Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Uddrag af Meddelelser fra Energitilsynets møde den 29. oktober 2001 - a) udarbejdet til møde nr. 18


1. Nye klagesager for Energiklagenævnet

1.1. Midtjysk Elforsyning (MEF) - klage over gebyrer og betaling af moms
En forbruger under Midtjysk Elforsyning (MEF) klagede til Energitilsynet dels over størrelsen af MEFs gebyrer for inkassobesøg, lukning og genoplukning, dels over, at der skal betales moms af disse gebyrer.

Sekretariatet fandt, at de omhandlede gebyrer ikke fandtes at overstige, hvad der kunne anses for en rimelig gennemsnitsomkostning ved de pågældende foranstaltninger. Sekretariatet lagde vægt på, at gebyrerne var fastsat efter en kalkulation over MEF udgifter, således at forbrugere der betaler rettidigt ikke belastes med omkostninger der vedrører forbrugere, der betaler for sent.

Med hensyn til spørgsmålet om det rimelige i, at gebyrerne tillægges moms måtte sekretariatet afvise at tage stilling til dette spørgsmål, da det ikke henhører under Tilsynets kompetenceområde.

Sekretariatets afgørelse af 2. juli 2001 var af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.2. Elforsyningen Sydvendsyssel (ESV) - klage over rykkergebyr m.v.
Den humanitære forening Kultur-Kiosken klagede til Energitilsynet over, at Elforsyningen Sydvendsyssel (ESV) havde pålagt foreningen et urimeligt højt gebyr på 950 kr., samt at gebyret var ulovligt, da det ikke var hjemlet i forsyningens leveringsbestemmelser. Endelig klagede foreningen over, at man ikke havde modtaget nogen rykkere på grund af forsinket betaling.

Sekretariatet meddelte klageren, at gebyrerne var fastsat med hjemmel i § 2 i elforsyningens vedtægter. Det omhandlede gebyr på 950 kr. var ikke ét gebyr men, som det fremgik af elforsyningens redegørelse i sagen, sammensat af en række gebyrer, nemlig to rykkergebyrer, et inkassogebyr og et lukke/genoplukningsgebyr.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt klageren, som hævdet af ESV, men bestridt af klageren, havde modtaget de af ESV udsendte rykkerskrivelser meddelte sekretariatet klageren, at bedømmelsen heraf ville indebære en bevisbedømmelse, som ligger uden for Energitilsynets kompetence.

Med hensyn til gebyrernes størrelse - 85 kr. pr. rykkerskrivelse, 175 kr. for inkassoskrivelse og 600 kr. for lukning/genoplukning fandt sekretariatet ikke, at disse kunne anses for at overstige den gennemsnitlige rimelige omkostning ved de pågældende foranstaltninger.

Sekretariatet fandt på denne baggrund ikke at kunne rette indvendinger imod ESV´s fremgangsmåde i sagen.

Sekretariatets afgørelse af 26. juni 2001 var af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.3. Kolding Områdets Energiselskab (KOE) - klage over afkølingskrav
En forbruger under Kolding Områdets Energiselskab (KOE) klagede til Energitilsynet over, at der ikke kunne opnås dispensation for beløb opkrævet af KOE grundet utilfredsstillende afkøling i år 1999.

Klageren henviste til en resolution fra bestyrelsen i KOE, hvoraf det fremgik:

" at såfremt det på grund af anlæggets beskaffenhed, alder m.v. ikke er muligt at opnå en afkøling på 25 grader celsius eller derover gives en dispensation for manglende afkøling."

Denne formulering anså klageren for dækkende i netop hans tilfælde.

Sekretariatet meddelte klageren, at man ikke anså det for urimeligt iht. Varmeforsyningslovens § 21. stk. 4, at KOE havde meddelt klageren afslag på dispensation for manglende afkøling af fjernvarmevandet.

Ved afgørelsen havde sekretariatet bl.a. lagt vægt på, at Energitilsynet på det foreliggende grundlag ikke anså et afkølingskrav på 25 0 for at været urimeligt samt det forhold, at der allerede ved indførelsen af afkølingskravet var blevet adviseret herom af KOE - med brev til alle kunderne - ligesom klageren var tilbudt besøg af varmeværket med henblik på en gennemgang af installationen og der i 1999 blev monteret omløb på klagerens adresse.

Sekretariatets afgørelse af 2. juli 2001 var af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.4. Odense Kommunale Fjernvarme - klage over for lav fremløbstemperatur
En forbruger under Odense Kommunale Fjernvarmeforsyning henvendte sig til Energitilsynet på grund af, at fremløbstemperaturen på fjernvarmevandet, der blev leveret til lejligheden fra Odense Kommunale Fjernvarmeforsyning, var på ca. 70 o i modsætning til størstedelen af bebyggelsens øvrige lejligheder, der modtager fjernvarmevand med en temperatur på ca. 80o.

Odense Kommunale Fjervarmeforsyning oplyste, at forbrugeren er direkte kunde hos fjernvarmeværket

Fjernvarmeforsyningen havde til Energitilsynets offentligt tilgængelige register anmeldt "Regulativ for Fjernvarmeforsyning i Odense, der i § 6 vedrørende "Varmemedium, temperatur- og trykforhold" indeholder følgende:

Fremløbs-
temperatur

Fremløbsvandets temperatur tilpasses årstiden (vejrforholdene) og kan varieres mellem ca. 60o og ca. 95o i hovedledningerne.

Der må regnes med forskellige (lavere) fremløbstemperaturer hos forbrugerne, idet varmetab i stikledningerne ikke kan undgås.

Sekretariatet fandt, at de ovenfor anførte af fjernvarmeforsyningen anmeldte betingelser for fremløbstemperaturen ikke kunne anses for urimelige i henhold varmeforsyningsloven.

Såvel Gas- og varmeprisudvalget som Konkurrenceankenævnet har tidligere behandlet spørgsmålet om hvilke krav, der med rimelighed kan stilles til fjernvarmevands fremløbstemperatur.

Udgangspunktet er at alle forbrugere skal have leveret fjernvarmevandet på samme betingelser, herunder til samme temperatur, men i et fjernvarmesystem vil der altid være aftagere, der er placeret yderligt på ledningsnettet således, at de ikke vil modtage fjernvarmevandet med samme indgangstemperatur, som forbrugere, der ligger tæt på produktionsstedet. Indgangstemperaturen kan ikke være ens for alle forbrugere inden for forsyningsområdet, og temperaturen vil endvidere altid variere afhængig af årstid og belastning.

En forhøjelse af fremløbstemperaturen eller andre foranstaltninger, af mere generel karakter, der ville få indflydelse på ved hvilken temperatur, forbrugeren ville modtage fjernvarmevandet i lejligheden, ville være bekosteligt for det samlede fjernvarmesystem og i den sidste ende således også belaste forbrugerens betalingsforpligtelse yderligere.

Sekretariatet fandt på denne baggrund, at Odense Kommunale Fjernvarmeforsynings fremgangsmåde i sagen ikke kunne betragtes som urimelig i henhold til varmeforsyningslovens § 21, stk.4.

Sekretariatets afgørelse af 28. maj 2001 var af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.5. Aalborg Kommunes forsyningsvirksomheder - betaling for merforbrug af fjernvarme
Sekretariatet havde meddelt en forbruger i Aalborg, at det ikke var urimeligt, jf. varmeforsyningslovens § 21, stk. 4, at forsyningen ville have betaling for et større merforbrug af fjernvarme på forbrugerens ejendom i Aalborg.

Forbrugeren mente, at merforbruget måtte skyldes en periodisk fejl i anlægget, og at der er i forbindelse med udskiftningen af fjernvarmerørene i 2000 havde været skidt eller luft i rørene.

Forsyningen havde gennemgået forbrugerens installationer med henblik på at finde forklaringen på merforbruget og der blev ikke konstateret målerfejl eller andre tekniske defekter på anlægget. Forklaringen på merforbruget skyldtes formentlig en forkert indstillet radiatorventil. Fjernvarmeforsyningen havde desuden oplyst, at der i juni 2000 blev udført ledningsarbejder i området, og den 19. - 20. juni 2000 havde forsyningen været afbrudt i forbindelse med tilkoblingen af nye ledninger. Forsyningen havde undersøgt forbruget hos de omkringliggende ejendomme, og konstateret, at ingen af dem havde haft et øget fjernvarmeforbrug i perioden 8. februar 2000 til 13. februar 2001. Forsyningen mente således ikke, at merforbruget kan henføres til Fjernvarmeforsyningens ledningsarbejder i området.

Sekretariatets afgørelse af 19. juli 2001 var af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.6. Hillerød Elforsyning - klage over afbrydelse af strømforsyning
Den 30. januar 2001 klagede Nyrup Revision & Rådgivning i Hillerød til Energitilsynet over, at Hillerød Kommunes elforsyning havde foretaget afbrydelse af strømforsyningen til firmaets lokaler. Firmaet fandt, at Hillerød Kommunes fremgangsmåde måtte anses for urimelig, og at kommunen måtte være erstatningsansvarlig for firmaets tab i forbindelse med lukningen.

Revisionsfirmaet havde ikke modtaget kommunens regninger og rykkerskrivelser, da disse var fremsendt til revisionsfirmaets hovedkontor i Hellerup, som ikke havde eftersendt regningerne.

Sekretariatet fandt, at det ikke kunne anses for urimeligt, at kommunen havde fremsendt regningerne til hovedkontoret, da revisionsfirmaet efter en selskabsomdannelse i juli 1999 ifølge Told & Skat havde adresse i Hellerup. Kommunen havde ikke modtaget oplysning om, at firmaet ønskede regningerne sendt til sin Hillerødadresse. Sekretariatet fandt, at kommunen med rimelighed måtte gå ud fra, at hovedkontoret eftersendte post til underafdelingerne. Endvidere havde kommunen ved sin restanceinddrivelse forholdt sig i overensstemmelse med "Vejledende retningslinier for forsyningsvirksomheders restanceinddrivelse" af 5. maj 1982, som er taget til efterretning af Elprisudvalget.

Sekretariatet fandt på denne baggrund, at kommunens fremgangsmåde ikke kunne anses for urimelig i henhold til elforsyningsloven, jf. § 77, jf. § 6, stk. 3.

Spørgsmålet om Hillerød Kommunes eventuelle erstatningsansvar måtte afgøres efter erstatningsretlige regler og lå derfor uden for Energitilsynets kompetenceområde.

Sekretariatets afgørelse af 23. marts 2001 var af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.7. Aalborg Kommune - klage over betaling for afbrydelse af gasstik
En forbruger i Aalborg klagede over prisen for afskæring (afbrydelse) af gasstik, som han fandt var urimelig høj også set i lyset af at tilslutning til gasnettet er gratis. Klageren fremførte, at han såfremt han ønsker afskæring af gasstikket kunne udføre gravearbejdet selv og engagere en faglært til resten.

Aalborg Kommune oplyste, at der er stor spredning i udgifterne til afskæring af gasstik. Udgifterne varierer fra 2.000- 3.000 kr. i ubefæstede (ikke- asfalterede) arealer til 10.000 - 12.000 kr. når ledningen ligger på asfalteret område. På denne baggrund vedtog byrådet - med virkning fra 1. januar 2000 - at fastsætte en fast takst for afbrydelse af gasledninger på 6.000 kr. Denne takst er af Aalborg Kommune anmeldt til Energitilsynets offentligt tilgængelige register.

I henhold til Gasreglementet, der er udstedt af Danmarks Gasmateriel Prøvning er gasleverandøren berettiget til - hvis gasforsyningen ophører - at forlange jordstikket afproppet og afskåret ved hovedledningen. Aalborg Kommune var således, under hensyn til overholdelsen af sikkerhedsmæssige krav, berettiget til at forlange gasforsyningen afbrudt.

Ved kendelse af 12. april 1989 fastsatte Monopolankenævnet, at en gasforsyningsvirksomhed er berettiget til ved afskæring af gasstik hos forbrugeren at kræve betaling for de faktisk afholdte udgifter ved afskæringen af stikket.

Sekretariatet fandt, at Aalborg Kommune ved at indføre en fast takst for afbrydelse af gasstik havde givet afkald på, at opkræve et beløb for afskæring af gasstikket, der overstiger 6.000 kr. excl. moms, uanset om de faktiske omkostninger ved afskæring af stikket måtte være højere.

Sekretariatet fandt endvidere, at klageren uanset indførelsen af denne enhedstakst måtte være berettiget til at indhente tilbud på, hvad en afskæring af gasstikket ville koste, såfremt det blev udført af klagerens egen entreprenør under iagttagelse af de sikkerhedskrav, der skal være opfyldt ved udførelsen af arbejdet.

Begrundelsen herfor var, at sekretariatet ikke fandt, at der med rimelighed kan opkræves afgifter, der er resultat af et unødvendigt højt omkostningsniveau, jf. varmeforsyningslovens § 21, stk. 5, jf. § 20.

Sekretariatet fandt endelig, at Aalborg Kommune, såfremt kommunen finder, at dette er ønskeligt af hensyn til arbejdets tilrettelæggelse, måtte være berettiget til at forlange, at arbejdet med afskæring af gasstikket udføres af kommunens egne entreprenører, dog måtte den betaling der opkræves af forbrugeren ikke sættes højere end ud fra, hvad klageren kunne have fået arbejdet udført for, hvis det blev udført ved egen entreprenør under overholdelse af de samme kravspecifikationer og sikkerhedsbestemmelser, som gasforsyningens egne entreprenører er underlagt ved udførelsen af arbejdet for gasforsyningen.

Sekretariatets afgørelse af 15. juni 2001 var af Aalborg Kommune blevet indbragt for Energiklagenævnet.


2. Afgørelser og meddelelser fra Energiklagenævnet

2.1. Kommunale forsyningsvirksomheders rykkergebyrer
Den 19. juni 2001 har Energiklagenævnet stadfæstet sekretariatets afgørelser i fire klagesager vedrørende kommunale forsyningsvirksomheders gebyrer.

Den 20. april 2000 behandlede Energitilsynet spørgsmålet om kommunale forsyningsvirksomheders rykkergebyrer.

Energitilsynet fandt, at rykkergebyrerne skal være omkostningsmæssigt bestemt, svarende til en rimelig gennemsnitsomkostning ved rykkerproceduren. Energitilsynet fandt, at der ikke var holdepunkter for at 250 kr. i gebyrer som opkræves af kommunale forsyningsvirksomheder skulle svare til en rimelig gennemsnitsomkostning.

Sekretariatet traf herefter afgørelse i en række klagesager, der drejede om kommunale forsyningsvirksomheders gebyropkrævning.

I fire af disse klagesager indbragte de berørte kommuner sekretariatets afgørelser for Energiklagenævnet med påstand om, at de kommunale forsyningsvirksomheder med hjemmel i den kommunale gebyrlov var berettiget til at opkræve et rykkergebyr på 250 kr.

Energiklagenævnet udtalte i sine afgørelser: "Der findes ikke grundlag for en ændret vurdering af elforsyningslovens bestemmelser, idet den kommunale gebyrlov ikke ses at indeholde bestemmelser, der er til hinder for den anlagte fortolkning af elforsyningsloven, jf. bestemmelsen i gebyrlovens § 1, hvorefter loven finder anvendelse, hvis andet ikke er bestemt i eller ved lov".

Energiklagenævnet har således fundet, at bestemmelserne i elforsyningsloven går forud for bestemmelserne i den kommunale gebyrlov.

Klagenævnets afgørelse er af sekretariatet fremsendt til Justitsministeriet og Folketingets Retsudvalg. Retsudvalget har efterfølgende meddelt, at afgørelserne er distribueret til medlemmerne.

2.2. Midtjysk Elforsyning (MEF) - klage over flyttegebyr
Energiklagenævnet har den 19. juni 2001 ophævet en af sekretariatet truffet afgørelse vedrørende flyttegebyr.

Den 20. marts 2000 traf sekretariatet afgørelse i en henvendelse fra en forbruger under Midtjysk Elforsyning (MEF) vedrørende betaling af gebyr på 62,50 kr. til elselskabet for udfærdigelse af flytteopgørelse i forbindelse med salg af forbrugerens sommerhus.

Sekretariatet fandt, at det ikke kunne anses for urimeligt i henhold til elforsyningsloven, at elselskabet havde opkrævet det omhandlede gebyr.

Flyttegebyret, der efter det oplyste er omkostningsbestemt, er anmeldt til det offentligt tilgængelige register.

Energiklagenævnet udtalte i sin afgørelse:

"Der er i sagen spørgsmål, om der i leveringsforholdet mellem selskabet og klageren er grundlag for et flyttegebyr som krævet. Nævnet finder, at de af selskabet anmeldte leveringsbetingelser - herunder bestemmelsen i § 7.1 - ikke giver grundlag for, at der generelt afkræves en elforbruger et gebyr for afvikling af kundeforholdet - undtagen ved ophør af korte leveringsforhold som nævnt i leveringsbetingelsernes § 9.4. Der var derfor ikke i det foreliggende tilfælde hjemmel for den skete opkrævning."

Den nævnte bestemmelse i selskabets leveringsbestemmelser har følgende ordlyd:

§ 9.4:
"Ved leveringsforhold under 1 års varighed er elleverandøren berettiget til at tage betaling for oprettelse og afvikling af leveringsforholdet"

Selskabet har til Tilsynets register anmeldt
"Gebyr for flytteopgørelse â?¦.50.00 kr. excl. moms".

Da selskabet således ikke havde anmeldt leveringsbestemmelser om flyttegebyr ved flytning efter mere end et års leveringsforhold, fandt Energiklagenævnet ikke, at selskabet havde været berettiget til at opkræve flyttegebyr af klageren.

2.3. Albertslund kommunale Varmeværk - klage over ekstraregning
Den 25. juli 2001 har Energiklagenævnet stadfæstet en af sekretariatet truffet afgørelse vedrørende ekstraregning for merforbrug.

I afgørelsen havde sekretariatet fundet, at det ikke kunne anses for urimeligt i henhold til varmeforsyningsloven, at varmeværket opkrævede betaling i overensstemmelse med det forbrug, som den i forbrugerens ejendom installerede måler viste.

Energiklagenævnet lagde i sin afgørelse til grund, at de gældende leveringsbestemmelser, som er anmeldt til Energitilsynet, opfylder kravene i varmeforsyningsloven. Nævnet fremførte, at nævnet ikke havde mulighed for at bedømme, om den foretagne målerafprøvning havde været korrekt udført, om selvaflæsningskort har været indsendt, om det faktiske forbrug svarede til det målte forbrug, herunder holdbarheden af de antagelser, som måtte være gjort vedrørende beregnet og sandsynligt forbrug og endelig dermed, om Albertslund Varmeværk i det hele havde handlet i overensstemmelse med de fastsatte leveringsbestemmelser og takster. Disse spørgsmål måtte i givet fald afgøres efter bevisførelse under en retssag ved de almindelige domstole.

2.4. Sønderborg Fjernvarme - klage over gebyr for manuel aflæsning
Energiklagenævnet har den 25. juli 2001 stadfæstet en af sekretariatet truffet afgørelse vedrørende Sønderborg Fjernvarmes opkrævning af gebyr for batteridreven måler til manuel aflæsning.

Sekretariatet havde i sin afgørelse fundet at Sønderborg Fjernvarmes fremgangsmåde i forbindelse med udskiftning af varmemålere, hvorefter selskabet opkræver et gebyr på 250 kr. for forbrugere, der vælger en måler med manuel aflæsning ikke fandtes at kunne anses for urimelig i henhold til varmeforsyningsloven. Sekretariatet fandt, at der var omkostningsmæssigt grundlag for at sandsynliggøre, at det af forsyningsvirksomheden opkrævede gebyr ikke kunne anses for urimeligt. De få forbrugere, som ikke ønsker at benytte sig af det nye system, men ønsker at fortsætte med batteridrevet målersystem genererer en meromkostning, også selv om forbrugerne aflæser deres egen el- og vandmåler.

Sekretariatet fandt det ikke urimeligt, at en vis andel af denne meromkostning blev fordelt på det antal forbrugere, som genererer den faktiske omkostning. Sekretariatet lagde desuden lagt vægt på, at fjernaflæsningen medvirker til et mere gennemskueligt aflæsningssystem samt sikrer en bedre kontrol med målerne. Ligeledes vil et fjernaflæsningssystem umiddelbart være med til at forenkle arbejdsprocessen, hvilket samlet set giver en driftsbesparelse, der kommer alle forbrugerne til gode.

Energiklagenævnet fandt af de af Energitilsynets anførte grunde, at de for Sønderborg Fjernvarme gældende leveringsbestemmelser og takster for fjernaflæsning hhv. manuel aflæsning opfylder kravene i varmeforsyningsloven, og at Sønderborg Fjernvarme i forbindelse med skiftet til nye målere havde handlet i overensstemmelse med de fastsatte bestemmelse og takster.

2.5. Skive Fjernvarme - klage over fast afgift
Energiklagenævnet stadfæstede den 25. juli 2001 en af Energitilsynet truffet afgørelse om grundlaget for I/S Skive Fjernvarmes opkrævning af faste afgifter for fjernvarme hos nogle forbrugere.

Energitilsynet havde fundet, at det var urimeligt i henhold til varmeforsyningslovens § 21, stk. 4, at Skive Fjernvarme for nogle forbrugere efter ændringen af værkets vedtægter den 19. september 1995 havde opkrævet faste afgifter på grundlag af radiatorernes hedeflader og ikke foretog ny opmåling af maksimaltilslutningen. Endvidere havde Energitilsynet fundet, at varmeforsyningsloven ikke var til hinder for, at Skive Fjernvarme tilbagebetalte for meget betalt fast afgift til varmeforbrugere, der siden ændringen af vedtægterne den 19. september 1995 havde betalt fast afgift på grundlag af radiatorernes hedeflader.

Energiklagenævnet lagde vægt på, at efter de "Almindelige bestemmelser for fjernvarmelevering" fra Skive Fjernvarme, der trådte i kraft den 19. september 1995, kan den faste afgift kun beregnes enten efter ejendommens rumfang eller efter installationens varmeeffektbehov. Fjernvarmeværkers fortsatte afregning for nogle forbrugere på grundlag af størrelsen af radiatorernes hedeflade har således ikke haft grundlag i de gældende bestemmelser for leveringsforholdet. Spørgsmålet om hvorvidt og i hvilket omfang klageren eller andre berørte forbrugere af fjernvarme fra Skive Fjernvarme havde krav på tilbagebetaling af for meget opkrævet fjernvarmeafgift er ikke reguleret i varmeforsyningsloven. Afgørelsen af spørgsmålet henhører under domstolene.

2.6. Laden-Fajstrup Varmeforsyning - anmodning om genoptagelse af sag
På Energitilsynets møde den 26. februar 2001 orienterede sekretariatet om, at Energiklagenævnet den 2. februar 2001 havde ophævet en af sekretariatet den 22. juli 1999 truffet afgørelse, hvorefter det ikke var fundet urimeligt, at der i forbindelse med, at to forbrugere under Laden-Fajstrup Varmeforsyning A.m.b.a. udtrådte af selskabet, var blevet opkrævet en udtrædelsesgodtgørelse, der udgjorde en forholdsmæssig andel af selskabets gæld på udtrædelsestidspunktet.

Fjernvarmeselskabet havde den 16. februar 2001 rettet henvendelse til Energiklagenævnet og anmodet om genoptagelse af sagen, hvilket klagenævnet den 4. juli 2001 har afvist.

Nævnet anførte bl.a, "at en sag, hvor der er truffet afgørelse, vil kunne genoptages, hvis afgørelsen lider af væsentlige mangler, eller hvis der i forbindelse med anmodningen om genoptagelse er fremkommet nye faktiske oplysninger, som ville have haft betydning for sagens udfald, hvis de havde foreligget ved sagens afgørelse."

Energiklagenævnet fandt ikke, at det af varmeværket fremførte indeholdt nye oplysninger eller påviste mangler ved nævnets afgørelse, som kunne begrunde en genoptagelse af sagen.


3. Større væsentlige sager afgjort af sekretariatet

3.1. Andelsselskabet Østkraft - forøgelse af omkostningsrammen
Andelsselskabet Østkraft anmodede sekretariatet om at få øget den generelle omkostningsramme med udgifterne til at drive og vedligeholde søkabelforbindelsen til Sverige, i alt 50.000 kr.

Østkraft bekræftede, at udgifterne er indeholdt i de anmeldte 1998-tal. Dette betyder, at udgifterne til drift og vedligeholdelse af søkablet er indeholdt i omkostningsrammen for år 2001.

Det er korrekt, at der i indtægtsrammen for år 2001 ikke specifikt er angivet et beløb til vedligeholdelse af søkablet, men beløbet indgår i den samlede sum af drifts- og vedligeholdelsesomkostninger, som udgør omkostningsrammen.

Omkostningsrammen er 1998-tal korrigeret for pris- og lønudviklingen op til 2001. Dette er Andelsselskabet Østkrafts samlede omkostningsramme for år 2001.

Sekretariatet havde derfor d. 14. juni 2001 meddelt Andelsselskabet Østkraft at selskabet ikke kan øge deres indtægtsramme med de anmodet. 50.000 kr., da de allerede indgår i selskabets indtægtsramme.

3.2. Greve Strandby Fjernvarmeværk - klage over ekstraregning - målerfejl
En forbruger klagede til Energitilsynet over en ekstraregning fra Greve Strandby Fjernvarmeværk for varmeåret 1999 på 11.281 kr. Klageren fremførte i sin klage, at efterregningen måtte skyldes en fejl ved måleren, da klageren umuligt kunne have forbrugt så stor en mængde ekstra varme.

Fjernvarmeværket afviste efter en almindelig målerkontrol, at der havde været fejl ved måleren og fremførte, at det ekstra forbrug måtte skyldes uhensigtsmæssig udnyttelse af installationen.

Senere havde Greve Strandby Fjernvarmeværk orienteret Energitilsynet om, at værket ved en yderligere - uopfordret - kontrol havde fundet, at måleren var behæftet med en display-fejl, som ikke kunne opdages ved en almindelig målerkontrol. Efter at værket havde opdaget fejlen, var der på grundlag på de 30 sidste aflæsninger, som var lagret i måleren, blevet foretaget en tilbagebetaling til klageren af det for meget opkrævede beløb.

På denne baggrund meddelte sekretariatet klageren, at Energitilsynet betragtede sagen som afsluttet.

3.3. Århus Kommunale Værker - klage over afkølingstarif
Den 19. maj 2001 klagede en forbruger over Århus Kommunale Værkers (ÅKV) krav om betaling af 946 kr. for manglende afkøling i perioden 1. oktober 1999 til 30. september 2000.

Klageren fremførte, at han ikke var blevet underrettet om, at ÅKV havde indført en afkølingstarif, at han ikke var blevet kontaktet af ÅKV vedrørende den manglende afkøling, og da han selv kontaktede ÅKV, var ÅKV ikke i stand til at lokalisere fejlen i anlægget.

ÅKV oplyste, at Århus Byråd den 17. december 1997 besluttede at indføre en afkølingstarif. Denne tarif blev den 29. december 1997 anmeldt til Gas- og Varmeprisudvalgets (nu Energitilsynets) offentligt tilgængelige register. Endvidere blev indførelsen af afkølingstariffen annonceret i Århus Stiftstidende og Århus Onsdag med oplysning om, at takster m.v. kunne rekvireres hos ÅKV. Endvidere blev der på årsopgørelsen fra 1997 oplyst, om den gennemsnitlige afkøling for det seneste forbrugsår.

Forbrugeren kunne således på årsopgørelsen for 1997 se sin gennemsnitlige afkøling for forbrugsåret, men der blev ikke opkrævet afgift for manglende afkøling for denne periode.

Ifølge den efterfølgende opgørelse pr. 30. september 1999 var klagerens gennemsnitlige afkøling under 30 grader. ÅKV oplyste, at man herefter den 3. december 1999 fremsendte et brev til klageren om, at der for den kommende periode 1. oktober 1999 til 30. september 2000 ville blive opkrævet afgift, såfremt hans afkøling ikke kom under 30 grader. Klageren oplyste, at han ikke havde modtaget dette brev.

ÅKV oplyste endvidere, at ved det af klageren rekvirerede konsulentbesøg konstaterede ÅKV en fejl ved en ventil, hvilket man oplyste klageren om. Klageren fremførte derimod i sin klage, at ÅKV ikke var i stand til at lokalisere fejlen.

Fejlen på klagerens anlæg blev herefter udbedret, men så langt inde i perioden, at hans afkøling for hele perioden var under 30 grader, hvorfor ÅKV opkrævede afgift for manglende afkøling.

Sekretariatet meddelte, at man ikke kunne gå ind i en bedømmelse af, hvorvidt ÅKV som fremført, men bestridt af klageren, havde fremsendt et brev til klageren den 3. december 1999 med oplysning om den manglende afkøling, eller om ÅKV ved sit konsulentbesøg lokaliserede fejlen eller ej. Dette ville indebære en bevisbedømmelse som må henvises til domstolene.

Vedrørende den af ÅKV indførte afkølingstarif blev denne rettidigt anmeldt til Gas- og Varmeprisudvalgets offentligt tilgængelige register. Endvidere blev indførelsen af tariffen annonceret i dagspressen og det fremgik endvidere af årsopgørelsen for 1997, at forbrugerne fra næste varmeår ville blive pålagt en tarif for manglende afkøling.

Sekretariatet fandt derfor, at ÅKV på tilfredsstillende måde generelt havde sørget for information af forbrugerne vedrørende indførelsen af tariffen.

Med hensyn til information til klageren om manglende afkøling, fremgår det af det oplyste, af klagerens årsopgørelse for 1999, at afkølingen var under 30 grader. Som anført, kunne sekretariatet ikke gå ind i en bedømmelse af afsendelsen/modtagelsen af brev fra ÅKV vedrørende den manglende afkøling.

Sekretariatet fandt ikke, at der kan rettes indvendinger imod ÅKV fremgangsmåde med hensyn til information af forbrugerne vedrørende indførelsen af afkølingstarif.

Sekretariatet fandt endvidere ikke at kunne rette indvendinger imod ÅKVs fremgangsmåde i forbindelse med behandlingen af den manglende afkøling på klagerens anlæg.

Energitilsynet fandt derfor ikke, jf. varmeforsyningslovens § 21, stk. 4, at ÅKVs fremgangsmåde fremgangsmåde i sagen kunne betragtes som urimelig.

3.4. Københavns Energi - klage over betaling af en forpagters elregning
En ejer af en pizzaforretning, der i perioder havde forpagtet sin forretning ud, klagede til Energitilsynet over at skulle betale en forpagters elregning.

Elleverandøren (Københavns Energi) havde i sin redegørelse til sekretariatet oplyst, at man ville fastholde sit krav overfor klageren, idet elforsyningen ikke havde modtaget oplysninger om ejerskifte/forbrugerskifte i den omhandlende periode. Elforsyningen mente ikke, at der var tale om andre forpagtere eller forbrugere end dem de kendte til. Da regningerne ikke blev betalt rettidigt af klageren, sendtes kravet til opkrævning via skattevæsenet.

Klageren har efterfølgende indgået aftale med skattevæsenet om at afdrage gælden, der samlet var opgjort til 24.457 kr.

Som dokumentation for, at forretningen havde været forpagtet ud, indsendte klageren to forpagtningskontrakter og henviste i én af disse kontrakter til navnet på en person, der var anført som vitterlighedsvidne.

Herudover klagede ejeren også over, at det ikke var hans underskrift, der var påført en af/tilmelding af elektricitet på forbrugsadressen.

Sekretariatet meddelte klageren, at der ikke var grundlag for at rette indvendinger overfor Københavns Energis fremgangsmåde i sagen, jf. elforsyningslovens §77, stk. 1, jf. § 6, stk. 3, idet den indgåede forpagtningskontrakt ikke var et objektivt konstaterbart bevis for et forbrugerskifte.

Til klagerens andet punkt om forfalskning af hans underskrift oplyste sekretariatet, at Energitilsynet ikke havde kompetence til at behandle dette spørgsmål.

3.5. Brøndby Fjernvarme - forbrugerrepræsentation
Den 6. november 1996 traf Gas- og Varmeprisudvalget en afgørelse, hvorefter det blev meddelt Brøndby Fjernvarme A.m.b.a., at selskabets vedtægter for så vidt angår bestyrelsessammensætning og tildeling af stemmer ved generalforsamlingen ikke i rimeligt omfang afspejlede de forskellige forbrugergruppers aftag og antal.

Baggrunden for afgørelsen var, at de almene boligselskaber, der havde en aftageandel på ca. 70 %, alene havde 33 % af stemmerne på generalforsamlingen og 2 ud af 7 bestyrelsesposter.

Det blev overfor selskabet understreget, at forbrugerindflydelsen i rimeligt omfang bør afspejle såvel antallet af forbrugere som det faktiske energiforbrug, og at forbrugerindflydelsen skal komme til udtryk i hele selskabets organisation, det vil sige såvel på generalforsamlingen som i bestyrelsen.

I senere skrivelser af 7. april 1997 og 14. marts og 22. maj 2000 fra sekretariatet var afgørelsens indhold blevet uddybet, ligesom der havde fundet mundtlige forhandlinger sted med selskabet.

Ifølge selskabets nugældende vedtægter af 17. oktober 1991, består bestyrelsen af 7 medlemmer, hvoraf 2 udpeges af kommunalbestyrelsen. På en generalforsamling vælges 2 af parcelhusejerne, 2 af boligselskaberne o.l. og 1 af industrien m.v.

Stemmefordelingen i bestyrelsen er af selskabets advokat den 28. november 2000 foreslået ændret til følgende:

 

Antal bestyrelsesmedlemmer

Stemmer i alt

Boligselskaber

2

4

Industri

1

2

Parcelhuse

2

2

Kommunen

2

2

Ialt

7

10

Da der ikke - trods stedfunden brevveksling og mundtlige forhandlinger mellem sekretariatet og fjernvarmeselskabet - var fremkommet oplysninger eller dokumentation, der ændrede grundlaget for afgørelsen af 6. november 1996, eller som tilsagde at ændre afgørelsen, var der - med en frist på 4 uger - den 14. august 2001 i medfør af § 21, stk. 4 i varmeforsyningsloven blevet meddelt selskabet påbud om at ændre vedtægterne til imødekommelse af den trufne afgørelse, således at vedtægterne bringes i overensstemmelse med loven og dens forudsætninger.

3.6. Aalborg Kommunale Elforsyning - fortolkning af definitionen af forbrugssted i elforsyningslovens § 5
Sekretariatet havde efter henvendelse fra Aalborg Industries besvaret et fortolkningsspørgsmål i relation til elforsyningslovens definition af et forbrugssted i lovens § 5. Aalborg Industries havde ligeledes anmodet om en afgørelse af, hvorvidt Aalborg Industries kunne betragtes som ét forbrugssted og dermed få markedsadgang efter elforsyningslovens § 7, stk. 1, nr. 3.

Aalborg Industries producerer komplette kedelanlæg til kraftværker, industrien i almindelighed og værftsindustrien verden over. Aalborg Industries er beliggende på det tidligere Aalborg Værfts område og udspringer af det tidligere Aalborg Værfts kedelafdeling. Virksomheden, der omfatter flere produktions- og administrationsbygninger, er i dag spredt beliggende på det tidligere værftsareal på begge sider af en vej og på 3 matrikler. Mellem produktions- og administrationsbygningerne er beliggende farve- og lakvirksomheden Hygæa.

Aalborg Kommunale Elforsyning, AKE-Net, havde givet Aalborg Industries netadgang til det forbrugssted (bygninger), der omfatter produktionsaktiviteterne. Derimod havde AKE-Net ikke kunnet give netadgang til Aalborg Industries´ øvrige forbrugssteder, der omfatter de administrative aktiviteter, med den begrundelse, at der er tale om selvstændige forbrugssteder, der er adskilt fra produktionsaktiviteterne af tredjepartsvirksomhed. Endvidere er forbruget på de øvrige forbrugssteder mindre end 1 GWh/år.

Fra Aalborg Industries side var det anført, at Aalborg Industries indtil 1987 var en arealmæssig sammenhørende virksomhed, idet kedelproduktionen var en del af Aalborg Værft, som på daværende tidspunkt ejede hele området med undtagelse af det område, hvor farve- og lakvirksomheden Hygæa er beliggende. Hele området er en reminiscens af ét matrikelnummer, men tiden har delt administrationen fra produktionen.

Ifølge Aalborg Industries er der ikke andre tredjepartsvirksomheder mellem produktion og administration end Hygæa. Aalborg Industries var derfor af den overbevisning, at administrations- og produktionsfaciliteterne måtte betragtes som sammenhørende, idet den ene lokalitet ikke kan fungere uden den anden.

Som sagen er oplyst, er Aalborg Industries´ bygninger og dermed også elforbrug placeret på flere matrikler. Efter elforsyningslovens § 5 er det afgørende for, om der er tale om ét forbrugssted, at bygningerne kan betragtes som sammenhængende.

Ved denne vurdering af, om der er tale om sammenhængende bygninger i elforsyningslovens forstand, er det afgørende, at der ikke mellem bygningerne er én eller flere tredjepartsvirksomheder eller bygninger. Hvis dette er tilfældet, vil er der ikke tale om ét forbrugssted.

I den konkrete sag fandt sekretariatet derfor ikke, at Aalborg Kommunes afgørelse vedrørende Aalborg Industries´ netadgang kunne anses for at være i strid med elforsyningslovens bestemmelser, jf. lovens § 5 og § 7, stk. 1, nr. 3.

3.7. Midtjysk Elforsyning (MEF) - klage over tillæg og gebyrer - markedsadgang
Arla Foods klagede til Energitilsynet over tillæg/gebyrer fastsat af Midtjysk Elforsyning (MEF).

Arla Foods fremførte, at MEF opkræver to typer af ekstraordinære tillæg/gebyrer, nemlig et tillæg for udnyttet markedsadgang på 114,95 kr./md. excl. moms og et gebyr på 500 kr. excl. moms ved leverandørskifte. Arla Foods fandt, at MEF opkræver disse beløb uden hjemmel i gældende forskrifter fastsat af Eltra. Arla Foods har endvidere anført, at ovennævnte tillæg og gebyrer er klart diskriminerende over for kunder, der har udnyttet markedsadgangen og skiftet leverandør, dvs. ikke benytter sig af MEF´s forsyningspligtsselskab eller MEF´s handelsselskab.

MEF har hertil anført, at selskabet har kalkuleret de gennemsnitlige udgifter ved ovennævnte ydelser og tilpasset priserne herefter. Hovedreglen i tariffen er, at priserne skal være omkostningsægte. MEF oplyser, at gebyret for leverandørskifte er et engangsgebyr, der bl.a. dækker MEF´s udgifter forbundet med oprettelse af virksomheden i MEF´s balancesystem og forskellige administrative omkostninger. Tillægget til abonnementsbetalingen for udnyttet markedsadgang dækker primært MEF´s udgifter forbundet med indhentning af måledata, når telefonforbindelsen til målestedet er afbrudt, eller der indhentes ufuldstændige data.

Sekretariatet oplyste, at gebyrer og tillæg for markedsadgang ikke må være af en størrelse, der diskriminerer forbrugere med markedsadgang, og at der skal være omkostningsmæssig begrundelse herfor.

Sekretariatet fandt at det var et problem ved det aktuelle gebyr/tillæg, jf. elforsyningslovens § 77, stk.1, at dette kun opkræves hos kunder med et forbrug større end 1 mio. kWh årligt, som vælger at skifte leverandør, dvs. ikke vil benytte MEF´s elhandelsselskab eller MEF´s forsyningspligtselskab.

Sekretariatet fandt endvidere, at opkrævning af et gebyr for leverandørskifte, der er et engangsgebyr, må stille endog særdeles skrappe krav til dokumentation af tilstedeværelsen af udgifter for MEF alene udløst at forbrugerens leverandørskifte. Det skal i den forbindelse bemærkes, at de af MEF´s opgaver, der finansieres af dette gebyr, næppe umiddelbart kan overtages af den enkelte kunde.

For så vidt angår tillægget til abonnementsbetalingen for udnyttet markedsadgang, hvilket tillæg er af tilbagevendende karakter, fandt sekretariatet, at dersom MEF kan dokumentere, at der er en omkostningsmæssig begrundelse for ovennævnte forskelsbehandling, vil Energitilsynet formentlig ikke finde, at MEF´s opkrævning af tillæg for udnyttet markedsadgang umiddelbart forekommer urimelig, jf. elforsyningslovens § 77, stk.1. Sekretariatet havde samtidig bemærket, at den enkelte forbruger for egen regning og uafhængigt af MEF principielt også kunne tilvejebringe de udbedte måledata og dermed også ville kunne foretage en prissammenligning. I en vis forstand opnår denne aktivitet hermed status af sideordnet aktivitet.


4. Andre forhold

4.1. Høring af udkast til revision af bekendtgørelse om nettilslutning af vindmøller og prisafregning for vindmølleproduceret elektricitet m.v. (vindmøllebekendtgørelsen)
Energistyrelsen havde den 4. juli 2001 sendt udkast til bekendtgørelse om nettilslutning af vindmøller og prisafregning for vindmølleproduceret elektricitet m.v. (vindmøllebekendtgørelsen) til høring i Energitilsynet med svarfrist 15. august 2001.

Europa-Kommissionen havde den 20. juni 2001 godkendt prisafregningen for elektricitet på nye vindmøller, dvs. vindmøller, som ikke er godkendt som eksisterende vindmøller. På baggrund heraf havde Energistyrelsen udarbejdet et udkast til revideret vindmøllebekendtgørelse.

Med ændringerne er nye vindmøller sikret en afregningspris på 33 øre/kWh for 22.000 fuldlasttimer. Når disse er opbrugt, overgår vindmøllens elproduktion til markedspris. Ud over afregningsprisen (eller markedsprisen) ydes et pristillæg på 10 øre/kWh. Pristillægget ophører, når der kan udstedes VE-beviser for elproduktionen.

Endvidere er indsat en bestemmelse om, at en vindmølle, som er godkendt som eksisterende vindmølle, senest skal være nettilsluttet den 31. december 2002. I modsat fald betragtes vindmøllen som ikke eksisterende og afregnes efter § 14.

Sekretariatet havde meddelt, at Energitilsynet ikke har bemærkninger til udkastet til ændret bekendtgørelse.

4.2. Høring af forslag til lov om ændring af forskellige skattelove (Lempelse af tillægs- og renteregler og justering af selskabers skattepligt)
Skatteministeriet havde den 11. juli 2001 sendt forslag til lov om ændring af forskellige skattelove (Lempelse af tillægs- og renteregler og justering af selskabers skattepligt) til høring i Energitilsynet med svarfrist 17. august 2001.

Med forslaget foretages enkelte justeringer af de gældende regler samt udvides reglerne om vederlagsfri overdragelse af egenkapital fra en elforsyningsvirksomhed til en anden.

Forslaget indebærer, at skattepligtsbestemmelserne justeres, således at en kommunes skattepligt ikke afhænger af, om en givet el-aktivitet er undtaget fra elforsyningsloven.

Herudover blev det foreslået at foretage en udvidelse af reglerne om vederlagsfri overdragelse af egenkapital fra en elforsyningsvirksomhed til en anden elforsyningsvirksomhed. Efter de gældende regler kunne kommuner og selvejende institutioner i 2000 overføre deres elforsyningsvirksomhed vederlagsfrit til en forbrugerejet elforsyningsvirksomhed, eller omvendt få tilført en forbrugerejet elforsyningsvirksomhed uden skattemæssige konsekvenser. Da det havde vist sig, at der er behov for, at en direkte eller indirekte forbrugerejet elforsyningsvirksomhed kunne overtage og videreføre en anden direkte eller indirekte forbrugerejet elforsyningsvirksomhed, blev det foreslået, at sådanne overførsler kan ske skattefrit i 2000 eller 2001.

Sekretariatet havde meddelt, at Energitilsynet ikke har bemærkninger til lovforslaget.

4.3. Høring af udkast til bekendtgørelse om systemansvarlig virksomhed og anvendelse af transmissionsnettet
Energistyrelsen havde den 28. juni 2001 sendt udkast til Bekendtgørelse om systemansvarlig virksomhed og anvendelse af transmissionsnettet til høring i Energitilsynet med svarfrist 17. august 2001.

Bekendtgørelsen omhandler reglerne for de systemansvarlige virksomheder, herunder udarbejdelsen af fælles retningslinjer for benyttelse af de kollektive elforsyningsnet og sikring af produktionen på de elværksejede kraftvarmeværker samt tilbud om balanceringsydelser til decentrale kraftvarmeværker. Videre omhandler bekendtgørelsen bestemmelser om de systemansvarliges langtidsplanlægning af miljø- og forsyningssikkerhed og bestemmelser om en årlig miljøberetning. Endelig indeholder bekendtgørelsen bestemmelser om de systemansvarliges forsknings- og udviklingsopgaver

Med bekendtgørelsen ophæves de bestemmelser i bekendtgørelse nr. 231 af 21. april 1998 om adgang til elforsyningsnettet mv., der blev opretholdt ved ikrafttræden af elforsyningsloven den 30. december 1999 og som omhandler samme område.

Sekretariatet havde meddelt, at Energitilsynet ikke havde bemærkninger til bekendtgørelsesudkastet.

4.4. Høring af udkast til bekendtgørelse om afregningsmuligheder for egenproducenter
Energistyrelsen havde den 17. juli 2001 sendt et udkast til bekendtgørelse om afregningsmuligheder for egenproducenter til høring i Energitilsynet med svarfrist den 8. august 2001.

Af bekendtgørelsen fremgår nye afregningsregler for egenproducenter, som er en følge af den seneste ændring af elforsyningsloven, jf. lov nr. 478 af 7. juni 2001. Bekendtgørelsen fastlægger bl.a., at egenproducenter kun skal betale de i elforsyningslovens § 59a nævnte særlige pristillæg i forhold til det elforbrug, der aftages gennem det kollektive elnet. Endvidere fastlægger bekendtgørelsen regler for måling og varsling ved ændrede afregningsprincipper.

Energistyrelsen forventer, at bekendtgørelsen skal træde i kraft den 1. september 2001 eller snarest muligt herefter.

Sekretariatet havde den 7. august 2001 meddelt, at Energitilsynet ikke havde bemærkninger til det fremsendte udkast.

4.5. Individuelle effektiviseringskrav til netvirksomheder
I forbindelse med Energitilsynets fastlæggelse af individuelle effektiviseringskrav til netvirksomhederne havde der i Energistyrelsen været overvejelser om at anmode miljø- og energiministeren om at delegere sin regeludstedelseskompetence efter elforsyningslovens § 70, stk. 2, til Energitilsynet.

Formanden har i den forbindelse besluttet, at Energitilsynet i første omgang ikke skulle anmode miljø- og energiministeren om en delegation af regeludstedelseskompetencen. Tilsynet kunne i stedet udarbejde en vejledning, som beskriver rammerne for Energitilsynets fastsættelse af individuelle indtægtsrammer, herunder bestemmelse af virksomhedernes effektiviseringspotentiale.

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO