Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Uddrag af meddelelser fra Energitilsynets møde den 19. marts 2002


1. Nye klagesager for Energiklagenævnet

1.1 NESA - krav om depositum
Energitilsynets sekretariat havde den 22. januar 2002 truffet afgørelse i en sag, hvor to forbrugere fra Hellerup havde klaget til Energitilsynet over, at NESA havde stillet krav om betaling af depositum for elforsyning.

Sekretariatets afgørelse var truffet med udgangspunkt i den afgørelse, Energitilsynet havde truffet på mødet den 21. januar 2002 vedrørende NESA´s regler om betaling af depositum.

I den konkrete sag havde de to forbrugere henvist til, at de i en meget lang periode altid havde betalt for sent, at de ikke på tidspunktet for depositumkravet var i restance, samt at de havde anmeldt deres fremtidige betalinger til betalingsformidling via PBS.

I overensstemmelse med Energitilsynets beslutning på mødet den 21. januar 2001 lagde sekretariatet i sagen til grund, at et krav om betaling af depositum måtte forudsætte, at der umiddelbart forud for kravet var sket gentagne væsentlige overskridelser af den almindelige betalingsfrist.

Af sagens oplysninger fremgik, at klagerne i 2001 syv gange havde modtaget rykkerskrivelser og fire gange havde modtaget inkassomeddelelse. Den seneste inkassomeddelelse havde betalingsfrist den 12. november 2001. I det foreliggende tilfælde var der således umiddelbart forud for kravet om depositum den 6. november 2001 gentagne gange sket væsentlige overskridelser af de fastsatte betalingsfrister.

Med hensyn til det af klagerne anførte, at de på tidspunkt for kravet om depositum ikke var i restance, idet inkassomeddelelsen først havde betalingsfrist den 12. november, fremgik det af sagen, at inkassomeddelelsen vedrørte en regning med betalingsfrist den 8. oktober 2001. Klagerne måtte derfor anses for at have været i restance siden den 8. oktober 2001.

Med hensyn til det anførte om, at betalingerne fremover var tilmeldt PBS indebar dette ikke en sikkerhed for rettidig betaling, idet der ikke af pengeinstitutterne foretages betaling via PBS, hvis der ikke er dækning på debitors konto.

På denne baggrund fandt sekretariatet ikke, at der kunne rettes indvendinger imod det af NESA stillede krav om depositum, jf. elforsyningslovens § 77, stk. 1, jf. § 6, stk. 3.

Denne afgørelse var af klagerne blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.2 NESA - krav om depositum
Energitilsynets sekretariat havde den 25. januar 2002 truffet afgørelse i en sag, hvor en forbruger fra Birkerød havde klaget til Energitilsynet over, at NESA havde stillet krav om betaling af depositum for fortsat elforsyning.

Sekretariatets afgørelse var truffet med udgangspunkt i den afgørelse, Energitilsynet havde truffet på mødet den 21. januar 2002 vedrørende NESA´s regler om betaling af depositum.

Af den konkrete sag fremgik, at klageren i 2000 og 2001 i alt ni gange havde modtaget rykkerskrivelser og tre gange havde modtaget inkassomeddelelser. Den seneste inkassomeddelelse havde betalingsfrist den 12. november 2001. Det fremgik således, at der i det foreliggende tilfælde gentagne gange umiddelbart forud for kravet om depositum den 10. november 2001 var sket væsentlige overskridelser af de fastsatte betalingsfrister.

På denne baggrund fandt sekretariatet det ikke urimeligt, jf. elforsyningslovens § 77, stk. 1, jf. § 6, stk. 2, at NESA overfor klageren havde stillet krav om depositum.

Denne afgørelse var af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.3 NESA - betaling af ødelagt HFI-relæ
Energitilsynets sekretariat havde den 23. januar 2002 truffet afgørelse i en sag, hvor en forbruger fra Værløse havde klaget til Energitilsynet over, at NESA havde afslået at dække omkostninger til udskiftning af et ødelagt HFI-relæ.

Af klagen fremgik, at HFI-relæet blev defekt natten mellem den 22. og 23. november 2001 og måtte udskiftes. Klageren mente, at defekten skyldtes, at NESA natten mellem den 22. og 23. november havde alvorlige højspændingsproblemer med transformatorstationer, der gik ned, hvilket bl.a. medførte bortfald af strøm i Herlev, Ballerup, Måløv og Jonstrup fra klokken 00.14 til ca. 01.54. På denne baggrund fandt klageren, at NESA burde betale mindst halvdelen af beløbet til udskiftningen af relæet.

NESA A/S oplyste, at det var korrekt, at der var en større højspændingsfejl natten mellem den 22. og 23. november 2001. NESA A/S benægtede imidlertid, at HFI-relæet kunne være ødelagt som følge af højspændingsfejlen, idet NESA´s overvågning af ledningsnettet viste, at der ikke havde været nogen jordmarkering. NESA havde i øvrigt ikke haft andre henvendelser vedrørende ødelagte HFI-relæer.

Da sagen vedrørte et erstatningsretligt spørgsmål meddelte sekretariatet klageren, at Energitilsynet ikke havde kompetence til at træffe afgørelse i sagen, men at denne måtte henvises til domstolene.

Denne afgørelse var af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.4 Energi Fyn - gebyr for måleraflæsning
Energitilsynets sekretariat havde den 18. januar 2002 truffet afgørelse i en sag, hvor en forbruger i Søndersø havde klaget til Energitilsynet over Energi Fyns leveringsbetingelser og selskabets fremgangsmåde i forbindelse med aflæsning af elmåler.

Af klagen fremgik, at Energi Fyn i et brev med vedhæftet selv-aflæsningskort anførte, at såfremt selvaflæsningskortet ikke var selskabet i hænde på en af selskabet opgivet dato, ville selskabet være nødsaget til at aflægge et besøg hos forbrugeren for imod gebyr at foretage aflæsning af elmåleren. Endvidere fremgik, at forbrugeren fandt, at en i selskabets leveringsbestemmelser indeholdt bestemmelse om, at selskabet imod legitimation skal have adgang til elmåleren, måtte være i strid med grundlovens § 72.

Energi Fyns leveringsbestemmelser var anmeldt til Energitilsynet, jf. elforsyningslovens § 76, stk. 1, men en bestemmelse om gebyr for måleraflæsning fremgik ikke af de anmeldte bestemmelser.

Sekretariatet meddelte forbrugeren, at det lå udenfor Energitilsynets kompetence at bedømme, hvorvidt bestemmelsen om elselskabets adgang til elmåleren var i strid med grundlovens § 72.

Med hensyn til spørgsmålet om gebyrer meddelte sekretariatet forbrugeren, at Energitilsynet på sit møde den 10. april 2000 havde fundet, at forsyningsvirksomheder var berettiget til opkræve omkostningsbestemte rykkergebyrer mv., når det fremgår af forsyningens leveringsbetingelser. Da bestemmelsen om gebyr for aflæsning som følge af manglende selvaflæsning ikke fremgik af Energi Fyns leveringsbetingelser, fandt sekretariatet, at det måtte anses for urimeligt, jf. elforsyningslovens § 77, stk. 1, jf. § 6, stk. 3, at forsyningen havde opkrævet dette gebyr.

Energi Fyn havde efterfølgende til Energitilsynets register anmeldt ændrede leveringsbetingelser, der giver hjemmel til at opkræve gebyr for måleraflæsning.

Sekretariatets afgørelse var af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.5 SE Energi - overførsel af akkumuleret overdækning
Energitilsynets sekretariat havde den 19. december 2000 truffet afgørelse i en sag, hvor SE Energi havde anmodet Energitilsynet om tilladelse til overførsel til henlæggelser af akkumuleret overdækning for årene 1994 og 1996 for SFGHH og for året 1999 for Skive Elværk, idet beløbene fejlagtig var blevet overført til egenkapitalen. Overførslerne udgjorde i alt 11.417.000 kr. Den samlede akkumulerede overdækning for de to værker udgør for perioden 1976 til 1999 18.348.000 kr. Endvidere var der anmodet om tilladelse til overførsel af akkumuleret overskud på sideordnede aktiviteter på 2.226.000 kr. fra perioden 1993-99 til fri egenkapital.

I afgørelsen af 19. december 2000 meddelte sekretariatet SE Energi, at overdækningen skal tilbageføres til forbrugerne via en sænkning af nettariffen. Afviklingen skal ske inden for første reguleringsperiode (2000 - 2003) med en årlig minimumsnedsættelse på 10% af nettariffen. Af overskud på sideordnet aktiviteter kan alene et tidligere godkendt beløb på 238.000 kr. overføres til den fri egenkapital.

SE Energi havde senere meddelt, at tilbageførelsen vil ske over 5 år, således at selskabet kan bevare en stabil netpris. Sekretariatet havde i den anledning ved skrivelse af 6. december 2001 meddelt, at den tidligere afgørelse af 19. december 2000, hvorefter afviklingen skal ske inden udgangen af 2003, fastholdes.

I den konkrete sag havde sekretariatet taget udgangspunkt i afgørelser fra Energitilsynets møde den 28. august 2000 vedrørende udligning af over- og underdækning fra perioden før den nuværende elforsyningslov (lov 375 af 2. juni 1999) trådte i kraft.

Sekretariatets afgørelse af 19. december 2000 var af SE Energi blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.6 Fjernvarmeforsyningen i Sorø - administrationsomkostninger
Energitilsynets sekretariat havde den 17. januar 2002 truffet afgørelse i en sag, hvor en forbrugere fra Sorø havde klaget til Energitilsynet over de administrationsomkostninger, der var indregnet i fjernvarmepriserne efter NVE's overtagelse af den kommunalt ejede fjernvarmeforsyning i Sorø.

Klageren anførte bl.a., at administrationsomkostningerne for 1999 og formentlig også for 2000 for fjernvarmeforsyningen i Sorø var skønsmæssigt fastsat af NVE uafhængigt af f.eks. antallet af fjernvarmeforbrugere, og at administrationstillægget på de øvrige omkostninger blev fastsat ud fra NVE's samlede uspecificerede udgifter i forhold til de omkostninger, der kunne henføres til særlige formål.

Sekretariatet kunne ikke på det foreliggende grundlag afgøre, hvor høje omkostningerne til administration i den aktuelle sag rettelig var. Sekretariatet fandt, at det forekom sandsynligt, at der ved NVE`s administration af Sorø Kraftvarme er forbundet omkostninger, som med henvisning til varmeforsyningslovens § 20, stk. 1 kan indregnes i priserne. Sekretariatet anså det som udgangspunkt heller ikke for at være urimeligt, at NVE ansatte administrationsomkostningerne overfor fjernvarmeforsyningen i Sorø skønsmæssigt, idet det forekom sandsynligt, at der optrådte indirekte omkostninger, der ikke kunne ansættes på anden vis.

Sekretariatet kunne endvidere konstatere, at de samlede omkostninger (excl. køb af energi, renter og afskrivninger) for Sorø Kraftvarmeværk i år 2000 udgør 10.959.000 kr., hvilket var et fald på 12 % i forhold til år 1999.

På denne baggrund fandt sekretariatet ikke anledning til at foretage videre i sagen.

Denne afgørelse var af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.7 Middelfart Fjernvarme -opkrævning af rumafgift
Energitilsynets sekretariat havde den 2. januar 2002 truffet afgørelse i en sag, hvor Lillebæltshallen havde klaget til Energitilsynet over Middelfart Fjernvarmes opkrævning af tilslutningsafgift på 320.000 kr. i forbindelse med hallens udvidelse.

Lillebæltshallen gjorde gældende, at Middelfart Fjernvarme ikke havde haft særskilte omkostninger i forbindelse med den øgede leverance af varme som følge af udvidelsen af hallen.

Middelfart Fjernvarme anførte, at der konkret var foretaget en udvidelse af Lillebæltshallen med 12.826 m3, og at der derfor skulle opkræves tilslutningsafgift (rumafgift) herfor.

Energitilsynets sekretariat meddelte klagerne, at de enkelte varmeforsyninger i deres tarifering skal tilstræbe en såkaldt omkostningsægte tarifering, hvor faste omkostninger modsvares af faste betalinger og variable omkostninger af variable betalinger.

I den konkrete sag indebar dette, at Lillebæltshallen ved betaling af rumafgift for udvidelsen alene skulle dække den tilvækst i faste omkostninger for Middelfart Fjernvarme, der var en direkte følge heraf. Opkrævningen af fast betaling for udvidelsen af Lillebæltshallen måtte således ikke indeholde bidrag til dækning af faste omkostninger, som Lillebæltshallen allerede ved sit hidtidige forbrug dækkede via den faste betaling.

Som sagen forelå oplyst for Energitilsynet, ville det, såfremt Middelfart Fjernvarme opkrævedes fuld rumafgift, ikke forekomme usandsynligt, at Lillebæltshallen herved kom til at betale ud over, hvad der var tilstrækkeligt for at dække de faste omkostninger, som hallen påførte Middelfart Fjernvarme ved sin mulige belastning af fjernvarmenettet. Dette måtte anses for urimeligt, jf. varmeforsyningslovens § 21, stk.4.

Endelig fremhævede sekretariatet, at Gas-og varmeprisudvalget tidligere havde fundet, at det ikke var urimeligt, dersom rumafgiften for idrætshaller, skoler m.v. blev reduceret med eksempelvis 50% for at skabe bedre overensstemmelse mellem betaling og de omkostninger, som kunden i det aktuelle tilfælde påførte forsyningen ved sin egenskab og tilstedeværelse som forbruger.

Sekretariatet fandt på denne baggrund, at den faste betaling for udvidelsen af Lillebæltshallen enten skulle reduceres, eksempelvis til 50 % eller undlades, hvis det kunne sandsynliggøres, at Lillebæltshallen ved udvidelsen ikke påførte Middelfart Fjernvarme yderligere faste omkostninger.

Denne afgørelse var af Middelfart Fjernvarme blevet indbragt for Energiklagenævnet.


2. Afgørelser og meddelelser fra Energiklagenævnet

2.1 HNG - klage over placering af gasmåler
Energiklagenævnet havde den 22. januar 2002 stadfæstet en afgørelse truffet af Energitilsynets sekretariat den 19. februar 2001. Sekretariatet havde vurderet, at HNG's fremgangsmåde ved placering af en gasmåler ikke var urimelig og dermed i strid med lov om naturgasforsyning.

I den pågældende sag havde kunden klaget over placeringen af en gasmåler i forbindelse med levering af gas fra HNG. Kunden fremførte, at den indvendige placering af gasmåleren betyder tab af værdifuld lagerplads, samt at han ikke var blevet rådført om placeringen. Klager fandt derfor, at der måtte ske en flytning af måleren for HNG's regning.

HNG svarede, at afgørende for målerens indvendige placering havde været det i kontrakten forudsatte høje forbrug, som var oplyst af klager, og at placeringen sædvanligvis drøftes med kunden ved kontraktudfærdigelsen. Grundet det lange tidsspænd mellem kontraktudfærdigelsen (ultimo 1993) og installationen af måler (ultimo 2000) før påbegyndelse af gaslevering, havde det ikke været muligt at få bekræftet, om rådgivningen havde fundet sted.

Af sagen fremgik, at klager i leveringskontrakten havde skrevet under på at være gjort bekendt med HNG's leveringsbetingelser, herunder §3.1, hvoraf det fremgår, at HNG forbeholder sig ret til at bestemme målerens placering.

Sekretariatet meddelte klager, at man ikke fandt, at HNG's fremgangsmåde var i strid med lov om naturgasforsyning, herunder §41, stk.1, der bemyndiger Energitilsynet til at give påbud om ændring af priser og betingelser, der anses for at være i strid med loven.

Klageren indbragte denne afgørelse til Energiklagenævnet med henvisning til, at der ikke var blevet ført bevis for, at rådgivning havde fundet sted, samt at placeringen af måleren ikke var sket på det naturlige sted. Derudover betvivlede klager, at leveringsbestemmelserne kunne vurderes efter lov om naturgasforsyning.

Energiklagenævnet bemærkede i sin afgørelse, at Energitilsynet har kompetence til at vurdere, om priser og betingelser er rimelige, jvf. naturgasforsyningslovens § 38, stk. 2.

Energiklagenævnet lagde til grund, at HNG efter leveringsbestemmelsernes § 3.1 sidste punktum vælger "antal, art og placering af stikledning, skabe og evt. indvendig måler".

Energiklagenævnet fandt, at placeringen af måleren var sket i overensstemmelse med HNG's leveringsbestemmelser. Leveringsbetingelser som nævnet ikke fandt urimelige. Nævnet fandt derfor ikke anledning til at tilsidesætte Energitilsynets afgørelse.


3. Formandsafgørelser

Der er ikke i perioden af Energitilsynets formand truffet afgørelser i medfør af § 2, stk. 3 i Energitilsynets forretningsorden.


4. Større væsentlige sager afgjort af sekretariatet

4.1 Ørslev-Terslev Kraftvarmeforsyning
En kunde hos Ørslev-Terslev Kraftvarmeforsyning klagede over at skulle betale en udtrædelsesgodtgørelse i forbindelse med sin opsigelse af fjernvarmeleveringsforholdet.

På baggrund af oplyste i sagen var det Energitilsynets sekretariats umiddelbare vurdering, at der i opsigelsesåret var tilsluttet kunder, som havde overtaget den udtrædende kundes andel i værkets gæld. Udgangspunktet for sekretariatets bedømmelse af sagen var herefter, at det ville være urimeligt, såfremt værket var økonomisk veldrevet, at den udtrædende kunde skulle betale en egentlig udtrædelsesgodtgørelse.

Ørslev-Terslev Kraftvarmeforsyning havde i året forud for kundens opsigelse af leveringsforholdet modtaget tilskud fra Energistyrelsens og gasselskabernes "barmarkspulje". Formålet med barmarkspuljen var at gældssanere barmarksværkerne. 76 værker modtog tilskud. 8 af værkerne, herunder Ørslev-Terslev Kraftvarmeforsyning, fik hver et tilskud på over 10 mio. kr. For Ørslev-Terslev Kraftvarmeforsynings vedkommende svarede tilskuddet til godt 1/3 af værkets samlede gæld på tilskudstidspunktet.

Gældssaneringen, værkets høje varmepriser samt den omstændighed, at værkets fortsat havde betydelige gældsposter var efter Energitilsynets sekretariatets opfattelse tilstrækkelig dokumentation for, at værkets økonomi var følsom overfor enhver nedskæring i kundegrundlaget.

Energitilsynets sekretariat fandt på denne baggrund, at det ikke var urimeligt i henhold til varmeforsyningslovens § 21, stk. 4, at Ørslev-Terslev Kraftvarmeforsyning i forbindelse med kundens udtræden opkrævede en egentlig udtrædelsesgodtgørelse beregnet på grundlag af restgælden i værket. Endvidere fandt Energitilsynets sekretariat, at det ikke var urimeligt i henhold til § 21, stk. 4, at værket opkrævede betaling for dokumenterbare, rimelige omkostninger forbundet med den faktiske afbrydelse af varmeforsyningen.


5. Andre forhold

5.1 Tilbagebetaling af for høje kommunale rykkergebyrer
På mødet den 17. december 2001 besluttede Energitilsynet under behandlingen af dagsordenens punkt 4: "Energiprisudvalgenes praksis vedrørende måler- og funktionsfejl", at der skulle rettes henvendelse til Kammeradvokaten med henblik på en gennemgang af det juridiske grundlag for rækkeviden af Energitilsynets afgørelser. Denne undersøgelse måtte imidlertid afvente det af regeringen iværksatte udgiftsstop.

På samme møde var der i Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat under punkt 3.1. oplyst, at Energitilsynets Formand havde besluttet, at et spørgsmål om, hvorvidt de kommunale forsyningsvirksomheder kunne pålægges at tilbagebetale for høje kommunale rykkergebyrer opkrævet i perioden mellem Energitilsynets afgørelse vedrørende kommunale rykkergebyrer af 10. april 2000 og Energiklagenævnets stadfæstelse af denne afgørelse den 19. juni 2001, skulle inddrages i henvendelsen til Kammeradvokaten.

Spørgsmålet om tilbagebetaling af for høje kommunale rykkergebyrer var aktualiseret som følge af, at Kommunernes Landsforening efter Energiklagenævnets stadfæstelse af Energitilsynets afgørelse vedrørende gebyrer meddelte kommunerne, at rykkergebyrer fremover burde være omkostningsbestemte, men at gebyrer opkrævet før Energi-klagenævnets afgørelse ikke skulle tilbagebetales, da kommunerne havde været i god tro med hensyn til hjemmelsgrundlaget for at opkræve rykkergebyrer på 250 kr.

Efter ophævelsen af det indførte udgiftstop havde sekretariatet nu rettet henvendelse til Kammeradvokaten i overensstemmelse med Tilsynets beslutning af 17. december 2001.

5.2 Elsam A/S afgiftfritagelse - dom afsagt af Vestre Landsret
Den 7. marts 2002 havde Vestre Landsret afsagt dom i en sag anlagt af Elsam A/S mod Skatteministeriet vedrørende spørgsmålet om afgiftsfritagelse for det brændselsforbrug, som medgår til elproduktion i et kraftvarmeværk. Ifølge dommen frifandtes Skatteministeriet.

Det var Elsam A/S's opfattelse, at hele brændselsforbruget ved den kombinerede el- og varmeproduktion var afgiftsfritaget alene med fradrag af den del af brændselsforbruget, som kan henføres til det merforbrug, der er forbundet med varmeproduktionen.

Der skulle derfor efter værkets opfattelse - ud over af merbrændselsforbruget - betales afgift af den resterende del af brændselsforbruget, som efter værkets reelle kalkulationer og aftaler med varmeaftageren driftsøkonomisk henregnes til varmeproduktionen, tilfaktureres varmesiden og således ikke indgår i elprisen.

Skatteministeriet var af den opfattelse, at kun den del af brændselsforbruget, som indregnes i elprisen, var afgiftsfritaget.

Ved merbrændselsforbruget forstås den ekstra brændselsmængde, der skal indfyres i kraftvarmeværkets kedel, for at kompensere for en mistet elproduktion i forbindelse med kombineret produktion af el og varme.

Begrebet "kraftvarmefordelen" dækker forskellen mellem det brændselsforbrug, der er nødvendigt for at opnå en given energimængde el og varme ved produktion på separate el- og varmeværker i forhold til det brændselsforbrug, som er nødvendigt til fremstilling af samme energimænde i et kraftvarmeværk ved kombineret produktion.

Parterne havde i det væsentligste koncentreret sagens forelæggelse til fortolkning af kulafgiftsloven, (lov nr. 265 af 9. juni 1982) herunder bestemmelsen i lovens § 7, stk. 1, idet parterne havde været enige om lægge fortolkningen af afgiftsfritagelsesbestemmelsen i denne lov til grund for forståelsen af de tilsvarende bestemmelser i den øvrige afgiftslovgivning, som berører afgiftsbetalingen ved produktion af el og varme.

Ifølge § 7, stk. 1 var "afgiftspligtige varer", der anvendes til bl.a. fremstilling af elektricitet i kraftvarmeværker, der afsætter elektricitet, fritaget for afgift af den del af det samlede forbrug af afgiftspligtige varer, der medgår til fremstilling af elektricitet, og som indregnes i elektricitetsprisen.

På grund af tvivl om forståelsen og anvendelsen af § 7, stk. 1 i kulafgiftsloven udstedte Told og Skattestyrelsen cirkulære nr. 148 af 20. august 1998 om centrale kraftværkers opgørelse og fordeling af brændselsforbrug, hvori det vedrørende "opgørelse af brændselsforbrug til varmefremstilling samt indregning af kraftvarmefordelen ved opgørelse af brændselsforbruget" præciseres:

"De centrale kraftvarmeværker er fritaget for at betale afgift af den del af det samlede forbrug af afgiftspligtigt brændsel, der medgår til produktion af elektricitet, og som indregnes i elprisen ifølge værkernes kalkulationer, der anmeldes overfor Elprisudvalget. Afgiftsreglerne giver dog højst mulighed for fritagelse for den del af forbruget af brændsel, der netto er indregnet i elprisen.

Dette indbærer, at kraftvarmeværker ikke kan opnå afgiftsfrihed for forbruget af brændsel, der tilfaktureres varmesiden.

Der skal derfor betales afgift af brændsel, som et driftsfællesskab tilfakturerer et kraftvarmeværk som anvendt til fremstilling af varme, samt af en eventuel andel af den såkaldte kraftvarmefordel, der beregnes som forskellen mellem brændselsmængden, som et driftsfællesskab får betaling for, og den brændselsmængde, der skulle have været anvendt, hvis den leverede varme havde været fremstillet på et almindeligt varmeværk."

I sin begrundelse anfører Landsretten blandt andet, at det - for at opnå afgiftsfritagelse for vareforbruget i medfør af § 7, stk. 1, 2. pkt. i kulafgiftsloven - kræves dels at det afgiftspligtige kul er medgået til fremstilling af elektricitet, dels at det er indregnet i elprisen, og det påhviler den, der ønsker fritagelse for afgiften, at dokumentere, at begge betingelser for fritagelsen er opfyldt.

Der er ikke en naturlig produktionsbetinget fordelingsnøgle for den energi, som i kraftværker henregnes til fremstilling af de to produkter, og dette er baggrunden for, at der i loven er indsat en betingelse af driftsøkonomisk karakter, som efter sin ordlyd sigter til værkets egen prisfastsættelse.

Det er de kalkulationer, som kraftværket i forvejen anvender ved fordelingen af brændselsforbruget på de to produktioner, og som danner grundlag for prisfastsættelsen, der skal anvendes ved beregningen af afgiftsfritagelsen for elproduktion og ved afgiften for varmeproduktionen.

Ved gennemførelsen af kulafgiftsloven er det forudsat, at der skal betales afgift også af et brændselsforbrug, der ligger ud over merbrændselsforbruget.

Det brændsel, der i kraftvarmeværkerne anvendes til fremstilling af varme, pålægges i fuldt omfang afgift, således, at også den varme, der fremkommer ved fremstilling af el, fuldt ud belastes af afgiften.

Til forståelsen af problemstillingen bemærkes, at energiafgiftsbelastningen vedrørende elektricitet først pålægges i forbrugsleddet, mens fjernvarme pålægges afgifter allerede på det anvendte brændsel.

Klage over regning?
Se hvem der er billigst på el, gas og varme