Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Uddrag af meddelelser fra Energitilsynets møde den. 26. marts 2001

1. Nye klagesager

1.1 Aalborg Kommunes Forsyningsvirksomheder - opgørelse af udgifter ved uudnyttet gennemløb af fjernvarmevand
Energitilsynet behandlede på mødet den 29. januar 2001 under punkt 13 en sag, hvor en boligforening havde klaget over størrelsen af de udgifter, som Aalborg Kommunes Fjernvarmeforsynings havde forlangt dækket efter et merforbrug af fjernvarmevand, der var forårsaget af en fejlbetjening af varmeanlægget. På mødet blev Formanden bemyndiget til senere at træffe afgørelse i sagen.

Afgørelsen blev meddelt den 7. februar 2001. Heraf fremgik bl.a., at forsyningsvirksomhedernes hidtidige opgørelse af merudgifter ved uudnyttet merforbrug var i strid med praksis, og at refusion til forbrugere efter de herudfra beregnede procenter måtte anses for urimelig i medfør af varmeforsyningslovens § 21, stk. 4.

Aalborg Kommune, Forsyningsvirksomhederne havde indbragt denne afgørelse for Energiklagenævnet.

1.2. Billund Varmeværk - prisaftale mellem Billund Varmeværk og Billund Lufthavn
En forbruger i Billund havde anmodet Energitilsynet om at vurdere, om det er i overensstemmelse med varmeforsyningslovens bestemmelser, at Billund Varmeværk yder rabat til Billund Lufthavn.

Sekretariatet havde oplyst, at det enkelte kollektive varmeforsyningsanlæg i medfør af § 20, stk. 5, kan fastsætte forskellige priser til enkelte forbrugere, grupper af forbrugere og geografiske områder. Energitilsynet havde endvidere oplyst, at den aftalte rabat ikke måtte være urimelig, jf. § 21, stk. 4, i varmeforsyningsloven. Sekretariatets udtalelse indeholdt ingen vurdering af den konkrete prisaftale.

Forbrugeren havde indbragt Energitilsynets besvarelse for Energiklagenævnet.


2. Sager afgjort af Energiklagenævnet

2.1. Producenttilslutning af Hundslev Kraftvarmeværk
Den 6. marts 2001 havde Energiklagenævnet stadfæstet en af Energitilsynets sekretariat truffet afgørelse.

Sagen drejede sig om tilslutning af et af Energy Eurotec A/S ejet decentralt kraftvarmeværk til Nordøstfyns Elforsyning. Energy Eurotec A/S klagede over, at selskabet i forbindelse med tilslutning af selskabets decentrale kraftvarmeanlæg nummer to skulle betale for fremføring af samme kabel, som blev etableret i forbindelse med tilslutningen af anlæg nr. 1. De to kraftvarmeanlæg var opført på samme adresse. Kraftvarmeanlæg nummer to blev tilsluttet kablet, der blev etableret i forbindelse med tilslutningen af det første kraftvarmeanlæg.

Sekretariatet meddelte den 21. februar 2000 Nordøstfyns Elforsyning, at det ansås for urimeligt, såfremt det opkrævede tilslutningsbidrag for tilslutning af Eurotec Energy's kraftvarmeanlæg nummer 2 var højere end Nordøstfyns Elforsynings faktisk afholdte udgifter.


3. Større væsentlige sager afgjort af sekretariatet

3.1. MES - klage over omlægning af betalingsperiode
En forbruger under Midtjyllands Elektricitetsforsynings Selskab (MES) klagede til Energitilsynet over, at MES havde omlagt betalingsperioden for elregninger fra bagudbetaling til forudbetaling. Omlægningen betød, at kunderne i en periode måtte betale et højere acontobeløb.

Omlægningen af betalingsmåden var af MES blevet averteret i de lokale blade i god tid inden omlægningen, og denne avertering var blevet gentaget i forbindelse med udsendelsen af elregningerne.

Sekretariatet meddelte klageren, at sekretariatet ikke fandt, at omlægningen fra bagudbetaling til forudbetaling kunne anses for urimelig.

Begrundelsen herfor var, at ændringen af betalingsmåden betød mindre administrative omkostninger i forbindelse med restanceinddrivelse og mindre tab på debitorer, hvilket er i samtlige forbrugeres interesse.

Endvidere lagde sekretariatet vægt på, at MES havde annonceret omlægningen i god tid, så kunderne havde tid til at indrette sig på den.

Endelig lagde sekretariatet vægt på, at den rentefordel forudbetalingen ville medføre, ifølge MES ville komme forbrugerne til gode i form af lavere elpriser.

3.2. Midtjysk Elforsyning - klage over betalingsordning til afvikling af restance
En forbruger under MEF klagede over selskabets fremgangsmåde i forbindelse med afvikling af en restance ved hjælp af en afdragsordning. Da betalingsordningen blev misligholdt, blev elleverancerne til forbrugerens bolig afbrudt.

Forbrugeren var af den opfattelse, at elselskabet ikke havde krav på abonnementsbetaling (fast afgift) for den periode, hvor elleverancerne havde været afbrudt, og endvidere, at selskabet var erstatningspligtig for "direkte omkostninger og tab", som følge af afbrydelsen. Endelig fandt forbrugeren, at elselskabet ikke havde handlet i overensstemmelse med reglerne i lov nr. 319 af 14. maj 1997 om incassovirksomhed.

Elselskabet oplyste, at selskabets gebyrer er omkostningsbestemte, og at selskabet i tilfælde af restance følger de af Danske Energiselskabers Forening fastlagte retningslinier for restanceinddrivelse og tabsbegrænsning. Disse retningslinier, der i sin tid blev tiltrådt af Elprisudvalget, angiver nærmere regler for betalingsfrist, inddrivelsesprocedure (herunder fremsendelse af rykkerskrivelser), og afbrydelse af elforsyningen. De af selskabet anmeldte "Bestemmelser for ellevering" indeholder regler i overensstemmelse med disse retningslinier.

Af aftalen om betalingsordning fremgik, at gebyr for oprettelse af betalingsordningen samt udsættelse af betalingsfristen ville blive påført den efterfølgende regning, og at der kunne forventes aflagt incassobesøg uden yderligere varsel, såfremt aftalen ikke blev overholdt. Af betalingsordningen fremgik endvidere, at "følgeskader opstået ved afbrydelse af eltilførslen er MEF uvedkommende". Elselskabet havde ment at være berettiget til at opkræve abonnementsafgift (fast afgift), også efter at afbrydelse af forsyningen havde fundet sted, idet målerudstyret fortsat var installeret.

Sekretariatet fandt, at inddrivelse af restancer i overensstemmelse med de anførte retningslinier ikke kan anses for urimelig i henhold til elforsyningsloven, men meddelte at der ikke var taget stilling til, om elselskabet rent faktisk havde fulgt de anmeldte restanceinddrivelsesregler, idet afklaring af dette forudsætter en bevisførelse, der henhører under domstolene.

Lov om incassovirksomhed omhandler ifølge § 2 erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer for andre og hermed er en erhvervsvirksomheds inddrivelse af egne fordringer ikke omfattet af loven. Elselskabets inddrivelse af egne tilgodehavende for el leveret fra forsyningen til forbrugerens bolig var derfor efter Energitilsynets opfattelse ikke omfattet af nævnte lov.

Endvidere fandt sekretariatet, at da fast afgift er betaling for forbrugerens mulighed for at kunne trække på værkets kapacitet, kunne det ikke anses for urimeligt i henhold til elforsyningsloven, at elselskabet opkrævede abonnementsbetaling (fast afgift) også for den periode, hvor elforsyningen til forbrugerens bolig midlertidigt havde været afbrudt, idet forsyningen umiddelbart havde kunnet genetableres, efter at restancerne var blevet betalt.

Endelig oplyste sekretariatet, at spørgsmålet om betaling af erstatning fra selskabets side for skader og tab som følge af afbrydelse af el afgøres af domstolene efter dansk rets almindelige erstatningsregler.

3.3. Svogerslev Fjernvarme - beregning af varmeforbrug
En forbruger under Svogerslev Varmeværk klagede over fjernvarmeværkets beregning af varmeforbrug i forbindelse med en målerfejl.

I oktober konstaterede forbrugeren en lækage på afgangssiden af måleren, hvorefter fjernvarmeforsyningen blev kontaktet.

Svogerslev Fjernvarme oplyste i sin redegørelse for sagen, at værket løbende registrerer vandtab, og at der ikke var sket ændringer i centralens vandtab i den omhandlede periode.

Måleren var udtaget til kontrol og rutinemæssigt udskiftet.

I overensstemmelse med den af Gas- og Varmeprisudvalget fastlagte praksis var der herefter af varmeværket blevet foretaget en graddageberegning med udgangspunkt i det sidst korrekt registrerede år inden fejlen.

Sekretariatet meddelte forbrugeren, at fjernvarmeværkets fremgangsmåde ikke kunne anses for urimelig i henhold til varmeforsyningsloven.

3.4. Klage over Middelfart Fjernvarme
En forbruger under Middelfart Fjernvarme klagede over, at han af fjernvarmeværket var blevet opkrævet et gebyr for manglende selvaflæsning på 200 kr.

Ifølge det af fjernvarmeværket oplyste dækker gebyret for manglende selvaflæsning udsendelse af rykkeraflæsningskort, forsøg fra værkets ansatte på at foretage måleraflæsning og fastsættelse af et skønnet forbrug, såfremt aflæsning ikke opnås.

Sekretariatet fandt, at et gebyr på 200 kr. ikke kunne anses for urimeligt i henhold til varmeforsyningslovens, under hensyn til hvad gebyret skal dække. Systemet med selvaflæsning er indført for, i samtlige forbrugeres interesse, at nedbringe værkets administrationsomkostninger, og det måtte anses for rimeligt, at de forbrugere der ikke selvaflæser betaler de hermed forbundne omkostninger.

Imidlertid oplyste Middelfart Fjernvarme overfor sekretariatet, at i det foreliggende tilfælde indsendte klageren rykkeraflæsningskort, således at det ikke var nødvendigt at forsøge at foretage aflæsning eller fastsætte et skønnet forbrug.

På denne baggrund fandt sekretariatet, at det i det foreliggende tilfælde måtte anses for urimeligt i henhold til varmeforsyningsloven, såfremt klageren blev opkrævet det fulde gebyr på 200 kr. for manglende selv-aflæsning, idet en del af de foranstaltninger, gebyret er beregnet på at dække ikke havde været foretaget i det foreliggende tilfælde.

3.5. Klage over nægtelse af markedsadgang for Rosengårdscentret.
Rosengårdscentret klagede til Energitilsynet over Odense Elforsynings afvisning af at betragte Rosengårdscentret som ét forbrugssted med deraf følgende mulighed for frit at købe el i overensstemmelse med elforsyningslovens § 7.

Rosengårdcentret gjorde opmærksom på, at centret er at betragte som ét forbrugssted, idet centret er beliggende på samme matrikelnummer. Med henvisning til at centrets samlede elforbrug er større end 10 mio. kWh/år, anførte centret, at det havde fri markedsadgang pr. 1. april 2000 eller alternativt 1. januar 2001.

Odense Elforsyning fremførte, at det er rigtigt, at specialbutikkerne i centret ligger på et matrikelnummer, nemlig Rosengårdcentret. Men hver butik har sin egen stikledning og elmåler, og hver butik er oprettet som selvstændige installationer på linie med andre forbrugere. Hver af disse butikker skulle håndteres i forhold til det frie elmarked.

Sekretariatet havde oplyst, at i henhold til elforsyningslovens § 5 er et forbrugssted defineret som et punkt, hvorfra der aftages elektricitet til ét samlet matrikelnummer eller til sammenhængende bygninger fordelt på flere matrikelnumre med kun én forbruger af elektricitet.

Efter sekretariatets opfattelse indebærer definitionen at uanset om der aftages elektricitet til ét samlet matrikelnummer eller til sammenhængende bygninger fordelt på flere matrikelnumre, omfatter den alene én forbruger.

Det fremgår endvidere af elforsyningslovens § 7, at enhver elforbruger senest fra den 1. januar 2003 frit kan vælge elleverandør. I bemærkningerne til lovens § 7 er præciseret, at der er tale om slutforbrugernes frie valg af leverandør.

Efter sekretariatets opfattelse ville det ikke være i overensstemmelse med elforsyningsloven, såfremt hver enkelt af butikkerne i Rosengådscentret alene på grund af det samlede matrikelnummer og det høje årlige elforbrug for centret som helhed blev behandlet som fri kunde, selvom de enkelte butikker ikke i henhold til elforsyningslovens § 7 endnu frit kan vælge elleverandør.

Efter sekretariatets opfattelse indebar dette, som anført af Odense Elforsyning, at det var den enkelte butiks elforbrug, og ikke Rosengårdcentrets samlede elforbrug, der afgjorde, hvornår den enkelte butik kan vælge elleverandør.


4. Andre forhold

4.1. Henvendelse til Justitsministeriet vedrørende ændring af lov om renter ved forsinket betaling m.v.
Den 5. marts 2001 havde sekretariatet efter bemyndigelse fra Energitilsynet rettet henvendelse til Justitsministeriets lovafdeling foranlediget af lovforslag nr. 132 om forslag til lov om ændring af lov om renter ved forsinket betaling m.v. (Loft over rykkergebyrer m.v. i forbrugerforhold).

Sekretariatet havde i henvendelsen peget på, at det ville være ønskeligt, at der under behandlingen af lovforslaget tages udtrykkelig stilling til spørgsmålet om de foreslåede nye reglers anvendelse på de rykkergebyrer, der opkræves af de kommunale forsyningsvirksomheder, således at den retlige tvivl, der i dag gør sig gældende med hensyn til sådanne gebyrer ikke forstærkes, men tværtimod elimineres.

Sekretariatet havde henvist til Energitilsynets afgørelse på mødet den 10. april 2000, hvor Energitilsynet fandt, at såvel de kommunale som de private forsyningsvirksomheder efter elforsyningsloven og varmeforsyningsloven alene er berettiget til at opkræve gebyrer for rykkerskrivelser m.v., når dette fremgår af værkets leveringsbetingelser, og at sådanne gebyrer ikke må overstige de gennemsnitlige, rimelige omkostninger ved udsendelse af erindringsskrivelser mv.

Denne afgørelse, der er en videreførelse af Elprisudvalgets og Gas- og varmeprisudvalgets praksis på området, var funderet i den opfattelse, at lov nr. 939 af 27. december 1991 (med senere ændringer) om gebyrer og morarenter vedrørende visse ydelser, der opkræves eller inddrives af amtskommuner og kommuner, næppe tager sigte på kommunale forsyningsvirksomheder, og at denne lov i alt fald må vige for elforsyningslovens regulering.

Energiklagenævnets stillingtagen til Energitilsynets fortolkning var forventet i en nylig afgjort sag, hvor klageren, energiselskabet TRE-FOR, i sin klage over en af Elprisudvalget truffet afgørelse gjorde gældende, at selskabet som kommunal institution var berettiget til at opkræve 250 kr. i gebyrer i henhold til lov nr. 939 af 27. december 1991 om gebyrer og morarenter. Under sagens behandling for Energiklagenævnet blev det imidlertid oplyst, at TRE-FOR ikke er en kommunal forsyningsvirksomhed, men en selvejende institution. Energiklagenævnet havde herefter ikke anledning til at tage stilling til spørgsmålet om den nævnte lovs anvendelse på kommunale forsyningsvirksomheder.

Spørgsmålet om, hvorvidt de kommunale forsyningsvirksomheder er berettiget til at opkræve højere gebyrer end ikke-kommunale forsyningsvirksomheder, har således endnu ikke fundet sin afgørelse ved Energiklagenævnet.

Sekretariatet havde henvist til, at Lovforslag 132 efter bemærkningerne "skal gælde for rykker- og inkassogebyrer vedrørende fordringer på formuerettens område" og ikke for "offentlige myndigheders opkrævning af rykkergebyrer i forbindelse med krav af offentligretlig karakter". Dette syntes umiddelbart at pege i retning af, at sigtet med lovforslaget er, at kommunale forsyningsvirksomheders gebyrer i anledning af forsinket betaling for leverede ydelser er omfattet af loven på linje med ikke-kommunale forsyningsvirksomheder. Lovforslaget og bemærkningerne hertil kommer imidlertid så vidt ses ikke nærmere ind på spørgsmålet.

Sekretariatet havde endelig i lyset af den overfor skitserede udvikling henvist til, at det efter Energitilsynets opfattelse ville være ønskeligt, at der under Folketingets behandling af Lovforslag 132 blev taget udtrykkeligt stilling til lovforslagets anvendelse på kommunale forsyningsvirksomheder.

4.2. Henvendelse fra DEF til Folketingets Retsudvalg vedrørende gebyrer
Danske Energiselskabers Forening havde den 16. marts 2001 rettet henvendelse til Folketingets Retspolitiske Udvalg vedrørende Lovforslag nr. 132 om ændring af lov om renter ved forsinket betaling.

DEF påpegede i sin henvendelse, at det er uhensigtsmæssigt, såfremt det er den bagvedliggende ejerform, der er afgørende for, hvilke størrelse gebyr, der kan opkræves af en forsyningsvirksomhed. Elforsyningerne leverer - uanset ejerforholdene - den samme ydelse til kunderne. Det måtte derfor være mest korrekt og hensigtsmæssigt med ensartede regler inden for elforsyningen.

Sekretariatet havde den 23. marts 2001 afgivet en redegørelse til Energistyrelsen foranlediget af et spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg til ministeren i anledning af DEFs henvendelse vedrørende L 132.

Sekretariatet havde i sin besvarelse redegjort for Energitilsynets for Energitilsynets afgørelse af 10. april 2000 og fremført de samme synspunkter som i sin henvendelse til Justitsministeriets Lovkontor af 6. marts 2001, hvilken redegørelse sekretariatet havde oplyst om i besvarelsen.

4.3. Henvendelse fra Læsø Kommune vedr. kompensation af visse varmekunder
Læsø Kommune anmodede den 15. februar 2001 Energitilsynet om en udtalelse i forbindelse med omlægning af den lokale fjernvarmeforsynings priser til en mere kost-ægte tarifering.

Kommunens udvalg for Teknik og Miljø samt Kommunalbestyrelsen havde i juni 2000 godkendt fjernvarmeforsyningens nye tariffer. Tarifferne blev den 19. juli 2000 anmeldt til Energitilsynet som gældende fra 1. januar 2000. De nye tariffer var blevet anvendt i forbindelse med afregning for hele forbrugsåret 2000. I den anledning havde en række varmekunder, der som følge af tarifomlægningen havde fået stigende varmeudgifter, sat spørgsmålstegn ved, om tarifferne kunne ændres med tilbagevirkende kraft, som det var sket.

I baggrund heraf samt under hensyn til at ændringen i tarifferne ikke havde været meddelt den enkelte forbruger direkte, men udelukkende havde været omtalt i den lokale avis, havde kommunalbestyrelsen taget sagen op igen. Kommunalbestyrelsen ønskede ikke, at omlægningen skulle ramme varmeforbrugerne unødigt og havde derfor forespurgt Energitilsynet, om det ville være lovligt, at fjernvarmeforsyningen midlertidigt kompenserede de forbrugere, der havde fået en ekstraregning som følge af tarifændringen. Det blev i henvendelsen oplyst, at det drejede sig om et beløb på ca. 85.000 kr., der i givet fald skulle indregnes i den fremtidige tarifering.

Sekretariatet meddelte Læsø Kommune, at en ændring af tarifferne ikke må ske med tilbagevirkende kraft, hvilket fremgår af §4, stk. 1 og stk. 4 i Bekendtgørelse nr. 1070 af 4. december 2000 om regler for anmeldelse af priser, omkostningsfordeling og andre betingelser for transport og levering af fjernvarme samt hel eller delvis salg af ejerandele i varmeforsyningsvirksomheder. Tilsvarende regler havde været fastlagt i den tidligere gældende anmeldelsesbekendtgørelse nr. 610 af 27. august 1990.

Sekretariatet vurderede endvidere, at der var sket en omfordeling af fjernvarmeforsyningens omkostninger mellem de enkelte fjernvarmekunder i perioden fra 1. januar 2000 til tidspunktet for anmeldelse af de ændrede priser til tilsynet. I sagens natur ville der være kunder, der havde betalt for meget i forhold til en situation, hvor den gamle tarifering i overensstemmelse med reglerne var fortsat indtil anmeldelsestidspunktet, og kunder, der i perioden frem til anmeldelsestidspunktet, havde betalt for lidt. Energitilsynet ville derfor ikke finde det urimeligt, at kunder, der havde betalt for meget, modtog en kompensation, som det var foreslået i henvendelsen. Kompensation skal modsvare det beløb, som kunderne har betalt for meget. Kommunen skulle i den forbindelse sikre, at alle kunder, der har betalt for meget, kompenseres. For at sikre en hurtig tilbagebetaling, kunne denne evt. ske i forbindelse med den næste opkrævning hos varmekunderne. Den samlede kompensationsudgift vil fjernvarmeforsyningen kunne indregne i sit kommende budget.

Hvad angår offentliggørelsen af de gennemførte tarifændringer, oplyste sekretariatet, at der ikke er fastsat nærmere regler herfor, idet Energitilsynet endnu ikke har taget stilling til dette spørgsmål. Gas- og Varmeprisudvalget havde tidligere ved behandlingen af dette spørgsmål fundet, at en offentliggørelse af ændrede tariffer udelukkende i den lokale avis ikke kunne anses for urimelig.

4.4. Klage fra Morsø Kommune over ulighed i bestemmelserne om aftag af prioriteret strøm.
Morsø Kommune havde fremsendt en klage vedrørende problemstillingen om forskelligt aftag af prioriteret strøm øst og vest for Storebælt.

Det fremgik af klagen, at virksomheder i Danmark vest for Storebælt er forpligtet til at aftage mere end dobbelt så meget prioriteret strøm end virksomheder øst for Storebælt. Prisen på prioriteret strøm er mere end 3 gange højere end prisen på markedsstrøm.

Morsø Kommune havde anført, at disse forhold i betydelig grad bidrager til at forvride konkurrencen mellem virksomheder beliggende henholdsvis øst og vest for Storebælt. I den forbindelse havde Morsø Kommune gjort opmærksom på bekendtgørelsen om udligning af prioriteret elektricitet produceret på vedvarende energianlæg og bemærket, at denne ikke gælder for strøm produceret på kraftvarmeværker.

Sekretariatet oplyste, at for så vidt angår udligning af prioriteret elektricitet fremgår det af § 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1183 om udligning af prioriteret elektricitet produceret på vedvarende energianlæg, skal halvdelen af den prioriterede VE-elektricitet i 2001 udlignes mellem de to bevillingsområder. Af bekendtgørelsens § 3, stk. 3, fremgår, at fra 1. januar 2002 skal hele den prioriterede produktion udlignes mellem de to bevillingsområder.

Udligningsordningen for prioriteret VE-elektricitet omfatter kun kraftvarmeværker i det omfang, produktionen af elektricitet på disse værker er VE-elektricitet som defineret i § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1183 om udligning af prioriteret elektricitet produceret på vedvarende energianlæg. Dette indebærer, at naturgasbaserede kraftvarmeværker ikke er omfattet af udligningsordningen.

Sekretariatet havde anmodet Morsø Kommune om at kontakte Energistyrelsen som kompetent myndighed, såfremt kommunen ønskede at forfølge dette forhold yderligere.


5. Internationale forhold

5.1. Arbejdsgruppemøde i Oslo
Sekretariatet havde deltaget i et arbejdsgruppemøde i Oslo vedrørende et nordisk benchmarkingprojekt. Deltagere i projektet er Norge, Sverige, Finland, Holland og Danmark.

Formålet med projektet er at sammenligne omkostningsstrukturer og effektivitet for de største netvirksomheder i deltagerlandene. For Danmarks vedkommende drejer dette sig om 25 virksomheder. Projektet er initieret af NVE, den norske regulatormyndighed i sommeren 2000.

Forud for mødet havde de enkelte lande fremsendt en række data til brug for benchmarkingmodellen. Benchmarkingen bygger på en såkaldt DEA-model (Data Envelopment Analysis). De fremsendte data blev diskuteret på mødet tillige med visse modelforudsætninger.

På mødet deltog udover repræsentanter fra de enkelte deltagerlande et forskerteam fra Universitetet i Oslo. Dette forskerteam skal i den kommende tid stå for den endelige udarbejdelse af modellen, samt eventuelt henvendelse til deltagerlandene om reviderede data. Det blev aftalt på mødet, at NVE ville fremlægge resultatet af projektet på det nordiske regulatormøde i marts 2002.

5.2. CEER-seminar i Helsinki
Sekretariatet havde deltaget i et CEER-seminar i Helsinki vedrørende de nordiske elektricitetsmarkeder. På seminaret blev orienteret om en række forhold, som karakteriserer de nordiske lande, idet det specielt var de finske erfaringer og problemstillinger, der kom i fokus.

På CEER-seminaret fremkom indlæg vedrørende følgende emner:

  • Fingrids (det finske transmissionsselskab) opfattelse af udviklingen af det nordiske elmarked
  • Balancekraftmarkedet og balanceansvaret
  • Flaskehalsstyring og tarifharmonisering i Norden
  • Elbørsen Nord Pool, herunder det finansielle elmarked
  • Elbørser i Europa og hvor mange der er plads til
  • Forskellige kommercielle aktørers syn på den nordiske elmarked.

Sekretariatet nævnte kort på forespørgsel, at det var positivt, at Danmark nu var blevet fuld deltager på det nordiske elbørsmarked, jf. at Østdanmark var kommet med i Nord Pool fra oktober 2000. Der eksisterede dog fortsat flaskehalse for elektricitetsoverførsel flere steder i det nordiske system.

Sekretariatet nævnte desuden, at der stadig var nogle enkelte forhold, der forhåbentlig ville blive afklaret i den kommende tid.

For det første eksisterede der stadig grænsetariffer på svensk side i forbindelse med el-udveksling med Danmark.

For det andet ville det være velkomment, hvis koordinationen mellem landenes myndigheder blev forbedret i forbindelse med fremtidige ændringer i reguleringen af Nord Pool.

Endelig for det tredje ville det være hensigtsmæssigt, at få klarlagt om de danske systemansvarlige selskabers ansøgning om medejerskab af Nord Pool kunne imødekommes.

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO