Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Uddrag af meddelelser fra Energitilsynets møde den 26. februar 2001

1. Nye klagesager

1.1. NESANET A/S - placering af indskud i Energi E2 A/S
Energitilsynet vedtog på mødet den 29. januar 2001 at meddele NESA A/S og NESANET A/S, at det fremgår af elforsyningslovens § 97, stk. 2, at ejerandele i elproduktionsvirksomheder skal placeres i netselskabet som en forudsætning for at der kan meddeles bevilling, og at kompetencen til at fravige dette krav er tillagt miljø- og energiministeren, jf. elforsyningslovens § 97, stk. 3.

Energitilsynet vedtog endvidere, at videreførelse af beløb til NESA A/S, som NESANET A/S fremtidig modtager i form af udbytte af ejerandelen i Energi E2 A/S, vederlag ved salg af ejerandelen og provenu ved likvidation af Energi E2 A/S ville være i strid med elforsyningslovens § 70.

Under henvisning til de påstande, der var gjort gældende i forbindelse med tilsynets behandling af sagen, havde advokat Claus Høeg Madsen den 7. februar 2001 på vegne af NESA A/S og NESANET A/S indbragt afgørelsen for Energiklagenævnet.

1.2. NESA- klage over manglende tilbagebetaling
Den 15. november 2000 afgjorde sekretariatet en klage fra en forbruger under NESA over manglende tilbagebetaling af for meget betalt elektricitet.

Sekretariatet fandt, at der ikke var grundlag for at rette indvendinger imod NESAs fremgangsmåde i sagen.

Den 19. februar 2001 havde Energiklagenævnet meddelt, at klageren ved personligt fremmøde havde indbragt denne afgørelse for Energiklagenævnet.


2. Sager afgjort af Energiklagenævnet

2.1. Kolding Kommune - fordeling af afgift på affaldsvarme
Den 2. februar 2001 havde Energiklagenævnet stadfæstet en afgørelse truffet af Gas- og Varmeprisudvalgets formandskab den 30. november 1999.

Sagen drejede sig om fordeling af afgift på affaldsvarme på henholdsvis varmeprisen og affaldsgebyrer efter indførelse af afgift i henhold til lov nr. 437 af 1998 om afgift på stenkul, brunkul og koks mv.

Kolding Kommune der via sit affaldsforbrændinganlæg leverer varme til KOE fandt, at hele afgiften burde væltes over på varmeprisen, således at hele afgiften fuldt og helt blev betalt af varmeforbrugerne. Dette blev bestridt af KOE.

Gas- og Varmeprisudvalget fandt i sin afgørelse, idet udvalget henholdt sig til et notat fra Skatteministeriet af 6. april 1999, at afgiften kunne væltes over på varmeprisen medmindre prisen på affaldsvarme dermed blev højere end prisen på alternativ varme. I det omfang prisen blev højere end den alternative pris, måtte afgiften belaste affaldsprisen.

For KOEs vedkommende var den alternative varme leveret fra TVIS. Hvorledes substitutionsprisen for varme leveret fra TVIS skulle beregnes havde Gas- og Varmeprisudvalget afgjort den 24. oktober 1996.

Kolding Kommune indbragte Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelse af 30. november 1999 for Konkurrenceankenævnet. Den 1. januar 2000 blev sagen overført til Energiklagenævnet. Kolding Kommune nedlagde for klagenævnet dels påstand om, at hele afgiften kunne overvæltes på varmeprisen dels at den alternative pris skulle være TVIS´ variable pris og ikke substitutionsprisen som fastsat ved Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelse af 24. oktober 1996.

Energiklagenævnet henviste i sin afgørelse til, at det af afgiftsloven og bemærkningerne til forslaget herom fremgår, at affaldsvarmeafgiften er indført som led i en samlet regulering af afgifter på brændsler til opvarmning, hvor der tilstræbes et ensartet afgiftsniveau i forhold til forskellige brændslers energiindhold. Afgiftsforhøjelserne må således antages at påvirke omkostningerne ved fremstilling af anden varme tilsvarende, herunder prisen på varme leveret gennem den alternative leverandør, TVIS. Hermed vil også prisloftet for varmen fra Kolding affaldsanlæg blive hævet. Det vil derfor ikke være rimeligt, om Kolding Kommune kunne indregne affaldsvarmeafgiften som et tillæg hertil.

Med hensyn til beregningen af substitutionsprisen bemærkede klagenævnet, at Gas- og Varmeprisudvalgets tidligere afgørelse om parternes prisforhold ikke havde været påklaget, hvorfor nævnet måtte lægge til grund, at disse afgørelser var endelige og indeholder den gældende regulering af parternes prisforhold.

2.2. Betalingsforhold ved forureningsforanstaltninger hos Københavns Belysningsvæsen (nu Københavns Energi)
Den 2. februar 2001 havde Energiklagenævnet afvist en klage over en af Gas- og Varmeprisudvalget truffet afgørelse.

Den påklagede afgørelse omhandlede dels nogle generelle spørgsmål om betalingsforhold ved forureningsforanstaltninger rejst af Københavns Belysningsvæsen, dels en konkret sag om tvangstilslutning. Klagen vedrørte imidlertid alene de generelle spørgsmål.

Da de punkter i afgørelsen, som klagen vedrørte, ikke sås at have bindende virkning efter loven for nogen part, lagde Energiklagenævnet til grund, at klagen ikke vedrørte en afgørelse i forvaltningslovens forstand, som kunne påklages til Konkurrenceankenævnet eller nu Energiklagenævnet efter Varmeforsyningsloven § 23, stk. 2.

2.3. Køge Kommunale El-, Varme- og Antenneforening (KKEVA)
Den 2. februar 2001 havde Energiklagenævnet stadfæstet en af sekretariatet truffet afgørelse.

KKVA gjorde gældende, at selskabet var berettiget til for 1999 at indregne et beløb på 1.895.000 kr. som overskud opnået efter besparelser efter kabellægning. Energitilsynet havde afslået at godkende besparelser ved kabellægning som overskud.

Energiklagenævnet fandt, at besparelser ved kabellægning ikke som udgangspunkt kan anses for en omkostningsreduktion, som bør kunne beholdes af elselskabet som fri egenkapital. Energiklagenævnet havde herefter tiltrådt, at den omkostningsreduktion, der var beregnet for en kabellægning i KKEVAs område 1996-1998, ikke kunne godkendes som en rationaliseringsgevinst eller lignende, der kunne indregnes som overskud i virksomhedernes priser.

2.4. Måde Møllelaug
Den 2. februar 2001 havde Energiklagenævnet ophævet en af sekretariatet truffet afgørelse.

I sagen gjorde Måde Møllelaug gældende, at der i den betaling for fasekompensering for effektforbrug under produktion, som Vest Energi havde afkrævet Måde Møllelaug for tilslutning af vindmøller til elnettet ikke var taget hensyn til, at der var tale om fasekompensering af et eksisterende anlæg og ikke af et nyt anlæg. Elprisudvalget fandt ved afgørelse af 25. november 1999, baseret på den tidligere elforsyningslovs § 10, stk.4, at det i første omgang måtte være op til de selvstændige parter ved forhandlinger at afklare, om det afregnede beløb til fasekompensering skulle justeres med henvisning til dette forhold.

Energiklagenævnet havde anført, at ifølge den tidligere elforsyningslovs § 10, stk. 6, gjaldt bestemmelserne i stk. 4 og 5, ikke for ikke-elværksejede vindkraftanlæg. Elprisudvalget havde således ikke hjemmel til at træffe afgørelse i sagen efter lovens § 10, stk. 4.

2.5. Laden-Fajstrup Varmeforsyning A.m.b.a.
Den 2. februar 2001 havde Energiklagenævnet ophævet en af sekretariatet truffet afgørelse.

Ifølge afgørelsen var det ikke fundet urimeligt, at der i forbindelse med forbrugernes udtræden af forsyningsselskabet var blevet opkrævet en udtrædelsesgodtgørelse, der udgjorde en forholdsmæssig andel af selskabets gæld på udtrædelsestidspunktet.

Energiklagenævnet bemærkede følgende:

"De bestemmelser om udtrædelsesvilkår, der er indholdt i vedtægterne for Lading-Fajstrup Varmeforsyningsselskab, var omfattet af kravet om anmeldelse i varmeforsyningslovens § 21, stk. 1 og 8, da kravet om udtrædelsesgodtgørelse blev fremsat overfor klagerne. Bestemmelserne indeholder ikke en klar forpligtelse, men en betinget forpligtelse for andelshaver i forbindelse med udtræden.

Konkurrenceankenævnets kendelse af 13. juni 1991 vedrørende Svendborg Kommune, som varmeforsyningens advokat havde henvist til, vedrørte en situation, hvor der forelå spørgsmål om betaling for ydelser, som faktisk var modtaget. Da lovkravet om anmeldelse ikke var opfyldt, på det tidspunkt da kravet om udtrædelsesgodtgørelse blev fremsat, fandt nævnet, at dette under de foreliggende omstændigheder var ugyldigt. jf. varmeforsyningslovens § 21, stk. 4."

2.6. Ålborg kommunale Elforsyning
Den 2. februar 2001 havde Energiklagenævnet hjemvist en af sekretariatet truffet afgørelse.

Ifølge afgørelsen var det ikke fundet urimeligt, at forsyningsselskabet afkrævede klageren yderligere investeringsbidrag i forbindelse med ombygning af en industriejendom til boliger.

Klagen var indgivet efter udløbet af den i 1999 gældende ordinære klagefrist på 4 uger, men klagenævnet fandt, at der i det foreliggende tilfælde burde ses bort fra overskridelsen, jfr. pkt. 3 i nævnets bemærkninger neden for.

Energiklagenævnet havde knyttet følgende bemærkninger til afgørelsen:

"1) Af § 103, jf. § 89, i lov nr. 375 af 2. juni 1999 om elforsyning følger, at den foreliggende klage skal behandles af Energiklagenævnet. Nævnet skal i sagen træffe afgørelse om et påkrav, der er fremsat i 1999 før ikrafttrædelsen af den nugældende elforsyningslov på grundlag af de tidligere gældende regler i elforsyningsloven af 1976.

2) Klagen til Elprisudvalget var navnlig begrundet i, at elforsyningen havde krævet investeringsbidrag uden hensyn til § 4.3.3. i de tilslutningsbestemmelser, der var fastsat af Ålborg Kommune, og som var klageren bekendt. Den påklagede afgørelse tager ikke stilling til den pågældende tilslutningsbestemmelses betydning i parternes retsforhold.

Efter den dagældende elforsyningslovs § 10, stk. 4, var det Elprisudvalgets opgave og beføjelse at vurdere elselskabers priser, betingelser og aktiviteter. Nævnet fandt derfor, at det påhvilede Elprisudvalget at belyse og vurdere den af klageren påberåbte tilslutningsbestemmelse uagtet, at den ikke sås at være anmeldt til udvalgets register.

3) Klagen var indgivet efter udløbet af den oven for nævnte, ordinære klagefrist. Imidlertid fandt nævnet, at der i dette tilfælde burde ses bort fra overskridelsen, idet den påklagede afgørelse muligvis led af en væsentlig mangel, og idet der ikke forelå omstændigheder, der talte afgørende imod, at klagen blev behandlet.

4) Ålborg Kommunes påpegning af, at Elforsyningens tilslutningsbestemmelser var udarbejdet i henhold til DEFs vejledende bestemmelser og i samarbejde med de øvrige elforsyninger i Nordjylland gør det ønskeligt, at Elprisudvalget, nu Energitilsynet, undergiver sagen en fornyet vurdering. Hertil kom, at den påberåbte manglende anmeldelse af det omhandlede vilkår ikke burde stille forsyningsvirksomheden bedre end om anmeldelse var sket.

Elprisudvalgets afgørelse måtte herefter ophæves og sagen hjemvistes til fornyet behandling med henblik på en afgørelse, der tager stilling til betydningen i parternes retsforhold af § 4.3.3. i tilslutningsbestemmelserne af 14. december 1995. Der hjemvistes til Energitilsynet, som efter den nugældende elforsyningslov varetager de opgaver, der tidligere påhvilede Elprisudvalget, jf. § 7 i bekendtgørelse nr. 1126 af 29. december 1999.

2.7. Hamworthy KSE Svanehøj A/S
Den 16. februar 2001 meddelte Energiklagenævnet, at nævnet havde henlagt en klagesag, i hvilken der var truffet afgørelse af sekretariatet.

Sagen vedrørte en klage fra Hamworthy KSE Svanehøj A/S over betingelserne for omstilling af varmeforsyningen på selskabets virksomhed til fjernvarme.

Klagen vedrørte primært Aalborg Kommunes beslutning om tvangstilslutning af virksomheden. Gas- og Varmeprisudvalget fandt, at det lå uden for udvalgets kompetence at omgøre Aalborg Kommunes beslutning om tvangstilslutning af Hamwothy KSE Svanehøj A/A. Klage over denne afgørelse skulle, som anført i Aalborg Kommunes afgørelsesskrivelse, indgives til Energistyrelsen, som havde stadfæstet Aalborg Kommunes afgørelse om tvangstilslutning.

Med hensyn til de af kommunen fastsatte betingelser for tilslutningen fandt udvalget, at disse skulle ændres på en række punkter.

Hamworthy KSE Svanehøj A/S indbragte herefter sagen for Konkurrenceankenævnet med påstand om, at nævnet skulle ændre Aalborg Kommunes beslutning om tvangstilslutning.

Ved ændringen af Varmeforsyningsloven blev sagen overført til Energiklagenævnet.

Energiklagenævnet meddelte klageren, at en stillingtagen i sagen alene kunne vedrøre en stillingtagen til om de tilslutningsvilkår, herunder priser, som anvendes af forsyningsvirksomheden, var rimelige og lovlige. Endvidere, at klagen måtte anses for bortfaldet, hvis Energiklagenævnet ikke hørte nærmere fra Hamworthy KSE Svanehøj A/S.

2.8. Klage over Langeskov Kommunale Fjernvarmes fastsættelse af fast afgift
Den 20. februar 2001 havde Energiklagenævnet stadfæstet en af sekretariatet truffet afgørelse.

En forbruger under fjernvarmeværket havde klaget over, at værkets faste afgift blev fastsat på grundlag af etageareal. Klageren fandt, at merforbruget af varme afhænger af husets overflade og ikke etagearealet og fandt, at det var urimeligt, at den faste afgift på huset var 73 pct. højere end hvis tagetagen ikke havde været udnyttet.

Klagenævnet fandt i lyset af de tidligere afgørelser fra Gas- og Varmeprisudvalget og Konkurrenceankenævnet- tidligere Monopolankenævnet- at der foreligger en langvarig og fast administrativ praksis, hvorefter det ikke anses for urimeligt efter varmeforsyningslovens § 21, stk. 5, at anvende etagearealet i en bygning i grundlaget for fordelingen af varmeleverandørens faste omkostninger. Der sås ikke i det foreliggende tilfælde at være omstændigheder, der begrundede en fravigelse fra denne praksis.


3. Større væsentlige sager afgjort af sekretariatet

3.1. Klage fra Haveforeningen Strandlyst over Københavns Energi
Den 11. november 2000 klagede Haveforeningen Strandlyst over, at Københavns Energi krævede, at en udskiftning af elmasterne i haveforeningen skulle betales af foreningen.

Af sagen fremgik, at Haveforeningen Strandlyst i 1964 anmodede Københavns Belysningsvæsen (nu Københavns Energi) om at etablere et privat forsyningsnet på haveforeningens område. Hensigten var, at der skulle etableres et overordnet net, så de enkelte huse kunne blive tilsluttet, efterhånden som der skete en udbygning af haveforeningen. Af den mellem haveforeningen og Københavns Belysningsvæsen i 1964 indgåede aftale fremgår, at: "Haveforeningen har ejendomsretten og vedligeholdelsespligten over den omhandlede ledning. Vedligeholdelsen må ske ved Belysningsvæsenets foranstaltning, men for haveforeningens regning, og ved en eventuel senere omlægning eller fjernelse af ledningen forbeholder Belysningsvæsenet sig ret til mod godtgørelse at disponere over den anvendelige del af materiellet".

Aftalen mellem Københavns Energi og Haveforeningen Strandlyst er indgået inden ikraftrædelsen af elforsyningsloven den 1. januar 1977.

Af det af Københavns Energi oplyste, fremgik det, at haveforeningen på sit område ejer og vedligeholder det overordnede net, som er forbundet med Københavns Energis net. De enkelte huse i foreningen er forbundet med haveforeningens forsyningsnet via stikledninger, der ejes og vedligeholdes af beboerne.

De enkelte huse i foreningen har individuelle målere og ejerne er direkte kunder hos Københavns Energi. Det på haveforeningens område etablerede forsyningsnet transporterer således strøm til de beboere i haveforeningen, der har etableret elinstallation. Det er oplyst, at antallet af huse med elinstallation har været stigende gennem årerne.

I sagen henvendte Energitilsynet sig til Energistyrelsen med en forespørgsel om, hvorvidt det af haveforeningen ejede forsyningsnet må betragtes som en del af det kollektive forsyningsnet.

Af Energistyrelsen brev af 9. februar 2001 fremgik, at det er Energistyrelsens vurdering, at elforsyningsnet, som er etableret til forsyning af forbrugere i et nærmere afgrænset område, og som forbrugerne tilsluttes ved hjælp af stikledninger fra elforsyningsnettet til de enkelte huse vil være at betragte som et kollektivt elforsyningsnet, jf. elforsyningslovens § 5.

Haveforeningen Strandlyst er således i henhold til elforsyningsloven ejer af et kollektivt elforsyningsnet og har derfor som udgangspunkt forpligtelse til at opfylde de i elforsyningsloven stillede krav til elforsyningsvirksomheder.

Energistyrelsen henviste til, at i henhold til elforsyningslovens § 2, stk. 4, kan Miljø- og energiministeren bestemme, at mindre anlæg eller mindre omfattende aktiviteter, som er omfattet af loven, helt eller delvis skal undtages fra lovens bestemmelser.

I henhold til elforsyningslovens § 19, stk. 1, kan netvirksomhed alene udøves efter bevilling. Energistyrelsens oplyste, at der ikke er udstedt bevilling til området, hvor Haveforeningen Strandlyst ligger, og det er derfor ikke afgjort hvem der er netbevillingshaver på området.

Sekretariatet havde herefter meddelt Haveforeningen Strandlyst, at haveforeningens forsyningsnet måtte anses som en del af det kollektive elforsyningsnet, og at haveforeningen således er ejer af et kollektivt elforsyningsnet, og derfor som udgangspunkt skal opfylde elforsyningslovens krav til netvirksomheder.

I henhold til elforsyningslovens § 20, stk. 1, 1) skal netbevillingshaveren vedligeholde, om- og udbygge forsyningsnettet i forsyningsområdet i fornødent omfang.

I henhold til elforsyningsloven ville vedligeholdelsen af elforsyningsnettet på Haveforeningen Strandlysts område således påhvile netbevillingshaveren for området.

Som anført i Energistyrelsens brev er der ikke udstedt netbevilling for området, og det er derfor ikke afgjort, hvem vedligeholdelsespligten for nettet i henhold til elforsyningslovens § 20, stk. 1, 1) vil påhvile.

Sekretariatet havde endvidere anført, at Haveforeningen Strandlyst ved at rette henvendelse til Energistyrelsen vil kunne blive vejledt om spørgsmålet om udstedelse af netbevilling, samt eventuel dispensation fra elforsyningslovens regler.

3.2. Kolding Områdets Energiselskab
Sekretariatet havde den 15. februar 2001 meddelt en forbruger i Kolding, at det ikke var urimeligt, jf. varmeforsyningslovens § 21 stk. 4, at Kolding Områdets Energiselskab (KOE) opkrævede fuld tilslutningsafgift i forbindelse med bygaskunders overgang til fjernvarme. Sekretariatet havde endvidere meddelt, at den tilslutningsafgift, der opkræves i forbindelse med bygaskundernes overgang til fjernvarme, ikke er omfattet af Miljø- og energiministeriets bekendtgørelse nr. 581, idet der ikke er tilslutningspligt til fjernvarmeforsyningen.

En forbruger havde klaget over, at hun skulle betale fuld tilslutningsafgift, endvidere fremhævede hun, at det, jf. § 11, stk. 2 i Miljø- og energiministeriets bekendtgørelse nr. 581 af 22. juni 2000, er urimeligt, at bygaskunderne, der er tilsluttet en "kollektiv forsyningskilde" (hos KOE-Gas), skal betale tilslutningsafgift for at blive tilsluttet fjernvarme hos KOE-fjernvarme.

Baggrunden for klagen var, at forsyningen af bygas i Kolding lukkes i år 2005, og at KOE i 1995 gennemførte en kampagne, hvor bygaskunder for 2.000 kr. kunne blive tilsluttet fjernvarmeforsyningen, medens der i dag skal erlægges en tilslutningsafgift på 25.000 kr.

KOE havde fremlagt dokumentation for, at det under kampagnen i 1995/96 blev oplyst, at det var bygaskundernes sidste mulighed for at kunne blive tilsluttet fjernvarmen med store rabatter. KOE oplyste, at beslutningen om at nedlægge bygassen ikke var truffet da kampagnen kørte, men KOE havde til aviser i 1996 oplyst, at såfremt mange bygaskunder valgte fjernvarme fremfor bygas kunne nedlæggelse af bygassen komme på tale, hvorfor KOE fremførte, at "gasforbrugerne må lave en seriøs vurdering af, om de vil over på fjernvarme".

Det tidligere Gas- og varmeprisudvalg offentliggjorde i 1995 et notat "Nogle betragtninger om reglerne for fjernvarmeværkernes tarifering og hvorledes tarifering aktuelt foregår." Det fremgår heraf, at Gas- og Varmeprisudvalget fandt at: "Værkerne kan tilsvarende i en periode tilbyde nye forbrugere tilslutning til et lavere tilslutningsbidrag eller endda tilbyde tilslutning helt uden betaling af tilslutningsafgift". Her bemærkes, at rabatten kun kan gives i "en periode".

Miljø- og energiministeriets bekendtgørelse nr. 581 af 22. juni 2000 om tilslutning mv. til kollektive varmeforsyningsanlæg siger i § 11:

"§ 11. Kommunalbestyrelsen kan pålægge en ejendom, som allerede forsynes fra et kollektivt varmeforsyningsanlæg, at forblive tilsluttet dette.

Stk. 2 Det kan ikke pålægges en ejer af en ejendom, som pålægges tilslutningspligt efter stk. 1, at betale den i § 7, stk. 1, omtalte tilslutningsafgift."

Kolding Kommune har oplyst, at "ingen af de ved ophøret af bygasforsyningen berørte borgere/ejendomme er pålagt tilslutningspligt til fjernvarmeforsyningen". På denne baggrund vurderede sekretariatet, at de nævnte bestemmelser i bekendtgørelse nr. 581 ikke var relevante i sagen.

3.3. Klage over Odder Elværks afvisning af reklamation over forbrugsopgørelse
Energitilsynets sekretariatet havde den 15. januar 2001 truffet afgørelse i en sag, hvor en forbruger havde klaget over Odder Elværk, der havde afvist forbrugerens reklamation over en opgørelse af elforbruget, der var foretaget udfra den registrering, der fremgik af en elmåler, som værket havde nedtaget og senere destrueret. Det var forbrugerens opfattelse, at der havde været fejl ved måleren.

Ved undersøgelsen af sagen var fremgået, at elmåleren var nedtaget af værket som led i en generel udskiftning af en gamle type elmålere. Først i forbindelse med en årsopgørelse 12 måneder senere havde forbrugeren fået besked om, hvad den gamle måler havde stået på ved nedtagningen. Ved aflæsningen pr. 1/1 2000, hvor forbrugeren konstaterede et voldsomt fald i elforbruget, blev forbrugeren opmærksom på forholdet og reklamerede til elværket over den tidligere opgørelse. Værket havde herefter afvist reklamationen med den begrundelse, at reklamationen skulle være fremsat på det tidspunkt, hvor måleren blev udskiftet.

Af måleraflæsninger fremgik, at det registrerede forbrug hos klageren havde været kraftigt stigende gennem flere år og at det i de to første måneder af 1998 nåede op på 3.174 kwh. pr. måned, hvorefter forbruget efter udskiftningen af elmåleren pr. 1. marts 1998 faldt til omkring 400 kwh. pr. måned. Overfor klageren havde elværket telefonisk oplyst, at en gennemsnitsforbrug pr. husstand svarende til ca. 4.000 kwh. pr. år.

Overfor Energitilsynet havde værket fastholdt sin afgørelse og desuden anført, at der aldrig havde været konstateret fejl i værkets målere. Værket havde ikke kunnet forklare udviklingen i det målte forbrug og havde meddelt, at det hverken kunne be- eller afkræfte, at der havde været fejl på den pågældende elmåler.

Ved afgørelsen havde Energitilsynet anført, at det af § 5 i værkets leveringsbestemmelser fremgår, at afregningen skal korrigeres, når fejlvisningen på en måler er større end 4%. Den forbrugerbeskyttelse, der ligger i disse regler, forudsætter, at der er en måler at kontrollere. Det forhold, at værket havde sendt nedtagne målere til destruktion, kunne derfor ikke i sig selv afskære en kunde fra at få behandlet en klage over opgørelsen. Forbrugeren var efter leveringsbestemmelserne heller ikke afskåret fra muligheden for at reklamere senere.

I afgørelsen var anført, at Odder Elværks begrundelse for at afslå at behandle forbrugerens reklamation var en henvisning til et vilkår, der indskrænker den adgang til reklamation, der fremgår af § 5, stk. 2-3 i de leveringsbestemmelser, som Elværket havde anmeldt til Elprisudvalget den 27. oktober 1989. Energitilsynet havde hertil bemærket, at det pågældende vilkår ikke ses at have været oplyst for forbrugeren og at vilkåret desuden på grund af manglende anmeldelse var ugyldigt i medfør af §10, stk. 3, i den dagældende elforsyningslov (lovbekendtgørelse nr. 632 af 1. juli 1996 med senere ændringer).

Endvidere var anført, at værkets betingelse om, at reklamation skal fremføres i forbindelse med målerskiftet, er et indskrænkende vilkår i forbindelse med administration af reklamationsadgangen i leveringsbestemmelsernes § 5 og at det måtte anses for at være i strid med kravet om rimelige vilkår i §6, stk. 3 i elforsyningsloven af 2. juni 1999.

Ved denne vurdering var lagt vægt på, at dette vilkår indskrænker de forbrugerbeskyttende bestemmelser, der er indeholdt i § 5, stk. 2-3. i leveringsbestemmelserne og at værket i forbindelse med målerudskiftningen intet havde foretaget for i denne situation at sikre sine forbrugere mulighed for at kunne dokumentere eventuelle målerfejl.

Energitilsynet havde derfor i medfør af § 77, stk. 1, i elforsyningsloven af 2. juni 1999 med senere ændringer pålagt Odder Elværk at ophøre med at anvende et sådant vilkår.

På grundlag af denne afgørelse henvistes værket til at tage klagerens reklamation op til behandling efter § 5, stk. 2 i værkets leveringsbestemmelser. Såfremt der herved ikke kunne opnås enighed om tilbagebetaling, havde klageren mulighed for på grundlag af afgørelsen at indbringe spørgsmålet for domstolene. Det var tilføjet, at der ikke i elforsyningsloven er hjemmel for Energitilsynet til at pålægge værket tilbagebetaling. Tilsynet havde heller ikke mulighed for at bedømme bevismæssige forhold, idet dette henhører under domstolene. Tilsvarende havde tilsynet heller ikke mulighed for at tage stilling til klagerens forventning om en godtgørelse af mindst 15.587 kwh.

Efter afgørelsen havde Østjysk Energi I/S ved skrivelse af 19. januar 2001 meddelt klageren, at dette selskab havde overtaget alle rettigheder og forpligtelser fra Odder Elværk, og at selskabet først ved Energitilsynets afgørelse var blevet bekendt med sagen. Østjysk Energi havde straks revurderet klagen af 10. januar 2000 og fundet det sandsynligt, at installationens tidligere måler havde været behæftet med fejl gennem 4 år. Efter beregning har Østjysk Energi herefter opgjort fejlmålingen til 16.381 kwh., svarende til 16.393 kr. der herefter er tilbagebetalt klageren.


4. Internationale forhold

4.1. CEER (Council of European Energy regulators)
Sekretariatet havde den 16. og 17. februar 2001 deltaget i et CEER møde. Mødet blev afholdt i Athen i anledning af liberaliseringen af det græske elmarked.

Mødets væsentligste tema var forberedelserne af Stockholm-direktivet, dvs. revisionen af de eksisterende el- og gasdirektiver, og indarbejdelsen af transitdirektiverne heri.

Revisionen omfatter en række kvantitative forslag om fuld markedsåbning for alle el- og gaskunder senest den 1. januar 2005.

For industri- og kommercielle elkunder foreslås markedsåbning senest den 1. januar 2003, og for industri- og kommercielle gaskunder foreslås markedsåbning senest den 1. januar 2004.

Herudover indeholder direktivforslaget en række kvalitative forslag om bl.a. unbundling, tredjepartsadgang, PSO og den fremtidig reguleringsform, hvor især bestemmelserne om etableringen af uafhængige nationale reguleringsmyndigheder blev drøftet indgående. Jf. punkt. 3.1. i referatet fra tilsynets møde.

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO