På elmarkedet har Energitilsynet ansvaret for reguleringen af elselskaber med bevilling til at drive distribution, regional transmission, transmission (Energinet.dk) og handel med forsyningspligt.
DONG Energy Eldistribution A/S – udskiftning af kabelkasser
Resume Energitilsynet har truffet afgørelse i sagen vedrørende en ansøgning fra DONG Energy Eldistribution A/S om forhøjelse af reguleringsprisen som følge af ekstraordinære omkostninger som følge af et pålæg fra Sikkerhedstyrelsen om udskiftning af kabelkasser i København og på Frederiksberg. De ekstra omkostninger i forbindelse med udskiftning af kabelkasser udgør i 2008-prisniveau 332,8 mio. kr. i forbindelse med det tidligere KE Elnet A/S og 6,13 mio. kr. i forbindelse med det tidligere Frederiksberg Forsyning
Resumé
1. Denne sag forelægges for tilsynet, idet der er tale om en principiel sag vedrørende et pålæg fra en anden offentlig myndighed til et elnetselskab, hvor der ikke er fastlagt en praksis. Desuden drejer sagen sig om betydelige investeringer som følge af pålægget, der kan overføres til tarifferne.
2. Den 16. december 2009 ansøgte DONG Energy City Elnet A/S og DONG Energy Frederiksberg Elnet A/S om forhøjelse af selskabernes indtægtsrammer som følge af øgede omkostninger som følge af et pålæg fra Sikkerhedsstyrelsen om udskiftning af kabelkasser (i København og på Frederiksberg). Kabelkasser er underjordiske kabelskabe, og fra disse installationer bliver strømmen fordelt ud til de endelige forbrugere.
3. Den primære begrundelse for Sikkerhedsstyrelsens pålæg var en eksplosion i en kabelkasse i København den 28. juni 2004, hvorved to fortorvsdæksler på hver 40 kg blev løftet op i 4. sals højde, inden det ene faldt ned igennem taget på en holdende taxa. Der har imidlertid både tidligere og efterfølgende været en række andre episoder, der sætter spørgsmålstegn ved sikkerheden omkring kabelkasserne både i forhold til de personer, der skal vedligeholde kabelkasserne og i forhold til tilfældigt forbipasserende.
4. Energitilsynets sekretariat har i 2007 givet forhåndstilkendegivelse om, at ekstraordinære omkostninger, der følger af Sikkerhedstyrelsens pålæg kan give anledning til forhøjelser af indtægtsrammen, idet der var tale om et myndighedspålæg. Energitilsynets sekretariat forholdt sig imidlertid ikke ved den lejlighed til de økonomiske konsekvenser af Sikkerhedstyrelsens pålæg.
5. Siden december 2009 har Energitilsynets sekretariat indhentet supplerende oplysninger fra DONG Energy Eldistribution A/S med henblik på, at opgøre de ekstraordinære omkostninger ved udskiftning af selskabets kabelkasser. Det vigtigste spørgsmål har været at afgøre, hvilke omkostninger der under alle omstændigheder ville være afholdt til at vedligeholde og udskifte kabelkasser, såfremt Sikkerhedstyrelsen ikke havde givet et pålæg.
6. De ekstraordinært afholdte omkostninger til udskiftning af kabelkasserne kan med hjemmel i elforsyningsloven opkræves hos forbrugerne via en forhøjelse af DONG Energy Eldistribution A/S’ reguleringspris.
7. Energitilsynets sekretariat lægger til grund, at Sikkerhedstyrelsens pålæg af 25. januar 2007 (til KE Elnet A/S) og 19. februar 2007 (til Frederiksberg Elforsyning) efter Energitilsynets sekretariats vurdering har betydet, at netvirksomhederne har udskiftet kabelkasserne tidligere end de ellers ville have gjort. De ekstra omkostninger i København udgør i 2008- prisniveau 332,8 mio. kr. og de ekstra omkostninger på Frederiksberg udgør i 2008-prisniveau 6,13 mio. kr.
Afgørelse
8. Energitilsynet meddeler i medfør af § 13, stk. 1 nr. 2 i Bekendtgørelse nr. 1520 af 23. december 2004 (indtægtsrammebekendtgørelsen) DONG Energy Eldistribution A/S, at netvirksomhedens reguleringspris forhøjes på baggrund af Sikkerhedstyrelsens pålæg. De ekstra omkostninger i forbindelse med udskiftning af kabelkasser udgør i 2008-prisniveau 332,8 mio. kr. i forbindelse med det tidligere KE Elnet A/S og 6,13 mio. kr. i forbindelse med det tidligere Frederiksberg Forsyning. Beløbene omregnes til årlig forhøjelse af indtægtsrammerne i årene 2006-2009.
Sagsfremstilling
9. Den 16. december 2009 ansøgte DONG Energy City Elnet A/S og DONG Energy Frederiksberg Elnet A/S om forhøjelse af selskabernes indtægtsrammer som følge af øgede omkostninger som følge af et pålæg fra Sikkerhedsstyrelsen om udskiftning af kabelkasser (i Frederiksberg og København (også benævnt City). Disse 2 selskaber er nu fusioneret med DONG Energy Nord A/S med det forsættende navn DONG Energy Eldistribution A/S.
10. Kabelkasser er underjordiske kabelskabe, og i disse installationer bliver strømmen fordelt ud til de endelige forbrugere.
11. Baggrunden for Sikkerhedsstyrelsens pålæg var bl.a. en eksplosion i en kabelkasse i København den 28. juni 2004, hvorved to fortorvsdæksler på hver 40 kg blev løftet op i 4. sals højde, inden det ene faldt ned igennem taget på en holdende taxa. Der har imidlertid både tidligere og efterfølgende været en række andre episoder, der sætter spørgsmålstegn ved sikkerheden omkring kabelkasserne både i forhold til de personer, der skal vedligeholde kabelkasserne og i forhold til tilfældigt forbipasserende. Sikkerhedstyrelsen gav den 25. januar 2007 pålæg til KE Elnet A/S og den 19. februar 2007 til Frederiksberg forsyning (begge selskaber er - jævnfør ovenfor - nu organiseret i DONG Energy Eldistribution A/S).
Forhåndstilkendegivelser
12. I 2007 behandlede Energitilsynets sekretariat en anmodning fra det daværende KE Elnet A/S om en forhåndstilkendegivelse af: ” at omkostninger vedrørende planlagte tiltag til at sikre befolkningens sikkerhed i det offentlige rum, kan medregnes i selskabets indtægtsramme”. Baggrunden for denne anmodning var, at Sikkerhedsstyrelsen i sit pålæg af 25. januar 2007 krævede:
- at der inden udgangen af 2007 er etableret risikodæmpende foranstaltninger i form af nye låg og fortorvsdæksler på samtlige kasser med eksplosionsrisiko i Københavns, Tårnby og Dragør kommune.
- at der inden udgangen af 2011 etableres en løsning, der på langt sigt tilgodeser befolkningens sikkerhed i det offentlige rum, og at der inden udgangen af 2012 etableres en løsning, der tilgodeser personalets sikkerhed ved arbejdet i kasserne.
13. Energitilsynets sekretariat afgav i denne sag den 22. marts 2007 en forhåndstilkendegivelse. Energitilsynets sekretariat udtalte, at det fremgik af dagældende bekendtgørelse nr. 1520 af 23. december 2004 (Indtægtsrammebekendtgørelsen), at Tilsynet kan hæve reguleringsprisen eller rådighedsbeløbet for en virksomhed, hvis denne har haft væsentligt øgede omkostninger som følge af krav pålagt af myndighederne. Dette følger af bekendtgørelsens § 13, stk. 1, nr. 2. Vedrørende det konkrete projekt, hvor omkostningen efter det oplyste følger af pålæg fra Sikkerhedsstyrelsen, var Tilsynets holdning, at disse omkostninger efter forudgående ansøgning og en konkret vurdering vil kunne anses for værende omfattet af § 13, stk. 1, nr. 2 i Indtægtsrammebekendtgørelsen. Sekretariatet bemærkede at det dog kun er de omkostninger, der eksplicit kan henregnes til opfyldelse af det udstedte pålæg, der vil være omfattet af bestemmelsen. Dertil kommer, at eventuelle konstaterede besparelser som følge af det gennemførte projekt ville skulle modregnes i den konstaterede omkostning.
14. Sekretariatet oplyste endeligt, at der med forhåndstilkendegivelsen ikke var taget stilling til, om den skitserede løsning i sin helhed var pålagt af Sikkerhedstyrelsen.
15. Frederiksberg Forsyning anmodede den 27. marts 2007 om en forhåndstilkendegivelse af, at omkostninger til udskiftning af kabelkasser på Frederiksberg kan medregnes i indtægtsrammen. Baggrunden for Frederiksberg forsynings anmodning var et pålæg af 19. februar 2007 fra Sikkerhedsstyrelsen.
16. Energitilsynets sekretariat har den 30. marts 2007 givet en forhåndstilkendegivelse svarende til den, der blev givet til KE-Elnet A/S, til Frederiksberg Forsyning.
17. Energitilsynets sekretariat har efter modtagelsen af den endelige ansøgning den 16. december 2009 anmodet DONG Energy Eldistribution A/S (der i anlægsperioden har overtaget netbevillingerne i København og på Frederiksberg), om oplysninger vedrørende det gennemførte projekt. Energitilsynets sekretariat har anmodet om dokumentation for, at afholdte omkostninger har været nødvendige og alene har været afholdt med henblik på at opfylde Sikkerhedstyrelsens pålagte krav, og at netvirksomhederne ikke har overopfyldt det pålæg som Sikkerhedsstyrelsen har givet.
18. Omfanget af de oplyste myndighedspålagte udskiftninger af kabelkasser i City og på Frederiksberg fremgår af nedenstående tabel 1.
Tabel 1. Omkostninger til udskiftning af kabelkasser 2006-2009 – årets priser
År | 2006 | 2007 | 2008 | 2009 | I alt |
DONG Energy City Elnet |
106 |
645 |
1392 |
706 | 2849 |
DONG Energy Frederiksberg |
9 |
48 |
- |
- |
57 |
Omkostninger til udskiftning af kabelkasser
19. I ansøgningen af 16. december 2009 har DONG Energy Eldistribution A/S oplyst, at selskabet i perioden 2006-2009 har udskiftet 2.849 kabelkasser i København. De samlede omkostninger til udskiftning af kabelkasser i København er opgjort til 388 mio. kr. (årets priser)
20. Endvidere har DONG Energy Eldistribution A/S i perioden 2006 og 2007 udskiftet 57 kabelkasser på Frederiksberg. De samlede omkostninger til udskiftning af kabelkasser på Frederiksberg udgjorde 7 mio. kr.(årets priser).
21. DONG Energy Eldistribution A/S har oplyst over for sekretariatet, at omkostningerne til udskiftning af en kabelkasse varierer meget fra kasse til kasse. Det skyldes en lang række forhold, herunder forskelle i typen af bymæssig bebyggelse hvor kabelkasserne er placeret.
22. De samlede omkostninger til udskiftning af kabelkasser er så betydelige - specielt i København, at tarifferne ville stige væsentligt, hvis beløbene skulle straksafskrives og dermed fuldt ud overvæltes i tarifferne i de år, hvor netvirksomhederne har afholdt omkostningerne. Denne stigning i tarifferne kan udjævnes over en overrække, såfremt netvirksomhederne aktiverer de beløb, der er brugt til ekstraordinære omkostninger til udskiftning af kabelkasser. Herefter kan indtægtsrammen på samme måde som ved nødvendige nyinvesteringer forhøjes med et beløb, der dækker afskrivning og forrentning af det aktiverede beløb i aktivets forventede levetid.
23. Såfremt Sikkerhedsstyrelsen ikke havde givet DONG Energy Eldistribution A/S et pålæg om at udskifte selskabets kabelkasser, ville selskabet imidlertid alligevel i et vist omfang have skullet afholde omkostninger til løbende drift og vedligeholdelse af kabelkasserne. Forskellen mellem de samlede omkostninger som følge af Sikkerhedsstyrelsens pålæg om udskiftning af samtlige kabelkasser og de omkostninger som DONG Energy Eldistribution A/S løbende ville have afholdt kan betragtes som en ”meromkostning”. Denne meromkostning kan dækkes via en forhøjelse af reguleringsprisen.
Sikkerhedstyrelsens pålæg
24. DONG Energy Eldistribution A/S har i en redegørelse af 24. februar 2011 redegjort for de overvejelser som netvirksomheden har gjort i forbindelse med opfyldelse af Sikkerhedsstyrelsens pålæg og for de meromkostninger som selskabet har afholdt i den forbindelse.
25. Nedenfor gennemgås 2 vigtige forhold i forbindelse med Energitilsynets sekretariats bedømmelse af sagen.
Effekten af Sikkerhedsstyrelsens pålæg?
26. Sikkerhedsstyrelsens pålæg fra 2007 er todelt. I første omgang (inden udgangen af 2007) blev DONG Energy Eldistribution A/S pålagt at investere i nye låg på samtlige kabelkasser. Derved blev risikoen for tilfældige forbipasserende umiddelbart mindsket.
27. Inden udgangen af 2011 skal der etableres en langsigtet løsning, der tilgodeser befolkningens sikkerhed, og inden udgangen af 2012 skal der etableres en løsning, der tilgodeser personalets sikkerhed ved arbejdet i kasserne.
28. Kravene blev meddelt i henhold til stærkstrømslovens § 7, stk. 3, hvoraf det fremgår at: ”Sikkerhedstyrelsen kan i tilfælde, hvor forholdene gør det nødvendigt at stille særlige sikkerhedskrav, som afviger fra eller går ud over, hvad der er bestemt i stærkstrømsbekendtgørelsen eller stille særlige krav om særlig mærkning eller særlig vejledning vedrørende stærkstrømsanlæg eller elmateriel.”
29. Vedrørende den langsigtede løsning har Sikkerhedsstyrelsen tilkendegivet at:
”Sikkerhedstyrelsen finder imidlertid, at der af hensyn til sikkerheden for den almene befolkning i det offentlige rum skal etableres en langsigtet permanent løsning, som typisk kan være etablering af kabelskabe, kabelkasser eller tilsvarende som lever op til de grundlæggende europæiske krav til sikkerhed og sundhed samt eventuelle netomlægninger, der udfaser kabelkasser fra lavspændigsnettet.”
30. Med dette pålæg definerer Sikkerhedsstyrelsen den langsigtede løsning som en løsning, der overholder grundliggende ”europæiske krav”. De europæiske krav gælder som udgangspunkt alene for nye anlæg. På denne måde pålægger Sikkerhedstyrelsen netvirksomheden at udskifte gammelt materiel, der som udgangspunkt ikke er forbudt efter stærkstrømsbekendtgørelsen, idet disse anlæg er koblet til nettet lang tid før de europæiske krav er vedtaget. Netvirksomheden har således udskiftet de gamle kabelkasser tidligere end den ville have gjort uden pålægget fra Sikkerhedsstyrelsen.
Hvilke omkostninger ville netvirksomheden have afholdt, såfremt de ikke havde fået pålæg fra Sikkerhedsstyrelsen?
31. DONG Energy Eldistribution A/S har i en redegørelse af 24. februar 2011 redegjort for de tekniske overvejelser som netvirksomheden gjorde i forbindelse med Sikkerhedstyrelsens pålæg. Virksomhedens hovedkonklusion er, at netvirksomheden valgte den billigste tekniske løsning, der med sikkerhed kunne opfylde Sikkerhedstyrelsens pålæg.
32. I redegørelsen oplister netvirksomheden endvidere, hvilke omkostninger netvirksomheden ville have afholdt vedr. vedligeholdelse og udskiftning af kabelkasser i København, såfremt Sikkerhedstyrelsen ikke havde udstedt sit påbud.
33. Der er investeret 396,7 mio. kr. (2008-priser), i udskiftning af kabelkasser i København. DONG Energy Eldistribution A/S har oplyst nutidsværdien af de omkostninger som netvirksomheden ville have afholdt over en 40-årig periode uden Sikkerhedstyrelsens pålæg.
- Nutidsværdien af de forventede sparede omkostninger til løbende udskiftning i defekte anlæg beløber sig til 18,2 mio. kr. (reinvestering)
- Netvirksomheden ville selv uden Sikkerhedstyrelsens pålæg have udskiftet låg og dæksler til kabelkasser. Omkostningerne er opgjort til 34 mio. kr. i 2008 priser.
- Netvirksomheden ville løbende have omkostninger til fornyelse. De samlede omkostninger hertil er opgjort til 11,7 mio. kr. i 2008-priser.
34. Anlægssummen til udskiftning af kabelkasser i København efter nutidsværdien af sparede omkostninger fremgår af tabel 2. Diskonteringsfaktoren er i beregningerne et vægtet[1]) gennemsnit af den maksimale forrentningsprocent i 2006-2009 - dvs. 7,05 pct.
Tabel 2. Kabelkasser i København – afholdte og sparede omkostninger
Mio. kr. 2008-priser | Sparede omkostninger | Afholdte |
Samlet anlægssum |
| 362,7 |
Udskiftning af låg og dæksler[2]) | 34,0 | 34,0 |
Løbende udskiftning af kabelkasser ved fejl (reinvestering). Beregnet nutidsværdi pr. 2008[3]) |
18,2 |
|
Øget overvågning (fornyelse). Beregnet nutidsværdi[4]) | 11,7 |
|
Sparede omkostninger der skal fratrækkes anlægssummen |
| 63,9 |
Samlet anlægssum[5]) |
| 332,8, |
35. I redegørelsen oplister DONG Energy Eldistribution A/S endvidere, hvilke omkostninger netvirksomheden ville have afholdt vedr. kabelkasser på Frederiksberg, såfremt Sikkerhedstyrelsen ikke havde udstedt sit påbud.
36. Der er investeret ca. 7,4 mio. kr. (2008-priser), i udskiftning af kabelkasser på Frederiksberg. DONG Energy Eldistribution A/S har oplyst nutidsværdien af de omkostninger som netvirksomheden ville have haft uden Sikkerhedstyrelsens pålæg.
- Nutidsværdien af de forventede sparede omkostninger til løbende udskiftning i defekte anlæg beløber sig til 0,36 mio. kr. (reinvestering)
- Netvirksomheden ville selv uden Sikkerhedstyrelsens pålæg have udskiftet låg og dæksler til kabelkasser. Omkostningerne er opgjort til 0,68 mio. kr. i 2008 priser.
- Netvirksomheden ville løbende have omkostninger til fornyelse. De samlede omkostninger hertil er opgjort til 0,23 mio. kr. i 2008-priser.
37. Anlægssummen til udskiftning af kabelkasser på Frederiksberg efter nutidsværdien af sparede omkostninger fremgår af tabel 3.
Tabel 3. Kabelkasser på Frederiksberg – afholdte og sparede omkostninger
Mio. kr. 2008-priser | Sparede omkostninger | Afholdte |
Samlet anlægssum |
| 6,72 |
Udskiftning af låg og dæksler[6]) | 0,68 | 0,68 |
Løbende udskiftning af kabelkasser ved fejl (reinvestering). Beregnet nutidsværdi pr. 2008[7]) | 0,36 |
|
Øget overvågning (fornyelse). Beregnet nutidsværdi[8]) | 0,23 |
|
Sparede omkostninger der skal fratrækkes anlægssummen |
| 1,27 |
Samlet anlægssum[9]) |
| 6,13 |
Lovgrundlag
38. Netvirksomhederne skal vedligeholde forsyningsnettet i forsyningsområdet. Det fremgår af elforsyningslovens § 20, stk. 1, nr. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 516 af 20. maj 2010 med senere ændringer.
”Transmissions- og netvirksomheder skal sikre en tilstrækkelig og effektiv transport af elektricitet med tilhørende ydelser, herunder vedligeholde, om- og udbygge forsyningsnettet i forsyningsområdet i fornødent omfang.”
39. Elforsyningslovens bestemmelser vedrørende elnetvirksomhedernes priser og økonomi fremgår af elforsyningslovens § 70, stk. 1 og stk. 2.
§ 70, stk. 1. Priserne for net- og transmissionsvirksomhedernes ydelser fastsættes i overensstemmelse med de i stk. 2 nævnte indtægtsrammer, jf. dog § 70 a. Rammerne fastsættes med henblik på dækning af de i § 69 nævnte omkostninger ved en effektiv drift af virksomheden.
§ 70, stk. 2. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om indtægtsrammer for alle berørte virksomheder for et nærmere angivet antal år. Som led i denne regulering sikres det, at nettarifferne i faste priser regnet som et gennemsnit ikke stiger i forhold til tarifferne pr. 1. januar 2004, idet kapital, der finansierer nødvendige nyinvesteringer, dog forsat skal kunne forrentes og afskrives.
Indtægtsrammebekendtgørelsen
40. Af overgangsbestemmelserne i den nuværende indtægtsrammebekendtgørelses § 33, stk. 3 (bekendtgørelse nr. 1294 af 27. november 2010), fremgår det, at:
”Bindende økonomiske dispositioner vedrørende nødvendige nyinvesteringer eller myndighedspålæg, som virksomhederne kan dokumentere, er foretaget inden den 8. oktober 2008, behandles i reguleringsmæssig henseende efter de på dispositionstidspunktet gældende regler.”
41. I nærværende sag er der truffet bindende økonomiske beslutninger inden 8. oktober 2008. Sagen skal derfor behandles i henhold til den tidligere indtægtsrammebekendtgørelse. nr. 1520 af 23. december 2004, hvor det fremgår af § 13:
” Energitilsynet kan hæve reguleringsprisen eller rådighedsbeløbet for en virksomhed som følge af:
- Afskrivning og forrentning af nødvendige nyinvesteringer.
- Væsentligt øgede omkostninger som følge af krav pålagt af myndighederne eller den systemansvarlige virksomhed.
- Væsentligt øgede omkostninger til nettab som følge af stigende elpriser.
- Væsentlig reduktion i andre indtægter, som opnås ved driften af den bevillingspligtige aktivitet, jf. § 2, nr. 1.
Stk. 2. Forhøjelse af reguleringsprisen eller rådighedsbeløbet sker efter ansøgning, såfremt virksomheden dokumenterer, at der ikke inden for de med investeringen, jf. stk. 1, nr. 1, forbundne driftsomkostninger, indtægter og besparelser er tilstrækkelig grundlag for at sikre afskrivning og forrentning svarende til den toneangivende lange byggeobligationsrente plus 1 procentpoint af investeringen. Forhøjelsen af reguleringsprisen eller rådighedsbeløbet skal sikre, at mankoen dækkes. Afskrivning og forrentning af nødvendige nyinvesteringer kan indregnes i reguleringsprisen eller rådighedsbeløbet fra idriftsættelsestidspunktet af aktivet.”
42. Energitilsynets sekretariat har i marts 2007 afgivet forhåndstilkendegivelse i henhold til bestemmelserne i den tidligere indtægtsrammebekendtgørelse nr. 1520 af 23. december 2004. Energitilsynets sekretariat har i 2007 tilkendegivet, at netvirksomhedens meromkostninger på baggrund af Sikkerhedstyrelsens pålæg kan betragtes som omkostninger i henhold til § 13, stk. 1, nr. 2 i Bekendtgørelse nr. 1520 af 23. december 2004.
43. Energitilsynet har ikke tidligere behandlet konkrete sager om forhøjelse netvirksomhedernes indtægtsramme pga. øgede omkostninger som følge af myndighedspålæg.
Vurdering
44. Netvirksomhederne har truffet bindende økonomiske dispositioner vedrørende udskiftning af kabelkasserne inden nye regler trådte i kraft den 8. oktober 2008. (L386 af 20. maj 2009). Energitilsynets sekretariat skal derfor behandle ansøgningen efter den på daværende tidspunkt gældende lovgivning.
45. Energitilsynets sekretariat har med skrivelser af 22. marts 2007 til KE- Elnet A/S og den 30. marts 2007 til Frederiksberg Elnet A/S tilkendegivet, at Sikkerhedsstyrelsens pålæg af henholdsvis 25. januar 2007 og 19. februar 2007 er et myndighedspålæg, der kan give anledning til forhøjelse af indtægtsrammen, jf. § 13, stk.1, nr. 2 i den på daværende tidspunkt gældende indtægtsrammebekendtgørelse nr. 1520 af 23. december 2004.
46. DONG Energy Eldistribution A/S har i forbindelse med behandlingen af selskabets endelige ansøgning af 16. december 2009 redegjort for økonomien i projektet. Endvidere har selskabet redegjort for, hvilke forskellige tekniske overvejelser som netvirksomheden har haft i forbindelse med Sikkerhedstyrelsens pålæg.
47. Energitilsynets sekretariat har endvidere indhentet oplysninger om, at langt de fleste kabelkasser er etableret før 1970 (og nogle betydelig før). Disse anlæg må derfor formodes at være fuldt afskrevet, og netvirksomheden måtte formodes at skulle afholde omkostninger til udskiftning af kabelkasser uafhængigt af Sikkerhedstyrelsens pålæg.
48. DONG Energy Eldistribution A/S har for begge de oprindelige netvirksomheder oplyst nutidsværdien af de omkostninger, som netvirksomheden forventede at have afholdt over en 40-årig periode, hvis ikke Sikkerhedstyrelsen havde udstedt et pålæg.
49. DONG Energy Eldistribution A/S oplyser, at netvirksomhederne under alle omstændigheder ville have udskiftet de farlige låg til kabelkasserne, der kunne føre til personskader. Netvirksomhederne har opgjort denne omkostning til ca. 34 mio. kr. i 2008-priser.
50. Desuden oplyser selskabet, at netvirksomhederne skulle foretage almindelige levetidsforlængende investeringer. Nutidsværdien af disse levetidsforlængende investeringer er opgjort til 11,93 mio. kr. i 2008-priser.
51. Endelig forventede netvirksomhederne, at enkelte kabelkasser ville gå i stykker hvert år, således at de under alle omstændigheder skulle udskiftes. Netvirksomhederne har ud fra selskabets erfaringer med sådanne hændelser estimeret, at der måtte forventes at skulle totaludskiftes 2 kabelkasser om året. Sekretariat vurderede umiddelbart, at det var et lille antal kasser, som netvirksomheden mente skulle totaludskiftes årligt i det tilfælde, at der ikke havde været givet et pålæg fra Sikkerhedstyrelsen. Der var tale om de kasser som pga. totalhavarier eller utætheder under alle omstændigheder skulle udskiftes. Sekretariat kan imidlertid ikke umiddelbart vurdere rimeligheden i denne forudsætning. Sekretariatet har derfor indhentet en udtalelse fra Sikkerhedstyrelsen, der i kraft af bl.a. udstedelsen af pålæggene kunne have kendskab til standarden af de omhandlede kabelkasser. Kasserne er næsten alle udskiftet på nuværende tidspunkt, hvorfor standarden på nuværende tidspunkt ikke kan undersøges. Sikkerhedstyrelsen har i mail af 24. marts 2011 oplyst, at:
52. ”Der foreligger ikke noget baggrundsnotat udarbejdet i forbindelse med pålæggene givet i februar 2007. Vi skal bemærke, at Københavns Energi Holding A/S allerede i januar 2006 udarbejdede en handlingsplan og begyndte at foretage udbedring, før Sikkerhedsstyrelsen havde udstedt påbud. I handlingsplanen er anført, at de eksisterende kabelkasser ikke lever op til nutidens elektriske og arbejdsmiljømæssige krav. På den baggrund forekommer en forventet totaludskiftning af 2 kabelkasser pr. år som et yderst beskedent estimat”.
53. Energitilsynets sekretariat har forstået, at baggrunden for Sikkerhedstyrelsens bemærkninger om at en forventet totaludskiftning af 2 kabelkasser pr. år er et yderst beskedent estimat er, at kasserne ikke lever op til nutidens elektriske og arbejdsmiljømæssige krav. Imidlertid var kasserne lovlige på installationstidspunktet og der er ingen regler der kræver at kasserne skal udskiftes. Sikkerhedstyrelsen har tilsyneladende ikke forholdt sig til det antal som pga. skader og udefra kommende påvirkninger under alle omstændigheder skulle udskiftes.
54. Sikkerhedstyrelsen oplyser imidlertid endvidere følgende:
” For at kunne vurdere et nødvendigt omfang af udskiftning og/eller vedligeholdelse af kabelkasser er det vigtigt at have kendskab til følgende parametre:
- Etableringstidspunkt - hvornår er den enkelte kabelkasse etableret? (Det er anført, at kabelkassernes grundkonstruktion stammer fra 1913)
- Forventet levetid - hvor lang levetid har en given fabrikant vurderet at materialet skal holde?
- Vedligeholdelsesintervallet - hvor ofte bør en kabelkasse serviceres?
- Placering - er der mere eller mindre slitage af den enkelte kabelkasse som følge af miljøpåvirkning?
- Komponenter - er det muligt at skaffe reservedele til reparation?
- Forbrug - hvor stort er strømforbruget eller belastningen i el-nettet, hvor den enkelte kabelkasse er placeret?
- Andre faktorer - fx. kablets levetid, som er årsag til dannelse af gasser mv.?
Der er dermed rigtig mange parametre, som har indflydelse på vedligeholdelsesgraden og udskiftningsintervallet af kabelkasser.
Sikkerhedsstyrelsen har desværre ikke tilstrækkeligt know-how til at foretage denne vurdering, da mange af de faktorer, som indgår i denne vurdering, udelukkende er erfaringsbaseret viden, som er opbygget i netselskaberne.”
55. Sikkerhedstyrelsen har således ikke tilstrækkeligt know-how til at foretage en vurdering af det nødvendige omfang af årlige udskiftninger, dersom netselskaberne ikke havde fået pålægget. Sikkerhedstyrelsen henviser i stedet til den erfaringsmæssigt opbyggede viden, som er opbygget i netselskaberne. På den baggrund har Energitilsynets sekretariat valgt at lægge DONG Energy A/S’ oplysninger om forventet antal total udskiftninger af kabelkasser til grund for denne afgørelse.
56. Netvirksomheden har endeligt estimeret, at 40 enkelte kabelstudse skulle renoveres pr. år, og at der ved eftersyn hvert år måtte forventes at skulle udskiftes 30 stk. sikringsholder, skinner og pakninger. Endelig oplyste selskabet, at der ved eftersyn måtte forventes at skulle udskiftes 40 fortorvsdæksler pr. år.
57. Nutidsværdien af omkostninger til udskiftninger, jf. afsnit 51 og afsnit 56 har DONG Energy Eldistribution A/S opgjort til i alt 18,56 mio. kr. i 2008-priser (18,2 mio. kr. for så vidt angår KE Elnet og 0,36 mio. kr. for så vidt angår Frederiksberg Forsyning).
58. Energitilsynets sekretariat lægger til grund, at DONG Energy Eldistribution A/S har afgivet disse oplysninger ud fra de erfaringer, netvirksomheden har haft vedr. sådanne omkostninger til renovering af anlægget. Kabelkasser er nedgravede og dermed ikke udsat for samme grad af korrosion som i netvirksomhedernes overjordiske netkomponenter. Dertil kommer at kabelkassernes placering som oftest er synligt afmærket, og derfor forekommer der sjældnere graveskader fra tredjepartsentreprenørarbejde i områder nær kabelkasser end i områder nær kabler. Begge dele er med til at forlænge kabelkassernes levetid betydeligt.
59. På basis af DONG Energy Eldistribution A/S’ historiske erfaringer med kabelkasseudskiftning, vurderer netvirksomheden, at relativt få kabelkasser ville være blevet udskiftet i det oprindelige udskiftningsprogram på kort til mellemlang sigt (10 - 20 år). På lang sigt (30-40 år) ville antallet af udskiftninger i kabelkasser forventeligt have været stigende på grund af alder. Energitilsynets sekretariat hæfter sig ved, at netvirksomhedernes oplysninger falder godt i tråd med, at netvirksomhederne i andre sager har argumenteret for, at de tekniske anlæg har en meget lang levetid, såfremt netvirksomheden vedligeholder anlægget rigtigt – herunder løbende foretager fornyelse af anlæggene.
60. Det er Energitilsynets sekretariats vurdering, at udskiftningen af kabelkasserne er blevet fremrykket i forhold til det som netvirksomheden havde planlagt. Sikkerhedstyrelsen har i deres pålæg bestemt, at alle kabelkasser ved udgangen af 2012 skal opfylde de bestemmelser i europæiske regler, der gælder for anlæg af nye kabelkasser.
61. Det skyldes således alene Sikkerhedstyrelsens pålæg, at samtlige kabelkasser blev udskiftet så hurtigt. Omkostningerne til denne fremrykning af investeringerne må betragtes som øgede omkostninger i henhold til pålæggene fra Sikkerhedstyrelsen.
62. De ekstraordinære omkostninger, der følger af Sikkerhedstyrelsens pålæg til udskiftning af kabelkasser i København er i henhold til tabel 2 opgjort til 332,8 mio. kr. Tilsvarende er de ekstraordinære omkostninger for udskiftning af kabelkasser på Frederiksberg i tabel 3 opgjort til ca. 6,13 mio. kr. Alle beløb er opgjort i 2008-priser.
63. I henhold til indtægtsrammebekendtgørelsens § 13, stk. 1, nr. 2 skal energitilsynet forhøje en virksomheds indtægtramme, såfremt afskrivning og forrentning af en investering ikke kan dækkes ved fx at den leverede mængde elektricitet øges som følge af investeringen. Udskiftningen af kabelkasser i en netvirksomhed vil ikke føre til nye indtægter, derfor vil der være en manko, der skal dækkes ved forhøjelse af virksomhedens indtjeningsmuligheder (reguleringspris).
64. De opgjorte ekstra omkostninger i forbindelse med udskiftningen af kabelkasser m.v. skal omregnes til forhøjelser af indtægtsrammerne i de forskellige år. Energitilsynets sekretariat har i tabel 4 og 5 beregnet de reguleringsmæssige forhøjelser de forskellige reguleringsår. Der er taget udgangspunkt i de faktisk afholdte omkostninger hvert år i 2008-priser. De omkostninger, som netvirksomhederne ville have afholdt uden Sikkerhedsstyrelsens pålæg, er af DONG Energy Eldistribution A/S opgjort som et samlet beløb i 2008 i 2008-priser. Disse omkostninger, som netvirksomhederne nu sparer, er fordelt ud på de enkelte år i forhold til de faktiske afholdte omkostninger i 2008-priser. Herved fremkommer nye beløb for de ekstraordinære omkostninger i 2008-priser. Endelig er forhøjelserne opregnet til årets priser.
Tabel 4. Opgørelse af ekstraordinære omkostninger til udskiftning af kabelkasser i København (2006-2009)
| 2006 | 2007 | 2008 | 2009 | I alt |
Anlægsomkostninger(2008-priser) mio. kr. | 14,6 | 116,4 | 157,8 | 108,0 | 396,8 |
Reduktion for nutids-værdi af omkostninger som ville være afholdt uden pålæg fra Sikker-hedstyrelsen.(2008-priser) mio. kr. |
|
|
|
| 63,9 |
Samlet ekstraordinære omkostninger (2008-priser) mio. kr. |
|
|
|
| 332,8 |
De årlige ekstra-ordinære omkostninger (2008-priser) mio. kr. | 12,2 | 97,7 | 132.3 | 90,6 |
|
Pristal (2004=100) | 108,1 | 111,6 | 118,5 | 117,7 |
|
De årlige ekstra-ordinære omkostninger (årets priser) mio. kr. | 11,2 | 91,9 | 132,3 | 90 | 325,4 |
Tabel 5. Opgørelse af ekstraordinære omkostninger til udskiftning af kabelkasser på Frederiksberg (2006-2009)
| 2006 | 2007 | 2008 | 2009 | I alt |
Anlægsomkostninger(2008-priser) mio. kr. | 1,1 | 6,3 | 0 | 0 | 7,40 |
Reduktion for nutids-værdi af omkostninger som ville være afholdt uden pålæg fra Sikker-hedstyrelsen.(2008-priser) mio. kr. |
|
|
|
| 1,27 |
Samlet ekstraordinære omkostninger (2008-priser) mio. kr. |
|
|
|
| 6,13 |
De årlige ekstra-ordinære omkostninger (2008-priser) mio. kr. | 0,9 | 5,0 | 0 | 0 |
|
Pristal (2004=100) | 108,1 | 111,6 | 118,5 | 117,7 |
|
De årlige ekstra-ordinære omkostninger (årets priser) mio. kr. | 0,8 | 4,7 | 0 | 0 | 5,5 |
65. Energitilsynets sekretariat giver DONG Energy Eldistribution A/S besked om de årlige ændringer af indtægtsrammen pga. forhøjelserne i henholdsvis København og Frederiksberg.
66. I beregningerne forudsættes omkostningerne dækket med lineære afskrivninger i 40 år (anlæggets forventede levetid).
67. For perioden 2006-2008 er der i beregningen af forhøjelserne ikke indregnet en forrentning af den investerede kapital. Det skyldes, at DONG Energy Eldistribution A/S har oplyst, at omkostningerne til dækning af udskiftningen af kabelkasser for perioden 2006-2008 allerede er opkrævet hos forbrugerne.
68. Baggrunden for at netvirksomheden allerede har opkrævet beløbene er, at der har været usikkerhed om, hvorledes forhøjelsen kunne opkræves. DONG Energy Eldistribution A/S har i overensstemmelse med sekretariatets umiddelbare vurdering opkrævet hele beløbet de år, hvor netvirksomheden har haft omkostningerne til udskiftning af kabelkasserne. I reguleringsregnskaberne er indtægterne herefter i overensstemmelse med årsregnskabslovens bestemmelser periodiseret over aktivets levetid.
69. Forrentningsprocenten for 2009 (hvor omkostningerne ikke er opkrævet hos forbrugerne) er sat til den maksimale forrentningssats, der er defineret i indtægtsrammebekendtgørelsen (BEK nr. 1227 af 15. december 2009). Ved beregning af forhøjelsen af indtægtsrammerne benyttes gennem hele anlæggets levetid den forrentningsprocent, der er gældende i det år, hvor anlægget idriftsættes. Den maksimale forrentningsprocent for 2009 er 6,657 %.
70. Starttidspunktet for forrentningen af projekterne for 2009 er fastsat til den 1. juli. Desuden beregnes forhøjelsen af reguleringsprisen endeligt ved årets udgang, således at forhøjelsen ikke er afhængig af den leverede mængde el i et reguleringsår.
Høring
71. DONG Energy Eldistribution A/S har den 2. maj 2011 afgivet et høringssvar til et udkast til tilsynsnotat af 15. april 2011.
72. Sekretariatet har efter modtagelsen af høringssvaret fra DONG Energy Eldistribution A/S omregnet alle anlægssummerne fra årets-priser til 2008-priser.
73. Sekretariatet har endvidere i ovenstående vurdering (afsnit 67 og 68) særskilt beskrevet beregningen af forhøjelsen af indtægtsrammen/reguleringsprisen for 2006-2008. Beregningen af forhøjelserne 2006-2008 sker på baggrund af oplysninger i DONG Energy Eldistribution A/S’ høringssvar.
74. DONG Energy Eldistribution A/S’ øvrige bemærkninger giver ikke anledning til ændringer i notatet.
Afgørelse
75. Energitilsynet meddeler i medfør af § 13, stk. 1 nr. 2 i Bekendtgørelse nr. 1520 af 23. december 2004 (indtægtsrammebekendtgørelsen) DONG Energy Eldistribution A/S, at netvirksomhedens reguleringspris forhøjes på baggrund af Sikkerhedstyrelsens pålæg. De ekstra omkostninger i forbindelse med udskiftning af kabelkasser udgør i 2008-prisniveau 332,8 mio. kr. i forbindelse med det tidligere KE Elnet A/S og 6,13 mio. kr. i forbindelse med det tidligere Frederiksberg Forsyning. Beløbene omregnes til årlig forhøjelse af indtægtsrammerne i årene 2006-2009.
[1] ) I beregningerne er de årlige maksimale forrentningsprocenter i 2006-2009 vægtet i forhold til antal udskiftede kabelkasser i de enkelte år.
[2] ) Omkostninger til udskiftning af låg og dæksler ville blive afholdt uden Sikkerhedstyrelsens pålæg.
[3] DONG Energy A/S har oplyst at de forventede årlige omkostninger til udskiftning af kabelkasser i City og Frederiksberg er 1,4 mio. kr. årligt i 2008-priser.
[4] DONG Energy A/S har oplyst at de forventede årlige omkostninger til øget overvågning er i City og Frederiksberg 0,9 mio. kr. årligt i 2008-priser.
[5]) Anlægssum eksklusiv omkostninger til udskiftning af låg og dæksler og sparede omkostninger.
[6] ) Omkostninger til udskiftning af låg og dæksler ville blive afholdt uden Sikkerhedstyrelsens pålæg.
[7] DONG Energy A/S har oplyst at de forventede årlige omkostninger til udskiftning af kabelkasser i City og Frederiksberg er 1,4 mio. kr. årligt i 2008-priser.
[8] DONG Energy A/S har oplyst at de forventede årlige omkostninger til øget overvågning er i City og Frederiksberg er 1,4 mio. kr. årligt i 2008-priser.
[9]) Anlægssum eksklusiv omkostninger til udskiftning af låg og dæksler og sparede omkostninger.
Søg i afgørelser, vejledninger publikationer m.v.
Energitilsynets hjemmeside indeholder materiale tilbage til 2000.






