På elmarkedet har Energitilsynet ansvaret for reguleringen af elselskaber med bevilling til at drive distribution, regional transmission, transmission (Energinet.dk) og handel med forsyningspligt.
Certificering af Energinet.dk som transmissionssystemoperatør for el
Resume Energitilsynet har truffet foreløbig afgørelse om at certificere Energinet.dk som ejermæssig adskilt transmissionssystemoperatør efter elforsyningslovens § 19 a. Afgørelsen om certificering indeholder to betingelser. Afgørelsen skal granskes af EU-Kommissionen, som afgiver en udtalelse om afgørelsen, hvorefter Energitilsynet træffer en endelig afgørelse vedrørende certificering af Energinet.dk.
1. Denne sag drejer sig om Energinet.dk’s ansøgning om certificering. Energitilsynet skal certificere, at Energinet.dk opfylder kravene om ejermæssige adskillelse af transmissionsvirksomhed fra produktions- og handelsvirksomhed (el og naturgas).
2. Før certificeringen bliver endelig skal Europa-Kommissionen udtale sig om Energitilsynets afgørelse om certificering. Energitilsynets afgørelse skal derfor sendes til EU-Kommissionen til granskning.
3. Ved implementeringen af den 3. energiliberaliseringspakke er der i elfors-yningsloven indført tre forskellige modeller til at opnå ejermæssige adskillelse: 1) Egentligt ejermæssig adskillelse, 2) ISO (Independent System Operator) og 3) Status Quo. Energinet.dk har søgt om certificering efter modellen Egentlig ejermæssig adskillelse.
4. De nye bestemmelser regulerer, hvilke aktiviteter Energinet.dk må kontrollere eller have rettigheder over, og hvilke aktiviteter Energinet.dk’s ejer må kontrollere eller have rettigheder over. Bestemmelserne stiller endvidere krav til medlemmerne af Energinet.dk’s ledelsesorganer, og til den, der udpeger medlemmerne af Energinet.dk’s ledelsesorganer.
5. Energinet.dk drives i henhold til lov om Energinet.dk, og Energinet.dk kan kun udøve de aktiviteter, der er hjemlet ved lov. Energinet.dk’s aktiviteter knytter sig primært til transmission af naturgas og el i det overordnede transmissionsnet og i det regionale transmissionsnet i Nordsjælland (Regionale Net.dk A/S). Udover trans-missionsvirksomhed er Energinet.dk involveret i naturgaslagervirksomhed og selskabet har ejerandele i Dansk Gasteknisk Center A/S, i den danske gasbørs, i den nordiske elbørs samt i en europæisk markedskoblingsvirksomhed. Sekretariatet vurderer, at ingen af de aktiviteter, der udøves i Energinet.dk, er omfattet af betegnelserne; elproduktions-, elhandels-, gasproduktions- eller gasforsyningsvirk-somhed. Det er endvidere forudsat i lov om Energinet.dk, at den daglige ledelse af virksomheden varetages af direktionen og bestyrelsen, på trods af klima-, energi- og bygningsministerens adgang til træffe beslutning om ethvert forhold vedrørende virksomheden. Energinet.dk drives således i overensstemmelse med bestemmelsen om egentlig ejermæssig adskillelse.
6. I forbindelse med certificeringen skal det, ifølge eldirektivet, sikres, at hver virksomhed, der ejer et transmissionssystem, optræder som transmissionssystem-operatør. På sekretariatets forespørgsel har EU-Kommissionen vurderet, at bestemmel-sen ikke forhindrer enhver outsourcing af opgaver. Det er dog en konkret vurdering, om outsourcing forhindrer certificering.
7. I 2008 overtog Energinet.dk det regionale transmissionsnet i Nordsjælland fra DONG Energy Sales & Distribution A/S. Nettet ejes i dag af Energinet.dk’s datterselskab Regionale Net.dk A/S. Energinet.dk og DONG Energy Sales & Distribution A/S indgik i forbindelse med Energinet.dk’s overtagelse af nettet en 5 årig drifts- og vedligeholdel-sesaftale. Aftalen overfører driftsledelsen af det regionale transmissionsnet til DONG Energy Sales & Distribution A/S, og de varetager derfor den fysiske drift af nettet frem til 2013. Baggrund for aftalen var, at det overtagne net skulle tilpasses de systemer, som Energinet.dk anvender i forvejen.
8. I forhold til bestemmelserne om ejermæssig adskillelse kan det fremstå proble-matisk, at Energinet.dk outsourcer visse opgaver til netop DONG Energy Sales & Distribution A/S. Sekretariatet finder det i særdeleshed problematisk, at driften varetages af en vertikalt integreret virksomhed, der er aktiv indenfor forsyning og produktion af elektricitet og naturgas. I den forbindelse er det behandlingen af informationer/data fra transmissionsselskabet, samt den 5 årige løbetid, der kan være problematisk.
9. Energinet.dk har om løbetiden forklaret, at aftalen herom blev indgået efter ønske og behov fra Energinet.dk. Baggrunden var, at systemintegrationsopgaven er særdeles kompleks, og at den først kunne påbegyndes 2 år efter aftalens indgåelse, da integrationen af it-systemerne efter Energinet.dk-fusionen stadig var i gang på tidspunktet for indgåelsen af drifts- og vedligeholdelsesaftalen. Med hensyn til behandling af eventuelt forretningsmæssigt følsomme oplysninger, oplyser Energinet.dk at de overdragne opgaver primært er af teknisk karakter, hvorfor DONG Energy A/S ikke modtager oplysninger, der kan misbruges. De eneste oplysninger DONG Energy A/S modtager, som øger risikoen for misbrug, er oplysninger om planlagt vedligehold efter årsrevisionsplanen. Energinet.dk har dog ændret deres procedurer i forhold til offentliggørelse af disse oplysninger, hvorfor DONG Energy A/S ikke længere har en fordel frem for markedets øvrige aktører. Driftsaftalen forhindrer således ikke certificering af Energinet.dk som ejermæssig adskilt.
10. El- og naturgasforsyningsloven pålægger Energinet.dk at udarbejde et program for intern overvågning, som blandt andet pålægger fortrolighed om forretnings-mæssigt følsomme oplysninger. Risikoen for diskriminerende videregivelse af forret-ningsmæssigt følsomme oplysninger er således også elimineret.
11. Den eller de, der udøver kontrol over en transmissionsvirksomhed skal opfylde specifikke krav, idet disse ikke samtidig må udøve kontrol eller rettigheder over produktions- og handels-/forsyningsvirksomhed. Energinet.dk er ejet af den danske stat, og staten ejer også 76,49 % af aktierne i DONG Energy A/S, ligesom staten ejer Nordsøfonden.
|
12. Ejerskabet af Energinet.dk administreres af klima-, energi- og bygningsmini-steren, mens ejerskabet af DONG Energy A/S administreres af Finansministeriet. Direktivbestemmelserne åbner mulighed for, at staten kan eje både transmissionsvirk-somhed og produktions- og handels-/forsyningsvirksomhed, når blot aktiviteterne placeres under hvert sit ministerium. Administrationen af de to ejerskaber er derfor umiddelbart i overensstemmelse med direktivets krav, idet transmission er placeret i ét ministerium og DONG Energy A/S (handel/produktion) i et andet ministerium. EU-Kommissionen har dog tilkendegivet, at ejerskab fordelt på to ministerier ikke nødvendigvis sikrer ejermæssig adskillelse i tilstrækkelig grad, da der er tale om regeringsorganer underlagt statsministeren/regeringen. Sekretariatet har derfor foretaget en vurdering af det danske ministerielle hierarki ud fra dansk retstradition og forfatningsretlig teori. Sekretariatet afviser på den baggrund, at den danske statsminister har mulighed for at kontrollere de to virksomheder i strid med bestemmelserne om ejermæssig adskillelse.
13. På baggrund af Finansministeriets væsentlige tværministerielle rolle har sekretariatet endvidere vurderet betydningen af, at ejerskabet af DONG Energy A/S er placeret i netop Finansministeriet. Energinet.dk’s økonomi skal holdes adskilt fra statens, og Energinet.dk må ikke udbetale udbytte til sin ejer. Da det endvidere er naturligt, at Finansministeriet i et vist omfang deltager i drøftelser vedrørende Energinet.dk for at varetage overordnede samfundsøkonomiske hensyn, vurderer sekretariatet dog, at det ikke giver anledning til betænkeligheder i forhold til bestemmelserne om ejermæssig adskillelse, at ejerskabet af DONG Energy A/S er placeret i Finansministeriet.
14. Nordsøfonden er placeret i Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, som også fører tilsyn med fonden. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte bestemmelser om fondens virke, og ministeren udpeger også direktøren i Nordsøenheden, som administrer fonden. På nuværende tidspunkt er arbejdet i de licenser, som fonden deltager i, i efterforskningsfasten. Derfor deltager fonden endnu ikke i produktions- eller handelsaktiviteter. Da fonden, som følge af dennes indtræden i Dansk Under-grunds Consortium (DUC) fra 9. juli 2012, kommer til at beskæftige sig med produk-tion af og forsyning med naturgas, har klima-, energi- og bygningsministeren fra dette tidspunkt både kontrol over transmissionsaktiviteter og produktions- og handels-/forsyningsaktiviteter. Derfor finder sekretariatet, at certificeringen af Energinet.dk må betinges af, at klima-, energi- og bygningsministeren afskæres fra at udøve kontrol og rettigheder over Nordsøfonden/Nordsøenheden fra fondens indtræden i DUC.
15. Medlemmerne af transmissionsvirksomhedens ledelsesorganer samt den, der har ret til at udpege disse medlemmer skal opfylde visse krav om uafhængighed. Energinet.dk vil sikre iagttagelsen af de betingelser, som bestemmelserne stiller til medlemmerne af ledelsesorganerne og til den, der udpeger disse medlemmer, ved underskrivelse af en tro- og loveerklæring en gang årligt. De pågældende personer skal på tro- og love erklære, at de lever op til kravene i bestemmelserne. Energinet.dk vil lade den samlede bestyrelse i Energinet.dk og Regionale Net.dk A/S samt direktionen i Energinet.dk og Regionale Net.dk A/S underskrive en erklæring vedrørende henholds-vis begge bestemmelser og bestemmelsen vedrørende medlemmerne af ledelsesorganerne.
16. Sekretariatet vurderer, at underskrivelse af en tro- og loveerklæring til en offentlig myndighed er fyldestgørende dokumentation i dansk ret. Sekretariatet finder derfor, at denne metode opfylder bestemmelsernes krav. Da både klima-, energi- og bygningsministeren og den administrerende direktør udpeger medlemmer til henholdsvis Energinet.dk’s bestyrelse og Regionale Net.dk A/S’ bestyrelse finder sekretariatet dog, at certificeringen skal betinges af, at det dokumenteres, at også disse personer lever op til kravene i bestemmelsen.
Afgørelse
17. På baggrund af vedlagte sagsfremstilling og vurdering træffer Energitilsynet afgørelse om følgende:
- at Energinet.dk opfylder kravene for ejermæssig adskillelse i elforsyningslovens § 19 a, dog på betingelse af:
- at klima-, energi- og bygningsministeren, fra fondens indtræden i DUC, afskæres fra at kontrollere og udøve rettigheder over Nordsøfonden/-Nordsøenheden
- at det dokumenteres, at klima-, energi- og bygningsministeren og Energinet.dk’s administrerende direktør også iagttager kravet i elforsyningslovens § 19 a, stk. 4, som stiller krav til den eller dem, der har ret til at udpege medlemmer af selskabsorganerne i en transmissionsvirksomhed
- at Sekretariatet for Energitilsynet på vegne af Energitilsynet sender denne foreløbige certificeringsafgørelse til EU-Kommissionen med ovennævnte indhold.
Sagsfremstilling
18. Denne sag drejer sig om Energinet.dk’s ansøgning om certificering af, at Energinet.dk opfylder kravene om ejermæssig adskillelse.
19. Under dette afsnit gennemgås sagens faktuelle forhold. Først gennemgås en række indledende og generelle forhold, hvorefter de faktuelle forhold vil blive opdelt i under-afsnit vedrørende den danske energi-infrastruktur, selskabet Energinet.dk, Energinet.-dk’s ejer og Energinet.dk’s datterselskaber. Afslutningsvis vil de faktuelle forhold ved-rørende sagens behandling ved Sekretariatet for Energitilsynet blive ridset op.
20. Den 28. april 2011 vedtog folketinget Lov nr. 466 af 18/05/2011 – Lov om ændring af lov om elforsyning, lov om naturgasforsyning, lov om varmeforsyning, lov om Energinet.dk og lov om fremme af vedvarende energi (herefter ændringsloven). Ændringsloven implementerer dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EU (eldirektivet) og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF (naturgasdirektivet).
21. Disse direktiver er en del af Europa-Kommissionens 3. liberaliseringspakke for det indre marked for el og naturgas. Direktiverne skal medvirke til at realisere det indre marked for el og det indre marked for naturgas i EU. Direktiverne skal skabe de fornødne rammer for en overgang til fri konkurrence på el- og naturgasmarkederne, og dermed en forbedring af energisektorens effektivitet og konkurrenceevne i europæisk økonomi som helhed.
22. Ændringsloven gennemfører bl.a. bestemmelser om adskillelse af transmissions-virksomhed fra produktions- og handelsaktiviteter. De nye bestemmelser indeholder forskellige modeller til at opnå denne adskillelse. Energitilsynet skal certificere, at transmissionsvirksomhederne lever op til de nye krav.
23. I elforsyningsloven (lovbekendtgørelse nr. 516 af 20. maj 2010, som senest ændret ved lov nr. 466 af 18. maj 2011, herefter EFL) er der 3 forskellige modeller, som transmissionsvirksomhederne kan benytte ved opfyldelsen af de nye betingelser om ejermæssig adskillelse:
- Egentlig ejermæssig adskillelse
- ISO-modellen - overdragelse af ansvaret for drift, vedligeholdelse og udbygning af transmissionsnettet til Energinet.dk
- Bevaring af status quo - forudsætter at organiseringen i transmissionsvirk-somheden pr. 3. september 2009 sikrer en mere effektiv uafhængighed end bestemmelserne vedrørende ITO-modellen i eldirektivets kapitel V.
|
24. De tre modeller stiller forskellige krav til niveauet af adskillelse. ”Status quo” modellen har den laveste grad af adskillelse, mens der skal være fuldstændig adskillelse i modellen ”Egentlig ejermæssig adskillelse”.
25. Transmissionsvirksomhederne vælger som udgangspunkt selv, hvilken model de søger om certificering efter. Virksomhederne kan senere søge om certificering efter en model med højere grad af adskillelse end den de er certificeret efter, men de kan ikke ændre deres valg til en model med mindre grad af adskillelse. I medfør af EFL § 19 b, stk. 1, modsætningsvis og § 19 c, stk. 1, modsætningsvis har Energinet.dk, som ikke-vertikalt integreret virksomhed, dog alene mulighed for at vælge egentlig ejermæssig adskillelse.
26. Virksomhederne giver ved ansøgning om certificering Energitilsynet besked om deres valg.
27. Energitilsynet skal på baggrund af den modtagne ansøgning vurdere virksomhe-derne i forhold til kravene i den valgte model. Denne vurdering skal resultere i en foreløbig certificeringsafgørelse. Sekretariatet lægger til grund, at der kan opstilles betingelser i forbindelse med afgørelsen, således at virksomheden certificeres, hvis visse forhold udbedres inden den endelige certificering. Herved sikres, at virksom-hederne lever op til samtlige krav inden den endelige certificeringsafgørelse, men det undgås, at virksomhederne skal starte processen forfra, hvis mindre forhold ikke er i overensstemmelse med de nye bestemmelser.
28. Den foreløbige certificeringsafgørelse skal træffes inden 4 måneder efter ansøg-ningens modtagelse. Hvis ikke fristen på 4 måneder overholdes, anses Energitilsynet for at have truffet en stiltiende positiv certificeringsafgørelse. Efter fristens udløb skal den foreløbige certificeringsafgørelse eller meddelelse om den stiltiende certificerings-afgørelse tilsendes Europa-Kommissionen straks jf. EFL § 19 d, stk. 5 og 6.
29. Sekretariatet for Energitilsynet modtog Energinet.dk’s ansøgning om certificering den 1. juli 2011. Ansøgningen vedlægges som bilag 1. Det betyder, at tilsynet skal træffe sin foreløbige afgørelse om certificering senest den 1. november 2011, hvorefter afgørelsen straks skal tilsendes Europa-Kommissionen.
30. Energitilsynets foreløbige certificeringsafgørelse, som enten er udtrykkelig eller stiltiende, granskes af Europa-Kommissionen. Kommissionen afgiver en udtalelse om afgørelsen inden for 2 måneder. Kommissionen har mulighed for at bede det europæ-iske agentur for samarbejde mellem energireguleringsmyndigheder (ACER) om en udtalelse vedrørende Energitilsynets foreløbige certificeringsafgørelse. Hvis Kommis-sionen vælger at gøre dette, forlænges Kommissionens frist med yderligere 2 måneder. Kommissionens behandling af den foreløbige certificeringsafgørelse reguleres af art. 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 714/2009 af 13. juli 2009 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitets-udveksling, hvortil der henvises i EFL § 19 d, stk. 6.
|
31. Efter modtagelsen af Kommissionens udtalelse har Energitilsynet 2 måneder til at træffe den endelige certificeringsafgørelse. Tilsynet skal i denne afgørelse tage størst mulig hensyn til Kommissionens udtalelse, med mindre det er en certificering efter status-quo undtagelsen, hvor Kommissionens udtalelse er bindende for tilsynet.
32. Tilsynets afgørelse om certificering kan ikke påklages til højere administrativ myndighed. Af ændringslovens § 6, stk. 3, fremgår det, at transmissionsvirksom-hederne skal opfylde de nye krav inden den 3. marts 2012. Certificeringsprocessen skal efter samme bestemmelse være afsluttet inden samme dato.
33. Kommissionen har d. 23. september 2011 offentliggjort et sæt vejledende ret-nings-linjer vedrørende certificering. I disse retningslinjer gennemgår Kommissionen de praktiske og processuelle forhold omkring fremsendelse af regulatorernes foreløbige certificeringsafgørelse. Retningslinjerne behandler blandt andet de indledende drøf-telser mellem regulatorerne og Kommissionen forud for fremsendelsen af den foreløbige afgørelse, spørgsmålet om hvilket sprog afgørelsen skal indleveres på samt offentlig-gørelse af afgørelsen og Kommissionens udtalelse. Endvidere er der vedlagt et spørge-skema, som skal udfyldes og vedlægges tilsynets foreløbige certificeringsafgørelse, når denne fremsendes til Kommissionen. Retningslinjer og spørgeskema vedlægges som bilag 2.
Den danske energiinfrastruktur
34. Den danske el-infrastruktur er opbygget således, at el-nettet er inddelt i 3 niveauer:
- Det overordnede eltransmissionsnet på det højeste spændingsniveau (400 kV). Dette transmissionsnet forbinder de store kraftværker i ind- og udland med hinanden og med el-nettet på lavere spændingsniveau. Dette net er også koblet til udlandsforbindelserne i Danmark. Det overordnede eltransmissionsnet ejes af Energinet.dk.
- De regionale el-transmissionsnet på 132 kV øst for Storebælt og 150 kV vest for Storebælt. Disse net ejes af de regionale transmissionsselskaber[1], dog ejer Energinet.dk 132 kV-nettet i Nordsjælland. Disse net har alene karakter af transmissionsnet, fordi de i dag ikke har nogen kunder. Historisk har der dog været større industri i Danmark, der har været direkte aftagere fra disse net. De regionale transmissionsnet er ikke koblet til Danmarks udlandsforbindelser[2].
- El-distributionsnettet, som transporterer strømmen det sidste stykke ud til de enkelte husstande og virksomheder. Dette net ejes af de lokale netselskaber.
35. Energinet.dk ejer søledningerne til Bornholm og Læsø, og der vil i forbindelse med etableringen af Anholt havmøllepark blive etableret en søledning til Anholt, som Energinet.dk også kommer til at eje. Energinet.dk ejer ligeledes landdelen af iland-føringskabler fra vindmølleparker over 200 kV.
36. Energinet.dk ejer også andele i de el-udlandsforbindelser, som forbinder Energinet.dk's el-transmissionsnet til nabo-områderne Norge, Sverige og Tyskland.
Figur 1: Oversigt over Energinet.dk’s andele i den danske elinfrastruktur
Kilde: Energinet.dk
37. Den danske naturgas-infrastruktur er opbygget således, at naturgasnettet er inddelt i 2 niveauer:
- Det overordnede naturgas-transmissionsnet opererer med et tryk på op til 80 bar. Nettet transporterer gassen fra entrypunkterne til exitpunkterne[3]. Dette naturgas-transmissionsnet ejes af Energinet.dk. Energinet.dk’s gasanlæg består af 800 km kraftige gasledninger af stål, 42 måler- og regulatorstationer samt 4 målerstationer.
- Gasdistributionsnettet transporterer gassen til de enkelte husstande og virksomheder, efter trykket er reduceret. Dette net ejes af gasdistributionsselskaberne.
38. Energinet.dk ejer endvidere – via et holdingselskab – datterselskabet Energinet-.dk Gaslager A/S, der ejer gaslageret beliggende i Lille Torup.
Figur 2: Oversigt over Energinet.dk’s andele i den danske naturgasinfrastruktur
Kilde: Energinet.dk
Energinet.dk
39. I det følgende vil Energinet.dk først blive beskrevet generelt. Herefter vil Energinet.dk’s virksomhed blive beskrevet.
40. Energinet.dk blev stiftet blandt andet med henblik på, at Energinet.dk – på statens vegne – skulle eje den overordnede el- og naturgasinfrastruktur.
41. Energinet.dk er en Selvstændig Offentlig Virksomhed (SOV), som blev stiftet og drives i henhold til lov om Energinet.dk (lovbekendtgørelse nr. 224 af 16. marts 2009, som senest ændret ved § 4 i lov nr. 466 af 18. maj 2011). Energinet.dk ejes 100 % af den danske stat og ejerskabet er placeret under klima-, energi- og bygningsministeren.
|
42. Energinet.dk blev stiftet med virkning fra den 1. januar 2005 som transmis-sionssystemoperatør for el og naturgas i Danmark. Udover rollen som transmissions-systemoperatør for el og naturgas har Energinet.dk også det overordnede system-ansvar for el.
43. Energinet.dk er underlagt et 'hvile i sig selv'-princip. Det betyder, at virksomhe-den finansieres af el- og naturgastarifferne, og at virksomheden kun må opkræve en betaling, der dækker virksomhedens nødvendige omkostninger, samt en forrentning af egenkapitalen, der sikrer realværdien af denne. Energinet.dk’s økonomi er i øvrigt reguleret i bekendtgørelse om økonomisk regulering af Energinet.dk (bekg. nr. 965 af den 21. september 2006).
|
44. Energinet.dk’s økonomi skal herudover holdes adskilt fra statens, og Energinet.dk kan, jf. lov om Energinet.dk § 13, stk. 3, ikke udlodde overskud eller egenkapital til staten ved udbytteudlodning eller på anden måde.
45. Det følger af lov om Energinet.dk § 15, at Energinet.dk ikke er underlagt statens selvforsikringsprincip men er forpligtet til at tegne de for virksomheden nødvendige forsikringer.
46. Energinet.dk er i sin egenskab af transmissionssystemoperatør for henholdsvis el og naturgas medlem af både European Network for Transmission System Operators for Electricity (ENTSO-E) og European Network for Transmission System Operators for Gas (ENTSO-G).
47. Energinet.dk har en bestyrelse bestående af 11 bestyrelsesmedlemmer. Heraf er 3 medarbejderrepræsentanter, der vælges blandt medarbejderne, og 8 udpeges af klima-, energi- og bygningsministeren. Det følger af § 6, stk. 3, i lov om Energinet.dk, at bestyrelsesmedlemmerne skal være uafhængige af kommercielle interesser i produk-tions- og handelsvirksomhed på el- og naturgasområdet. Bestyrelsen ansætter virk-somhedens direktion, som varetager den daglige ledelse. Ansættelsen sker efter forud-gående orientering af klima-, energi- og bygningsministeren jf. § 7 i lov om Energi-net.dk.
48. Udover de for en virksomhed typiske ledelsesorganer udpeger klima-, energi- og bygningsministeren, jf. § 8 i lov om Energinet.dk, også et rådgivende interessent-forum. Dette forum skal repræsentere et bredt udsnit af interesser i Energinet.dk’s virksomhed.
49. Interessentforummet skal afgive rådgivende udtalelser til ledelsen af Energi-net.dk om virksomhedens overordnede strategier med henblik på at understøtte driften af Energinet.dk.
50. Energinet.dk har følgende opgaver:
- At opretholde den overordnede forsyningssikkerhed på el- og naturgasområdet på kort og lang sigt
- At udbygge den overordnede danske infrastruktur på el- og naturgasområdet
- At skabe objektive og gennemsigtige betingelser for konkurrencen på energimarkederne og at overvåge at konkurrencen fungerer
- At gennemføre en sammenhængende og helhedsorienteret planlægning som omfatter fremtidige behov for transmissionskapacitet og den langsigtede forsyningssikkerhed
- At støtte miljøvenlig elproduktion og udvikling og demonstration af teknologier til miljøvenlig energiproduktion
- At opgøre udledningen af stoffer til miljøet fra det samlede energisystem
51. Energinet.dk varetager systemansvaret i Danmark, hvilket i den forbindelse også dækker systemansvaret for de regionale transmissionsnet, som er ejet af regionale transmissionsvirksomheder, se nærmere punkt 34. Det betyder, at nettene er stillet til rådighed for Energinet.dk, således at Energinet.dk kan sikre forsyningssikkerheden og en effektiv udnyttelse af det sammenhængende danske elforsyningssystem, både vedrørende tekniske og markedsmæssige aspekter.
52. Energinet.dk’s virksomhed drives ikke på baggrund af bevilling, men direkte med hjemmel i lov om Energinet.dk.
Energinet.dk’s ejer
53. Staten ejer Energinet.dk, og ejerskabet er placeret under klima-, energi- og bygningsministeren. Se herom bilag 3, vedtægterne for Energinet.dk, hvor følgende er angivet i første afsnit i § 7 (sekretariatets fremhævning):
”Klima- og energiministeren[[4]] er på statens vegne eneejer af Energinet.dk og har beføjelser til at træffe beslutning om ethvert forhold vedrørende Energinet.dk, bortset fra ansættelse og afskedigelse af direktionen. Beslutning herom træffes af bestyrelsen efter forudgående orientering af ministeren, jf. § 9 og § 14.”
54. Klima-, energi- og bygningsministeren leder Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, som består af et departement, GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland), DMI (Danmarks Meteorologiske Institut), Energistyrelsen, Energiklagenævnet, Center for Energibesparelser, Energinet.dk, Nordsøenheden, Energitilsynet og andre ikke energirelaterede opgaver[5].
55. Ifølge lov om Energinet.dk § 6, stk. 2, har klima-, energi- og bygningsministeren som nævnt ret til at udpege 8 bestyrelsesmedlemmer til Energinet.dk’s bestyrelse. Bestyrelsen består af 11 medlemmer og de sidste tre medlemmer af bestyrelsen er medarbejderrepræsentanter.
56. Desuden fremgår det også af lov om Energinet.dk § 5, stk. 1, at klima-, energi- og bygningsministeren har kompetence til at træffe afgørelse om ethvert forhold vedrørende Energinet.dk’s anliggender.
57. Foruden Energinet.dk ejer staten 76,49 % af aktierne i DONG Energy A/S, se uddrag fra DONG Energy A/S’ Årsrapport 2010 vedlagt som bilag 4. Dette ejerskab administreres under Finansministeriet.
58. Finansministeriet ledes af finansministeren, og koncernen består af et departement, Økonomistyrelsen, Statens Administration, Personalestyrelsen og Statens IT.
59. DONG Energy A/S er en energikoncern, hvis forretning er baseret på at fremskaffe, producere, distribuere og handle energi og tilknyttede produkter i Nordeuropa, og DONG Energy A/S spiller en betydelig rolle både på elmarkedet og på naturgasmarkedet i Danmark.
60. Staten ejer også Nordsøfonden, som er statens olie- og gasselskab. Fonden er stiftet i henhold til lov nr. 587 af 24. juni 2005 om en offentlig fond til varetagelse af statens deltagelse i kulbrintetilladelser og en statslig enhed til administration af fonden (lov om Nordsøfonden). Nordsøfonden administreres af Nordsøenheden, som er en statslig enhed under klima-, energi- og bygningsministeren.
61. Ifølge lov om Nordsøfonden § 1, stk. 4, fastsætter transport og energiministeren (nu klima-, energi- og bygningsministeren) nærmere bestemmelser om fondens virke. Ministeren har med hjemmel i denne bestemmelse udstedt fondens vedtægter i form af bekg. nr. 710 af 21/06/2007, se bilag 14.
62. Nordsøenheden ledes af en direktør, der ansættes af klima-, energi- og bygnings-ministeren. Ifølge lov om Nordsøfonden § 6, stk. 2, varetager direktøren den daglige administrative og økonomiske ledelse inden for rammerne af det vedtagne budget. Enhedens øvrige personale ansættes af direktøren. Det følger af § 7 i Nordsøfondens vedtægter, at fonden tegnes af direktøren eller af to medarbejdere i Nordsøenheden i forening efter bemyndigelse af disse medarbejdere hertil.
63. Nordsøfonden leder sammen med en række danske og udenlandske selskaber efter olie og gas i Danmarks undergrund, og fonden er partner i alle nyere danske olie- og gaslicenser med en ejerandel på 20 %. Det er fondens mål, at sikre staten et så højt økonomisk udbytte som muligt. Nordsøfonden skal derfor være en aktiv og kompetent samarbejdspartner, der fremmer en sammenhængende og omkostningsbevidst efterforskning og produktion af olie og naturgas i Danmark.
64. Nordsøfonden bliver i 2012 partner i Dansk Undergrunds Consortium (DUC) sammen med A.P. Møller-Mærsk, Shell og Chevron med en ejerandel på 20 %. Nordsøenheden er derfor i færd med at opbygge en organisation, der udover deltagelsen i de nuværende licenser, også på kvalificeret vis kan varetage deltagelsen i DUC og dermed en andel af den producerede olie og gas.
65. Nordsøfondens overskud kan ifølge § 2 i lov om Nordsøfonden og § 4 i fondens vedtægter overføres til statskassen efter dækning af projektudgifter knyttet til statsdeltagelse i kulbrintetilladelser og betaling af renter og afdrag på gæld, samt betaling af ekstraordinære afdrag på gæld.
66. I vedtægterne for Nordsøfonden er det fastsat i § 10, at Transport- og Energiministeriet (nu Klima-, Energi- og Bygningsministeriet) fører tilsyn med fonden.
Energinet.dk’s datterselskaber
67. Energinet.dk driver en række aktiviteter i datterselskaber. Energinet.dk-koncernens virksomhed ser således ud:
Figur 3: Energinet.dk’s koncern med angivelse af ejerandele
Kilde: Energinet.dk
68. I det følgende vil aktiviteterne i koncernens selskaber blive gennemgået enkeltvis.
Energinet.dk Associated Activities A/S
69. Dette datterselskab er 100 % ejet af Energinet.dk. Det fremgår af § 2 i vedtæg-terne for Energinet.dk Associated Activities A/S at:
”Selskabets formål er, at udøve erhvervsmæssige aktiviteter med tilknytning til Energinet.dk's aktiviteter som systemansvarlig virksomhed inden for el- og gasforsyningen samt den dermed forbundne el- og gastransmissionsvirksomhed. Selskabet forestår således de kommercielle aktiviteter, som Energinet.dk i henhold til lovgivningen kan udøve i tilknytning til Energinet.dk's aktiviteter som hovedvirksomhed i medfør af elforsynings-loven og gasforsyningsloven og anden relevant lovgivning. Selskabets kommercielle aktiviteter i medfør heraf kan udøves i såvel Danmark som i andre lande.”
70. I Energinet.dk’s årsrapport fra 2010 er følgende anført som eksempel på de aktiviteter, der udøves i Energinet.dk Associated Activities A/S:
”Selskabet udøver de kommercielle aktiviteter, som Energinet.dk iht. lovgivningen udøver i tilknytning til Energinet.dk’s hovedaktiviteter, herunder blandt andet udlejning af fibernet og rådgivning i udlandet inden for Energinet.dk’s ekspertise som systemansvarlig virksomhed.”
71. Energinet.dk Associated Activities A/S har udført rådgivningsopgaver i udlandet i forbindelse med udvikling af elsystemer og liberaliserede markeder. Eksempelvis har selskabet rådgivet og løst undervisningsopgaver i forbindelse med etablering af Eastern Africa Power Pool, selskabet har været underrådgiver i forbindelse med elforsyningen til ny containerterminal i Togo og rådgivet Ceylon Electricity Board om udvikling af deres kontrolrumssystemer. Selskabet byder på nuværende tidspunkt - enten alene eller sammen med andre rådgivningsvirksomheder - på at løse opgaver indenfor udvikling af netregler, planlægning af transmissionsnet, udvikling af driftssystemer og udvikling af prismekanismer for vedvarende energi.
72. Bestyrelsen består af ledende medarbejdere i Energinet.dk og udpeges af bestyrelsen i Energinet.dk.
Energinet.dk Gaslager Holding A/S
73. Dette datterselskab er ejet 100 % af Energinet.dk. Det fremgår af § 3 i vedtægterne for selskabet at:
”Selskabets formål er, direkte eller indirekte gennem datterselskaber, at drive virksomhed i relation til oplagring af naturgas for Energinet.dk i henhold til naturgasforsyningsloven samt anden tilknyttet virksomhed inden for naturgasforsyningsområdet.”
74. Energinet.dk Gaslager Holding A/S ejer selskabet Energinet.dk Gaslager A/S. Derudover er der ingen aktiviteter i holdingselskabet, som heller ikke har nogen ansatte.
75. Bestyrelsen består af ledende medarbejdere i Energinet.dk og udpeges af bestyrelsen i Energinet.dk.
Energinet.dk Gaslager A/S
76. Selskabet er ejet 100 % af Energinet.dk Gaslager Holding A/S. Det fremgår af § 3 i selskabets vedtægter at:
”Selskabets formål er at drive virksomhed i relation til oplagring af naturgas for Energinet.dk i henhold til naturgasforsyningslovgivningen samt anden tilknyttet virksomhed inden for naturgasforsyningsområdet”
77. Selskabet ejer og driver naturgaslageret i Lille Torup. Lageret drives på konkurrencemæssige vilkår. I Danmark er der 2 naturgaslagre - det andet lager ligger i Stenlille og er ejet af DONG Storage A/S.
78. Adgangen til naturgaslageret sker i henhold til ”Regler for Energinet.dk Gaslager”, der sikrer tredjepartsadgang på transparente og ikke-diskriminerende vilkår.
79. Energinet.dk Gaslager A/S har 15 ansatte på lageret i Lille Torup, herudover løser 6-8 fuldtidsansatte fra Energinet.dk’s gastransmissions- og gasmarkedsafdeling naturgaslagerrelaterede opgaver for selskabet.
80. Bestyrelsen består af ledende medarbejdere i Energinet.dk og udpeges af bestyrelsen i Energinet.dk.
Nord Pool Spot AS
81. Selskabet fungerer som nordisk el-børs. Selskabet ejes af de fire systemansvarlige transmissionssystemoperatører i Norden med følgende fordeling: Stattnet ejer 30 %, Svenska Kraftnät ejer 30 %, Energinet.dk ejer 20 % og Fingrid ejer 20 %.
82. Nord Pool Spot AS drives på baggrund af koncession udstedt af Norges Vassdrags- og Energidirektorat (den norske vand- og energiregulator), mens det er det norske Olje- og Energidepartement (det norske olie- og energiministerium), der har autoriseret Nord Pool Spot AS til at håndtere den grænseoverskridende elektricitetshandel med de omkringliggende lande.
83. Ifølge vedtægterne er selskabets formål:
”Selskapet skal ha som formål å organisere, drive og videreutvikle en markedsplass for spothandel med elektrisk kraft i Norden samt tilby tjenester som står i forbindelse med slik handel. Selskapet kan også delta i andre selskaper med samme eller lignende formål eller virksomhet.
Selskapet skal drives etter forretningsmessige prinsipper, hensyntatt de begrensninger som måtte følge av lov, forskrift og offentlige tillatelser.”
84. På børsen er der to handelspladser for elektricitet: Elspot og Elbas. På Elspot er det day-ahead handel, mens Elbas er intraday handel. Handlen på Elspot foregår efter auktionsprincippet, og Nord Pool Spot AS matcher en gang dagligt købs- og salgsbud og finder derved en markedspris under hensyn til begrænsninger i kapaciteten i transmissionsnettet. Når Elspot er lukket, kan aktørerne handle sig i balance på Elbas.
85. Alle deltagere, som lever op til Nord Pool Spot AS’ krav kan handle på børsen. Det kræver primært, at man indsender en ansøgning og underskriver en deltageraftale. Det er således objektive kriterier, der afgør, hvem der kan handle på Nord Pool Spot AS. Børsen har ca. 350 godkendte handlende fra 18 forskellige lande.
86. Nord Pool Spot AS fungerer som den centrale modpart i alle handler, og de garanterer afregning for de indgåede handler. Nord Pool Spot A/S sælger og køber dog ikke elektricitet, virksomheden fungerer blot som handelsplatform og ”mellemmand” i alle handler.
Nord Pool Gas A/S
87. Selskabet er den første danske gasbørs og dermed den første egentlige markeds-plads for handel med naturgas i Danmark. Nord Pool Spot AS og Energinet.dk ejer hver 50 % af aktierne i selskabet.
88. Det følger af § 3 i vedtægterne for Nord Pool Gas A/S at:
”Selskabet har til formål at organisere, etablere, drive og videreudvikle en dansk markeds-plads for gas og dermed beslægtet virksomhed. Selskabet har derudover til formål at undersøge mulighederne for – og i givet fald at gennemføre – en udvidelse af området for gasbørsen til helt eller delvist at omfatte det nordeuropæiske marked.”
89. Nord Pool Gas A/S tilbyder en markedsplatform til gasproducenter, gasdistri-butører, industrielle gaskunder, energiselskaber og gashandlere, på hvilken de kan indgå kortsigtede anonyme handler med naturgas. Handelspladsen er elektronisk, og handelsprincippet er kontinuert handel. Nord Pool Gas A/S bruger Nord Pool Spot AS som clearinghus, så Nord Pool Spot AS indgår som central modpart i alle handler.
90. For at kunne handle på gasbørsen skal en kunde være registret både hos Nord Pool Gas A/S og Energinet.dk. Hos Energinet.dk skal kunden underskrive en rammeaftale, der i øvrigt udfyldes af ”Regler for Gastransport”.
EMCC – European Market Coupling Company GmbH
91. EMCC er et joint venture mellem Energinet.dk, 50Hertz Transmission GmbH, Tennet TSO GmbH, Nord Pool Spot AS og European Energy Exchange. Selskaberne ejer hver en andel på 20 %.
92. EMCC arbejder for et europæisk integreret energimarked ved at levere flaskehals-håndtering ved hjælp af markedskobling mellem på den ene side Energinet.dk’s område og på den anden side 50Hertz Transmission GmbH's og Tennet TSO GmbH's områder. Formålet hermed er at sikre den mest effektive udnyttelse af den grænse-overskridende elektricitetsoverførselskapacitet.
93. I praksis sker markedskoblingen ved, at EMCC modtager oplysninger fra ejerne af interconnectorerne om hvilken transmissionskapacitet, der stilles til rådighed. Disse oplysninger offentliggøres på EMCC’ hjemmeside. Når handlen på de to børser lukker, modtager EMCC anonymiserede oplysninger om udbud og efterspørgsel i de to markeder. På baggrund heraf beregner EMCC den mest effektive udnyttelse af den grænseoverskridende elektricitetsoverførselskapacitet ud fra kriteriet økonomisk velfærd. EMCC er godkendt handelsdeltager på børserne EPEX og Nord Pool Spot, og EMCC lægger i overensstemmelse med selskabets beregninger købs- eller salgsbud ind ved de to børser, og børserne beregner herefter priserne. På den måde forsøger EMCC at ensarte priserne i de to markeder.
94. Hvis der er forskel i priserne på de to børser, modtager EMCC en ”congestion rent” (flaskehalsindtægt) svarende til den transmissionskapacitet, der er stillet til rådighed gange prisforskellen. Denne indtægt betales dog videre til transmissionssy-stemoperatørerne, som skal anvende den til at udvide transmissionsnettet eller forbedre kvaliteten af elnettet.
95. Derudover leverer EMCC markedskobling på Baltic Cable mellem Sverige og Tyskland og på NorNed-søkablet mellem Norge og Holland.
96. Slutteligt forestår EMCC den såkaldte ITVC-løsning (Interim Tight Volume Coupling) mellem det nordiske markedsområde og CWE's (Central Western Europe) markedsområde.
Dansk Gasteknisk Center A/S
97. Dansk Gasteknisk Center A/S er en teknologisk servicevirksomhed, som fungerer på forretningsmæssige vilkår. Kundekredsen omfatter naturgasselskaber, andre forsyningsselskaber, myndigheder, industri, rådgivere og organisationer i Danmark og i udlandet.
98. Dansk Gasteknisk Center A/S er ejet af følgende virksomheder: HMN Naturgas I/S (38,4 %), DONG Gas Distribution A/S (36,0 %), Energinet.dk (15,6 %), Naturgas Fyn A/S (6 %) og KE Bygas A/S (4 %).
99. Af § 2 i vedtægterne for Dansk Gasteknisk Center A/S fremgår følgende:
”Selskabets formål er at udføre rådgivnings- og udviklingsopgaver indenfor energi- og miljøområdet med fokus på naturgas og andre former for gas. Endvidere at gennemføre informations- og undervisnings- og andre aktiviteter i naturlig tilknytning hertil.”
100. Dansk Gasteknisk Center A/S arbejder inden for energi og miljø med fokus på gasanvendelsesområdet. Virksomheden udfører teknisk rådgivning, udvikling, afprøvning, forsøg, måling og undervisning indenfor anvendelse af naturgas. Dansk Gasteknisk Center A/S udfører endvidere verifikation af CO2-kvoteopgørelser i samarbejde med Lloyds og foretager energi- og emissionsmålinger.
101. Det fremgår af aktionæroverenskomst af den 19. maj 2010 indgået mellem parterne, at HMN Naturgas I/S udpeger 2 medlemmer af bestyrelsen, DONG Gas Distribution A/S udpeger 2 medlemmer, Energinet.dk udpeger 1 medlem, Naturgas Fyn A/S udpeger 1 bestyrelsesmedlem og KE Bygas A/S udpeger 1 medlem af bestyrelsen. Aktionærerne i aktionærgruppe II udpeger i fællesskab 1 medlem, men p.t. er der ingen aktionærer i denne gruppe.
Regionale Net.dk A/S
102. Med virkning fra 1. januar 2008 overtog Energinet.dk NESA’s 132 kV-net, som er placeret i datterselskabet Regionale Net.dk A/S, fra DONG Energy Sales & Distribution A/S[6]. Overdragelsen skete ved aktieoverdragelsesaftale af 21. december 2007, der vedlægges som bilag 5. I dag er selskabet ejet 100 % af Energinet.dk.
103. Det fremgår af vedtægterne for Regionale Net.dk A/S at:
”Selskabets formål er at drive kollektiv elforsyningsvirksomhed (transmissionsvirksom-hed) i henhold til elforsyningsloven. Selskabet kan endvidere udøve anden tilknyttet virksomhed.”
104. Regionale Net.dk A/S ejer det regionale, nordsjællandske 132 kV-eltransmissionsnet (det tidligere NESA-net), der består af 295 km luftledninger, 129 km jordkabler og 29 transformerstationer.
105. Ud over ejerskabet af det regionale eltransmissionsnet er der ingen aktiviteter i Regionale Net.dk A/S, og selskabet har ikke nogen ansatte.
106. Bestyrelsen i Regionale Net.dk A/S består af ledende medarbejdere i Energinet.dk, og bestyrelsesmedlemmerne udpeges af generalforsamlingen for Regionale Net.dk A/S. Denne generalforsamling består af bestyrelsesmedlemmerne i Energinet.dk. I praksis har bestyrelsen i Energinet.dk delegeret denne opgave til Energinet.dk’s administrerende direktør.
107. Det regionale transmissionsnet er stillet til rådighed for moderselskabet Energinet.dk. I forbindelse med Energinet.dk’s overtagelse af transmissionsnettet i 2008 blev der indgået en tidsbegrænset drifts- og vedligeholdelsesaftale, hvorefter den fysiske drift varetages af DONG Energy Sales & Distribution A/S i en 5 årig periode fra 1. maj 2008 til 1. maj 2013.
108. Energinet.dk oplyser, at aftalen efter Energinet.dk’s ønske og behov fik en løbetid på 5 år. Energinet.dk anfører, at særligt to forhold nødvendiggjorde en 5 årig driftssamarbejdsaftale.
109. For det første var Energinet.dk på tidspunktet for erhvervelsen af det regionale transmissionsnet i Nordsjælland forholdsvist nyfusioneret[7], hvorfor fusionen/integrationen af de fusionerede virksomheders IT-systemer ikke var afsluttet ved overtagelsen af det regionale net. Det var Energinet.dk’s vurdering, at det ikke ville være muligt samtidigt at gennemføre både fusionen/integrationen af Energinet.dk’s egne systemer og fusionen/integrationen med DONG Energy A/S’ IT-system. Fusionen/integrationen af Energinet.dk’s egne systemer kunne først afsluttes 2 år efter overtagelsen af det regionale transmissionsnet, hvorfor den gradvise fusion/integration af DONG Energy A/S's IT-system først kunne påbegyndes ca. 2 år efter overtagelsen af det regionale transmissionsnet.
110. For det andet, er systemintegrationsopgaven særdeles kompleks. Det oplyses, at de 29 stationer, som Energinet.dk overtog, er bygget på forskellige tidspunkter og dækker forskellige geografiske områder. Det betyder, at stationerne er indbyrdes forskellige og at stationerne skal ombygges individuelt og kodes manuelt i Energinet.dk’s SCADA IT-system. I stationerne er der et meget betydeligt antal signaler og funktioner, som deles mellem på den ene side 132 kV nettet og på den anden side 50 kV nettet og 10 kV nettet. Disse signaler og funktioner skal splittes op, så de afspejler ejergrænsen mellem DONG Energy A/S og Energinet.dk. I gennemsnit skal der for hver af de 29 stationer omkodes ca. 500 signaler, så signalerne efter omkodningen tilgår Energinet.dk. Dette medfører tidskrævende ombygninger i den enkelte station samt omfattende udredninger i forbindelse med signallisterne og relæindstillinger.
111. Aftalegrundlaget mellem parterne omfatter aftale af 10. oktober 2007 indgået mellem DONG Energy Nord Elnet A/S og DONG Energy Sales & Distribution A/S samt tillæg af den 17. december 2007 indgået mellem samme parter. Herefter benævnes aftalegrundlaget samlet operatøraftalen. Energinet.dk er ved overtagelsen indtrådt i DONG Energy Nord Elnet A/S’ rettigheder og forpligtelser i henhold til operatøraftalen. Aftalen vedlægges som bilag 6.
112. Af aktieoverdragelsesaftalens pkt. 10.4 følger det, at parterne skal indgå aftale om overdragelse af driften og driftsledelsen, herunder koblingsledelsen, fra DONG Energy Sales & Distribution til Energinet.dk. Parternes drøftelser herom har resulteret i 11 overdragelsesdokumenter, som også udgør en del af aftalegrundlaget mellem Energinet.dk og DONG Energy Sales & Distribution A/S. Disse dokumenter benævnes herefter samlet overdragelsesdokumenterne. Overdragelsesdokumenterne vedlægges som bilag 7. Endelig har parterne indgået aftale af den 24. august 2010, som binder overdragelsesdokumenterne sammen. Denne aftale vedlægges som bilag 8.
113. Energinet.dk skriver i sin ansøgning, at Energinet.dk er ansvarlig for driften af eltransmissionsnettet uagtet den operatøraftale med overdragelsesdoku-menter, der er indgået mellem parterne. Ligeledes anføres det, at DONG Energy Sales & Distribution A/S ikke har mulighed for at diskriminere mellem forskellige brugere af det regionale net.
114. Overordnet set følger det af operatøraftalen, at DONG Energy Nord Elnet A/S har ansvaret for drift og vedligehold af transmissionsnettet, herunder at den løbende udbygning og modernisering gennemføres.
115. Aftalen overfører forretningsføreransvaret fra Energinet.dk til DONG Energy Sales & Distribution A/S. Det omfatter: 1) operatørydelser, 2) overvågnings- og beredskabsydelser, 3) udførelse af planlagte drifts- og anlægsopgaver samt 4) udbedring af skader og havarier samt flytninger.
116. Operatøraftalen har ifølge tillægget af den 17. december 2007 en løbetid på 5 år fra 1. maj 2008. Den kan opsiges med [...]. Endvidere fremgår det, at DONG Energy Nord Elnet A/S (Energinet.dk) har mulighed for at indlede forhandlinger med DONG Energy Sales & Distribution A/S om forlængelse af aftalen udover løbetiden på 5 år.
117. I overdragelsesdokumenterne er en lang række forhold behandlet. I det følgende bliver de væsentlige dele fremhævet.
118. I overdragelsesdokument nr. 01 anføres følgende:
”I forbindelse med overtagelsen er det en del af aftalen, at DONG Energy i en overgangsfase fortsat varetager det fulde driftledelsesansvar på vegne af den nye anlægsejer Energinet.dk.
...v. DONG Energy Sales & Distribution A/S udpeges herved som driftsleder på ovennævnte anlæg med ansvaret for, at anlægget drives i overensstemmelse med bestemmelserne i Stærkstrømsbekendtgørelsen, afsnit 5, Drift af elforsyningsanlæg.”
119. Proceduren for overdragelsen af driftledelsesansvaret fra DONG Energy A/S til Energinet.dk er beskrevet i overdragelsesdokument nr. 02. Det følger heraf, at drifts- og koblingsledelsen overdrages i sammenhængende netområder, når anlæggene inden for et givet område alle er bygget om, så de kan overvåges og fjernstyres fra Energinet.dk i Erritsø.
120. Af overdragelsesdokument nr. 03[8] fremgår det også, at overdragelsen indebærer, at driftsledelsesansvaret varetages af Energinet.dk, men at dette overdrages til DONG Energy A/S.
”132/50kV og 132/10kV transformerne, der indgik i handlen mellem Energinet.dk og DONG Energy, er 100 % ejet af Energinet.dk. Dette indebærer, at driftsledelsesansvaret for trans-formerne varetages af Energinet.dk, herunder ansvaret for fastlæggelse og gennemførelse af vedligeholdelsen. […]
Med denne aftale overdrager Energinet.dk’s driftsleder driftsledelsesansvaret til DONG Energy’s driftsleder for følgende opgaver:
- Al koblingsledelse, herunder koblingsplanlægning, med Energinet.dk’s 132/50 kV og 132/10 kV transformere i DONG Energy Nord Elnets forsyningsområde samt fjernovervågning og fjernkobling af og med transformerne sker fra DONG Energy’s netcenter.
- Lokalbetjening og sikring af ovennævnte transformere i forbindelse med almindelige driftsarbejder, herunder fejl og havari, men eksklusiv vedligeholdelsesarbejder.
Følgende standardopgaver er overdraget i forbindelse med almindelige driftsopgaver på transformerne:
- Kobling
- Måling
- Afprøvning
- Inspektion
- Kontrol af spændingsløs tilstand i lavspændingsanlæg
- Kontrol af spændingsløs tilstand i højspændingsanlæg
- Jording
- Opsætning af advarselsmarkering, afspærring og afskærmning under arbejde på eller nær ved højspændingsanlæg”
121. Af overdragelsesdokument nr. 03 og pkt. 1.4.2 i aftalen af den 24. august 2010 fremgår det, at DONG Energy A/S også efter overdragelsen af driftsledelsesansvaret skal varetage koblingsledelsen med 132/50 kV og 132/10 kV transformerne. DONG Energy A/S varetager koblingsledelsen frem til 31. december 2013, men parterne udtrykker i aftalen enighed om, at DONG Energy A/S også herefter har ret til at forestå koblingsledelsen.
122. Endvidere fremgår det af overdragelsesdokument nr. 03 og pkt. 1.4.3 i aftalen af den 24. august 2010, at retten til spændingsregulering er en permanent ret tilhørende DONG Energy Eldistribution A/S, uanset at Energinet.dk overtager driftsledelsen og eventuelt tillige koblingsledelsen.
123. I dokument 04 gives der et overblik over opgaver i relation til planlæg-ning og udbygning af kapaciteten i nettet. I dokumentet beskrives, hvorvidt opgaver-ne er påvirket af ejerskiftet, og der fremsættes forslag til rammerne for det fremtidige samarbejde.
124. I overdragelsesdokument nr. 05 er der et udkast til et oplæringsforløb for Energinet.dk’s personale, så de bliver i stand til at løse de opgaver, som i overdragel-sesperioden løses af DONG Energy Sales & Distribution A/S’ Netcenter.
125. Overdragelsesdokument nr. 06 forpligter DONG Energy Sales & Distri-bution A/S til at udlevere den dokumentation, som er nødvendig for at Energinet.dk kan varetage driften af transmissionsnettet efter de principper, som er gældende hos DONG Energy A/S. Det drejer sig om anlægsdokumentation, drifts- og vedligeholdelses-dokumentation, aftaler og planlægningsdokumentation.
126. Dokument nr. 07 fastlægger et kommissorium for ejermøder mellem Energinet.dk og DONG Energy Sales & Distribution A/S.
127. Dokument 08 er en aftale om afregning af ydelser mellem DONG Energy A/S og Energinet.dk, herunder hvorvidt betaling sker fast eller efter regning.
128. Dokument 09 omhandler ejerskab af forskellige typer kontrolsystemer og hjælpeudrustning. Dokumentet indeholder nogle generelle eksempler på, hvordan ejerforholdet er opdelt.
129. Dokument nr. 10 beskriver aftalte principper for etableringen af antenner i højspændingsmaster i 132 kV nettet i DONG Energy Sales & Distribution A/S’ forsyningsområde.
130. I dokument nr. 11 gives der et overblik over DONG Energy Sales & Distribution A/S’ igangværende større 132 kV investeringsaktiviteter samt øvrige relevante sager. Dokumentet sondrer mellem nuværende projekter og kommende projekter, som Energinet.dk bedes tage stilling til, samt øvrige relevante sager herunder igangværende driftssager.
131. Overdragelsesprojektet er organiseret i forskellige styregrupper. Oversigten vedlægges som bilag 9. Energinet.dk oplyser, at de som ejere af nettet ultimativt træffer alle beslutninger i driftsstyregruppen og anlægsstyregruppen.
132. Mellem parterne er der endvidere vedtaget en model for projektsamar-bejdet i den 5 årige periode, se bilag 10. Det følger af denne model, at samtlige faser i et projekt skal godkendes af Energinet.dk, inden projektet kan sendes videre til næste fase.
133. Endelig har parterne indgået en aftale om udførelse af større anlægsop-gaver, den vedlægges som bilag 11.
134. Om status på driftssamarbejdet oplyser Energinet.dk, at Energinet.dk efter planen forventer at overtage kontrolrumsstyringen af alle transformatorsta-tioner i maj eller juni måned 2012. Fra dette tidspunkt og frem til aftalens udløb i maj 2013, vil DONG Energy Sales & Distribution A/S udelukkende skulle foretage overvåg-nings- og beredskabstilsyn samt gennemføre forebyggende (planlagt) vedligehold og afhjælpende (akut) vedligehold. Endvidere vil DONG Energy A/S i overensstemmelse med aftalen permanent skulle varetage spændingsregulering samt eventuelt koblingsledelsen.
135. Det planlagte vedligehold sker i henhold til en vedligeholdelsesplan (Årsrevisionsplanen), som Energinet.dk udarbejder hvert år på baggrund af indmeldte ønsker fra producenter og netselskaber. Energinet.dk træffer med planen beslutning om hvilke anlæg, der må kobles ud i hvilke perioder. Beslutningerne træffes af hensyn til forsyningssikkerheden og i henhold til en prioriteringsrækkefølge, der som udgangspunkt prioriterer udlandsforbindelser og kraftværker højest.
136. Den foreløbige årsrevisionsplan for det næstfølgende år udsendes den 1. november til de berørte parter. Den endelige plan fremsendes til de berørte parter i marts, hvor der også informeres generelt om planlagte arbejder, der påvirker markedet med mindst 100 MW. Sidstnævnte sker via Nord Pool Spot i form af såkaldte UMM’er (Urgent Market Message).
137. For at øge gennemsigtigheden vil Energinet.dk fra 2012 allerede offent-liggøre information om arbejder, der påvirker markedet med mindst 100 MW i forbindelse med fremsendelse af den foreløbige årsrevisionsplan i november måned.
138. Vedrørende det afhjælpende vedligehold oplyses det, at Energinet.dk skal udsende information om afhjælpende vedligehold, der påvirker den tilgængelige handelskapacitet eller hvis der opstår risiko for indestængt produktion. Energinet.dk skal informere herom i form af UMM’er indenfor 1 time fra der træffes beslutning om udkobling med henblik på afhjælpende vedligehold.
139. Om håndtering af forretningsmæssigt følsomme oplysninger, anfører Energinet.dk, at de oplysninger, der navnlig kan betegnes som sådanne, er oplysninger vedrørende planlægning og udbygning. Det samarbejde, dette kræver mellem aftaleparterne, er etableret i regi af Transmissionsudvalgets planlægnings-gruppe (TUPG), hvori alle regionale transmissionsselskaber deltager.
140. Energinet.dk oplyser, at der i øvrigt ikke er bestemmelser i den 5 årige driftsaftale, der regulerer DONG Energy A/S’ koncerninterne håndtering af forretningsmæssigt følsomme oplysninger, der måtte blive udvekslet i forbindelse med samarbejdet. Dette skyldes efter det oplyste, at DONG Energy A/S er omfattet af bestemmelserne vedrørende program for intern overvågning, ifølge hvilke de er forpligtet til at sikre, at forretningsmæssigt følsomme oplysninger, de måtte komme i besiddelse af, ikke misbruges.
Sagens behandling ved Sekretariatet for Energitilsynet
141. Sekretariatet for Energitilsynet har ved brev af den 25. februar 2011 sendt et orienteringsbrev til Energinet.dk og de regionale transmissionsvirksomheder om det nye certificeringskrav for el og naturgastransmissionsvirksomheder.
142. I brevet blev de tre adskillelsesmodeller beskrevet, ligesom processen, som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordninger nr. 714/2009 og 715/2009 af 13. juli 2009, blev gennemgået. Det blev blandt andet oplyst, at certificering inden fristen den 3. marts 2012 kun kan garanteres, hvis ansøgning om certificering er modtaget i Sekretariatet for Energitilsynet senest 3. maj 2011.
143. Efter fremsendelsen af brevet har Sekretariatet for Energitilsynet været i løbende dialog med Energinet.dk. Sekretariatet har blandt andet afholdt møder med Energinet.dk, hvor certificeringskravene og processen er blevet drøftet.
144. EU-Kommissionen informerede i april måned sekretariatet om, at Kommissionen forventede at udsende et sæt vejledende retningslinjer om certifice-ringen i løbet af maj måned 2011. Sekretariatet vurderede derfor, efter drøftelser med Energinet.dk, at certificeringsprocessen skulle afvente modtagelsen af disse retnings-linjer, så der kunne tages højde for deres indhold i certificeringsprocessen.
145. På et møde den 30. juni 2011 oplyste Kommissionen dog, at retningslin-jerne tidligst kunne forventes i slutningen af juli 2011, samt at disse primært ville indeholde oplysninger af processuel karakter. På den baggrund valgte sekretariatet at igangsætte certificeringsprocessen i starten af juli, og dermed før offentliggørelsen af Kommissionens retningslinjer. Sekretariatet har efterfølgende, den 26. august 2011, deltaget i et informationsmøde vedrørende Kommissionens retningslinjer, og retningslinjerne blev offentliggjort den 23. september 2011.
146. Energinet.dk, cvr. nr. 28980671, ansøgte ved brev af den 1. juli 2011 om certificering efter reglerne om egentlig ejermæssig adskillelse i EFL § 19a. Ansøgningen vedlægges som bilag 1.
147. Sekretariatet for Energitilsynet har ved e-mails af den 22. juli 2011 og den 10. august 2011 anmodet Energinet.dk om fremsendelse af yderligere oplysninger og bilag til brug for behandlingen af ansøgningen om certificering.
148. Energinet.dk har herefter fremsendt vedtægterne for Regionale Net.dk A/S og aktionæroverenskomst for Dansk Gasteknisk Center ved mail af den 10. august 2011. Ved mail af den 11. august 2011 har Energinet.dk fremsendt yderligere oplysninger om projektsamarbejdet mellem Energi.dk og DONG Energy A/S i den 5 årige driftsaftales løbetid.
149. Sekretariatet for Energitilsynet har bedt om yderligere oplysninger om den 5 årige driftsaftale med DONG Energy A/S ved mail af den 23. august 2011, og på et møde med Energinet.dk den 14. september 2011.
150. Energinet.dk har den 16. september 2011 fremsendt svar på de stillede spørgsmål. Svarene vedlægges som bilag 12.
151. Et udkast til afgørelsen har ved brev af den 9. september 2011 været sendt i høring ved Energinet.dk og ved brev af den 10. september 2011 ved Klima-, Energi- og Bygningsministeriets departement, Energistyrelsen og Finansministeriets departe-ment. Bemærk venligst, at høringsudkastene ikke svarer til nærværende tilsynsnotat, hvorfor henvisningerne til punktnummereringen ikke kan overføres direkte til dette notat. Ligeledes er visse afsnit helt udgået på baggrund af oplysningerne i de modtagne høringssvar.
152. Sekretariatet har modtaget høringssvar fra Energinet.dk den 30. septem-ber 2011. Høringssvaret vedlægges som bilag 13. Energinet.dk har foreslået en række konkrete ændringer, og sekretariatet har indarbejdet visse af disse i afgørelsen.
153. Ved brev af den 11. oktober 2011 har Finansministeriet fremsendt høringssvar, som vedlægges som bilag 17. Finansministeriet tilslutter sig høringsudkastets konklusion om, at statens ejerskab af Energinet.dk og DONG Energy A/S administreres i overensstemmelse med elforsyningslovens bestemmelser om ejermæssig adskillelse.
154. Finansministeriet oplyser endvidere, at drøftelserne i regeringens koordinerende udvalg alene har karakter af drøftelser, at drøftelserne tager udgangspunkt i en indstilling fra den ansvarlige minister og endelig, at drøftelserne ikke ændrer på kompetencefordelingen og principperne for ministerens virke. Med henvisning til høringsudkastets behandling af drøftelserne i ansættelsesudvalget om udpegningen af bestyrelsesmedlemmer til Energinet.dk understreger Finansmini-steriet, at alene klima-, energi- og bygningsministeren har statslig kompetence hertil, ligesom klima-, energi- og bygningsministeren har ansvaret for at sikre, at udpegnin-gen er i overensstemmelse med gældende regler. På den baggrund tilkendegiver Fi-nansministeriet, at drøftelserne i de koordinerende udvalg ikke er til hinder for certificeringen af Energinet.dk som ejermæssig adskilt.
155. Sekretariatet har taget Finansministeriets oplysninger om regeringens koordinerende udvalg til efterretning og har indarbejdet disse i afgørelsen.
156. Ved brev af den 13. oktober 2011 har Klima-, Energi- og Bygnings-ministeriet fremsendt høringssvar, som vedlægges som bilag 18. Klima-, Energi- og Bygningsministeriet har fremsendte bemærkninger om udpegningen af bestyrel-sesmedlemmer til Energinet.dk, herunder bestyrelsesformanden samt formanden for Energinet.dk’s interessentforum og bemærkninger om Nordsøfonden.
157. Ministeriet vurderer, at det er muligt for regeringens ansættelsesudvalg at drøfte udpegningen af bestyrelsesmedlemmer til Energinet.dk’s bestyrelse og udpegning af formanden for Energinet.dk’s interessentforum, uden at komme i konflikt med reglerne om ejermæssig adskillelse. Ministeriet anfører indledningsvis, at det afgørende i vurderingen af, om statens administration af ejerskabet af Energinet.dk og DONG Energy A/S er i overensstemmelse med el- og gasdirektivernes bestemmelser, er, om virksomhederne kontrolleres af juridisk adskilte offentlige myndigheder. Med henvisning til bestemmelser i lov om Energinet.dk og ministeransvarlighedsloven anfører ministeriet, at direktivernes art. 9 stk. 6 allerede af denne grund er fuldt ud iagttaget i Danmark.
158. I forhold til vurderingen af regeringens koordinerende udvalg anføres det, at direktiverne ikke stiller krav om en indgående undersøgelse af regeringens interne organisation. Der henvises til, sag C-417/99, Kommissionen mod Spanien, præmis 37, hvorefter EU-retten som udgangspunkt ikke regulerer medlemsstaternes interne forvaltningsmæssige organisation. Klima, Energi- og Bygningsministeriet henviser endvidere til, at klima-, energi- og bygningsministeren udpeger og afsætter bestyrelsesmedlemmerne i Energinet.dk’s bestyrelse, ligesom det alene er ministerens ansvar at sikre, at bestyrelsen varetager sine opgaver uafhængigt. Drøftelserne i ansættelsesudvalget ændrer ikke herpå. Endelig bemærkes det, at ministeren alene er ansvarlig inden for eget ressortområde.
159. Ministeriet oplyser, at de koordinerende udvalg ikke er lovgivnings-mæssigt forankret, men at de er en administrativ foranstaltning. Ministeriet mener ikke, at de koordinerende drøftelser i udvalgene giver statsministeren eller finansmini-steren afgørende indflydelse på Energinet.dk. Det er alene klima-, energi- og bygnings-ministeren, der har en sådan indflydelse.
160. Vedrørende Energinet.dk’s interessentforum fremføres det, at ansættels-esudvalgets drøftelse af udpegningen af formanden for interessentforummet under alle omstændigheder er i overensstemmelse med reglerne om ejermæssig adskillelse, da forummet alene har en rådgivende funktion og ikke kan repræsentere Energinet.dk juridisk.
161. Vedrørende Nordsøfonden anfører ministeriet, at fonden på nuværende tidspunkt hverken deltager i produktions- eller handels-/forsyningsvirksomhed. Nordsøfonden er 20 % partner i alle danske tilladelser til efterforskning og indvinding af olie meddelt fra og med 2005. Ministeriet oplyser, at fonden pr. 1. oktober 2011 deltager i 20 tilladelser. Alle disse tilladelser er dog i efterforskningsfasen, og det skønnes, at der tidligst vil blive produceret i medfør af tilladelserne i 2014. Herudover oplyser ministeriet, at staten fra og med 9. juli 2012 deltager som partner i arbejds-fællesskabet Dansk Undergrunds Consortium (DUC) med en ejerandel på 20 %. Først fra 9. juli 2012 vil Nordsøfonden således varetage produktions- og handels-/forsynings-virksomhed. Klima- Energi- og Bygningsministeriet henstiller, at der tages højde herfor i afgørelsen og oplyser, at der vil arbejdes hen imod, at der senest 9. juli 2012 er fundet en organisatorisk løsning i overensstemmelse med el- og gasdirektivernes krav.
162. Energitilsynet har taget oplysningerne fra Klima-, Energi- og Bygnings-ministeriet til efterretning og har indarbejdet disse i afgørelsen.
Lovgrundlag
163. Under dette afsnit gennemgås først lovgrundlaget for certificeringen, og herefter gennemgås det særlige lovgrundlag, som spiller en rolle for certificeringen af Energinet.dk.
Lovgrundlag for certificeringen
164. Den 28. april 2011 vedtog folketinget ændringsloven, L 466 – Lov om ændring af lov om elforsyning, lov om naturgasforsyning, lov om varmeforsyning, lov om Energinet.dk og lov om fremme af vedvarende energi. Loven implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiver 2009/72/EF og 2009/73/EF af 13. juli 2009.[9]
165. Eldirektivets formål er at styrke det indre marked for elektricitet. Dette skal blandt andet sikre valgmuligheder for forbrugerne samt fremme konkurrencen. I betragtning 1 til eldirektivet anføres følgende:
”Formålet med det indre marked for elektricitet, som siden 1999 gradvis har taget form i Fællesskabet, er at stille reelle valgmuligheder til rådighed for alle forbrugere i Den Europæiske Union, privatpersoner som erhvervsdrivende, åbne nye forretningsmuligheder og fremme handelen over grænserne, så der derved kan opnås effektiviseringsgevinster, konkurrencedygtige priser og højere servicestandarder, og at bidrage til øget forsyningssikkerhed og bæredygtighed.”
166. I betragtning 4 kvalificeres visse af de problemer, der ligger til grund for fremsættelsen af 3. liberaliseringspakke:
”På nuværende tidspunkt er der dog hindringer for salget af elektricitet på lige vilkår og uden diskrimination eller ugunstige betingelser i Fællesskabet. Navnlig kan endnu ikke alle medlemsstaterne sikre ikke-diskriminerende netadgang og myndighedstilsyn på samme effektive niveau.”
167. Også de generelle bemærkninger til lovforslag LFF nr. 87 fremsat den 1. december 2010 (herefter benævnt L87) omtaler formålet med direktiverne tilknyttet 1. og 2. liberaliseringspakke. Det er samme mål, der søges opnået i højere grad gennem 3. liberaliseringspakke:
”Målet med direktiverne var at liberalisere elektricitets- og gasmarkederne gennem en gradvis overgang til fri konkurrence og derved opnå en forbedring af energisektorens effektivitet og konkurrenceevnen i europæisk økonomi som helhed.”
168. I de generelle bemærkninger til L87 citeres der fra Europa-Kommis-sionens meddelelse fra 10. januar 2007 vedrørende direktiverne i 2. liberaliserings-pakke:
”Direktiverne har ikke vist sig tilstrækkelige til at fjerne adgangsbarrierer for ikke-integrerede selskaber og dermed skabe åben adgang til transmissionsnettet under lige betingelser.”
169. Loven gennemfører en række ændringer i EFL, herunder de nye bestemmelser om ejermæssig adskillelse af transmissionsvirksomheder. Energitil-synets nye certificeringskompetence og certificeringspligt følger af EFL § 19 d:
”§ 19, d) Efter forudgående ansøgning certificerer Energitilsynet
1) transmissionsvirksomheder, hvis de opfylder kravene om ejermæssig adskillelse, jf. § 19 a,
2) Energinet.dk, hvis Energinet.dk opfylder kravene som uafhængig systemoperatør, jf. § 19 b og regler udstedt i medfør heraf, eller
3) transmissionsnettets operatør, hvis kravene i § 19 c er opfyldt.
Stk. 2. Energitilsynet fører tilsyn med, at kravene i §§ 19 a-19 c og regler udstedt i medfør heraf til enhver tid er opfyldt.
Stk. 3. Virksomheder, der er certificeret efter stk. 1, skal underrette Energitilsynet om enhver planlagt transaktion, der har betydning for overholdelse af kravene i §§ 19 a-19 c og regler udstedt i medfør heraf.
Stk. 4. Energitilsynet er forpligtet til at indlede en ny certificeringsprocedure, hvis Energitilsynet
1) modtager underretning om eller i øvrigt er bekendt med planlagte transaktioner som nævnt i stk. 3,
2) har formodning om, at kravene i §§ 19 a-19 c og regler udstedt i medfør heraf ikke længere er opfyldt, eller
3) modtager en anmodning fra Europa-Kommissionen herom.
Stk. 5. Energitilsynet træffer afgørelse om certificering senest 4 måneder efter modtagelse af en ansøgning eller en underretning eller efter datoen for Europa-Kommissionens anmodning. Ved udløbet af denne periode anses certificeringen for udstedt, hvis Energitilsynet ikke har truffet udtrykkelig afgørelse herom. Energitilsynets udtrykkelige eller stiltiende afgørelse får dog først virkning, efter at proceduren i stk. 6 er afsluttet.
Stk. 6. Energitilsynet tilsender straks Europa-Kommissionen underretning om den udtrykkelige eller stiltiende afgørelse om certificering sammen med alle relevante oplysninger om afgørelsen. Europa-Kommissionen handler herefter i overensstemmelse med proceduren i artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling.”
Stk. 7. Stk. 1-6 finder ikke anvendelse på transmissionsvirksomheder, der kontrolleres af en eller flere fysiske eller juridiske personer fra et eller flere lande uden for EU.
Stk. 8. Klima- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om certificering, tilsyn og underretning som nævnt i stk. 1-3. Ministeren kan endvidere fastsætte regler for virksomheder omfattet af stk. 7.”
170. Processen skal ifølge ændringslovens § 7, stk. 5, være afsluttet d. 3. mart 2012:
”§ 7, stk. 5) Kravene i §§ 19 a-19 c i lov om elforsyning, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4, skal være opfyldt, og den tilhørende certificering, jf. § 19 d i lov om elforsyning, som ligeledes affattet ved denne lovs § 1, nr. 4, skal være afsluttet inden den 3. marts 2012, jf. dog stk. 4.”
171. I EFL § 19 d, stk. 6, henvises der til art. 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 714/2009 af 13. juli 2009 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling:
”Art. 3) 1. Har Kommissionen modtaget en underretning om certificering af en transmissionssystemoperatør i henhold til artikel 10, stk. 6, i direktiv 2009/72/EF, behandler den underretningen straks ved modtagelsen. Senest to måneder efter den dag, hvor en sådan underretning modtages, afgiver Kommissionen udtalelse til den relevante nationale regulerende myndighed om underretningens overensstemmelse med artikel 10, stk. 2, eller artikel 11, og artikel 9 i direktiv 2009/72/EF.
I forbindelse med udarbejdelsen af den i første afsnit nævnte udtalelse kan Kommissionen anmode agenturet om en udtalelse om den nationale regulerende myndigheds afgørelse. I så fald forlænges den i første afsnit nævnte periode på to måneder med to måneder.
Hvis der ikke inden for den i første og andet afsnit nævnte periode foreligger en udtalelse fra Kommissionen, anses Kommissionen for ikke at rejse indvendinger mod den regulerende myndigheds afgørelse.
2. Senest to måneder efter at have modtaget en udtalelse fra Kommissionen vedtager den nationale regulerende myndighed sin endelige afgørelse om certificering af transmissionssystemoperatøren, idet den tager størst muligt hensyn til denne udtalelse. Den regulerende myndigheds afgørelse og Kommissionens udtalelse offentliggøres sammen.
3. De regulerende myndigheder og/eller Kommissionen kan fra transmissionssystem-operatører og/eller virksomheder, der varetager produktions- eller forsyningsopgaver, når som helst under proceduren udbede sig enhver oplysning, der er relevant for varetagelsen af deres opgaver i medfør af denne artikel.
4. De regulerende myndigheder og Kommissionen behandler forretningsmæssigt følsomme oplysninger fortroligt.
5. Kommissionen kan vedtage retningslinjer med nærmere procedureregler for anvendelsen af stk. 1 og 2. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 23, stk. 2.
6. Hvis Kommissionen har modtaget en underretning om certificering af en transmissions-systemoperatør i henhold til artikel 9, stk. 10, i direktiv 2009/72/EF, træffer den en afgørelse vedrørende certificering. Den regulerende myndighed efterkommer Kommissionens afgørelse.”
172. Vedrørende processen står der endvidere i de generelle bemærkninger til L87:
”Før certificeringen bliver endelig, skal Europa-Kommissionen udtale sig om Energitilsynets afgørelse om certificering. Europa-Kommissionen kan indhente en udtalelse fra det nyoprettede agentur for samarbejde mellem energireguleringsmyndigheder i EU. Europa-Kommissionens udtalelse er ikke bindende for Energitilsynet i forhold til certificeringer af ejermæssig adskillelse[…]. Energitilsynet skal imidlertid i størst muligt omfang tage hensyn til Europa-Kommissionens udtalelse.”
173. Det fremgår af EFL § 89, stk. 3, at Energitilsynets afgørelse om certificering som udgangspunkt ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed:
”§ 89, stk. 3) Energitilsynets afgørelser om certificering, jf. § 19 d, kan ikke indbringes for Energiklagenævnet. Dette gælder dog ikke afgørelser, som Energitilsynet træffer i en certificeringsprocedure indledt efter § 19 d, stk. 4, og hvor Energitilsynet afslår certificeringen.”
174. Begrebet transmissionsvirksomhed, der er afgørende for hvilke virksomheder, der skal certificeres, er defineret i EFL § 5, stk. 1, nr. 18:
”§ 5, stk. 1, nr. 18) Transmissionsvirksomhed: Virksomhed med bevilling eller elforsyningsvirksomhed, som varetages af Energinet.dk eller denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet.dk, der driver transmissionsnet.”
175. Som tidligere omtalt, har Energinet.dk ansøgt om at blive certificeret efter bestemmelserne om ejermæssig adskillelse i EFL § 19 a. Det bemærkes, at betingelserne i bestemmelsen er kumulative. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
”§ 19 a) Transmissionsvirksomheder skal efter reglerne i stk. 2-8 være ejermæssigt adskilt fra produktions- og handelsaktiviteter, jf. dog §§ 19 b og 19 c.
Stk. 2. Den, der direkte eller indirekte, alene eller sammen med andre, udøver kontrol over en elproduktions-, elhandels-, gasproduktions- eller gasforsyningsvirksomhed, må ikke samtidig direkte eller indirekte, alene eller sammen med andre, udøve kontrol eller rettigheder over en transmissionsvirksomhed.
Stk. 3. Den, der direkte eller indirekte, alene eller sammen med andre, udøver kontrol over en transmissionsvirksomhed, må ikke samtidig direkte eller indirekte, alene eller sammen med andre, udøve kontrol eller rettigheder over en elproduktions-, elhandels-, gasproduktions- eller gasforsyningsvirksomhed.
Stk. 4. Den, der har ret til at udpege medlemmer af tilsynsrådet, bestyrelsen eller direktionen for en transmissionsvirksomhed eller andre organer, som repræsenterer transmissionsvirksomheden juridisk, må ikke samtidig direkte eller indirekte, alene eller sammen med andre, udøve kontrol eller rettigheder over en elproduktions- eller elhandelsvirksomhed.
Stk. 5. Et medlem af tilsynsrådet, bestyrelsen eller direktionen for en transmissionsvirk-somhed må ikke være medlem af tilsynsrådet, bestyrelsen eller direktionen for en elproduktions- eller elhandelsvirksomhed. Det samme gælder for andre organer, som måtte repræsentere virksomhederne, som er nævnt i 1. pkt., juridisk.
Stk. 6. Elproduktions- og elhandelsvirksomhed, som er nævnt i stk. 2 og 3, omfatter ikke elforbrugere, der varetager elproduktion eller elhandel enten direkte eller via en virksomhed, som de udøver kontrol over enten individuelt eller i fællesskab, forudsat at elforbrugerne inklusive deres andele af den elektricitet, der produceres i kontrollerede virksomheder, ud fra et årligt gennemsnit er nettoforbrugere af elektricitet, og forudsat at den økonomiske værdi af den elektricitet, som de sælger til tredjemand, er ubetydelig i forhold til deres andre forretninger.
Stk. 7. Virksomheder, der varetager elproduktions- eller elhandelsvirksomhed, må ikke direkte eller indirekte overtage kontrollen med eller udøve rettigheder over ejermæssigt adskilte transmissionsvirksomheder.
Stk. 8. Ved gennemførelse af tiltag, der skal sikre ejermæssig adskillelse, må transmis-sionsvirksomheder, der den 3. september 2009 var eller senere har været vertikalt integreret, ikke overføre kommercielt følsomme oplysninger og personale til elproduktions- eller elhandelsvirksomheder.”
176. Om EFL § 19 a, hedder det bl.a. i de specielle bemærkninger til L87 § 1, nr. 4:
”Kravet om ejermæssig adskillelse ændrer ikke på opgavefordelingen mellem de regionale transmissions-virksomheder og Energinet.dk. Den gældende ordning, hvorefter de regionale transmissionsvirksomheder mod en rimelig betaling stiller deres net til rådighed for Energinet.dk, i det omfang Energinet.dk finder det fornødent til varetagelse af de opgaver, som denne er pålagt, jf. elforsyningslovens § 21, stk. 3, finder således fortsat anvendelse i forhold til ejermæssigt adskilte transmissionsvirksomheder.”
177. I eldirektivets art. 9, stk. 1, litra a, og art. 12 beskrives de opgaver, en transmissionssystemoperatør skal varetage:
”Art. 9, stk. 1, litra a) Medlemsstaterne sikrer følgende fra den 3. marts 2012: a) hver virksomhed, der ejer et transmissionssystem, optræder som transmissionssystemoperatør”
”Art. 12) Hver transmissionssystemoperatør er ansvarlig for:
a) at sikre, at systemet til stadighed kan imødekomme rimelige krav om transmission af elektricitet, og på almindelige økonomiske vilkår drive, vedligeholde og udbygge sikre, pålidelige og effektive transmissionssystemer under behørig hensyntagen til miljøet
b) sikre passende måder at opfylde serviceforpligtelserne på
c) at bidrage til forsyningssikkerheden ved en passende transmissionskapacitet og et pålideligt system
d) at styre elektricitetsstrømmene i systemet under hensyn til udvekslingerne med andre sammenkoblede systemer. Med henblik herpå skal transmissionssystemoperatøren sikre et sikkert, pålideligt og effektivt elektricitetssystem og i den forbindelse sørge for, at de nødvendige hjælpefunktioner, herunder dem, som skyldes reaktioner på efterspørgsel, er til rådighed, for så vidt dette kan ske uafhængigt af andre transmissionssystemer, som systemet er sammenkoblet med
e) at give operatørerne for eventuelle andre systemer, som hans system er sammenkoblet med, de oplysninger, som er nødvendige for en sikker og effektiv drift af det sammenkoblede system og for samordnet udbygning og interoperabilitet
f) ikke at forskelsbehandle systembrugere eller kategorier af systembrugere og navnlig ikke at begunstige tilknyttede selskaber
g) at forsyne systembrugerne med de oplysninger, de behøver for at få effektiv systemadgang, og
h) at inddrive overbelastningsafgifter og betalinger inden for rammerne af mekanismen for kompensation mellem transmissionssystemoperatørerne i overensstemmelse med artikel 13 i forordning (EF) nr. 714/2009, at indrømme og forvalte tredjepartsadgang og at give begrundede redegørelser, når sådan adgang nægtes, hvilket overvåges af de nationale regulerende myndigheder. Transmissionssystemoperatørerne fremmer først og fremmest markedsintegrationen under udførelsen af deres opgaver i henhold til denne artikel.”
178. Kravene i EFL § 19 a, stk. 2, 3 og 4, retter sig mod ”den”. I de specielle bemærkninger til L87 § 1, nr. 4, er følgende anført om betydningen af ”den”:
”Herved forstås både virksomheder, fysiske personer, stat og kommuner m.v. Tilsvarende gælder i forhold til stk. 4. »Den, der (…)« kan både være selve virksomheden, der varetager transmissions-, produktions- eller handelsvirksomheden, eller en virksomhed m.v., der har andele i disse virksomheder.”
179. I EFL § 5, nr. 5, er el-handelsvirksomhed defineret. Begrebet spiller en væsentlig rolle for indholdet i bestemmelsen i EFL § 19 a, stk. 2 og 3:
”§ 5, nr. 5) Elhandelsvirksomhed: Virksomhed, der sælger elektricitet, herunder virksomhed med bevilling til forsyningspligtig virksomhed”
180. Også i naturgasforsyningsloven (Lovbekendtgørelse nr. 1116 af 8. november 2006, som senest ændret ved § 2 i lov nr. 466 af 18. maj 2011, herefter NGFL) er tre væsentlige begreber defineret. I § 6, nr. 6, er forsyning, som er omfattet af forbuddet i EFL § 19 a, stk. 2 og 3, defineret, mens distribution og lager, som Energinet.dk har hjemmel til at drive, er defineret i henholdsvis § 6, nr. 2, og § 6, nr. 10:
”§ 6, nr. 6) Forsyning: Salg, herunder videresalg, af naturgas, herunder af flydende naturgas (LNG), til kunder.”
”§ 6, nr. 2) Distribution: Transport af naturgas via lokale eller regionale ledningsnet med henblik på levering til kunder”
”§ 6, nr. 10) Lager: Et anlæg, der anvendes til oplagring af naturgas, og som ejes eller drives af et naturgasselskab, herunder den del af LNG-faciliteter, der benyttes til oplagring, bortset fra den del, der benyttes til produktionsformål, og bortset fra faciliteter, der udelukkende er forbeholdt transmissionsselskaber, således at de kan udføre deres hverv.”
181. To andre begreber, der er væsentlige for vurderingen i henhold til EFL § 19 a, stk. 2 og 3, er kontrol og rettigheder. I de specielle bemærkninger til L87 § 1, nr. 2, står der følgende om definitionen af begrebet kontrol:
”Kontrol, herunder fælles kontrol, skal fortolkes i overensstemmelse med eldirektivets artikel 2, nr. 34, som stammer fra artikel 3, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (herefter »EF-fusionsforordningen«). I artikel 2, nr. 34, defineres kontrol som »rettigheder, aftaler eller andre midler, som enkeltvis eller tilsammen, under hensyn til alle faktiske og retlige forhold, giver mulighed for udøvelse af afgørende indflydelse på en virksomheds drift, særlig ved: a) ejendoms- eller brugsret til virksomhedens samlede aktiver eller dele heraf b) rettigheder eller aftaler, som sikrer afgørende indflydelse på sammensætningen af virksomhedens organer, deres afstemninger eller beslutninger”
182. Indholdet af begrebet rettigheder er beskrevet i de specielle bemærkninger til L87 § 1, nr. 4:
”Rettigheder skal forstås i overensstemmelse med eldirektivets artikel 9 stk. 2, som lyder som følger: »De rettigheder, der henvises til i stk. 1 litra b) og c), omfatter bl.a.: a) beføjelsen til at udøve stemmerettigheder b) beføjelsen til at udpege medlemmer til tilsynsorganet, bestyrelsen eller andre organer, der repræsenterer selskabet juridisk, eller c) besiddelsen af aktiemajoriteten. «”
183. Om udøvelsen af kontrol eller rettigheder fastslås endvidere i de specielle bemærkninger til samme bestemmelse i L87:
” Det bemærkes endvidere, at udøvelsen af kontrol eller rettigheder både omfatter den faktiske udøvelse af kontrol eller rettigheder og muligheden herfor.”
184. Kravene i EFL § 19 a, stk. 2 og 3, finder anvendelse på tværs af el- og naturgassektoren og finder i øvrigt både anvendelse på dem, der udøver kontrol og rettigheder over de nævnte virksomhedstyper og virksomhederne selv. I de specielle bemærkninger til L87 § 1, nr. 4, anføres:
”Kravet om ejermæssig adskillelse i forhold til kontrol og rettigheder finder anvendelse på tværs af el- og gassektoren i kraft af eldirektivets artikel 9, stk. 3. […] Stk. 2 og 3 retter sig både mod de virksomheder m.v., som udøver kontrol eller rettigheder over transmissions-, el- eller gasproduktions-, elhandels- eller gasforsyningsvirksomheden, samt mod selve transmissions-virksomheden, som ejer transmissionsnettene, og virksomheder, der varetager el- eller gasproduktions-, elhandels- eller gasforsyningsvirksomheden. De indeholder dermed også forbud mod, at en transmissionsvirksomhed, direkte eller indirekte, alene eller sammen med andre udøver kontrol eller rettigheder over en elproduktions-, elhandels-, gasproduktions- eller gasforsyningsvirksomhed, ligesom de indeholder forbud mod, at en elproduktions-, elhandels-, gasproduktions- eller gashandelsvirksomhed direkte eller indirekte, alene eller sammen med andre udøver kontrol eller rettigheder over en transmissionsvirksomhed.”
185. Forbuddets rækkevidde præciseres videre i de specielle bemærkninger til L87 § 1, nr. 4:
”Der er således ikke forbud mod samtidigt at udøve rettigheder i begge typer virksomheder, medmindre der er tale om retten til at udpege medlemmer af tilsynsråd, bestyrelse, direktion m.v., som anført i stk. 4.”
186. Vedrørende forbuddet i EFL § 19 a, stk. 2 og 3, og den danske stats ejerskab af Energinet.dk og DONG Energy A/S fremføres følgende i de specielle bemærkninger til L87 § 1, nr. 4:
”Det bemærkes herudover, at kravet om ejermæssig adskillelse ikke er til hinder for, at den danske stat, som er Energinet.dk’s ejer, kan udøve kontrol over produktions- og handelsvirksomheder inden for el og gas. Det forudsætter dog, at det er to separate offentlige organer, der udøver kontrol over på den ene side transmissionsvirksomheden og på den anden side produktions- eller handelsvirksomheden. Dette betyder eksempelvis, at staten fortsat både kan være ejer af Energinet.dk og DONG Energy-koncernen, fordi ejerbeføjelserne varetages af henholdsvis klima- og energiministeren og finansministeren. Der henvises til direktivets artikel 9 stk. 6.”
187. Eldirektivets artikel 9, stk. 6, har følgende ordlyd:
”Art. 9, stk. 6) Hvis den person, der er omhandlet i stk. 1, litra b), c) og d), er identisk med medlemsstaten eller et andet offentligt organ, anses to separate offentlige organer, der udøver kontrol over på den ene side en transmissionssystemoperatør eller et transmissionssystem og på den anden side over en virksomhed, der varetager produktions- eller forsyningsopgaver, i forbindelse med gennemførelsen af denne artikel ikke for at være den eller de samme personer.”
188. Forbuddet i § 19 a, stk. 4, omfatter både retten til at opstille kandidater og retten til at stemme på kandidater. Bestemmelsen omfatter dog ikke gasproduktions- og gasforsyningsvirksomhed. Om bestemmelsen anføres det i de specielle bemærkninger til L87 § 1, nr. 4:
”Bestemmelsen slår fast, at kontrol eller rettigheder over en elproduktions- eller elhandelsvirksomhed ikke kan kombineres med en ret til at udpege medlemmer af selskabsorganerne for transmissionsvirksomheden. Dette indebærer også, at der hverken må være en ret til at opstille kandidater eller en ret til at stemme på kandidater. […] Stk. 4 omfatter modsat stk. 2 og 3 ikke gasproduktions- og gasforsyningsvirksomhed, idet direktivet ikke stiller krav herom.”
189. I EFL § 19 a, stk. 5, stilles der habilitetskrav til medlemmerne af transmissionsvirksomhedens ledende organer. Disse må ikke være en del af selskabsorganerne i en elproduktions- eller elhandelsvirksomhed. Det hedder i de specielle bemærkninger til L87 § 1, nr. 4:
”Herudover gælder der et absolut krav mod personsammenfald i disse organer, jf. stk. 5.”
190. Bestemmelsens stk. 7 skal sikre, at virksomheder, der varetager produktions- eller handelsaktiviteter, ikke kan overtage kontrollen med eller udøve rettigheder over ejermæssigt adskilte transmissionsvirksomheder. I de specielle bemærkninger til L87 § 1, nr. 4, fastslås rækkevidden af bestemmelsen:
”Bestemmelsen gælder såvel transmissionsvirksomheder, der ved lovens ikrafttræden allerede er ejermæssigt adskilt og transmissionsvirksomheder, der som følge af kravene i stk. 2-5 bliver ejermæssigt adskilt.”
191. EFL § 21, stk. 3, forpligter de regionale transmissionsvirksomheder til at stille deres net til rådighed for Energinet.dk:
”§ 21, stk. 3) Bevillingshaveren skal mod en rimelig betaling stille transmissionsnettet til rådighed for Energinet.dk, i det omfang Energinet.dk finder det fornødent til varetagelse af de opgaver, som denne er pålagt.”
192. ELF § 19 b, vedrører ISO-modellen, som virksomheder, der var vertikalt integrerede den 3. september 2009, har mulighed for at vælge:
”§ 19, b) Transmissionsvirksomheder, der ejer transmissionsnet på mellem 100 kV og 200 kV, og som den 3. september 2009 var vertikalt integrerede, kan i stedet for at opfylde kravene om ejermæssig adskillelse i § 19 a overdrage ansvaret for drift, vedligeholdelse og udbygning af deres net til Energinet.dk, som herefter varetager opgaven som uafhængig systemoperatør, jf. stk. 3. Ved overdragelse af ansvaret for drift, vedligeholdelse og udbygning af net i henhold til 1. pkt. overdrages ligeledes de med ansvaret forbundne forpligtelser efter § 20, stk. 1, til Energinet.dk.
Stk. 2. En transmissionsvirksomhed, der har overdraget ansvaret for varetagelsen af opgaver til Energinet.dk efter stk. 1, får af Energitilsynet reduceret sin indtægtsramme med et beløb svarende til de derved sparede omkostninger til drift og vedligeholdelse opgjort som et pristalsreguleret gennemsnit af omkostningerne i virksomhedens seneste tre regnskabsår inden overdragelsen. Transmissionsvirksomheden skal fortsat finansiere eller sikre finansiering af reinvesteringer og nødvendige nyinvesteringer. Ved re- og nyinvesteringer justeres virksomhedens indtægtsramme i henhold til § 70.
Stk. 3. Klima- og energiministeren fastsætter nærmere regler om transmissionsvirksomhedernes og Energinet.dk’s forpligtelser, når Energinet.dk varetager opgaven som uafhængig systemoperatør.
Stk. 4. Såfremt en transmissionsvirksomhed har overdraget opgaver til Energinet.dk efter stk. 1, må transmissionsvirksomheden og dennes tilknyttede og associerede virksomheder samt virksomheder, der kontrolleres af samme virksomhedsdeltagere, ikke anvende fælles tjenester bortset fra rent administrative eller it-tekniske funktioner.”
193. EFL § 19 c, vedrører status quo -modellen, som virksomheder, der var vertikalt integrerede den 3. september 2009, har mulighed for at vælge:
”§ 19, c) I forhold til transmissionsnet på mellem 100 kV og 200 kV, som den 3. september 2009 var ejet af en vertikalt integreret virksomhed, finder § 19 a ikke anvendelse, hvis
1) Energitilsynet har certificeret transmissionsnettets operatør efter § 19 d, stk. 1, nr. 3, under henvisning til, at der den 3. september 2009 var indført ordninger, der sikrer operatørens uafhængighed mere effektivt end bestemmelserne i kapitel V i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fælles regler for det indre marked for elektricitet, og
2) Europa-Kommissionen har truffet afgørelse om godkendelse af Energitilsynets certificering.”
194. Energinet.dk skal i henhold til EFL § 28 b udarbejde et Program for Intern Overvågning:
”§ 28 b) Energinet.dk skal som systemansvarlig virksomhed opstille et program for intern overvågning, som beskriver Energinet.dk’s tiltag for at forhindre diskriminerende adfærd. Energinet.dk skal sikre overholdelsen af programmet for intern overvågning og sikre, at det kontrolleres på passende måde. En årsberetning med en beskrivelse af programmet samt kontrollen af dette skal offentliggøres og anmeldes til Energitilsynet.
Stk. 2. Klima- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af de i stk. 1 nævnte forhold, herunder om, hvad programmet for intern overvågning skal indeholde, og hvordan det skal kontrolleres.”
Lov om Energinet.dk
195. Som nævnt reguleres Energinet.dk’s virksomhed af Lov om Energinet.dk (lovbekendtgørelse nr. 224 af 16. marts 2009, som senest ændret ved § 4 i lov nr. 466 af 18. maj 2011).
196. I de almindelige bemærkninger til lovforslaget, LFF nr. 82 fremsat den 19. oktober 2004 (herefter benævnt L82) er følgende angivet om formålet med oprettelsen af Energinet.dk:
”Med etableringen af Energinet Danmark vil systemansvar og overordnet transmission for både el og gas i fremtiden være i offentligt ejerskab adskilt fra kommercielle interesser knyttet til produktion og handel. Med denne ejermæssige adskillelse af monopolaktiviteter fra kommercielle aktiviteter er der skabt et vigtigt grundlag for effektiv konkurrence i den danske energisektor.”
197. Energinet.dk’s formål og opgaver er beskrevet i § 2 i lov om Energinet.dk:
”§ 2) Energinet.dks formål er at sikre en effektiv drift og udbygning af den overordnede infrastruktur på el- og gas-området og at sikre åben og lige adgang for alle brugere af nettene.
Stk. 2. Energinet.dk varetager efter reglerne i denne lov samt efter reglerne i lov om elforsyning, lov om fremme af vedvarende energi og lov om naturgasforsyning og med baggrund i en sammenhængende og helhedsorienteret planlægning systemansvarlig virksomhed og eltransmissions- og gastransmissionsvirksomhed. Endvidere varetager Energinet.dk administrative opgaver vedrørende miljøvenlig elektricitet i medfør af lov om elforsyning og lov om fremme af vedvarende energi. Energinet.dk kan endvidere varetage gasdistributions-, gaslager- og gasopstrømsrørledningsvirksomhed.
Stk. 3. Energinet.dk kan oprette datterselskaber, eje ejerandele i andre selskaber med begrænset ansvar samt indgå samarbejdsaftaler og lign. i forbindelse med udøvelsen af sin virksomhed.
Stk. 4. Aktiviteter, som ligger uden for de i stk. 2 angivne, og som Energinet.dk varetager i medfør af denne lov, lov om elforsyning, lov om fremme af vedvarende energi til lov om naturgasforsyning eller lov om tilskud til elproduktion, skal udøves i selvstændige selskaber med begrænset ansvar.”
198. Det følger af de specielle bemærkninger til L82 § 2, stk. 4, at Energinet.dk ikke kan udøve anden virksomhed, end det de har hjemmel til ved lov:
”Af stk. 4 fremgår det, at andre aktiviteter, som virksomheden i medfør af denne lov, elforsyningsloven eller naturgasforsyningen varetager, skal organiseres i datterselskaber med begrænset ansvar. Hermed opfyldes også eldirektivets krav om selskabsmæssig adskillelse. At aktiviteten varetages på baggrund af denne lov, elforsyningsloven eller naturgasforsyningsloven betyder, at virksomheden ikke af egen drift kan iværksætte aktiviteter, som falder uden for hovedaktiviteterne i stk. 2. Sådanne aktiviteter kan således alene udføres efter tilvejebringelse af det fornødne lovgrundlag.”
199. Som tidligere nævnt varetages statens ejerskab af Energinet.dk af klima-, energi- og bygningsministeren. Det fremgår af § 5 (se straks nedenfor), at ministeren kan træffe beslutning om ethvert forhold vedrørende Energinet.dk. Klima-, energi- og bygningsministeren skal yderligere orienteres om og godkende en række forhold vedrørende virksomheden. Dette fremgår blandt andet i § 4, § 4 a, og § 4 b i lov om Energinet.dk:
”§ 4) Etablering af nye transmissionsnet og væsentlige ændringer i bestående net kan ske, hvis der er et tilstrækkeligt behov for udbygningen, herunder at udbygningen sker med sigte på øget forsyningssikkerhed, beredskabsmæssige hensyn, skabelse af velfungerende konkurrencemarkeder eller indpasning af vedvarende energi, eller hvis projektet er nødvendigt til opfyldelse af pålæg i medfør af stk. 6.
Stk. 2. Udbygning i henhold til stk. 1 skal forinden påbegyndelse være belyst i en plan, som samtidig skitserer det fremtidige behov for transmissionskapacitet. Planen skal indsendes til klima- og energiministeren, inden udbygning i henhold til stk. 1 kan påbegyndes. Udbygning kan tidligst påbegyndes 6 uger efter planens indsendelse.
Stk. 3. Klima- og energiministeren kan bestemme, at udbygningen i henhold til stk. 1 kræver godkendelse af klima- og energiministeren.
Stk. 4. Klima- og energiministeren kan i forbindelse med godkendelse efter stk. 3 fastsætte vilkår for udbygningen, herunder vedrørende bortskaffelse eller sanering af anlæg.
Stk. 5. Klima- og energiministeren kan bestemme, at Energinet.dk forpligtes til at dække de meromkostninger, som andre eltransmissions- og netvirksomheder bliver påført, når de efter påbud efter lov om elforsyning skal gennemføre kabellægninger og saneringer i forbindelse med Energinet.dks etablering af 400 kV-eltransmissionsnet. Klima- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler herom.
Stk. 6. Klima- og energiministeren kan pålægge Energinet.dk at anlægge, udbygge og drive eltransmissionsanlæg samt søledningsanlæg til varetagelse af elforsyningssikkerheden på mindre øer.
Stk. 7. Stk. 5 og 6 finder ikke anvendelse på forhold, som omfattes af artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1228/2003 af 26. juni 2003 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling.
Stk. 8. Stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse på etablering af nye gasopstrømsrørledningsnet og væsentlige ændringer i bestående gasopstrømsrørledningsnet.”
”§ 4 a) Etablering af nye elforsyningsnet som nævnt i § 4 på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone samt væsentlige ændringer i tilsvarende bestående net kan kun ske efter forudgående godkendelse fra klima- og energiministeren.
Stk. 2. Godkendelsen kan betinges af vilkår, herunder krav til placering, indretning og bortskaffelse af anlæg samt tekniske, miljø- og sikkerhedsmæssige forhold i forbindelse med etablering og drift.”
”§ 4 b) Med henblik på at undgå skade på udpegede internationale naturbeskyttelses-områders integritet skal anlægsprojekter efter § 4 a, der i sig selv eller i forbindelse med andre projekter eller planer kan påvirke sådanne områder væsentligt, vurderes med hensyn til deres virkninger på lokaliteten under hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne.
Stk. 2. Tilladelse til de projekter, der er nævnt i stk. 1, kan kun gives efter høring af berørte parter, og såfremt
1) sådanne projekter ikke skader et internationalt naturbeskyttelsesområdes integritet eller
2) væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk art, gør det bydende nødvendigt at gennemføre projektet, fordi der ikke findes nogen alternativ løsning, jf. dog stk. 4.
Stk. 3. Når tilladelse meddeles efter stk. 2, nr. 2, træffer klima- og energiministeren passen-de kompensationsforanstaltninger. Udgifter til sådanne foranstaltninger dækkes af pro-jektansøgeren. Klima- og energiministeren indberetter til Europa-Kommissionen, hvilke kompensationsforanstaltninger der træffes.
Stk. 4. Såfremt der er tale om et internationalt naturbeskyttelsesområde med en prioriteret naturtype eller en prioriteret art, kan der kun gives tilladelse efter § 4 a til projekter omfattet af stk. 2, nr. 2, såfremt
1) dette er nødvendigt af hensyn til menneskers sundhed, den offentlige sikkerhed eller opnåelse af væsentlige gavnlige virkninger på miljøet eller
2) andre væsentlige samfundsinteresser gør gennemførelsen bydende nødvendig.
Stk. 5. Tilladelse efter stk. 4, nr. 2, kan først ske efter indhentet udtalelse fra Europa-Kommissionen.
Stk. 6. Ministeren kan fastsætte nærmere regler for vurderingen af projekter efter stk. 1 og kan i tilladelser efter denne bestemmelse stille vilkår, herunder om kompenserende foranstaltninger til beskyttelse af naturbeskyttelsesområderne.”
200. Statens ejerskab over Energinet.dk varetages af klima-, energi- og bygningsministeren. Ministerens beføjelser er reguleret i lov om Energinet.dk, særligt § 5 og 6, stk. 2 og 6:
”§ 5) Klima- og energiministeren kan træffe beslutning om ethvert forhold vedrørende Energinet.dks anliggender.
Stk. 2. Klima- og energiministeren fastsætter en vedtægt for Energinet.dk.
Stk. 3. Klima- og energiministeren udøver sine beføjelser efter denne bestemmelse over for Energinet.dk ved skriftlige meddelelser rettet til bestyrelsen.”
”§ 6) Energinet.dk ledes af en bestyrelse på 11 medlemmer.
Stk. 2. Klima- og energiministeren udpeger 8 bestyrelsesmedlemmer, herunder bestyrelsens formand.
Stk. 3. Bestyrelsen skal samlet have generelle erhvervs- og ledelsesmæssige kompetencer samt indsigt i el-, gas- og varmeforsyning og i forbruger- og samfundsforhold. Bestyrelsesmedlemmerne skal være uafhængige af kommercielle interesser i produktions- og handelsvirksomheder på el- og gasområdet.
Stk. 4. Bestyrelsesmedlemmer efter stk. 2 udpeges for en periode på 2 år, jf. dog stk. 6.
Stk. 5. Medarbejderne i Energinet.dk og datterselskaber vælger 3 medlemmer til bestyrelsen, herunder 1 koncernrepræsentant, efter tilsvarende regler som i aktieselskabsloven, jf. dog § 27.
Stk. 6. Klima- og energiministeren kan genudpege bestyrelsesmedlemmer og kan til enhver tid afsætte de af ministeren udpegede bestyrelsesmedlemmer.”
201. Den daglige ledelse er beskrevet i lovens § 7:
”§ 7) Den daglige ledelse varetages af en direktion, der ansættes af bestyrelsen efter forudgående orientering af klima- og energiministeren.”
202. Direktionens råderum er nærmere beskrevet i de specielle bemærkninger til § 7 i L82:
”Direktionen skal udføre de opgaver og følge de retningslinier og anvisninger for virksomhedens drift, som bestyrelsen har fastlagt.”
203. I lov om Energinet.dk § 8 er det fastsat, at der skal udpeges et rådgivende interessentforum:
”§ 8) Klima- og energiministeren udpeger et rådgivende interessentforum.
Stk. 2. Interessentforummet skal repræsentere et bredt udsnit af interessenter i Energinet.dks virksomhed.
Stk. 3. Interessentforummet skal holde møde mindst en gang årligt.
Stk. 4. Interessentforummet skal med henblik på at understøtte driften af Energinet.dk afgive udtalelser til ledelsen af Energinet.dk om virksomhedens overordnede strategier og planer.”
204. I de specielle bemærkninger til § 8 i L82 er følgende anført om interes-sentforummet:
”Dette betyder, at forummet skal repræsentere de relevante aktører i el og gassektoren, herunder for eksempel netvirksomheder, el- og varmeproducenter, handelsselskaber og forbrugere. Interessentforummet skal desuden omfatte indsigt i forbruger- og samfunds-mæssige forhold, energiplanlægning, forskning og udvikling samt miljø- og klimaspørgs-mål.
Det foreslås, at forummet blandt andet sammensættes efter indstilling fra brancheorganisa-tioner m.v.
Interessentforummet har ikke besluttende myndighed.”
205. Økonomien og forsikringsforhold i Energinet.dk er reguleret i lov om Energinet.dk § 9, 13, 14 og 15:
”§ 9) Energinet.dks formue holdes adskilt fra statens formue.”
”§ 13) Energinet.dks overskud ifølge de i § 12, stk. 1, omtalte regnskaber for virksomhedens elforsynings- og naturgasrelaterede aktiviteter kan tilbageføres til de respektive forbruger-grupper som dividende eller anvendes til konsolidering. Overskud fra lagervirksomhed kan alene anvendes til konsolidering, jf. dog stk. 4.
Stk. 2. Klima- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvorledes tilbageførsel af overskud til forbrugerne efter stk. 1 kan finde sted.
Stk. 3. Energinet.dk kan ikke udlodde overskud eller egenkapital ved udbytteudlodning eller på anden måde til staten.
Stk. 4. Klima- og energiministeren kan efter forelæggelse for et af Folketinget nedsat udvalg fastsætte særlige regler om anvendelse af overskud fra lagervirksomhed.”
”§ 14) Energinet.dk kan optage lån til varetagelse af sin virksomhed, herunder til finansiering af anlægsinvesteringer samt til varetagelse af købepligten efter § 3. Lån optages på baggrund af en årlig investerings- og finansieringsplan, som er godkendt af klima- og energiministeren.
Stk. 2. Finansministeren bemyndiges til, i det omfang det anses for hensigtsmæssigt, at dække virksomhedens finansieringsbehov efter stk. 1 gennem statslån. Sådanne lån må ikke ydes på bedre vilkår end dem, som staten selv kan opnå som låntager. Lånene optages inden for en ramme, der fastsættes af klima- og energiministeren efter godkendelse i Folketingets Finansudvalg.”
”§ 15) Energinet.dk og virksomhedens helejede datterselskaber skal tegne de for virksom-hederne nødvendige forsikringer.”
206. Der stilles krav til klima-, energi- og bygningsministerens beslutninger vedrørende Energinet.dk i § 19, stk. 1, i lov om Energinet.dk:
”§ 19, stk. 1) Beslutninger truffet af klima- og energiministeren i henhold til § 5, stk. 1, indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen med henblik på offentliggørelse.”
Andre relevante bestemmelser
207. I lov om Nordsøfonden er særligt fire bestemmelser relevante for vurderingen af statens kompetencer og rettigheder i forhold til fonden:
”§ 1, stk. 4) Transport- og energiministeren[[10]] fastsætter nærmere bestemmelser om fondens virke.”
”§ 2) Fondens indtægter anvendes først til at dække fondens finansieringsbehov, herunder udgifter forbundet med statsdeltagelse i kulbrintetilladelser og betaling af renter og ordi-nære afdrag på gæld. Overskud herudover anvendes til ekstraordinære afdrag på gæld. Yderligere overskud overføres til statskassen.”
”§ 4) Der etableres en statslig enhed til administration af den offentlige fond til varetagelse af statsdeltagelse i kulbrintetilladelser. Den statslige enhed oprettes under Transport- og Energiministeriet.”
”§ 6) Enheden ledes af en direktør, der har ansvar for driften af enheden.
Stk. 2. Direktøren varetager den daglige administrative og økonomiske ledelse inden for rammerne af det vedtagne budget og ansætter enhedens personale.
Stk. 3. Transport- og energiministeren ansætter direktøren.”
208. Fondens virke er nærmere reguleret i vedtægterne for Nordsøfonden, som er fastsat ved bekendtgørelse 710 af 21. juni 2007. Bekendtgørelsen er med hjemmel i § 1, stk. 4, i lov om Nordsøfonden udstedt af transport- og energiministeren. I vedtægterne er følgende bestemmelser særligt relevante i denne sammenhæng:
”§ 4) Fondens indtægter anvendes først til projektudgifter knyttet til statsdeltagelse i kulbrintetilladelser og betaling af renter og afdrag på gæld. Overskud herudover anvendes til ekstraordinære afdrag på gæld. Yderligere overskud overføres til statskassen.
Stk. 2. Når produktionsanlæg m.v. inden for kulbrintetilladelser, fonden deltager i, forventes afviklet og bortfjernet inden for en kortere årrække, og der ikke er udsigt til fremtidige indtægter, kan fonden hensætte midler til betaling for afviklingen og bortfjernelsen.”
”§ 7) Fonden tegnes af direktøren eller af 2 i forening af de medarbejdere i Nordsøenheden, der er bemyndiget hertil.”
”§ 10) Tilsyn med den offentlige fond føres af Transport- og Energiministeriet.”
209. I grundloven er to bestemmelser relevant for vurderingen af statens ejerskab af Energinet.dk og DONG Energy A/S:
”§ 14) Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre. Han bestemmer deres antal og forretningernes fordeling imellem dem. Kongens underskrift under de lovgivningen og regeringen vedkommende beslutninger giver disse gyldighed, når den er ledsaget af en eller flere ministres underskrift. Enhver minister, som har underskrevet, er ansvarlig for beslutningen.”
”§ 17) Ministrene i forening udgør statsrådet, hvori tronfølgeren, når han er myndig, tager sæde. Kongen fører forsædet undtagen i det i § 8 nævnte tilfælde og i det tilfælde, hvor lovgivningsmagten i henhold til bestemmelsen i § 9 måtte have tillagt statsrådet myndighed til at føre regeringen.
Stk.2. I statsrådet forhandles alle love og vigtige regeringsforanstaltninger.”
210. I straffeloven er der to bestemmelser, der vedrører afgivelse af tro- og loveerklæringer til offentlige myndigheder:
”§ 161) Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, som udenfor det i § 158 nævnte tilfælde for eller til en offentlig myndighed afgiver en falsk erklæring på tro og love eller på lignende højtidelig måde, hvor sådan form er påbudt eller tilstedt.”
”§ 163) Den, som i øvrigt til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, skriftligt eller ved andet læsbart medie afgiver urigtig erklæring eller bevidner noget, som den pågældende ikke har viden om, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.”
Begrundelse
211. Begrebet transmissionsvirksomhed, som defineret i EFL § 5 stk. 1 nr. 18, omfatter også den elforsyningsvirksomhed, der drives i Energinet.dk og dennes helejede datterselskaber. Energinet.dk driver det overordnede transmissionsnet og et af de regionale transmissionsnet, som ejes i datterselskabet Regionale Net.dk A/S. Derfor skal Energinet.dk certificeres efter de nye bestemmelser om adskillelse af transmissionsvirksomhed fra produktions- og handelsvirksomhed.
212. Energinet.dk har som nævnt søgt om certificering efter reglerne om egentlig ejermæssig adskillelse.
213. Kravene, der stilles for at en virksomhed kan certificeres som ejermæssig adskilt, findes i EFL § 19 a. Virksomheder, der ønsker at blive certificeret efter disse regler, skal iagttage følgende krav:
- Transmissionsvirksomheden skal være ejermæssigt adskilt fra produktions- og handelsaktiviteter
- Den eller de, der udøver kontrol over produktions- eller handels/forsynings-aktiviteter, må ikke samtidig udøve kontrol eller rettigheder over en transmissionsvirksomhed
- Den eller de, der udøver kontrol over en transmissionsvirksomhed, må ikke samtidig udøve kontrol eller rettigheder over produktions- eller handels-/forsyningsaktiviteter
- Den, der har ret til at udpege medlemmer af tilsynsråd, bestyrelse, direktion eller andre organer, som repræsenterer en transmissionsvirksomhed juridisk, må ikke samtidig udøve kontrol eller rettigheder over en elproduktions- eller elhandelsvirksomhed
- Medlemmer af tilsynsrådet, bestyrelsen eller direktionen for en transmissions-virksomhed må ikke være medlem af disse organer i en elproduktions- eller elhandelsvirksomhed
- Virksomheder, der varetager elproduktions- eller elhandelsvirksomhed, må ikke overtage kontrollen med ejermæssigt adskilte transmissionsvirksomheder eller udøve rettigheder over disse
214. I det følgende vurderer sekretariatet, om Energinet.dk lever op til disse krav. I denne forbindelse vil kravene til Energinet.dk’s egen virksomhed, Energi-net.dk’s ejer og Energinet.dk’s selskabsorganer og udpegningen hertil blive behandlet hver for sig. Under behandlingen af Energinet.dk’s egen virksomhed vil overdragel-sesaftalen indgået med DONG Energy Sales & Distribution A/S i forbindelse med Energinet.dk’s overtagelse af det regionale transmissionsnet blive berørt.
Energinet.dk
215. I dette afsnit vil det blive undersøgt, om de aktiviteter, Energinet.dk er involveret i, er i overensstemmelse med reglerne om ejermæssig adskillelse. Herefter vil driftsaftalen mellem Energinet.dk og DONG Energy A/S blive behandlet særskilt, og afslutningsvis vil Energinet.dk’s håndtering af forretningsmæssigt følsomme oplysninger blive belyst.
Aktiviteterne i Energinet.dk
216. Den overordnede betingelse for at blive certificeret efter reglerne om ejermæssig adskillelse findes i EFL § 19 a, stk. 1. Det følger af denne bestemmelse, at transmissionsvirksomheder skal være ejermæssigt adskilt fra produktions- og handelsaktiviteter. Det præciseres endvidere i bemærkningerne til EFL § 19 a, stk. 3, at kravene i denne bestemmelse også gælder for selve transmissionsvirksomheden. Se punkt 178.
217. Det betyder, at transmissionsvirksomheder ikke direkte eller indirekte, alene eller sammen med andre må udøve kontrol eller rettigheder over et gaspro-duktions, gasforsynings-, elproduktions- eller elhandelsselskab.
218. Det er derfor af væsentlig betydning at undersøge, om Energinet.dk udøver aktiviteter, som en ejermæssig adskilt transmissionsvirksomhed efter EFL § 19 a, stk. 1, og 3, er afskåret fra.
219. Det følger af forarbejderne til lov om Energinet.dk, som omtalt i punkt 196, at et af formålene med etableringen af Energinet.dk var, at systemansvar og overordnet transmission for både el og naturgas i fremtiden skulle være i offentligt ejerskab adskilt fra kommercielle interesser knyttet til produktion og handel. Yder-mere kan Energinet.dk kun udøve de aktiviteter, der er opregnet i § 2 i lov om Energinet.dk
220. Udgangspunktet for vurderingen af Energinet.dk’s aktiviteter i forhold til kravene i EFL § 19 a, stk. 1, og 3, er derfor, at de aktiviteter, som Energinet.dk udfører, ikke er omfattet af forbuddet i bestemmelserne. Dette udgangspunkt vil i det følgende blive efterprøvet i forhold til de tidligere anførte oplysninger om Energinet.dk-koncernen.
221. De aktiviteter, der varetages direkte i ”hovedselskabet”, Energinet.dk, knytter sig primært til transmission af elektricitet og naturgas i det overordnede transmissionsnet. Herudover varetages aktiviteter forbundet med udlandsforbin-delserne også i hovedselskabet.
222. Ingen af aktiviteterne i ”hovedselskabet”, kan betegnes som elproduk-tions-, elhandels-, gasproduktions- eller gasforsyningsvirksomhed, og aktiviteterne i ”hovedselskabet” Energinet.dk er derfor i overensstemmelse med EFL § 19 a, stk. 1 og 3.[11]
223. Den kommercielle virksomhed, der drives i Energinet.dk Associatet Activities A/S, sker ifølge selskabets formål indenfor de rammer, som lovgivningen sætter for Energinet.dk’s aktiviteter som hovedvirksomhed i medfør af elforsynings-loven og naturgasforsyningsloven og anden relevant lovgivning. Da Energinet.dk i lovgivningen er afskåret fra at udøve elproduktions-, elhandels-, gasproduktions- og gasforsyningsvirksomhed betyder det, at denne type virksomhed heller ikke kan drives gennem Energinet.dk Associatet Activities A/S.
224. Selvom selskabets aktiviteter er af kommerciel karakter, er Energinet.dk Associatet Activities A/S således ikke en hindring for opfyldelsen af betingelserne i EFL § 19 a, stk. 1 og 3.
225. Energinet.dk driver også lagervirksomhed gennem 2 datterselskaber. Sammenholdes definitionen af lager i NGFL § 6 nr. 10, med ordlyden af EFL § 19 a, stk. 1, og 3, må det lægges til grund, at lagervirksomhed ikke er omfattet af forbuddet i bestemmelserne. Energinet.dk’s lagervirksomhed hindrer således ikke certificeringen af Energinet.dk som ejermæssigt adskilt.
226. Nord Pool Gas A/S og Nord Pool Spot AS er en henholdsvis dansk gasbørs og nordisk elbørs. De fungerer som markedsplads for handel med naturgas og el, og Nord Pool Spot AS fungerer som clearinghus på alle handler. Det betyder, at Nord Pool Spot AS er den centrale modpart i alle handler, således at selskabet garanterer parterne afregning for handlen.
227. Da Nord Pool Spot AS er modpart i alle handler, kunne virksomheden betragtes som en forsyningsvirksomhed, der i et vist omfang handler med naturgas og el. Børserne fungerer dog blot som en platform for handel med henholdsvis naturgas og el, og Nord Pool Spot AS’ rolle er alene at matche udbud og efterspørgsel. Det er således ikke Nord Pool Spot AS, der som sådan sælger eller køber naturgas og el. De to virksom-heders aktiviteter falder derfor uden for definitionen i NGFL § 6 nr. 6, samt EFL § 5 stk. 5. Energinet.dk’s ejerskab af en andel af Nord Pool Gas A/S og Nord Pool Spot AS er således ikke i strid med EFL § 19 a, stk. 1 og 3.
228. EMCC, som Energinet.dk ejer 20 % af, er godkendt handelsdeltager på børserne EPEX og Nord Pool Spot AS, og derfor kunne selskabets virksomhed betragtes som handelsaktiviteter. Sekretariatet finder ikke, at Energinet.dk’s ejerandel i EMCC er en hindring for certificering efter EFL § 19 a. Sekretariatet lægger ved denne vurdering vægt på, at EMCC ikke foretager egentlig køb og salg af elektricitet, idet de bud og tilbud, som selskabet placerer på de to børser, ikke effektueres. Ligeledes afgives buddene på grundlag af oplysninger om de øvrige bud på børserne, og EMCC’s bud og tilbud er bestemt ud fra kriteriet ”økonomisk velfærd”. EMCC kan således ikke betragtes som en ordinær trader på markedet. Det må derfor afvises, at EMCC’s virksomhed er i strid med bestemmelserne i EFL § 19 a, stk. 1, og 3. Sekretariatet henviser i den forbindelse også til formålet bag EMCC, som netop er at skabe et europæisk integreret marked for elektricitet.
229. Energinet.dk har rettigheder over Dansk Gasteknisk Center A/S, idet Energinet.dk ifølge aktionæroverenskomsten kan udpege 1 medlem af bestyrelsen i Dansk Gasteknisk Center A/S. Da virksomheden er en teknologisk servicevirksomhed, og virksomhedens aktiviteter derfor falder udenfor virksomhedstyperne nævnt i EFL § 19 a, stk. 1 og 3, er Energinet.dk’s rettigheder over virksomheden dog ikke i strid med bestemmelserne om ejermæssig adskillelse.
230. Ejerkredsen i Dansk Gasteknisk Center A/S omfatter både produktions, handels- og transmissionsvirksomheder. Det må dog lægges til grund, at virksomhederne ikke gennem det fælles ejerskab af Dansk Gasteknisk Center A/S får mulighed for at yde kontrol eller rettigheder over hinandens virksomhed, ligesom de heller ikke kan påvirke medejernes virksomhed. Derfor er Energinet.dk’s ejerandel i Dansk Gasteknisk Center A/S ikke i strid med EFL § 19 a, stk. 1 og 3.
231. Regionale Net.dk A/S ejer det regionale transmissionsnet, som Energi-net.dk ejer. I Regionale Net.dk A/S er der efter det oplyste ikke nogen aktiviteter udover ejerskabet, og driftsopgaverne løses derfor ikke af Regionale Net.dk A/S. Når driftsaftalen med DONG Energy A/S udløber, vil opgaverne blive varetaget af Energinet.dk. De driftsopgaver, der er tale om, er de opgaver, der er naturligt tilknyttet driften af det regionale transmissionsnet. Selve ejerskabet er derfor ikke i strid med bestemmelserne i EFL § 19 a, stk. 1 og 3.
232. Energinet.dk’s rolle som systemansvarlig for de regionale transmissions-net, se nærmere herom i punkt 34 og 51, ligger heller ikke ud over de aktiviteter, som en transmissionsvirksomhed må varetage. Systemansvaret består i, at transmissions-virksomhederne, jf. EFL § 21 stk. 3, skal stille deres net til rådighed for Energinet.dk mod en rimelig betaling. Denne pligt gælder i det omfang, Energinet.dk finder det nødvendig til varetagelse af de opgaver, som Energinet.dk er pålagt ved lov. Det gælder særligt rollen som overordnet ansvarlig for opretholdelse af forsyningssik-kerheden og sikring af en effektiv udnyttelse af det sammenhængende elforsynings-system.
233. Systemansvaret kan til en vis grad sammenlignes med ISO-modellen, og der er ikke noget til hinder for, at en virksomhed, der er ejermæssigt adskilt, udpeges som uafhængig systemoperatør. Derfor må det også være muligt for Energinet.dk, som ejermæssigt adskilt transmissionsvirksomhed, at varetage de opgaver, der er forbun-det med systemansvaret.
234. Afslutningsvis kan det bemærkes, at det er Energinet.dk’s direktion og bestyrelse, der varetager den faktiske ledelse af virksomheden. Det følger således af § 7 i lov om Energinet.dk, at den daglige ledelse af Energinet.dk varetages af direktionen, som ansættes af bestyrelsen. Endvidere underskrives Energinet.dk's årsrapporter – i overensstemmelse med reglerne i årsregnskabslovens kapitel 2 - af direktionen og bestyrelsen.
235. Det følger dog af § 4 stk. 2, og 3, samt § 4 a, og § 4 b, i lov om Energinet.dk, at planer om visse udbygninger skal indsendes til klima-, energi- og bygningsmini-steren. Visse planer skal altid godkendes af ministeren, og ministeren kan i øvrigt beslutte, at de planer, som ministeren orienteres om, ikke kan iværksættes uden godkendelse. Således skal ministeren orienteres og eventuelt godkende beslutninger vedrørende større overordnede investeringer i infrastruktur.
236. Endelig følger det af lov om Energinet.dk § 5 stk. 1, at klima-, energi- og bygningsministeren kan træffe beslutning om ethvert forhold vedrørende Energi-net.dk's anliggender. Beslutninger af denne art sker ved skriftlige meddelelser rettet til bestyrelsen, og af § 19 stk. 1, i lov om Energinet.dk, følger det, at ministerens beslut-ninger efter § 5 stk. 1, skal indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, med henblik på offentliggørelse. Denne beslutningsproces er således forholdsvis besværlig og beslutningerne kan ikke rettes direkte til direktionen. Det følger endvidere af bemærk-ningerne til § 5 stk. 1, i forslag til lov om Energinet.dk (LFF nr. 82 fremsat den 4. november 2004) at:
”Endvidere forudsættes økonomi- og erhvervsministeren [nu klima-, energi- og bygnings-ministeren] ikke at træffe beslutning i et sådant omfang, at der herved sker en overtagelse af den faktiske ledelse af Energinet Danmark fra bestyrelse og direktion. Da ministeren er eneejer, svarer dette til de gældende regler for aktieselskaber, hvor generalforsamlingen med få undtagelser kan træffe beslutning om ethvert forhold vedrørende virksomheden.”
237. Energinet.dk's direktion har i høj grad en uafhængig beslutningskom-petence, og klima-, energi- og bygningsministeren inddrages kun i overordnede væsentlige beslutninger. Hvis ministeren involverer sig ud over det, der er konkret hjemlet ved lov, skal ministerens beslutning meddeles bestyrelsen og offentliggøres, og der vil således være fuldt offentlighed, om ministerens involvering og den beslutning ministeren har truffet. Det er således utvivlsomt, at den daglige og faktiske ledelse af virksomheden varetages af direktionen og bestyrelsen, som har samme opgaver og pligter, som direktionen og bestyrelsen i en privatejet virksomhed har.
238. På ovenstående baggrund er det sekretariatets vurdering, at Energinet.dk’s virksomhed udøves i overensstemmelse med de begrænsninger, der følger af EFL § 19 a, stk. 1 og 3.
Driftsaftale indgået mellem Energinet.dk og DONG Energy
239. Regionale Net.dk A/S ejer, som nævnt, det regionale transmissionsnet i Nordsjælland. I forbindelse med Energinet.dk’s overtagelse af nettet fra DONG Energy Sales & Distribution A/S i 2008 blev der indgået en tidsbegrænset drifts- og vedlige-holdelsesaftale. Det følger af denne, at den fysiske drift skal varetages af DONG Energy Sales and Distribution A/S i en 5 årig periode frem til den 1. maj 2013.
240. DONG Energy Sales and Distribution A/S er en del af DONG Energy-koncernen, som også har aktiviteter, der falder inden for kategorierne i EFL § 19 a, stk. 2 og 3. Det skal derfor undersøges, om denne 5 årige driftsoverenskomst har betydning for certificeringen af Energinet.dk.
241. Det følger af eldirektivets art. 9 stk. 1, litra a, som omhandler ejermæssig adskillelse, at det i forbindelse med certificering af transmissionsvirksomheder skal sikres, at hver virksomhed, der ejer et transmissionssystem, optræder som transmis-sionssystemoperatør.
242. Sekretariatet har på et møde bedt om Kommissionens vurdering af rækkevidden af bestemmelsen, herunder om bestemmelsen er til hinder for, at selskaber outscourcer visse opgaver.
243. Kommissionen udtrykte på samme møde, at bestemmelsen ikke hindrer enhver outsourcing af opgaver, men at det er en konkret vurdering i hvert tilfælde, om der er outsourcet opgaver i en sådan grad, at det forhindrer certificering. Ligeledes anførte Kommissionen, at det også spiller en rolle, hvem opgaverne er outsourcet til. Kommissionen bemærkede endvidere, at man ved denne vurdering skal tage udgangspunkt i de opgaver, som transmissionssystemoperatøren ifølge eldirektivets art. 12 skal varetage.
244. Sekretariatet har vurderet, at bestemmelsen i eldirektivets art. 9 stk. 1, litra a, bør inddrages ved vurderingen af certificeringen af Energinet.dk, da Kommissionen vil granske tilsynets afgørelse også ud fra denne bestemmelse. Spørgsmålet er således, om den outsourcing af opgaver, der sker ifølge den 5 årige driftsaftale, forhindrer certificeringen af Energinet.dk.
245. Aftalen udløber i maj 2013, og Energinet.dk varetager herefter selv den fulde driftsledelse af nettet. Det følger dog af aftalekomplekset, at DONG Energy A/S permanent vil varetage spændingsreguleringen og eventuelt koblingsledelsen. Disse opgaver er dog af teknisk karakter, og giver ikke DONG Energy A/S oplysninger, som kan misbruges. Begge opgaver indeholder udelukkende håndtering af snitfladerne mellem 132 kV og 50 kV samt 132 kV og 10 kV nettet, og formålet er at sikre forsyningssikkerheden i det underliggende net. Endvidere må der ikke foretages udkoblinger uden driftslederens godkendelse. På den baggrund vurderer sekretariatet, at forholdene efter maj 2013 er i overensstemmelse med kravene om ejermæssig adskillelse, hvorfor de ikke forhindrer certificering af Energinet.dk. Spørgsmålet er således, om forholdene frem til maj 2013 forhindrer certificeringen af Energinet.dk som ejermæssigt adskilt.
246. Som Kommissionen har tilkendegivet kan det i et vist omfang være rimeligt at outsource opgaver på trods af ordlyden af eldirektivet art. 9 stk. 1 litra a. Sekretariatet finder også, at det i praksis ville være umuligt at forbyde outsourcing fuldstændigt.
247. Hensynet bag den outsourcing, som Energinet.dk har aftalt med DONG Energy Sales & Distribution, er at give Energinet.dk mulighed for at ændre anlæggene i det overtagne net, så nettet med tilhørende anlæg tilpasses til de systemer, som Energinet.dk anvender i forvejen. Energinet.dk’s personale skal endvidere uddannes/oplæres, så de bliver i stand til at varetage opgaverne.
248. Sekretariatet finder, at dette er en rimelig begrundelse for at outsource opgaver. Købet af et transmissionsnet og overtagelse heraf er en vanskelig og tidskrævende proces. Sekretariatet finder derfor, at en gradvis overtagelse i takt med at Energinet.dk får tilpasset anlæggene til deres systemer er en fornuftig måde at tilrettelægge overtagelsen på. Dette sikrer også forsyningssikkerheden på bedst mulig måde i forbindelse med overdragelsen.
249. Sekretariatet finder dog umiddelbart, at 5 år er lang tid for at integrere et IT-system i et andet. På baggrund af det oplyste, finder sekretariatet dog ikke, at aftalens lange løbetid i den konkrete sag, giver anledning til betænkeligheder i forhold til certificeringen af Energinet.dk. Sekretariatet lægger ved vurderingen vægt på, at systemintegrationsopgaven efter det oplyste må betegnes som meget kompliceret, samt at der i forbindelse med overtagelsen var konkrete omstændigheder, der betød, at opgaven først kunne påbegyndes 2 år efter overtagelsen af nettet. Endvidere bemærker sekretariatet, at købs- og leveringsforpligtelser, der tager sigte på at sikre hidtidige leverancer, kan være berettigede i op til 5 år efter en fusion ifølge pkt. 33[12] i Kommissionens meddelelse om konkurrencebegrænsninger, der er direkte knyttet til og nødvendige for gennemførslen af fusioner (2005/C 56/03).
250. Ikke desto mindre fremstår det problematisk, at Energinet.dk outsourcer opgaver til en vertikalt integreret virksomhed, DONG Energy A/S, som oven i købet har en stærk stilling på det danske energimarked.
251. Dog må det lægges til grund, at opgaverne i dette tilfælde næppe kunne varetages af andre aktører. DONG Energy Sales & Distribution A/S var den tidligere ejer, og det er derfor naturligt, at selskabet varetager opgaverne, indtil Energinet.dk har iværksat foranstaltninger, der gør Energinet.dk i stand til selv at overtage opgaverne. Driftsaftalen er netop indgået med henblik på, at den nye netejer skal blive i stand til at drifte nettet, inden denne skal varetage den fulde drift af nettet. Derfor må det lægges til grund, at det er usandsynligt, at en anden aktør kunne overtage opgaverne i den 5 årige periode, når Energinet.dk ikke selv, uden betydelige vanskeligheder, kunne overtage og varetage driftsopgaverne med det samme.
252. Der er således saglige grunde til, at Energinet.dk outsourcer opgaver til DONG Energy A/S i en 5 årig periode. Da Dong Energy A/S, som nævnt, er en vertikalt integreret virksomhed, er det dog væsentligt at det sikres, at DONG Energy A/S ikke får adgang til forretningsmæssigt følsomme oplysninger, som kan misbruges, og som giver DONG Energy A/S en fordel i forhold til virksomhedens konkurrenter.
253. Størstedelen af de opgaver DONG Energy A/S varetager i den 5 årige periode er tekniske opgaver, der er relateret til den fysiske drift af nettet. Ved varetagelsen af disse opgaver har DONG Energy A/S ikke adgang til forretnings-mæssigt følsomme oplysninger.
254. De eneste oplysninger, som DONG Energy A/S kunne misbruge er oplysninger vedrørende planlagt forebyggende vedligehold. Alt forebyggende vedligehold sker efter en årsrevisionsplan, som Energinet.dk udarbejder. Tidligere har DONG Energy A/S som driftsleder haft kendskab planens indhold før markedets øvrige aktører. Der har således været risiko for, at DONG Energy A/S kunne spekulere i denne viden om eksempelvis planlagte perioder med kapacitetsknaphed eller planlagte indespærringer af kraftværker.
255. Energinet.dk har dog oplyst, at de dele af årsrevisionsplanen, som har stor betydning for markedet, fra 2012 offentliggøres allerede i planlægningsfasen (november måned året før). Dermed har alle markedets parter samme oplysninger, og samme mulighed for at træffe foranstaltninger i forbindelse med væsentlige forebyggende vedligeholdelsesarbejder.
256. På baggrund af karakteren af de opgaver DONG Energy A/S varetager som led i driftsledelsen, og de oplysninger disse opgaver giver adgang til, finder sekretariatet derfor ikke, at Energinet.dk’s outsourcing af opgaver frem til maj 2013 forhindrer certificering af Energinet.dk som ejermæssig adskilt.
257. Det kan afslutningsvis bemærkes, at driftsaftalen mellem Energinet.dk og DONG Energy A/S ikke er i strid med EFL § 19 a, stk. 2 og 3, idet der blot er tale om en driftsaftale vedrørende udførsel af opgaver i relation til nettet, der ikke giver parterne særlige rettigheder over hinanden.
Håndtering af forretningsmæssigt følsomme oplysninger
258. Energinet.dk skal i henhold til elforsyningslovens § 28 b, udarbejde et Program for Intern Overvågning (PIO-program), som har til formål at forhindre diskriminerende adfærd, samt synliggøre og vejlede om, hvorledes fortrolige oplysninger skal håndteres. I henhold til denne bestemmelse er der fastsat en bekendtgørelse, bekg. nr. 980 af 6. oktober 2011, med nærmere bestemmelser om indholdet af programmet. Energinet.dk har på den baggrund udarbejdet et fælles PIO-program. PIO-programmet kontrolleres igennem kvalitetsledelsessystemet, og årsberetningen offentliggøres og anmeldes årligt til Energitilsynet. Årsberetningen for 2010 vedlægges som bilag 19.
259. PIO-programmet gælder for alle medarbejdere i virksomheden, og omfatter Energinet.dk med tilhørende helejede datterselskaber, samt for de parter i form af rådgivere, konsulenter, tilstødende systemoperatører, entreprenører og leverandører, som virksomheden samarbejder med. Alle nye medarbejdere får en generel introduktion til Energinet.dk’s PIO-program, når de starter.
260. PIO-programmet indeholder detaljerede retningslinjer for håndteringen af forretningsmæssigt følsomme oplysninger (eksterne) (FFO) og forretningsmæssigt følsomme informationer (interne) (FFI).
261. Det følger af Energinet.dk’s PIO-program, at FFO defineres som oplysninger, der er omfattet af krav til fortrolighed og tavshedspligt både indadtil og udadtil jf. EFL § 84 a og NGFL § 48. Tavshedspligten gælder også efter fratræden eller samarbejdets ophør, og i denne situation skal modtaget FFO materiale destrueres eller slettes.
262. I programmet understreges det, at medarbejdere ikke har ret til at videregive oplysninger fra aktører og kunder indeholdende erhvervshemmeligheder i form af kommercielle og driftstekniske forhold. Dette følger bl.a. af bestemmelser i markedsføringsloven. FFO skal opbevares betryggende og må kun tilgås af den relevante afdeling. Formålet med retningslinjerne er således til enhver tid at holde personkredsen, der får adgang til FFO, så snæver så mulig.
263. Ifølge PIO-programmet må de personer, der er i besiddelse af FFO, ikke videregive disse til udenforstående. Hvis der er et arbejdsmæssigt behov for oplysningerne, kan FFO dog videregives til eksterne rådgivere og konsulenter, entreprenører og leverandører eller andre medarbejdere i virksomheden. Ved videregivelse skal det anføres, at der er tale om fortroligt materiale. Medarbejdere, som måtte komme i besiddelse af FFO, må ikke misbruge dette til at skaffe andre af virksomhedens afdelinger og sektioner en konkurrencemæssig fordel.
264. Det følger endvidere af Energinet.dk’s PIO-program, at der som udgangspunkt ikke er ret til aktindsigt i FFO. FFO kan kun videregives til andre offentlige myndigheder[13] i det omfang det er nødvendigt, og kun med oplysning om at materialet er fortroligt.
265. FFI skal behandles på samme måde som FFO, indtil materialet kan offentliggøres for alle via www.energinet.dk.
266. Det følger således direkte i EFL og NGFL, at Energinet.dk skal opstille et program for intern overvågning, som blandt andet skal sikre, at fortrolige oplysninger ikke videregives. Internt i Energinet.dk er det via PIO-programmet sikret, at der er tydelige retningslinjer for behandlingen af FFO og FFI. Sekretariatet finder således ikke, at der er risiko for at Energinet.dk, på diskriminerende vis, videregiver forretningsmæssigt følsomme oplysninger til andre.
Energinet.dk’s ejer
267. I det følgende vil kravene til Energinet.dk’s ejer blive behandlet. Behandlingen omfatter en vurdering af, om statens ejerskab af DONG Energy A/S og Nordsøfonden kan indeholdes i kravene til den ejermæssige adskillelse af Energinet.dk.
268. Det følger af EFL § 19 a, stk. 3, at den, der udøver kontrol over en transmissionsvirksomhed, ikke samtidig må udøve kontrol eller rettigheder over elproduktions-, elhandels-, gasproduktions- eller gasforsyningsvirksomhed.
269. Det er dermed af afgørende betydning at fastlægge, hvad der forstås ved kontrol og rettigheder, samt at fastlægge hvem der har kontrol over Energinet.dk.
270. Af de specielle bemærkninger til L87 § 1, nr. 2, (se punkt 181) fremgår det, som nævnt, at kontrol overordnet set foreligger, hvis man har mulighed for at udøve afgørende indflydelse på en virksomheds drift. Det kan være ved ejendoms- eller brugsret til virksomhedens samlede aktiver eller dele deraf eller via rettigheder eller aftaler, som sikrer afgørende indflydelse på sammensætningen af virksomhedens organer. Som eksempel på begrebet rettigheder nævnes beføjelsen til at udøve stemmerettigheder, beføjelsen til at udpege medlemmer selskabsorganerne eller besiddelse af aktiemajoriteten, se punkt 182.
271. Det fremgår af § 7 i vedtægterne for Energinet.dk, se bilag 3, at Energinet.dk er ejet af den danske stat, og at dette ejerskab varetages af klima-, energi- og bygningsministeren.
272. Den danske stat er således eneejer af Energinet.dk. Hertil kommer, at klima-, energi- og bygningsministeren, jf. lov om Energinet.dk § 6, stk. 1 og 2, kan udpege 8 ud af de 11 medlemmer, der er i Energinet.dk’s bestyrelse herunder formanden. Ministeren kan endvidere i henhold til § 5, stk. 1, i lov om Energinet.dk, træffe afgørelse om ethvert forhold vedrørende Energinet.dk’s anliggender.
273. Som redegjort for under punkt 234-237 så har ministeren endvidere en vis kompetence i forhold til den daglige ledelse af Energinet.dk, men denne kompetence er ikke mere vidtgående end og kan sammenlignes med generalforsamlingens kompetence i forhold til et privatejet selskab. Det er således utvivlsomt, at den daglige og faktiske ledelse af selskabet varetages af direktionen og bestyrelsen, som har samme opgaver og pligter, som direktionen og bestyrelsen i et privatejet selskab har.
274. På den baggrund må det lægges til grund, at den danske stat har afgørende indflydelse på Energinet.dk. Sammenholdt med EFL § 19 a, stk. 3, og definitionen af kontrol, som omtalt i punkt 270, har klima-, energi- og bygningsministeren utvivlsomt kontrol over Energindet.dk.
275. Det betyder som udgangspunkt, at den danske stat, ikke samtidig direkte eller indirekte, alene eller sammen med andre må udøve kontrol eller rettigheder over en elproduktions-, elhandels-, gasproduktions- eller gasforsyningsvirksomhed.
276. Som omtalt under punkt 183 er ikke kun faktisk udøvelse af kontrol og rettigheder i strid med bestemmelsen. Den blotte mulighed herfor er også i strid med reglerne om ejermæssig adskillelse. Det betyder, at den danske stat ikke må have adgang til at udøve kontrol eller rettigheder over en elproduktions-, elhandels-, gasproduktions- eller gasforsyningsvirksomhed, uanset om staten i praksis benytter denne adgang eller ej.
277. Dette udgangspunkt gælder dog ikke, hvis ejerskabene administreres i separate offentligt organer i overensstemmelse med eldirektivets artikel 9, stk. 6. Hvis det er tilfældet kan staten godt kontrollere en transmissionsvirksomhed og udøve kontrol eller rettigheder over en elproduktions-, elhandels-, gasproduktions- eller gasforsyningsvirksomhed. Se også de specielle bemærkninger til den danske lov, L87 § 1, nr. 4, som citeret under punkt 186.
278. I forbindelse med vurderingen af kravet i EFL § 19 a, stk. 3, er det derfor væsentligt at undersøge, hvilke andre aktiviteter af den i bestemmelsen nævnte type, den danske stat kontrollerer eller har rettigheder over, og hvorledes denne kontrol eller disse rettigheder administreres.
279. De aktiviteter, staten er involveret i, som er omfattet af de aktiviteter, som ejeren af en ejermæssigt adskilt transmissionsvirksomhed er afskåret fra at have kontrol eller rettigheder over, udøves i DONG Energy A/S og Nordsøfonden. I det følgende vil statens ejerskab af DONG Energy A/S og Nordsøfonden derfor blive gennemgået.
Statens ejerskab af DONG Energy A/S
280. Staten ejer 76,49 % af aktierne i DONG Energy A/S, se uddrag fra DONG Energy A/S’ Årsrapport 2010 vedlagt som bilag 4. Staten ejer altså hovedparten af aktierne i virksomheden, hvorfor det må lægges til grund, at staten også har kontrol over DONG Energy A/S. Ejerskabet af DONG Energy A/S administreres af Finansministeriet.
281. Staten har altså både kontrol over transmissionsvirksomhed og produk-tions- og forsynings-/handelsvirksomhed.
282. Administrationen af de to ejerskaber (herefter betegnet som modellen) er umiddelbart i overensstemmelse med ordlyden i eldirektivet artikel 9, stk. 6, da administrationen af de to virksomheder er placeret i hvert sit ministerium og dermed i hvert sit offentlige organ. Som redegjort for i punkt 277 er det også dette synspunkt, der er gjort gældende i de specielle bemærkninger til § 1, nr. 4, i lovforslag L87, der blev vedtaget som den tidligere nævnte ændringslov.
283. Sekretariatet har alligevel vurderet, at det kræver en mere dybdegående behandling at fastslå, om modellen er i overensstemmelse med betingelserne i EFL § 19 a for ejermæssigt adskilte transmissionsvirksomheder.
284. Baggrunden for denne vurdering er blandt andet, at Kommissionen har givet udtryk for, at ejerskab fordelt på to ministerier ikke sikrer ejermæssig adskillelse i tilstrækkelig grad. I Interpretative note[14] ”THE UNBUNDLING REGIME”[15] s. 10 udtrykker EU-Kommissionen (sekretariatets oversættelse og fremhævning):
”Reglerne om ejermæssig adskillelse gælder på lige vilkår for både private og offentlige enheder. I forhold til reglerne om ejermæssig adskillelse, bør to separate offentlige organer derfor ses som to forskellige juridiske personer, og de bør kunne kontrollere produktions- og forsyningsaktiviteter på den ene side og transmissionsaktiviteter på den anden side, forudsat at de ikke er under fælles indflydelse af en anden offentlig enhed i strid med reglerne om ejermæssig adskillelse, der er fastsat i el- og gasdirektivernes artikel 9; de offentlige organer skal være helt adskilte. I disse tilfælde skal den pågældende medlemsstat kunne påvise, at kravene om ejerskabsmæssig adskillelse i el- og gasdirektivernes artikel 9 er forankret i national lovgivning og er behørigt overholdt. Dette vil skulle vurderes fra sag til sag (betragtning 23 og artikel 9 stk. 6 i eldirektivet og betragtning 20 og artikel 9 stk. 6 i gasdirektivet). "
285. Behandlingen af problemstillingen i fremstillingen EU ENERGY LAW, THE INTERNAL ENERGY MARKET, The Third Liberalisation Package[16] ligger tæt op ad Kommissionens opfattelse, som refereret i punkt 284.
286. I fremstillingen anføres som eksempel på direktivernes art. 9 stk. 6, at to forskellige ministerier kan kontrollere hver sin aktivitet. Modellen problematiseres dog, idet ministerier typisk er underlagt statsministeren/regeringen, hvorfor én juridisk person i princippet har mulighed for at kontrollere begge aktiviteter. Dette er i strid med reglerne om ejermæssig adskillelse. Det fremføres derfor, at medlemslande, der benytter denne model, skal påvise, at der i medlemslandet er juridisk bindende foranstaltninger, som forhindrer statsministeren/regeringen i indirekte at have indflydelse på både transmissionsvirksomhed og produktions- eller forsyningsvirk-somhed. Som et eksempel på en uproblematisk løsning nævnes, at et ministerium kan kontrollere den ene aktivitet, mens den anden aktivitet kontrolleres i en uafhængig styrelse/myndighed, forudsat at sidstnævnte netop er uafhængig af statsministe-ren/regeringen.
287. Ejerskabet af Energinet.dk og DONG Energy A/S varetages netop i to regeringsorganer, som hierarkisk principielt er underlagt statsministeren som øverste regeringschef. Da Kommissionen skal granske den beslutning, som tilsynet træffer, giver Kommissionens tilkendegivelse anledning til, at problemstillingen bør undersøges meget nøje.
288. Betydning af det danske ministerielle hierarki kan være afgørende for, om bestemmelsen i elforsyningsloven er opfyldt. I det følgende vil den ejermæssige problemstilling derfor blive behandlet ud fra dansk retstradition og forfatningsretlig teori. Problemstillingen vil blive behandlet toleddet – først vil betydningen af, at der er tale om ejerskab i to regeringsorganer blive behandlet, derefter vil betydningen af, at ejerskabet af DONG Energy A/S varetages af netop Finansministeriet blive behandlet.
289. Danmark er et konstitutionelt monarki, og det politiske system tager udgangspunkt i grundloven af 1849.
290. Ifølge grundloven består den udøvende magt af kongen og ministrene. I praksis er den danske udøvende magt fordelt blandt en række ministerier. Disse ministerier bliver ledet af en minister, som har det pågældende ministerium som sit ansvarsområde. I teorien er alle ministre lige og kan ikke kommanderes over eller kommandere over andre ministre. Men forfatningen dikterer dog, at statsministeren er primus inter pares – først blandt ligemænd.
291. Statsministerens ledende stilling kan læses af flere bestemmelser i grundloven, hvor statsministeren eller dennes rolle fremhæves særligt. Et eksempel herpå er grundlovens § 14, hvor statsministeren er særlig fremhævet i forbindelse med kongens kompetence til udnævnelse og afskedigelse af ministre.
292. Rækkevidden af statsministerens ledende stilling og de kompetencer der er knyttet hertil, er afgørende for vurderingen af, om kravene i elforsyningsloven er opfyldte.
293. Statsministerens rolle er blevet drøftet i forfatningsretlig teori gennem tiden. Overordnet set er det fast antaget, at fagministeren har det øverste ansvar for sit ministerium, det gælder både retligt og politisk.
294. Blandt andet skriver Henrik Zahle[17] (sekretariatets fremhævning):
”De enkelte ministre er indbyrdes uafhængige af hinanden i den forstand, at den ene ikke kan meddele den anden direktiver eller i øvrigt øve indflydelse på den pågældendes virksomhed. Denne ramme må også statsministeren respektere. Statsministeren kan således ikke bindende fastsætte, hvordan en fagminister skal administrere et område, eller hvordan en konkret sag skal afgøres. […] Ikke desto mindre har det også retlige konsekvenser, at regeringen, som det er nævnt, består af ministre under forsæde af statsministeren. Statsministeren er nemlig beføjet til at træffe beslutning om, at fagministre skal afskediges, eller at yderligere ministre skal antages.”
295. Også Peter Germer[18] giver udtryk for samme holdning (sekretariatets fremhævning):
”Statsministerens ledende stilling indebærer ikke, at der består et overordnelsesforhold, som giver statsministeren adgang til at udstede befalinger til de øvrige ministre, men en uoverensstemmelse mellem statsministeren og en fagminister kan føre til, at statsministeren træffer beslutning om, at fagministeren må afskediges.”
”Grundlovens § 14 forudsætter, at fagministrene har en selvstændig kompetence inden for deres forretningsområde, således at afgørelserne ikke træffes af regeringen som kollegium, men af den enkelte fagminister.”
296. Poul Andersen[19] anerkender, at statsministeren har den øverste politiske ledelse, han anfører dog, at ministerene ikke kan pålægges instrukser, idet ministrene, historisk set, enkeltvis var kongens rådgivere (sekretariatets fremhævning):
”Foruden Ministeraadet, som ikke har spillet nogen praktisk Rolle, anordner Grundloven et kollegialt Sammentræde af Ministrene i Statsraadet. En her stedfindende Raadslagning vil naturligvis kunne føre til, at de enkelte Ministre bøjer sig ind under en fælles Retningslinie; men statsretligt er Ministrene i Statsraadet enkeltvis Kongens Raadgivere, og der kan ikke tages nogen for den enkelte Minister bindende Flertalsbeslutning.”
297. Selvom statsrådet, som anført nedenfor, i dag har en mere formel rolle er den grundlæggende kompetencefordeling, som Poul Andersen giver udtryk for, stadig relevant for det danske forfatningssystem i dag.
298. Folketingets ombudsmand har udtalt sig om ministrenes rolle som forvaltningschef i FOB 1984.157. Også ombudsmanden betragter ministrene som øverste ansvarlige med selvstændig beslutningskompetence indenfor hvert deres ministerområde:
”I deres egenskab af forvaltningschefer er ministrene tillige øverste ansvarlige for hver sit forvaltningsområde. Også i denne egenskab tilkommer der den enkelte minister en selvstændig beslutningskompetence; […].”
299. Statsministerens rolle som regeringschef betyder primært, at han har mulighed for at antage og afskedige ministrene. Som Zahle[20] skriver, er denne beslutningsfrihed dog begrænset af parlamentarismen:
”I denne beslutningsfrihed er der den indholdsmæssige grænse, som følger af reglerne om parlamentarisme.”
300. Dette betyder, at statsministeren kan risikere en politisk reaktion, hvis han træffer afgørelse om afskedigelse af en anden minister på usagligt grundlag. Derfor må det anses usandsynligt, at statsministeren via sin afskedigelseskompetence kan pålægge en anden minister tjenestebefalinger.
301. På baggrund af ovenstående finder sekretariatet, at det er forankret i dansk forfatningsret, at statsministeren ikke har kompetence til at udstikke bindende befalinger til sine ministre. Ligeledes kan ministrene ikke udstikke befalinger til hinanden. Peter Germer mener endog, at dette princip forudsættes i grundlovens § 14.
302. Selvom den enkelte minister, herunder statsministeren, ikke kan udstikke tjenestebefalinger til andre ministre, foregår der naturligvis en vis koordination af regeringens politik blandt ministrene. Formelt følger det af grundlovens § 17, stk. 2, at alle love og vigtige regeringsforanstaltninger forhandles i Statsrådet. I praksis er behandlingen i Statsrådet blot en formel bekræftelse af lovforslag og stadfæstelse af love. Reelt foregår koordinationen i stedet på ministermøder, i Regeringens Koordinationsudvalg, i økonomiudvalget og i ansættelsesudvalget. Spørgsmålet er, om denne koordination er i strid med den ejermæssige adskillelse og hensynene bag denne, og om det derfor er en hindring for certificering af Energinet.dk som ejermæssig adskilt.
303. Koordinationsudvalgene fungerer uden formelt juridisk grundlag og udvalgene er ulovregulerede. På baggrund af høringssvarene fra Finansministeriet og Klima- Energi- og Bygningsministeriet lægger sekretariatet til grund, at det – uanset regeringens interne udvalg – er op til den enkelte minister at træffe afgørelse i de enkelte sager, ligesom den enkelte minister også er ansvarlig for de afgørelser, der træffes i dennes ministerium.
304. Administrationen af ejerskabet af Energinet.dk og DONG Energy A/S sker således uden mulighed for, at statsministeren kan kontrollere de to virksomheder. Statsministeren kan således ikke kontrollere både transmissionsvirksomhed og elproduktions-, elhandels-, gasproduktions- eller gasforsyningsvirksomhed, ligesom statsministeren ikke har rettigheder over begge virksomhedstyper. Dermed er modellen i overensstemmelse med reglerne om ejermæssig adskillelse.
305. I den danske stat spiller Finansministeriet en tværministeriel rolle. Det skyldes, at Finansministeriet har ansvaret for det samlede årlige statsbudget og udarbejder det årlige finanslovforslag, der vedtages af Folketinget. Finansministeren er endvidere formand for regeringens økonomiudvalg. Finansministeriet og -ministeren spiller på den baggrund en stor rolle for økonomien i hovedparten af de offentlige organer - dette gælder også de statslige selskaber.
306. Det kan umiddelbart give anledning til overvejelser i forhold til certificeringen af Energinet.dk, hvis Finansministeriet, som også ejer DONG Energy A/S, spiller en stor rolle i forhold til Energinet.dk’s økonomi.
307. Derfor er det relevant at undersøge, om finansministeriets rolle i forhold til Energinet.dk hindrer certificering efter EFL § 19 a.
308. Det følger af lov om Energinet.dk § 9 og af § 6 i vedtægterne for Energinet.dk, som vedlægges som bilag 3, at Energinet.dk’s formue skal holdes adskilt fra statens formue. Det betyder, at Energinet.dk’s indtægter og udgifter ikke indgår i finansloven.
309. I § 13, stk. 3, i lov om Energinet.dk er der forbud mod, at der udbetales udbytte til Energinet.dk’s ejer, og dermed til staten. Af vedtægternes § 6 fremgår, at staten ikke hæfter for Energinet.dk, og at Energinet.dk selv kan disponere over anlægs- og driftsmidler. Det følger af § 14 i lov om Energinet.dk, at økonomiske tilførsler fra staten til Energinet.dk kan ske gennem statslån, som ikke må ydes på bedre vilkår end dem, som staten selv kan opnå som låntager. Endelig følger det af § 15 i lov om Energinet.dk, at Energinet.dk skal tegne de nødvendige forsikringer, og Energinet.dk er således ikke omfattet af statens selvforsikringsprincip.
310. Energinet.dk kan således ikke tilføre eller få tilført penge fra staten.
311. Finansministeren har fast sæde i flere af regeringens tværministerielle arbejdsgrupper, og ministeren deltager dermed i drøftelserne af visse beslutninger og forhold vedrørende Energinet.dk.
312. Ved drøftelse af forhold vedrørende Energinet.dk afskærer reglerne om ejermæssig adskillelse alene finansministeren fra at varetage DONG Energy A/S’s interesser. Det må derfor lægges til grund, at ministerens deltagelse i de tværministerielle arbejdsgrupper er uproblematisk, idet finansministeren i disse sammenhænge deltager for at varetage vigtige samfundsøkonomiske hensyn. Det er netop Finansministeriets rolle at iagttage disse hensyn, og også i forbindelse med drøftelser vedrørende Energinet.dk er det særdeles vigtigt og naturligt, at de overordnede samfundsøkonomiske hensyn sikres.
313. Endvidere bemærkes med henvisning til afsnit 273 og 274, at drøftelserne i udvalgene ikke ændrer ved kompetencefordelingen mellem ministrene og principperne for ministrenes virke.
314. Sekretariatet finder derfor ikke, at Finansministeriets rolle giver ministeriet eller ministeren kontrol over Energinet.dk eller selskabets økonomi generelt. Ministeriets rolle kan heller ikke karakteriseres som udøvelse af rettigheder over Energinet.dk.
315. Det faktum, at ejerskabet af DONG Energy A/S er placeret i netop Finansministeriet, hindrer således ikke certificeringen af Energinet.dk som ejermæssig adskilt.
Statens ejerskab af Nordsøfonden
316. Staten ejer endvidere Nordsøfonden. Ejerskabet er placeret i Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, som også varetager ejerskabet af Energinet.dk. Nordsøfonden er en offentlig fond til varetagelse af statens deltagelse i kulbrintetilladelser meddelt i medfør af lov om anvendelse af Danmarks undergrund.
317. På baggrund af høringssvarene fra Klima-, Energi- og Bygningsministeriets departement lægger sekretariatet til grund, at Nordsøfonden i dag alene deltager i efterforskningslicenser. Fra 9. juli 2012 ændres aktiviteterne, idet fonden indtræder som partner i Dansk Undergrunds Consortium (DUC) med 20 %. Fra juli 2012 deltager Nordsøfonden således i produktion af naturgas ligesom fonden også udøver gasforsyningsvirksomhed fra dette tidspunkt. Disse aktiviteter er omfattet af EFL § 19 a, stk. 3, og det er derfor afgørende at fastslå, om staten har kontrol eller rettigheder over Nordsøfonden.
318. Nordsøfonden er reguleret af lov om Nordsøfonden. Ifølge § 1, stk. 4, i denne lov, fastsætter transport og energiministeren (nu klima-, energi- og bygningsministeren) nærmere bestemmelser om fondens virke. Ministeren har med hjemmel i denne bestemmelse udstedt fondens vedtægter i form af bekg. nr. 710 af 21/06/2007. Vedtægterne vedlægges som bilag 14.
319. Nordsøfonden har ikke nogen ledelse eller bestyrelse, men administreres af Nordsøenheden. Nordsøenheden er oprettet under Klima-, Energi- og Bygningsministeriet jf. § 4 lov om Nordsøfonden. Enheden ledes af en direktør, som udpeges af klima-, energi- og bygningsministeren. Fonden kan tegnes af denne direktør alene.
320. Da ministeren således har afgørende indflydelse på direktionen i den enhed, som administrerer Nordsøfonden, og da klima-, energi- og bygningsministeren er ansvarlig for udstedelse af fondens vedtægter, ligesom Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, som klima-, energi- og bygningsministeren er ansvarlig for, fører tilsyn med Nordsøfonden, må det lægges til grund, at ministeren har kontrol over fonden.
321. Fra Nordsøfondens indtræden i DUC 9. juli 2012 har klima-, energi- og bygningsministeren således både kontrol over en transmissionsvirksomhed og en naturgasproduktions- og naturgasforsyningssvirksomhed. Dette er i strid med bestemmelsen i EFL § 19 a, stk. 3. Certificering af Energinet.dk er således betinget af, at klima-, energi- og bygningsministeren, senest ved fondens indtræden i DUC, afskæres fra at kontrollere og udøve rettigheder over Nordsøfonden/Nordsøenheden. Det bemærkes hertil, at Klima-, Energi- og Bygningsministeriet i høringssvaret af 13. oktober 2011 giver udtryk for samme opfattelse, ligesom ministeriet tilkendegiver at ville finde en løsning, som kan effektueres fra 9. juli 2012.
322. Sekretariatet finder på ovennævnte baggrund, at den danske stat i sin egenskab af ejer af Energinet.dk lever op til betingelserne i EFL § 19 a, stk. 3, på betingelse af, at klima-, energi- og bygningsministeren, fra Nordsøfondens indtræden i DUC, afskæres fra at udøve kontrol og rettigheder over fonden/enheden.
Kontrol og rettigheder over Energinet.dk
323. Efter EFL § 19 a, stk. 2, må produktions- og handelsvirksomheder og den, der har kontrol over disse virksomheder ikke direkte eller indirekte, alene eller sammen med andre, udøve kontrol eller rettigheder over en transmissionsvirksomhed.
324. Denne vurdering skal foretages ud fra definitionen af kontrol og rettigheder, som gennemgået ovenfor i punkt 270.
325. Da det kun er klima-, energi- og bygningsministeren, medarbejderne og bestyrelsen af Energinet.dk, der udpeger medlemmer af Energinet.dk’s beslutningsorganer, og da der ikke er andre parter, der har rettigheder over virksomheden, kan det afvises, at en handels- og produktionsvirksomhed har rettigheder over Energinet.dk. Se også punkt 270, om driftsaftalen mellem Energinet.dk og DONG Energy A/S, og dennes betydning for vurderingen af bl.a. EFL § 19 a, stk. 2.
326. Det er kun Energinet.dk’s ejer, staten, der har kontrol over Energinet.dk. Det er ovenfor fastslået, at statens ejerskab af Energinet.dk og DONG Energy A/S administreres i to separate offentlige organer, og det kan derfor lægges til grund, at ingen produktions- og handelsvirksomheder har kontrol over Energinet.dk. Da klima-, energi- og bygningsministeren har kontrol over Nordsøfonden, en fond med produktions- og handelsaktiviteter er overholdelsen af EFL § 19 a, stk. 2 dog betinget af, at klima-, energi- og bygningsministeren afskæres fra at udøve denne kontrol.
327. På denne betingelse er EFL § 19 a, stk. 2, således iagttaget.
Energinet.dk’s selskabsorganer og udpegningen hertil
328. I det følgende vil de krav, der stilles i forbindelse med retten til at udpege medlemmer af selskabsorganerne i en transmissionsvirksomhed samt de krav, der stilles til medlemmerne af selskabsorganerne, blive gennemgået. Energinet.dk vil blive vurderet i forhold til kravene, således at Energinet.dk og Regionale Net.dk A/S’ forhold gennemgås hver for sig[21]. Slutteligt vil interessentforummets rolle blive vurderet i forhold til de to bestemmelser.
Krav tilknyttet retten til at udpege medlemmer af selskabsorganerne
329. I EFL § 19 a, stk. 4, stilles der krav om, at den, der har ret til at udpege medlemmer af tilsynsrådet, bestyrelsen eller direktionen for en transmissionsvirksomhed, ikke samtidig, direkte eller indirekte, alene eller sammen med andre, må udøve kontrol eller rettigheder over en elproduktions- eller elhandelsvirksomhed. Det samme gælder den, der har ret til at udpege medlemmer til andre organer, som repræsenterer transmissionsvirksomheden juridisk.
330. For Energinet.dk sker udpegningen af hovedparten af medlemmerne til bestyrelsen af klima-, energi- og bygningsministeren, idet ministeren jf. § 6, stk. 2, i lov om Energinet.dk, kan udpege 8 medlemmer til bestyrelsen, herunder bestyrelsens formand.
331. Klima-, energi- og bygningsministeren er således underlagt kravet i EFL § 19 a, stk. 4. Bestemmelsen afskærer generelt ministeren fra direkte eller indirekte, alene eller sammen med andre, at udøve kontrol eller rettigheder over en elproduktions- eller elhandelsvirksomhed. Dette krav er dels rettet mod ministeren som offentligt organ, dels mod ministeren som privat person.
332. Ministerens rolle som offentligt organ er omfattet af bestemmelsen i eldirektivets artikel 9, stk. 6. Der henvises derfor i det hele til vurderingen ovenfor i punkt 267-322, om statens administration af ejerskabet af Energinet.dk, DONG Energy A/S og Nordsøfonden/Nordsøenheden.
333. Bestemmelsen afskærer ydermere ministeren fra som privat person direkte eller indirekte, alene eller sammen med andre, at udøve kontrol eller rettigheder over en elproduktions- eller elhandelsvirksomhed. Dette aspekt er imidlertid ikke sikret ved eller omfattet af den forfatningsretlige fordeling af ansvar og opgaver, som gennemgået i punkt 280-315. Derfor må der stilles krav om, at det dokumenteres, eksempelvis ved afgivelse af tro- og loveerklæring, at klima-, energi- og bygningsministeren lever op til kravet i EFL § 19 a, stk. 4.
334. Energinet.dk har i sin ansøgning blot konstateret, at klima-, energi- og bygningsministeren er omfattet af bestemmelsen, men har ikke oplyst, hvordan det sikres, at kravet i bestemmelsen er iagttaget. Det vil således være en betingelse for certificering, at det dokumenteres, at klima-, energi- og bygningsministeren lever op til kravet i EFL § 19 a, stk. 4.
335. De eneste bestyrelsesmedlemmer, som klima-, energi- og bygningsministeren ikke udpeger, er medarbejderrepræsentanterne. Disse er valgt af medarbejderne, og kan ikke udpeges af nogen enkeltperson eller noget enkeltorgan.
336. Ifølge de specielle bemærkninger til EFL § 19 a, stk. 4, i L87 er både retten til at opstille og retten til at stemme på kandidater i strid med bestemmelsen. Endvidere følger det af de specielle bemærkninger til EFL § 19 a, stk. 2 og 3, at kravene i stk. 3-4 er rettet mod virksomheder, fysiske personer, stat og kommuner mv.
337. Da samtlige medarbejdere har ret til at stemme ved valget af medarbejderrepræsentanterne betyder det principielt, at samtlige medarbejdere skal opfylde bestemmelsen i EFL § 19 a, stk. 4.
338. Det kan i den sammenhæng anføres, at det er alle medarbejdere i Energinet.dk og dennes datterselskaber, der vælger de tre repræsentanter jf. § 6, stk. 5, i lov om Energinet.dk. Det er således usandsynligt, at en enkelt medarbejder kan påvirke dette valg, såfremt denne personligt har kontrol eller rettigheder over en produktions- eller handelsvirksomhed.
339. I EU-Kommissionens Interpretative note ”THE UNBUNDLING REGIME” s. 10 anføres det dog vedrørende kravet (sekretariatets oversættelse):
”I praksis supplerer denne regel, reglen i afsnit (b) [den danske elforsyningslovs § 19 a, stk. 2 og 3] med et særligt krav for så vidt angår moderselskaber eller andre enheder, der ikke har nogen kontrollerende interesse i en TSO eller et forsyningsselskab. Det har til formål at undgå en situation, hvor et moderselskab, der har en vis indflydelse i et forsyningsselskab, også selvom indflydelsen er minimal, kan udpege bestyrelsesmedlemmer til en TSO.”
340. Hensynet bag bestemmelsen har således været at ramme enheder (”et moderselskab”), så disse ikke kan udpege medlemmer af transmissionsvirksomhedens selskabsorganer, hvis der er en vis indflydelse i en produktions- eller handelsvirksomhed.
341. På baggrund heraf må det lægges til grund, at det ikke er rimeligt eller nødvendigt at stille samme krav til hver enkelt medarbejder, der har stemmeret ved valget af 3 medarbejderrepræsentanter. Det gælder særligt, når antallet af stemmeberettigede er så stort, at enkeltpersoner med særlige interesser ikke har mulighed for at afgøre udpegningen.
342. Henset hertil vurderer sekretariatet, at kravet i EFL § 19 a, stk. 4, ikke omfatter samtlige medarbejdere i Energinet.dk
343. Det fremgår af § 9 i vedtægterne for Energinet.dk vedlagt som bilag 3, at bestyrelsen ansætter og afskediger direktionen efter forudgående orientering af klima-, energi- og bygningsministeren. Da bestyrelsen som enhed dermed vælger direktionen i Energinet.dk, er bestyrelsens medlemmer også underlagt kravet i EFL § 19 a, stk. 4.
344. I Regionale Net.dk A/S vælges bestyrelsen på generalforsamlingen. Dette fremgår af pkt. 11.1 i vedtægterne for Regionale Net.dk A/S, vedlagt som bilag 15. Det er oplyst, at bestyrelsen i Energinet.dk formelt udgør generalforsamlingen. Af praktiske årsager er bestyrelsens kompetencer som generalforsamling i Regionale Net.dk A/S dog delegeret til Energinet.dk’s administrerende direktør. Bestyrelsen har stadig ansvaret, men reelt varetages opgaven af den administrerende direktør.
345. I forhold til Regionale Net.dk A/S er bestyrelsen i Energinet.dk dermed underlagt kravet i EFL § 19 a, stk. 4. Som omtalt i punkt 343 er Energinet.dk’s bestyrelse allerede omfattet af bestemmelsen, fordi de ansætter og afskediger direktionen i Energinet.dk. Kravene i bestemmelsen er de samme, uanset hvad der er årsag til, at de finder anvendelse. Bestyrelsen pålægges derfor ikke yderligere krav, fordi de både udpeger direktionen i Energinet.dk og har ansvaret for valget af bestyrelsen i Regionale Net.dk A/S.
346. Bestyrelsens opgaver som generalforsamling varetages, som nævnt, reelt af den administrerende direktør i Energinet.dk, og denne har således afgørende indflydelse på sammensætningen af bestyrelsen i Regionale Net.dk A/S. Derfor er den administrerende direktør også omfattet af bestemmelsen. Det har i den sammenhæng ingen betydning, at det endelige ansvar er placeret hos bestyrelsen. Den administrerende direktør skal således også leve op til kravet i EFL § 19 a, stk. 4. Det har Energinet.dk ikke selv lagt op til i sin ansøgning, og det vil således være en betingelse for certificering, at det dokumenteres, at Energinet.dk’s administrerende direktør lever op til kravene i EFL § 19 a, stk. 4.
347. Endeligt omfatter kravet i EFL § 19 a, stk. 4, også bestyrelsesmedlem-merne i Regionale Net A/S, da de udpeger direktionen i Regionale Net.dk A/S jf. pkt. 14.1 i vedtægterne for Regionale Net.dk A/S, se bilag 15.
348. Energinet.dk har oplyst, at kravet i EFL § 19 a, stk. 4, vil blive iagttaget ved at bestyrelsesmedlemmerne i Energinet.dk og Regionale Net.dk A/S underskriver en tro- og loveerklæring. Se nærmere herom i bilag 16. Erklæringen får følgende ordlyd:
” Under henvisning til Elforsyningslovens § 19a, stk. 4 og 5 og Naturgasforsyningslovens § 10b, stk. 4 og 5 erklærer undertegnede hermed på tro og love, at:
- jeg ikke direkte eller indirekte, alene eller sammen med andre, udøver kontrol eller rettigheder over elproduktions-, elhandels- gasproduktions- eller gashandelsvirksomhed. Erklæringen omfatter dog ikke ejerskab til de nævnte virksomhedstyper, såfremt ejerskabet er etableret via investeringsfonde, pensionsopsparinger eller andre former for formuefor-valtninger, hvor jeg ikke har indflydelse på hvordan rettighederne, der knytter sig til ejerskabet, udnyttes
- jeg ikke er medlem af tilsynsrådet, bestyrelsen eller direktionen for en elproduktions-, elhandels- gasproduktions- eller gashandelsvirksomhed. Det samme gælder for andre organer, som måtte repræsentere de nævnte virksomheder juridisk.”
349. Erklæringen vil blive underskrevet årligt i forbindelse med udarbejdelsen af Energinet.dk’s årsrapport. Første gang erklæringen afgives, vil det blive præciseret, at det sker med virkning fra og med 3. marts 2012.
350. Det skal i det følgende vurderes, om afgivelse af tro- og loveerklæringen er tilstrækkelig til opfyldelse af kravet i EFL § 19 a, stk. 4.
351. Ved en årlig underskrift vil de omfattede personer løbende blive mindet om kravet, og kravets iagttagelse bliver løbende sikret.
352. Afgivelse af tro- og loveerklæring har stor betydning i dansk ret, idet afgivelse af falsk tro- og loveerklæring til det offentlige kan være strafbart.
353. Efter straffelovens § 161 straffes afgivelse af falsk tro- og loveerklæring med bøde eller fængsel i indtil 2 år. Bestemmelsen finder anvendelse ”hvor sådan form er påbudt eller tilstedt”, men i praksis er bestemmelsen også blevet anvendt i tilfælde, hvor afgivelsen af tro- og loveerklæring ikke var påbudt ved lov. I elforsyningsloven er afgivelse af tro- og loveerklæring ikke påbudt, men hvis forholdet ikke vurderes omfattet af straffelovens § 161, kan afgivelse af falsk erklæring eventuelt straffes efter straffelovens § 163. Efter straffelovens § 163 kan afgivelse af urigtig skriftlig erklæring til brug for retsforhold, som vedkommer det offentlige, straffes med bøde eller fængsel i op til 4 måneder.
354. På den baggrund finder sekretariatet, at en tro- og loveerklæring er fyldestgørende bevis for, at kravet i EFL § 19 a, stk. 4 bliver iagttaget. I forhold til den af Energinet.dk påtænkte metode vil sekretariatet dog betinge certificering af, at klima-, energi- og bygningsministeren og Energinet.dk’s administrerende direktør også på tro og love skriver under på at overholde EFL § 19 a, stk. 4.
Krav tilknyttet hvervet som medlem af selskabsorganerne
355. Elforsyningsloven stiller som nævnt også visse krav til medlemmerne af transmissionsvirksomheders tilsynsråd, bestyrelse eller direktion. Det fremgår af EFL § 19 a, stk. 5, at disse medlemmer ikke må være medlem af tilsynsrådet, bestyrelsen eller direktionen for en elproduktions- eller elhandelsvirksomhed. Det samme gælder for andre organer, som måtte repræsentere de nævnte virksomheder juridisk.
356. Det fremgår af § 6, stk. 3, i lov om Energinet.dk, at bestyrelsesmedlem-merne skal være uafhængige af produktions- og handelsvirksomhed på el- og gas-området. Det må lægges til grund, at denne bestemmelse iagttages ved udpegningen af bestyrelsesmedlemmerne. Imidlertid er der ikke helt overlap mellem ordlyden i bestemmelsen og EFL § 19 a, stk. 5.
357. Energinet.dk har oplyst, at også overholdelse af kravet i EFL § 19 a, stk. 5, vil blive sikret ved, at de i bestemmelsen omtalte personer underskriver en tro- og loveerklæring, se bilag 16. I praksis vil denne erklæring blive administreret på samme måde som omtalt i punkt 349. De medlemmer af selskabsorganerne, der er omfattet af begge bestemmelserne vil underskrive en samlet erklæring, der dækker begge bestemmelser. Se denne erklæring under punkt 348.
358. Tro- og loveerklæringen for de medlemmer, der kun er omfattet af EFL § 19 a, stk. 5, får følgende ordlyd:
”Under henvisning til Elforsyningslovens § 19a, stk. 5 og Naturgasforsyningslovens § 10b, stk. 5 erklærer undertegnede hermed på tro og love, at
- Jeg ikke er medlem af tilsynsrådet, bestyrelsen eller direktionen for en elproduktions-, elhandels- gasproduktions- eller gashandelsvirksomhed. Det samme gælder for andre organer, som måtte repræsentere de nævnte virksomheder juridisk”.
359. Der er ikke umiddelbart andre hensyn forbundet med bestemmelsen i EFL § 19 a, stk. 5, i forhold til bestemmelsen i samme paragrafs stk. 4. Vedrørende vurderingen af tro- og loveerklæring som middel til sikring af kravet i EFL § 19 a, stk. 5, henvises der derfor i det hele til behandlingen af § 19 a, stk. 4.
360. Det kan i den forbindelse bemærkes, at den personkreds, Energinet.dk oplyser, at de vil indhente tro- og loveerklæring fra, er i overensstemmelse med personkredsen omfattet af EFL § 19 a, stk. 5.
361. Elforsyningslovens § 19 a, stk. 5 er således iagttaget.
Energinet.dk’s interessentforum
362. For både EFL § 19 a, stk. 4 og stk. 5, skal det overvejes, hvilken rolle Energinet.dk’s interessentforum spiller. I § 16 i vedtægterne for Energinet.dk, som vedlægges som bilag 3, står der blandt andet:
”Klima- og energiministeren udpeger et rådgivende Interessentforum, som består af en formand og 20-30 medlemmer.
Interessentforummet skal repræsentere et bredt udsnit af interesser i Energinet.dk’s virksomhed. […]
Interessentforummet skal medvirke til at sikre en alsidig repræsentation af forskellige synspunkter og interesser i Energinet.dk samt medvirke til at understøtte driften af Energinet.dk. Interessentforummet har ikke besluttende myndighed. Interessentforummet skal med henblik på at understøtte driften afgive udtalelser til ledelsen af Energinet.dk om Selskabets overordnede strategier og planer.”
363. Interessentforummet udtaler sig om Energinet.dk’s overordnede strategier og planer. Udtalelserne fra forummet er dog ikke bindende for ledelsen af Energinet.dk.
364. Da interessentforummet kun udtaler sig om overordnede strategier og planer, er forummet ikke omfattet af EFL § 19 a, stk. 4, som kun omfatter ”den”, der har ret til at udpege medlemmer til selskabsorganerne.
365. EFL § 19 a, stk. 5, omfatter Energinet.dk’s selskabsorganer, hvilket vil sige de organer, der kan repræsentere virksomheden juridisk. Interessentforummets udtalelser er kun vejledende, og forummet har ikke nogen selvstændig beslutningskompetence i forhold til Energinet.dk. Forummets medlemmer er derfor ikke omfattet af bestemmelsen.
366. Således kan der ikke stilles krav om, at medlemmerne af Energinet.dk’s interessentforum overholder kravene i EFL § 19 a, stk. 4 og 5.
367. Afslutningsvist kan det således konkluderes:
- At Energinet.dk er ejermæssigt adskilt fra produktions- og handelsaktiviteter.
- At ejerskabet af Energinet.dk og DONG Energy A/S varetages i to separate offentligt myndigheder.
- At placeringen af statens ejerskab af Energinet.dk og Nordsøfonden/-Nordsøenheden under klima-, energi- og bygningsministeren betyder, at én person fra 9. juli 2012 kan udøve kontrol over både produktions- og handels-/forsyningsaktiviteter samt transmissionsvirksomhed, hvorfor certificeringen af Energinet.dk betinges af, at klima-, energi- og bygningsministeren, fra Nordsøfondens indtræden i DUC, afskæres fra at udøve kontrol over fonden/enheden.
- At de personer og organer, der skal udpege medlemmer til Energinet.dk’s selskabsorganer ikke udøver kontrol eller rettigheder over elproduktions- eller elhandelsvirksomhed, forudsat at kravet om afgivelse af tro- og loveerklæring udstrækkes til også at gælde klima-, energi- og bygningsministeren.
- At de personer og organer, der skal udpege medlemmer til Regionale Net.dk A/S’ selskabsorganer ikke udøver kontrol eller rettigheder over elproduktions- eller elhandelsvirksomhed, forudsat at kravet om afgivelse af tro- og loveerklæring udstrækkes til også at gælde Energinet.dk’s administrerende direktør.
- At medlemmerne af selskabsorganerne i Energinet.dk og Regionale Net.dk A/S ikke er medlem af selskabsorganerne i en elproduktions- eller elhandelsvirk-somhed.
Afgørelse
368. På baggrund af vedlagte sagsfremstilling og vurdering træffer Energitilsynet afgørelse om følgende:
- at Energinet.dk opfylder kravene for ejermæssig adskillelse i elforsyningslovens § 19 a, dog på betingelse af:
- at klima-, energi- og bygningsministeren, fra fondens indtræden i DUC, afskæres fra at kontrollere og udøve rettigheder over Nordsøfonden/-Nordsøenheden
- at det dokumenteres, at klima-, energi- og bygningsministeren og Energinet.dk’s administrerende direktør også iagttager kravet i elforsyningslovens § 19 a, stk. 4, som stiller krav til den eller dem, der har ret til at udpege medlemmer af selskabsorganerne i en transmissionsvirksomhed
- at Sekretariatet for Energitilsynet på vegne af Energitilsynet sender denne foreløbige certificeringsafgørelse til EU-Kommissionen med ovennævnte indhold.
[1] Ejerstrukturerne for ejerne af disse net er meget komplicerede. Visse af de regionale transmissionsnet er ejet af vertikalt integrerede virksomheder, mens andre er ejet af ikke-vertikalt integrerede virksomheder.
[2] Der findes udlandsforbindelser til Sverige på 132 kV/150kV, men disse er ejet af Energinet.dk.
[3] Entrypunkterne omfatter Nybro, Dragør, Ellund og gaslagrene, og exitpunkterne omfatter også eksport til Sverige og Tyskland.
[4] Nu klima-, energi- og bygningsministeren.
[5] Klima-, Energi- og Bygningsministeriets hjemmeside og organisationsdiagram er endnu ikke opdateret efter regeringsdannelsen, men det fremgår af den kongelige resolution af 3. oktober 2011, at ministeriet overtager ansvaret for statens kontorejendomme, for administrationen af universitetsbygninger samt for sager vedrørende byggeri og sager vedrørende oceanografi.
[6] Overtagelsen af det regionale elnet i Nordsjælland var en følge af DONG Energy-fusionen og skete efter elforsyningslovens § 35.
[7] Energinet.dk blev etableret med skattemæssig virkning fra den 1. januar 2005 ved fusionen af Eltra, Elkraft System, Elkraft Transmission og Gastra – de tidligere el- og gastransmissionsselskaber i Danmark.
[8] Det bemærkes, at overdragelsesdokument nr. 03 først udløber den 31. december 2013, altså 7 måneder efter udløbet af den 5 årige overdragelsesperiode.
[9] Loven, som var i Lovtidende den 19. maj 2011, trådte i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende jf. ændringslovens § 7.
[10] Nu klima-, energi- og bygningsministeren.
[11] Det bemærkes i den forbindelse, at den hjemmel Energinet.dk har i § 2 stk. 2, 3. pkt. i lov om Energinet.dk, til at drive naturgasdistributionsvirksomhed, ikke strider mod EFL § 19a stk. 1, og 3. NGFL § 6 nr. 2, definerer distribution som transport af gas med henblik på levering til kunderne, mens gasforsyningsvirksomhed i samme bestemmelses nr. 6 defineres som virksomhed med salg af gas til kunder. Da der kun er forbud mod sidstnævnte, vil Energinet.dk kunne udøve distributionsvirksomhed uden at overtræde betingelserne for certificering som ejermæssig adskilt.
[12] ”33) Formålet med sådanne forpligtelser kan være at sikre kontinuiteten i leverancerne til enten sælger eller køber af produkter, der er nødvendige for de aktiviteter, som sælgeren har bibeholdt, eller som køberen har overtaget. Varigheden af sådanne købs- og leveringsforpligtelser må imidlertid være begrænset til den tid, det tager at opbygge autonomi på markedet som erstatning for dette afhængighedsforhold. Købs- eller leveringsforpligtelser, der tager sigte på at sikre hidtidige leverancer, kan derfor være berettigede i en overgangsperiode på op til fem år.”
[13] Videregivelse til klima-, energi- og bygningsministeren (Energistyrelsen), Energitilsynet, Energiklagenævnet og konkurrencemyndighederne kan ske, hvis disse myndigheder henvender sig i henhold til forsyningslovgivningen.
[14] Interpretativ note: En interpretativ note er en fortolkningsnote, som EU Kommissionen offentliggør. En fortolkningsnote er ikke en retsakt, som umiddelbart er bindende. Noten kan snarere sidestilles med en vejledning. I certificeringssagerne har fortolkningsnoterne dog en væsentlig retskildeværdi, da Kommissionen skal granske de beslutninger, som tilsynet træffer. Det må i den forbindelse antages, at Kommissionen vil fortolke direktivernes bestemmelser i overensstemmelse med de tilkendegivelser, der er i Kommissionens Interpretative notes.
[15] http://ec.europa.eu/energy/gas_electricity/interpretative_notes/doc/
implementation_notes/2010_01_21_the_unbundling_regime.pdf
[16] EU ENERGY LAW, VOLUME 1, THE INTERNAL ENERGY MARKET, The Third Liberalisation Package, Third edition, af Emmanuel Cabau m.fl., Claeys & Casteels 2010 s. 142-143.
[17] Dansk forfatningsret I, Institutioner og regulering, af Henrik Zahle, 1989, Christian Ejler’s Forlag s. 193-194.
[18] Statsforfatningsret, 4. udg. af Peter Germer, 4. udgave 2007, Jurist- og Økonomforbundets Forlag s. 35 og 45.
[19] Dansk Statsforfatningsret, af Poul Andersen, 1954, Gyldendal s. 156.
[20] Dansk forfatningsret I, Institutioner og regulering, af Henrik Zahle, 1989, Christian Ejler’s Forlag s. 194.
[21] Energinet.dk oplyser, at der p.t. er personsammenfald mellem medlemmer af direktionen i Energinet.dk og medlemmer af bestyrelsen i Regionale Net.dk A/S. I tilfælde af disse personsammenfald vil den mest vidtgående af de nedenfor nævnte tro- og loveerklæringer skulle underskrives.
Søg i afgørelser, vejledninger publikationer m.v.
Energitilsynets hjemmeside indeholder materiale tilbage til 2000.













