Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Uddrag af meddelelser fra Energitilsynets møde den 18. december 2000


1. Nye klagesager

1.1. Gedsted Varmeværk
I efteråret behandlede sekretariatet en række klager over prisstigninger på varme leveret fra Gedsted Varmeværk.

Gedsted Varmeværk begrundede over for Tilsynet stigningerne med at gasprisen fra maj 1999 til maj 2000 var steget knapt 100 %. Samtidig var energiafgiften steget fra 1,47 kr. til 1,60 kr. pr. m3 og selskabet havde endvidere mistet en introduktionsrabat på 0,25 kr. pr. m3 til elproduktion.

Samlet havde værket haft et underskud i 1999/00 på kr. 481.814 kr. imod et overskud i 1998/99 på 64.613 kr. Dette underskud var i henhold til de af Gas- og Varmeprisudvalget fastlagte retningslinier blevet indregnet i næste års priser.

På denne baggrund fandt sekretariatet ikke , at de skete prisstigninger kunne anses for urimelige i henhold til Varmeforsyningslovens bestemmelser om indregningsberettigede omkostninger.

Denne afgørelse var af en af klagerne blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.2. Midtjysk Elforsyning (MEF)
Den 17. november 2000 meddelte Energitilsynet en klager, at tilsynet ikke fandt, at de af MEF beregnede gebyrer for åbning og lukning kunne anses for urimelige i henhold til elforsyningsloven.

Denne afgørelse er af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.


2. Afgjorte klagesager

2.1. Energiselskabet Arke Net A/S, Århus
Den 16. september 1999 traf Elprisudvalgets sekretariat en afgørelse i en henvendelse fra en forbruger under Arke Net A/S, Århus ifølge hvilken det blev fundet urimeligt dels, at elselskabet afviser erstatningskrav under henvisning til, at skaden ikke kunne have været afværget gennem den agtpågivenhed og omhu, som driften af elforsyningsanlæg kræver, dels at elselskabet afviser at betale erstatning uden at fremkomme med en konkret kvalificeret begrundelse, idet stærkstrømsloven medfører en forpligtelse for selskabet til at bevise, at selskabet ikke har kunnet forebygge skaden, dels at elselskabet ikke betaler erstatning og for det fulde tab.

Energiklagenævnet har den 29. november 2000 ophævet denne afgørelse med følgende bemærkninger:

"Den foreliggende sag drejer sig om, hvorvidt Arke Net A/S skal pålægges erstatningsansvar for den skade, der er opstået på alarmsystemet i klagerens sommerhus.

Afgørelsen af dette spørgsmål henhører under domstolene. Det forhold, at de bestemmelser for ellevering, der gælder for Arke Net A/S, indeholder information om relevante erstatningsretlige regler bevirker ikke, at Elprisudvalget havde kompetence til at træffe afgørelse om erstatningsretlige spørgsmål.

En sådan kompetence for udvalget kunne heller ikke i øvrigt udledes af § 10 i den tidligere elforsyningslov.

Det tilføjes, at spørgsmålet om Arke Net A/Ss erstatningsansvar i givet fald kan indbringes for domstolene."

2.2. Gebyrsagen
På sit møde den 10. april 2000 behandlede Energitilsynet spørgsmålet om kommunale forsyningsvirksomheders gebyrer for for sen betaling.

Sagen var rejst som følge af en henvendelse fra DEF, og baggrunden herfor var, at Elprisudvalget i efteråret 1999 havde behandlet en række sager vedrørende forsyningsvirksomheders beregning af gebyrer for for sen betaling. Sagerne var blevet afgjort i overensstemmelse med Elprisudvalgets praksis om, at gebyrer skulle være omkostningsmæssigt bestemt.

En af disse sager, klage over TRE- FOR, blev af forsyningsvirksomheden indbragt for Konkurrenceankenævnet og efter ikrafttrædelsen af den nye elforsyningslov overført til Enegiklagenævnet.

DEF henviste i sin henvendelse til Energitilsynet til, at Elprisudvalget havde godkendt "DEFs vejledende retningslinier for tabsbegrænsning og restancer", hvoraf det fremgår, at kommunale forsyninger er berettiget til at tage et gebyr på 250 kr.

Energitilsynet fandt, at såvel de kommunale som de private værker efter elforsyningsloven og varmeforsyningsloven alene er berettiget til at kræve gebyrer for erindringsskrivelser mv. når dette fremgår af værkets leveringsbetingelser, og at sådanne gebyrer ikke må overstige de gennemsnitlige rimelige omkostninger ved udsendelsen af erindringsskrivelser mv.

Opkrævning af sådanne gebyrer er således ikke betinget af, at de i det enkelte tilfælde svarer til omkostningerne ved den pågældende foranstaltning, men de må ikke overstige den gennemsnitlige rimelige omkostning. Gebyrerne må ikke indeholde noget pønalt element.

Energitilsynet fandt ikke, at der er holdepunkter for at antage, at den gennemsnitlige, rimelige omkostning ved udsendelse af erindringsskrivelser i almindelighed skulle andrage 250 kr., idet et erindringsgebyr af denne størrelsesorden må antages klart at overstige, hvad der normalt kan anses for en nødvendig, rimelig omkostning.

På baggrund af, at der for Energiklagenævnet verserede en sag om gebyrer, besluttede Formandskabet, at sekretariatet skulle lade afgørelsen af en lang række konkrete klagesager afvente Energiklagenævnets afgørelse i TRE- FOR sagen. Samtlige klagere fik herefter besked om Energitilsynet afgørelse, men at afgørelsen af den konkrete sag afventede Energiklagenævnets afgørelse i TRE- FOR sagen.

DEF indbragte ikke den af Energitilsynet trufne afgørelse for Energiklagenævnet, men indtrådte i stedet som biintervenient i TRE- FOR sagen. Det bemærkes, at der ikke i elforsyningsloven er fastsat frist for indgivelse af klage til Energiklagenævnet.

Under sagen behandling for klagenævnet blev det oplyst, at TRE- FOR ikke er et kommunalt forsyningsselskab, men en selvejende institution.

Den 8. december 2000 stadfæstede Energiklagenævnet Energitilsynets afgørelse af 10. april 2000.

Nævnet fandt ikke, at der i elforsyningslovens dagældende bestemmelser var hjemmel for Elprisudvalget til at godkende en vejledning (DEFs vejledning om tabsbegræsning og restancer) med retligt bindende virkning, således at vejledningen generelt skulle kunne lægges til grund for afgørelsen i konkrete sager.

Nævnet finder derfor, at de påklagede afgørelser, hvorved det er påbudt TRE-FOR at nedsætte de krævede rykkergebyrer til et beløb, der svarer til omkostningerne er i overensstemmelse med elforsyningsloven på det pågældende tidspunkt. Nævnet har herved ikke vurderet, om en kommunal elforsyning kunne opkræve gebyr efter andre retningslinier med hensyn til den kommunale gebyrlov. Dette spørgsmål vil kun kunne vurderes i en konkret sag om gebyr til en sådan forsyning.

Klagerne i Energitilsynets klagesager vil herefter blive orienteret om, at der ved Energiklagenævnets afgørelse ikke er truffet afgørelse om, hvorvidt kommunale forsyningsvirksomheder i henhold til den kommunale gebyrlov er berettiget til at opkræve et gebyr på 250 kr., og at en sådan afgørelse må afvente Energiklagenævnets behandling af en klagesag over kommunale gebyrer.

Indtil en sådan afgørelse foreligger må Energitilsynet fastholde, at kommunale forsyningsvirksomheder ikke er berettiget til at tage større gebyrer end de omkostningsmæssigt bestemte.

2.3. MES - ændring af betalingsmåde
På mødet den 13. marts 2000 meddelte sekretariatet under pkt. 1.3.1. at sekretariatet havde meddelt en klager, at det ikke fandtes urimeligt at MES havde ændret sin betalingsmåde fra bagudbetaling til forudbetaling.

Sekretariatet henviste i sin afgørelse til Elprisudvalgets faste praksis i henhold til hvilken, en sådan ændring ikke fandtes urimelig, dog skulle en eventuel rentefordel ved ændringen komme forbrugerne til gode.

Den 29. november 2000 havde Energiklagenævnet hjemvist sagen til fornyet behandling i Energitilsynet, idet klagenævnet fandt begrundelsen for afgørelsen utilstrækkelig.

2.4. Maribo Kommune
Ved brev af 13. december 1999 rettede en klager - Torben Ruhd Jensen - henvendelse til det daværende Elprisudvalg vedrørende Maribo Kommunes gebyrstørrelse for rykkerskrivelser.

Ved Energitilsynets efterfølgende brevveksling med kommunen, blev gebyrstørrelsen ændret til 50,-kr., idet kommunen ikke kunne dokumentere udgifter svarende til kommunens først opkrævede gebyrstørrelse idet det er praksis, at elselskaber der anvender rykkergebyrer på 50,-kr. og derunder, ikke afkræves særskilt dokumentation for gebyrets størrelse.

Denne sag blev indbragt for Energiklagenævnet der ved brev af 27. september 2000 meddelte, at der ikke er klagepunkter i sagen som Energiklagenævnet kan træffe afgørelse om, og nævnet finder således ikke der er grundlag for en forelæggelse af sagen for nævnet.

Klageren har ikke gjort indsigelser overfor Energiklagenævnet mod ovennævnte afgørelse indenfor fristen på 3 uger.

2.5. HEF - Himmerlands Elforsyning
Ved brev af 13.maj 1999 klagede Tage Kristensen, på vegne af sin søn Jonni Kristensen, over at Himmerlands Elforsyning (HEF) afbrød strømmen på sønnens adresse den 21. januar 1999.

Grunden til dette var ifølge ifølge HEF, at Jonni Kristensen var i restance med kr. 1.167,66, hvilket beløb var forfaldent til betaling den 16. november 1998.

Herefter havde HEF fulgt den sædvanlige rykkerprocedure overfor klageren, som ikke reagerede herpå, hvorfor HEF afbrød strømmen den 21. januar 1999.

Sagen havde været behandlet i sekretariatet, som ved brev 2. februar 2000 har meddelt klageren, at HEF fremgangsmåde i denne sag ikke var urimelig i henhold til § 10 stk. 4 i den dagældende elforsynings lov.

I sekretariatet afgørelse var lagt vægt på, at HEF i den konkrete sag havde fulgt de af Elprisudvalget tiltrådte vejledende regler for forsyningsvirksomhedernes restance inddrivelse.

Den 4. februar 2000 indbragte klageren Energitilsynets afgørelse for Energiklagenævnet

Energitilsynet havde den 31. maj redegjort for sagen overfor Energiklagenævnet, som ved kendelse af 29. november 2000 havde stadfæstet Energitilsynets afgørelse i sagen.


3. Større væsentlige sager afgjort af sekretariatet

3.1. Henvendelse fra Kolding Kommune vedr. fastsættelsen af den omkostningsbestemte affaldsvarmeprisKolding Kommune anmodede den 15. august 2000 Energitilsynet om en udtalelse i en sag, der vedrører en afgørelse truffet af Gas- og Varmeprisudvalget. Udvalget traf den 4. maj 1998 afgørelse vedrørende prisfastsættelsen af den omkostningsbestemte pris på affaldsvarme leveret fra kommunens affaldsforbrændingsanlæg til Kolding Områdets Energiselskab (KOE).

Kolding Kommune fremførte i sin henvendelse, at kommunen i forbindelse med opgørelsen af varmeprisen for år 1999 var blevet opmærksom på, at der er sket en fejl i det grundlag for beregningen af den omkostningsbestemte varmepris, som var baggrunden for Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelse, og som hidtil havde dannet grundlaget for kommunens beregning af prisen.

Mere konkret mente kommunen, at det var en fejl, at "erhvervsaffaldsafgiften" indgår som en indtægt i beregningerne af den omkostningsbestemte varmepris. Ifølge kommunen er det tale om et affaldsgebyr (som byrådet fastsætter størrelsen af) og som opkræves ved modtagelse af erhvervsaffald, på samme måde, som byrådet fastsætter gebyrer for modtagelse af private husstandes affald. Kommunen mente, at disse gebyrer ikke kunne betragtes som indtægter ved opgørelsen af den omkostningsbestemte varmepris. Kommunen mente derimod, at gebyrerne er bestemt af størrelsen af affaldskraftvarmeværkets "underskud", når indtægterne fra salg af el og andre mindre indtægter er trukket fra omkostningerne ved at producere varme.

Kolding Kommune oplyste endvidere i sin henvendelse, at man ved fremsendelsen af opgørelsen for 1999 til KOE ikke havde ladet erhvervsaffaldsafgiften indgå som en indtægt og at kommunen samtidig har reguleret tilsvarende for år 1998.

KOE havde den 17. august 2000 fremsendt et brev med sine synspunkter i sagen til Energitilsynet. KOE var af den opfattelse, at den opkrævede erhvervsaffaldsafgift er en særskilt indtægt, der skal modregnes i de samlede omkostninger ved beregning af den omkostningsbestemte varmepris. KOE mente, at der skal afregnes efter Gas- og Varmeprisudvalget seneste afgørelse, da denne ikke er blevet anket og derfor stadig er gældende.

Sekretariatet havde den 12. december 2000 meddelt parterne, at tilsynet fandt, at Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelse af 4. maj 1998, som ikke har været indbragt for Konkurrenceankenævnet, og det beregningsgrundlag, der ligger til grund for denne afgørelse, fortsat er gældende. Afgørelsen skulle således danne grundlag for fastsættelsen af den omkostningsbestemte pris på varme leveret fra kommunens affaldsforbrændingsanlæg til KOE. Som en konsekvens af varmeforsyningslovens § 21, stk. 3, og den i medfør af bestemmelsen udstedte bekendtgørelse nr. 610 af 27. august 1990 om regler for anmeldelse af priser m.v., jf. bekendtgørelsens § 2, finder Energitilsynet ikke, at en ændret omkostningsbestemt varmepris bagudrettet kan bruges som grundlag for afregning af varme leveret i 1998 og 1999, som det har været gjort af Kolding Kommune, jf. ovenfor. Såfremt Kolding Kommune ønskede en revurdering af grundlaget for fastsættelsen af den omkostningsbestemte pris havde kommunen selvfølgelig mulighed for at rejse problemstillingen i en ny sag overfor Energitilsynet.

3.2. Vejen Varmeværk
Sekretariatet havde den 7. december 2000 truffet afgørelse i en sag, hvor Vejen Varmeværk i 1999 havde afslået prisreduktion til en forbruger, der gennem mange år havde haft et merforbrug af fjernvarme, forårsaget af en utæt ventil i varmtvandsanlægget.

I oktober 1999 klagede forbrugeren til Gas- og Varmeprisudvalget over varmeværkets afslag. Af sagen fremgik, at klageren gennem en årrække havde haft problemer med et alt for højt forbrug af fjernvarme og vand og at personale fra såvel varmeværket som vandværket flere gange havde forsøgt at finde årsagen hertil. Klageren havde siden 1967 registreret fjernvarmeforbruget og hver måned indberettet måleraflæsning til varmeværket. I sommeren 1999 blev det i forbindelse med en udskiftning af en varmtvandsbeholder opdaget, at en overtryksventil på det varme brugsvand var defekt, og at der derved konstant var løbet opvarmet vand ud i kloakken. At denne fejl ikke var opdaget tidligere, skyldtes, at installation i strid med regler var lavet med skjult afløb og at en tidligere gennemført trykprøvning af klagerens anlæg var foretaget med frakoblet varmtvandsbeholder. Efter fejlen var fundet og udbedret havde klageren anmodet varmeværket om en prisreduktion på mindst 8.000 kr.

Efter skadens udbedring var klagerens vandforbrug på årsbasis reduceret med omkring 200 m3.

Som begrundelse for at afvise klagerens anmodning om reduktion i fjernvarmebetalingen havde varmeværket under klagesagens behandling henvist til, at årsagen til merforbruget skyldtes en fejl ved en overtryksventil på vandsiden, at afløbet herfra i strid med regler og god sædvane var ført som skjult installation, at det drejede sig om tab af opvarmet vand og ikke direkte tab af fjernvarmevarme og at klageren havde udtrykt sig negativt om værkets medarbejdere.

I henhold til Vejen Varmeværks leveringsbestemmelser havde værket mulighed for at yde prisnedslag, når et unormalt stort forbrug af fjernvarme er forårsaget af en defekt varmeinstallation og/eller fejlbetjening af varmeinstallationen. I et sådant tilfælde beregnes, hvad der må være forbrugerens normale forbrug. Varmeværkets bestemmelse var imidlertid udformet på en sådan måde, at det var varmeværket, der afgør, om der pr. kulance skal ydes prisnedslag. Der var heller ikke i bestemmelserne regler om, hvor meget prisen for merforbruget så skal sættes til.

Varmeværkets bestemmelse om refusion var identisk med en tidligere bestemmelse i Danske Fjernvarmeværkers Forenings (DFF) medlemsvejledning, som Gas- og Varmeprisudvalget ikke kunne acceptere, fordi den var i strid med udvalgets praksis. Bestemmelsen blev derfor ændret efter forhandlinger i 1991. Efter denne ændring af DFFs vejledende bestemmelser vil en forbruger med et merforbrug som følge af anlægsfejl og lign., der ikke har kunnet henføres til manglende vedligeholdelse eller misbrug, have krav på refusion (prisnedslag), og et varmeværk alene have mulighed for at forlange at blive holdt skadesløs, således at værkets øvrige forbrugere ikke kommer til at betale de udgifter, værket var blevet påført ved merforbruget.

Det tidligere Gas- og Varmeprisudvalg havde i sager i henhold til varmeforsyningsloven afgjort, at i tilfælde af fejl/fejlindstilling, herunder fejl som følge af en defekt ventil, skal der ske en beregning af forbruget.

I sådanne situationer afregnes det beregnede forbrug til tarifmæssige betaling. For den resterende del af det målte forbrug har det i en række tilfælde ikke været anset for urimeligt efter varmeforsyningsloven, at et varmeværk - såfremt værket ikke direkte eller indirekte var ansvarlig for den pågældende fejl på forbrugerens eget anlæg - kunne kræve betalt samtlige de meromkostninger, som forsyningen har haft i forbindelse med fejlen eller fejlindstillingen.

Sekretariatet afgørelse i sagen var truffet ud fra Gas- og Varmeprisudvalgets tidligere praksis. Afgørelsen bestod af 4 dele:

  1. Det måtte anses for urimeligt i henhold til varmeforsyningslovens § 21, stk. 4, at varmeværket havde afslået at yde refusion for det pågældende merforbrug, som forbrugeren ikke havde fået nytte af.

Ved denne afgørelse var lagt vægt på det forhold, at forbrugeren ikke ved passivitet syntes at kunne bebrejdes, at årsagen til merforbruget først blev opdaget så sent. At installationen havde været udført i strid med forskrifter kunne ikke være åbenbart for en forbruger og det havde netop forhindret, at forbrugeren selv kunne lokalisere den konkrete årsag - defekt overtryksventil.

  1. Det kunne ikke anses for urimeligt, at forbrugeren holder værket skadesløs for de omkostninger, merforbruget havde påført værket.

Ved denne afgørelse var lagt vægt på, at årsagen til merforbruget af fjernvarme var tab af opvarmet vand fra forbrugerens brugsvandsinstallation.

  1. Det var meddelt varmeværket, at det i medfør af varmeforsyningslovens §21, stk. 4 måtte anses for urimeligt at lægge en af varmeværket foretagne opgørelse af klagerens normalforbrug til grund.

Ved denne afgørelse var der lagt vægt på, at varmeværket i en opgørelse af klagerens normalforbrug havde taget udgangspunkt i klagerens fjernvarmeforbrug i 1994/95, hvor den pågældende ventil efter al sandsynlighed også havde været utæt.

Da klagerens varmeforbrug efter udbedring af fejlen havde været ekstraordinært stort af andre grunde, havde sekretariatet henvist varmeværket til at foretage beregning af et normalforbrug hos klageren udfra forbruget i sammenlignelige ejendomme og forbrugere.

  1. Det måtte anses for urimeligt i henhold til varmeforsyningslovens § 21, stk. 4, at varmeværkets bestemmelse om refusion ved merforbrug på grund af fejl o.l. i forbrugers anlæg var baseret på et skøn.

Ved denne afgørelse var lagt vægt på, at det af varmeværkets begrundelser for afslaget til forbrugeren fremgår, at værket i strid med den praksis under det tidligere udvalg praksis administrerede sin bestemmelse om refusion ud fra et skøn.

I afgørelsesskrivelsen havde sekretariatet meddelt varmeværket, at det beløb, som varmeværket måtte tilbagebetale klageren, kunne betragtes som en nødvendig omkostning i medfør af varmeforsyningslovens §20, stk. 1, hvorfor det kunne inddækkes over de ordinære varmepriser.

Det var endeligt oplyst, at Energitilsynet ikke i varmeforsyningsloven havde hjemmel til at pålægge varmeværket at foretage tilbagebetaling. Men at klageren, hvis værket efter denne afgørelse fastholdt sit afslag om tilbagebetaling, med den trufne afgørelse ville have mulighed for at rejse krav mod varmeværket ved domstolene.


4. Større væsentlige sager afgjort af formandskabet

4.1. F.L.Smidth & Co. A/S' klage over pristillæg for videresalg af elleverance fra Dania Industri K/S
F.L.Smidth & Co. A/S (FLS) klagede i brev af 21. juni d.å. over et pristillæg på 5 øre/kWh, som Dania Industri K/S (Dania) beregnerdesig for videresalg af el fra ELRO til FLS.

Elleverancen skete i henhold til en tinglyst deklaration, hvoraf fremgik, at FLS havde ret til at aftage elektricitet via Danias transformerstationer. Elektriciteten skulle i henhold til deklarationen afregnes til Danias kostpris.

FLS fandt, at pristillægget var urimeligt og havde forgæves anmodet Dania om at fremsende omkostningsmæssig dokumentation for pristillægget.

Dania havde overfor Energitilsynet oplyst, at pristillægget skulle dække Danias udgifter til administration, afskrivning og finansiering, vedligeholdelse samt henlæggelse til nyinvestering.

Dania havde redegjort for, hvilke arbejdsopgaver, der henhørte under administration og vedligeholdelse, men havde ikke fremlagt omkostningsmæssig dokumentation herfor.

Med hensyn til afskrivning og finansiering havde Dania oplyst, at man ikke havde etableret nye transformerstationer i Danias ejertid, men Dania havde afholdt betydelige vedligeholdelsesomkostninger. Dania har imidlertid ikke fremlagt dokumentation for, at de i forbindelse med overtagelsen af området i 1986 tillige overtog afskrivningsberettigede aktiver eller for, at de af Dania foretagne vedligeholdelsesarbejder havde været levetidsforlængende, således at de kunne kategoriseres som afskrivningsberettigede nyinvesteringer.

Om henlæggelser havde Dania gjort gældende, at da flere af installationerne er af ældre dato, havde de måtte henlægge til nyinvesteringer.

Ifølge bemærkningerne til elforsyningslovens § 69 er den hidtidige mulighed for at indregne et beløb på forhånd som henlæggelse til nyinvestering imidlertid bortfaldet. Denne post kunne således ikke indregnes i pristillægget.

Slutteligt havde Dania oplyst, at de havde et underskud på strømforsyning i området på mellem 100.000 -150.000 kr. p.a. Dania havde i den forbindelse fremsendt en opgørelse, der viste, at Dania har en bruttoavance på 65.836,- kr. på salg af elektricitet i hele Danias område og på denne baggrund konkluderede Dania, at det var en underskudsforretning at sælge elektricitet til FLS. Det fremgik ikke af opgørelsen, hvilken periode denne vedrørte og opgørelsen var ikke underskrevet eller attesteret af revisor.

Under sagens behandling havde Energitilsynet skriftligt anmodet Dania om at fremsende dokumentation for de udgifter, som indgik i pristillægget.

Energitilsynet er samtidig blevet opmærksomt på, at Dania aldrig havde foretaget anmeldelse af priser, tariffer, betingelser etc., som de var forpligtet til i henhold til elforsyningslovens kapitel 10 (nærmere bestemt § 76, stk. 1, nr. 1 og 6) og havde derfor tillige anmodet Dania om at foretage anmeldelse i overensstemmelse med elforsyningslovens bestemmelser herom.

Da Dania før den nye elforsyningslovs ikrafttræden var et distributionsselskab, måtte Dania betragtes som både en netvirksomhed og en forsyningspligtig virksomhed.

For netvirksomheder gælder, at priserne fastsættes i overensstemmelse med de af Energitilsynet fastsatte indtægtsrammer, jf. elforsyningslovens § 70, stk. 1 og 2, og § 69.

For forsyningspligtige virksomheder gælder i henhold til elforsyningslovens § 72, stk. 1, at de i deres priser, som nævnt i § 69, stk. 1, kan indkalkulere et rimeligt overskud. Energitilsynet godkender prisfastsættelsen efter anmeldelse, jf. § 72, stk. 2.

For begge typer virksomheder gælder i øvrigt, at prisfastsættelsen af virksomhedernes ydelser skal ske efter rimelige, objektive og ikke-diskriminerende kriterier i forhold til, hvilke omkostninger de enkelte køberkategorier giver anledning til, jf. elforsyningslovens § 73.

Da Dania ikke havde foretaget anmeldelse til Energitilsynet, hverken af priser, tariffer, betingelser, regnskaber eller budgetter, havde Dania heller ikke fået udmeldt nogen indtægtsramme, ligesom Energitilsynet ikke kender de i elforsyningslovens § 69 nævnte omkostninger. Det vil derfor ikke være muligt at vurdere pristillægget, hverken i relation til elforsyningslovens bestemmelser eller i relation til den tinglyste deklaration.

Da det endvidere, ved en sammenligning med tilsvarende virksomheders omkostningsdækning, ikke kunne udelukkes, at Danias omkostningsdækning er mindre end 5 øre/kWh, var Dania blevet pålagt at afgive de nødvendige oplysninger til brug for en konkret vurdering af pristillægget inden 31. december 2000, jf. elforsyningslovens § 84, stk. 1. Undlader Dania at opfylde sin oplysningspligt ville Dania kunne ifalde bødestraf i medfør af elforsyningslovens § 87, stk. 1, nr. 5.


5. Andre forhold

5.1. Forespørgsel om indtægtsramme, åbningsbalance og skattemæssig forhold for Sønderborg Fjernvarme A.m.b.A.

Deloitte & Touche i Sønderborg henvendte sig den af 1. september 2000 til Energitilsynet vedrørende indtægtsramme, åbningsbalance og spørgsmål af skattemæssig karakter for Sønderborg Fjernvarme A.m.b.A. Henvendelsen var foranlediget af selskabsskattelovens bestemmelser om elselskabers overgang til almindelig skattepligt, fordi Sønderborg Fjernvarme A.m.b.A var interessent i Sønderborg Kraftvarmeværk I/S.

Elforsyningsloven indeholder ikke særskilte bestemmelser om indtægtsrammer for elproduktionsvirksomheder. Endvidere er det miljø- og energiministeren, der godkender åbningsbalancer for elproduktionsvirksomheder. Men henvendelsen fra Deloitte & Touche rejser spørgsmål om indtægtsrammer for de af varmeforsyningslovens § 20 omfattede anlæg. Energitilsynet havde efter varmeforsyningslovens § 20 a, stk. 2, kompetencen til at fastsætte individuelle indtægtsrammer for disse anlæg.

Sønderborg Kraftvarmeværk I/S er omfattet af varmeforsyningslovens § 20 og derfor også af § 20 a om indtægtsrammer. Imidlertid indeholder kraftvarmeværket et affaldsforbrændingsanlæg, der i henhold til bestemmelsen i lovens § 20 a, stk. 7, ikke skal indtægtsrammereguleres. I stedet kan der for sådanne anlæg beregnes et prisloft efter lovens § 20, stk. 4. Herudover er kraftvarmeværket et såkaldt kombineret affaldsforbrændingsanlæg, der anvender andet brændsel sammen med forbrændingsegnet affald.

Reglerne, der skal udmønte varmeforsyningslovens bestemmelser om indtægtsrammer og prisloft, er på nuværende tidspunkt under udarbejdelse. Energitilsynet vil kunne tage stilling til indtægtsrammen for de af varmeforsyningslovens § 20 omfattede anlæg, når reglerne er endeligt udarbejdet. Indtil miljø- og energiministeren har fastsat reglerne for prisloft for affaldsforbrændingsanlæg, vil Energitilsynet i konkrete tilfælde kunne fastsætte en maksimal varmepris fra affaldsforbrændingsanlæg i henhold til lovens § 21

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO