Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Møde 2 


År 2000, den 7. februar afholdt Energitilsynet møde. Mødet indledtes kl. 10.00.

Til stede for sekretariatet var: Finn Lauritzen, Niels Erik Monrad, Bo Kragelund, Marianne Larsson, Knud Pedersen, Inga Thorup Madsen og Thomas Bastholm Bille.


Dagsordenen for mødet var:

1. Meddelelser fra formanden
2. Meddelelser fra sekretariatet


Sager på elområdet

3. Klage fra OK benzin over manglende adgang til kundekartoteker
4. Investeringsbidrag Københavns Belysningsvæsen (Københavns Energi)
5. Overførsel af kapital til Elkraft System og Elkraft Transmission


Sager på varmeområdet

6. Høring af ny varmeforsyningslov


Sager på gasområder

7. Høring af ny gaslov


Sager til orientering/drøftelse

8. Udformning af mødereferat
9. Hovedområder til drøftelse på møderne i foråret 2000
10. Henvendelse fra DEF vedrørende gebyrsager
11. Energitilsynets forretningsorden og kompetenceområde
12. Eventuelt
 

ad punkt 1: Meddelelser fra formanden

Der var afbud fra Peter Møgelvang-Hansen

Formanden fandt det vigtigt, at Energitilsynet her i starten af sin virksomhed drøftede i hvilken form medlemmerne ønskede sagerne forelagt. Han fandt det ønskeligt, at materiale til drøftelse på møderne blev udsendt tidligere end det var sket til de to første møder, men havde forståelse for, at der var tale om en overgangsperiode.


ad punkt 2: Meddelelser fra sekretariatet

1.1. Referat fra sidste møde
Til medlemmerne var den 25. januar 2000 udsendt endeligt referat fra tilsynets møde den 10. januar 2000.

1.2. Klagenævn og domstolene

1.2.1. Nye ankesager

Pkt. 1.2.1.1.
Måde MøllelaugDen 25. november 1999 havde Elprisudvalget afgjort en klage i en sag mellem Vest Energi og Måde Møllelaug og Morten Sonne Hansen.

Vest Energi havde opkrævet omkostningerne til fasekompensering af vindmøller svarende til et nyt vindmølleanlæg og ikke til et eksisterende.

Udvalget havde fundet, at Vest Energis fremgangsmåde ikke umiddelbart forekom urimelig, jf. elforsyningslovens § 10, stk.4.

Denne sag var af klageren blevet indbragt for Konkurrenceankenævnet den 20. december 1999.

Pkt. 1.2.1.2
Køge Kommunale El-, Varme- og AntenneforsyningDen 6. december 1999 havde Elprisudvalget afgjort en sag vedrørende godkendelse af overførsel af rationaliseringsgevinster til den fri egenkapital for Køge Kommunale El-, Varme- og Antenneforening.

Køge Kommunale El-, Varme- og Antenneforening havde anmodet om overførsel af 6.891.866 kr. til den fri egenkapital. Heraf udgjorde rationaliseringsgevinsten i perioden 1995-1999 som følge af kabellægning 4.234.554 kr.

Udvalget havde meddelt, at man fandt, at en indsats for at nedlægge kabler måtte betragtes som en almindelige foranstaltning til forbedring af effektiviteten som omtalt i elforsyningslovens § 9, stk.1. Udvalget kunne således ikke godkende, at Køge Kommunale El-, Varme- og Antenneforening overførte rationaliseringsgevinsten som følge af kabellægning til den fri egenkapital.

Denne sag var af Danske Energiselskabers Forening på vegne Køge Kommunale El-, Varme- og Antenneforening blevet indbragt for Konkurrenceankenævnet den 30. december 1999.

Pkt. 1.2.1.3 Nye klagesager indbragt for Energiklagenævnet
På Gas- og Varmeprisudvalgets sidste møde den 13. december 1999 blev behandlet en sag om prisen for affaldsvarme fra I/S Fællesforbrænding, Hobro til Hobro Varmeværk amba.

Efterfølgende havde både I/S Fællesforbrænding og Hobro Varmeværk amba. indbragt udvalgets afgørelse for Energiklagenævnet.

Hobro Varmeværks advokat havde dog efterfølgende ved brev af 26. januar 2000 tilbagekaldt sin klage.

Andre forhold

Pkt. 1.2.3.1.
Overdragelse af ankesager indbragt efter elforsyningsloven og varmeforsyningslovenI forbindelse med ikrafttrædelsen af den nye elforsyningslov og den samtidige ændring af varmeforsyningsloven blev de hidtidige energiprisudvalgs kompetence overført til Energitilsynet.

Klage over afgørelser truffet i medfør af den hidtidige lovgivning havde kunnet indbringes for Konkurrenceankenævnet. Efter den nye elforsyningslov og ændringerne i varmeforsyningsloven blev denne klagemulighed samtidig overført til Energiklagenævnet.

Bekendtgørelsen om forretningsorden for Energiklagenævnet af 20. december 1999 var blevet udsendt til Energitilsynets medlemmer den 6. januar 2000.

Den 11. januar 2000 anmodede sekretariatet Konkurrenceankenævnet om, at de verserende ankesager blev oversendt til Energiklagenævnet.

Konkurrenceankenævnet havde meddelt, at der var sket oversendelse af i alt 14 sager.

Det skulle i den forbindelse bemærkes, at der efter de gamle regler var tale om en klagefrist på 4 uger fra en afgørelse blev meddelt. Endvidere at klage over en afgørelse var gebyrbelagt. Efter bekendtgørelsen om Konkurrenceankenævnet var klage belagt med et gebyr på 5.000 kr. Dog var gebyret kun 1.000 kr., hvis det drejede sig om forbrugersager efter el- og varmeforsyningslovene.

Efter den nye elforsyningslov var der ikke fastsat nogen frist for indgivelse af klage over Energitilsynets afgørelser. Dette gjaldt dermed også for varmeforsyningsloven, idet denne f.s.v. angår klageadgang henviste til elforsyningsloven.

Efter bekendtgørelsen om forretningsorden for Energiklagenævnet var der efter § 6 fastsat et gebyr på 4.000 kr. for klager efter lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift og lov om tilskud til elproduktion. Der var ikke tilsvarende fastsat regler om gebyrer for klager efter elforsyningsloven, hvortil varmeforsyningsloven som nævnt nu også henviste.

1.2. Andre forhold 

Pkt. 1.3.1.
Henvendelse fra Energistyrelsen angående besvarelse af spørgsmål fra Lemvig Biogasanlæg.I anledning af en henvendelse fra Lemvig Biogas angående udformningen af tilskudsordninger i relation til biogasanlæggenes fremtidige økonomi havde Energistyrelsen anmodet tilsynet om at kommentere følgende afsnit i henvendelsen:

"Lemvig Biogasanlæg undrer sig over, at Gas- og Varmeprisudvalget hver gang som grundlag for sin vurdering af, om gasprisen er urimelig, alene ser på, om der rent fysisk er en substitutionsmulighed for anvendelsen af biogas, men ikke tager hensyn til, om denne substitution er i overensstemmelse med varmeplanlægningen. Biogasselskaberne kan således ikke engang forlade sig på lovligt indgåede kontrakter".

Til brug for besvarelsen havde sekretariatet den 28. januar 2000 meddelt Energistyrelsen, at det grundlæggende princip ved udvalgets afgørelser om anvendelse af substitutionspriser var, at den forsyningsvirksomhed, der aftog energi produceret på eksempelvis et affalds- eller et biogasanlæg, ikke kunne afkræves en betaling, der oversteg, hvad den tilsvarende varmemængde ville koste ved egenproduktion eller køb fra en alternativ leverandør.

Formålet med at fastsætte substitutionspriser var at beskytte varmeforbrugeren mod, at prisen for fjernvarmen indeholder andre omkostninger end de, der følger af varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, herunder omkostninger som følge af indregning af afskrivninger, henlæggelser og forrentning af indskudskapital i varmeprisen.

Fjernvarmeforsyningen, der skulle aftage biogasbaseret varme, skulle optræde økonomisk ansvarligt, hvilket i en omkostningsmæssig sammenhæng måtte betyde, at forsyningen skulle minimere sine omkostninger. Det fulgte heraf, at forsyningsvirksomheden ikke kunne betale en pris for den biogasbaserede varme, som oversteg fjernvarmeforsyningens egne omkostninger ved at producere den nødvendige varmemængde eller en indkøbspris hos en alternativ leverandør. Afregnedes fjernvarmen til en pris, der lå over det prisloft, der udgjordes af enten fjernvarmeværkets egenproduktionspris eller en alternativ indkøbspris, blev lovens omkostningsminimeringsformål overtrådt. Dette kunne også udtrykkes ved, at varmekøbet ikke måtte afregnes til en pris, der oversteg prisen på den varmemængde, som blev erstattet.

Fastlæggelse af substitutionspriser var en måde at vurdere prisen på et realistisk alternativ, og havde alternativet været industriel overskudsvarme eller naturgas, var priserne på disse brændselstyper blevet anvendt som grundlag for beregningen af substitutionsprisen. Ved fastsættelse af substitutionspriser skulle der tages udgangspunkt i en faktisk eksisterende energiform, dvs. at den alternative leveringsmulighed skulle være realistisk, eksempelvis skulle et alternativt anlæg eksistere rent fysisk, værket skulle have tilstrækkelig kapacitet, brændslet skulle kunne leveres i tilstrækkelig mængde og være lovligt.

Ovennævnte principper havde dannet grundlaget for udvalgets anlæggelse af substitutionsprisbetragtninger, og denne praksis var stadfæstet af Konkurrenceankenævnet.

Efter Energistyrelsens udsendelse af forudsætningsskrivelser i starten af 1990erne, hvor bestemte brændselsformer blev forudsat, havde hensigtsmæssigheden af en uændret anvendelse af substitutionsprincippet været under overvejelse, uden at dette havde medført en grundlæggende ændring af praksis på området indenfor reglerne i den gældende varmeforsyningslov. Det forventedes, at udkastet til den nye lov om varmeforsyning ville indeholde regler om grundlaget for fastlæggelse af substitutionspriser.

For så vidt angik kontrakter, der var indgået mellem to forsyningsvirksomheder bemærkedes, at udvalget i medfør af varmeforsyningsloven havde adgang til at gribe ind overfor priser og leveringsbetingelser også i det tilfælde, hvor priser og leveringsbetingelser var fastsat i henhold til kontrakt.

Birgitte Refn Wenzel anmodede om, at der generelt i det materiale, der blev udsendt til medlemmerne, blev gjort rede for det juridiske grundlag i sagen og den hidtidige praksis på området, da dette ikke kunne forudsættes bekendt hos medlemmerne.

Bo Kragelund bemærkede, at sekretariatet måske i højere grad skulle være opmærksomt på, at det nu arbejdede med et nye medlemmer, der ikke var bekendt med praksis.


ad punkt 3: Klage fra OK Benzin over manglende adgang til kundekartotek

I brev af 8. december 1999 havde olieselskabet OK a.m.b.a. klaget til Energitilsynet over, at Danske Energiselskabers Forening (DEF) i et medlemscirkulære har opfordret medlemsvirksomhederne til ikke at videregive oplysninger om kundernes elforbrug til nye aktører på markedet.

Det fremgik af klagen, at OK a.m.b.a. snarest mulig efter den nye elforsyningslovs ikrafttræden ønskede at etablere sig med elhandelsvirksomhed. Som forberedelse hertil havde selskabet rettet henvendelse til en række elselskaber med anmodning om udlevering af oplysninger om de respektive selskabers kunders årsforbrug af el.

Anmodningen vedrørte oplysning om navn, adresse og omtrentligt årsforbrug af el for de erhversvirksomheder, som i henhold til elforsyningsloven får frihed til at vælge leverandør henholdsvis fra 1. april 2000 og 1. januar 2001.

Ifølge OK var der ikke modtaget de ønskede oplysninger fra noget elselskab. Dette skyldtes ifølge OK det af DEF udsendt medlemscirkulære af 26. oktober 1999, hvor DEF med henvisning til registerlovgivningen meddelte, at de ønskede oplysninger ikke kunne udleveres.

Efter OKs opfattelse var reglerne i registerlovgivningen ikke til hinder for, at elselskaberne videregav oplysninger om kundernes elforbrug. Lovbestemmelserne indeholdt en retlig standard, der knyttede sig til hensynet til beskyttelse af registrerede kunder og disses forhold.

Efter OKs opfattelse tilsigtede reglerne ikke beskyttelse mod videregivelse af oplysninger om elforbrug eller lignende. Ifølge OK var DEFs medlemscirkulære et forsøg på at tilsikre et fortsat monopol eller en monopollignende stilling..

Elforsyningslovens intentioner om fri konkurrence kunne ifølge OK kun realiseres, såfremt det pålagdes elselskaberne at frigive de ønskede oplysninger om kunders elforbrug.

Danske Energiselskabers Forening havde i brev af 18. januar 2000 fremsendt en redegørelse i sagen.

Det fremgik af Danske Energiselskabers Forenings cirkulære og det senere brev, at oplysninger om kundeforholdene ikke kunne udleveres til OK eller andre interesserede. Argumentationen herfor relaterede sig til lov om private registre og til, at elselskaberne ikke havde en pligt til at udlevere disse oplysninger hverken efter registerlovene og den tidligere eller nugældende ellov..

Efter registerlovgivningen ville det normalt være tilladt for almindelige erhvervsvirksomheder og erhvervsdrivende at have personale-, kunde- og leverandørregistre.

Ifølge DEF fulgte det af reglerne i lov om private registre og lov om offentlige registre, at oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold ikke måtte videregives til tredjemand uden samtykke fra den registrerede, med mindre det følger af anden lovgivning.

Andre oplysninger end rent private oplysninger måtte kun videregives til tredjemand uden den registreredes samtykke i det tilfælde, hvor videregivelsen skete som et naturligt led i den normale drift af virksomheden. Ifølge Danske Energiselskabers Forening kunne det ikke antages at være et naturligt led i et elselskabs virksomhed at udlevere kundeoplysninger til tredjemand.

Ifølge Danske Energiselskabers Forening havde Registertilsynet udtalt, at i hvert fald oplysninger om erhvervsmæssig aftag var følsomme oplysninger, som krævede samtykke, før disse udleveredes. Dette gjaldt også for husholdningskunder.

Omkring den nye ellov havde DEF anført, at der heri er taget stilling til netvirksomhedernes forpligtelser til at stille oplysninger til rådighed. Der var her henvist til elforsyningslovens § 22, stk. 3, hvorefter netvirksomheden skal forsyne brugere af nettet med de nødvendige oplysninger om måling af elektricitet, der transporteres gennem virksomhedens net.

I anledning af klagen fra OK var Registertilsynet blevet anmodet om en udtalelse vedrørende indholdet af medlemscirkulæret. Denne udtalelse var på mødetidspunktet ikke modtaget.

Finn Lauritzen fremførte, at sekretariatet lagde vægt på fri markedsadgang. Han mente, at der næppe ville opstå fortrolighedsproblemer i forbindelse med markedsåbingen, idet de fleste frie kunder ville være interesseret i at modtage tilbud fra alternative leverandører.

Niels I. Meyer bemærkede, at han ikke var jurist, men at det ikke umiddelbart forekom ham klart, at de nævnte paragraffer kunne bruges i den foreliggende sammenhæng, da de, så vidt han kunne se, ikke handlede om rettigheder for salgsselskaber i forbindelse med kundeoplysninger.

§ 82, stk. 5, omhandlede ifølge sekretariatets gennemgang gennemsigtighed omkring priser, tariffer og vilkår- men ikke noget om udlevering af kunderegistre og de enkelte kunders forhold. § 22, stk. 1-5, omhandlede, ligeledes ifølge sekretaiatets opfattelse, informationsaktiviteter for at skabe mest mulig gennemsigtighed for alle forbrugergrupper. Altså ikke om rettigheder for handelselskaber.

På denne baggrund fandt han ikke, at man kunne afvise DEFs påvisning af, at der ikke i loven findes hjemmel til at pålægge DEF at fremlægge oplysninger om de enkelte kunder og deres elforbrug.

Formanden anførte, at udtalelsen fra Registertilsynet nødvendigvis måtte foreligge, før tilsynet traf afgørelse i sagen ud fra elforsyningslovens bestemmelser. På den anden side var der et vist tidspres i sagen, idet elkunder med et årligt forbrug på 10 GWh fra 1. april 2000 fik markedsadgang. Det var derfor formålstjenligt, at tilsynet allerede nu drøftede sagen. Når udtalelsen fra Registertilsynet forelå, ville denne sammen med et forslag til afgørelse blive sendt til medlemmerne.

Medlemmerne tilsluttede sig denne fremgangsmåde.


ad punkt 4: Københavns Belysningsvæsen (Københavns Energi) - investeringsbidrag

En Andelsboligforening, der var forbruger under Københavns Belysningsvæsen (Københavns Energi), havde klaget over betaling af investeringsbidrag til belysningsvæsenet for 3 ejendomme i Valby. Investeringsbidraget var anmeldt til Elprisudvalgets offentlige register til ikrafttræden pr. 1. oktober 1998.

Udvalget havde modtaget to tilsvarende klager fra andre forbrugere vedrørende det anmeldte investeringsbidrag.

I de foreliggende sager, skulle bedømmes l) om størrelsen af de af Københavns Belysningsvæsen pr. 1. oktober 1998 indførte investeringsbidrag var urimelige i henhold til den på daværende tidspunkt gældende elforsyningslov, jf. § 10, stk. 4, i lovbekendtgørelse nr. 632 af 1. juli 1996, 2) om der var konkrete forhold hos klagerne, der indebar, at de ikke skulle betale det fulde investeringsbidrag og 3) om der var forhold vedrørende aftaler m.v., der indebar, at klagerne ikke skulle betale det anmeldte investeringsbidrag overhovedet.

Sædvanligvis opkrævede en forsyningsvirksomhed investeringsbidrag, men KB havde som et af de meget få elselskaber i landet indtil den 1. oktober 1998 ikke opkrævet investeringsbidrag.

KBs indførelse af investeringsbidrag, måtte bl.a. ses i lyset af det opbrud i elstrukturen og de ændrede vilkår for handel og transport som fremgik af den nye elforsyningslov.

Elprisudvalget havde senest i efteråret 1999 taget en række standardinvesteringsbidrag til efterretning, og størrelsen af de investeringsbidrag, som KB havde anmeldt, var i overensstemmelse med disse standarder.

En ændret tarifering - hvor radikal den eventuelt måtte synes at være for enkelte nytilsluttede forbrugere - måtte gælde fra et givet tidspunkt, og under alle omstændigheder kunne en ændret tariffering ikke kundgøres før det kompetente organ - konkret Borgerrepræsentationen - havde truffet beslutning. Når først meddelelsen om ikrafttræden var lovligt meddelt, måtte investeringsbidrag kunne opkræves fra denne dato. Energitilsyne kunne ikke bedømme, om der forelå mundtlige eller skriftlige aftaler, der kunne ændre dette. Dette var et domstolsanliggende.

Spørgsmålet om, i hvilket omfang et tidligere betalt investeringsbidrag skulle godskrives i forbindelse med udvidelse af et leveringsomfang, havde tidligere været behandlet af såvel Elprisudvalget som Konkurrenceankenævnet, og ankenævnet havde fastslået at der ikke kunne opkræves dobbeltbetaling, og et tidligere betalt investeringsbidrag, skulle modregnes.

Sekretariatet har tidligere givet udtryk for, at det ville findes urimeligt, om det var det tidligere betalte kronebeløb, der bliver modregnet, og peget på, at en rimelig løsning kunne være, at dagsværdien af det tidligere leveringsomfang blev modregnet.

Flere medlemmer fandt, at det varsel, som Københavns Belysningsvæsen konkret havde givet for indførelse af investeringsbidrag, var vel kort og ikke ganske i overensstemmelse med god forvaltningsskik. Dette burde meddeles Københavns Belysningsvæsen.

Udvalget vedtog at meddele Andelsboligforeningen og Københavns Belysningsvæsen,

at

det ikke fandtes urimeligt i medfør af elforsyningsloven, jf. § 10, stk. 4, jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 1. juli 1996, at Københavns Belysningsvæsen med virkning fra den 1. oktober 1998 opkrævede investeringsbidrag som anmeldt,

at

det fandtes urimeligt i medfør af elforsyningsloven, jf. § 10, stk. 4, jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 1. juli 1996, at der ikke skete korektion for tidligere betalt leveringsomfang, selv om der var etableret ny stikledning,

at

det faldt uden for tilsynets kompetence at bedømme, om Københavns Belysningsvæsen i forbindelse med byggeriets igangsættelse og forløb eventuelt havde givet tilsagn om, at det konkrete byggeri skulle være fritaget for betaling af investeringsbidrag som anmeldt.


ad dagsordenens punkt 5: Overførsel af kapital til Elkraft System og Elkraft transmission

Elkraft System A.m.b.a. havde rettet henvendelse til Energitilsynet med en række spørgsmål vedrørende en række modeller for overførsel af kapital fra nogle netselskaber til henholdsvis Elkraft System og Elkraft Transmission.

De stillede spørgsmål kunne imidlertid ikke besvares, sålænge reglerne om indtægtsrammer og åbningsbalancer ikke var udstedt af miljø- og energiministeren. Sekretariatet havde orienteret virksomhederne herom, og havde udarbejdet et notat, der forholdt sig generelt til de rejste problemstillinger i relation til elforsyningslovens bestemmelser.


ad punkt 6: Høring af ny varmeforsyningslov

Der var til tilsynets medlemmer udsendt udkast til forslag om lov af varmeforsyning. Energistyrelsen havde den 19. januar fremsendt lovforslaget til høring i Energitilsynet.

Eventuelle bemærkninger skulle være Energistyrelsen i hænde senest fredag den 4. februar 2000. Men det var aftalt med styrelsen, at eventuelle bemærkninger fra tilsynets medlemmer på det ordinære tilsynsmøde mandag den 7. februar 2000, ville blive medtaget ved det videre arbejde med lovforslaget.

Jan Hansen bemærkede vedrørende lovforslaget, at det var problematisk at der ikke forelå en helt ny varmeforsyningslov. At skrive en så omfattende ændring ind i en eksisterende lov var uhensigtsmæssigt. I den nye ellov og tilsvarende i forslaget til den ny gaslov var der i § 5 en ordliste, der definerede begreber og lignende. Det manglede i varmeforsyningsloven. Eksempelvis blev der nævnt kraftvarmeværker, kraftvarmecentraler, kraftvarmeanlæg og kraftvarme produktionsanlæg formentlig dækkende samme anlæg.

For så vidt angik Energitilsynets administration af den kommende lov måtte det bemærkes, at lovforslaget ikke gav regulator nogen repressalier overfor værker, der ikke ville/kunne overholde effektivitetskrav/indtægtsrammer. I modsætning til elforsyningsloven var der ikke nogen bevilling, der i yderste konsekvens kunne fratages et værk.

Desuden indeholdt lovforslaget ikke noget krav om en unbundling, d.v.s. en regnskabsmæssig adskillelse mellem produktion og net. Dette vanskeliggjorde i høj grad en effektiv benchmarking. Der kunne selvfølgelig være en forståelse for, at små barmarksværker med meget beskedent ansat personale ville have vanskeligt ved at opfylde et sådant krav. Endvidere var der en række fjernvarmeselskaber, der havde egne produktionsanlæg, men som gennem Energistyrelsens forudsætningsskrivelser havde fået maksimeret anvendelsen af disse til 10% af det samlede varmebehov. Også i sådanne tilfælde kunne der være forståelse for, at der ikke skal foretages en regnskabsmæssig opsplitning.

Jan Hansen fandt det især vigtigt, at lovforslaget nu rummede effektivitetsregulering ved anvendelse af benchmarking ud fra best practice.

Endvidere blev der introduceret et nyt begreb, om maxpriser/prislofter til afløsning af den eksisterende varmeforsyningslovs substitutionspriser.

Formanden fandt det af vigtighed, at der blev fundet et mere enkelt grundlag for Energitilsynets vurdering af priser ved forenet produktion, der havde givet vanskeligheder efter den nugældende varmeforsyningslov.

Preben Schou bemærkede, at i lovforslagets § 20, stk. 3 blev der givet ministeren bemyndigelse til at fastsætte regler for omkostningsfordelingen mellem faste og variable priselementer. Han fandt dette problematisk for tilsynets arbejde.

Anders Larsen bemærkede, at der var en betragtelig forskel i størrelsen på de enkelte værker. Lovforslaget gav mulighed for yderligere statslig styring. Dette hang ikke så godt sammen med princippet om forbrugereje.

Thomas Bastholm Bille understregede, at ministeren lagde stor vægt på forbrugereje og den lokale indflydelse. Administrationen af loven måtte ske på et sobert og objektivt grundlag, og selskaberne måtte gives den fornødne tid til at tilpasse sig de nye regler.

Lovforslaget medførte samtidig en synliggørelse af det enkelte selskabs omkostningsbevidsthed og dermed effektivitet, hvilket var positivt og en forbedring i forhold til den eksisterende lov.

Birgitte Wenzel Refn spurgte i relation til lovforslagets § 20b, om det ikke kunne være et problem at få afdækket, hvem der ejede et selskab.

Bo Kragelund bemærkede, at den gældende varmeforsyningslov var baggrund for det nye lovforslag. Efter den hidtidige lov kunne disse oplysninger findes.

Mette Lis Andersen spurgte til baggrunden for bestemmelserne i forslagets § 42, der forekommer særdeles detailregulerende.

Thomas Bastholm Bille mente, at denne bestemmelse var både god og vigtig. Den gav bl.a. myndighederne mulighed for at gribe ind overfor værker, der undlod at vedligeholde deres anlæg.


ad punkt 7: Høring af ny gaslov

I lighed med forslag til ny varmeforsyningslov var udkastet til ny gaslov sendt til Energitilsynet med høringsfrist den 4. februar. Det var også her aftalt med Energistyrelsen, at Energitilsynets høringssvar den 7. februar ville blive medtaget ved det videre arbejde med lovforslaget.

Bo Kragelund bemærkede, at den nye lov ville betyde større administration for Energitilsynet end den hidtidige lov havde betydet for Gas-og Varmeprisudvalget.

Med hensyn til administrationen af loven var det ønskeligt, at de mange bemyndigelser blev udfyldt i et samarbejde i sekretariatet med henblik på at sikre, at reglerne kunne administreres på den mest hensigtsmæssige måde.

Den manglende unbundling kunne give problemer med hensyn til fastsættelsen af indtægtsrammer og reglerne om TPA. Den ville endvidere vanskeliggøre benchmarling og gøre det vanskeligt at kontrollere krydssubsidiering.

Forskellen mellem TPA regler for reguleret distribution og forhandlet transmission forekom mærkværdig, specielt når transmissionen skulle ske på åbne og ikke diskriminerende vilkår.

Tidsfristerne i § 17,stk. 5, i tilfælde af nægtelse af adgang var for lange. Disse burde nedsættes til -1 måned- 1 måned- og tre uger.

Endvidere fandt han, at det var et problem, at der ikke i loven var fastsat gebyr for klage til Energiklagenævnet og heller ikke fastsat nogen tidsfrist for indgivelse af klage.

Anders Larsen fandt, at kravet om fortrolighed i § 45 kunne blive meget vanskeligt at overholde. Hvad nu, hvis det blev besluttet at sælge DONG'

Thomas Bastholm Bille oplyste, at forskellene i reglerne for distribution og transmission var fastsat for at sikre, at DONG kunne stilles lige i konkurrence med udenlandske selskaber.

Regeringen havde udtalt, at et salg af DONG ikke var aktuelt.

Arbejdet med klargøringen af lovforslaget ville fortsætte, og der var planlagt flere møder med parterne bag elreformen og CD.


ad punkt 8: Udformning af mødereferat

Medlemmerne konkluderede, at referaterne fra Energitilsynets møder udformes således, at der under de enkelte punkter blev gengivet en sagsfremstilling, som var tilstrækkelig oplysende til, at den selvstændigt kunne give en forståelse af sagen, at medlemmernes synspunkter blev gengivet i det omfang disse tjente til yderligere oplysning i sagen, og at afstemningsresultater blev gengivet uden nævnelse af medlemmernes navne. Et medlem, der ønskede dette, havde ret til at få sin mening indført i referatet.


ad punkt 9: hovedområder til behandling på møderne i foråret 2000

Medlemmerne drøftede hvilke hovedområder, det måtte forventes, at Energitilsynet skulle behandle i foråret 2000.

Mette Lis Andersen fandt, at det var vigtigt af hensyn til netselskaberne, at reglerne om åbningsbalancer blev udarbejdet så hurtigt som overhovedet muligt. Hun var bange for, at der hurtigt kunne opstå et tidsproblem.

Preben Schou fremførte, at det af skattetekniske grunde var vigtigt, at selskabsudskillelser skete inden 30. juni 2000.


ad punkt 10: Henvendelse fra DEF vedrørende gebyrsager

Danske Energiselskabers Forening havde den 18. januar 2000 rettet henvendelse til Elprisudvalget i anledning af, at udvalget havde afgjort en række gebyrer for udsendelse af rykkerskrivelser mv.

Elprisudvalget havde fundet, at der i den dagældende elforsyningslovs § 10, stk. 4 var hjemmel til at gribe ind over for elselskabernes gebyrer, idet denne bestemmelse gav hjemmel til at gribe ind, såfremt udvalget fandt, at priser, betingelser eller aktiviteter var urimelige. Udvalget fandt, at gebyrer måtte anses for en del af selskabernes priser og betingelser.

Dette synspunkt blev understøttet af skrivelse fra Energistyrelsen til Indenrigsministeriet af 11. februar 1999 i hvilken styrelsen udtalte: "Opkrævning af gebyrer for udsendelse af rykkerbreve må derfor anses for at falde ind under elforsyningslovens regler, idet et gebyr er en administrationsomkostning, der falder ind under elforsyningslovens § 9, stk. 1".

De kommunale forsyningsselskaber havde herover for hævdet, at der for disse selskaber var hjemmel i lov om gebyrer og morarenter til at opkræve et gebyr på 250 kr. Kommunernes Landsforening havde på foranledning af de kommunale selskaber rettet henvendelse om spørgsmålet til indenrigsministeriet, som havde henvendt sig til Energiministeriet med anmodning om en nyfortolkning af spørgsmålet.

Formanden bemærkede, det var hans klare opfattelse, at gebyrer var en del af priser og betingelser, og at det lå under Energitilsynets kompetence- med klagemulighed til Energiklagenævnet og eventuelt domstolene- at tage stilling til dette spørgsmål. Det undrede ham, at DEF ikke havde valgte denne klagevej.

I øvrigt var det helt i overensstemmelse med Elprisudvalgets praksis og også med den nye lov, at gebyrer skulle være omkostningsmæssigt fastsat. Dette betød, at såfremt en kommunal elforsyning, ifølge et sært gebyrregler, der var vedtaget af kommunalbestyrelsen, tog et gebyr, der ikke er omkostningsmæssigt bestemt, ville dette blive underkendt af Energitilsynet.

Han ville i den nærmeste fremtidig aftale et møde med Energistyrelsen med henblik på et samarbejde om besvarelsen af DEFs henvendelse.


ad punkt 11: Energitilsynets forretningsorden og kompetenceområde

Efter at Energitilsynet havde behandlet forslag til Energitilsynets forretningsorden og kompetenceområde, var forslagene blevet ændret i overensstemmelse med medlemmernes bemærkninger.

Birgitte Refn Wenzel fandt, at der burde ske en tilretning i § 8 i Bekendtgørelse om Energitilsynets opgaver, således at det fremgik, at Energitilsynet alene kunne træffe afgørelse om politianmeldelse efter § 87 i elforsyningsloven, for så vidt angår de områder, der var undergivet tilsynets kompetence.

Knud Pedersen oplyste, på forespørgsel fra Formanden, at Energitilsynets forretningsorden endnu ikke var godkendt af ministeren.

Formanden anmodede om, at sagen blev fremmet mest muligt.


ad punkt 12: Eventuelt

Formanden erindrede om, at næste møde var den 13. marts 2000. 

Mødet afsluttet kl. 11.45.

Klage over regning?
Se hvem der er billigst på el, gas og varme