Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Uddrag af meddelelser fra Energitilsynets møde den 26. november 2001


1. Nye klagesager fra Energiklagenævnet

Der var ikke fra Energiklagenævnet modtaget meddelelse om nye klager over afgørelser fra Energitilsynet.


2. Afgørelser og meddelelser fra Energiklagenævnet

2.1. Hillerød Kommune - for sent indgivet klage
Energiklagenævnet havde den 26. oktober 2001 afvist at behandle en klage fra et revisionsfirma, da klagen var indgivet efter udløbet af klagefristen på 4 uger.

I sagen havde sekretariatet truffet afgørelse med klagevejledning ved skrivelse af 23. marts 2001. Energiklagenævnet modtog først den 7. juni 2001 en klage dateret 22. april 2001 over denne afgørelse.

Ved breve af 13. juni og 20. juli 2001 anmodede nævnet klageren om dels at begrunde klagen dels at sende kopi af den afgørelse, som ønskedes efterprøvet. I besvarelse heraf havde klageren den 1. august 2001 indsendt en begrundet klage til Energitilsynet.

Energiklagenævnet indhentede herefter fra sekretariatet en redegørelse for sagen samt kopi af afgørelsesskrivelsen og sagens øvrige akter.

Ved afgørelsen havde Energiklagenævnets formand henvist til §89, stk. 3 i lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 767 af 28. august 2001, hvorefter klage skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt.

Den pågældende sag er tidligere omtalt under punkt 1.6 i "Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat" udarbejdet til møde nr.18.

2.2. Hillerød Kommune - klage over afregning for el og fjernvarme
Energiklagenævnet havde den 7. november 2001 stadfæstet en af Energitilsynets sekretariat truffen afgørelse om en forbrugers el- og fjernvarmeregning for året 1998 fra Hillerød kommune El, Vand og Varme.

Sekretariatet havde i afgørelsen af 12. marts 2001 meddelt klageren, at Energitilsynet ikke kunne behandle de dele af klagen, der omhandlede afregningen i forbindelse med en tvangsauktion i 1998 eller klagerens økonomiske mellemværende med Told og Skat.

Sekretariatet havde endvidere meddelt, at man ikke fandt anledning til at rette indvendinger mod Hillerød El, Vand og Varmes fremgangsmåde, i henhold til varmeforsyningslovens § 21 stk. 4, eller elforsyningslovens § 77, stk. 1. Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at målerne ikke var genstand for tvist i sagen, og at regningerne var opkrævet i henhold til måleraflæsningerne. Vedrørende et af klageren rejst spørgsmålet om klagerens stilling i spørgsmålet om eventuel tilbagebetaling til fjernvarmeforbrugerne, måtte klageren afvente forsyningens beslutning herom. Sekretariatet havde oplyst, at det er normal praksis, at såfremt en forsyning i deres budget har kalkuleret med for høje priser, bliver beløbet overført til det følgende år, hvilket bevirker lavere priser til forbrugerne.

Ved afgørelsen havde Energiklagenævnet anført, at nævnets kompetence alene omfatter de spørgsmål, som Energitilsynet havde truffet afgørelse om i henhold til varmeforsyningsloven. Tilsynets afgørelse af 12. marts 2001 fandtes at være i overensstemmelse med loven og den refererede praksis.

Den pågældende sag er tidligere omtalt under punkt 1.4 i "Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat" til møde nr. 16.


3. Sager afgjort af Formanden

3.1. Danske Fjernvarmeværkers Forening - indførelse af funk-tionsopdelt standardkontoplan
Danske Fjernvarmeværkers Forening (DFF) havde i en henvendelse til Energitilsynet af 8. november 2001 beskrevet foreningens synspunkter vedrørende den proces, der skal lede frem til indførelsen af en funktionsopdelt standardkontoplan i fjernvarmeforsyningsselskaberne til brug for den kommende indtægtsrammeregulering.

DFF fandt det vigtigt, at indførelsen af den nye regulering sker fremadrettet og ikke på noget tidspunkt må betyde, at værkerne eksempelvis skal ompostere tidligere behandlede regnskabsbilag. DFF fandt det nødvendigt, at værkerne får en passende periode til at omstille regnskabssystemer og medarbejdere til den nye regulering.

Med hensyn til indførelsen af en standardkontoplan i fjernvarmeforsyningsselskaberne fandt DFF, at denne standardkontoplan ved indarbejdelsen i værkernes økonomisystemer forbereder disse systemer på de krav, som den kommende regulering vil stille. DFF mente, at Energitilsynet havde forsinket processen således, at standardkontoplanen ikke som forudsat blev offentliggjort pr. oktober 2001 med ikrafttræden 1. januar 2002. Det var DFF´s opfattelse, at det er nødvendigt med en omstillingsperiode på mindst 3 måneder med den konsekvens, at indførelsen af standardkontoplanen først burde ske tidligst 1. marts 2002.

I henhold til §2, stk. 3, i Forretningsorden for Energitilsynet havde Energitilsynets formand truffet afgørelse i sagen.

Det var herefter blevet meddelt DEF, at det er Formandens opfattelse, at det efter varmeforsyningslovens § 22, stk. 2, og stk. 3 er miljø- og energiministeriets opgave at fastsætte regler om regnskabsføring og budgettering i de virksomheder, der er omfattet af loven. Energitilsynet havde ikke viden om, hvorvidt ministeriet agtede at anvende denne bemyndigelse, men Tilsynet havde ikke selv kompetence til at fastsætte eller godkende sådanne regler og havde naturligvis heller ikke noget ansvar for en eventuel forsinkelse af sådanne regler.

I henhold til varmeforsyningslovens § 22, stk. 1, skal Tilsynet fastsætte regler om anmeldelse af regnskaber, budgetter og andre oplysninger til brug for fastsættelsen af de indtægtsrammer, der er beskrevet i lovens § 20 a. Tilsynet havde ikke på daværende tidspunkt mulighed for at udtale sig om, hvordan disse regler ville blive udformet, idet Tilsynet ikke havde kendskab til om og hvordan miljø- og energiministeriet ville udnytte beføjelserne i § 20 a, stk. 2, om fastsættelsen af generelle indtægtsrammer.

Det fremgik af den standardkontoplan med tilhørende vejledning, som DFF havde udarbejdet, at det forudsættes at der skulle udarbejdes et særskilt kalkulationsregnskab til brug ved fastsættelsen af de fremtidige indtægtsrammer. I det videre arbejde med udformningen af reguleringen via indtægtsrammer ville Tilsynet naturligvis være opmærksom på at kravene til et sådant kalkulationsregnskab burde udformes således at de så vidt muligt kunne opfyldes på grundlag af den regnskabsføring, der allerede sker i virksomhederne, men Tilsynet kunne ikke på daværende tidspunkt binde sig til en bestemt model, heller ikke for så vidt angik indberetningsperioden i forhold til regnskabsperioden.

Allerede på det foreliggende grundlag fandt Tilsynet dog, at det var mindre hensigtsmæssigt at der opereres med en hensættelseskonto med et indhold forskelligt fra årsregnskabsloven, og Tilsynet fandt ikke at dette er nødvendiggjort af bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 175 om driftsmæssige afskrivninger og henlæggelser til nyinvesteringer m.m.


4. Større væsentlige sager afgjort af sekretariatet

4.1. NESA - klage over varmepris
En række beboerne i AAB afd. 39 i Hjortekær havde klaget til Energitilsynet over varmeprisen fra NESA Varme A/S. Varmen, som NESA Varme A/S leverer til AAB afd. 39, produceres på et decentralt kraftvarmeværk, der i dag er ejet af NESA Produktion A/S. NESA havde oplyst, at den leveringsaftale, som regulerede aftaleforholdet mellem AAB afd. 39 og NESA, i dag regulerer afregningsgrundlaget mellem NESA Varme A/S og NESA Produktion A/S.

I forbindelse med sagens behandling havde sekretariat tidligere anmodet NESA om at give oplysninger om omkostningsforholdene i kraftvarmeværket. NESA havde hidtil ikke efterkommet anmodningerne.

Sekretariatet har ved skrivelse af 13. november 2001 meddelt NESA A/S, at Energitilsynet i medfør af varmeforsyningslovens § 23 b, stk. 5, senest den 11. december 2001 skulle have tilstillet nærmere angivne oplysninger om omkostningsforholdene i det kraftvarmeværk, der producerer varme til brug for varmeleverancer til AAB afd. 39 i Hjortekær. Det var endvidere meddelt NESA, at såfremt NESA Produktion A/S undlod at give Tilsynet de nævnte oplysninger rettidigt, ville sagen blive oversendt til Miljø- og energiministeren til videre foranstaltning, jf. varmeforsyningslovens § 33, efter hvilken Miljø- og energiministeren som tvangsmiddel kan pålægge NESA Produktion A/S daglige eller ugentlige bøder.

4.2. TRE-FOR - klage fra raffinaderi over PSO-tarif
A/S Dansk Shell Raffinaderiet i Fredericia anmodede den 8. marts 2001 Energitilsynet om at vurdere det lovmæssige grundlag for den PSO-tarif, som TRE-FOR opkræver af den del af raffinaderiets elforbrug, som raffinaderiet selv producerer. Raffinaderiet kritiserede særligt TRE-FOR´s pris for elbesparelses- og rådgivningsaktiviteter, som raffinaderiet ikke finder at have brug for, og som TRE-FOR pålægger raffinaderiet at betale som en PSO-omkostning.

PSO-omkostninger skal elforbrugerne betale af deres bruttoforbrug, jf. § 24, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 231 af 21. april 1998 om adgang til elforsyningsnettet m.v. Elforsyningslovens § 9, stk. 1, opregner udtømmende de PSO-omkostninger, som forbrugerne i et sammenhængende elforsyningssystem skal dække.

Omkostninger til elbesparelses- og rådgivningsaktiviteter, jf. elforsyningslovens § 22, stk. 1, nr. 6 og nr. 7, er ikke omfattet af elforsyningslovens § 9, stk. 1. Omkostninger, som ikke er omfattet af § 9, stk. 1, påhviler efter § 9, stk. 2, de forbrugere, der modtager virksomhedens ydelser og opkræves gennem den enkelte virksomheds tariffer.

Omkostninger, som de kollektive elforsyningsvirksomheder er pålagt efter elforsyningslovens § 21, stk. 1, nr. 6 og nr. 7, kan i henhold til § 1, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 350 af 3. maj 2000, indregnes ved fastsættelsen af netvirksomhedernes indtægtsrammer. Indtægtsrammerne skal i henhold til elforsyningslovens § 70, stk. 1, fastsættes med henblik på dækning af de i § 69 nævnte omkostninger ved en effektiv drift af virksomheden. De kollektive elforsyningsvirksomheders prisfastsættelse af deres ydelser efter elforsyningslovens § 69-72 skal i henhold til lovens § 73 ske efter rimelige, objektive og ikke diskriminerende kriterier i forhold til, hvilke omkostninger de enkelte køberkategorier giver anledning til.

Energitilsynets sekretariat havde ved skrivelse af 19. november 2001 meddelt A/S Dansk Shell Raffinaderiet, TRE-FOR og Eltra,

at Energitilsynet fandt i henhold til elforsyningslovens § 73, at Shell-Raffinaderiet i tariffen for det elforbrug raffinaderiet aftager fra nettet skal være med til at dække de af TRE-FOR´s nødvendige omkostninger til energibesparelses- og rådgivningsaktiviteter, der kan henføres til det spændingsniveau, som raffinaderiet i tariferingsmæssig henseende er tilsluttet jf. elforsyningslovens § 22, stk. 1, nr. 6 og nr. 7.

4.3. NVE - ændring af leveringsgrænse - stikledninger
Elinstallatørernes Landsforening ELFO havde i august 2000 rettet henvendelse til Energitilsynet angående NVE Net a/s' udvidelse af aktiviteter med stikledninger efter ikrafttræden af elforsyningsloven af 2. juni 1999. Det fremgik, at NVE i foråret 2000 fremrykkede leveringsgrænsen for nye tilslutninger, således at grænsen nu ligger ved måleren eller første afgrening i installationen. Dermed havde NVE overtaget ejerskabet til stikledningen.

For ELFO var problemet, at NVE med fremrykningen af leveringsgrænsen havde overtaget arbejdsopgaver, der tidligere blev udført for forbrugerne af foreningens medlemmer. Det var foreningens opfattelse, at den nye elforsyningslov ikke gav mulighed for en sådan ændring.

Ændringen af leveringsgrænsen viste sig på 4 måder: At NVE havde ændret sine tilslutningsbestemmelser, at NVE forestod arbejdet med anlæg af stikledninger, at de af NVE fastsatte obligatoriske investeringsbidrag for nye tilslutninger eller ændrede tilslutninger var forhøjet og nu også dækkede anlægget af stikledningen og endelig, at NVE fremover forestod drift og vedligeholdelse af stikledninger.

I december 2000 og januar 2001 fremkom Energistyrelsen foranlediget af NESA's tilbud til sine forbrugere om overtagelse af stikledninger med en vurdering af stikledningers placering i forhold til elforsyningsloven. Energistyrelsens vurdering består af to dele:

1. del. En stillingtagen til stikledningers placering i relation til elforsyningsloven og de aktiviteter, der følger af bevilling til netvirksomhed, jf. elforsyningslovens § 19. Styrelsen havde her vurderet, at stikledninger ikke er en del af det kollektive elforsyningsnet og at det følger heraf, at netvirksomheders aktiviteter med drift/vedligeholdelse og eventuelt ejerskab af stikledninger er sideordnede aktiviteter i relation til elforsyningsloven, og at de skal udskilles i henhold til lovens §47. Såfremt de samlede indtægter ved sideordnet aktivitet udgør mindre end 5% af omsætningen i den kollektive elforsyningsvirksomhed, er det dog uanset bestemmelserne i lovens §47 tilstrækkeligt, at de sideordnede aktiviteter er regnskabsmæssigt adskilt fra virksomhedens øvrige aktiviteter, jf. bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 186 af 20. marts 2000 om kollektive elvirksomheders sideordnede aktiviteter m.v.

2. del. En vurdering af placeringen af grænsen mellem en forbrugers installation og det kollektive forsyningsnet. Med Energistyrelsens formulering af grænsens placering syntes der imidlertid at opstå problemer i relation til visse former for stikledninger og elleverandørens forsyningsledninger, således som de forekom i NVE's område.

Med udgangspunkt i 1. del af Energistyrelsens vurdering havde sekretariatet den 15. november 2001 meddelt NVE:

  • at NVE's aktivitet med etablering, drift, vedligeholdelse og ejerskab af stikledninger i henhold til Energistyrelsens cirkulæreskrivelse af 11. januar 2001 måtte anses for at være en sideordnet aktivitet, jf. elforsyningslovens §47.
  • at NVE's aktivitet med stikledninger skal være udskilt fra de bevillingsmæssige aktiviteter i henhold til elforsyningslovens §47, stk. 4, og bekendtgørelse nr. 186 af 20. marts 2000 om kollektive elforsyningsvirksomheders sideordnede aktiviteter m.v.
  • at det måtte anses for urimeligt, og i strid med elforsyningslovens §6, stk. 3, at NVE i gennem fastsatte tilslutningsvilkår og investeringsbidrag påtvinger sine forbrugere at aftage ydelser vedrørende stikledninger, der ligger uden for de opgaver, en netvirksomhed skal foretage efter elforsyningsloven.
  • at det måtte anses for at være i strid med lovens krav om selskabsmæssig eller regnskabsmæssig udskillelse, jf. elforsyningslovens §47 og bekendtgørelse nr. 186 af 20. marts 2000, samt i strid med bestemmelserne om anmeldelse af priser, tariffer og betingelser for ydelser, der er omfattet af bevillingerne, jf. elforsyningslovens §76, stk. 1, at NVE anvender priser, herunder investeringsbidrag, der sammenblander betaling for aktiviteter inden for og uden for bevillingen.
  • at der til dækning af udgifter til vedligeholdelse af stikledninger, som selskabet måtte have overtaget, ikke kunne opkræves betaling hos forbrugere, der selv ejer deres stikledning
  • at betaling for stikledning, som selskabet ejer, samt for anlæg af stikledninger ikke vedrører elforsyningsloven og derfor ikke kunne opkræves i medfør af bestemmelser i lovens kapitel 10.
  • at Energitilsynet ikke havde kompetence til at bedømme, hvorvidt enkelte kategorier af stikledninger/forsyningsledninger, hvortil selskabet havde adgang til at tilslutte eventuelle nye kunder, kunne være en del af et kollektive forsyningsnet.

Endelig havde sekretariat meddelt parterne og ELFOR, at sekretariatet ville rette henvendelse til Energistyrelsen for at få tilvejebragt en afklaring vedrørende stikledninger og forsyningsledninger, der forekommer som dele af NVE's anlæg.

4.4. Blåhøj Energiselskab - fast afgift
En forbruger klagede til Energitilsynet over, at hendes varmeregning var for stor, da hun boede i et såkaldt lavenergihus.

Af varmeværkets redegørelse i sagen fremgik, at abonnementet på 4.800 kr. samt effektafgift på 20 kr./m2 var ens for alle i bebyggelsen, og at disse afgifter var bestemt af bestyrelsen for at gøre værket økonomisk bæredygtigt.

Energitilsynets sekretariat meddelte den 22. oktober 2001 forbrugeren, at varmeværkets faste omkostninger så vidt muligt skal dækkes af indtægter fra faste afgifter.

Herved får forbrugerne de rigtige prissignaler om, hvad det koster at levere varmen og kan handle herefter.

I henhold til en af det tidligere Gas- og varmeprisudvalg udsendt vejledning af 21. juli 1992 har varmeværkerne uden nærmere dokumentation kunne lade op til 80% af værkets samlede omkostninger dække af indtægter fra afregning efter det målte forbrug.

Herudover kan værkerne opkræve en forbrugsuafhængig betaling, for eksempel effektafgift, abonnementsbidrag, målerleje eller anden fast afgift, til dækning af de resterende faste omkostninger.

Den faste afgift er forbrugerens betaling for, at der døgnet rundt står et anlæg til rådighed, som forbrugeren har mulighed for at trække på.

Efter det af Blåhøj Energiselskab oplyste vedrørende fastsættelsen af selskabets takster fandt sekretariatet ikke, at Blåhøj Energiselskabs takstfastsættelse kunne anses for urimelig i henhold til varmeforsyningslovens § 21, stk. 4.

4.5. Energi Randers Varme - omkostninger ved ophør af fjernvarmeforsyning
En forbruger klagede til Energitilsynet over, at han i forbindelse med opsætning af et stokerfyr skulle betale Energi Randers Varme A/S ca. 10.000,- kr. for afbrydelse af fjernvarmeforsyningen.

Af varmeværkets redegørelse i sagen fremgik bl.a., at samtlige omkostninger, der er forbundet med udtrædelsen af Energi Randers skal betales af den, der ønsker at udtræde. De pågældende regler fremgik af §2, stk. 26 i et regulativ med almindelige bestemmelser for fjernvarmelevering, som Randers kommunale Værker havde udarbejdet.

Energitilsynets sekretariat meddelte den 23. oktober 2001 forbrugeren, at i henhold til praksis etableret under det tidligere Gas- og varmeprisudvalg kan det ikke anses for urimeligt, at forbrugerne opkræves betaling for de omkostninger, der er forbundet med en faktisk afbrydelse.

Sekretariatet fandt på denne baggrund ikke, at Energi Randers' fremgangsmåde i forbindelse med sagen, kunne anses for urimelig, jf. varmeforsyningslovens § 21, stk. 4.

Sekretariatet meddelte endvidere, at Energitilsynet ikke havde kompetence til at tage stilling til, hvorvidt beløbsstørrelsen ved afbrydelsen af fjernvarmeforsyningen svarede til omkostningerne i forbindelse hermed.

4.6. Tranbjerg Varmeværk - tilslutningsafgift og nedkølingskrav
En forbruger under Tranbjerg Varmeværk Amba havde rettet henvendelse til Energitilsynet vedrørende en reduktion i tilslutningsafgift til fjernvarme og en dispensation fra nedkølingskrav.

Forbrugeren, der boede i et lavenergihus, fandt det urimeligt, at han skulle betale samme tilslutningsafgift som forbrugere med et stort forbrug. For så vidt angik afkølingen havde forbrugeren svært ved at overholde et krav om nedkøling med 30˚, da han havde et enstrenget system. Derfor måtte forbrugeren betale afgift for manglende afkøling.

Af Tranbjerg Varmeværks redegørelse i sagen fremgik bl.a, at der i følge værkets vedtægter og værkets overenskomst med forbrugere om varmelevering, kan fastsættes en reduktion i betalingen af tilslutningsafgiften for visse bygningskategorier (svømmehaller, kirker og lign.), men denne bestemmelse kan ikke bruges ved tilslutning af beboelsesejendomme. Endvidere fremgik, at enhver forbruger er forpligtet til at nedkøle det cirkulerende fjernvarmevand med mindst 30˚ celsius, og at der kun kan meddeles dispensation fra dette krav, såfremt varmeværket ikke kan opretholde den lovede temperatur ved stikledningens afgrening på hovedledningen.

Energitilsynets sekretariat meddelte den 23. oktober 2001 klageren, at sekretariatet ikke fandt, at Tranbjerg Varmeværks administration af selskabets vedtægter, hvorefter dispensation fra størrelsen af tilslutningsafgift kun kunne gives til store forbrugere, idet disse varigt på grund af deres funktion udnyttede kapaciteten ekstraordinært lidt, kunne anses for urimelig i henhold til varmeforsyningslovens § 21, stk. 4.

Endvidere fandt sekretariatet ikke, at varmeværkets beslutning om at afvise dispensation for manglende afkøling kunne anses for urimelig, idet kravet om afkøling og betaling for manglende afkøling sikrer en økonomisk drift i samtlige forbrugeres interesse.


5. Andre forhold

5.1. Hvide Sande Fjernvarme A.m.b.a - Udmeldelse
Den 25. juni 2001 havde Energiklagenævnet ophævet et afslag, som Holmslands Kommune den 13. november 2000 havde meddelt en forbruger under Hvide Sande Fjernvarme A.m.b.a. på ansøgning om dispensation fra tilslutningspligt til fjernvarme for forbrugerens ejendom, beliggende Rolighedsvej 4, Hvide Sande.

Afgørelsen var truffet i henhold til § 26 i lov om varmeforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af 24. juli 2000, der hjemler Eneregiklagenævnet adgang til blandt andet at behandle klager truffet af en kommune efter varmeforsyningsloven eller regler udstedt i henhold til loven.

Energitilsynet eller sekretariat havde selvsagt ikke været inddraget hverken i kommunens eller Energiklagenævnets sagsbehandling.

Energiklagenævnet knyttede følgende bemærkninger til afgørelsen om ophævelse af afslaget på dispensation:

"Nævnet konstaterer, at Holmslands Kommune ikke havde udarbejdet og godkendt et tilslutningsprojekt for Hvide Sande Fjernvarmes forsyningsområde som forudsat i tilslutningsbekendtgørelsens § 2.

Dernæst har kommunen undladt høring af de berørte grundejere om den påtænkte beslutning om at pålægge tilslutningspligt til fjernvarme, som krævet i § 8, stk. 1 og 2 i projektredegørelsen, ligesom beslutningen ikke er meddelt i overensstemmelse med § 18, stk. 1 og 3 i tilslutningsbekendtgørelsen.

Holmslands Kommune havde således ikke fulgt de nødvendige procedurer ifølge tilslutningsbekendtgørelsen, hvorfor kommune ikke havde haft det fornødne grundlag for at kunne pålægge tilslutningspligt til bl.a. omhandlede ejendom.

Nævnet fandt herefter, at den af Holmsland Kommune trufne beslutning ikke var gyldig i forhold til klager. Der forelå dermed ikke en gyldig tilslutningspligt, hvorfra der kunne dispenseres.

Herefter var ejendommen Rolighedsvej 4, Hvide Sande ikke omfattet af tilslutningspligt til fjernvarme, men alene bundet af den leveringsaftale, der er indgået med fjernvarmeselskabet, herunder selskabets leveringsbestemmelser." (sekretariatets fremhævelse)

Værkets vedtægter og almindelige bestemmelser, dateret maj 1994, der er anmeldt til Tilsynets register indeholder nogenlunde enslydende bestemmelser om aftageforpligtelse, hvilken forpligtelse findes at være urimelig i henhold til varmeforsyningsloven. Den af værket anvendte leveringsaftale ses ikke at have været anmeldt til Tilsynets register.

Sekretariatet agtede - uagtet det af Energiklagenævnets anførte om, at forbrugeren er bundet af den leveringsaftale, der er indgået med fjernvarmeselskabet, herunder selskabets leveringsbestemmelser - at foretage en selvstændig vurdering af, på hvilke betingelser forbrugeren kan udtræde af værket, herunder om forbrugeren eventuelt skulle betale en udtrædelsesgodtgørelse.

Vurderingen ville ske på baggrund af den af Højesteret den 2. april 1987 afsagte dom, der fastslår følgende:

"Gas- og varmeprisudvalgets afgørelse, der er stadfæstet af Monopolankenævnet, er efter det oplyste i overensstemmelse med udvalgets og nævnets praksis. Højesteret finder ikke grund til at tilsidesætte disse myndigheders vurdering, hvorefter såvel pligten til at aftage ejendommens samlede forbrug af varme fra værket som den 20-årige aftage- og medlemspligt efter den stedfundne udvikling er urimelig, og derfor bør ophæves, dog at udtræden af værket kan betinges af betaling af en godtgørelse til værket."

Det var således med dommen fastslået at en forbruger - når der ikke foreligger tilslutningspligt - under alle omstændigheder kan udtræde af værket, når blot forbrugeren "rydder op efter sig", således at de tilbageværende forbrugere ikke belastes økonomisk af udtrædelse.

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO