På elmarkedet har Energitilsynet ansvaret for reguleringen af elselskaber med bevilling til at drive distribution, regional transmission, transmission (Energinet.dk) og handel med forsyningspligt.
Anmeldelse af årsrapport for Energinet.dk 2008
Resume Energitilsynet har truffet afgørelse om at godkende Energinet.dks årsrapport for 2008. Energitilsynet fører efter el- og naturgasforsyningslovene tilsyn med Energinet.dks opgørelse og disponering af overskud. Energitilsynet har meddelt Energinet.dk, at Energitilsynet ikke har korrektioner til selskabets årsrapport for 2008.
Resumé
1. I denne sag skal Energitilsynet tage stilling til godkendelse af Energinet.dks årsrapport 2008, som tilsynet modtog den 6. maj 2009. Energitilsynet fører efter reglerne tilsyn med Energinet.dks opgørelse og disponering af overskud.
2. Energinet.dk er underlagt en hvile-i-sig-selv regulering, hvorefter selskabet alene må opkræve tariffer til dækning af nødvendige omkostninger samt en forrentning af selskabets egenkapital, der sikrer realværdien af denne.
3. Sekretariatets gennemgang af årsrapporten for 2008 har givet anledning til en nærmere vurdering af følgende spørgsmål:
- Opgørelse og afvikling af Energinet.dks differencer (over-/underdækning) i 2008
- Opfølgning på tidligere pålæg fra Energitilsynet i forbindelse med godkendelse
- af selskabets årsrapporter for 2005, 2006 og 2007.
- Udarbejdelse af separate regnskaber for el, gas og lageraktiviteterne.
- Anvendelse og afvikling af samkøringsindtægter fra udlandsforbindelser
Behandling af skattemæssige underskud/overskud
4. I relation til opgørelsen af Energinet.dks differencer på de forskellige segmenter i 2008 har sekretariatet vurderet, at selskabets opgørelse af differencerne er sket i overensstemmelse med reguleringen af Energinet.dk samt at afviklingen af differencerne ligeledes følger reglerne. Sekretariatet har på denne baggrund ikke haft yderligere bemærkninger til dette punkt.
5. I relation til spørgsmålet om opfølgning på Energitilsynets tidligere pålæg i forbindelse med godkendelse af selskabets årsrapporter, har sekretariatet gennemgået selskabets redegørelser for implementeringen af disse pålæg.
6. Sekretariatet finder på baggrund af denne gennemgang, at Energitilsynets pålæg for godkendelserne af årsrapporterne for 2005 og 2006 er gennemført og implementeret, mens pålæggene fra godkendelsen af årsrapporten for 2007 enten er gennemført eller vil være implementeret fuldt ud med udgangen af 2009. De tarifmæssige konsekvenser af pålæggene er således indregnet eller vil blive det fuldt med tarifferne for 2010 (elsegmentet) og 2011 (gassegmentet).
7. I relation til spørgsmålet om udarbejdelse og revision af separate regnskaber (af Energinet.dk kaldet segmentregnskaber) har sekretariatet konstateret, at segmentregnskaberne er en integreret del af årsrapporten og som sådan omfattet af revisors samlede påtegning.
8. Sekretariatet finder imidlertid ikke, at dette fuldt opfylder kravene i lov om Energinet.dk om selvstændig regnskabsførelse og revision. De særlige krav om at Energinet.dk´s forskellige aktiviteter skal regnskabsføres og revideres på samme måde som hvis de pågældende aktiviteter blev udført af særskilte selskaber, skyldes hensynet til, at der ikke må krydssubsidieres mellem aktiviteterne.
9. Sekretariatet finder på den baggrund ikke, at en revision af den samlede årsrapport i tilstrækkelig grad tilgodeser ovennævnte hensyn. Sekretariatet har derfor aftalt med Energinet.dk, at selskabet fremadrettet vil fremlægge selvstændigt reviderede regnskaber for aktiviteterne (segmenterne), således at der skabes den nødvendige gennemsigtighed om selskabets overholdelse af kravene i lov om Energinet.dk. Den nærmere form og indhold af ovennævnte er ikke endelig fastlagt endnu men drøftes pt. mellem sekretariatet og selskabet.
10. I relation til spørgsmålet om anvendelse og afvikling af samkøringsindtægter vurderer sekretariatet, at selskabet kan anvende disse indtægter til netinvesteringer i overensstemmelse med forordning 1228/2203. Sekretariatet finder samtidig, at det ikke er uforeneligt med reglerne, at selskabet opsparer samkøringsindtægter i en periode forud for en investering. Det forudsætter, at samkøringsindtægterne hensættes til et konkret, vedtaget investeringsprojekt, hvor der foreligger en plan for investeringens gennemførelse, forventede ibrugtagning mv.
11. Aktuelt ønsker energinet.dk at anvende opsparede samkøringsindtægter til delvis finansiering af storebæltskablet. Sekretariatet vurderer, at dette er i fuld overensstemmelse med reglerne - herunder at selskabet har hensat disse indtægter øremærket til dette projekt.
12. Sekretariatet har i den forbindelse også vurderet hvorledes selskabet skal modregne samkøringsindtægterne i investeringen.
13. Energinet.dk ønsker at anvende en metode, hvorefter de opsparede samkøringsindtægter modregnes i afskrivningerne på investeringen i takt med at disse forfalder. De modregnede afskrivninger vil på denne måde aldrig påvirke tarifferne og samkøringsindtægterne vil dermed være tilbageført til forbrugerne.
14. Sekretariatet vurderer, at denne fremgangsmåde opfylder kravene i forordning 1228/2003, lov om Energinet.dk og BEK nr. 965 af 21. september 2006. Det forudsætter dog, at Energinet.dk holder regnskab med modregningen i hver enkelt investering, der helt eller delvist finansieres af samkøringsindtægter og årligt redegør herfor indtil de opsparede samkøringsindtægter er fuldt afviklet.
15. I relation til spørgsmålet om behandling af skattemæssige under-/overskud har sekretariatet behandlet, hvorledes regler om sambeskatning harmonerer med reguleringen af Energinet.dk.
16. Energinet.dk har i 2008 et skattemæssigt underskud i elsegmentet og et skattemæssigt overskud i gassegmentet. I overensstemmelse med sambeskatningsregler anvender Energinet.dk elsegmentets skattemæssige underskud til at minimere gassegmentets skattemæssige overskud ? dvs. til at minimere gassegmentets skattebetaling.
17. Konkret sker dette ved en intern mellemregning mellem de to segmenter og således, at mellemregningen alene mindsker gassegmentets skattebetaling. Nettoeffekten er således alene, at elsegmentets underskud mindskes. For gassegmentet er der reelt ingen effekt, idet mellemregningen med elsegmentet svarer helt til skattebetalingen.
18. Det er sekretariatets vurdering, at denne fremgangsmåde ikke er i strid med reguleringen af Energinet.dk. Sekretariat lægger her vægt på, fremgangsmåden sikrer den bedst mulige situation for forbrugerne, idet underskuddet på elsegmentet mindskes og dermed belaster tarifferne i mindre grad samtidig med, at forbrugerne på gassegmentet ikke stilles ringere end de ville have været uden mellemregningen med elsegmentet.
Afgørelse
19. Det indstilles på denne baggrund at meddele Energinet.dk, at Energitilsynet ikke har korrektioner til selskabets årsrapport 2008, jf. BEK nr. 965 af 21. september 2006 § 11, stk. 4.
Sagsfremstilling
20. Energinet.dk[1] er et aktieselskab, der er 100 % ejet af staten. Energinet.dk har det overordnede ansvar for den danske transmission af el- og gas, og selskabets opgave er at sikre ensartede betingelser og en stabil energiforsyning for aktørerne på det danske el- og gasmarked.
21. Selskabet havde i 2008 en omsætning på ca. kr. 8,3 mia. kr. og en balance på ca. kr. 19,6 mia. kr. på koncernbasis, jf. selskabets årsrapport 2008 (bilag 1).
22. Den økonomiske regulering af Energinet.dk skal sikre selskabet dækning for nødvendige omkostninger ved en effektiv drift samt en forrentning, der er tilstrækkelig til at sikre realværdien af selskabets egenkapital. Overskud udover forrentningen skal føres tilbage til forbrugerne via tarifferne som over-/underdækning. Det er Energitilsynets opgave at sikre dette sker.
23. Energitilsynets administration sker på baggrund af selskabets årsrapport som skal indsendes til tilsynet senest den 1. juni hvert år, jf. bekendtgørelse 965 af 21. september 2006 om økonomisk regulering af Energinet.dk.
24. Energitilsynet meddeler senest 4 måneder efter modtagelsen af årsrapport mv. eventuelle korrektioner til selskabets opgørelse af konstaterede differencer mellem realiserede indtægter og nødvendige omkostninger og forrentning (over-/underdækning). Tilsynet kan kræve yderligere oplysninger, og fristen på 4 måneder regnes fra modtagelsen af de supplerende oplysninger.
25. Sekretariatet modtog den 6. maj 2009 selskabets anmeldelse af årsrapport for 2008 (bilag 2), der er selskabets 4. regnskabsår.
26. Sekretariatet har skriftligt stillet en række spørgsmål og anmodet om yderligere oplysninger ? jf. bilag 3, 4 og 5 ? og der har været afholdt møde i sekretariatet. Energinet.dk har besvaret spørgsmål mv. jf. vedlagte brev af 14. august 2009 (bilag 6) og brev af 6. oktober 2009 (bilag 7), der er de senest indsendte oplysninger.
27. I forbindelse med den efterfølgende gennemgang af og analyse af det modtagne materiale har sekretariatet fokuseret dels på den resultatfordeling (disponering), selskabet har valgt, dels på, at selskabet ikke har foretaget regnskabsdisponeringer, der øger selskabets værdi udover, hvad der kan tillades i henhold til den lovgivning selskabet er omfattet af. Tabel 1 nedenfor viser udviklingen i selskabets resultat, over/underdækning og egenkapital for 2005-2008.
Tabel 1 |
|
|
|
|
ENDK (konsolideret) | 2005 | 2006 | 2007 | 2008 |
Regnskabsårets resultat | 555 | -170 | 611 | 112 |
Konsolidering af grundkapital | 86 | 89 | 144 | 199 |
*Overført som over-/under-dækning | 253 | -433 | 467 | -87 |
Egenkapital | 3.033 | 3.786 | 4.219 | 4.830 |
Note: I egenkapital primo året indgår også hensættelser fra bl.a. samkøringsindtægter indtil disse anvendes til netinvesteringer. Disse penge forrentes ikke. Stigningen i egenkapitalen fra år til år er derfor ikke udtryk for den rene forrentning. Kilde: Energinet.dk
28. Sekretariatet anser de modtagne redegørelser for værende fyldestgørende besvarelse af de stillede spørgsmål. De stillede spørgsmål og de modtagne besvarelser vil derfor ikke blive behandlet yderligere i dette notat udover nedenstående forhold, som sekretariatet finder, giver anledning til en nærmere vurdering:
- Opgørelse og afvikling af Energinet.dks over-/underdækning i 2008
- Opfølgning på tidligere pålæg i forbindelse med Energinet.dks årsrapporter for 2005, 2006 og 2007
- Separate regnskaber
- Samkøringsindtægter
- Behandling af skattemæssige underskud
29. Herudover rejser Energinet.dks overtagelse af Regionale Net A/S, der ejer det regionale transmissionsnet i Nordsjælland (tidligere Nesa Net) en række spørgsmål og problemstillinger, der kræver Energitilsynets nærmere vurdering. Det drejer sig først og fremmest om, hvorledes det overtagne selskab ? der hidtil har været reguleret i overensstemmelse med indtægtsrammereguleringen ? skal indpasses i Energinet.dks hvile-i-sig-selv regulering, og hvorledes det samtidig kan sikres, at overtagelsen ikke fører til stigende priser for forbrugerne.
30. Disse spørgsmål og problemstillinger har imidlertid ikke umiddelbart konsekvenser for Energitilsynets behandling af selskabets årsrapport for 2008. Overtagelsen vil derfor ikke blive behandlet yderligere i dette notat.
Høring
31. Dette notat har været i høring hos Energinet.dk, der ikke havde bemærkninger mv. til notatet. selskabets høringssvar er vedlagt som bilag 8.
Lovgrundlag
32. Energinet.dks opgaver er fastlagt i elforsyningsloven og naturgasforsyningsloven med den undtagelse, at regler om udbygning af transmissionsnettet er indeholdt i lov nr. 1384 af 20. december 2004 med efterfølgende ændringer, lov om Energinet.dk. Herudover reguleres Energinet.dk af bekendtgørelse nr. 965 af 21. september 2006, bekendtgørelse om økonomisk regulering af Energinet.dk (herefter benævnt bekendtgørelsen).
33. Selskabet er med ovenstående regulering underlagt en prisregulering, der tillader selskabet alene at indregne såkaldt "nødvendige omkostninger" ved effektiv drift i tarifferne. "Nødvendige omkostninger" er i bekendtgørelsens § 3 eksemplificerede som blandt andet køb af energi, lønninger, administration, afskrivninger osv. Derudover kan selskabet indregne en "nødvendig forrentning" af den kapital, der ved selskabets oprettelse blev indskudt som aktiver.
34. Ifølge § 4 i bekendtgørelsen fastlægges størrelsen af den nødvendige forrentning med udgangspunkt i, hvad der er nødvendigt for ved en effektiv drift at fastholde realværdien af selskabets nettoaktiver.
35. Den nødvendige forrentning fastlægges med udgangspunkt i en pristalsregulering af selskabets kapitalgrundlag. Forrentningssatsen, der danner udgangspunkt i pristalsreguleringen, fastlægges efter § 8 i bekendtgørelsen. Denne forrentningssats reguleres til den forrentning, som er nødvendig for en effektiv drift henset til kapitalbehovet, blandt andet som følge af nyinvesteringer, opgjort separat for Energinet.dk's elektricitets- og naturgasrelaterede aktiviteter, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 3.
36. Hvis årets resultat (når alle nødvendige omkostninger er afholdt, og den nødvendige forrentning er opgjort, og begge dele er fratrukket indtægterne) udviser en difference (kaldet over-/underdækning), skal differencen afvikles hurtigst muligt og senest i næstfølgende regnskabsår (medmindre Energitilsynet tillader en længere afviklingsperiode), jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 1 og 2. Beløbet posteres i mellemtiden på egenkapitalposten "Over/underdækning".
37. Det følger af bekendtgørelsens § 7, stk. 3, at et overskud i selskabet kan anvendes til enten konsolidering, eller udbetales til de respektive kundegrupper som dividende.
38. Hvert år senest den 1. juni indsender selskabet årsrapporten for det foregående regnskabsår til Energitilsynet. Dette følger af bekendtgørelsens § 11, stk. 1. I forbindelse med indsendelsen redegør selskabet for en eventuel konstateret difference mellem realiserede indtægter og nødvendige omkostninger og den planlagte afvikling i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelsens § 7. Årsrapporten aflægges efter reglerne i årsregnskabsloven, hvilket følger af bekendtgørelsens § 9. Der følger tillige, at Energitilsynet kan stille krav om supplerende information i årsrapporten.
39. Det ses af Lov om Energinet.dk[2] § 12, stk. 1, at Energinet.dk skal føre separate regnskaber for hver af deres elektricitetsrelaterede og naturgasrelaterede aktiviteter med henblik på at undgå forskelsbehandling, krydssubsidiering og konkurrenceforvridning. Det fremgår af § 12, stk. 2, at for de nævnte aktiviteter skal Energinet.dk føre regnskaber og lade disse revidere på samme måde, som hvis de pågældende aktiviteter blev udført af særskilte selskaber.
40. I bekendtgørelsens § 10 er det specificeret, at Energinet.dk skal føre separate regnskaber for selskabets enkelte el- og gasrelaterede aktiviteter, separate tarifområder, den systemansvarlige virksomheds puljer, eks. netpulje, systempulje og PSO-pulje.
41. Energitilsynet meddeler ifølge bekendtgørelsens § 11, stk. 4, senest 4 måneder efter modtagelsen af regnskaber mv. eventuelle korrektioner til differencer mellem indtægter og omkostninger (jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 1) og forrentningen (jf. bekendtgørelsens § 4). Såfremt selskabet har en forrentning, der overstiger den nødvendige forrentning (fastlagt efter bekendtgørelsens § 4), og hvis differencen tilbageføres gennem en reduktion af forrentningssatsen, vil dette påvirke den difference, der er nævnt i bekendtgørelsens § 7, stk. 1, og som posteres midlertidigt på egenkapitalposten "Over/underdækning".
42. Til brug for afgørelsen om korrektioner, jf. ovenstående punkt, kan Energitilsynet pålægge selskabet at fremkomme med yderligere oplysninger. Fristen på 4 måneder regnes i så fald fra modtagelsen af de pågældende oplysninger, jf. bekendtgørelsen § 11, stk. 5.
Begrundelse
43. Sekretariatet bemærker, at der er enighed med Energinet.dk om de talmæssige opgørelser, der fremgår af årsrapporten. Det er således de oplyste regnskabstal i årsrapporten, der er lagt til grund ved gennemgangen af årsrapporten og de 5 tidligere nævnte forhold, der vurderes nærmere nedenfor.
Ad Opgørelse og afvikling af Energinet.dks over-/underdækning i 2008
44. Energitilsynet skal påse, at Energinet.dks disponering af selskabets overskud sker i overensstemmelse med reglerne for den økonomiske regulering af selskabet.
45. Reguleringen af Energinet.dk tillader selskabet dels at få dækning for nødvendige omkostninger ved en effektiv drift, dels at oppebære en forrentning, der sikrer realværdien af selskabets egenkapital.
46. Egenkapitalforrentningen i årsrapport 2008 sker på baggrund af en pristalsregulering, der er udmeldt af Energitilsynet, jf. § 8 i BEK nr. 965 af 21. september 2006. Opgørelsen sker således i overensstemmelse med reguleringen og sekretariatet har ikke yderligere bemærkninger til dette punkt.
47. Energinet.dk opgør den samlede akkumulerede over-/underdækning ultimo 2008 til henholdsvis en underdækning på 466 mio. kr. på elsegmentet og en overdækning på 321 mio. kr. på gassegmentet. Det bemærkes, at der på elområdet indgår samkøringsindtægter fra udlandsforbindelser. Spørgsmålet om disse indtægter behandles særskilt senere i notatet.
48. Den økonomiske regulering af Energinet.dk bygger på hvile-i-sig-selv princippet. Differencer mellem selskabets indtægter og nødvendige omkostninger og forrentning (over-/underdækninger) skal afvikles hurtigst muligt og senest i næstfølgende regnskabsår, jf. § 7, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 965 af 21. september 2006 om økonomisk regulering af Energinet.dk. Energitilsynet kan dog tillade en længere afviklingsperiode med henblik på at sikre en jævn prisudvikling, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 2.
49. Underdækningen på elsegmentet indregnes i tarifferne i næstfølgende regnskabsår, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 1.
50. For så vidt angår gassegmentet godkendte Energitilsynet på sit møde den 28. september 2009 en metode for Energinet.dks afvikling af over-/underdækninger på gassegmentet. Metoden indebærer, at udgangspunktet for Energitilsynets vurdering af afvikling af over-/underdækninger vil være en afviklingsperiode på 1 år hvis tarifpåvirkningen er < 10 pct., 2 år hvis tarifpåvirkningen er ?10 pct. og < 20 pct. samt 3 år hvis tarifpåvirkningen er ? 20 pct. Tilsynet kan fastsætte andre afviklingsforløb, hvis særlige forhold skønnes at tilsige dette.
51. I relation til afvikling af den akkumulerede overdækning ultimo 2008 finder sekretariatet ikke, at der foreligger særlige forhold, der tilsiger en fravigelse af den godkendte metode. Det indebærer en afvikling over 3 år med 107 mio. kr./år.
52. Sekretariatet finder på denne baggrund ikke anledning til at behandle spørgsmålet om opgørelse og afvikling af over-/underdækninger i 2008 yderligere.
Ad Opfølgning på tidligere pålæg i forbindelse med Energinet.dks årsrapporter for 2005, 2006 og 2007
53. Energinet.dk har udarbejdet en redegørelse for selskabets opfyldelse af de pålæg, som Energitilsynets har givet i forbindelse med tilsynets gennemgang af selskabets årsrapporter for 2005, 2006 og 2007. Redegørelsen vedrører de pålæg, der har effekt på opgørelsen af over-/underdækning og dermed tarifgrundlaget. Redegørelsen er vedlagt som bilag 6.
54. Energinet.dk har efter aftale med sekretariatet endvidere udarbejdet nedenstående oversigtstabel vedrørende opfyldelse af tidligere pålæg i forbindelse med Energitilsynets godkendelse af selskabets årsrapporter for 2005, 2006 og 2007.
Tabel 2: Opfølgning på tidligere års pålæg (mio. kr.)
ENDK (konsolideret) | 2005 | 2006 | 2007 | 2008 | I alt |
Pålæg om tilbageførsel (tarifgrundlag og investering)1 | 215 | 187 | 7 | N/A | 409 |
Konsolidering gas, kort | 50 |
| -50 |
|
|
Konsolidering gas, lang | 34 |
|
|
|
|
Udskudt skat (nedsættelse af selskabsskat) | 131 |
|
|
|
|
Regulering af grundkapital |
| 168 |
|
|
|
Regulering af konsolidering |
| 19 |
|
|
|
Afskrivning på reetablering |
|
| 57 |
|
|
Udvikling i tilbageførsel: |
| -131 | -131 | -90 | -352 |
Konsolidering gas, kort |
|
|
|
|
|
Konsolidering gas, lang |
|
|
| -34 |
|
Udskudt skat (nedsættelse af selskabsskat) |
| -131 | -131 | 131 |
|
Regulering af grundkapital |
|
|
| -168 |
|
Regulering af konsolidering |
|
|
| -19 |
|
I alt |
|
|
|
| 572 |
Note 1: Positive tal er udtryk for Energinet.dks tilbagebetalingspligt jf. Energitilsynet.
Note 2: Pålæg fra 2007 vil blive indarbejdet i årsrapporten for 2009.
Kilde: Energinet.dk.
55. Energitilsynets pålæg vedrørende over-/underdækning i forbindelse med årsrapporterne for 2005 ? 2007 udgør samlet 409 mio. kr, hvoraf Energinet.dk har tilbageført 352 mio. kr. De resterende 57 mio. kr. er tilbageført i 2009 og indarbejdes i årsrapporten for dette år.
56. Sekretariatet finder på denne baggrund ikke anledning til yderligere bemærkninger i relation Energinet.dks redegørelse.
57. Sekretariatet har i forbindelse med gennemgangen af årsrapporten for 2008 aftalt med Energinet.dk, at selskabet fremover udarbejder tilsvarende redegørelser vedrørende implementering og konsekvenser af pålæg givet i forbindelse med godkendelserne af selskabets årsrapporter indtil alle pålæg er fuldt implementeret/indregnet. Redegørelserne indsendes samtidig med selskabets anmeldelse af årsrapporter.
Ad Udarbejdelse af separate regnskaber
58. Energinet.dk skal føre separate regnskaber for hver af deres elektricitetsrelaterede og naturgasrelaterede aktiviteter. Det fremgår § 12, stk.1 i lov om Energinet.dk
59. Det fremgår videre af lovens § 12, stk. 2, at Energinet.dk skal føre regnskaber og lade disse revidere på samme måde, som hvis de pågældende aktiviteter blev udført af særskilte selskaber.
60. Energinet.dk har hidtil fremsendt en samlet årsrapport, der har dannet udgangspunkt for Energitilsynets gennemgang og pålæg mv. Sekretariatet har forespurgt, om selskabet tidligere har indsendt de separate og reviderede regnskaber for selskabets aktiviteter (segmenterne).
61. Energinet.dk oplyser (jf. bilag 5), at selskabet har en række helejede datterselskaber, der fremgår af oversigten i årsrapporten. Der udarbejdes selvstændige årsregnskaber for disse selskaber i overensstemmelse med årsregnskabslovens almindelige krav og de revideres af selskabets revisorer osv.
62. Selskabsstrukturen bygger på juridiske, regulatoriske og skattemæssige hensyn. Det er således ikke selskabets aktiviteter og krav om udarbejdelse af separate regnskaber, der ligger til grund for strukturen.
63. Segmentregnskaberne i årsrapporterne udarbejdes på tværs af selskabsstrukturen ved at fordele de konsoliderede poster på de relevante segmenter. Segmentregnskaberne er en integreret del af årsrapporten og som sådan omfattet af revisors samlede revisionspåtegning.
64. Sekretariatet finder imidlertid, at der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt dette er i fuld overensstemmelse med kravene i lov om Energinet.dk, der kræver en selvstændig regnskabsførelse og revision af aktiviteterne (kaldet segment af Energinet.dk).
65. Det centrale spørgsmål i relation til segmenterne i årsrapporten i forhold til § 12, stk. 1 og 2 i lov om Energinet.dk samt bemærkningerne hertil er således, at kravet om at føre regnskaber og lade disse revidere på samme måde som hvis de pågældende aktiviteter blev udført af særskilte selskaber, er begrundet i hensynet til at undgå forskelsbehandling, krydssubsidiering og konkurrenceforvridning mellem selskabets aktiviteter.
66. Sekretariatet vurderer umiddelbart, at en revision af den konsoliderede årsrapport ikke kan forventes at tage højde herfor. En opfyldelse af lovens krav må efter sekretariatets opfattelse indebære, at alle revisionshandlinger udføres selvstændigt for hver aktivitet for at sikre en betryggende adskillelse mellem disse ? og i konsekvens heraf en selvstændig revisionspåtegning for hver aktivitet.
67. På denne baggrund er det sekretariatets opfattelse, at der fremadrettet bør sikres en højere gennemsigtighed omkring Energinet.dks opfyldelse af § 12, stk. 1 og 2 i lov om Energinet.dk.
68. Sekretariatet har drøftet spørgsmålet med Energinet.dk og aftalt, at der fra og med anmeldelse af årsrapport 2009 vil foreligge selvstændigt reviderede segmentregnskaber (separate regnskaber) til opfyldelse af kravet i § 12, stk. 1 og 2 i lov om Energinet.dk. Den nærmere form og indhold heraf drøftes fortsat mellem sekretariatet og Energinet.dk.
Ad Samkøringsindtægter
69. Energinet.dk anfører i besvarelsen af sekretariatets uddybende spørgsmål til årsrapporten, at man i 2006 gennemførte en grundig analyse af forordning 1228/2203 med henblik på at vurdere mulighederne for at henlægge samkøringsindtægter til netinvesteringer, jf. artikel 6, pkt.6 b i forordning 1228/2203. Energinet.dk har også forespurgt Kommissionen om forståelsen af forordning 1228/2203. Kommissionens svar er vedlagt som bilag 9. Konklusionen herpå var, at henlæggelse var mulig forud for investeringens idriftsættelse således at samkøringsindtægter løbende kunne finansiere de løbende omkostninger forbundet med investeringen.
70. Selskabet har benyttet dette i forbindelse med anlægget af Storebæltsforbindelsen. De henlagte samkøringsindtægter i optjeningsåret er således ikke anvendt til reduktion af tariffer, men til opførelse af netinvesteringer. Dette vil imidlertid også føre til lavere fremtidige tariffer, idet tarifferne ikke vil blive belastet af afskrivninger fra disse investeringer, da de henlagte samkøringsindtægter vil blive overført til tarifgrundlaget i takt med afskrivningerne på netinvesteringen.
71. Sekretariatet skal hertil bemærke, at samkøringsindtægter kan bruges til et eller flere af følgende formål i henhold til forordning 1228/2003, artikel 6, stk. 1, nr. 6:
72. Sekretariatet er enigt i, at det ikke er i strid med forordning 1228/2003 eller den øvrige økonomiske regulering af Energinet.dk at henlægge samkøringsindtægter i en periode forud for en konkret netinvestering således at disse indtægter løbende kan finansiere en given investering. Forordningens formål må således anses for opfyldt, når indtægterne er øremærket til konkrete netinvesteringer. Sekretariatet lægger i den forbindelse vægt på, at der skal være tale om en konkret fastlagt og besluttet investering, hvor der samtidig er truffet beslutning om gennemførelse, tidsplan herfor mv.
73. Energinet.dk har i overensstemmelse hermed samlet henlagt knap 1 mia. kr. til opførelse af Storebæltsforbindelsen i årene 2006 og 2007. Henlæggelserne er udtrykkeligt sket til et konkret projekt, og beslutningen herom er offentliggjort.
74. Energinet.dk giver endvidere udtryk for, jf. bilag 6, at selskabet agter at tilbageføre samkøringsindtægterne i forbindelse med investeringen i Storebæltsforbindelsen ved at overføre de henlagte samkøringsindtægter til tarifgrundlaget i takt med afskrivningerne på investeringen.
75. Energinet.dks metode indebærer, at en samkøringsindtægt på fx 1 mia. kr. anvendes til at reducere afskrivningerne på en investering på 1 mia. kr. over eksempelvis 40 år. Afviklingsmetoden indebærer, at afskrivningerne der modsvares af samkøringsindtægterne ikke på noget tidspunkt indgår i tariferingsgrundlaget ? og dermed heller aldrig kommer til at belaste tarifferne og dermed forbrugerne.
76. Det fremgår af § 6, stk. 2 i bekendtgørelse om økonomisk regulering af Energinet.dk, at samkøringsindtægter, der anvendes til netinvesteringer, skal passiveres og modregnes i de foretagne investeringer i overensstemmelse med årsregnskabsloven, når investeringen er gennemført.
77. Det fremgår videre af bekendtgørelsens § 7, stk. 1, at eventuelle differencer skal afvikles snarest muligt og senest i det næstfølgende regnskabsår. Energitilsynet kan efter bekendtgørelsens § 7, stk. 2 tillade en længere afviklingsperiode begrundet i hensynet til en stabil prisudvikling. Bekendtgørelsen lægger dermed afgørende vægt på tidsaspektet i forbindelse med tilbageførsel af differencer, og den interesse brugerne af transmissionssystemerne har i en umiddelbar tilbageførsel.
78. Der er sekretariatets vurdering, at Energinet.dks plan for tilbageførsel gennem reduktion af afskrivningerne ikke strider mod bekendtgørelsens regler om tilbageførsel af differencer eller reglerne for modregning af samkøringsindtægter.
79. Sekretariatet lægger i den forbindelse vægt på, at Energinet.dks metode sikrer, at aktivet (netinvesteringen) optages til korrekt værdi i regnskabet i overensstemmelse med årsregnskabslovens krav. Samtidig sikres, at tarifferne ? og dermed forbrugerne ? ikke på noget tidspunkt belastes af den del at netinvesteringen, der finansieres af de opsparede netinvesteringer.
80. Sekretariatet finder, at metoden hermed tilgodeser også de hensyn, der ligger bag kravet i bekendtgørelsens § 7, stk. 1 vedrørende differencer. Det forudsætter, at Energinet.dk årligt over for Energitilsynet redegør for modregning af samkøringsindtægter i afskrivninger på hver enkelt investering, der finansieres ? helt eller delvist ? af samkøringsindtægter indtil de opsparede samkøringsindtægter er fuldt afviklet.
81. Sekretariatet bemærker endvidere, at så vidt angår samkøringsindtægter, der ikke anvendes til netinvesteringer, skal disse afvikles i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelsens § 7, stk. 1 ? altså nedsættelse af tarifferne.
82. I den forbindelse lægger sekretariatet vægt på, at samkøringsindtægterne er relativt stabile fra år til år. Det er derfor i vidt omfang muligt at tage højde for disse i budgetteringen og indregne dem i tarifgrundlaget på linje med de andre økonomiske forhold, der indgår heri. På denne baggrund finder sekretariatet, at der normalt ikke kan anses for at være anledning til at forlænge tilbageførselsperioden, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 2. Dog vil Energitilsynet naturligvis konkret kunne tage stilling til en anmodning om en længere tilbageførselsperiode, hvis samkøringsindtægterne i et år skulle ændre sig væsentligt i forhold til det budgetterede.
Ad Behandling af skattemæssige underskud
83. Det fremgår af § 12, stk. 2, 2. punktum i lov om Energinet.dk, bl.a. at: "? Aktiver, for hvilke der anvendes indgangsværdier efter selskabsskattelovens § 35 O, samt indtægter og udgifter forbundet med ejerskabet til disse aktiver indgår uanset aktivernes anvendelse i de særskilte regnskaber for Energinet.dks elektricitetsrelaterede aktiviteter."
84. I bemærkningerne til bestemmelsen anføres bl.a.: "? ? Bestemmelsen sikrer ? i kombination med de ovenfor anførte regler om opgørelsen af Energinet Danmarks skattepligtige indkomst ? at den omstændighed, at Energinet Danmark kan udføre såvel elektricitets- som naturgasrelaterede aktiviteter inden for rammerne af samme juridiske enhed, ikke indebærer, at der med skattemæssig virkning kan overføres afskrivninger mv. på § 35 O-aktiver til fradrag i indtægter fra gasrelaterede aktiviteter. Herved sikres det, at Energinet.Danmark ikke opnår en fordel til, hvad der i øvrigt gælder for kollektive elforsyningsvirksomheder, der anvender indgangsværdier efter § 35 O. For sådanne kollektive elforsyningsvirksomheder gælder nemlig, at de er afskåret for at udøve elektricitetsbaseret virksomhed og anden virksomhed inden for samme juridiske person."
85. Det fremgår således, at Energinet.dk ikke kan "handle" underskud fra et segment til et andet.
86. Efter skattelovgivningen er Energinet.dk underkastet sambeskatning for koncernen. Energinet.dk har i 2008 et skattemæssigt underskud i elsegmentet og et skattemæssigt overskud i gassegmentet. I overensstemmelse med sambeskatningsregler anvender Energinet.dk elsegmentets skattemæssige underskud til at minimere gassegmentets skattemæssige overskud ? dvs. til at minimere gassegmentets skattebetaling.
87. Konkret sker dette ved en intern mellemregning mellem de to segmenter og således, at mellemregningen alene mindsker gassegmentets skattebetaling. Nettoeffekten er således alene, at elsegmentets underskud mindskes. For gassegmentet er der reelt ingen effekt, idet mellemregningen med elsegmentet svarer helt til skattebetalingen.
88. Sekretariatet vurderer, at Energinet.dks behandling af de skattemæssige underskud/overskud i segmenterne ikke strider mod reglerne i reguleringen af Energinet.dk.
89. Sekretariatet lægger her vægt på, at mellemregningen mellem segmenterne ikke er udtryk for, at der sker en "handel" med skattemæssige underskud, men alene opfylder årsregnskabslovens krav om sambeskatning.
90. Sekretariatet lægger endvidere vægt på, at fremgangsmåden sikrer den bedst mulige situation for forbrugerne, idet underskuddet på elsegmentet mindskes og dermed ikke kommer til at belaste tarifferne i samme grad som ellers samtidig med, at forbrugerne på gassegmentet ikke stilles ringere.
91. Der kan i den forbindelse rejses spørgsmål om, hvorvidt fremgangsmåden er udtryk for, at der krydssubsidieres mellem el- og gassegmenterne til gavn for elsiden.
92. Det er sekretariatets opfattelse, at der er en teoretisk mulighed for, at dette kunne være tilfældet. Det ville i så fald kræve, at elsegmentet konsekvent havde underskud, der skattemæssigt blev modregnet i konsekvente overskud på gassegmentet. Dette er næppe et realistisk scenarie, og sekretariatet finder derfor ikke, at dette spørgsmål bør tillægges vægt i vurderingen.
93. Samlet finder sekretariatet derfor, at Energinet.dks behandling af skattemæssige underskud/overskud ikke er i strid med reguleringen af Energinet.dk.
Afgørelse
94. Sekretariatet indstiller på denne baggrund at meddele Energinet.dk, at Energitilsynet ikke har korrektioner til selskabets årsrapport 2008, jf. BEK nr. 965 af 21. september 2006 § 11, stk. 4.
[1] Koncernen består af moderselskab, datterselskaberne Eltransmission A/S (100 %), Gastransmission A/S (100 %) og Fibertransmission (100 %), Energinet.dk Gaslager Holding A/S (100 %) og de associerede virksomheder Nord Pool Spot AS (20 %), Nord Pool Gas A/S (50 %) og den tilknyttede virksomhed Dansk Gasteknisk Center A/S (17,4 %). Energinet.dks ejerandel af de enkelte selskaber er anført i parentes.
[2] Lovbekendtgørelse nr. 224 af 16. marts 2009
Søg i afgørelser, vejledninger publikationer m.v.
Energitilsynets hjemmeside indeholder materiale tilbage til 2000.






