Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Energitilsynets forretningsorden

godkendt af økonomi- og erhvervsministeren den 18. juni 2004

Energitilsynets sammensætning

§ 1.

Stk. 1. Energitilsynet varetager en række opgaver efter el-, varme- og gaslovgivningen. Tilsynet fungerer uafhængigt af såvel sektorinteresser som andre myndigheder inden for de rammer, der er fastsat i lovgivningen.

Stk. 2. Energitilsynet består af en formand og 6 medlemmer samt 2 faste suppleanter, som udpeges af økonomi- og erhvervsministeren.

Stk. 3. Energitilsynets medlemmer skal repræsentere juridisk, økonomisk, teknisk, miljø-, erhvervs- og forbrugermæssig sagkundskab. Medlemmer og suppleanter skal være uafhængige af energisektorens parter.

Stk. 4. Medlemmerne samt de 2 faste suppleanter beskikkes for 4 år. Hvis et medlem eller en suppleant afgår inden udløbet af beskikkelsesperioden, foretages nybeskikkelse kun for den resterende del af perioden.

Stk. 5. Energitilsynet vælger af sin midte en næstformand, som under formandens forfald fungerer i hans sted.

Formandens opgaver

§ 2.

Stk. 1. Energitilsynets formand leder tilsynets møder

§ 3.

Stk. 1. Formanden tilrettelægger tilsynets arbejde og forbereder bistået af Energitilsynets sekretariat sagernes forelæggelse for tilsynet.

Stk. 2. Formanden kan efter nærmere aftale med tilsynet træffe afgørelse på tilsynets vegne.

Stk. 3. Formanden kan afgøre sager, der er så påtrængende, at de ikke kan afvente en forelæggelse for tilsynet. Beretning om sådanne afgørelser skal gives på det nærmest følgende møde i tilsynet.

Sekretariatets opgaver

§ 4.

Stk. 1. Energitilsynets sekretariatsforretninger varetages af Energitilsynets sekretariat.

Stk. 2. Energitilsynets sekretariat ledes af en sekretariatschef, som refererer til Energitilsynets formand.

Stk. 3. Efter aftale mellem Økonomi- og Erhvervsministeriet og Energitilsynet er medarbejdere i Energitilsynets sekretariat stillet til rådighed fra Konkurrencestyrelsen og Energistyrelsen.

Konkurrencestyrelsen stiller andre administrative ressourcer til rådighed for Energitilsynets sekretariat.

§ 5.

Stk. 1. Sekretariatet bistår formanden i forberedelsen og forelæggelsen af sager for tilsynet.

Stk. 2. Sekretariatet udfører tilsynets beslutninger.

Stk. 3. Sekretariatet kan efter tilsynets beslutning træffe afgørelse i konkrete sager i overensstemmelse med tilsynets faste praksis eller de af tilsynet tilkendegivne retningslinier. På Energitilsynets nærmest følgende møde afgiver sekretariatet beretning om væsentlige afgørelser truffet af sekretariatet og andre væsentlige forhold vedrørende sekretariatets virksomhed.

Stk. 4. Energitilsynets sekretariat deltager i nordisk og europæisk samarbejde om reguleringen af energisektoren.

 

Møder og dagsorden

§ 6.

Stk. 1. Energitilsynet afholder møder på de af tilsynet vedtagne mødedage, og i øvrigt så ofte formanden finder anledning hertil, eller når et medlem fremsætter ønske om afholdelse af møde til behandling af nærmere angivne spørgsmål.

Formanden bestemmer mødevarslet.

Stk. 2. Med mødeindkaldelsen, der normalt udsendes i rimelig tid før mødet skal følge dagsorden, der så vidt muligt skal indeholde angivelse af de sager, der kommer til behandling, og være vedlagt det materiale, der er nødvendigt til behandling af sagerne.

Stk. 3. På Energitilsynets møder behandles sager af principiel karakter eller af væsentlig samfundsmæssig eller økonomisk interesse.

Stk. 4. Ethvert af tilsynets medlemmer kan begære en sag gjort til genstand for behandling i tilsynet og kan gennem formanden eller sekretariatschefen begære sig meddelt alle fornødne oplysninger.

Stk. 5. De faste suppleanter deltager uden stemmeret i Energitilsynets møder.

§ 7.

Stk. 1. Hvis et medlem ikke er til stede på Energitilsynets møde eller på grund af inhabilitet ikke kan være til stede under en sags behandling, anmoder formanden en af suppleanterne om at indtræde i medlemmets sted og deltage i sagens behandling.

Stk. 2. Er et medlem af særlige grunde forhindret i at deltage i udvalgets arbejde i en længere periode, træder en af de faste suppleanter i medlemmets sted.

Stk. 3. Udtræder et medlem i løbet af beskikkelsesperioden, indtræder en af de faste suppleanter i medlemmets sted, indtil ministeren beskikker et nyt medlem for den resterende del af beskikkelsesperioden.

Stk. 4. Medlemmer og suppleanter, der er forhindret i at give møde, skal give sekretariatet meddelelse herom hurtigst muligt.

 

Afgørelser

§ 8.

Stk. 1. Energitilsynet er beslutningsdygtigt, når formanden eller næstformanden og mindst halvdelen af tilsynets øvrige medlemmer er til stede.

Stk. 2. Beslutning træffes ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde, hvor stemmerne står lige, er formandens stemme afgørende.

Stk. 3. Kan afgørelsen af en sag ikke afvente afholdelsen af et tilsynsmøde, kan tilsynet træffe beslutning ved skriftlig procedure

§ 9.

Stk. 1. Energitilsynets afgørelser skal meddeles skriftligt. Begrundelsen for afgørelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Referat

§ 10.

Stk. 1. Sekretariatet tager referat af Energitilsynets møder. Referatet skal gengive tilsynets afgørelser med angivelse af de forhold og synspunkter, der har været bestemmende for den enkelte afgørelse. I tilfælde af afstemning angives resultatet heraf. Referatet skal endvidere angive hvilke medlemmer, der har medvirket ved tilsynets afgørelser.

Stk. 2. Energitilsynets medlemmer og suppleanter skal senest 7 dage efter et møde have tilsendt referatet. Indsigelser og rettelsesforslag til referatet fra de medlemmer, der har deltaget i mødet, fremsendes skriftligt til sekretariatet inden for en nærmere angiven frist - normalt 14 dage - fra modtagelsen af referatet.

Stk.3. Et medlem, der har et standpunkt, som afviger fra flertallets, kan anmode om, at medlemmets navn og en kort begrundelse for standpunktet anføres i referatet fra tilsynsmødet.

Inhabilitet

§ 11.

Stk. 1. Et medlem eller en suppleant må ikke være til stede under behandlingen og afgørelsen af en sag, hvis der foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed, jf. forvaltningslovens § 3.

Stk. 2. Et medlem eller en suppleant, der er bekendt med, at der for den pågældendes vedkommende foreligger forhold som nævnt i stk. 1, skal snarest underrette tilsynets formand herom.

Stk. 3. Energitilsynet afgør uden deltagelse af det pågældende medlem eller af den pågældende suppleant, om vedkommende kan deltage i sagens behandling og afgørelse.

Tavshedspligt

§ 12.

Stk. 1. Energitilsynets medlemmer og andre, der deltager i eller yder bistand ved tilsynets virke, er underlagt tavshedspligt efter forvaltningslovens regler herom, jf. forvaltningslovens § 27.

 

 

Klage over regning?
Se hvem der er billigst på el, gas og varme
Nyhedsbrevet Energinyt