Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Møde nr. 25


År 2002, den 15. marts afholdt Energitilsynets møde. Mødet indledtes kl. 13.00. Mødet blev afholdt i Finansstyrelsens lokaler i Landgreven 4, København K.

Til stede fra Energitilsynet fra Hans Henrik H. Østergaard, Anders Larsen, Niels I. Meyer og Preben Schou. Uffe Bundgaard-Jørgensen og Torben Riber deltog i mødet i deres egenskab af suppleanter.

Til stede fra sekretariatet var Nils Jan Hansen, Jacob Schaumburg-Müller, Johan Piper og Marianne Larsson.


Dagsorden

1. Inhabilitet på møde nr. 25
2. Meddelelser fra Formanden


Sager til beslutning

3. Priser for benyttelse af DONG Naturgas A/S' transmissionssystem


Andet

4. Eventuelt


ad punkt 1: Inhabilitet

Da Mette Lis Andersen, som ville have været inhabil under dagsordenens punkt 3 ikke deltog i mødet, fandtes der ikke at være grundlag for at erklære nogen medlemmer for inhabile i henhold til forretningsordenens punkt 11, stk. 1.


ad punkt 2: Meddelelser fra Formanden

Formanden oplyste om fortsatte drøftelser med departementet om Energitilsynets fremtidige rolle og den sekretariatsmæssige betjening.


ad punkt 3: Priser for benyttelse af DONG Naturgas A/S' transmissionssystem

Jacob Schaumburg-Müller indledte med en redegørelse for de præciseringer af notatet af 15. februar 2002, som sekretariatet - efter modtagelsen af DONG's høringssvar af 20. februar 2002 - har foretaget i to notater af henholdsvis 8. marts og 12. marts 2002. Herunder blev der redegjort for grundlaget for de vurderinger, sekretariatet har foretaget, specielt vedrørende de punkter, hvor DONG er uenig med sekretariatet.

Grundlaget for forretningen af indskudskapitalen har i sagen været renten på den risikofri statsobligation plus et for DONG specifikt risikotillæg, der afhænger af selskabets risici. DONG's risikotillæg ligger forholdsvis lavt i forhold til andre lande, hvilket skyldes følgende:

  • Historisk set har selskabet haft en lav risiko, da der 1) har været tvangstilslutning, 2) staten har ydet afgiftstilskud, 3) DONG har haft eneret og 4) lånene i selskabet har været statsgaranteret.
  • I dag har selskabet en lav risiko på grund af 1) monopolstatus, 2) stigende gasmængder, 3) planer om forbindelse til Norge og UK og 4) kapacitetsudnyttelsen er generelt lav, således det er svært for andre at få lov til at bygge nye rør.
  • Undersøgelser har vist, at det generelt har været mindre risikabelt at drive virksomhed i Danmark i det tyvende århundrede (sekretariatet har dog ved fastlæggelsen af risikotillægget taget højde for stigende internationalisering af kapitalmarkederne).

Dernæst har elsektoren fået en lavere forrentning end DONG.

Hvad angår de internationale sammenligninger af transmissionspriser, som Energitilsynet skal foretage, blev der redegjort for to forhold:

  • Ifølge naturgasforsyningsloven må transmissionspriserne ikke i væsentlig grad overstige prisniveauet på tilsvarende markeder. Tilsynets undersøgelser har vist, at på det punkt overholder DONG lovens bestemmelser. Det vil en prisnedsættelse ikke ændre på.
  • DONG ligger ifølge EU-Kommissionens undersøgelser under det europæiske gennemsnit for transmissionstariffer. På trods af egne prissammenligninger har Kommissionen dog givet udtryk for, at sammenligninger reelt ikke giver nogen mening på grund af forskelle i tarifstrukturer landene imellem. Dernæst er der ifølge Kommissionen en prisnedsættelse på vej i andre lande. De danske kunder betaler for nødforsyning i modsætning til kunder i de andre lande, og endelig er der ifølge Kommissionen ingen reel tredjepartsadgang i Danmark til trods for, at DONG's tariffer ifølge undersøgelsen ligger under gennemsnittet.

Der blev redegjort for, at DONG har anført, at den af Energitilsynet tilladte forrentning vil kunne få betydning for forsyningssikkerheden i og med, at DONG ikke vil kunne tiltrække tilstrækkelig kapital. Hertil blev det anført, at systemansvarlige selskaber i elsektoren, som står overfor betydelige investeringer, ikke har problemer med at tiltrække kapital, og oven i købet er i stand til at låne til lave renter.

Der blev redegjort for, at DONG's lave b -værdi efter tilsynets vurdering er udtryk for den virksomhedsspecifikke risiko i selskabet.

Dernæst blev der redegjort for, at sekretariatets ikke har brugt de to danske referencer for markedsrisikotillæg forkert, da sekretariatet udelukkende har anvendt talmaterialet i referencerne til at fastlægge tillægget udfra et geometrisk gennemsnit. Anvendelsen af geometrisk gennemsnit er Tilsynets afgørelse.

Herefter blev der redegjort for forskellen på sekretariatets og DONG's metode til fastlæggelse af forrentning, og det blev anført, at konklusionen må være, at sekretariatets metode opfylder nutidsværditesten.

Endelig blev der redegjort for, at DONG har anmodet om en uvildig analyse. Hertil blev bemærket, at Energitilsynet er den uvildige regulator på området.

Uffe Bundgaard-Jørgensen bemærkede, at der med notatet vedrørende DONG's transmissionspriser lægges op til en anden forrentning, end tilsynet har tilladt i elsektoren, hvilket bl.a. kom til udtryk i den nyligt afgjorte sag vedrørende NESA's fri egenkapital. Dette forhold blev diskuteret.

Niels I. Meyer bemærkede, at risikovurderingen i udstrakt grad var baseret på historiske data, hvilket kunne medføre, at man undervurderede risikoen på et kommende liberaliseret konkurrencemarked.

Dette forhold blev diskuteret, og der henvistes bl.a. til, at risikovurderingen ville blive taget op med jævne mellemrum.

Energitilsynet besluttede, at sekretariatet skulle udarbejde et notat, som forklarede, hvorfor der er forskel på forrentningen i elsektoren og for DONG. Notatet vil blive udlagt på internettet.

Energitilsynet vedtog, at meddele DONG Naturgas A/S, at Energitilsynet i medfør af naturgasforsyningslovens § 38, stk. 2, finder,

  • at DONG Naturgas A/S' budgetterede indtægter for 2001 hidrørende fra transportbetaling ved adgang til selskabets transmissionssystem overstiger en beregnet ramme for rimelige omkostninger forbundet med selskabets virksomhed i 2001, herunder omkostninger forbundet med en rimelig forrentning af den i selskabet investerede kapital, med 14 %, jf. § 38, stk. 1.
  • at Energitilsynet i medfør af naturgasforsyningslovens § 38, stk. 2, finder, at DONG Naturgas A/S' budgetterede indtægter for 2001 hidrørende fra betaling for nødforsyning ved adgang til selskabets transmissionssystem overstiger en beregnet ramme for rimelige omkostninger forbundet med selskabets virksomhed i 2001, herunder omkostninger forbundet med en rimelig forrentning af den i selskabet investerede kapital, med 6 %, jf. § 38, stk. 1.
  • at Energitilsynet finder, at de anmeldte tariffer for adgang til DONG Naturgas A/S' transmissionssystem, herunder henholdsvis transporttarif og nødforsyningsbetaling, er i strid med naturgasforsyningslovens § 38, stk. 1, 2. punktum, idet prisfastsættelsen ikke afspejler selskabets omkostninger, herunder omkostninger til en rimelig forrentning af den i selskabet investerede kapital.
  • at det i medfør af naturgasforsyningslovens § 41, stk. 1, pålægges DONG at ændre henholdsvis transporttarif og betaling for nødforsyning ved adgang til selskabets transmissionssystem, således at selskabets priser kommer i overensstemmelse med lovens § 38, stk. 1.
  • at det i medfør af naturgasforsyningslovens § 41, stk. 1, pålægges DONG at ændre sine priser med virkning senest fra den 1. maj 2002 efter drøftelse med Energitilsynets sekretariat og under hensyntagen til selskabets regnskab for 2001 samt budgetter for 2002.
  • at der ikke med denne afgørelse er taget stilling til mulighederne for en fortsat effektivisering af driften, men at dette vil indgå i Energitilsynets løbende vurdering af priser for transmissionsydelser i de kommende år.


ad punkt 4: Eventuelt

Formanden erindrede om, at næste ordinære møde i Energitilsynet var den 19. marts 2002.

Mødet afsluttet kl. 14.15.

Klage over regning?
Se hvem der er billigst på el, gas og varme
Nyhedsbrevet Energinyt