Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Møde nr. 20


År 2001, den 29. oktober afholdt Energitilsynet møde. Mødet indledtes kl. 11.00.

Til stede fra Energitilsynet var Hans Henrik H. Østergaard, Mette Lis Andersen, Anders Larsen, Niels I. Meyer, Preben Schou og Birgitte Refn Wenzel. Torben Riber deltog i sin egenskab af suppleant.

Til stede fra sekretariatet var Nils Jan Hansen, Jacob Schaumburg-Müller, Johan Piper og Marianne Larsson.


Dagsorden

1. Inhabilitet på møde nr. 20
2.Valg af næstformand
3. Meddelelser fra Formanden
4. Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat

a) til møde nr. 18
b) til møde nr. 19
c) til møde nr. 20

Sager til beslutning

5. Godkendelse af priser pr. 1. juli 2001 for forsyningspligtige elvirksomheder
6. Fastsættelse af individuelle effektivitetskrav for elnet- og transmissionsvirksomheder
7. Aalborg Kommunale Elforsyning - byfornyelse - ny behandling i Energitilsynet
8. Fastsættelse af forrentningsprocent for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet på 150 kV og derunder
9. Tversted Kraftvarmeværk - klage fra 11 familier


Andet

10. Eventuelt


ad punkt 1: Inhabilitet

Ingen af Energitilsynets medlemmer fandtes at være inhabile under nogen af dagsordenens punkter.


ad punkt 2: Valg af næstformand

Energitilsynet vedtog at udsætte behandlingen af dette punkt til der var beskikket et nyt medlem i stedet for Peter Møgelvang-Hansen


ad punkt 3: Meddelelser fra Formanden

Formanden bød velkommen til Torben Riber, som var fra den 1. oktober 2001 var udnævnt som den ene af to faste suppleanter i Energitilsynet. Den anden suppleant Uffe Bundgaard-Jørgensen var forhindret i at deltage i mødet.


ad punkt 4: Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat

Uddrag af Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat udarbejdet til de aflyste møder den 27. august 2001 og 24. september 2001 og til mødet den 29. oktober 2001 er vedlagt som bilag til referatet.


ad punkt 5: Godkendelse af priser pr. 1. juli 2001 for forsyningspligtige elvirksomheder

Energitilsynet har den 27. oktober 2000 i "Vejledning om forsyningspligtige elvirksomheder, herunder Energitilsynets godkendelse af virksomhedernes prisfastsættelse" udstedt retningslinier for, hvordan reguleringen af de forsyningspligtige elvirksomheder vil komme til at foregå.

Af vejledningen fremgår, at reguleringen består af to dele: En prisgodkendelse, som foretages løbende (ex ante), når virksomhederne anmelder deres priser, og en avanceregulering, som foretages efter et års afslutning (ex post). Når virksomhederne får meddelelse om en prisgodkendelse, gøres de samtidig opmærksom på, at godkendelsen ikke udelukker, at avanceregulering af 2001 kan indebære, at selskabet skal nedsætte priserne. På begge tidspunkter tager reguleringen udgangspunkt i en beregnet referencepris, som består af referenceomkostninger til elindkøb lagt sammen med referenceomkostninger til administration m.v. - de såkaldte øvrige omkostninger - og reference for forrentning.

Sekretariatet havde anmodet alle forsyningspligtige elvirksomheder om at anmelde priser, budget m.v. opgjort pr. 1. juli 2001 i henhold til et udsendt skema.

Blandt de 51 forsyningspligtige elvirksomheder i Danmark havde alle indsendt et årsregnskab for 2000 samt prisanmeldelser for år 2001. For 49 virksomheder var anmeldelserne udfyldt på en måde, som muliggjorde en foreløbig vurdering af priserne, men for 3 af disse virksomheder skulle anmeldelsen underkastes en nærmere undersøgelse og for 4 andre virksomheder er priserne umiddelbart for høje i forhold til den beregnede referencepris.

Priserne i de resterende 42 virksomheder blev forelagt Tilsynet til afgørelse. De 42 virksomheder står for knap 90 procent af forsyningspligtigt elsalg i Danmark.

Energitilsynets referencepris er beregnet til 19,20 øre/kWh for Jylland/Fyn og 18,52 øre/kWh for Sjælland. Der er her taget hensyn til, at spotprisen i år 2001 har været højere end i den tilsvarende periode år 2000. Der er ligeledes taget højde for det tillæg, som virksomhederne skal betale for at prissikre sig i forhold til den Nord Pool områdepris, der er gældende i det område virksomheden er beliggende i.

Energitilsynet vedtog i medfør af elforsyningslovens § 72 en foreløbig godkendelse af priserne fra de 42 virksomheder. Blandt dem er der 27 virksomheder, som har anmeldt priser under Energitilsynets beregnede referencepris. For de øvrige 15 virksomheder gælder, at 2 virksomheder har anmeldt en lav pris, mens den foreløbige beregnede gennemsnitspris for hele året er højere end referenceprisen. Derudover er priserne fra 4 virksomheder højere end referenceprisen. Det er dog vurderingen, at deres gennemsnitspris for hele året vil holde sig under referenceprisen. Endelig er der 9 virksomheder, hvis priser umiddelbart er for høje, men hvor den anmeldte pris er lavere end den af Energitilsynets fastsatte 'buffer' på 0,5 øre/kWh. Den nævnte 'buffer' tager højde for, at referenceprisen kan stige frem til slutningen af året.

Alle virksomheder vil, så snart deres årsregnskab fremligger, blive efterreguleret med udgangspunkt i den endelige beregnede referencepris, som er baseret på data for hele kalenderåret. Efterreguleringen vil ikke tage hensyn til 'bufferen' på 0,5 øre/kWh, idet den kun har sin berettigelse, så længe der ikke forefindes oplysninger for hele året. Der vil dog blive taget individuelle hensyn til virksomheder med for høje priser i det omfang, at de høje priser skyldes særlige forhold, som virksomhederne ikke selv har kontrol over. Dette indebærer eksempelvis, at der tages hensyn til de virksomheder, som kan dokumentere en særlig forbrugsprofil blandt aftagerne. Derimod tager efterreguleringen ikke hensyn til virksomhedernes indkøbspolitik.


ad punkt 6: Fastsættelse af individuelle effektivitetskrav for elnet- og transmissionsvirksomheder

Energitilsynet skal med virkning fra 2002 udmelde individuelle effektivitetskrav til en række elvirksomheder, jf. elforsyningslovens § 70. Fastsættelsen af disse krav forudsætter, at Energistyrelsen udsteder en ændret bekendtgørelse om indtægtsrammer og åbningsbalancer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet på 150kV og derunder. Når bekendtgørelsen er trådt i kraft, vil Energitilsynet offentliggøre en vejledning om fastsættelse af effektivitetskrav.

På grundlag af et oplæg fra sekretariatet drøftede Energitilsynet principperne for fastlæggelsen af de individuelle effektivitetskrav.

Energitilsynet vedtog at bemyndige sekretariatet til at tage drøftelser med brancheorganisationen og derefter - med udgangspunkt i Tilsynets drøftelse - at forelægge sagen på næste Tilsynsmøde, såfremt der forinden var etableret et retsgrundlag for fastsættelsen af individuelle indtægtsrammer ved en ændring af Energistyrelsens bekendtgørelse om indtægtsrammer og åbningsbalancer.


ad punkt 7: Aalborg kommunale elforsyning - Byfornyelse - ny behandling i Energitilsynet

Energiklagenævnet har ved afgørelse af 5. februar 2001 ophævet og hjemvist en af Elprisudvalgets sekretariat truffet afgørelse af 6. december 1999 til ny behandling i 1. instans ved Energitilsynet.

Baggrunden herfor var, at en bestemmelse i den kommunale elforsynings tilslutningsbestemmelser, som klageren havde påberåbt sig, men som ikke var taget i betragtning ved sekretariatets afgørelse skulle inddrages i bedømmelsen. Denne bestemmelse havde ikke været inddraget bedømmelsen, fordi den ikke sås at være anmeldt til udvalgets register, Efter hjemvisningen blev det under den fornyede sagsbehandling konstateret, at rettidig anmeldelse af tilslutningsbestemmelserne var sket.

Af klagenævnets bemærkninger fremgår, at bestemmelsen skulle inddrages i beslutningen, idet manglende anmeldelse ikke burde stille forsyningsvirksomheden bedre end om anmeldelse var sket.

Ifølge den hjemviste afgørelse er det i medfør af den dagældende elforsyningslovs § 10, stk. 4 (lov nr. 54 af 25. februar 1976) ikke fundet urimeligt, at elforsyningen opkrævede yderligere investeringsbidrag i forbindelse med, at en erhvervsejendom i Aalborg, blev ombygget til beboelse. Leveringsomfanget blev i forbindelse med ombygningen forøget fra 630 ampere til 1275 anpere.

Klageren havde påberåbt sig § 4.3.3 i tilslutningsbestemmelserne, hvorefter et eksisterende leveringsomfang, for hvilket der er betalt investeringsbidrag, skal stilles til rådighed uden supplerende betaling. Elforsyningen havde påberåbt sig den almindelige anvendelse af standardinvesteringsbidrag, hvorefter, der betales for det leveringsomfang, der stilles til rådighed.

Formanden fremhævede, at det konkrete leveringsomfang i det foreliggende tilfælde måtte defineres udfra forbrugskategorien og ikke ud fra forbrugerens faktiske aftag af elektricitet.

I medfør af § 103 i den nugældende elforsyningslov, jf. lbk. nr. 767 af 28. august 2001, hvorefter sager, som er under behandling af Elprisudvalget ved elforsyningslovens ikrafttræden overføres til Energitilsynet, vedtog Energitilsynet, at meddele Aalborg kommunale elforsyning, bygherren Bill Nielsen v/ advokat Niels Kaiser, Aalborg samt Energiklagenævnet,

  • at det i forbindelse med en fornyet behandling af sagen er konstateret, at bestemmelsen i § 4.3.3. i den kommunale elforsynings tilslutningbestemmelser er behørigt anmeldt, og at Tilsynet beklager, at det fejlagtigt under sagens behandling i Energiklagenævnet er oplyst, at anmeldelse ikke har fundet sted,
  • at Tilsynet herefter har vurderet, om § 4.3.3 i tilslutningsbestemmelserne kan føre til et andet resultat end den afgørelse, der oprindeligt blev truffet af sekretariatet den 6. december 99,
  • at Tilsynet i overensstemmelse med hidtidig praksis finder, at elforsyningens krav om betaling af yderligere investeringsbidrag i forbindelse med, at en erhvervsejendom i Aalborg er blevet ombygget til beboelse, er fremsat på baggrund af det leveringsomfang, som bygherren har ønsket at få stillet til rådighed, og opgjort i overensstemmelse med den kommunale elforsynings almindelige praksis samt de retningslinier Energitilsynet har afstukket, idet "leveringsomfang" - i overensstemmelse med den gældende tariferingsstrukturs fastsættelse af standardinvesteringsbidrag - er defineret gennem den relevante forbrugskategori og ikke bestemt af den konkrete forbrugers faktiske eller forventede aftag af el, og
  • at Tilsynet derfor i medfør af § 10, stk. 4, i lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 1. juli 1996 og § 7, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1126 af 29. december 1999, ikke finder det urimeligt, at den kommunale elforsyning har opgjort betalingskravet, som anført i tilbud af 18. september 2000.


ad punkt 8: Fastsættelse af forrentningsprocent for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet på 150 kV og derunder

På sit møde den 10. april 2000 godkendte Energitilsynet, at forrentningsprocenten for netvirksomheder med elforsyningsnet på 150 kV og derunder fastsættes til 7 gældende for perioden 1. januar 2000 til 31. december 2003. Disse virksomheder var omfattet af Bekendtgørelse nr. 290 af 1. maj 2000 om åbningsbalancer mv. for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder.

Efterfølgende er bkg. nr. 290 af 1. maj 2000 erstattet af Bekendtgørelse nr. 325 af 10. maj 2001 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet på 150 kV og derover. Ordlyden i denne bekendtgørelse omkring fastsættelsen af størrelsen af forrentningsprocenten er uændret i forhold til bkg. nr. 290.

I høringsudkastet til ny bekendtgørelse, der skal afløse bkg. nr. 325 af 10. maj 2001, er bestemmelsen omkring fastsættelsen af forrentningsprocenten ændret for så vidt angår år 2002 og de efterfølgende år. Den ny bekendtgørelse forventes at træde i kraft i begyndelsen af november 2001,

Bestemmelserne om fastsættelsen af forrentningsprocenten indebærer bl.a., at forrentningen beregnes på grundlag af netaktivernes værdi tillagt en nødvendig omsætningsformue. Energitilsynet skal fastsætte den nødvendige omsætningsformue og offentliggøre beslutningsgrundlaget, der er anvendt ved fastsættelsen heraf.

Formanden understregede, at beslutningen om forrentningsprocenten sker på det gældende retsgrundlag, også for året 2002.

Energitilsynet vedtog, at der - som besluttet på Energitilsynets møde den 10. april 2000 - ved udmelding af indtægtsrammer for 2002 fortsat anvendes en maksimal forrentningsprocent på 7. Forrentningsprocenten på 7 er foreløbig. Spørgsmålet om fastsættelse af forrentningsprocenten for 2002 forelægges Tilsynet, når den ændrede bekendtgørelse er trådt i kraft.


ad punkt 9: Tversted Kraftvarmeværk - klage fra 11 familier

I foråret 2000 gennemførte Tversted Kraftvarmeværk a.m.b.a., der er et naturgasbaseret decentralt kraftvarmeværk, i samarbejde med Naturgas Midt-Nord I/S og Elsparefonden en kampagne med det formål at få elvarmekunder til at konvertere til fjernvarme.

Interesserede elvarmekunder i Tversted kunne kontakte Naturgas Midt-Nord I/S og herfra få besøg af en fjernvarmekonsulent. En gruppe elvarmekunder benyttede dette tilbud, og de fik hver især besøg af en konsulent fra Naturgas Midt-Nord I/S, der orienterede om, hvilke besparelser elvarmekunderne kunne opnå ved at konvertere til fjernvarme.

Under disse møder med konsulenten fra Naturgas Midt Nord underskrev 11 forbrugere en kampagneaftale.

De 11 forbrugere havde klaget til Energitilsynet over, at de gennem oplysningsmaterialet, samt udtalelser fra værkets ansatte og fra konsulenten fra Naturgas Midt-Nord I/S mener at have fået urigtige og alt for positive oplysninger om vilkårene i forbindelse med konverteringen. Klagerne anførte desuden, at de ikke forud for underskrivelsen af kampagneaftalen havde fået kopi af selskabets leveringsbestemmelser og vedtægter, herunder oplysninger om udmeldelsesbetingelserne. Klagerne mener derfor ikke, at de er bundet af deres underskift på kampagneaftalen, fordi værkets oplysninger har været urigtige og ufyldestgørende.

Kun 7 af de oprindeligt 11 elvarmekunder har ultimo 2000 fået indlagt fjernvarme. Tversted Kraftvarmeværk a.m.b.a.'s advokat og klagernes advokat havde i efteråret 2000 indgået en aftale om, at de 11 forbrugere, mens sagen verserer for Energitilsynet og domstolene, ville indbetale den faste afgift under forbehold om tilbagesøgning.

Sagen havde været på forelagt på Energitilsynets møde den 18. juni 2001. På dette møde besluttede Tilsynet, at udskyde behandlingen af sagen. Baggrunden for denne beslutning var, at Tversted Kraftvarmeværks advokat i et foreløbigt høringssvar udbad sig mere tid til afgivelse af høringssvar og protesterede mod, at sekretariatets blev lagt til grund ved sagens behandling. I det endelige høringssvar af 2. juli 2001 fremkom værkets advokat med enkelte konkrete bemærkninger til sagsfremstillingen.

Energitilsynet vedtog, jf. § 2, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 163 af 26. februar 2000 om Energitilsynets opgaver at meddele klagerne og Tversted kraftvarmeværk a.m.b.a., at Energitilsynet ikke har kompetence til at afgøre spørgsmålet om, hvorvidt de 11 forbrugere er bundet af kampagneaftalen, idet dette spørgsmål er aftaleretligt. Klagerne henvises til at få spørgsmålet bedømt af de almindelige domstole.


Ad punkt 10: Eventuelt

Formanden erindrede om, at næste møde i Energitilsynet var den 26. november 2001.

Mødet afsluttet kl. 13.00.

Bilag-a: Udarbejdet til møde nr. 18 - Uddrag af Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat
Bilag-b:
Udarbejdet til møde nr. 19 - Uddrag af Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat
Bilag-c:
Udarbejdet til møde nr. 20 - Uddrag af Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO