Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Uddrag af meddelelser fra Energitilsynets sekretariat

1.  Nye klagesager for Energiklagenævnet

1.1.  NOE Net A/S - reduktion af elnetselskabernes indtægtsrammer for 2009
NOE Net A/S har indbragt Energitilsynets afgørelse truffet på møde den 27.oktober 2008 om reduktion af elnetselskabernes indtægtsrammer for 2009 for Energiklagenævnet. RAH Net A/S, Thy Højspændingsværk Net A/S og Vestjyske Nets 60 kV A/S har tillige meddelt, at selskaberne ønsker at tilslutte sig klagen. 

Selskaberne anfægter tilsynets afgørelse som ugyldig som følge af, at afgørelsen strider imod det forvaltningsretlige princip om forbud imod at "sætte skøn under regel", at afgørelsen på det nærmeste er uden begrundelse, og at afgørelsen er baseret på et notorisk forkert grundlag i forhold til lovens forudsætninger, idet afgørelsen ikke varetager begge hensyn - forsyningssikkerhed/kvalitet og økonomisk effektivisering - kun det sidstnævnte.


2.  Afgørelser og meddelelser fra Energiklagenævnet

2.1. Nesa Forsyning A/S (Nu DONG Energy Nord Forsyning A/S) prisgodkendelse for 2004 - stadfæstelse
Energiklagenævnet har den 15. december 2008 stadfæstet Energitilsynets afgørelse vedrørende NESA Forsynings A/S´ prisgodkendelse for 2004 (efterregulering). Ved afgørelsen blev selskabets rimelige overskud for 2004 fastsat til 0,781 mio. DKK under hensyn til selskabets effektivitet. 

I den forbindelse klagede Nesa Forsyning A/S over, at Energitilsynet ikke havde taget hensyn til selskabets forøgede elkøbsomkostninger som følge af en uheldig indkøbsstrategi ved vurderingen af selskabets effektivitet og fastsættelsen af et rimeligt overskud. Selskabet fandt, at der ved vurderingen af selskabets effektivitet skulle tages hensyn til øgede elkøbsomkostninger som følge af en uheldig indkøbsstrategi i 2004, således at det rimelige overskud kunne opgøres til 4,0592 mio. DKK. 

Energitilsynet lagde derimod vægt på, at den dagældende elforsyningslovs § 72, stk. 1, og bemærkningerne hertil forudsætter, at de forsyningspligtige el­selskaber agerer effektivt ved køb af elektricitet, og at virksomhedernes omkostninger holdes på et effektivt niveau. Effektivitet i indkøbene skal såle­des tillægges væsentligt betydning for et rimeligt overskud i virksomhederne. 

Energitilsynet bestred endvidere, at der med en afgørelse i 2001- hvor der blev korrigeret for forøgede elkøbsomkostninger i en række selskaber - var dannet præcedens for at korrigere for elkøbsomkostninger. I 2001 var konkurrencen under udvikling, mens markedet i 2004 var betydeligt mere udviklet og likvidt. Samtidig kunne man i 2001 konstatere, at der var meget voldsomme prisudsving, som havde betydning for en hel række af de forsyningspligtige selskaber. Afgørelsen fra 2001 kunne således ikke danne præcedens i 2004, der alene vedrørte et enkelt selskabs individuelle indkøbsstrategi, og hvor der ikke var påvist særlige generelle forhold i markedet. 

Energiklagenævnet fandt, at et forsyningspligtigt selskabs indkøbsstrategi på et en gros marked med virksom konkurrence er et effektivitetsparameter, og at en gros markedet i 2004 var et marked med virksom konkurrence. Der skulle derfor ikke korrigeres for Nesa Forsynings A/S forøgede elindkøbs-omkostninger ved vurderingen af selskabets effektivitet.  

2.2. Dong City Elnet Ældre Sagens klage over afgørelse om reguleringsregnskab - partstatus - afvisning
Energiklagenævnet afviste den 16. januar 2009 at behandle Ældre Sagens klage over Energitilsynets afgørelse om Dong City Elnets reguleringsregnskaber, som blev truffet på tilsynsmødet den 23. juni 2008. 

Med klagen anmodede Ældre Sagen klagenævnet om, at: "Vurdere om tilsynets afgørelse af 23. juni 2008 er juridisk korrekt vurderet af tilsynet på baggrund af bl.a. de samlede forarbejder til bekendtgørelsen" (indtægtsrammebekendtgørelsen).  

Endvidere anførte Ældre Sagen vedrørende fristen for indbringelse af afgørelsen for klagenævnet, at: "Det ikke er rimeligt, at en uvarslet offentliggørelse af afgørelsen lige op til sommerferieperioden skal afskære denne mulighed". Ældre Sagen indbragte afgørelsen for klagenævnet den 30. september 2008. Klagefristen ifølge elforsyningsloven er 4 uger, og tilsynet traf - som anført - afgørelse i Dong City Elnetsagen den 23. juni 2008.  

Klagenævnet begrundede sin afvisning med, at Ældre Sagen ikke har en tilstrækkelig væsentlig eller individuel interesse i sagen, og således ikke kan anses for part i sagen.  

Tilsynets afgørelse af 23. juni 2008 har alene en afledet virkning i forhold til Ældre Sagens medlemmer og er således ikke som udgangspunkt væsentlig. Uanset om der måtte have været en afledet væsentlig interesse, fandt klagenævnet imidlertid, at Ældre Sagens medlemmer ikke har en tilstrækkelig individuel interesse i sagen. Medlemmerne er ikke særligt berørt i forhold til de øvrige elforbrugere, og ingen medlemmer er særligt berørt.Da Ældre Sagen således ikke har partsstatus i sagen, havde tilsynet følgelig ikke pligt til partshøring, og ej heller pligt til at fremsende sin afgørelse til Ældre Sagen efter den 23. juni 2008. 

På den baggrund afviste klagenævnet sagen. 

2.3. AffaldVarmeÅrhus - tilbagebetaling af overdækning - partstatus- stadfæstelse
I meddelelser fra Energitilsynets sekretariat til decembermødet 2008 orienterede sekretariatet om, at en advokat på vegne af 60 nuværende og tidligere forbrugere under AffaldVarme Århus havde klaget over, at Energitilsynet fandt, at disse forbrugere ikke anses for klageberettigede i spørgsmålet om afvikling af overdækning i AffaldVarme Århus. 

Energitilsynets sekretariat fandt - i overensstemmelse med Energiklagenævnets praksis - at klagerne ikke havde den fornødne individuelle interesse, da klagernes interesse ikke adskilte sig fra den interesse, som andre aftagere af varme fra AffaldVarme Århus i perioden 2008-2011 kunne have i sagen. 

De 15 af de 60 forbrugere har fra Energitilsynets sekretariat modtaget afgørelse om, at de ikke kan anses for klageberettigede og ikke kan anses for parter i sagen. 45 af de 60 forbrugere har ikke først klaget til Energitilsynet. Energitilsynets sekretariat har således ikke truffet en afgørelse om klageberettigelse og partstatus med hensyn til disse 45 forbrugere.

Energiklagenævnet har afvist at behandle de 45 klagere, som ikke først har klaget til Energitilsynet. De øvrige 15 sager, hvor forbrugerne først havde klaget til Energitilsynet verserer fortsat for klagenævnet. 

Udover de nævnte 60 forbrugere, der havde klaget samlet, har seks andre forbrugere individuelt påklaget Energitilsynets sekretariats afgørelse om manglende klageberettigelse til Energiklagenævnet. 

Energiklagenævnet har den 17. december 2008 stadfæstet Energitilsynets afgørelser i disse seks sager. 

Energiklagenævnet bemærkede, at tilsynsmyndigheder efter almindelig forvaltningsretlig praksis som sådan ikke har pligt til at behandle alle klager. 

Dette udgangspunkt, hvorefter en tilsynsmyndighed ikke har pligt til at behandle klager eller andre henvendelser, gælder uanset, om den person, som klager, må anses for at have en væsentlig og individuel interesse i det forhold, der klages over (partsstatus/klageberettigelse).  

Energiklagenævnet finder ikke, at de generelle tilsynsbestemmelser i elforsyningslovens § 78, stk. 1, og § 80 pålægger Energitilsynet en pligt til at behandle klagesager. 

Da spørgsmålet om en persons eventuelle væsentlige og individuelle interesse i det forhold, der klages over (partsstatus/klageberettiget til Energitilsynet), således ikke har betydning for tilsynets pligt til at behandle klager/henvendelser, fandt Energiklagenævnet ikke anledning til at tage nærmere stilling til dette i de konkrete sager. 

Energiklagenævnet udtalte, at en tilsynsmyndighed som Energitilsynet alene har pligt til at realitetsbehandle henvendelser/klager, i hvilke der rejses konkret begrundet mistanke om, at der enten foreligger en lovovertrædelse af nogen betydning eller er udvist en ulovlig adfærd. Heraf følger, at en myndighed som minimum må foretage en vurdering af, om en henvendelse/klage rejser en sådan mistanke. 

Energitilsynet havde tidligere godkendt AffaldVarme Århus model for afvikling af overdækningen, og Energiklagenævnet bemærker, at afvikling af overdækning gennem prisnedsættelser over en årrække må anses for at være i overensstemmelse med varmeforsyningslovens regler. 

På denne baggrund og da Energitilsynet i øvrigt på generelt plan er i færd med at undersøge forsyningsvirksomhedernes muligheder for afvikling af overdækning, var Energiklagenævnet enig med Energitilsynet i, at klagers henvendelse til Energitilsynet ikke gav tilsynet anledning til at foretage sig yderligere. Energiklagenævnet fandt, at klagers henvendelse ikke rejste en ny konkret begrundet mistanke om lovovertrædelser af varmeforsyningsloven af nogen betydning. 

Med denne begrundelse fandt Energiklagenævnet, at Energitilsynet var berettiget til at afvise at realitetsbehandle klagerne. 

2.4. E.ON Varmes faste afgifter og incitamenter til energispareaktiviteter  - stadfæstelse
Energitilsynet traf på mødet den 28. april 2008 afgørelse om, at E.ON Varmes arealbaserede faste afgift ikke var i strid med varmeforsyningsloven og en bekendtgørelse om energispareaktiviteter. Energiklagenævnet stadfæstede afgørelsen den 15. december 2008. 

E.ON Varme har tidligere opkrævet den samme faste afgift fra alle forbrugere. Dette fandt Energitilsynet ikke var i overensstemmelse med varmeforsyningsloven, og tilkendegav dette overfor selskabet. E.ON Varme ændrede erefter den faste afgift, således at afgiftens størrelse var afhængig af arealet af den tilsluttede ejendom, således som dette var registreret i BBR. 

I henhold til Energitilsynets og tidligere Gas- og Varmeprisudvalgets praksis skal den faste afgift være omkostningsmæssigt bestemt, således at den faste afgift dækker varmeforsyningens forbrugsuafhængige omkostninger. 

Energitilsynet fandt, at de priser og vilkår, som selskabet herefter fastsatte, var i overensstemmelse med varmeforsyningsloven, og udtalte, at den faste afgift ikke var i strid med varmeforsyningsloven. Tilsynet fandt ikke, at bekendtgørelsen om energispareaktiviteter havde relevans for sagen. Denne vurdering var forbrugeren imidlertid ikke enig i, hvilket var årsag til at forbrugeren rejste sagen for Energiklagenævnet.

Forbrugeren har overfor Energiklagenævnet bl.a. anført, at den eneste rigtige og lovlige prispolitik vil være afregning alene baseret på en variabel afgift. Forbrugeren har anført, at ved vand, el og telefon er de faste afgifter meget beskedne. En høj fast afgift giver heller ikke varmeleverandøren incitamenter til at foretage investeringer i effektiviseringer og energibesparelser, da alle omkostninger blot kan væltes over på forbrugerne som nødvendige udgifter. Forbrugeren finder, at Energitilsynets praksis om kostægte tarifering modarbejder lovens formål om at fremme energibesparelser ligesom forbrugere fandt, at princippet om kostægte tarifering var i strid med EUs sparemålsætninger, Koyoto-protokollen og lov om fremme af energibesparelser. Forbrugeren fandt videre ikke at Energitilsynet havde overholdt forvaltningslovens bestemmelser om begrundelse. 

Energiklagenævnet bemærkede, at bestemmelserne i lov om fremme af energibesparelser og bekendtgørelsen om energispareaktiviteter dels ikke indeholder bestemmelser om fastsættelse af varmetariffer, dels at Energistyrelsen er rette myndighed for behandling af sager om de hensyn, som bestemmelserne tilgodeser. Energiklagenævnet bemærkede, at det følger af det organisatoriske specialitetsprincip, at en forvaltningsmyndighed ikke må varetage hensyn, som det ifølge loven tilkommer en anden myndighed at varetage. Derfor var det korrekt at Energitilsynet ikke lagde vægt på disse hensyn.     

Nævnet bemærkede videre, at Energitilsynet havde en fast praksis om at den faste afgift kan beregnes på 4 forskellige måder, og at Energiklagenævnet i flere afgørelser har tiltrådt denne praksis. Nævnet bemærkede, at forbrugerens bemærkninger om de politiske strømninger på klima- og energiområder ikke indeholder juridiske eller faktuelle forhold, der kan begrunde en fravigelse af praksis. Om forbrugerens klageberettigelse bemærkede nævnet, at forbrugere under sagens lange forløb er blevet inddraget i sagen af såvel Energitilsynet som af Energiklagenævnet, og at forbrugeren derfor havde fået en berettiget forventning om at være part i sagen. Nævnet fandt endelig at Energitilsynets afgørelse opfyldte begrundelseskravene i forvaltningsloven. Nævnet stadfæstede derfor afgørelsen.


3.  Formandsafgørelser

3.1. Guldborgsund Kommune - modregning af rådighedsbeløb
Energitilsynets formand har den 12. januar 2009 i henhold til § 3, stk. 3, i Energitilsynets forretningsorden i truffet afgørelse i en sag vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt Guldborgsund Kommunes (tidligere Nykøbing Falster Kommune) vederlag på 3 mio. kr. for 33 transformergrunde, lagerbeholdning, biler og andet løsøre som kommunen modtog i forbindelse med salget af kommunes elnetvirksomhed i 2004, skal medregnes i rådighedsbeløbet, jf. § 37 i elforsyningsloven.  

Nykøbing Falster Kommune solgte sin elnetvirksomhed (NFE) til SEAS i 2004, og indberettede vederlaget inkl. forrentning til tilsynet i januar 2005, jf. § 37 i elforsyningsloven. Vederlaget udgjorde ifølge kommunens indberetning 97 mio. kr. 

Energitilsynet traf afgørelse om, at kommunens rådighedsbeløb skal opgøres som 97 mio. kr. for salget af ledningsnet, transformere og et enkelt mobilt nødstrømsanlæg, og tillagde vederlaget for det samtidige salg på 3 mio. kr. for 33 transformergrunde, lagerbeholdning, biler og andet løsøre. Afgørelsen blev truffet den 25. april 2005, og efterfølgende meddelt Indenrigs- og Sundhedsministeriet (nu Velfærdsministeriet) samt Nykøbing Falster Kommune.Nykøbing Falster Kommune indbragte Energitilsynets afgørelse for Energiklagenævnet, som 26. september 2007 hjemviste sagen til fornyet behandling i Energitilsynet med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger til belysning af, hvorvidt de 3 mio. kr. skal indgå i opgørelsen af kommunens rådighedsbeløb. 

Energiklagenævnet bemærkede, at "der ikke ved opgørelsen af en kommunes rådighedsbeløb skal medtages aktiver, som må siges at tilhøre kommunen, dvs. aktiver, som har været skattefinansierede modsat brugerfinansierede aktiver". 

Kommunen har oplyst, at såvel grunde, biler som lagerbeholdning er skattefinansierede. Sekretariatet har gennemgået de fremsendte bilag, og kan ikke afvise, at de 3 mio. kr. dækker over skattefinansierede aktiver modsat brugerfinansierede aktiver.

Energitilsynet formand bemyndigede sekretariatet til at meddele Velfærdsministeriet og kommunen, at afgørelsen angående de 3 mio. kr. trækkes tilbage, idet sekretariatet, efter de yderligere undersøgelser af åbningsbalance m.m., ikke har fundet det relevant at indhente yderligere materiale til vurdering af sagen, fordi dette forudsætter betydelig ressourceindsats - herunder inddragelse af ekstra revisorbistand. En sådan ressourceindsats i forbindelse med kontrollen af indberetningerne er ikke forudsat i lovgivningen, jf. bemærkningerne til elforsyningslovens § 37 og varmeforsyningslovens § 23 l. Hertil kommer, at det ikke ventes, at en sådan undersøgelse ville frembringe holdepunkter for, at de tre mio. kr. ikke dækker over skattefinansierede aktiver.

Klage over regning?
Se hvem der er billigst på el, gas og varme