplan.

Baggrunden for afgørelsen var, at værkets omkostninger lå i den øvre ende for så vidt angår udgifterne pr. GJ, og at gælden pr. kunde lå over gennemsnittet. Der var således indikation af, at værket, der er et relativt lille værk, ikke var veldrevet.

3.5. Klage over NVE (Nordvestsjællands Energiselskab)
Klageren oplyste, at han efter at hans strømforsyning var blevet afbrudt kontaktede NVE, som oplyste at en gammel gældspost fra en tidligere adresse ikke var blevet betalt, og at der derfor var sket afbrydelse af forsyningen.

Klageren oplyste, at han ikke havde modtaget rykkerbreve fra NVE, efter at han var fraflyttet den tidligere adresse.

NVE havde oplyst, at der i forbindelse med slutopgørelse på lejemålet på klagerens tidligere adresse var blevet udsendt en slutafregning. NVE modtog herefter et brev fra klageren med meddelelse om, at han ikke var i stand til at betale restancen. NVE udsendte herefter tre rykkerskrivelser, den sidste med tilbud om en afdragsordning.

NVE havde herefter afskrevet restancen som uerholdelig og indberettet den til RKI.

Ved sletning af registreringen i RKI blev NVE opmærksom på, at forbrugeren var tilmeldt som ejer og forbruger på en ny adresse i NVEs område og fremsendte krav om indbetaling af den skyldige restance eller tilfredsstillende sikkerhed for fremtidig levering af el inden 8 dage.

Da NVE ikke havde hørt fra forbrugeren blev elforsyningen afbrudt ved et inkassobesøg. Dagen efter blev den skyldige restance indbetalt og forsyningen genetableret.

NVEs regler om inddrivelse af restancer er i overensstemmelse med de af DEF og Kommunerne Landsforening udarbejdede: "Vejledende retningslinjer for forsyningsvirksomheders retanceinddrivelse", som er taget til efterretning af Elprisudvalget.

På denne baggrund fandt sekretariatet ikke, at NVEs fremgangsmåde kunne anses for urimelig, jf. elforsyningslovens § 6, stk. 3 og § 77.

Behandlingen af et af klageren anført punkt om erstatning for dækning af fordærvede frysevarer fandt sekretariatet lå udenfor Energitilsynets kompetence.

3.6. Forespørgsel vedrørende forsikringer i Kolding Områdets Energiselskab
En forbruger under Kolding Områdets Energiselskab (KOE) havde over for Energitilsynet rejst en række spørgsmål vedrørende forsikringsforhold i energiselskabet. I den forbindelse var blevet forespurgt, om det var i overensstemmelse med lovgivningen, at el- og varmeforbrugerne skulle betale en række nærmere opregnede forsikringer, der i flere tilfælde også dækkede bestyrelsesmedlemmer.

Konkret var der rejst spørgsmål omkring heltidsulykkesforsikringer, bestyrelses- og direktionsansvarsforsikringer for tidligere og nuværende medlemmer heraf, gruppelivsforsikringer samt rejseforsikringer for medrejsende ægtefæller. Forbrugeren havde endelig anmodet om en nærmere undersøgelse af direktionens forsikringer.

KOEs havde oplyst, at heltidsulykkesforsikringer og gruppelivsforsikringer var et led i overenskomstmæssige aftaler. KOE havde fundet det hensigtsmæssigt, at disse også omfattede de bestyrelsesmedlemmer, der måtte ønske det, da disse ofte var på rejse i tjenesteøjemed. For så vidt angik disse var forsikringsomfanget i november 2000 blevet behandlet af repræsentantskabet, som ikke ønskede at ændre dækningsomfanget.

Med hensyn til bestyrelses- og direktionsansvarsforsikringen dækkede denne såvel nuværende som kommende medlemmer af bestyrelsen og/eller direktion eller tilsvarende ledelsesorgan i koncernen, herunder repræsentantskabet. Selve forsikringsdækningen skulle ifølge KOE forstås således, at såfremt et afgået bestyrelsesmedlem pådrog sig et selvstændigt ledelsesansvar, som først blev pålagt efter udtræden af bestyrelsen, så dækkede forsikringen.

KOE oplyste endvidere, at der blev tegnet rejseforsikringer for medrejsende ægtefæller, samt at der ikke ud over de i sagen nævnte forsikringer var tegnet specielle forsikringer for direktionen.

Sekretariatet havde den 30. marts 2001 meddelt forbrugeren, at KOE efter varmeforsyningsloven og elforsyningsloven i priserne kunne indregne de faktiske nødvendige omkostninger i forbindelse med levering af energi, herunder omkostninger forbundet med drift og administration mv.

For så vidt angår KOEs forsikringer, var det således et spørgsmål, om der her var tale om nødvendige omkostninger i lovenes forstand.

Sekretariatet havde på det foreliggende grundlag fundet, at heltidsulykkesforsikringerne og gruppelivsforsikringerne, som var et led i overenskomstaftaler med personalet og i øvrigt var blevet behandlet af repræsentantskabet, måtte anses som værende en del af administrations- og lønomkostningerne i KOE og dermed en nødvendig omkostning i lovens forstand.

Sekretariatet havde endvidere fundet, at udgifterne til en bestyrelses- og direktionsansvarsforsikring, måtte anses for at være en naturlig del af driften af et selskab som KOE og dermed en nødvendig omkostning i lovens forstand.

Begrundelsen herfor var, at der var tale om en kollektiv forsikring, der dækkede nuværende og tidligere medlemmer af direktion og ledelsesorganers eventuelle ansvarspådragende adfærd som led i KOEs tjeneste.

For så vidt angik rejseforsikring var det blevet meddelt, at der ikke var grundlag for en nærmere bedømmelse af dette på nuværende tidspunkt. Såfremt spørgsmålet måtte blive aktuelt, ville Energitilsynet kunne tage konkret stilling til, om der var tale om en nødvendig omkostning.


4. Andre forhold

4.1. Revision af bekendtgørelse om standardvedtægter i netvirksomheder og forsyningspligtige virksomheder
Energistyrelsen havde den 3. april 2001 sendt udkast til ændret bekendtgørelse om standardvedtægter i netvirksomheder og forsyningspligtige virksomheder i høring hos sekretariatet med svarfrist 30. april 2001.

Med ændringerne blev indført vedtægtskrav til de virksomheder, som ejer en netvirksomhed eller en forsyningspligtig virksomhed (moderselskaber), og som ønsker at lade elforsyningens krav om forbrugerindflydelse opfylde gennem moderselskabet.

Efter den gældende bekendtgørelse var det alene virksomheder, der ønskede at drive net- eller forsyningspligtig virksomhed, der har vedtægtskrav.

Sekretariatet havde meddelt, at man ikke har bemærkninger til udkastet til ændret bekendtgørelse.

4.2. Henvendelse til Justitsministeriet vedrørende ændring af lov om renter ved forsinket betaling m.v.
Som omtalt under punkt 4.1 i sekretariatets beretning på Energitilsynets møde den 26. marts 2001 havde sekretariatet den 5. marts 2001, efter bemyndigelse fra Tilsynet, rettet henvendelse til Justitsministeriet foranlediget af lovforslag nr. 132 om forslag til lov om ændring af lov renter ved forsinket betaling.

Under pkt. 4.2 blev omtalt, at sekretariatet den 23. marts 2001 havde afgivet en redegørelse til Energistyrelsen i anledning af et spørgsmål til Folketingets Retsudvalg foranlediget af en henvendelse fra DEF vedrørende samme lovforslag.

Den 20. april 2001 havde Justitsministeriet besvaret Energitilsynets henvendelse af 5. marts 2001.

Justitsministeriets besvarelse var en henvisning til ministeriets besvarelse af 17. april 2001 til Folketingets Retsudvalg foranlediget af DEFs henvendelse.

Justitsministeriet udtalte i sin besvarelse bl.a.

Side 1:

"Efter Justitsministeriets opfattelse må det antages, at et krav om betaling for levering af elektricitet i henhold til en aftale, der er indgået mellem en forbruger og en elforsyningsvirksomhed er et formueretligt krav. Dette gælder også, hvis den pågældende elforsyningsvirksomhed er kommunal. Opkrævning af rykkergebyr mv. vedrørende kravet må derfor antages at være omfattet af lovforslagets anvendelsesområde. Og efter lovforslaget har det ikke betydning for størrelsen af det rykkergebyr mv. som en elforsyningsvirksomhed kan opkræve, om elforsyningsvirksomheden er kommunal eller privat.

Side 2:

"Efter Justitsministeriets opfattelse vil reglerne i lovforslaget vige i det omfang elforsyningsloven fortolkes således, at den regulerer spørgsmålet om rykkergebyrer mv. vedrørende krav om betaling for levering af elektricitet. Dette gælder, selv om elforsyningsloven som nævnt ikke indeholder en udtrykkelig regulering af spørgsmålet".

Og

"Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 15, har Indenrigsministeriet oplyst, at der i den kommunale gebyrlov med senere ændringer er fastsat regler, hvorefter en amtskommune eller kommune under visse betingelser kan opkræve et gebyr, der højst andrager 250 kr.

Reglerne i lovforslaget vil efter justitsministeriets opfattelse vige for den regulering, der følger af den kommunale gebyrlov, lige som de viger for elforsyningslovens regler".

4.3. Ændring af ELSAMs Norgesaftale
På tidspunktet for mødets afholdelse havde der i offentligheden været en del omtale af ELSAMs såkaldte Norgesaftale, som var blevet ophævet/ændret.

Norgesaftalen blev indgået i slutningen af 1994 mellem ELSAM og det norske selskab Statkraft. Aftalen skulle løbe i 25 år og regulere al kraftudveksling mellem de to selskaber.

Den 25-årige aftale var led i et aftalekompleks, der omfattede transit af elektricitet via de eksisterende overføringskabler mellem Danmark og Norge, specifikke elleverancer fra Stattkraft til ELSAM og eludveksling mellem parterne.

Ifølge aftalen var Stattkraft forpligtet til i den 25-årige periode frem til år 2019 at levere og ELSAM forpligtet sig til at aftage 1,5 Twh/år fastkraft.

Ifølge aftalen havde ELSAM endvidere forudbetalt et fast beløb på i alt 3,7 mia. kr. inden for de første 2 år af aftalens løbetid, der dækkede rådigheden over leverancerne. Det forudbetalte beløb blev indregnet i forbrugerelpriserne over en 6-årig periode startende i 1996. Herudover blev betalt en energibetaling pr. leveret MWh.

Efterfølgende var ELSAM og Statkraft blevet enige om med virkning fra 1. januar 2001 at ændre den eksisterende kraftudvekslingsaftale fra en fysisk aftale til en finansiel aftale. Energitilsynet var alene blevet informeret herom gennem en pressemeddelelse fra ELSAM.

Overgangen fra en fysisk til en finansiel aftale betød, at hele den eksisterende overføringskapacitet på 1000 MW mellem Danmark og Norge nu blev stillet til rådighed for markedsaktørerne gennem Nordpool.

I forbindelse med ELSAMs og Statkrafts afkald på særrettighederne på Skagerakkablerne var det fremgået, at Eltra ifølge aftalen betalte parterne en kompensation, der blev indregnet i Eltras tariffer. Disse aftaler var ikke af Eltra blevet anmeldt til Tilsynets register, og selskabet var af sekretariatet blevet anmodet om at fremsende aftalerne med henblik på en nærmere vurdering. Eltra var endvidere blevet anmodet om at redegøre for, hvordan de aftalte kompensationsbeløb til ELSAM og Statkraft var fastsat, så det bl.a. kunne sikres, at forbrugerne ikke blev udsat for dobbeltbetaling, idet ELSAM jo i henhold til den gamle aftale havde forudbetalt et beløb på 3,7 mia. kr., der var finansieret over elprisen.

Med henblik på en vurdering af den nye finansielle aftale sammenholdt med kompensationsaftalerne havde sekretariatet med henvisning til elforsyningslovens § 84, stk.1, samtidig anmodet ELSAM om at fremsende kopi af aftalen.

Når materialet var modtaget og gennemgået af sekretariatet, ville sagen blive forelagt Energitilsynet.

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO