Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Uddrag af Meddelelser fra Energitilsynets møde den. 29. oktober 2001 - b) udarbejdet til møde nr. 19


1. Nye klagesager for Energiklagenævnet

1.1. NESA - gebyr for udfærdigelse af kopi af regning
En forbruger under NESA NET A/S havde klaget til Energitilsynet over, at selskabet havde forlangt et gebyr på 50 kr. for udfærdigelse af en ny regning.

Forbrugeren havde forinden henvendt sig til NESA og klaget over, at der var en fejl på en regning, som selskabet havde fremsendt. Ved henvendelse til NESA fik klageren oplyst, at selskabet ville opkræve et gebyr på 50 kr. for udfærdigelse af en kopi af en regning. Klageren påpegede, at årsagen til at der skulle udarbejdes en ny regning var at selskabet selv havde lavet en fejl. NESA frafaldt herefter kravet om betaling.

Klageren fandt, at det måtte anses for urimeligt, at NESA opkrævede et gebyr for at udfærdige kopi af en regning. Dette måtte efter klagerens mening være en service, som selskabet ydede gratis.

Af NESA`s redegørelse til Energitilsynets sekretariat fremgik, at det omhandlede gebyr "endnu ikke" var anmeldt til Energitilsynet.

Sekretariatet fandt, at det måtte anses for rimeligt, at den enkelte forbruger betaler de omkostninger, der er forbundet med hans forbrug, herunder omkostningerne til udfærdigelsen af kopi af en regning, f. eks. i tilfælde hvor denne er bortkommet. Sekretariatet fandt ikke, at et gebyr på 50 kr. kunne anses for at overstige den gennemsnitlige rimelige omkostning ved udarbejdelsen af kopien.

Sekretariatet understregede i sin afgørelse, at det måtte anses for urimeligt, såfremt NESA opkræver gebyr i tilfælde hvor udarbejdelsen af ny regning skyldes fejl fra NESAs side.

Endelig havde sekretariatet over for NESA indskærpet selskabets anmeldelsespligt i henhold til elforsyningslovens § 76.

Den pågældende sag er tidligere omtalt under punkt 3.1 i "Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat" til møde nr. 17 (B).

Sekretariatets afgørelse af 22. maj 2001 er af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.


2. Afgørelser og meddelelser fra Energiklagenævnet

2.1. Midtjysk Elforsyning (MEF) - restanceinddrivelse
Energiklagenævnet har den 12. september 2001 ændret en af sekretariatet truffet afgørelse således, at en forsyningsafbrydelse, som Midtjysk Elforsyning (MEF) havde foretaget uden særskilt varsel, ikke fandtes at opfylde rimelighedskravet i elforsyningslovens § 6, stk. 3. De øvrige dele af Energitilsynets afgørelse blev stadfæstet af de af Energitilsynet anførte grunde.

Den pågældende sag er tidligere omtalt under punkt 1.2 i "Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat" til møde nr. 16.

Ved afgørelsen har sekretariatet meddelt forbrugeren:

  • at de regler for restanceinddrivelse, som forsyningsselskabet havde anmeldt til Energitilsynets register, ikke kunne anses for urimelige i henhold til elforsyningsloven.
  • at forsyningsselskabets inddrivelse hos forbrugeren af tilgodehavende for el, leveret fra selskabet til forbrugerens bolig, ikke - efter Energitilsynets opfattelse - er omfattet af lov nr. 319 af 14. maj 1997 om incassovirksomhed, idet nævnte lov ifølge § 2 vedrører erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer for andre og dermed ikke selskabets inddrivelse af egne fordringer,
  • at bestemmelsen om, at skader opstået som følge af afbrydelse af eltilførslen er elselskabet uvedkommende, som er indeholdt dels i forsyningsselskabets leveringsbetingelser dels i den betalingsordning, som forbrugeren har indgået, ikke kunne anses for urimelig i henhold til elforsyningsloven (under forudsætning af, at de frister m.v., der er indeholdt i restanceinddrivelsesreglerne, var overholdt), og
  • at det ikke kunne anses for urimeligt i henhold til elforsyningloven, at elselskabet opkrævede abonnementsbetaling (fast afgift) også for den periode, hvor eltilførslen til forbrugerens bolig midlertidigt havde været afbrudt, idet forsyningen umiddelbart havde kunnet genetableres, efter at restancerne var blevet betalt.

Energiklagenævnet lagde i sin afgørelse til grund, at klager den 3. september 1999 havde indbetalt det pr. 1. september 1999 skyldige beløb under anvendelse af den af selskabet udsendte giroopkrævning. Endvidere havde et flertal af nævnet lagt til grund, at afbrydelsen af strømforsyningen den 7. september 1999 ikke var varslet på anden måde, end at det af betalingshenstandsmeddelelsen af 22. juli 1999 fremgik, at ved manglende overholdelse af aftalen ville forsyningsvirksomheden se sig nødsaget til - uden yderligere varsel - at aflægge et inkassobesøg med risiko for afbrydelse af elforsyningen, medmindre der blev betalt eller stillet sikkerhed for betaling af fremtidigt elforbrug.

Nævnet fandt det urimeligt og i manglende overensstemmelse med pkt. 4 og 6 i de af DEF udsendte vejledende retningslinier for forsyningsvirksomheders restanceinddrivelse, at selskabet i forbindelse med inkassobesøget på forbrugsstedet uden fastsættelse af ny betalingsfrist og uden særskilt varsel havde afbrudt strømforsyningen. Ved denne fremgangsmåde havde selskabet reelt afskåret klageren fra forinden afbrydelsen enten at dokumentere, at det skyldige beløb var betalt eller at stille sikkerhed for betaling af fremtidigt forbrug, uagtet det i retningsliniernes pkt. 4 - også for tilfælde, som omhandler misligholdelse af frivilligt forlig efter pkt. 3 - er anført, at det "meddeles forbrugeren" bl.a. "at forsyningen vil blive afbrudt, medmindre...".

Nævnet anførte, at en forsyningsafbrydelse må anses for et alvorligt indgreb på grund af de potentielle konsekvenser heraf, og at formålet med retningslinierne bl.a. er at give forbrugeren en reel mulighed for at forbygge forsyningsafbrydelse.

2.2. Gedsted Varmeværk - stigning i fast afgift
Energiklagenævnet havde den 29. august 2001 stadfæstet en af sekretariatet truffet afgørelse i en sag, hvor en forbruger havde klaget over en stigning i den fast afgift fra Gedsted Varmeværk A.m.b.a.

Sekretariatet havde ikke fundet, at der kunne rettes indvendinger imod Gedsted Varmeværks fremgangsmåde i sagen.

Den pågældende sag er tidligere omtalt under punkt 1.1 i "Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat" til møde nr. 12.

Klagen vedrørte det forhold, at klagerens acontobetaling for varme var steget med 67 %. Af varmeværkets redegørelse fremgik, at gasprisen fra maj 1999 til maj 2000 steg fra 1,22 kr. til 2,17 kr. på fjernvarmetariffen, eltariffen steg fra 0,994 kr. til 1,898 kr., en stigning på knapt 100 %. Samtidig steg energiafgiften på gas fra 1,47 kr. til 1,60 kr. pr. m3, og selskabet mistede en introduktionsrabat på 0,25 m3 til elproduktion.

Energiklagenævnet kunne på denne baggrund tiltræde, at der ikke var grundlag for at rette indvendinger imod Gedsted Varmeværks fastsættelse af fast og variabel afgift for den periode, klagen vedrørte.

2.3. SEAS - afbrydelse af forsyningen
Energiklagenævnet havde den 12. september 2001 ændret en af sekretariatet truffet afgørelse vedrørende SEAS´ afbrydelse af elforsyningen som følge af manglende betaling.

Sekretariatet havde fundet, at SEAS´ fremgangsmåde i sagen ikke kunne betragtes som urimelig. SEAS havde afbrudt forsyningen til klageren efter at denne ikke havde overholdt en indgået betalingsordning. SEAS havde over klageren indskærpet at betaling skulle ske rettidigt, og dette fremgik endvidere af den indgåede betalingsordning. Klageren betalte imidlertid først sit afdrag fire dage efter sidste rettidige indbetalingsdag. SEAS oplyste, at selskabet normalt lod gå fire løbedage inden man foretog afbrydelse. I det foreliggende tilfælde havde man ladet gå seks løbedage. Klagerens betaling indgik på SEAS´ konto om eftermiddagen, hvor afbrydelsen var sket om morgenen.

De af SEAS fulgte retningslinier for restanceinddrivelse er i overensstemmelse med DEF's vejledende "Retningslinier for forsyningsvirksomheders restanceinddrivelse", der er taget til efterretning af Elprisudvalget.

Energiklagenævnet fandt det imidlertid urimeligt, at SEAS i forbindelse med et uvarslet fremmøde på klagerens bopæl umiddelbart foretog afbrydelse af forsyningen, uanset at klageren i betalingsordningen var gjort bekendt med denne mulighed. Dermed afskar SEAS klageren fra forinden afbrydelsen enten at dokumentere det skyldige beløbs betaling eller at stille sikkerhed for betaling for fremtidigt forbrug. Klagenævnet bemærkede i den forbindelse, at en forsyningsafbrydelse må anses for et alvorligt indgreb på grund af de potentielle konsekvenser heraf.

2.4. Snertinge, Særslev, Føllenslev Energiselskab (SSFE) - betaling af abonnementsafgift
Energiklagenævnet havde den 2. august 2001 stadfæstet en af Energitilsynets sekretariat truffet afgørelse i en klage over opkrævning af abonnementsafgift fra Snertinge, Særslev, Føllenslev Energiselskab (SSFE).

Klageren fandt det urimeligt, at han skulle betale fast abonnementsafgift, da han ikke aftog varme fra energiselskabet.

Energitilsynets sekretariat fandt ikke, at det kunne betragtes som urimeligt, at klageren skulle betale den faste abonnementsafgift, skønt han ikke aftog varme, idet han skulle dække de omkostninger, han påførte SSFE ved sin tilslutning og tilstedeværelse som forbruger. Energitilsynets sekretariat havde ligeledes fundet, at klageren, indtil der var indgået aftale med SSFE om fremtidig varmeleverance, ikke skulle betale aconto for forbrug men alene den faste udgift til dækning af varmeværkets udgifter ved kundeforholdet.

2.5. Billund Varmeværk - prisdifferentiering
Energiklagenævnet havde den 16. juli afvist en klage over en udtalelse fra Energitilsynets sekretariat vedrørende varmeforsyning af ny terminalbygning i Billund Lufthavn.

Energiklagenævnet begrundede afvisningen med, at Energitilsynet ikke havde truffet en konkret afgørelse, der kunne indbringes for Energiklagenævnet. Energiklagenævnet anmodede Energitilsynet om snarest at behandle sagen konkret og træffe en afgørelse i 1. instans om klagepunkterne i klagerens henvendelse.

Energitilsynets sekretariat havde meddelt klageren, at det var i overensstemmelse med varmeforsyningslovens bestemmelser, at Billund Lufthavn blev tariferet på anden vis end andre forbrugere i Billund Varmeværks forsyningsområde, så længe dette ikke stred mod bestemmelserne i varmeforsyningsloven. Energitilsynet havde endvidere meddelt klageren, at henvendelsen fra klageren alene blevet var opfattet som en generel forespørgsel, der ikke gav Tilsynet anledning til at foretage en rimelighedsvurdering af varmeværkets tariffer.

Den pågældende sag er tidligere omtalt under punkt 1.2 i "Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat" til møde nr. 15.

2.6. Dagnæs-Bækkelund Varmeværk - måling af varmeforbrug
Energiklagenævnet havde den 25. juli 2001 stadfæstet en af sekretariatet truffet afgørelse vedrørende Dagnæs-Bækkelund Varmeværk.

En forbruger under varmeværket havde klaget til Energitilsynet over en stigning i varmeforbruget, idet klagerens varmeforbrug nu lå højere end før hans tilslutning til varmeværket i 1996.

Endvidere mente klageren, at varmeværket havde foretaget en forkert beregning af varmeforbruget i forbindelse med udarbejdelse af tilbud om tilslutning af ejendommens varmeanlæg til fjernvarmeværket i 1996.

Energitilsynets sekretariat havde fundet, at der ikke kunne rettes indvendinger imod varmeværkets fremgangsmåde i sagen.

I afgørelsen var lagt vægt på, at Dagnæs-Bækkelund Varmeværk havde undersøgt værkets egne anlægsdele og måler. Der var ikke konstateret fejl på nogen af disse. Der var heller ikke fundet fejl på ejendommens varmemåler, som var blevet afprøvet på et godkendt målerværksted.

2.7. Midtjyllands Elektricitetsforsyningsselskab (MES) - reduktion af kredittid
Energiklagenævnet havde den 19. juni 2001 stadfæstet sekretariatets afgørelse af 4. september 2000 i en sag, hvor en forbruger havde klaget over reduktion af kredittid foretaget af Midtjyllands Elektricitetsforsyningsselskab (MES).

Klageren havde fundet det urimeligt, at MES i forbindelse med nedsættelse af kredittiden for C1-forbrugere havde udsendt acontoopkrævninger til C1-forbrugere på forskellige tidspunkter.

Energitilsynet fandt, at MES´ nedsættelse af kredittid blev foretaget i overensstemmelse med tilsynets sædvanlige praksis, idet alle kunder indenfor samme gruppe blev omfattet af kreditomlægningen på det tidspunkt, de enkelte kunder normalt skulle afregne elforbruget, og derfor blev belastet ens af omlægningen. Samtidighed i omlægningen ville betyde en uens belastning, da nogle kunder herved skulle afregne elregningen på et andet tidspunkt end normalt.

Den pågældende sag er tidligere omtalt under punkt 4.2.1.1 i "Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat" til møde nr. 10.

Energiklagenævnet fandt ikke, at der i forbindelse med de af MES foretagne acontoopkrævninger hos C1-forbrugere var sket en behandling i strid med elforsyningslovens § 6, stk.3, hvorefter kollektive elforsyningsvirksomheder skal stille deres ydelser til rådighed for forbrugerne på gennemsigtige, objektive, rimelige og ensartede vilkår. Nævnet fandt endvidere, at MES i forbindelse med ændring af betalingsbetingelserne havde handlet i overensstemmelse med de fastsatte leveringsbestemmelser.

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO