Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Møde 3


År 2000, den 13. marts afholdt Energitilsynet møde. Mødet indledtes kl. 10.00.

Til stede for sekretariatet var: Finn Lauritzen, Niels Erik Monrad, Bo Kragelund, Marianne Larsson, Inga Thorup Madsen og Jens Bengtson.


Dagsordenen for mødet var:

1. Meddelelser fra formanden 

1.1. Valg af næstformand 

2. Meddelelser fra Energitilsynets sekretariatet


Sager på elområdet

3.Økonomisk regulering af netselskaberne

3.1. Incitamentsreguleringen af netselskaberne på elområdet
3.2. Åbningsbalancer
3.3. Tidsplan 

4.Klage over valg af model for fordeling af omkostninger hos 60 kV Sydøstjylland I/S
5.Høring om finansieringen af saneringsplanen for 60 kV-nettet hos 60 kV Sydøstjylland I/S


Sager på varmeområdet

6. Klage over den rentesats hvormed Præstø Kommune forrenter mellemværende med Præstø Kraftvarme m.m. 


Sager til orientering/drøftelse

7. Klage fra OK Benzin over manglende adgang til kundekartoteker
8. Eventuelt 


ad punkt 1: Meddelelser fra formanden

Der var afbud fra Anders Larsen.

Miljø- og energiministeren havde nu godkendt Energitilsynets forretningsorden og dermed rammerne for udvalgets arbejde. Den godkendte forretningsorden var udsendt til medlemmerne.

Til medlemmerne blev endvidere uddelt Bekendtgørelse om Energitilsynets opgaver som underskrevet af ministeren.

Formanden orienterede om, at han havde afholdt møde med DEF bl.a. vedrørende det fremtidige samarbejde med Energitilsynet.

DEF havde været meget interesseret i muligheden for at kunne gøre sine synspunkter gældende.

I det omfang DEFs medlemmer var parter i en sag, der verserede for udvalget, måtte man gå ud fra, at disse medlemmer ville holde deres interesseorganisation orienteret om sagen. I generelle spørgsmål ville DEF som branceorganisation blive inddraget bl. a. som høringspart.

Derudover var formanden villig til at holde regelmæssige møder med DEF, hvor man drøftede spørgsmål af fælles interesse.

ad punkt 1.1.
Valg af næstformandI henhold til § 1, stk. 4 i Energitilsynets forretningsorden vælger tilsynet af sin midte en næstformand, som bistår formanden i hans arbejde og under formandens forfald fungerer i hans sted.

Formanden fremhævede, at han under arbejdet i de tidligere udvalg havde været meget glad for sit samarbejde med Peter Møgelvang-Hansen. Peter Møgelvang- Hansen havde betydelig erfaring fra dette arbejde, hvortil kom, at han med sin erfaring fra sit virke som næstformand i Konkurrencerådet kunne bidrage med sin viden om grænsedragningen mellem Konkurrenceloven og Elforsyningsloven.

Energitilsynet vedtog at vælge Peter Møgelvang- Hansen som næstformand.


ad punkt 2: Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat 

2.1. Referat fra sidste møde

Til medlemmerne var den 28. februar 2000 udsendt endeligt referat fra tilsynets møde den 7. februar 2000.

2.2. Klagenævn og domstolene

2.2.1. Nye ankesager 

2.2.1.1. Dalum Papir A/S
Den 21. december 1999 havde Elprisudvalget afgjort en klage fra Dalum Papir A/S over Dalum-Hjallese Elforsynings (DHE) opgørelse og afregning af prioriteret el i 1999.

Dalum Papir havde eget kraftvarmeanlæg, hvor elproduktionen imidlertid ikke var stor nok til at dække virksomhedens totale elbehov. Den resterende el blev købt hos DHE.

Indtil 1. august 1999 havde Dalum Papir A/S fået tilskud til den egenproducerede el under forudsætning af, at elproduktionen blev afregnet med DHE. Efter ophør af tilskuddet blev det meddelt DHE, at virksomheden ønskede at bruge den egenproducerede el uden at sælge den. Den resterende el købtes fortsat hos DHE.

Dalum Papir havde i den forbindelse ønsket at få bekræftet, at virksomheden havde ret til at beholde den egenproducerede el og betragte den som prioriteret. Endvidere havde virksomheden ønsket at få bekræftet, at der ikke skulle afregnes prioriteret el på den andel af virksomhedens forbrug, der blev købt hos DHE.

Fra DHEs side var det bl.a. gjort gældende, at Dalum Papir ikke havde mulighed for at vælge sig selv som leverandør af prioriteret el, og at virksomhedens samlede forbrug skulle lægges til grund for opgørelsen af den prioriterede andel.

Elprisudvalget fandt ikke, at der i elforsyningsloven var udtrykkelig hjemmel til at betragte den egenproducerede el som prioriteret, når den blev forbrugt af virksomheden selv. Tværtimod fremgik af lovens § 9e, stk. 1, nr. 3, at el fra de nævnte anlæg skulle aftages og afregnes med elforsyningsvirksomhederne for at kunne betragtes som prioriteret.

På denne baggrund fandt Elprisudvalget ikke, at opgørelsen og afregningen af prioriteret el med DHE i 1999 havde været i strid med elforsyningslovens bestemmelser eller kunne anses for urimelig i medfør af lovens § 10, stk. 4.

Denne afgørelse havde Dalum Papir nu indbragt for Energiklagenævnet.

2.2.1.2. Gebyrberegning fra Tre-ForDen 17. december 1999 afgjorde sekretariatet en klage fra en forbruger over Tre-Fors gebyrberegning. Tre-For havde beregnet et gebyr på 250 kr. for en rykkerskrivelse og havde over for sekretariatet henvist til, at selskabet som kommunal leverandør havde hjemmel i lov om morarenter og gebyrer til at opkræve 250 kr.

Sekretariatet henviste i sin afgørelse til, at Miljø- og energiministeriet den 11. februar 1999 havde udtalt at: "Opkrævning af gebyrer må derfor anses for at falde ind under elforsyningslovens regler, idet et gebyr er en administrationsomkostning, der falder ind under elforsyningslovens § 9, stk. 1".

I henhold til Elprisudvalgets praksis skulle størrelsen af gebyrer være omkostningsmæssigt bestemt. Ifølge Elprisudvalgets opfattelse var der ikke modstrid imellem de af Elprisudvalget fastsatte regler om, at gebyrer skulle være omkostningsmæssigt bestemt og reglerne i lov om morarenter, idet de i loven omhandlede gebyrer højst kunne udgøre 250 kr.

Såfremt Tre-Fors omkostninger ved udsendelsen af rykkerskrivelsen var mindre end 250 kr. meddelte sekretariatet, at der alene kunne opkræves det mindre beløb, der svarede til omkostningerne.

Denne afgørelse var af Tre-For indbragt for Energiklagenævnet.

2.2.1.3. Himmerlands Elforsyning
Ved brev af 13 maj 1999 havde Tage Kristensen på vegne af sin søn Jonni Kristensen klaget til Forbrugerstyrelsen over, at Himmelands Elforsyning (HEF) havde afbrudt for strømmen. Forbrugerstyrelsen havde den 25 august 1999 oversendt denne klage til Elprisudvalget.

Af sagens dokumenter fremgik bl.a., at HEF afbrød strømmen hos Jonni Kristensen den 21. januar 1999.

Grunden til dette var ifølge elforsyningen, at Jonni Kristensen var i restance med kr. 1.267,66, hvilket beløb var forfaldent til betaling den 16. november 1999.

Ifølge det oplyste havde HEF fulgt de normale vejledende retningslinier for rykkerprocedure overfor Jonni Kristensen, og denne havde ifølge elforsyningen ikke reageret på dette, hvorefter der blev lukket for elforsyningen.

Elprisudvalget fandt, at HEF ikke havde handlet urimeligt i henhold til den § 10 stk. 4 i den dagældende elforsyningslov.

I afgørelsen var vægt lagt på, at HEF havde fulgt de vejledende regler for forsyningsvirksomhedernes restanceinddrivelse.

Følgevirkningerne af strømafbrydelsen var henvist til anden retsinstans.

Ovennævnte afgørelse var af Tage Kristensen den 8. februar 2000 indbragt for Energiklagenævnet.

2.3. Andre forhold

2.3.1. Klage over MES
En forbruger under MES- Midtjyllands Elektricitetsforsyningsselskab havde klaget til Energitilsynet dels over, at MES havde forkortet indbetalingsfristen for regninger, således at indbetalingsfristen for en regning modtaget den 3. juli 1999 var den 12. juli 1999, dels at selskabet ville ændre betalingsmåden fra bagudbetaling til delvis forudbetaling.

MES havde over Energitilsynet redegjort for sagen. Selskabet oplyste, at man pr. 1. januar 1999 ændrede betalingsfristen til 9- 10 dage. På baggrund af en afgørelse fra Elprisudvalget fra august 1999 på grundlag af en klage fra en anden forbruger ændredes denne betalingsfrist til fjorten dage.

Med hensyn til ændringen af betalingsformen fra bagudbetaling til delvis forudbetaling, blev dette begrundet med en nedsat kredittid hos Told- og Skat fra fire måneder til tre måneder.

Sekretariatet agtede at meddele klageren, at Elprisudvalget i en tilsvarende sag havde fundet MES betalingsfrist urimelig kort, og at MES efter at Elprisudvalgets afgørelse havde ændret betalingsfristen til 14 dage i overensstemmelse med udvalgets afgørelse, og Energitilsynet derfor ikke agtede at tage stilling til dette punkt.

Med hensyn til ændringen af betalingsmåden fandtes det ikke at være urimeligt, at denne blev ændret på grundlag af, at ændringen skete som følge af, at MES´ kredittid hos Told- og Skat var blevet væsentligt nedsat. En eventuel rentefordel ved den delvise forudbetaling skulle imidlertid komme forbrugerne til gode.

Pkt. 2.3.2. Investeringsbidrag fra Københavns Belysningsvæsen
Efter behandlingen af sagen Investeringsbidrag Københavns Belysnings-væsen på Energitilsynets møde den 7. februar 2000 havde sekretariatet truffet afgørelser i 2 parallelle sager. Det drejede sig om en klage fra Skanska Jensen a/s og en klage fra advokat Frants Dalgaard-Knudsen på vegne af Vendsyssel Danmark a/s. De to selskaber havde som følge af Belysningsvæsenets pludselige indførelse af investeringsbidrag måttet betale hhv. 407.000 og 682.000 kr. excl. moms. i investeringsbidrag for at få etableret strømforsyning til deres nybyggede ejendomme.

I afgørelsen var meddelt, at varslet måtte anses for urimelig kort og, at det måtte anses for stridende mod god forvaltningsskik, at oplysningerne om indførelse af investeringsbidrag og en overgangsordning, som eventuelt kunne have friholdt klageren for udgift til investeringsbidrag, tidligst var fremkommet på den dag, hvor fristen udløb.

Endvidere var meddelt, at der ved den valgte informationsmåde også kunne foreligge diskrimination. idet kun bygherrer, der var repræsenteret ved en af de autoriserede installatører, der havde modtaget Belysningsvæsenets meddelelse af 28/9 1998, havde haft en chance for at indlevere tilmeldingsblanket inden fristen for tilslutning udløb, mens dette ikke gjaldt andre bygherrer, såsom klageren.

Hvorvidt der herved var opstået et ansvarspådragende forhold for Københavns Belysningsvæsen måtte søges afklaret ved domstolene.

For så vidt angik spørgsmålet, om Københavns Belysningsvæsen lovligt kunne anvende investeringsbidrag som tariferingssystem og om bidragets størrelse, var henvist til Energitilsynets afgørelse på mødet den 7. februar 2000.

I forbindelse med bestemmelserne om anmeldelse af priser og vilkår, jf. §10, stk. 1 i den gamle elforsyningslov, var det i skrivelserne oplyst, at den overgangsordning for 4. kvartal 1998, som klageren ikke nåede at få information om, ikke var medtaget i Belysningsvæsenets anmeldelse (modtaget 30/9 1998) og heller ikke indgik blandt klagepunkterne i den sag, som Energitilsynet havde behandlet på mødet den 7. februar 2000. Det var derfor uafklaret, hvilken konkret betydning dette forhold havde for anvendelse af takster og vilkår i 4. kvartal 1998, jf. ugyldighedsbestemmelserne i lovens §10, stk. 3.

Ved afgørelsen var lagt vægt på,

  • at Belysningsvæsenet forud for ikrafttræden af de nye vilkår alene havde orienteret sine egne autoriserede installatører om indførelsen af investeringsbidraget og overgangsordningen. Denne orientering skete ved brev af 28. september 1998). Bygherrer og byggevirksomheder, der havde verserende tilslutningssager hos Belysningsvæsenet, blev ikke orienteret.
  • at Belysningsvæsenets hjemmeside på Internettet, hvor meddelelse om indførelse af investeringsbidrag og overgangsordning var oplyst indrykket under nyheder den 30. september 1998, efter sit indhold ikke var henvendt til installatører og entreprenører m.v.

I de to afgørelsesskrivelser var endvidere henvist til, at Elprisudvalget i 1988 afgjorde en sag med Københavns Belysningsvæsen om et varsels rimelighed, hvor nye takster blev annonceret på selve dagen. Elprisudvalget fandt dengang, at takstforhøjelserne pr. 5/10 1988 var varslet med urimelig kort frist og bemyndigede direktoratet til at optage forhandlinger med Københavns Belysningsvæsen med henblik på at sikre, at varslingsfristen fremover ikke blev urimelig.

Efterfølgende blev der - efter forhandlinger den 5. januar 1989 med Danske Elværkers Forening - i foreningens vejledende leveringsbestemmelser optaget et vilkår om varsel, hvor det nu under punkt 7.4 (om ændring af tariffer) blev anført: "Prisforhøjelser iværksættes med rimeligt varsel. Meddelelse om ændring sker ved påtryk på regningerne eller på anden måde".

I vejledningen blev anført følgende kommentarer: "Prisforhøjelser kan kun gennemføres med rimeligt varsel. Hvad et rimeligt varsel er, beror på de nærmere forhold. Skyldes prisforhøjelsen således nye lovregler om ændrede moms- eller energiafgiftssatser, kan den meddeles iværksat umiddelbart, såfremt lovgivningens vedtagelse og ikraftsættelse ikke åbner mulighed for varsling af prisforhøjelse til en senere dato".

Disse bestemmelser var taget til efterretning af Elprisudvalget.

Endelig var henvist til Konkurrenceankenævnets kendelse af 1. september 1989, hvor ankenævnet i en sag vedr. Løgstrup Skole ctr. Gas- og Varmeprisudvalget ikke fandt, at en varslingsfrist på godt 2 måneder for omlægning af afregningsform kunne anses for urimelig.

Formanden bemærkede vedrørende pkt. 1.2.1.2. om ankesagen om Tre- Fors beregning af gebyrer, at det nu var overladt til Energiklagenævnet, at træffe afgørelse om hvorvidt spørgsmålet om kommunale forsyningsvirksomheders gebyrberegning henhørte under Energitilsynets kompetenceområde. Energitilsynet ville derfor ikke tage dette spørgsmål op til behandling, men afvente Energiklagenævnets afgørelse.

DEF havde i denne sag henvendt sig til Energitilsynet i anledning, at det ikke af Energitilsynet var blevet omtalt, at DEF var indtrådt som biintervenient i sagen. Energitilsynet havde imidlertid ikke fået meddelelse fra Energiklagenævnet om, at DEF var indtrådt i sagen.

Der var nu udnævnt en fast ansat formand for Energiklagenævnet, som så ville kunne begynde sin virksomhed.

Bo Kragelund bemærkede vedrørende pkt. 1.2.1.3. om afbrydelse af forsyningen ved restance, at spørgsmålet om afbrydelse måtte underkastes en ny vurdering i forbindelse med ændringer af principperne for regningsudstedelse. Det var således et interessant spørgsmål, om der kunne afbrydes for forsyningen til en forbruger, der havde betalt "handelsdelen" af et forbrug, men ikke "netdelen".

Efter anmodning fra Niels I. Meyer blev dagsordenens punkt 7: Klage fra OK Benzin over manglende adgang til kundekartoteker behandlet inden "Sager på elområdet".


ad punkt 3: Økonomisk regulering af netselskaberne

Sekretariatet skitserede forslag til incitamentsregulering og åbningsbalancer for netselskaberne. Forslagene ville blive drøftet yderligere i den styregruppe, der havde koordineret de nedsatte arbejdsgrupper. Herefter ville miljø- og energiministeren udstede de endelige regler i en bekendtgørelse i løbet af april 2000.

Niels I. Meyer fandt det uheldigt, at netselskaberne rådgivning vedrørende energibesparelser ikke var inkluderet under incitamentsreguleringen. Det havde fra flere sider i erhvervslivet været påpeget, at denne rådgivning var dyrere pr. sparet kWh end anden rådgivning.


ad punkt 4: Klage over valg af model for fordeling af omkostninger hos 60 kV-nettet hos 60 kV Sydøstjylland I/S

I juni 1999 havde Vejle Oplands Strømforsyning (VOS) anmodet Elprisudvalget om ikke at godkende gennemførelsen af den såkaldte "Mellemmodel" i selskabet 60 kV Sydøstjylland I/S (SØJ), før problemerne var løst på en måde, der ikke medførte væsentlige omkostningsforøgelser eller medførte yderligere opsplitning af nettet.

Til støtte for anmodningen havde VOS oplyst, at selskabet, som det eneste af interessenterne i SØJ, havde stemt imod "Mellemmodellen", som blandt andet indeholdt regler for den regnskabsmæssige behandling af henlæggelser og afskrivninger.

Ifølge SØJ åbnede selskabets vedtægter mulighed for, at interessenterne kunne udtræde af selskabet efter udgangen af år 2001. SØJ oplyste, at den interessent, der udtrådte af selskabet, var berettiget til at fordre den del af 60 kV nettet, som var beliggende inden for den pågældende interessents forsyningsområde, overdraget på vilkår fastsat i SØJs vedtægter.

For at forberede en interessents eventuelle udtræden af SØJ, havde SØJ udarbejdet 3 modeller, hvoraf "Mellemmodellen" blev vedtaget. Ifølge SØJ tilstræbte "Mellemmodellen", at interessenterne i højere grad overtog betalinger vedrørende anlæg i eget geografisk område.

SØJ oplyste, at "Mellemmodellen" indeholdt en ændret omkostningsfordeling mellem interessenterne delvis gældende fra og med 1999, men nyanlæg bestemt af den såkaldte "Kabelhandlingsplan" var ikke omfattet af "Mellemmodellen".

Sagen skulle dels afgøres efter den før 30. december 1999 gældende elforsyningslov, dels afgøres efter lov nr. 375 af 2. juni 1999.

Med hensyn til perioden før den 30. december 1999 havde SØJ tidligere anmodet om Elprisudvalgets udtalelse om "Mellemmodellen". Anmodningen fra SØJ blev modtaget i Elprisudvalget den 12. marts 1999.

Elprisudvalget svarede SØJ i brev af den 19. marts 1999, at udvalget på indeværende tidspunkt ikke havde bemærkninger til det indsendte, herunder også de i skrivelsen specifikt fremhævede spørgsmål. Endvidere fremgik af svarskrivelsen, at udvalget ved bedømmelsen af den indsendte model havde lagt vægt på, at udarbejdelsen af modellen var sket i næsten fuldstændig enighed mellem parterne, og at modellen var i overensstemmelse med reglerne i den gældende elforsyningslov.

I henhold til § 9, stk. 1, i den indtil 30. december 1999 gældende elforsyningslov, kunne der i prisen ved levering af elektricitet indregnes nødvendige udgifter til blandt andet driftsmæssige afskrivninger og med Elprisudvalgets tiltræden henlæggelser til nyinvesteringer og forrentning af indskudskapital.

Med den delvise ikrafttrædelse af lov nr. 375 af 2. juni 1999 var de hidtil gældende regler for beregning af driftsmæssige afskrivninger og forrentning af indskudskapital ophævet, ligesom der efter den 30. december 1999 ikke længere var mulighed for for kollektive elforsyningsvirksomheder at indregne henlæggelser til nyinvesteringer i prisen.

For så vidt angik driftsmæssige afskrivninger og forrentning af kapital fremgik af § 69, stk. 2, 1. punktum, at Miljø- og energiministeren kunne fastsætte regler for beregning af driftsmæssige afskrivninger og for opgørelsen af virksomhedernes kapital, samt de satser, der kunne anvendes ved indregning af forrentning efter stk. 1.

Reglerne for beregning af driftsmæssige afskrivninger og forrentning af kapital havde indflydelse på de indtægtsrammer, som Energitilsynet efter lovens § 70, stk. 2, skulle udmelde for hver af de berørte net- og transmissionsvirksomheder,

Endvidere skulle kollektive elforsyningsvirksomheder i henhold til § 100 i lov nr. 375 af 2. juni 1999 ved lovens ikrafttræden udarbejde en åbningsbalance efter nærmere fastsatte regler. Åbningsbalancerne skulle i henhold til § 100, stk. 1, danne grundlaget for den fremtidige prisfastsættelse, herunder med indregning af de oven for omtalte afskrivninger og forrentning af kapital.

Energitilsynet vedtog at meddele Vejle Oplands Strømforsyning A.m.b.a. og 60 kV Sydøstjylland I/S,

  • at Energitilsynet i medfør af § 7, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1126 af 29. december 1999, overtog sager, som var under behandling i Elprisudvalget på tidspunktet for bekendtgørelsens ikrafttræden,
  • at "Mellemmodellen" var i overensstemmelse med reglerne i den indtil 30. december 1999 gældende elforsyningslov,
  • at udstedelsen af bevillinger til 60 kV Sydøstjylland I/S og interessenterne efter lov nr. 375 af 2. juni 1999 vil blive foretaget af Energistyrelsen,
  • at Energitilsynet, når det i § 100 i lov nr. 375 af 2. juni 1999 nævnte grundlag for de kollektive elforsyningsvirksomheders fremtidige priser og reguleringen heraf i medfør af lovens § 70, stk. 2, var fastlagt, ville kunne tage stilling til den valgte model for fordeling af omkostninger. 


ad punkt 5:

Høring om finansieringen af saneringsplanen for 60 kV-nettet hos 60 kV Sydøstjylland I/S60 kV Sydøstjylland I/S (SØJ) havde i juli 1999 anmodet Energistyrelsen om styrelsens vurdering af selskabets forslag til en finansieringsmodel for saneringsplanen for selskabets net.

Finansieringen vedrørte omkostninger på 60 kV niveau, som var foranlediget af den såkaldte "Kabelhandlingsplan", Om Kabelhandlingsplanen oplyste SØJ, at det daværende Elsam i 1995 vedtog planen for hele det jysk-fynske område, og at forudsætningen for planen var Miljø- og Energiministeriets rapport "Principper for etablering og sanering af højspændingsanlæg, juni 1995". Det var meningen, at Kabelhandlingsplanens 60 kV omkostninger skulle "løftes op" på 150 kV niveau.

I henhold til det oplyste var baggrunden for at løfte udgifterne ved kabelhandlingsplanen "op i systemet", at den overvejende del af nyanlæggene i disse år var bestemt af Kabelhandlingsplanen, der på 60 kV niveau betød kabellægning af luftledninger i bymæssige bebyggelser og væsentlige naturområder, at den af bestyrelsen for SØJ vedtagne "Mellemmodel" for fordeling af omkostninger på 60 kV niveau ville medføre en skæv fordeling af betalingerne på dette niveau i forhold til den hidtil gældende solidariske model, og at det var opfattelsen, at saneringerne på 60 kV niveau havde til formål at skabe mulighed for anlæg af nye luftledninger på 150 kV og 400 kV niveau.

Det fremgik af SØJs anmodning, at SØJ fortsat skulle stå som ejer af de berørte 60 kV anlæg, men at 150 kV netselskabet i området, I/S Skærbækværket (SVN), skulle betale anlægsudgifterne og opkræve udgifterne hos forbrugerne over 150 kV nettariffen.

Finansieringsforslaget indebar således, at SVN betalte anlægsudgifterne og foretog opkrævningen hos forbrugerne over 150 kV tariffen, mens anlægsværdien af de berørte anlæg fortsat indgik i SØJs aktiver.

Energistyrelsen havde i brev af den 26. august 1999 svaret SØJ, at den foreslåede ordning vedrørende saneringen af 60 kV nettet med henvisning til lov nr. 375 af 2. juni 1999, efter styrelsens vurdering, ikke organisatorisk stred mod formålsbestemmelsen eller de øvrige regler om netvirksomhed, men at loven endnu ikke er trådt i kraft.

Herudover bemærkede Energistyrelsen, at der endnu ikke var fastsat nærmere regler om indtægtsrammerne.

Til SØJ oplyste Energistyrelsen, at såfremt selskabet ønskede en stillingtagen fra Elprisudvalget, ville styrelsen fremsende sagens akter til hertil. Sagens akter blev fremsendt til Elprisudvalget den 7. september 1999.

Sagen skulle dels afgøres efter den indtil 30. december 1999 gældende elforsyningslov, dels afgøres efter lov. nr. 375 af 2. juni 1999.

Med hensyn til den før 30. december 1999 gældende elforsyningslov, sås der ikke at være forhold ved modellen, der ville stride mod bestemmelser i denne lov, såfremt SVN alene administrerede opkrævningen hos forbrugerne. I medfør af lovens § 9, stk. 1 kunne der i prisen indregnes nødvendige udgifter til blandt andet afskrivninger og henlæggelser.

Kravet var dog , at prisen skulle være kostægte, hvilket ville sige, at den elforsyningsvirksomhed, der eksempelvis indregnede driftsmæssige afskrivninger i prisen, også skulle eje de anlæg, der blev afskrevet på.

Med den delvise ikrafttræden af lov nr. 375 af 2. juni 1999 blev indført et bevillingssystem for blandt andet netvirksomheder. Hovedreglen i loven om sammenhængen mellem de bevillingsmæssige aktiviteter og ejerforholdet til de under bevillingen anvendte anlæg, skulle findes i § 51, stk. 4.

Heri var bestemt, at bevillingshavere til net-, transmissions- og produktionsvirksomhed skulle eje de anlæg, som blev anvendt til gennemførelsen af de bevillingspligtige aktiviteter.

I bemærkningerne til lovforslaget var nævnt, at det var af væsentlig betydning for hele tankesættet bag lovforslaget, at bevillingshaverne havde den fulde ejendomsret over net og produktionsmidler.

For SØJs vedkommende ville den foreslåede model være i overensstemmelse med dette krav, såfremt SØJ, som ejer af det 60 kV net der indgik i saneringsplanen, også havde bevillingen til at drive nettet.

For SVNs vedkommende fandtes spørgsmålet mere problematisk.

At SØJ og ikke SVN måtte have bevillingen til at drive 60 kV nettet, rejste det spørgsmål, om et selskab, der havde bevilling, i prisen over for forbrugerne måtte indregne omkostninger for ydelser, som hørte under en anden bevilling.

Blev § 51, stk. 4, sammenholdt med § 69, stk. 1, måtte svaret være, at bevillingshaveren skulle eje de anlæg der blev anvendt til gennemførelsen aktiviteterne under bevillingen, og at de omkostninger bevillingshaveren indregnede i prisen, var afgrænset af den bevilling, som anlægsejeren havde fået tildelt.

I prismæssig sammenhæng syntes princippet om kostægte priser således videreført i den nye lov, hvorefter den virksomhed, der eksempelvis indregnede afskrivninger i prisen, også skulle stå som ejer af det anlæg hvorpå der blev afskrevet.

Peter Møgelvang- Hansen forespurgte med hensyn til den del af indstillingen, der vedrørte perioden før 30. december 1999 om betingelserne for, at forslaget om finansieringsplanen ville være i overensstemmelse med elforsyningsloven. Endvidere gjorde han opmærksom på, at afgørelsen skulle formuleres således, at det fremgik, at adskillelsen af ejerskabet til de berørte anlæg indebar, at forslaget til finansieringsplanen var i strid med prisbestemmelsen i lov nr. 375 af 2. juni 1999.

Bo Kragelund svarede, at SVN kunne administrere opkrævningen, idet der ingen kunder var tilsluttet nettet på de højere spændingsniveauer i området. Således ville de samme forbrugere skulle betale uanset om anlægsomkostningerne blev opkrævet gennem 150 kV nettariffen eller 60 kV nettariffen.

Energitilsynet vedtog at meddele 60 kV Sydøstjylland I/S,

  • at Energitilsynet i medfør af § 7, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1126 af 29. december 1999, overtog sager, som var under behandling i Elprisudvalget på tidspunktet for bekendtgørelsens ikrafttræden,
  • at den foreslåede finansiering af saneringsplanen for 60 kV nettet ikke var i strid med bestemmelser i den indtil 30. december 1999 gældende elforsyningslov, såfremt I/S Skærbækværket alene administrerede opkrævningen hos forbrugerne,
  • at adskillelsen af ejerskab til de berørte anlæg betød, at indregning af anlægsomkostningerne i prisen over for forbrugerne måtte anses for at være i strid med § 69, stk. 1, i lov nr. 375 af 2. juni 1999. 


ad punkt 6:

Klage over den rentesats hvormed Præstø Kommune forrenter mellemværendet med Præstø Kraftvarme m.m.I september 1999 havde Mogens Jensen, Præstø, klaget til Gas- og Varmeprisudvalget over af, at Præstø kommune, efter hans opfattelse, via et fiktivt udlæg belastede varmeprisen unødigt, således at fjernvarmeforbrugerne betalte betydeligt mere end den reelle udgift.

Klageren var af den opfattelse, at forskellen mellem den forventede renteindtægt og den beregnede renteudgift for varmeforsyningen i Præstø kommune skyldtes, at kommunen forrentede sit udlæg i kraftvarmeværket med 4 % p.a., mens det af kommunen i Kommunekreditforeningen optagne indekslån vedrørende kraftvarmeværket forrentedes med 2½ % p.a.

Klageren havde samtidig meddelt Energitilsynet, at han var af den opfattelse, at udgifter til renter og afdrag på et lån i forbindelse med etablering af en transmissionsledning, der blev anlagt samtidig med Præstø Halmvarmeværk, blev betalt to gange, idet Præstø Fjernvarmeselskab i henhold til "en gammel aftale" skulle bære låneudgiften samtidig med, at lånet også figurerede i kommunens mellemværende med Præstø Kraftvarmeværk.

Senere meddelte klageren Energitilsynet , at der var uoverensstemmelser mellem Præstø kommunes regnskab for 1997 for Præstø Kraftvarmeværk og det af kommunen til Gas- og Varmeprisudvalget indsendte regnskab for kraftvarmeværket for samme år.

De to sidste klagepunkter blev efterfølgende frafaldet på baggrund af redegørelserne fra Kommunernes Revisionsafdeling, som udtalte sig i sagen på vegne af Præstø kommune.

Klageren opretholdt imidlertid sit klagepunkt vedrørende forskellen mellem den rente, som Præstø kommune forrentede kommunens mellemværende over for kraftvarmeværket med, og den rente som kommunen betalte på indekslånet. Efter klagerens opfattelse burde kreditforeningslån fremover opførtes i kraftvarmeværkets regnskab, således at renter og afdrag blev indregnet i dette regnskab.

Kommunernes Revisionsafdeling havde anført, at der i henhold til Indenrigsministeriets vejledning af 23. august 1991 om kommunernes mellemværender med kommunale forsyningsvirksomheder ville gælde særlige regler for varmeforsyning.

Kommunernes Revisionsafdeling anførte endvidere, at den årlige indeksering udelukkende blev anvendt ved beregning af den forrentningsprocent, der anvendtes ved beregning af forrentningen af kommunens mellemværende. Indekseringerne blev derfor ikke betalt to gange af forbrugerne.

For så vidt angik forrentningen af kommunernes mellemværender med kommunale forsyningsvirksomheder gjaldt som udgangspunkt § 2, stk. 1, i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 621 af 23. august 1991 om kommunernes mellemværender med de kommunale forsyningsvirksomheder, hvori var bestemt, at kommunernes gæld til og tilgodehavender hos de kommunale forsyningsvirksomheder i det enkelte regnskabsår forrentedes med en årlig rente svarende til markedsrenten.

Der ville dog gælde særlige regler, hvis kommunen havde optaget indekslån til et varmeforsyningsanlæg. Det fremgik af Indenrigsministeriets Vejledning om kommunernes mellemværender med de kommunale forsyningsvirksomheder af den 23. august 1991.

I vejledningens afsnit IV, pkt. 1, var bestemt, at der i henhold til lov om indeksregulerede realkreditlån kunne ydes indekslån til visse varmeforsyningsanlæg. I den udstrækning, kommunen havde optaget sådanne indekslån til et kommunalt varmeforsyningsanlæg, skulle kommunen foretage forrentningen af kommunens tilgodehavende ud fra den årlige regulering og forrentning af de pågældende indekslån.

Birgitte Refn Wenzel forespurgte, hvorledes Gas- og Varmeprisudvalget hidtil havde fortolket Indenrigsministeriets vejledning.

Formanden redegjorde for, at i medfør af varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, kunne alene indregnes nødvendige omkostninger i priserne for levering af fjernvarme. Gas- og Varmeprisudvalgets praksis havde hidtil været, at varmeværker, der optog indekslån, i priserne kunne indregne det enkelte års renteudgift samt årets indekserede opskrivning af restgælden på det til anlægget optagne indekslån. I relation til Indenrigsministeriets vejledning havde Gas- og Varmeprisudvalgets praksis i medfør af varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, været, at en kommune, der finansierede et kommunalt varmeforsyningsanlæg med indekslån, med virkning på varmeprisen kunne foretage forrentningen af kommunens tilgodehavende - fortolket som restgælden - ud fra den årlige regulering og forrentning af de pågældende indekslån.

Gas- og Varmeprisudvalgets fortolkning af Indenrigsministeriets vejledning skulle, som nævnt, ses i sammenhæng med varmeforsyningslovens prisbestemmelser. Hvis eksempelvis Indenrigsministeriets vejledning blev fortolket på en måde der medførte, at hele mellemværendet, og ikke kun den del af mellemværendet der måtte vedrøre indekslånet, blev forrentet ud fra den årlige regulering og forrentning af det pågældende indekslån, ville der opstå en situation, der ikke var forenelig med den praksis, som Gas- og Varmeprisudvalget havde fastlagt for den prismæssige håndtering af indekslån.

Præstø kommune havde muligvis forstået Indenrigsministeriets vejledning på en måde som eksemplificeret oven for.

Med hensyn til hvilken saldo forrentningen skulle beregnes på, fremgik af afsnit III i vejledningen, at forrentningen som minimum skulle beregnes en gang årligt på grundlag af de mellemværender mellem kommunen og de enkelte kommunale forsyningsvirksomheder, der ved regnskabsårets begyndelse var opført på finansiel status.

Han fandt ikke, at der ikke var grundlag for at fravige den hidtidige praksis vedrørende håndtering af indekslån, således at det enkelte års renteudgift samt årets indekserede opskrivning på restgælden kunne indregnes i priserne. Regler fastsat i vejledningen fra Indenrigsministeriet kunne ikke tilsidesætte dette princip.

Birgitte Refn Wenzel ønskede præciseret, at et kommunalt varmeforsyningsanlæg, der af kommunen var finansieret med indekslån, i prisen for levering af fjernvarme kunne indregne både indeksreguleringen og forrentningen af den del af kommunens mellemværende med varmeforsyningsanlægget, der vedrørte indekslånet.

Tilsynet vedtog at meddele Mogens Jensen og Præstø kommune:

  • at Energitilsynet i medfør af § 2 i lov nr. 379 af 2. juni 1999 om ændring af varmeforsyningsloven, der ved bekendtgørelse nr. 1126 af 29. december 1999 trådte i kraft den 30. december 1999, overtog sager, der er under behandling af Gas- og Varmeprisudvalget.
  • at Energitilsynet herefter administrer varmeforsyningslovens kapitel 4, vedrørende priser og leveringsbetingelser, og tilsynet havde beføjelse til at gribe ind mod priser eller betingelser for gas- eller varmeleverancer, som fandtes urimelige eller i strid med de gældende regler for prisberegning.
  • at der i medfør af varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, alene kunne indregnes nødvendige omkostninger i priserne for levering af fjernvarme.

I den udstrækning en kommune havde optaget indekslån til et kommunalt varmeforsyningsanlæg, kunne der i priserne for levering af fjernvarme indregnes de årlige omkostninger til indeksregulering og forrentning af den del af kommunens mellemværende med varmeforsyningsanlægget, der vedrørte indekslånet.


ad punkt 7: Klage fra OK Benzin over manglende adgang til kundekartoteker

Energitilsynet drøftede i mødet den 7. februar 2000 en klage fra OK Benzin over manglende adgang til elselskabernes kundeoplysninger. Det fremgik af klagen, at OK a.m.b.a. snarest muligt efter den nye elforsyningslovs ikrafttræden ønskede at etablere sig med elhandelsvirksomhed. Som forberedelse hertil havde selskabet rettet henvendelse til en række elselskaber med anmodning om udlevering af oplysninger om de respektive selskabers kunders årsforbrug af el.

Over for dette havde Danske Energiselskabers Forening (DEF) i et medlemscirkulære opfordret medlemsvirksomhederne til ikke at videregive oplysninger om kundernes elforbrug til nye aktører på markedet. Argumentationen herfor relaterede sig til lov om private registre og til, at elselskaberne ikke havde en pligt til at udlevere disse oplysninger hverken efter registerlovene eller den tidligere og nugældende ellov.

I anledning af klagen fra OK var Registertilsynet blevet anmodet om en udtalelse vedrørende indholdet af medlemscirkulæret. Denne var ikke modtaget til mødet den 7. februar 2000.

Udtalelse var nu modtaget den 24. februar 2000. I den konkrete sag havde Registertilsynet anført, at elselskabernes oplysninger om erhvervskunders navn, adresse og årligt elforbrug ikke kunne betragtes som oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold. Disse oplysninger ville derfor i medfør af loven om private registre kunne videregives uden samtykke fra den pågældende, hvis videregivelsen uden et sådant samtykke var "et naturligt led i normal drift af virksomheder af den pågældende art". Spørgsmålet om, hvornår videregivelse af oplysninger om navn, adresse og forbrug kunne siges at være "et naturligt led i den normale drift" beroede ifølge Registertilsynet på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, hvori bl.a. kunne indgå formålet med videregivelse.

Ifølge Registertilsynet var elselskaberne ikke registerretligt forpligtet til at videregive de oplysninger, som i overensstemmelse med loven om private registre ville kunne videregives. Det var som udgangspunkt det enkelte selskab, der afgjorde, om betingelserne for videregivelse uden samtykke måtte anses for opfyldt, ligesom det var selskabet, der afgjorde, om man i givet fald ønskede at videregive oplysninger.

Formanden anførte, at udtalelsen fra Registertilsynet havde været udsendt til medlemmerne sammen med et forslag til afgørelse. Flere medlemmer havde udtrykt tvivl om, der i elforsyningslovens § 84, stk. 1, i henhold til hvilken Energitilsynet i forbindelse med behandlingen af en klage kan indhente oplysninger, der er nødvendige til varetagelsen af opgaven, var hjemmel til at pålægge elselskaberne at videregive navne og adresser på slutkunder med et forbrug på 10 GWh. eller derover. Intentionerne bag den nye elforsyningslov er, at der skal sikres størst mulig gennemsigtighed på elmarkedet samt sikres nuværende og potentielle aktører lige adgang til informationer. Det var imidlertid tvivlsomt, om loven kunne fortolkes så vidt, som foran anført. Energitilsynet kunne i stedet rette henvendelse til Miljø-og energiministeriet herom og gøre ministeren opmærksom på forholdet.

Birgitte Refn Wenzel var enig i denne fremgangsmåde og foreslog, at Energitilsynet samtidig kunne pege på ministerens mulighed i elforsyningslovens § 84, stk. 2, for at sikre gennemsigtighed.

De øvrige medlemmer tilsluttede sig dette.

Bo Kragelund bemærkede, at de eksisterende elselskaber, der i forvejen lå inde med kundeoplysningerne og var i færd med at etablere egne handelsselskaber, ville få en fordel i forhold til nye selskaber.

Mette Lis Andersen ønskede, at det fremover klart fremgik af sagsfremstillingerne, hvordan det juridiske grundlag er for de indstillinger, der forelægges Energitilsynet. Da der er tale om et ganske komplekst lovgrundlag, var det ønsket, at sekretariatet belyser, når der måtte være tale om fortolkninger eller tvivlsspørgsmål i forhold til den lovhjemmel, der ligger til grund for en indstilling.


ad punkt 8: Eventuelt

Formanden erindrede om, at næste møde var den 10. april 2000.

Mødet afsluttet kl. 11.45.

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO