Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Stikprøveundersøgelse af elselskabers regninger

Dato: 30.03.2009Journalnr.: 4/0720-0200-0084

Resume Energitilsynet tilkendegav over for de elselskaber, hvor der var konstateret mangler i regningsmaterialet, at indholdet af periodeopgørelser og acontoregninger skulle bringes i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse nr. 486 af 29. maj 2007 om elselskabers fakturering og specificering af omkostninger over for modtagere af transport- og energiydelser.

Resumé

1. Notatet belyser den stikprøveundersøgelse sekretariatet har foretaget af elselskabernes regninger. Notatet forelægges Energitilsynet med henblik på at orientere om målopfyldelsen på området samt for at få en tilkendegivelse af, at konstateret manglende overholdelse af de gældende faktureringsforskrifter påtales over for de berørte selskaber.

2. Den 1. januar 2008 trådte de nye regler om elselskabernes fakturering og specificering af omkostninger i kraft. Disse regler indeholder en række minimumskrav til, hvad forbrugernes regninger skal indeholde af oplysninger.

3. For tilsynet er det vigtigt at kunne evaluere, om regningerne nu også indeholder de oplysninger, de skal.

4. Stikprøveundersøgelsen er baseret på regningsmateriale fra 21 repræsentative elselskaber, fordelt på 14 netselskaber og 7 elhandels- og forsyningsselskaber. Der er tale om eksempler på periodeopgørelser (årsafregninger) og acontoregninger for henholdsvis transport- og energiydelser fra 2008. 

5. Af de 14 netselskaber har periodeopgørelser og acontoregninger fra de 7 indeholdt de oplysninger, de skal. Hos 5 netselskaber er der konstateret en enkelt mangel af oplysninger på regningsmaterialet, mens der hos de resterende 2 netselskaber er konstateret to eller flere mangler på regningerne.

6. Af de 7 elhandels- og forsyningsselskaber har et enkelt handelsselskab meddelt, at der ikke leveres el til kunder, der er omfattet af faktureringsreglerne, men kun til større erhvervskunder. Hos de tilbageværende 6 selskaber har regningsmaterialet fra de 4 indeholdt de oplysninger, de skal.  Hos de resterende 2 selskaber er der konstateret en enkelt mangel i regningsmaterialet.

7. Energitilsynet fører tilsyn med overholdelsen af faktureringsreglerne og behandler konkrete klager herom fra forbrugere. Det er sekretariatets opfattelse, at selskaberne samlet set overholder reglerne på et acceptabelt niveau, men at de konstaterede mangler skal påtales over for de berørte selskaber, således at disse kan bringe indholdet af regningerne i overensstemmelse med de gældende regler.

8. Sekretariatet indstiller derfor, at Energitilsynet tilkendegiver, at de selskaber, hvor der er konstateret mangler i regningsmaterialet anmodes om at bringe indholdet af regningerne i overensstemmelse med gældende regler.

9. Det er sekretariatets opfattelse, at resultatet af stikprøveundersøgelsen bør videreformidles til samtlige elselskaber. Det vil skabe opmærksomhed om kravene til regningens indhold.

Afgørelse

10. Det indstilles, at Energitilsynet tilkendegiver:

at det meddeles de selskaber, hvor der er konstateret mangler i regningsmaterialet, at indholdet af periodeopgørelser og acontoregninger bringes i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse nr. 486 af 29. maj 2007 om elselskabers fakturering og specificering af omkostninger over for modtagere af transport- og energiydelser,
at resultatet at undersøgelsen videreformidles til samtlige elselskaber.

Sagsfremstilling

11. En vigtig opgave for Energitilsynet er at sikre gennemsigtighed omkring priser, tariffer og rabatter på elområdet. Tilsynet skal ifølge loven fastsætte regler om, hvordan disse forhold skal offentliggøres af virksomhederne samt fastsætte regler om fakturering.

12. Energitilsynet har tidligere fastsat regler om, hvordan virksomhederne skal offentliggøre deres priser, så forbrugerne får mulighed for at sammenligne priser og vælge den billigste leverandør. Dette er sket med bekendtgørelse nr. 770 af 8. august 2005 om elforsyningsvirksomhedernes offentliggørelse af priser, tariffer, rabatter og vilkår og med bekendtgørelse nr. 771 af 8. august 2005 om naturgasselskabernes offentliggørelse af priser, tariffer, rabatter og vilkår.

13. Energitilsynet har nu udarbejdet bindende regler for, hvordan elselskabernes regninger skal udformes Dette er sket med bekendtgørelse nr. 486 af 29. maj 2007 om elselskabers fakturering og specificering af omkostninger over for modtagere af transport- og energiydelser. De nye regler er udarbejdet i tæt dialog med branche- og forbrugerrepræsentanter.

14. Bekendtgørelsen, der trådte i kraft 1. januar 2008, indeholder en række minimumskrav til, hvad forbrugernes regning skal indeholde af oplysninger.

15. Formålet med de nye regler har været at gøre regningerne gennemsigtige og dermed lettere at forstå og acceptere for forbrugerne, og herigennem reducere antallet af henvendelser om forståelse af elregningen.

16. Med de nye regler har der specielt for de mindre forbrugere skullet findes en balance mellem, dels at regningen er så gennemskuelig og enkel som mulig, dels at forbrugeren sikres de nødvendige oplysninger og specifikationer på regningen.

17. Både net- og elhandelsvirksomhederne er omfattet af de nye regler, som vedrører alle regningstyper, dvs. acontoregninger, periodeopgørelser, gebyrregninger mv.

18. Bekendtgørelsen finder anvendelse ved fakturering af energiydelser, når det årlige køb forventes at være under 100.000 kWh, og når kunden (forbrugeren) hovedsageligt handler uden for sit erhverv.  Bekendtgørelsen gælder endvidere for fakturering af transportydelser uanset forbrugsstørrelse.

19. Der stilles forskellige krav til regningerne alt efter, om der er tale om transportydelser eller energiydelser, eller om der er tale om periodeopgørelser eller acontoregninger.

20. Faktureringsbekendtgørelsen indeholder lister over de oplysninger, der som minimum skal fremgå af periodeopgørelserne og acontoregningerne for henholdsvis transport- og energiydelserne.

21. De nye regler lægger op til en vis fleksibilitet, idet regningen alt efter forbrugerens ønske kan gøres mere enkel eller suppleres med yderligere oplysninger.

22. Såfremt forbrugeren aktivt ønsker det, kan man bede elselskabet om en forenklet acontoregning, der dog som minimum skal indeholde den forventede pris og det forventede forbrug, der ligger til grund for periodens betaling.

23. Ligeledes kan de forbrugere, der ønsker det, anmode netselskabet om at udspecificere afgifter og betalinger til offentlige forpligtelser.

Stikprøveundersøgelsen
24. Energitilsynet fører tilsyn med overholdelsen af faktureringsreglerne og behandler konkrete klager herom fra forbrugerne. På nuværende tidspunkt har Energitilsynet ikke behandlet egentlige klagesager over regningers indhold, og sanktionsbestemmelserne i bekendtgørelsen har af samme grund ikke været anvendt. Energitilsynet besvarer dog løbende skriftlige og telefoniske forespørgsler fra forbrugere omkring indhold og forståelse af elregninger.

25. For Energitilsynet er det vigtigt, nu hvor faktureringsreglerne har været i kraft i lidt mere end 1 år, at kunne evaluere om regningerne nu også indeholder de oplysninger, de skal. Samtidig er det vigtigt at få konstateret, om regningerne er sammenlignelige med henblik på eventuelle leverandørskift. Endelig er det af interesse at få oplyst, i hvilket omfang forbrugere aktivt har ønsket acontoregningerne udformet på en mere enkel måde eller har ønsket regningen suppleret med yderligere oplysninger i form af udspecificering af afgifter og offentlige forpligtelser, som de nye regler åbner mulighed for.

26. Sekretariatet har derfor foretaget en stikprøveundersøgelse i form af indkaldelse af regninger fra et repræsentativt antal elnetselskaber og elhandelsselskaber til nærmere eftersyn og vurdering. Der er tale om eksempler på periodeopgørelser (årsafregninger) og acontoregninger for henholdsvis transport- og energiydelser fra 2008. 

27. Der er i alt 129 net- og elhandelsselskaber (kilde: www.elpristavlen.dk).  Stikprøven har omfattet i alt 21 net- og elhandels-selskaber. Stikprøven er foretaget ved en stratificeret udvælgelse af selskaberne, hvor der er taget højde for fordelingen mellem net- og elhandelsselskaber (type), beliggenhed (Jylland og Sjælland med øerne) samt størrelse (under 20.000 kunder og over 20.000 kunder). En stratificeret udvælgelse sikrer, at alle udvalgte grupper/typer bliver repræsenteret i stikprøveundersøgelsen.

28. I forbindelse med stikprøven er selskaberne blevet bedt om at oplyse, i hvilket omfang  kunderne tilbydes en forenklet acontoregning. Endvidere i hvilket omfang kunderne har ønsket afgifter og offentlige forpligtelser udspecificeret.

29. Selskaberne har samtidig fået mulighed for at tilkendegive, om der er forhold i bekendtgørelsen, der bør ændres og tages op ved en eventuel kommende revision af bekendtgørelsen.

Resultat af undersøgelsen
30. Sekretariatets gennemgang af det indhentede materiale er indarbejdet i en række skemaer, der omfatter netselskabernes periodeopgørelse og acontoopgørelse af transportydelsen samt elhandels- og forsyningspligtselskabernes periodeopgørelse og acontoopgørelse.

31. I skemaerne er vist de specifikationskrav faktureringsbekendtgørelsen stiller til de enkelte ydelser og regningstyper. Endvidere fremgår de undersøgte selskaber samt deres opfyldelse af specifikationskravene.

32. Ved gennemgangen har sekretariatet også kigget på, om sprogbrugen og udformningen af teksten på de fremsendte regningseksempler måtte være misvisende eller forvirrende. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis et netselskab på regningen anvender betegnelsen "forbrug af el", når regningen rettelig vedrører betaling for "transport af el". Bekendtgørelsen stiller dog ikke krav til sprog og terminologi på regningen, så Tilsynet kan alene anbefale selskaberne at ændre sprog og tekst, hvis der er tale om misvisende sprogbrug. . 

33. I tabel 1 nedenfor er vist resultatet af gennemgangen af 14 netselskabers periodeopgørelser og acontofakturering af transportydelsen.

Tabel 1  Netselskabernes mangler

Netselskab

0 mangler

1 mangel

2 ell. flere mangler

AKE

x

 

 

Dong Energy City Elnet A/S

x

 

 

Galten Elværk Net A/S

x

 

 

LEF Net A/S

x

 

 

MES Net A/S

 

x

 

Nibe Elforsyning Net

x

 

 

NRGI Net A/S

 

 

x

Odense Energi Net A/S[1]

 

x

 

SEAS-NVE Net A/S

 

x

 

SEF Net A/S

x

 

 

SK Elnet A/S

 

 

x

TRE-FOR Elnet A/S

x

 

 

Vordingborg Elnet A/S

 

x

 

Østkraft Net A/S

 

 

x

 [1] Odense Energi Net A/S er 1/1-2009 fusioneret med Energi Fyn

34. 4 selskaber har fået konstateret 1 mangel i regningsmaterialet. Det drejer sig i alle tilfælde om manglende udspecificering af den samlede pris med undtagelse af abonnement i den gennemsnitlige pris for transportydelsen i øre/kWh, som foreskrevet i bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 2.  I disse tilfælde er der enten ingen pris oplyst eller også er der oplyst en gennemsnitlig pris dækkende både transportydelsen og energiydelsen.

35. SEAS-NVE Net A/S har oplyst, at der udsendes både en simpel og specificeret udgave af periode- og acontoopgørelserne.

36. Det fremgår af de fremsendte regningseksempler, at det er hovedreglen, at SEAS-NVE fremsender en simpel udgave af såvel periode- som acontoopgørelsen for transportydelsen. Hvis kunden ønsker en specificeret elregning skal denne bestilles særskilt på hjemmesiden eller ved henvendelse til SEAS-NVE.

37. 3 netselskaber har fået konstateret 2 eller flere mangler i regningsmaterialet, nemlig SK Elnet A/S (2 mangler), Østkraft Net A/S (2 mangler) og NRGI Net A/S (4 mangler).

38. For SK Elnets vedkommende udspecificeres den samlede pris med undtagelse af abonnement ikke i den gennemsnitlige pris for transportydelsen i øre/kWh, som foreskrevet i bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 2. Endvidere indeholder periodeopgørelsen ikke særskilt oplysning om de offentlige forpligtelser med den gennemsnitlige pris for perioden i øre/kWh, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 6. De offentlige forpligtelser er her indeholdt i en regningspost, der hedder "transport til måler", der dækker betaling til lokalt net, transmissionsnet, overordnet net samt offentlige forpligtelser. De offentlige forpligtelser udspecificeres derimod på selskabets acontoregninger.

39. For Østkraft Nets vedkommende oplyses på såvel periode- som acontoopgørelsen en samlet gennemsnitlig pris dækkende både transportydelsen og energiydelsen, og ikke særskilt for transportydelsen, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 2. Endvidere oplyser Østkraft Net ikke de offentlige forpligtelser på acontoregningen, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 1.

40. For NRGI Nets vedkommende er der konstateret 4 mangler i periodeopgørelserne. Den samlede pris med undtagelse af abonnement oplyses ikke i den gennemsnitlige pris for transportydelsen i øre/kWh, som foreskrevet i bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 2. Transportbetalingen til netselskabet (nettariffen) i øre/kWh samt de offentlige forpligtelser i øre/kWh oplyses ikke, som foreskrevet i bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4 og 6. Endvidere oplyses de samlede afgifter i øre/kWh kun til momsregistrerede virksomheder og ikke til almindelige kunder, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5. Endelig anvender NRGI Net betegnelsen "Elforbrug" på periodeopgørelsen for transportydelsen, hvilket er misvisende. Her bør anvendes betegnelsen "Transport af el og afgifter".

41. Galten Elværk Net A/S anvender på periode- og acontoreningerne betegnelserne "opgørelse el" og "aconto el" vedrørende både transportydelsen og energiydelsen. Det bør for gennemsigtighedens skyld præciseres på regningen, hvad der vedrører "transport af el og afgifter" og hvad, der vedrører "forbrug/køb af el".

42. MES Net A/S og TRE-FOR Elnet A/S anvender begge på periode- og acontoregningerne betegnelserne "El for perioden" for transportydelsen. Det bør her for gennemsigtighedens skyld præciseres, at regningen vedrører "transport af el og afgifter".

43. I tabel 2 nedenfor er vist resultatet af gennemgangen af 7 handels- og forsyningspligtselskabers periodeopgørelser og acontofakturering af energiydelsen.

Tabel 2  Handels- og forsyningspligtselskabers mangler

Selskab

0 mangler

1 mangel

2 ell. flere mangler

Elro Forsyningspligt A/S

x

 

 

Energi Nord A/S

 

x

 

E.ON Danmark A/S[1]

-

-

-

Ideelle A/S

 

x

 

OK A.m.b.a.

x

 

 

Roskilde Energi A/S

x

 

 

Syd Energi salg A/S

x

 

 

 [1] E.ON leverer ikke el til kunder, der er omfattet af faktureringsbekendtgørelsen.

44. Oversigten viser, at 2 af de undersøgte selskaber (Energi Nord A/S og Edeelle A/S) har fået konstateret 1 mangel i regningsmaterialet vedrørende energiydelsen. For begges vedkommende drejer det sig om, at den samlede pris med undtagelse af abonnement ikke udspecificeres i den gennemsnitlige pris for energiydelsen i øre/kWh, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 1, nr. 2, og § 6, stk. 1. 

Bemærkninger fra selskaberne
45. Som nævnt har selskaberne i forbindelse med stikprøveundersøgelsen fået mulighed for at tilkendegive, om der er forhold i bekendtgørelsen, der bør ændres og tages op ved en eventuel revision af bekendtgørelsen.

46. Dong Energy City Elnet A/S har som det eneste selskab fremsendt bemærkninger til bekendtgørelsens bestemmelser.

47. Dong Energy City Elnet A/S anfører, at formålet med de nye regler har været at gøre elregningerne mere gennemsigtige og dermed lettere at forstå og acceptere for forbrugerne. Herved skulle antallet af henvendelser vedrørende elregningerne kunne reduceres. Efter selskabets vurdering er dette ikke blevet opfyldt.

48. Tværtimod har Dong Energy fået en del spørgsmål om de nye gennemsnitspriser på acontoregningerne. Selv om selskabet benytter muligheden for en enklere acontoregning, skal prisen for transport af el i øre/kWh samt prisen for energiydelsen alligevel angives. En acontoregning er ifølge Dong Energy blot en prognose over et forventet forbrug, hvor Dong Energy genberegner kundens acontoregning og derigennem bl.a. korrigerer for et eventuelt nyt kWh-forbrug og eventuelle nye priser, hvormed kunden kun betaler det, han skal, og ikke risikerer en efterregning på årsopgørelsen.

49. Ifølge Dong Energy er det umuligt at sammenligne gennemsnitspriser på tværs af elselskaberne på grund af reberegning af acontoregningerne. Derfor finder Dong Energy, at oplysninger om gennemsnitspriser på acontoregningerne ikke kun er overflødige, men direkte vildledende.

50. Dong Energys konklusion er derfor, at bekendtgørelsen skal revideres på dette punkt.

Begrundelse

51. Energitilsynet fører tilsyn med overholdelsen af faktureringsreglerne og behandler konkrete klager herom fra forbrugerne.

52. Hos 11 af de undersøgte selskaber har regningerne været i overensstemmelse med de gældende regler. Af de resterende har 6 selskaber haft en enkelt mangel, mens 3 selskaber har 2 eller flere mangler.

53. Det er sekretariatets opfattelse, at selskaberne overholder reglerne på et acceptabelt niveau. De mangler, der er konstateret, skal dog påtales over for de enkelte selskaber, således at disse kan bringe indholdet af regningerne i overensstemmelse med de gældende regler.

54. Sekretariatet vil ligeledes påtale de tilfælde, hvor sprogbrugen eller udformningen af teksten på de fremsendte regningseksempler er misvisende eller forvirrende, og anbefale, at selskaberne ændrer sprog og tekst.

55. I forbindelse med reglernes tilblivelse var det et udbredt ønske fra branchens side, at afgifterne kunne optræde som en samlet post på regningen, og at der var mulighed for at tilbyde forbrugerne en forenklet acontoregning.

56. Sekretariatet bemærker på baggrund af oplysningerne fra de undersøgte selskaber og det indsendte regningsmateriale, at der hverken blandt selskaber eller kunder har vist sig nogen større interesse i den forenklede acontoregning, ligesom langt de fleste selskaber udspecificerer de samlede afgifter i de enkelte elementer, skønt dette ikke er påkrævet.

57. Det er sekretariatets opfattelse, at de undersøgte regninger fra selskaberne i stort omfang følger samme mønster og derfor i høj grad er sammenlignelige.

58. Kun Dong Energy City Elnet har ønsket en revision af den gældende bekendtgørelse, nemlig for så vidt angår oplysning af gennemsnitsprisen på acontoregningerne, som selskabet finder er overflødig og direkte misvisende, da en acontoregning blot er en prognose over et fremtidigt forbrug, der løbende korrigeres.

59. Hertil skal anføres, at det kun er på acontoregningen for energiydelsen, at der skal oplyses en gennemsnitspris, ikke på acontoregningen for transportydelsen. Gennemsnitsprisen for energiydelsen er et udtryk for den samlede pris inklusive moms med undtagelse af abonnement, der ligger til grund for periodens acontobetaling.  Det er sekretariatets opfattelse, at forbrugeren ud fra et gennemsigtighedssynspunkt skal have mulighed for at se denne pris og kunne sammenligne med andre selskaber.

60. Sekretariatet vurderer derfor ikke, at der på nuværende tidspunkt, hvor bekendtgørelsen kun har været i kraft i lidt mere end et år, er behov for at ændre bekendtgørelsen på dette punkt.

61. Der kan dog opstå behov for at revidere bekendtgørelsen i takt med, at flere og flere selskaber installerer fjernaflæste målere hos forbrugerne, således at disse afregnes efter deres faktiske forbrug månedsvis, og acontoopkrævningerne herved gradvist forsvinder. 

62. På baggrund af stikprøveundersøgelsens resultater finder sekretariatet ikke, at der er behov for at foretage yderligere stikprøveundersøgelser. En fornyet stikprøveundersøgelse af regninger kunne overvejes at blive foretaget forud for en revidering af bekendtgørelsen, dog senest om 2-3 år. 

63. Manglende udspecificering af de samlede omkostninger med undtagelse af abonnement i en gennemsnitlig pris i øre/kWh, går igen hos samtlige selskaber, hvor der er konstateret mangler. Det må formodes, at også andre selskabers regningsmateriale har samme mangel.

64. Det er derfor sekretariatets opfattelse, at resultatet stikprøveundersøgelsen bør formidles videre til alle elselskaber og ikke blot til de selskaber, der har deltaget i undersøgelsen, med henblik på at alle selskaber for mulighed at rette ind på dette punkt. 

65. Dette kan efter sekretariatets opfattelse ske via en orienterende artikel i EnergiNyt samt ved cirkulæreskrivelse til samtlige selskaber om stikprøveundersøgelse.

66. Sekretariatet indstiller derfor, at Energitilsynet tilkendegiver, at de selskaber, hvor der er konstateret mangler i regningsmaterialet, anmodes om, at bringe indholdet af regningerne i overensstemmelse med gældende regler.

Afgørelse

Energitilsynet tilkendegiver:

at det meddeles de selskaber, hvor der er konstateret mangler i regningsmaterialet, at indholdet af periodeopgørelser og acontoregninger bringes i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse nr. 486 af 29. maj 2007 om elselskabers fakturering og specificering af omkostninger over for modtagere af transport- og energiydelser
at resultatet at undersøgelsen videreformidles til samtlige elselskaber.

Klage over regning?
Se hvem der er billigst på el, gas og varme
Nyhedsbrevet Energinyt