Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

13-12-1999

Indledning

Blaabjerg Biogasanlæg leverer biogas til kraftvarmeværket på Nørre Nebel Fjernvarme. Biogassen leveres til biogasanlæggets egne gasmotorer, der er placeret i Nørre Nebel Fjernvarmes kraftvarmeværk og gasmotorerne udlejes til Nørre Nebel Fjernvarme. Prisen på biogassen er fastsat i henhold til kontrakt.

Blaabjerg Biogas havde anmodet udvalget om at tage stilling til grundlaget for prisfastsættelsen, idet der er opstået uenighed mellem parterne med hensyn til hvilke omkostninger, der kan indgå i beregningen af biogasprisen.

Herudover havde Blaabjerg Kommune anmodet udvalget om at tage stilling til fastsættelsen af biogasprisen.

Afgørelsen

Udvalget fandt, at prisen for biogassen højst kan indeholde de omkostninger der er nødvendige for at fremstille biogassen, jf. varmeforsyningslovens § 20, stk. 1.

Endvidere fandt udvalget ikke på det foreliggende grundlag anledning til at tage stilling til biogasanlæggets prisfastsættelse ud fra en substitutionsprisbetragtning i medfør af varmeforsyningslovens § 21, stk. 5.

Endelig fandt udvalget, at spørgsmålet om biogasanlæggets tab som følge af uenighed om fortolkning af leveringskontrakten, herunder om hvorledes tabte elindtægter - som følge af at biogassen ikke leveres i tilstrækkelige mængde eller af fornøden kvalitet - er et spørgsmål, der må henvises til behandling ved voldgift eller ved domstolene.

Begrundelse

Sagen var indbragt af Blaabjerg Biogas, der leverer biogas til egne gasmotorer, der er beliggende på Nørre Nebel Fjernvarmes kraftvarmeværk. Gasmotorerne lejes ud til Nørre Nebel Fjernvarme.

Da Nørre Nebel Fjernvarme har lejet de gasmotorer, som anvendes til produktion af varmt vand i Nørre Nebel Fjernvarmes kraftvarmeanlæg, må gasmotorerne betragtes som en del af Nørre Nebel Fjernvarmes samlede produktionsanlæg.

Fremstillingen af varmt vand i kraftvarmeværket på grundlag af biogasanlæggets udlejede motorer var derfor reelt at betragte som Nørre Nebel Fjernvarmes egenproduktion.

Udvalget har behandlet en lignende klage fra Lemvig Varmeværk over prisen på biogas, der blev leveret til Lemvig Kraftvarme, der er et selvstændigt aktieselskab, som ejes af Lemvig Varmeværk.

Udvalgets afgørelse blev indbragt for Konkurrenceanknævnet, som i sin kendelse fastslog, at biogasprisens substitutionspris efter omstændighederne var kraftvarmeværkets egenproduktionspris, herunder kraftvarmeværkets købspris ved levering fra alternativ leverandør, og at kraftvarmeværket og varmeværket måtte indentificeres efter deres indbyrdes forhold, hvilket må fortolkes som, at kraftvarmeværket og varmeværket skal opfattes som en produktionsenhed, uanset at der er tale om to juridiske enheder.

Da produktionsforholdene efter det oplyste i den foreliggende sag var at betragte som parallelle til produktionsforholdene i Lemvig, blev det vurderet, at der ikke var grundlag for en stillingtagen til biogasanlæggets prisfastsættelse ud fra en substitutionsprisbetragtning.

Sagen var indbragt som følge af uoverensstemmelser om betalingens størrelse og regulering, samt betaling for mistede elindtægter ved manglende leverancer eller leverancer med for højt svovlindhold.

Som udgangspunkt må det vurderes, at prisen for biogassen - uanset indholdet af den kontrakt, der er indgået mellem parterne - kan fastsættes på grundlag af de omkostninger, der er forbundne med at fremstille biogassen.

Angående biogasanlæggets underdækning i startperioden fandt udvalget, at en afvigelse mellem regnskab og budget efter almindelig praksis bør indregnes i efterfølgende års prissættende budget.

Spørgsmålet om biogasanlæggets tab som følge af uoverensstemmelser om fortolkning af leveringskontrakten, herunder tabte elindtægter som følge af at biogassen ikke leveres i tilstrækkelig mængde eller af den fornødne kvalitet, var et spørgsmål, der må henvises til behandling ved voldgift eller domstolene.

For så vidt angår Blaabjerg Kommunes anmodning om at foretage en prisfastsættelse af biogassen samt en vurdering af Nørre Nebel Fjernvarmes omkostningsgrundlag, fandt udvalget, at det måtte meddeles Blaabjerg Kommune, at udvalget ikke kan forestå den egentlige prisfastsættelse af biogassen, og at en vurdering af Nørre Nebel Fjernvarmes omkostningsgrundlag måtte udskydes indtil videre.

Samlet blev det vurderet, at uoverensstemmelser om betaling i forhold til kontrakten må henvises til behandling ved voldgift eller domstolene, og at afvigelser mellem budget og regnskab må indregnes i efterfølgende års prissættende budget.

Endvidere blev det det vurderet, at Konkurrenceankenævnets kendelse i Lemvig-sagen og de konkrete produktionsforhold i leveringskæden Blaabjerg Biogas/Nørre Nebel Fjernvarme betyder, at der ikke er grundlag for at bringe substitutionsprisprincippet i anvendelse i den foreliggende sammenhæng, og at prisfastsættelsen af biogassen bør finde sted på grundlag af de omkostninger, der er forbundne med at fremstille produktet.

Sagsfremstilling

Blaabjerg Biogas havde anmodet udvalget om at tage stilling til prisfastsættelsen af den biogas, der er leveret til Nørre Nebel Fjernvarme.

Blaabjerg Biogas påbegyndte leverancerne af biogas til Nørre Nebel Fjernvarme i foråret 1996. Biogassen leveres til Nørre Nebel Fjernvarmes kraftvarmeværk til gasmotorer, der ejes af Blaabjerg Biogas og som lejes ud til Nørre Nebel Fjernvarme.

Blaabjerg Biogas leverer herudover fiber til Nørre Nebel Fjernvarmeværks flis/fiberkedel, og Nørre Nebel Fjernvarmes kraftvarmeanlæg leverer procesvarme til Blaabjerg Biogas.

Blaabjerg Biogas havde herudover anmodet udvalget om at tage stilling til de modregninger, som er foretaget af Nørre Nebel Fjernvarme dels som følge af et underskud i starten af driftsperioden dels som følge af uenighed om den aftalte pris på grund af Nørre Nebel Fjernvarme mistede el-indtægter.

Det var Nørre Nebel Fjernvarmes opfattelse, at det ikke er udvalgets opgave at foretage en kontraktsfortolkning med henblik på fastsættelse af prisen for biogassen, og at dette spørgsmål måtte henvises til behandling ved domstolene/voldgift. Når dette spørgsmål er afklaret, vil den resulterede pris kunne reguleres af udvalget i forhold til en anderledes referencepris. Synspunktet var endvidere, at udvalget måske kan træffe afgørelse, der tilsidesætter en konsekvens af den indgåede kontrakt, herunder at udvalget ved vurderingen af den relevante pris kunne anvende substitutionsprisprincippet, idet der er kapacitet til at dække den nødvendige varmemængde i varmeværket ved fyring i fliskeddel, som anvendes til spids- og reservelast.

Herudover havde fjernvarmeværket henvist til uoverensstemmelserne omkring betalingen for gassen, herunder til at der ikke er fremlagt tilstrækkeliget budget- og regnskabsgrundlag for reguleringen af basisprisen.

Endelig havde Nørre Nebel Fjernvarme henvist til uoverensstemmelse omkring betaling af værkets driftstab ved manglende el-indtjening som følgende af manglende gasleverance og for ringe gaskvalitet.

Blaabjerg Kommune har iværksat et udvidet regnskabsmæssigt tilsyn med etablering og drift af biogasbaseret kraftvarmeforsyning hos henholdsvis Nørre Nebel Fjernvarme og Blaabjerg Biogas.

I fortsættelse af dette tilsyn er biogasanlægget pålagt at afdrage et lån, at bringe harmoni mellem afskrivningsperiode og lån, og ansøge udvalget om, hvorledes værkets underskud kunne indregnes i den fremtidige prisfastsættelse.

Kommunalbestyrelsen var af den opfattelse, at mellemværendet mellem biogasanlæg og biogasanlæggets andelshavere ikke fulgte hvile-i-sig- selv princippet for så vidt angår lagerleje, betaling vedrørende for lavt tørstofindhold mv. og uanset, at der er tale om mindre beløb er resultatet, at der indregnes unødvendige omkostninger i biogasprisen.

Endvidere var det kommunens opfattelse, at afregningen af biogassen skulle ske på grundlag af de nødvendige omkostninger ved fremstilling af biogassen, at der ikke var grundlag for at anvende substitutionsprisprincippet i den foreliggende sag, og at udvalget burde træffe en afgørelse, hvor der opnås den "rigtige" pris for leverancerne.

For så vidt angår tilsynet med Nørre Nebel Fjernvarme havde Blaabjerg Kommune ikke kunne godkende anlægsregnskabet, idet der var realiseret en projektoverskridelse på 80 % svarende til 8 mio. kr. Da projektoverskridelsen ikke har resulteret i besparelser på den løbende drift, der opvejer disse merudgifter, har kommunen anmodet udvalget om at vurdere, om der er tale om unødvendige omkostninger i varmeforsyningslovens forstand.

 

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO