Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Uddrag af Meddelelser fra Energitilsynets møde den 29. oktober 2001 - c) udarbejdet til møde nr. 20


1. Nye klagesager for Energiklagenævnet

1.1. Brøndby Fjernvarme - bestemmelser om forbrugerindflydelse
I "Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat" til møde nr. 18, blev under punkt 3.5 omtalt, at sekretariatet havde meddelt Brøndby Fjernvarme A.m.b.a. påbud om at ændre vedtægtsbestemmelser om forbrugerindflydelse.

Denne afgørelse havde udgangspunkt i en afgørelse, som det daværende Gas- og varmeprisudvalg traf den 6. november 1996, hvorefter det blev meddelt Brøndby Fjernvarme, at selskabets vedtægter for så vidt angår bestyrelsessammensætning og tildeling af stemmer ved generalforsamlingen ikke i rimeligt omfang afspejlede de forskellige forbrugergruppers aftag og antal.

Baggrunden for afgørelsen i 1996 var, at de almene boligselskaber, der havde en aftageandel på ca. 70 %, alene havde 33 % af stemmerne på generalforsamlingen og 2 ud af 7 bestyrelsesposter.

Det blev overfor selskabet understreget, at forbrugerindflydelsen i rimeligt omfang bør afspejle såvel antallet af forbrugere som det faktiske energiforbrug, og at forbrugerindflydelsen skal komme til udtryk i hele selskabets organisation, det vil sige såvel på generalforsamlingen som i bestyrelsen.

Da der ikke - trods senere brevveksling og mundtlige forhandlinger mellem sekretariatet og fjernvarmeselskabet - var fremkommet oplysninger eller dokumentation, der ændrede grundlaget for afgørelsen af 6. november 1996, eller som tilsagde at ændre afgørelsen, blev der den 14. august 2001 i medfør af § 21, stk. 4 i varmeforsyningsloven meddelt selskabet påbud om at ændre vedtægterne til imødekommelse af den trufne afgørelse, således at vedtægterne bringes i overensstemmelse med loven og dens forudsætninger.

Sekretariatets påbud af 14. august 2001 var af Brøndby Fjernvarme blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.2. SEAS - ekstra regning
En forbruger under SEAS havde klaget til Energitilsynet over en ekstra regning på 15.581 kr. for el for en periode på mere end 2½ år, hvor forbrugeren ikke havde foretaget selvaflæsning.

Klageren fandt, at den ekstra regning var urimelig, da hun mente, at forbruget var faldet i den omhandlede periode, og hun i perioden havde foretaget løbende indbetalinger.

Efter behandling af sagen havde sekretariatet meddelt klageren, at man ikke fandt at kunne rette indvendinger imod SEAS fremgangsmåde i denne sag, jf. elforsyningslovens §77, stk. 1. og § 6, stk. 3.

Sekretariatet fandt ikke, at den omhandlede ekstra regning kunne anses for urimelig, da det efterfølgende havde vist sig, at forbruget i perioden ikke var faldet, som hævdet af klageren, og klagerens indbetalinger derfor ikke dækkede forbruget.

Klageren havde efterfølgende anmodet Energitilsynet om at genoptage sagen. Dette havde sekretariatet afslået, da der ikke efter sekretariatets mening var fremkommet nye oplysninger i sagen.

Sekretariatets afgørelse af 3. august 2001 var af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.3. Læsø Kommunes fjernvarmeforsyning - stigning i fast afgift ved tarifomlægning
En forbruger under Læsø Kommunes fjernvarmeforsyning havde klaget til Energitilsynet over stigning i fast afgift i forbindelse med en tarifomlægning

Energitilsynets sekretariat havde beregnet, at den stedfundne forhøjelse af den faste afgift for klageren ville medføre en årlig stigning i den samlede varmebetaling på 52 %. Sekretariatet havde fundet, at denne stigning måtte anses for urimelig, jf. varmeforsyningslovens § 21, stk. 4, og havde fundet, at tarifomlægningen skulle gennemføres over en flerårig periode. Energitilsynet havde henvist til en af Gas- og Varmeprisudvalget truffet afgørelse, hvorefter udvalget ikke fandt det urimeligt, at en tarifændring blev foretaget over en 3-årig periode, hvor forsyningen ville tilstræbe en mere omkostningsrigtig tarifering.

Sekretariatets afgørelse af 3. september 2001 er af Læsø Kommunes fjernvarmeforsyning blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.4. NRGi - forhøjet abonnementsbetaling ved fusion af elforsyninger
En forbruger under NRGi havde klaget til Energitilsynet over forhøjet abonnementsbetaling ved elleverancer og elselskabets orientering af forbrugerne i forbindelse med forhøjelsen.

Forbrugeren klagede endvidere over NRGi´s manglende orientering af forbrugerne i forbindelse med etableringen af NRGi ved udskillelse af elforsyningsdelen fra Århus Kommunale Værker og en efterfølgende fusion med elforsyningerne i Ebeltoft og Grenå Kommuner og Energiselskabet Arke.

Energitilsynets sekretariat havde fundet, at Tilsynet ikke i medfør af bestemmelserne i elforsyningsloven kunne vurdere, om der aktuelt i tilstrækkeligt omfang var gjort opmærksom på ovennævnte fusion og de heraf følgende prispåvirkninger. Sekretariatet kunne dog konstatere, at NRGi havde oplyst, at der både direkte over for den enkelte forbruger og i dagspressen, samt på NRGi´s hjemmeside var blevet gjort opmærksom på disse forhold. Endvidere kunne sekretariatet oplyse, at de ændrede priser m.v. var anmeldt rettidigt til Energitilsynet, jf. elforsyningslovens § 76, stk.1.

Sekretariatets afgørelse af 19. september 2001 var af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.5. Frederiksberg Kommunale Forsyning - opkrævning af belastningsafgift
Et varmelaug havde klaget til Energitilsynet over, at lauget skal betale fuld belastningsafgift, da lauget bekoster såvel administration, vedligeholdelse, målerudskiftninger, elforbrug på fordelercentraler samt tilsynet med disse.

Varmelauget fremførte, at varmelauget udsættes for en urimelig forskelsbehandling i forhold til andre relevante modtagere af fjernvarme, og at Frederiksberg Kommunale Forsyning har store besparelser ved at levere til varmelauget som én kunde. Belastningsafgiften til Frederiksberg Kommunale Forsyning burde følgelig reduceres med omkostningerne til drift- og vedligeholdelse af varmedistributionen, så slutbrugeren betalte samme pris pr. varmeenhed som andre slutbrugere under Frederiksberg Kommunale forsyning.

Energitilsynets sekretariat fandt, at det omkostningsmæssige ansvar ved den interne varmeforsyning, der er placeret hos laugets medlemmer, er en direkte, og af begge parter accepteret, følge af den indgåede leveringsaftale mellem Frederiksberg Kommunale Forsyning og varmelauget.

Sekretariatet fandt endvidere, at en sænkning af belastningsafgiften overfor varmelauget umiddelbart kunne forekomme urimelig, jf. varmeforsyningslovens § 21, stk.4, idet det ikke forekom usandsynligt, at andre forbrugere i forsyningsområdet ville kunne blive påført stigende varmepriser som følge heraf.

Sekretariatets afgørelse af 12. september 2001 var af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.

1.6. Københavns Energi - hæftelse for en forpagters elregning
En ejer af en pizzaforretning med elforsyning fra Københavns Energi havde klaget til Energitilsynet over at skulle betale for sin forpagters elregning.

Den pågældende sag har tidligere været omtalt under punkt 3.4 i "Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat" til møde nr. 18.

Energitilsynets sekretariat fandt ikke at kunne rette indvendinger imod Københavns Energis fremgangsmåde i forbindelse med krav overfor ejeren om betaling for ellevering til pizzaforretning. Af sagen fremgik, at Københavns Energi ikke havde accepteret, at den pågældende forpagtningskontrakt var tilstrækkelig bevis for et forbrugerskifte.

Sekretariatets afgørelse af 2. august 2001 var af klageren blevet indbragt for Energiklagenævnet.


2. Afgørelser og meddelelser fra Energiklagenævnet

2.1. NESA - gebyr for udfærdigelse af kopi af regning
Energiklagenævnet havde den 2. oktober 2001 afvist at behandle en klagesag, da klagen var indgivet efter udløbet af klagefristen på fire uger.

I sagen havde sekretariatet truffet afgørelse med klagevejledning ved skrivelse af 22. maj 2001. Energiklagenævnet havde modtaget klagen over denne afgørelse den 20. august 2001.

Forinden afvisningen havde Energiklagenævnet fra sekretariatet indhentet en redegørelse for sagen og kopi af sagens akter.

Den pågældende sag, hvor en forbruger havde klaget over, at NESA NET A/S kunne beregne 50 kr. i gebyr for udsendelse af kopi af regning, er tidligere omtalt under punkt 1.1 i "Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat" udarbejdet til møde nr. 19.

2.2. Århus Kommunale Værker (ÅKV) - betaling for beskadigelse af måler
Energiklagenævnet havde den 3. oktober 2001 stadfæstet en afgørelse truffet af Energitilsynets sekretariat vedrørende et krav fra Århus Kommunale Værker (ÅKV) om betaling for beskadigelse af en varmemåler.

Energitilsynets sekretariat havde ikke fundet, at det var urimeligt, at ÅKV af en forbruger havde krævet betaling for beskadigelse af forbrugerens varmemåler.

Forbrugeren havde henvendt sig til ÅKV, fordi hendes varmemåler ikke fungerede. Ved besigtigelse af måleren opdagede ÅKV, at et returkabel var revet af. ÅKV opsatte herefter en ny måler hos forbrugeren. Den beskadigede måler blev repareret og opsat hos en anden forbruger. Med henvisning til sine leveringsbestemmelser krævede ÅKV herefter klageren for et beløb til dækning af reparation af måleren.

Klageren henviste i sin klage til Energiklagenævnet til, at hun ikke havde beskadiget måleren, at ÅKV i sin afgørelse ikke havde opfyldt forvaltningslovens regler, samt at ÅKV forsætligt havde ødelagt bevismateriale ved at reparere måleren.

Energiklagenævnet lagde i sin afgørelse vægt på, at det fremgår af værkets leveringsbestemmelser at måleudstyr for afregning mellem værk og forbruger leveres og monteres på forbrugsstedet af værket og forbliver værkets ejendom. Da udstyret således er i forbrugerens varetægt, kan det ikke anses for et urimeligt vilkår, at forbrugeren skal erstatte skade på udstyret, der ikke skyldes slitage eller elforstyrrelse.

Spørgsmålet om den konstaterede fejl skyldtes beskadigelse eller slitage, og om vurderingen af dette spørgsmål var vanskeliggjort ved, at måleren var udbedret og opsat hos en anden forbruger fandt Energiklagenævnet ikke anledning til at vurdere, idet denne vurdering ville have karakter af en bevisbedømmelse, som kun kan ske ved domstolene.

Energiklagenævnet henviste ligeledes spørgsmålet om, hvorvidt ÅKV i sin sagsbehandling havde overholdt forvaltningslovens regler til afgørelse ved domstolene.

Den pågældende sag har tidligere været omtalt under punkt 1.2 i "Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat (a)" til møde nr. 17.

2.3. Svogerslev Fjernvarme - beregning af forbrug ved målerfejl
Energiklagenævnet havde den 3. oktober 2001 ophævet en af sekretariatet truffet afgørelse således, at Svogerslev Fjernvarme blev pålagt at afregne med klageren for forbrugsåret 1999/00 på grundlag af en graddageberegning, hvor forbrugsåret 1998/99 anvendes som referenceperiode.

Forbrugeren klagede til Energitilsynet over Svogerslev Fjernvarmes beregning af varmeforbruget i forbindelse med en målerfejl. Ved en aflæsning konstaterede forbrugeren en lækage på afgangssiden af måleren og kontaktede værket. Efter diverse korrespondance i sagen mellem forbrugeren og fjernvarmecentralen, kontaktede forbrugeren bl.a. Hvalsø Fjernvarmecentral og Fjernvarmecentralen i Roskilde, som begge mente, at der kunne være kommet snavs i måleren. Dette skulle have forårsaget en løbsk måler og efterfølgende en lækage på rørsamlingen på grund af vandmængden.

Svogerslev Fjernvarme meddelte forbrugeren efter et møde, at bestyrelsen ville afvente årsaflæsningen. Forbrugeren modtog efterfølgende brev om, at afregning ville ske efter målervisning. Fjernvarmeforsyningen foretog en graddageberegning for 1999/00 ud fra forbruget i 1997/98. Måleren havde været udtaget til kontrol og rutinemæssigt udskiftet.

Sekretariatet fandt, at Svogerslev Fjernvarmes fremgangsmåde i sagen ikke kunne anses for urimelig, jf. varmeforsyningslovens § 21, stk.4 eller som værende i strid med regler udstedt i henhold til loven. Svogerslev Fjernvarme a.m.b.a. havde foretaget en graddageberegning for forbrugsåret 1999/00 ud fra forbruget i 1997/98. En graddageberegning skulle tage udgangspunkt i det sidst korrekt registrerede år inden fejlen.

I henhold til Gas- og Varmeprisudvalgets praksis skal beregning af varmeforbrug, når der har været målerfejl, ske på grundlag af en graddageberegning i henhold til regler udarbejdet af Danske Fjernvarmeværkers Forening.

Energiklagenævnet lagde i sin afgørelse til grund, at Svogerslev Fjernvarme ikke, som det fremgik af den påklagede afgørelse, havde opkrævet betaling på grundlag af en graddageberegning, men derimod havde fastholdt at opkræve efter målt forbrug, og at der var en klar uoverensstemmelse mellem det af hovedmåleren registrerede og det sandsynlige forbrug. Det ville derfor være rimeligt at foretage en opgørelse af forbruget på grundlag af en beregning i overensstemmelse med de citerede vejledninger fra Danske Fjernvarmeværkers Forening.

Energiklagenævnet var enig med Energitilsynet i, at en sådan beregning som udgangspunkt bør ske på baggrund af det senest korrekt registrerede år. Efter det foreliggende var dette imidlertid 1998/99.

Den pågældende sag har tidligere været omtalt under punkt 1.3 i "Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat" til møde nr. 16.

2.4. Kolding Områdets Energiselskab (KOE) - om betaling af fuld tilslutningsafgift
Energiklagenævnet havde den 3. oktober 2001 stadfæstet en af sekretariatet truffet afgørelse om betaling af fuld tilslutningsafgift til Kolding Områdets Energiselskab (KOE).

Sekretariatet havde meddelt en forbruger i Kolding, at det ikke var urimeligt, jf. varmeforsyningslovens §21, stk 4, at KOE opkrævede fuld tilslutningsafgift i forbindelse med bygaskunders overgang til fjernvarme. Sekretariatet havde endvidere meddelt, at den tilslutningsafgift, der opkræves i forbindelse med bygaskundernes overgang til fjernvarme, ikke er omfattet af Miljø- og energiministeriets bekendtgørelse nr. 581, idet der ikke er tilslutningspligt til fjernvarmeforsyningen.

Baggrunden for klagen var, at forsyningen af bygas i Kolding lukkes i år 2005, og at KOE i 1995 gennemførte en kampagne, hvor bygaskunder for 2.000 kr. kunne blive tilsluttet fjernvarmeforsyningen, medens der i dag skal erlægges en tilslutningsafgift på 25.000 kr.

KOE havde fremlagt dokumentation for, at det under kampagnen i 1995/96 blev oplyst, at det var bygaskundernes sidste mulighed for at kunne blive tilsluttet fjernvarmen med store rabatter. KOE oplyste, at beslutningen om at nedlægge bygassen ikke var truffet da kampagnen kørte, men KOE havde til aviser i 1996 oplyst, at såfremt mange bygaskunder valgte fjernvarme fremfor bygas kunne nedlæggelse af bygassen komme på tale, hvorfor KOE fremførte, at "gasforbrugerne må lave en seriøs vurdering af, om de vil over på fjernvarme".

Kolding Kommune havde desuden oplyst, at "ingen af de ved ophøret af bygasforsyningen berørte borgere/ejendomme er pålagt tilslutningspligt til fjernvarmeforsyningen". På denne baggrund vurderede sekretariatet, at de nævnte bestemmelser i bekendtgørelse nr. 581 ikke var relevante i sagen

Den pågældende sag har tidligere været omtalt under punkt 1.1 i "Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat" til møde nr. 18.

2.5. Kolding Områdets Energiselskab (KOE) - indregning af udgifter til forsikringer
Energiklagenævnet havde den 3. oktober 2001 stadfæstet en af sekretariatet truffet afgørelse vedrørende forsikringer i Kolding Områdets Energiselskab (KOE).

En forbruger under KOE rejste over for Energitilsynet en række spørgsmål vedrørende forsikringsforhold i energiselskabet. I den forbindelse blev forespurgt, om det var i overensstemmelse med lovgivningen, at el- og varmeforbrugerne skulle betale en række nærmere opregnede forsikringer, der i flere tilfælde også dækkede bestyrelsesmedlemmer.

Sekretariatet havde meddelt forbrugeren, at KOE efter varmeforsyningsloven og elforsyningsloven i priserne kunne indregne de faktiske nødvendige omkostninger i forbindelse med levering af energi, herunder omkostninger forbundet med drift og administration mv.

Sekretariatet havde på det foreliggende grundlag fundet, at heltidsulykkesforsikringer og gruppelivsforsikringer, som var et led i overenskomstaftaler med personalet og i øvrigt var blevet behandlet af repræsentantskabet, måtte anses som værende en del af administrations- og lønomkostningerne i KOE og dermed en nødvendig omkostning i lovens forstand.

Sekretariatet havde endvidere fundet, at udgifterne til en bestyrelses- og direktionsansvarsforsikring, måtte anses for at være en naturlig del af driften af et selskab som KOE og dermed en nødvendig omkostning i lovens forstand.

Begrundelsen herfor var, at der var tale om en kollektiv forsikring, der dækkede nuværende og tidligere medlemmer af direktion og ledelsesorganers eventuelle ansvarspådragende adfærd som led i KOEs tjeneste.

Den pågældende sag har tidligere været omtalt under punkt 1.5 i "Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat (a)" til møde nr. 17.

2.6. Nørresundby Fjernvarmeforsyning - opkrævning af fast afgift i ombygningsperiode
Energiklagenævnet havde den 8. oktober 2001 stadfæstet Energitilsynets afgørelse af 26. april 2001 i en klage indbragt af Boplan A/S på vegne af Nørresundby Boligselskab over Nørresundby Fjernvarmeforsynings opkrævning af fast afgift for en ejendom i en ombygningsperiode.

Energitilsynet havde oplyst, at i overensstemmelse med Tilsynets sædvanlige praksis skal de enkelte varmeværker tilstræbe en omkostningsægte tarifering, hvor faste omkostninger modsvares af faste betalinger og variable omkostninger af variable betalinger. Aktuelt indebar dette, at Nørresundby Boligselskab skulle afholde en fast betaling, der dækkede de faste omkostninger, som Nørresundby Boligselskab påførte Nørresundby Fjernvarme ved sin tilslutning og tilstedeværelse som forbruger. Energitilsynet kunne ikke på det foreliggende grundlag afgøre, hvilken indflydelse en manglende rørføring og manglende radiatorer har haft på de faste omkostninger, som Nørresundby Boligselskab i den relevante periode har påført Nørresundby Fjernvarme.

Energiklagenævnet fandt, at Nørresundby Fjernvarmeforsyning havde handlet i overensstemmelse med varmeforsyningsloven og forsyningens leveringsbestemmelser ved at opretholde og dimensionere for den beregnede kapacitet til forsyning af den relevante ejendom, herunder i ombygningsperioden. Fjernvarmeforsyningen var således berettiget til at opkræve betaling for faste afgifter, da størrelsen af forbruget i en periode ikke betyder, at der ikke fortsat påløber forbrugsuafhængige udgifter, som bør dækkes af de faste afgifter.

Den pågældende sag havde tidligere været omtalt under punkt 1.1 i "Meddelelser fra Energitilsynets sekretariat (b)" til møde nr. 17.


3. Sager afgjort af Formanden

3.1. Grindsted El- og Varmeværk (GEV Net) - forhøjelse af omkostningsramme pga. opdeling af I/S Vestkraft
Grindsted El- og Varmeværk a.m.b.a. (GEV Net) havde rettet henvendelse til Energitilsynet med anmodning om en forhøjelse på 267.680 kr. af den i henhold til elforsyningsloven fastsatte omkostningsramme for 2001. Anmodningen var begrundet i, at selskabet pr. 1. januar 2001 havde overtaget drift- og vedligeholdelsesomkostninger ved 2 stk. 60/10 kV transformerstationer.

Årsagen til overtagelsen var, at ejerne af produktions- og transmissionsvirksomheden I/S Vestkraft på et møde i november 1998 besluttede at opløse selskabet med virkning fra 1. januar 1999. Alle interessenterne, inkl. GEV Net, overtog dermed det reelle ejerskab af transformerstationerne i deres egne områder pr. 1. januar 1999. For så vidt angik drift og vedligeholdelse af transformerstationerne var det dog mellem interessenterne aftalt, at dette i 1999 og 2000 skulle foretages af et nystiftet selskab I/S Vestjyske Net. Pr. 1. januar 2000 blev denne opgave overdraget til endnu et nystiftet selskab Vestjyske Net A/S.

Af §17 i Bekendtgørelse nr. 325 af 10. maj 2001 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet på 150 kV fremgår " Er en virksomhed blevet opdelt efter 1. januar 1998, opgøres omkostningerne efter §14, stk. 1, nr. 1, for de enkelte virksomheder på grundlag af den del af 1998-regnskabet, som kan henføres til de enkelte, udskilte virksomheder."

GEV Net (og de øvrige interessenter) havde i 1999 og i 2000 betalt for drift og vedligeholdelse af transformerstationerne over deres indtægtsrammes én-til-én (1:1) omkostning "Omkostninger til overordnede net".

Omkostningerne til drift og vedligeholdelses var for år 2000 indregnet i Vestjyske Net A/S' indtægtsramme og er det fortsat.

Opdelingen af omkostninger til drift og vedligeholdelse af de pågældende transformerstationer skal iflg. § 17, ske på baggrund af 1998-tallene og beløbet skal fordeles ud på alle 12 interessentselskaber. Vestjyske Net A/S skal tilsvarende reduceres med det samlede beløb for drift og vedligeholdelse.

Vestjyske Net A/S var imidlertid ikke i stand til at fremkomme med opdelte regnskabstal for drift og vedligeholdelse af de overdragne stationer for så vidt angår året 1998. Omkostninger i dette år var indeholdt i I/S Vestkrafts bogføring af udgifter på den daværende netdivision i I/S Vestkraft og kunne ikke udskilles.

Til gengæld havde Vestjyske Net A/S opgjort udgifterne til drift og vedligeholdelse af de pågældende transformerstationer for år 2000 til i alt 9.889.741 kr. og havde fordelt udgifterne på de 12 interessenter med netvolumen som fordelingsnøgle. For de enkelte interessenter varierer beløbet fra 35.032 kr. til 3.989.944 kr.

I henhold til § 2, stk. 3, i Forretningsorden for Energitilsynet har Energitilsynets formand truffet følgende afgørelse i sagen:

Det meddeles således GEV Net, at Energitilsynet, på baggrund af den foretagne opdeling af I/S Vestkraft, ikke finder det urimeligt, at selskabets omkostningsramme forhøjes for år 2001 og frem med et beløb, der dækker omkostninger ved drift og vedligehold af de to omtalte transformerstationer, jf. bek. nr. 325 af 10. maj 2001 om indtægtsrammer og åbningsbalancer mv., § 17.

Samtidig meddeles det Vestjyske Net A/S, at selskabets omkostningsramme for år 2001 reduceres med det tilsvarende beløb, jf. bek. 325, § 17.

Denne afgørelse indebærer at en tilsvarende regulering skal ske for de øvrige interessenter.

3.2. Sunds Elforsyning - fakturering over for Sunds Velour A/S
Sunds Velour A/S havde klaget til Energitilsynet over, at Sunds Elforsyning pr. 1. januar 2001 havde pålagt selskabet at foretage månedsvis acontoafregning med slutopgørelse i den følgende måned. Betalingsfristen i slutopgørelsen er 5 bankdage.

Det fremgik af sagen, at ved den foretagne ændring i faktureringen overfor Sunds Velour var terminen for fakturering bragt i overensstemmelse med den fakturering, som netejere på højere spændingsniveauer foretager overfor Sunds Elforsyning for forsyningens brug af det overordnede net.

I henhold til de af DEF og Kommunernes Landsforening (KL) udarbejdede "Regler for forsyningsvirksomheders restanceinddrivelse" af 5. maj 1982, der er taget til efterretning af Elprisudvalget, fremgår at betalingsfristen som udgangspunkt skal være mindst 14 dage.

Sunds Elforsyning har ikke påvist, at der var behov for en kortere tidsfrist ved slutfakturering af Sunds Velour. Endvidere var betalingsfristen ikke i overensstemmelse med praksis hos Sunds Elforsyning, som er en betalingsfrist på 20-25 dage for betaling af slutopgørelsen.

I henhold til § 2, stk. 3, i Energitilsynets forretningsorden havde Energitilsynets formand truffet følgende afgørelse i sagen:

Energitilsynet finder det rimeligt i medfør af elforsyningslovens § 77, stk. 1, at afregningsperioden er måneden af hensyn til betalingsterminer hos både Sunds Velour A/S og Sunds Elforsyning. Energitilsynet finder det herudover rimeligt i medfør af § 77, stk. 1, at Sunds Elforsyning foretager acontofakturering af Sunds Velour A/S,

Energitilsynet finder det urimeligt i medfør af elforsyningslovens § 77, stk. 1, at betalingsfristen i slutopgørelsen til Sunds Velour A/S er på 5 bankdage. Fristen afviger markant fra både DEF's vejledende retningslinjer, der angiver en betalingsfrist på mindst 14 dage, og fra betalingspraksis hos Sunds Elforsyning, der giver kunderne en frist på 20-25 dage til at betale slutopgørelsen.

3.3. Kølvrå Fjernvarmeværk - udligning af driftsunderskud
Energitilsynet havde fra Kølvrå Fjernvarmeværk modtaget en anmodning om at indregne et driftsunderskud i år 2000 på 616.320 kr. i priserne over en 3-årig periode. Driftsunderskuddet var udløst af stigende udgifter til brændselskøb.

I medfør af varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, kan Kølvrå Fjernvarmeværk i priserne på opvarmet vand bl.a. indregne nødvendige omkostninger til energi og underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og væsentlig udbygning af forsyningssystemerne.

Udligning af underskuddet over ét år ville medføre betydelige prisudsving og ville kunne medføre samfundsøkonomisk uhensigtsmæssig adfærd hos aktørerne på markedet, såfremt markedet agerede på de midlertidige priser, der ikke var omkostningsmæssigt baseret.

For en kort periode talte imidlertid, at opkrævning herved ville ske hos forbrugere, der havde fået leveret til en for lav pris. Endvidere talte for en kort periode, at virksomhederne ville have et øget incitament til løbende budgetopfølgning og budgetkorrigering.

Såfremt reguleringen skulle ske over for samme forbrugere burde perioden ikke være for lang. Med udgangspunkt i en aktuel pris på 55 øre/KWh ville en indregning af underskuddet ligeligt over 3 år isoleret set lede til en prisforhøjelse for hvert af årene 2002, 2003 og 2004 på ca. 4,2 øre/kWh (ca. 7,5 %).

Konkret forelå der ikke et underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og væsentlig udbygning af forsyningssystemerne, men alene et driftsunderskud udløst af en uforudset stigning i udgifterne til køb af naturgas.

En forhøjelse af varmeprisen i årene 2002, 2003 og 2004 med lige store årlige beløb som følge af de voksende udgifter til brændselskøb, der, med udgangspunkt i en aktuel pris på 55 øre/kWh, for hvert af årene 2002, 2003 og 2004 leder til en prisforhøjelse på ca. 4,2 øre/kWh (ca. 7,5 %), forekom på den baggrund ikke umiddelbart urimelig, jf. varmeforsyningslovens § 21, stk.4.

I henhold til § 2, stk. 3, i Energitilsynets forretningsorden har Energitilsynets formand truffet følgende afgørelse:

Det meddeles Kølvrå Fjernvarmeværk, jf. varmeforsyningslovens § 20, stk.1, at driftsunderskuddet på 616.320 kr. for år 2000 kan indregnes i varmeprisen med lige store årlige beløb i årene 2002, 2003 og 2004.


4. Større væsentlige sager afgjort af sekretariatet

4.1. PSO-anlæg i indtægtsrammerne
Den 23. maj 2001 trådte Bekendtgørelse nr. 325 af 10. maj 2001 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet på 150 kV i kraft. Bekendtgørelsen afløste Bekendtgørelse nr. 290 af 1. maj 2000 om indtægtsrammer og åbningsbalancer m.v. for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder.

Bekendtgørelse nr. 325 ændrer regelsættet omkring håndteringen af omkostninger, der jf. elforsyningslovens § 9, stk. 1 dækkes af samtlige elforbrugere inden for et sammenhængende elforsyningssystem, idet det præciseres, at omkostninger efter elforsyningslovens § 9, stk. 1 ikke indgår i indtægtsrammen. Alene omkostninger efter lovens § 9, stk. 2 kan indgå i indtægtsrammen.

Konkret er bekendtgørelsens § 11 og § 14 blevet ændret. I henhold til § 11, stk. 1, nr. 5 og § 14, stk. 1, 4 f) i bekendtgørelse nr. 290 indgik virksomhedens kontingent til udligningsordninger for særlige omkostninger ved tilslutning af decentrale producenter med de budgetterede størrelse i indtægtsrammen. Kontingentet vedrører PSO-omkostninger til tilslutning af bl.a. decentrale kraftvarmeværker og vindmøller, jf. elforsyningslovens §§ 67 og 68. Bestemmelsen er udgået i den nye bekendtgørelse.

I henhold til § 11, stk. 1, nr. 3 i bekendtgørelse nr. 290 indgik endvidere virksomhedens omkostninger til det overordnede net, herunder omkostninger til den systemansvarliges opgaver efter elforsyningslovens § 9 med de budgetterede størrelser i indtægtsrammen. Af den nye bekendtgørelse fremgår, at det er omkostningerne til det overordnede net, der indgår i indtægtsrammen. Omkostningerne til den systemansvarliges opgaver indgår derfor ikke længere i indtægtsrammen.

For net- og transmissionsvirksomhederne betyder de nye bestemmelser, at de anførte omkostninger fortsat kan opkræves, men at dette skal ske udenfor indtægtsrammen.

I indtægtsrammerne indgår omkostninger til afskrivninger og drift af de netvirksomhedernes investeringer ved netforstærkninger som følge af tilslutning af decentrale kraftvarmeværker, vindmøller m.v.

Da omkostninger efter elforsyningslovens § 67 og 68 alene omfatter omkostninger ved tilslutning, herunder netforstærkning og netudbygning, vil det kun være disse omkostninger, der skal trækkes ud af indtægtsrammen. Driftsomkostningerne knyttet til anlæggene anses ikke for at være PSO-forpligtelser, og vil derfor fortsat skulle indgå i indtægtsrammen.

Det gælder endvidere, at det alene er PSO-omkostninger i henhold til elforsyningslovens § 9, som er pålagt efter elforsyningsloven trådte i kraft den 31. december 1999, der holdes uden for indtægtsrammerne. PSO-anlæg, der er etableret som følge af forpligtelser, der gjaldt før 31. december 1999, vil fortsat indgå i virksomhedens indtægtsramme og dermed kunne afskrives og forrentes over virksomhedens tariffer.

Når de nævnte omkostninger skal trækkes ud af indtægtsrammen er det et problem, at det ikke er muligt at afgøre, hvilke fysiske anlæg, der er PSO-anlæg, idet f.eks. netforstærkning kan være forårsaget af såvel nettilslutningen som en øget belastning af nettet i øvrigt. Det er dermed ikke muligt at afgøre hvor stor en del af et givet netaktiv, der vedrører PSO, hvilket indebærer, at det ikke er muligt at beregne afskrivninger for det enkelte PSO-anlæg.

Følgende indirekte metode vil derfor blive anvendt:

  • Metoden er baseret på, at størrelsen af investeringen totalt i PSO-anlæg tilnærmelsesvis kan fastslås, idet det enkelte netselskab gennem Elfor-/Elkraft-ordninger får betaling fra samtlige forbrugere i forsyningsområdet til PSO-anlæggene, således at den enkelte netvirksomhed holdes skadesløs ved investeringer i PSO-anlæg. Betalingen fra Elfor/Elkraft vil derfor være et godt skøn over det beløb det enkelte netselskab investerer i PSO-anlæg.
  • Metoden gør det muligt at fastsætte et korrigeret forrentnings- og afskrivningsgrundlaget for indtægtsrammerne.
  • Metoden bygger på, at alle netaktiver inkl. PSO-anlæg indgår i regnskabet og afskrives over det åremål, der er anført i indtægtsrammebekendtgørelsen. PSO-anlæg identificeres ikke, men indgår i netaktiverne.
  • Metoden kræver, at virksomhederne som supplement udarbejder et regnskab for modtagne PSO-betalinger. Betalingerne opgøres for hvert år. PSO-betalinger indgår i PSO-regnskabet med samme tidsforskydning som nyinvesteringer dvs. betalinger indgår i regnskabet 1. januar året efter, de er modtaget. Der benyttes således ikke det princip, som gælder for øvrige aktiver, at aktivet skal være idriftsat. Dette er forårsaget af, at investeringen ikke entydigt kan identificeres.
  • PSO-betalingerne afskrives over 40 år, hvilket støttes af branchen, idet det er middelværdien af afskrivningsintervallet på 30-50 år for nyanlæg, der idriftsættes efter 1. januar 2000.
  • PSO-anlæggenes håndteres ved, at samtlige aktiver, herunder også de aktiver, som finansieres af PSO-betaling, indgår i netvolumen. Begrundelse for dette er, at omkostningerne i forbindelse med driften af PSO-anlæggene ikke er PSO-omkostninger, og disse omkostninger afholdes derfor over indtægtsrammerne. Driftsomkostningerne indgår dermed i benchmarkingen, og dette taler for, at anlæggenes netvolumen ligeledes indgår i benchmarkingen. Afskrivningerne på PSO-anlæggene indregnes i forbindelse med benchmarkingen for at undgå, at virksomheder med mange PSO-anlæg stilles bedre end virksomheder med få PSO-anlæg.

4.2. NESA - årsag til merforbrug
En forbruger klagede til Energitilsynet over en af NESA udarbejdet årsopgørelse af elforbrug, som hun havde modtaget i juli 2000. Af opgørelsen fremgik, at klageren havde haft en mangedobling af sit forbrug i den første halvdel af perioden frem til 24/1 2000, hvor NESA havde udskiftet den pågældende måler. Det var klagerens opfattelse, at hun ikke kunne have haft et så stort forbrug i den pågældende periode.

Forud for klagen til Energitilsynet havde forbrugeren rettet henvendelse til NESA og betvivlet opgørelsens rigtighed. I den forbindelse havde NESA udarbejdet en oversigt over måleraflæsninger på den tidligere måler og sendt klageren et brev, hvori det bekræftes "at måleren der blev nedtaget den 24. januar 2000 er registreret korrekt." Overfor forbrugeren havde NESA fastholdt sit krav og tilbudt klageren en betalingsordning.

Af NESA´s redegørelse og senere indhentede oplysninger fremgik, at det var NESA´s opfattelse, at forklaringen på det betydelige forbrug i den seneste periode frem til målerens nedtagning måtte tilskrives fejl ved de selvaflæsninger, som klageren havde indberettet til selskabet de foregående år. Derfor måtte merforbruget henføres til hele perioden efter februar 1996, hvor NESA sidst foretog aflæsning af måleren, og ikke kun til perioden efter klagerens aflæsningen af måleren i maj 1999.

Til støtte for denne opfattelse har NESA anført, at forbruget opgjort udfra de indsendte oplysninger om målerstand har været meget lavt i forhold til klagerens oplysninger i 2000 til selskabet om elforbrugende husholdningsmaskiner og husstandens størrelse og sammensætning.

Om målerudskiftningen har NESA oplyst, at der var tale om en rutinemæssig udskiftning og redegjort for forløbet heraf. Der var ikke foretaget en egentlig målerundersøgelse, som gennemføres, når der er mistanke om målerfejl. Måleren var heller ikke udtaget til stikprøvekontrol. Måleren blev efter tjek og eventuel justering senere opsat hos anden forbruger.

Af oplysningerne om aflæsninger hos klageren fremgik, at klagerens forbrug pr. døgn forud for februar 1996 havde ligget på 11 kwh, i perioden januar 1996 - juli 1999 på 5 - 8 kwh, i perioden juli 1999 - januar 2000 på 84 kwh. og efter udskiftningen af måleren i januar 2000 på 14 -18 kwh. pr. døgn. Fra klagerens side var det oplyst, at husstandens størrelse har varieret fra 2 - 4 personer gennem perioden 1996 - 2001, og har været størst i det seneste år.

I henhold til elforsyningslovens §77, stk. 1, kan Energitilsynet bedømme, om bl.a. leveringsbetingelser - og dermed også administration heraf - er i strid med bestemmelserne i loven

Af NESA´s leveringsbetingelser fra 1/1 1991 fremgår:

  • at kunden skal aflæse måleren, hvis NESA anmoder om det og at NESA har ret til at foretage kontrolaflæsning (punkt 5.2.2),
  • at NESA retter eventuelle fejl ved aflæsning eller beregning af den leverede elektricitet efter forhandling med kunden (punkt 5.2.4),
  • at NESA - mod legitimation - skal gives adgang til at aflæse, kontrollere og eventuelt reparere eller udskifte målerne (punkt 5.2.5)

Som sagen forelå oplyst for sekretariatet, måtte klagerens henvendelse til NESA i sommeren 2000 anses for at have været en reklamation, der under normale omstændigheder ville have givet anledning til en undersøgelse af måleren, men på dette tidspunkt var måleren allerede nedtaget, og igen opsat i anden installation.

Sekretariatet har på den baggrund fremført, at det var uheldigt, at måleren uden videre var blevet nedtaget, når målerstanden er så afvigende fra det forventelige forbrug. Dermed var både klageren som kunde og NESA som leverandør blevet afskåret fra at få kontrolleret rigtigheden af målerens registrering af forbruget i klagerens installation på stedet, således som det anbefales af DEF i en vejledning om behandling af sager angående rettelse af fejl i aflæsning af forbruget, i måleudstyret eller ved forbrugsberegningen, der er bilag til foreningens vejledning om leveringsbestemmelser.

Af vejledningen fra DEF fremgår, at såfremt der ved kontrollen konstateres fejl i installationens måler, kan der blive tale om, at elleverandøren bliver nødt til at beregne (skønne) forbruget som erstatning for en decideret aflæsning. I vejledningen er anført to kilder til fejl: Fejl i aflæsning og fejl i måler.

I den foreliggende sag var situationen den, at NESA´s nedtagning af måleren og efterfølgende rutinemæssige håndtering af denne har forhindret, at det i forbindelse med klagerens henvendelse med indvendinger til NESA i juli 2000 kunne undersøges, om der kunne påvises fejl ved målerens registrering. Det vil derfor ikke være muligt for NESA med tilstrækkelig sikkerhed at afgøre, hvad der har været årsagen til det registrerede forbrug hos klageren og forløbet i perioden fra 6/2 1996 til 24/1 2000.

På den baggrund fandt sekretariatet, at det måtte anses som urimeligt, jf. elforsyningslovens § 77, stk. 1, jf. §6, stk. 3, at NESA uden videre har lagt målerstanden ved målerens nedtagning den 24. januar 2000 til grund for afregningen med klageren.

Desuden har sekretariatet henvist til en udtalelse fra det tidligere Elprisudvalg fra udvalgets møde den 15. december 1997, hvorefter der bør foretages beregning af forbruget, når der konstateres målerfejl eller hvor måleren viser et urealistisk højt forbrug. Ved en sådan beregning er det praksis, at der tages udgangspunkt i forbruget i en tidligere periode, hvor opgørelsen ikke kan være behæftet med fejl. Udfra oplysningerne i sagen bør det være perioden forud for NESA´s aflæsning i 1996. Desuden må oplysninger om udsving i husstandens størrelse og elforbrugende udstyr inddrages ved beregningen.

Sekretariatet har derfor i henhold til elforsyningslovens §77, stk. 1 pålagt NESA at foretage afregning af klagerens forbrug på grundlag af en forbrugsberegning, jf. punkt 5.2.4 i selskabets leveringsbestemmelser, såfremt en sådan opgørelse kan begrunde et lavere forbrug end det målte.

Klage over regning?
Se hvem der er billigst på el, gas og varme