Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Gundested Camping klager over manglende adgang til Energimanager

Dato: 30.03.2009Journalnr.: 4/0720-0101-0102

Resume Energitilsynet traf afgørelse om, at afvise Gundested Camping A/S' klage over manglende adgang til produktet Energimanager. Gundested Camping klagede som forbruger og producent af el over, at virksomheden bliver ringere stillet mht. adgang til måledata ved skift af elhandelsselskab fra DONG Energys handelsselskab (daværende Nesa) til SEAS-NVE Strømmen.

Resumé

1. Denne sag drejer sig om omfang, leveringshastighed og form af de måledata, som en slutbruger modtager fra både netselskab og handelsselskab. Hvad er et elnetselskab forpligtet til at levere af måledata, med hvilken hastighed og i hvilken form? Endvidere drejer sagen sig om, hvorvidt et elnetselskab er forpligtet til at stille de samme data til rådighed over for slutkunden, som elhandelsselskabet gør. Energitilsynet har ikke taget stilling til disse problemstillinger før, og derfor forelægges sagen for Energitilsynet.

2. Gundested Camping klager som forbruger og producent af el over, at virksomheden bliver ringere stillet mht. adgang til måledata ved skift af elhandelsselskab fra DONG Energys handelsselskab (daværende Nesa) til SEAS-NVE Strømmen. Gundested Camping er netkunde hos DONG Energy Nord Elnet A/S.

3. Ved at skifte handelsselskab bliver adgangen til måledata ifølge Gundested Camping ringere ved hhv. forbrug af el fra leverandør, forbrug af el fra egen vindmølle og produktion og salg af el fra vindmølle.

4. Gundested Camping har før leverandørskiftet fra DONG Energys handelsselskab til SEAS-NVE Strømmen, via produktet Energimanager, haft gratis adgang til bearbejdede måledata få døgn efter forbrugstidspunktet med en detaljeringsgrad på timeniveau for alle aflæste data og i et format, der online er umiddelbart brugbart.

5. DONG Energys handelsselskab tilbyder produktet Energimanager som en service udelukkende til kunder hos DONG Energys handelsselskab.

6. Pt. modtager Gundested Camping gratis måledata på virksomhedens køb af el hos SEAS-NVE Strømmen via produktet Energiassistent 1-2 uger efter forbrugstidspunktet. Energiassistent svarer til produktet Energimanager.

7. Yderligere kan Gundested Camping ved skriftlig henvendelse til DONG Energy Nord Elnet A/S få leveret forbrugsdata på produktion og salg af el fra vindmøllen i rådataform 2-6 uger efter forbrugstidspunktet.

8. Efter Energinet.dks forskrifter skal et elnetselskab levere måledata, således at slutkunden kender sit afregningsgrundlag. Slutkunden har ikke fra elnetselskabet ret til måledata på linje med elhandelsselskaberne. DONG Energy Nord Elnet A/S lever op til disse krav.

9. Såfremt DONG Energy Nord Elnet A/S lever op til sine måledataforpligtelser som elnetselskab og leverer måledata til alle elhandelsselskaber på lige vilkår, forekommer det ikke rimeligt at kræve, at DONG Energy Nord Elnet A/S leverer bearbejdede måledata til alle kunder af samme form og indhold som DONG Energys elhandelsselskab leverer til sine kunder. Tværtimod kan indhold, leveringshastighed og præsentation af måledata udmærket være en konkurrenceparameter for elhandelsselskaber i et frit elmarked.

10. Der er grundlag for en nærmere undersøgelse af DONG Energy Nord Elnet A/S videregivelse af måledata til handelsselskaber. Dette undersøges med udgangspunkt i Gundested Campings forløb ved skift af handelsselskab, hvor selskabernes udbud af måledata løbende har ændret sig.

11. Energitilsynets sekretariat vil af egen drift, i henhold til EFL § 80, tage kontakt til DONG Energy Nord Elnet A/S med henblik på at undersøge, om DONG Energy Nord Elnet A/S videregiver måledata til alle handelsselskaber på ens vilkår.

Afgørelse

12. Det indstilles, at Energitilsynet træffer afgørelse om, at:

13. Afvise klagen, da DONG Energys handelsselskab ikke ifølge elforsyningsloven forpligtes til at levere den omtvistede Energimanager eller tilsvarende produkt, og da DONG Energy Nord Elnet A/S ifølge det oplyste forsyner klageren med de nødvendige oplysninger om måling af klagerens elforbrug, jf. EFL § 22 stk. 3 og da klageren ikke er berettiget modtager af måledata på linje med handelsselskaber ifølge Energinet.dks måleforskrift D1, som udstedt i medfør af § 28, stk. 2 nr. 10 i EFL.

Sagsfremstilling

14. Gundested Camping A/S er timeafmålt erhvervsforbruger, som har tre fjernaflæste målere og et årligt elforbrug på ca. 100.000 kWh.

15. Endvidere har Gundested Camping egen vindmølle, der leverer el til eget forbrug og til det offentlige net.

16. Gundested Camping klager den 18. september 2006 til Energitilsynets sekretariat over, at virksomheden ved skift af elleverandør fra DONG Energys handelsselskab (daværende Nesa) til handelsselskabet SEAS-NVE Strømmen bliver ringere stillet pga. mistet adgang til produktet Energimanager. DONG Energy Nord Elnet A/S er Gundested Campings netselskab.

17. Gundested Camping trækker klagen tilbage den 29. marts 2007, da virksomheden ikke længere har problemer med adgang til Energimanager.

18. Gundested Camping klager igen den 6. januar 2008 over igen at have mistet adgang til Energimanager.

19. Før Gundested Camping skifter elleverandør fra DONG Energys handelsselskab til SEAS-NVE Strømmen har Gundested Camping adgang til måledata via Energimanager for køb, salg og produktion af el 1-2 dage efter forbrugstidspunktet.

20. Gundested Camping skifter handelsselskab til SEAS-NVE Strømmen pr. 1. oktober 2006 og mister adgangen til Energimanager i ca. to måneder. Dette skyldes en generel fejl hos DONG Energy A/S, hvor der ikke blev overført data til web-applikatoren. I denne periode har Gundested Camping adgang til måledata på www.dongenergi.dk via deres forbrugsprofil.

21. Herefter har Gundested Camping frem til 1. januar 2008 adgang til Energimanager på trods af, at Gundested Camping for at have adgang til denne, skal købe el hos DONG Energys handelsselskab.

22. Gundested Camping har fra 1. januar 2008 og frem til juni 2008 igen ingen adgang til måledata på køb, produktion eller salg. Fra juni 2008 har Gundested Camping adgang til måledata på køb af el fra SEAS-NVE Strømmen.

23. Gundested Camping har den 4. februar 2008 oplyst, at SEAS-NVE Net har et produkt, Energiassistent, som svarer til Energimanager, der ikke kan stilles til rådighed, da Gundested Campings opsatte målere er ejet af DONG Energy Nord Elnet A/S, og SEAS-NVE Strømmen derfor ikke har adgang til data hertil.

24. SEAS-NVE Strømmen informerer den 21. maj 2008 Energitilsynets sekretariat om, at SEAS-NVE Net tilbyder deres timeaflæste kunder adgang til egne forbrugsdata. Er man ikke netkunde tilbydes samme data kommercielt, under forudsætning af, at SEAS-NVE Strømmen modtager forbrugsdata fra kundens eget netselskab.

25. Pr. den 4. februar 2008 har Gundested Camping følgende adgang til måledata:

  • Køb af el: Gratis måledata fra SEAS-NVE Strømmens Energiassistent, som kan levere detaljerede måledata 1-2 uger efter forbrugstidspunktet.
  • Produktion og salg af el fra vindmølle: Det er muligt ved skriftlig henvendelse at få forbrugsdata oplyst så tit det ønskes. Data bliver leveret op til seks uger efter forbrugstidspunktet i rådataform fra DONG Energy Nord Elnet A/S.

Gundested Campings synspunkter:
26. Gundested Camping mener, at virksomheden bliver stillet ringere ved valg af andet handelsselskab, da denne ikke kan stille gratis måledata til rådighed, der svarer til det virksomheden har fået via produktet Energimanager kun få dage efter forbrugstidspunktet.

27. Efter skiftet til SEAS-NVE strømmen er der kun adgang til måledata for købt el op til to uger efter forbrugstidspunktet.

28. For produktion og salg er det kun muligt for Gundested Camping ved skriftlig henvendelse til DONG Energy Nord Elnet A/S at få forbrugsdata oplyst, da Gundested Campings tidligere udleverede passwords m.m. er blevet inaktive til brug af nettet. Dette mener Gundested Camping er uholdbart, da måledata samtidig leveres op til seks uger efter forbrugstidspunktet.

29. Det er muligt for Gundested Camping mod betaling til DONG Energy Nord Elnet A/S at få direkte adgang til måledata i rådataform via PULS. Dette finder Gundested Camping dog ikke attraktivt, da det koster penge, og virksomheden endvidere ikke kan få behandlet data, som ved hjælp af Energimanager.

30. Gundested Camping forventer adgang til alle data for køb, salg og produktion få døgn efter forbrugstidspunktet med en detaljeringsgrad på timeniveau for alle aflæste data, og et format der online er umiddelbart brugbart.

31. Den forskelsbehandling kunden oplever ved skift af leverandør, mener Gundested Camping lægger en dæmper på mobiliteten som kunde på det frie elmarked, og vil derfor virke konkurrencedæmpende. En acceptabel løsning vil være at de data, der indsamles af netselskabet skal stilles til rådighed for kunden uanset hvilket handelsselskab, der er leverandør af el.

DONG Energys synspunkter:
32. Energimanager er et kommercielt produkt og en web-applikation, som DONG Energys handelsselskab tilbyder alle timeaflæste kunder, der køber el hos virksomheden.

33. Energimanager ejes og drives af DONG Energy Sales & Distribution. Det er dermed ifølge DONG Energy et kommercielt produkt, der ikke har noget med DONG Energy Nord Elnet A/S at gøre.

34. DONG Energys handelsselskab har overfor Gundested Camping beskrevet, at Energimanager er et loyalitetsprodukt, der kun gives adgang til, så længe DONG Energys handelsselskab er elleverandør.

35. En generel fejl i efteråret 2006 medførte, at måledata i to måneder ikke blev overført til web-applikatoren, således at Gundested Camping ikke i den gældende periode havde adgang til Energimanager.

36. En anden fejl medførte derefter, at Gundested Camping stadig havde adgang til Energimanager efter at Gundested Camping var ophørt med at være kunde hos DONG Energys handelsselskab. I første omgang undlod DONG Energys handelsselskab at gøre noget ved det, da det var til kundens fordel. I en anden proces blev fejlen imidlertid stoppet, og den ansvarlige sørgede for at afslutte Gundested Campings forbindelse til Energimanager pr. 1. januar 2008.

37. DONG Energy tilbyder forskellige ydelser/produkter for måledata alt efter om kunden er handelskunde eller udelukkende netkunde hos DONG Energy, jf. tabel 1.

38. Ifølge DONG Energy bør Gundested Camping via DONG Energy Nord Elnet A/S forbrugsprofilløsning have adgang til måledata via nettet.

Høringssvar
39. Energitilsynets sekretariat har sendt udkast til tilsynsnotat i høring hos DONG Energy A/S og Gundested Camping A/S den 23. februar 2009. I nedenstående gøres der kort rede for det centrale i høringssvarene.

40. Det bemærkes, at der i nærværende tilsynsnotat i forhold til udkastet der er sendt i høring, er fjernet følgende punkt under indstillingen: "Det indstilles, at Energitilsynet træffer afgørelse om, at Energitilsynet af egen drift, i henhold til EFL § 80, tager kontakt til DONG Energy Nord Elnet A/S med henblik på, at undersøge om DONG Energy Nord Elnet A/S yder diskriminerende adfærd i forbindelse med deres videregivelse af måledata til handelsselskaber".

41. DONG Energy indsender den 6. marts 2009 et høringssvar. DONG Energy informerer om, at:

  • DONG Energy Nord Elnet A/S ikke har mulighed for at tilbyde Energimanager til nogen kunde, da produktet ikke findes i DONG Energy Nord Elnet A/S. "Råderetten" over produktet ligger i DONG Energys handelsselskaber.
  • Energinet.dks markedsregler foreskriver, at netselskabet skal fremsende måledata til de legitime parter senest 58 timer efter driftsdøgnet.
  • DONG Energy Nord Elnet A/S hver dag fremsender måledata til SEAS-NVE så de er sendt i løbet af 28 timer efter driftsdøgnet. 
  • Interne procedurer hos SEAS-NVE må være årsag til, at måledata først kan stilles til rådighed for deres eksterne kunder efter 1-2 uger. Måledata, som DONG Energys handelsselskab modtager fra SEAS-NVEs netselskab, kan således stilles til rådighed for kunderne via Energimanager inden for et døgn fra modtagelse.
  • Man kan ikke forvente at blive serviceret af et kommercielt selskab, hvis der ikke findes en aftale mellem parterne, ligesom det er naturligt at forskellige leverandører tilbyder forskellige produkter og services.
  • De anmoder om, at indstillingspunktet vedrørende nærmere undersøgelse af DONG Energy Nord Elnet A/S udgår, jf. punkt 40, da det kan blive læst som om, at Energitilsynet indikerer, at DONG Energy udøver diskriminerende adfærd, hvilket kan miskreditere DONG Energy.

42. Gundested Camping indsender den 9. marts et høringssvar. Gundested Camping mener, at:

  • Håndteringen af måledata fra DONG Energys side er konkurrenceforvridende over for andre udbydere af el i områder, hvor DONG Energy ejer forsyningsnettet.
  • Som kunde hos DONG Energy har man umiddelbart adgang til alle måledata, i en overskuelig og sammenlignelig form.
  • Som kunde hos anden leverandør, leveres kun data på købt el med forsinkelse, og ikke data vedr. møllens produktion og salg, selvom disse data er tilgængelige i Energimanager, når man er kunde hos DONG Energy.
  • DONG Energys øvrige tilbud om levering af rådata eller PULS aflæsning er en væsentlig vanskeligere eller omkostningsbelastet måde at modtage data på.
  • Et minimumskrav til netselskaberne må være, at alle tilgængelige måledata stilles til rådighed for kundens nye handelsselskab, således at handelsselskabet vil kunne levere data i en tilgængelig form uden yderligere forsinkelse.

Lovgrundlag

43. Netselskaber skal ifølge elforsyningsloven (EFL) stille deres ydelser til rådighed for forbrugere på gennemsigtige, objektive, rimelige og ikke-diskriminerende vilkår:  

44. EFL § 6 stk. 1: "Enhver elforbruger kan frit vælge elleverandør. Ved skift af elleverandør må forbrugeren ikke opkræves gebyr."

45. EFL § 6 stk. 4: "Kollektive elforsyningsvirksomheder samt forsyningspligtige virksomheder, for så vidt angår deres forsyningspligtydelse, skal stille deres ydelser til rådighed for forbrugerne på gennemsigtige, objektive, rimelige og ikke-diskriminerende vilkår."

46. Netselskabers leveringsbetingelser skal anmeldes til Energitilsynet, jf. § 76, nr. 2 i EFL. Betingelser for anvendelse af nettet skal fastsættes efter offentliggjorte metoder, jf. § 73 a i EFL, og branchens organisationer kan udarbejde standardiserede vejledninger om leveringsbetingelser m.v. DONG Energy Nord Elnet A/S leveringsbetingelser er anmeldt den 2. februar 2007, og er fastsat i overensstemmelse med de betingelser, som Dansk Energi har forelagt tilsynet, og som blev behandlet på tilsynsmødet den 24. april 2006.

47. Der er frit leverandørvalg og elhandelsselskaber skal overholde elforsyningslovens bestemmelser om forbrugeraftaler, jf. § 6 a i EFL samt forbrugerbeskyttelsesbekendtgørelsen, nr. 380 af 25. maj 2005. Ifølge EFL § 6 a, stk. 2 indeholder bekendtgørelsen regler om kontrakten og leveringsbetingelserne, klage m.v.:

48. EFL § 6 a stk. 2: "Regler efter stk. 1 kan bl.a. omfatte bestemmelser om følgende:

1.        Krav om forbrugerens ret til en kontrakt, krav til indholdet af kontrakten, underretning om kontraktens betingelser, varsling af pris- og vilkårsændringer samt gebyrforhøjelser, forbrugerens adgang til opsigelse af kontrakten, betalingsmetoder, betaling for leverandørskift samt opsigelse og afbrydelse, bl.a. i forbindelse med misligholdelse fra forbrugerens side.

2.        Klagebehandling, herunder regler om adgang til at påklage tvister mellem en forbruger og en leverandør om forhold, som fastsættes i medfør af nr. 1."

49. Vindmølleejeren betaler for netselskabets omkostninger til afregningsmåler m.m., jf. § 8 i vindmøllebekendtgørelsen (VB), nr. 1365 af 15. december 2004: 

50. VB § 8, stk. 3: "Omkostninger til vedligeholdelse af afregningsmåler, til aflæsning af måler og afregning af elektricitet påhviler vindmølleejeren. Det samme gælder omkostninger i forbindelse med kalibrering og udskiftning af afregningsmåler."

51. Netselskaberne skal give forbrugerne mulighed for oplysning om elbesparelser, og skal i øvrigt forsyne brugere af nettet med de nødvendige oplysninger om måling af elektricitet:

52. EFL § 22, stk. 1, pkt. 6: "En netvirksomhed skal sikre, at forbrugerne oplyses om mulighed for elbesparelser, give den enkelte elforbruger årlige informationer om sit elforbrug, kortlægge det samlede elforbrug i forsyningsområdet og offentliggøre data fra kortlægningen eller på begæring stille sådanne data til rådighed."

53. EFL § 22, stk. 3: "Netvirksomheden skal forsyne brugere af nettet med de nødvendige oplysninger om måling af elektricitet, der transporteres gennem virksomhedens net."

54. Netvirksomhederne skal indberette på timebasis til Energinet.dk, jf. lov om fremme af vedvarende energi (VE-loven), nr. 1392 af 27. december 2008:

55. VE-loven § 51 stk. 1: "Netvirksomhederne indberetter på timebasis til Energinet.dk mængden af den elektricitet, der er produceret på anlæg omfattet af §§ 36-50. Energinet.dk fastsætter retningslinjer for opgørelse og indberetning af elproduktionen."

56. Reglerne om timeafregnede kunder er nærmere fastlagt af Energinet.dk i måleforskiften, D1, se nedenfor. Heraf fremgår bl.a., at kunder med forbrug over 100.000 kWh skal timeafregnes (pkt. 8.2).

57. Netselskabernes prisfastsættelse af deres ydelser skal ske efter rimelige, objektive og ikke diskriminerende kriterier i forhold til, hvilke omkostninger de enkelte køberkategorier har:

58. EFL § 73 stk. 1: "De kollektive elforsyningsvirksomheders prisfastsættelse af deres ydelser efter §§ 69-72 skal ske efter rimelige, objektive og ikke-diskriminerende kriterier i forhold til, hvilke omkostninger de enkelte køberkategorier giver anledning til. Prisdifferentiering på baggrund af en geografisk afgrænsning er kun tilladt i særlige tilfælde."

59. Energitilsynet kan afgøre sager på grundlag af en klage:

60. EFL § 80: "Energitilsynet kan behandle og afgøre sager på eget initiativ eller på grundlag af en anmeldelse eller en klage."

61. Nærmere om D1, Energinet.dks "måleforskrift":

62. Forskrift D1, "Afregningsmåling og afregningsgrundlag" er udstedt i henhold til § 8, stk. 1 i systemansvarsbekendtgørelsen (SAB), og er senest anmeldt til Energitilsynet den 19. december 2008:

63. SAB § 8: "Energinet.dk skal efter drøftelse med net-, transmissions- og elhandelsvirksomheder udarbejde måleforskrifter til afregnings- og systemdriftsformål, som er nødvendige for varetagelsen af Energinet.dks opgaver. Måleforskrifterne skal indeholde krav til net- og transmissionsvirksomhedernes målinger af forbrug, produktion og eludveksling, herunder krav til:

1.        Omfanget af de målinger, som selskaberne skal foretage, herunder i hvilken grad elforbrug skal måles.

2.        Nøjagtigheden af de enkelte målinger.

3.        Formidling af målinger til berørte parter, herunder inden for hvilke tidsfrister målingerne skal videreformidles."

64. Netvirksomheden er den måleansvarlige:

65. "Netvirksomheder har ansvaret for både drifts- og afregningsmålinger. Ved driftsmålinger forstås målinger til brug for driftsovervågning og driftanalyse. Ved afregningsmålinger forstås individuelle og aggregerede målinger til brug for energiafregning.

66. Det er den måleansvarliges pligt:

  • at målinger bliver foretaget
  • at hjemtage målingerne, hvis de er fjernaflæst
  • at kontrollere rigtigheden af målingerne
  • at distribuere måledata til de legitime modtagere

67. Netvirksomheden skal give leverandører de måleværdier, som er nødvendige for afregning:

68. Forskrift D1, s. 17: "I henhold til elforsyningslovens § 22, stk. 3, skal netvirksomheden forsyne brugerne af nettet med de nødvendige oplysninger om måling af elektricitet, der transporteres gennem netvirksomhedens net. I det omfang elleverandører/handelsvirksomheder, virksomheder med forsyningspligt, og andre aktører har brug for måleværdier til afregning af deres leverancer, skal netvirksomheden viderebringe de nødvendige oplysninger."

69. Kunden har ikke ret til måledata på linje med elleverandørerne: 

70. Forskrift D1, s. 18: "Slutkunder og energirådgivningsselskaber er ikke legitime modtagere af måledata på linje med nabonetvirksomheder, balanceansvarlige og elleverandører."

71. Kunden har ret til råmåledata:

72. Forskrift D1, s. 18: "Slutkunden har naturligvis ret til at kende sit afregningsgrundlag, men hvis slutkunder ønsker adgang til måledata på en nærmere specificeret måde, må det ske efter aftale med netvirksomheden eller eventuelt elleverandøren."

73. Den lokale elhandelsvirksomhed har ikke ret til kundens forbrugsmålinger, når kunden får sin leverance fra en anden elleverandør: 

74. Forskrift D1, s. 19: "I de tilfælde, hvor en slutkunde får sin elleverance fra en anden elleverandør end den lokale elhandelsvirksomhed, har sidstnævnte ikke adgang til kundens individuelle forbrugsmålinger. Det påhviler netvirksomheden at udforme procedurer, der sikrer dette."


Begrundelse

75. Gundested Camping klager som forbruger og producent af el over, at virksomheden ikke længere modtager ydelsen "Energimanager" fra hverken DONG Energy Handel eller DONG Energy Nord Elnet A/S.

76. Gundested Camping er erhvervskunde hos handelsselskabet SEAS-NVE Strømmen, og samtidig netkunde hos DONG Energy Nord Elnet A/S - såvel som erhvervsforbruger som tilsluttet elproducent (via vindmøllen).

77. Gundested Camping er erhvervskunde, jf. Energinet.dks måleforskrift (forbrugeren har et forbrug større end 100.000 kWh p.a.).

78. Gundested Camping er efter Energitilsynets sekretariats vurdering ikke klageberettiget over DONG Energys handelsselskabs manglende levering af Energimanager, da virksomheden ikke længere er kunde hos selskabet. Bestemmelserne i forbrugerbeskyttelsesbekendtgørelsen i medfør af § 6 a i EFL gælder, når der er en forbrugeraftale, jf. § 6 a, stk. 1 i bekendtgørelsen. Sekretariatet vurderer, at der ikke længere er tale om en aftale, når leveringsforholdet er ophørt.

79. Gundested Camping står imidlertid fortsat i kundeforhold til DONG Energy Nord Elnet A/S.

80. I forhold til DONG Energy Nord Elnet A/S kan klagepunkterne efter EFL vurderes ud fra følgende to vinkler:

  • Ved forbrug af el transporteret af netselskabet (erhvervskunde over 100.000 kWh)
  • Ved salg af el produceret fra egen vindmølle.

81. Herunder for hver enkelt:

  • Hvilken type af måledata har kunden krav på?
  • Skal data fra Energimanager stilles gratis til rådighed?
  • Skal Energimanager være et monopol eller et kommercielt produkt?

82. I det følgende vurderes, hvilke ydelser et netselskab skal tilbyde ifølge EFL til henholdsvis erhvervskunder og til kunder med tilsluttet vindmølle.
Gundested Camping som erhvervskunde hos netselskabet

83. DONG Energy Nord Elnet A/S tilbyder ikke at stille en Energimanager til rådighed og er efter sekretariatets vurdering ikke forpligtet hertil ifølge loven, blot skal nødvendige måledata stilles til rådighed for brugerne, jf. EFL § 22, stk. 3.

84. Endvidere har kunden, jf. forskrift D1, ret til at kende sit afregningsgrundlag, men nærmere specificeret adgang til måledata skal ske efter aftale med netvirksomheden eller eventuel leverandør.

85. Måledata bliver ifølge DONG Energy stillet til rådighed to til seks uger efter forbrugstidspunktet. Der er imidlertid mulighed for Gundested Camping at betale for produktet PULS, der giver omgående adgang til måledata, og som koster 25 kr. pr. måned pr. måler.

86. Sekretariatet vurderer, at det ikke er urimeligt med en brugerbetaling, og at særskilt opkrævning for PULS er i overensstemmelse med princippet om, at omkostninger henføres til den køberkategori, som giver anledning til omkostningen, jf. EFL § 73, stk. 1.

87. Via PULS kan Gundested Camping få adgang til såkaldt ubehandlede rådata. DONG Energy Nord Elnet A/S kan imidlertid ikke i frihandel anvise noget produkt, der som Energimanager behandler rådata.

88. DONG Energy tilbyder kun adgang til Energimanager, såfremt kunden er elhandelskunde hos DONG Energys handelsselskab.

89. SEAS-NVE Strømmen, som Gundested Camping har skiftet til, tilbyder produktet Energiassistent, der af Energitilsynets sekretariat vurderes at kunne det samme som Energimanager. Måledata fra Energiassistenten foreligger imidlertid 1-2 uger efter forbrugstidspunktet, hvor det for Energimanageren er 1-2 dage.

90. Netselskabers leveringsbetingelser skal være gennemsigtige, objektive, rimelige og ikke diskriminerende.

91. Sekretariatet finder det ikke urimeligt, at DONG Energy Nord Elnet A/S leveringsbetingelser ikke indeholder tilbud til netkunderne om en Energimanager. Denne vurderes ikke at være en nødvendig del af nettransportydelsen.

92. Yderligere bemærker sekretariatet, at Energinet.dks måleforskrift, D1, ikke stiller krav om, at der skal stilles en Energimanager til rådighed for netkunder.

93. Såfremt DONG Energy Nord Elnet A/S lever op til sine måledataforpligtelser som elnetselskab og leverer måledata til alle handelsselskaber på lige vilkår, forekommer det ikke rimeligt at kræve, at DONG Energy Nord Elnet A/S leverer bearbejdede måledata til alle kunder af samme form og indhold som DONGs elhandelsselskab leverer til sine kunder i form af Energimanager. Tværtimod kan indhold, leveringshastighed og præsentation af måledata udmærket være en konkurrenceparameter for handelsselskaberne i et frit elmarked.

Gundested Camping som kunde med tilsluttet vindmølle
94. Sekretariatet vurderer, at afregningen af vindmøller ikke forudsætter en Energimanager, hvilket heller ikke fordres i henhold til vindmøllebekendtgørelsens særlige bestemmelser om afregning og måling, jf. § 8 i vindmøllebekendtgørelsen.

95. Endvidere bemærker sekretariatet, at Energinet.dks måleforskrift ej heller stiller krav om installation af en Energimanager i forbindelse med vindmøller, og at dette krav ej heller ses at følge af Energinet.dks øvrige anmeldte forskrifter.

Bemærkninger til parternes høringssvar
96. Det bemærkes, at Gundested Camping ikke kommer med nye oplysninger i deres høringssvar.

97. DONG Energy kommer heller ikke med nye oplysninger i deres høringssvar, dog anmoder de om, at et indstillingspunkt i det udsendte høringsnotat fjernes, jf. punkt 40. Energitilsynets sekretariat har valgt at fjerne punktet fra selve indstillingen, men fastholder behandlingen af punktet, jf. punkt 104, da sekretariatet finder det afgørende at sikre, at handelsselskaber har ens vilkår og grundlag for at udbygge produkter til præsentation af måledata for forbrugerne.

Vurdering

98. Samlet vurderer sekretariatet, at:

99. Gundested Camping er efter Energitilsynets sekretariats vurdering ikke klageberettiget over DONG Energys handelsselskabs manglende levering af Energimanager, da virksomheden ikke længere er kunde hos selskabet.

100. Det ikke er urimeligt, at DONG Energy Nord Elnet A/S ikke stiller produktet Energimanager til rådighed for deres netkunder.

101. Det i øvrigt ikke følger af andre regler i medfør af EFL, at et produkt som Energimanager skal stilles til rådighed af netselskabet for erhvervskunder og vindmølleejere.

102. Gundested Campings adgang til måledata er rimelig i henhold til EFL og måleforskrift D1.

103. Der er grundlag for en nærmere undersøgelse af DONG Energy Nord Elnet A/S videregivelse af måledata til handelsselskaber. Dette undersøges med udgangspunkt i Gundested Campings forløb ved skift af handelsselskab, hvor selskabernes udbud af måledata løbende har ændret sig.

104. Energitilsynets sekretariat vil af egen drift, i henhold til EFL § 80, tage kontakt til DONG Energy Nord Elnet A/S med henblik på at undersøge, om DONG Energy Nord Elnet A/S videregiver måledata til alle handelsselskaber på ens vilkår.

Indstilling

105. Det indstilles, at Energitilsynet træffer afgørelse om, at:

106. Afvise klagen, da DONG Energys handelsselskab ikke ifølge elforsyningsloven forpligtes til at levere den omtvistede Energimanager, og da DONG Energy Nord Elnet A/S ifølge det oplyste forsyner klageren med de nødvendige oplysninger om måling af klagerens elforbrug, jf. EFL § 22 stk. 3 og da klageren ikke er berettiget modtager af måledata på linje med handelsselskaber ifølge Energinet.dks måleforskrift D1, som udstedt i medfør af § 28, stk. 2 nr. 10 i EFL.

Klage over regning?
Se hvem der er billigst på el, gas og varme
Nyhedsbrevet Energinyt