På elmarkedet har Energitilsynet ansvaret for reguleringen af elselskaber med bevilling til at drive distribution, regional transmission, transmission (Energinet.dk) og handel med forsyningspligt.
Prisstatistik
Naturgasprisstatistik 4. kvartal 2010
Naturgasprisstatistikken offentliggøres hvert kvartal. Prisstatistikken omfatter både en gennemsnitspris på naturgas for husholdningskunder og en oversigt over prisudviklingen på den danske gasbørs Nord Pool Gas.
Gasprisen for husholdninger
Husholdningskunder kan enten være husholdninger, der aftager naturgas som varmekilde og til komfur eller såkaldte kogekunder, der udelukkende aftager gas til komfur. Statistikken for husholdninger er dog baseret på en husholdning, der har et forbrug på 1.700 m3 naturgas årligt, svarende til et gennemsnitsforbrug i en dansk husholdning.
En gennemsnitlig dansk husholdningskunde betalte i 4. kvartal 2010 8,69 DKK/m3 naturgas, jf. Tabel 1.
Tabel 1: Gaspris for husholdninger, 4. kvartal 2010
Priselement, DKK/m3 | DKK/m3 |
Gaspris | 2,99 |
Distribution | 1,34 |
CO2-afgift | 0,35 |
Energiafgift | 2,27 |
Moms | 1,74 |
I alt | 8,69 |
Note: CO2- og Energiafgift er afrundet. CO2-afgift er 0,351 DKK/m3 og Energiafgift er 2,270 DKK/m3. Distribution indeholder også abonnement. Distribution er for en husholdningskunde med et gennemsnitligt forbrug af gas. Lagerbetaling og transmissionstarif er indeholdt i gasprisen.
I 3. kvartal 2010 betalte husholdninger 8,57 DKK/m3 naturgas svarende til en stigning i den samlede gaspris på 0,12 DKK/m3 mellem 3. kvartal 2010 og 4. kvartal 2010. Stigningen i den totale gaspris skyldes udelukkende en ændring i den rene gaspris. Den rene gaspris for husholdninger steg derfor ligeledes med 0,12 DKK/m3 inkl. moms fra 3. kvartal 2010 til 4. kvartal 2010, hvilket svarer til en stigning på 3,5 %, jf. figur 1.
Figur 1: Udvikling i gasprisen for husholdninger
Prisen for selve gassen og Energiafgiften udgør den overvejende del af den samlede gaspris pr. m3. CO2-afgift og Energiafgift er faste størrelser og fastsættes for et år ad gangen af SKAT.
Grundlaget for gasprisstatistikken er daglige prisanmeldelser til Gasprisguiden.dk.
Selskaber har abonnement med forskellig løbetid. Abonnement omregnes til DKK/m3 med udgangspunkt i det samlede årlige forbrug. Abonnement er således ikke afhængig af det sæsonmæssige forbrug indenfor et kvartal, men kun af det totale årlige forbrug.
Langt størstedelen af de danske husholdninger aftager naturgas som forsyningspligtkunder. Samlet set aftager ca. 90 % af de danske husholdninger gas fra et forsyningspligtselskab. Der er taget hensyn til dette ved at lade 90 % af prisen i tabel 1 være bestemt af forsyningspligtselskabernes priser og de øvrige 10 % af handelsselskabernes priser.
Gasprisen på Nord Pool Gas
Engroskunderne på det danske gasmarked indkøber ca. 90 % af gassen under kontrakter, hvor gasprisen følger et olieindeks. Den resterende gas indkøbes på gasbørser eller børslignende markeder.
På den danske gasbørs Nord Pool Gas (NPG) handles gassen bl.a. under dagskontrakter og månedskontrakter. Under dagskontrakterne købes/sælges gassen til levering næste dag, prisen på dagskontrakterne kaldes spot prisen. Under månedskontrakterne købes/sælges gassen til levering hver dag i den næstkommende måned.
Gennem hele oktober og de første tre uger i november bevægede spot prisen sig inden for intervallet 1,62 – 1,80 DKK/m3. Herefter fulgte en jævn stigning i prisen på dagskontrakter. Prisudviklingen på NPG og de nordvesteuropæiske gasbørser fulgte hinanden gennem hele 4. kvartal med undtagelse af den sidste uge i december. I denne uge opstod der en kraftig isoleret stigning i spot prisen på NPG, som den 31. december 2010 lå på 3,11 DKK/m3. Prisstigningen kan forklares af flaskehalse i Ellund – punktet hvor det danske transmissionssystem støder op til det tyske transmissionssystem.
Figur 2: Udvikling i spot prisen på Nord Pool Gas 1. jan 2009 – 31. dec 2010
Den gennemsnitlige spot pris pr. måned er stigende gennem hele 4. kvartal 2010 med et niveau på 1,75 DKK/m3 i oktober til 2,37 DKK/m3 i december, jf. tabel 2.
Den gennemsnitlige pris på en månedskontrakt for gas til levering hver dag i oktober måned lå på 1,86 DKK/m3. Gas til levering hele november måned kostede gennemsnitligt 1,85 DKK/m3, mens gennemsnitsprisen steg til 1,90 DKK/m3 for levering hele december måned, jf. tabel 2.
Tabel 2: Gennemsnitspriser på Nord Pool Gas, 4. kvartal 2010
Gennemsnitsprisen på dagskontrakter | DKK/m3 |
Oktober | 1,75 |
November | 1,82 |
December | 2,37 |
Gennemsnitsprisen på månedskontrakter | DKK/m3 |
Oktober | 1,86 |
November | 1,85 |
December | 1,90 |
Note: Gennemsnitsprisen på dagskontrakterne er udregnet som et simpelt gennemsnit af de dagligt offentliggjorte closing prices på Nord Pool Gas. Gennemsnitsprisen på månedskontrakterne er ligeledes udregnet som et simpelt gennemsnit.
Søg i afgørelser, vejledninger publikationer m.v.
Energitilsynets hjemmeside indeholder materiale tilbage til 2000.






